8.10.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 332/36

Ordfører:

Dumitru FORNEA

Medordfører:

Hilde VAN LAERE

1.1.

Additiv produktion er en af de centrale støtteteknologier, der kommer til at forme nye produktionsmetoder og fremtidens produkter og fabrikker. Den digitale revolution vil i kombination med denne revolution inden for produktion gøre det muligt for Europa at flytte produktionen tilbage fra regioner, hvor lønningerne er lavere, og dermed skabe incitamenter for innovation og bæredygtig vækst hjemme hos os selv.

1.2.

EØSU mener, at EU kan fastholde sin nuværende position som en stor global aktør inden for additiv produktion, forudsat at følgende foranstaltninger iværksættes på EU- og nationalt niveau:

1.3.

Investeringer i IKT-infrastruktur bør prioriteres, så alle borgere og virksomheder får adgang til højhastighedsinternet med de højest mulige kvalitets- og sikkerhedsstandarder.

1.4.

Kapaciteten til at lagre og overføre store mængder digitale data må forbedres og opdateres i Europa og beskyttelsen af disse data være garanteret, så de europæiske borgeres og virksomheders legitime interesser varetages.

1.5.

EU-institutionerne og de nationale regeringer bør berede borgerne på det digitale samfunds udfordringer og de dertil relaterede disruptive teknologier, såsom additiv produktion, ved at investere i kultur- og uddannelsesprogrammer, som er afpasset efter de dynamikker og de krav, der knytter sig til jobprofilerne i en ny generation af produktionssystemer.

1.6.

For at det fulde potentiale i additiv produktion kan udnyttes, skal forskning og kreativitet tilskyndes (ved hjælp af økonomiske og skattemæssige incitamenter) i virksomheder og de relevante uddannelses- og forskningsinstitutioner.

1.7.

Der er behov for yderligere forskning for at udvide udvalget af materialer og antallet af anvendelser og for at gøre teknologien mere robust, hurtigere, mere produktiv og mere moden. Tiltagene for at modne produktionsprocessen bør gennemføres i Europa for at garantere, at vi kan konkurrere på de internationale markeder og fastholde de dertil knyttede økonomiske fordele og arbejdspladser af høj kvalitet i Europa.

1.8.

De europæiske innovationspartnerskaber må strømline indsatsen for at udvikle nye materialer til additiv produktion. Et bredere udvalg af materialer og flere leverandører vil fremme priskonkurrence, åbne nye industrisektorer, forøge mængden af materialer til additiv produktion og skabe leverandørmarkeder med mere konkurrence.

1.9.

EU må skabe gunstige betingelser for investeringer i nyt udstyr til additiv produktion og bør tilskynde udvikling af additiv produktionsteknologi i åbne produktionssystemer, som er fleksible og lette at integrere med andre produktions- og færdigbearbejdningsteknologier, for at øge antallet af anvendelser og forøge omsætningen.

1.10.

EU's og de nationale regelsæt har ikke kunnet holde trit med den hurtige udvikling inden for additiv produktion, hvilket er grunden til, at der er behov for særlige regler, der primært behandler standarder og certificering, intellektuel ejendomsret, forbrugerbeskyttelse, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og miljøet.

1.11.

Reguleringen af additiv produktion må være baseret på tværfaglig og videnskabelig forskning i denne teknologis virkninger med fuld inddragelse af alle interessenter.

2.1.

Produktionsindustrien yder et væsentligt bidrag til økonomien, især målt på innovation, produktivitet og jobs af høj kvalitet. Industrien i Europa har imidlertid tabt terræn i de seneste to årtier med det resultat, at beskæftigelsen i industrien og værditilvæksten er gået tilbage  (1). Efter årtier med nedskæringer i produktionssektoren (som følge af outsourcing til billig arbejdskraft) er der nu igen fokus på produktion i højtlønslande og på den afgørende rolle, som indenlandsk fremstillingskapacitet spiller i at få omsat innovation til praksis og i hurtigt at kunne opskalere produktionen af nye produkter ved hjælp af avancerede teknologier. Innovation, automatisering og avancerede processer er grundlaget for industrielle successtrategier og har vist sig vigtige for at kunne fastholde en førerposition (2). Med de rigtige avancerede fremstillingsteknologier vil Europa kunne flytte produktionen tilbage fra regioner, hvor lønningerne er lavere, og dermed skabe incitamenter for innovation og bæredygtig vækst hjemme hos os selv. Kun på denne måde kan EU positionere sig selv som leder af denne nye industrielle revolution.

2.2.

Additiv produktion betegner den proces, der sker, når materialer sættes sammen, i de fleste tilfælde lag på lag, for at fremstille et emne baseret på 3D-modeldata, i stedet for ved hjælp af subtraktive fremstillingsprocesser. »Additiv produktion« er den officielle industristandardbetegnelse (ASTM F2792), mens »3D-printning« er et almindeligt anvendt synonym herfor.

2.3.

Additiv produktion er en samlebetegnelse for en række teknologier og processer for forskellige materialer (metaller, polymerer, keramik m.fl.). Disse teknologier er nu blevet så modne, at det i stigende omfang er muligt at anvende dem kommercielt med en værditilvækst. Overalt i verden anses additiv produktion for at være en af de centrale støtteteknologier, der kommer til at forme nye produktionsmetoder og fremtidens produkter og fabrikker. Der findes allerede såkaldte »fab labs« — værksteder med 3D-printere og -produkter.

2.4.

Additiv produktion er en sektor i hurtig vækst. Væksten har taget fart i de sidste fire år, i takt med at stadig flere organisationer tager produkter og tjenesteydelser fremstillet ved additiv produktion i brug. Den samlede årlige vækstrate i globale indtægter fra alle produkter og tjenesteydelser i de sidste 25 år er på imponerende 27 %. I de seneste tre år (2011-2013) har den samlede årlige vækstrate været på 32,2 %, og markedet nåede en værdi af 2,43 mia. EUR i 2013 (3). Wohlers Associates forventer, at markedsværdien vil være på mere end 5,5 mia. EUR i 2016 og på 10 mia. i 2018. Eksperter inden for industrien anslår dog, at additiv produktion som en ny teknologi på nuværende tidspunkt kun er trængt ind på en brøkdel af det marked, hvor potentielle anvendelser er blevet identificeret. I 2011 anslog eