2.2.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 34/157


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af de ændrede markedsforhold

(COM(2016) 287 final — 2016/0151 (COD))

(2017/C 034/26)

Ordfører:

Raymond HENCKS

Anmodning om udtalelse

Kommissionen, 06/07/2016

Retsgrundlag

Artikel 53, stk. 1, og artikel 62 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

(COM(2016) 287 final — 2016/0151 (COD))

Kompetence

Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet

Vedtaget i sektionen

06/10/2016

Vedtaget på plenarforsamlingen

19/10/2016

Plenarforsamling nr.

520

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

218/2/7

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU erkender, at en tilpasning af de europæiske rammebestemmelser for audiovisuelle medietjenester er uundgåelig i betragtning af udviklingen på det audiovisuelle marked med fremkomsten af nye aktører og nye former for tjenesteydelser og udviklingen af nye typer selvvalgstjenester. Udvalget støtter Kommissionens tiltag med henblik på ajourføring af direktivet om audiovisuelle medietjenester fra 2010 med forbehold af nedenstående punkter.

1.2.

Audiovisuelle medietjenester bør ikke behandles som værende udelukkende af kommerciel værdi. EØSU mener ikke, at foranstaltningerne til beskyttelse af mindreårige og unge såvel som de foranstaltninger, der skal sikre handicappedes, ældres, fattiges og udstødtes deltagelse i det sociale og kulturelle liv, bør underordnes økonomiske betragtninger.

1.3.

EØSU noterer sig den planlagte sletning af artikel 7 i direktivet om audiovisuelle medietjenester, der handler om tilgængeligheden for handicappede, og som påtænkes erstattet gennem forslaget til direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser for så vidt angår tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser (COM(2015) 615 final). Hvis Kommissionens forslag ikke bliver gennemført, må den nævnte artikel 7 ajourføres, så medlemsstaterne forpligtes til at fremme tegnsprog, undertekster, lydbeskrivelse og let forståelig menustyring (ikke-udtømmende liste).

1.4.

EØSU bifalder, at Unionen for at støtte kulturel mangfoldighed fremmer udbredelsen af europæiske værker, og at de store leverandører af audiovisuelle medietjenester forpligtes til at tilbyde en bestemt kvote heraf i deres programmer eller kataloger. Udvalget foreslår imidlertid at hæve minimumskvoten for europæiske værker, der pålægges de store video on demand-udbydere, fra 20 % til 50 % i lighed med den minimumskvote, der er fastsat for tv-radiospredning. Udvalget foreslår endvidere at fastsætte en minimumskvote på 20 % for leverandører med lav omsætning eller lavt seertal samt at præcisere, hvordan begreberne »lav omsætning« og »lavt seertal« skal forstås.

1.5.

EØSU er modstander af den mulighed, som medlemsstaterne har fået, for at pålægge såvel udbydere af selvvalgstjenester, som hører under deres jurisdiktion, som dem, der er etableret uden for deres grænser, men henvender sig til deres nationale publikum, finansielle bidrag i form af direkte investeringer i værker eller betalinger til nationale filmfonde. Dette kunne risikere at fordreje konkurrencen, alt efter om en medlemsstat vælger at indføre sådanne bidrag eller ej, samt belaste en medlemsstats audiovisuelle tjenester, der henvender sig til statsborgere fra denne medlemsstat, som er bosat i en anden medlemsstat.

1.6.

Hvad angår beskyttelse af mindreårige, bifalder EØSU, at direktivforslaget sigter mod at afstemme beskyttelsesnormerne for udbydere af videoudvekslingsplatforme med dem, der gælder for tv-radiospredningsvirksomhed. Udvalget anmoder dog om, at man benytter lejligheden til at præcisere bestemmelsen i artikel 27 i direktivet om audiovisuelle medietjenester (2010/13/EU), der fastsætter, at medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger for at sikre, at tv-udsendelser ikke i de timer, hvor mindreårige er i udsendelsesområdet, omfatter programmer, som i alvorlig grad kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling. EØSU foreslår, at der fastsættes et fast tidsrum, hvor reklamer for alkoholiske drikke forbydes.

1.7.

EØSU støtter den ændring, der foreslås med den nye artikel 6, hvori det præciseres, at audiovisuelle medietjenester ikke på nogen måde må tilskynde til vold eller had mod en bestemt gruppe mennesker eller et medlem af en sådan gruppe på grundlag af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Udvalget henleder imidlertid opmærksomheden på, at man i den nye artikel 28a om videoplatforme har glemt en reference til køn, seksuel orientering og handicap, og at den anvendte terminologi somme tider er anderledes. Det foreslås, at der i artikel 28a, stk. 1, litra b), anvendes de samme formuleringer som i artikel 6.

1.8.

I forbindelse med beskyttelse af hele befolkningen mod indhold, der opfordrer til vold eller had, og beskyttelse af mindreårige mod indhold, der kan skade deres udvikling, bifalder EØSU den anbefalede fremme af samregulering og selvregulering gennem adfærdskodekser, hvis og i det omfang gruppen af europæiske tilsynsmyndigheder for audiovisuelle medietjenester (ERGA) reelt etableres og får de nødvendige midler til effektivt at udøve sine kompetencer som omhandlet i artikel 30a, stk. 3, litra c).

1.9.

EØSU afviser Kommissionens forslag om at tildele de audiovisuelle medier mere plads og fleksibilitet til reklame på bekostning af forbrugerne, der vil blive konfronteret med flere programafbrydelser til fordel for reklameindslag af længere varighed og i den bedste sendetid med højt seertal. Disse nye regler for reklameafbrydelser risikerer desuden at underminere de kunstneriske værkers integritet og tilsidesætte ophavsmændenes ideelle rettigheder.

1.10.

EØSU mener, at reglerne for de nationale reguleringsmyndigheders tilsyn er mangelfulde i tilfælde, hvor fiktive selskaber i en medlemsstat bruger et tredjelands satellitkapacitet til at nå ud til en bred seerskare i en anden medlemsstat, og at disse bør revideres og suppleres med en bestemmelse, der underlægger en operatør begge medlemsstaters lovgivning, hvis operatøren er indehaver af en audiovisuel licens i en medlemsstat, men leverer audiovisuelle tjenester i en anden.

2.   Indledning

2.1.

De audiovisuelle medier er siden 1989 blevet reguleret af EU-regler, der sikrer kulturel mangfoldighed og fri bevægelighed af indhold i EU. Direktivet om audiovisuelle medietjenester, som er blevet ajourført flere gange i takt med den teknologiske og markedsmæssige udvikling, harmoniserer samtlige nationale lovgivninger om audiovisuelle medier på europæisk plan. Aktuelt dækker det tv-udsendelser og video on demand-tjenester.

2.2.

Det audiovisuelle medielandskab ændrer sig imidlertid hurtigt som følge af den stadig større konvergens mellem tv-tjenester og tjenester, der distribueres via internettet. Nye forretningsmodeller opstår, og nye teknologiske kommunikationsinstrumenter og nye aktører, navnlig udbydere af video on demand og videoudvekslingsplatforme, tilbyder audiovisuelt indhold på internettet.

2.3.

Der gælder forskellige regler for tv-transmission og video on demand-tjenester, ligesom også forbrugerbeskyttelsen varierer. Derfor har Kommissionen til hensigt at opnå en bedre balance i reglerne, der skal gælde for såvel de traditionelle tv-selskaber som udbydere af video on demand og videoudvekslingsplatforme.

3.   Resumé af Kommissionens forslag

3.1.

Som led i strategien for et digitalt indre marked foreslår Kommissionen en opdatering af direktivet om audiovisuelle medietjenester med henblik på at skabe et mere retfærdigt miljø for alle markedsaktører, fremme den europæiske kulturelle mangfoldighed og europæiske film, sikre bedre beskyttelse af mindreårige, bekæmpe hadefuld tale og opfordring til vold, sikre uafhængighed for de nationale myndigheder, der fører tilsyn med de audiovisuelle medier, og tilbyde tv-selskaberne større fleksibilitet med hensyn til reklame. Det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester kommer ligeledes til at gælde for onlineplatforme og video- og indholdsudvekslingsplatforme.

3.2.

Kommissionen foreslår følgende foranstaltninger:

3.2.1.   En ansvarlig holdning blandt videoudvekslingsplatforme

Videoplatforme bør beskytte mindreårige imod skadeligt indhold og alle borgere imod tilskyndelse til vold, had eller racisme. Kommissionen opfordrer alle videoudvekslingsplatforme til at samarbejde inden for rammerne af alliancen for en bedre beskyttelse af mindreårige på internettet med henblik på at udarbejde en adfærdskodeks for sektoren. De nationale tilsynsmyndigheder for den audiovisuelle sektor vil få beføjelser til at håndhæve reglerne, hvilket alt efter den gældende nationale lovgivning også kan give anledning til bøder. De forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger, der er fastsat i direktivet om elektronisk handel, vil også gælde for videoudvekslingsplatformene.

3.2.2.   En udvidet rolle til de nationale tilsynsmyndigheder på det audiovisuelle område

Direktivet sikrer fremover de nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed. Den rolle, som skal tildeles ERGA, der består af de 28 nationale myndigheder på det audiovisuelle område, vil blive fastlagt i EU’s lovgivning. ERGA vil evaluere adfærdskodekserne med hensyn til samregulering og vil rådgive Kommissionen.

3.2.3.   En mere udbygget europæisk kreativitet

Kommissionen ønsker, at tv-selskaberne fortsætter med at afsætte mindst halvdelen af sendetiden til europæiske værker, og vil forpligte udbydere af selvvalgstjenester til at garantere, at europæisk indhold udgør en andel på mindst 20 % i deres kataloger. I forslaget præciseres det desuden, at medlemsstaterne vil få mulighed for at anmode udbydere af selvvalgstjenester, som er tilgængelige eller udsendes inden for deres landegrænser, om at bidrage finansielt til produktionen af europæiske værker.

3.2.4.   Mere smidige regler for reklamer, der udsendes af tv-selskaberne

Den nye audiovisuelle lovgivning øger ikke den totale tilladte varighed af reklameindslag, som tv-selskaberne må udsende i tidsrummet mellem kl. 7.00 og 23.00, men giver dem større fleksibilitet til at vælge, hvornår de ønsker at placere reklameindslagene. Således foreslås det at afskaffe begrænsningen pr. time og indføre en grænse på 20 % reklame pr. dag i tidsrummet mellem kl. 7.00 og 23.00. Radio- og fjernsynsforetagender samt udbydere af selvvalgstjenester vil desuden nyde godt af større fleksibilitet med hensyn til produktplacering og sponsorering.

4.   Generelle bemærkninger

4.1.

EØSU er tilhænger af, at der er en mangfoldighed af audiovisuelle medietjenester, hvilket virker fremmende for den fri informationsstrøm, den kulturelle udvikling og den fri meningsdannelse under forhold, der tillader informationspluralisme såvel som kulturel og sproglig mangfoldighed.

4.2.

EØSU hilser ligeledes velkommen, at direktivet tager sigte på at respektere grundlæggende rettigheder og at overholde principperne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, især retten til ytringsfrihed, fri erhvervsudøvelse og retten til domstolsprøvelse, og fremmer håndhævelsen af børns rettigheder.

4.3.

Udvalget støtter Kommissionens tiltag, der sigter mod at styrke den europæiske kulturarv, udvikle de audiovisuelle produkter i Europa samt øge produktionen og udbredelsen af europæiske højkvalitetsprogrammer under hensyntagen til principperne om menneskelig værdighed og ved at sikre et højt beskyttelsesniveau for mindreårige, forbrugere og personoplysninger, såvel som retfærdige og lige konkurrencevilkår.

4.4.

EØSU erkender, at en tilpasning af de europæiske rammebestemmelser for audiovisuelle medietjenester er uundgåelig i betragtning af udviklingen på det audiovisuelle marked med fremkomsten af nye aktører, nye teknologiske kommunikationsinstrumenter og nye former for tjenesteydelser og udviklingen af nye typer selvvalgstjenester.

4.5.

I betragtning af kompleksiteten af bestemmelserne angående udbuddet af audiovisuelle medietjenester anser EØSU det for ønskværdigt af hensyn til klarheden og logikken at gengive de ændringer og tilføjelser, som nærværende direktiv har til hensigt at indføre i direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om audiovisuelle medietjenester, i en konsolideret tekst.

4.6.

Audiovisuelle medietjenester er væsentlige offentlige tjenester af økonomisk, social og kulturel art, og de er bærere af værdier og betydning, som i vidt omfang vedrører menneskerettigheder og ikke bør behandles som værende udelukkende af kommerciel værdi. Dette gælder især for mindreårige og unge, hvis uddannelse og opdragelse i stigende grad præges af medierne, i betragtning af de audiovisuelle medietjenesters indflydelse på, hvordan seerne danner sig en mening, men i lige så høj grad for handicappede, ældre, fattige og udstødte mennesker, for hvem deltagelse og integration i samfundets sociale og kulturelle liv er uadskilleligt fra udbuddet af tilgængelige og prismæssigt overkommelige medietjenester.

4.7.

EØSU bemærker, at den nuværende, højst uklare artikel 7 i direktivet om audiovisuelle medietjenester er blevet slettet og påtænkes erstattet af direktivet om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser for så vidt angår tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser (COM(2015) 615 final), der foreløbig kun er i forslagsfasen.

4.8.

Hvis Kommissionens forslag om at indføre en generel ramme for tilgængeligheden af produkter og tjenester via en europæisk retsakt og i henhold til FN's konvention om handicappede, ikke gennemføres, må mere bindende lovbestemmelser, der forpligter medlemsstaterne til at fremme tegnsprog, undertekster, lydbeskrivelse og let forståelig menustyring (ikke-udtømmende liste) i overensstemmelse med betragtning 46 i direktivet om audiovisuelle medietjenester fra 2010 indskrives i en ny artikel 7 i direktivet om audiovisuelle medietjenester. EØSU understreger i den sammenhæng, at antallet af to- eller flersprogede borgere som regel er særlig stort i de medlemsstater, hvor audiovisuelle programmer sædvanligvis er forsynet med undertekster.

4.9.

EØSU bifalder, at Unionen for at støtte kulturel mangfoldighed fremmer udbredelsen af europæiske værker, og at de store leverandører af audiovisuelle medietjenester forpligtes til at tilbyde en bestemt kvote heraf i deres programmer eller kataloger.

4.10.

Hvad angår minimumskvoten på 20 % europæiske værker, der pålægges de store video on demand-udbydere, afkræver denne forpligtelse dem ikke nogen yderligere indsats, eftersom de allerede opfylder den pågældende kvote (jf. statistikker fra Det Europæiske Audiovisuelle Observatorium). I øvrigt er denne kvote yderst beskeden i forhold til den, der pålægges lineære distributører af tv-radiospredning, som stadig er forpligtede til at overholde en mindsteandel af europæiske værker på 50 %. Minimumskvoten for video on demand-udbydere bør derfor hæves til den for tv-radiospredningen fastsatte kvote.

4.11.

EØSU udtrykker forbehold over for muligheden for at give små og mellemstore virksomheder med lav omsætning eller lavt seertal fritagelse fra forpligtelserne vedrørende europæiske værker, da dette kunne udgøre en ny form for illoyal konkurrence. Der skal efter udvalgets mening fastsættes en minimumskvote på 20 %, og det bør præciseres, hvordan begreberne »lav omsætning« og »lavt seertal« skal forstås.

4.12.

Medlemsstaterne vil få tilladelse til at pålægge udbydere af selvvalgstjenester, som hører under deres jurisdiktion, såvel som dem, der er etableret uden for deres grænser, men henvender sig til deres nationale publikum, finansielle bidrag i form af direkte investeringer i værker eller betalinger til nationale filmfonde.

4.13.

EØSU er modstander af den frivillige karakter af denne foranstaltning, der risikerer at fordreje konkurrencen, alt efter om en medlemsstat vælger at indføre sådanne bidrag eller ej, samt at belaste en medlemsstats audiovisuelle tjenester, der henvender sig til statsborgere fra denne medlemsstat, som er bosat i en anden medlemsstat.

4.14.

Hvad angår beskyttelse af mindreårige, bifalder EØSU, at direktivforslaget sigter mod at afstemme beskyttelsesnormerne vedrørende udbydere af videoudvekslingsplatforme med dem, der gælder for tv-radiospredningsvirksomhed. EØSU anmoder dog om, at man benytter lejligheden til at præcisere bestemmelsen i artikel 27 i direktivet om audiovisuelle medietjenester (2010/13/EU), der fastsætter, at medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger for at sikre, at tv-udsendelser ikke i de timer, hvor mindreårige er i udsendelsesområdet, omfatter programmer, som i alvorlig grad kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling. EØSU foreslår, at der fastsættes et fast tidsrum, hvor reklamer for alkoholiske drikke og ikke-receptpligtige lægemidler og fødevarer, der anses for skadelige på grund af deres indvirkning på den øgede forekomst af fedme hos børn, forbydes.

4.15.

I forbindelse med beskyttelse af hele befolkningen mod indhold, der opfordrer til vold eller had, samt af mindreårige mod indhold, der kan skade deres udvikling, bifalder EØSU den anbefalede fremme af samregulering og selvregulering gennem adfærdskodekser, som bør udformes på en måde, så de i det store og hele kan accepteres af de vigtigste aktører. EØSU minder om (1), at for at være et gyldigt og anerkendt reguleringsinstrument i ethvert retssystem må et sådant instruments form og anvendelsesområde defineres af eksplicitte og bindende retsregler med retsgyldighed på både nationalt og EU-plan. Samtidig skal disse instrumenters egenart respekteres, herunder især den frivillige aftale mellem parterne. Det er i den sammenhæng, det især er relevant at etablere ERGA og tildele de nødvendige midler til en effektiv udøvelse af dens kompetencer, især den kompetence, som er anført i artikel 30a, stk. 3, litra c).

4.16.

Kommissionen ønsker at tildele mere plads og fleksibilitet til reklame i alle former for audiovisuelle medietjenester. Således kan tv-film, spillefilm eller informationsprogrammer blive afbrudt af tv-reklamer eller teleshopping én gang for hver planlagte periode på mindst 20 minutter, hvor den planlagte periode i dag er fastsat til mindst 30 minutter, hvilket betyder, at der fremover kan komme en ekstra afbrydelse per time. Desuden erstattes den maksimale, tilladte varighed af reklamer i timen, der p.t. er fastsat til 20 %, dvs. 12 minutter i timen, med en daglig procentdel af reklame- eller teleshoppingindslag på 20 % i tidsrummet mellem kl. 7.00 og 23.00, dvs. 192 minutter i alt. Desuden vil isolerede reklameindslag blive tilladt og bestemmelser vedrørende produktplacering og sponsorering gjort mere smidige.

4.17.

Som følge heraf kan de pågældende udsendelser blive afbrudt oftere og i længere tid ad gangen på de af tv-selskaberne valgte tidspunkter, så længe de maksimale 192 minutters reklameindslag i tidsrummet fra kl. 7.00 til 23.00 ikke overskrides.

4.18.

Det er indlysende, at programafbrydelser til fordel for reklame fremover vil blive meget hyppige i den bedste sendetid med højt seertal, hvorimod reklamer vil blive sjældne tidligt om morgenen og sent om aftenen, for at skabe det nødvendige spillerum uden at overskride den daglige reklamekvote på 20 %. Disse nye regler for reklameafbrydelser risikerer desuden at underminere de kunstneriske værkers integritet og tilsidesætte ophavsmændenes ideelle rettigheder.

4.19.

EØSU er modstander af disse nye regler om reklame og anmoder om, at de nugældende bestemmelser bevares, som de er, når de da ikke ligefrem styrkes, hvilket EØSU tidligere har anbefalet.

4.20.

Skelnen mellem lineære og ikke-lineære tjenester er ikke længere relevant i forhold til den digitale udvikling og kan opgives.

4.21.

EØSU bifalder de foranstaltninger, der træffes for at sikre, at de nationale tilsynsmyndigheder på det audiovisuelle område er uafhængige i erkendelse af, at disse myndigheders retlige og funktionelle adskillelse fra andre offentlige eller private enheder ikke har været garanteret i alle medlemsstater, hvilket har ført til misbrug.

4.22.

EØSU mener, at reglerne for de nationale reguleringsmyndigheders tilsyn er mangelfulde i tilfælde, hvor fiktive selskaber i en medlemsstat bruger et tredjelands satellitkapacitet til at nå ud til en bred seerskare i en anden medlemsstat. For at undgå urimelig praksis af denne type anbefaler EØSU at supplere direktivet med en bestemmelse, der underlægger en operatør begge medlemsstaters lovgivning, hvis operatøren er indehaver af en audiovisuel licens i en medlemsstat, men leverer audiovisuelle tjenester i en anden.

Bruxelles, den 19. oktober 2016.

Georges DASSIS

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 248 af 25.8.2011, s. 118.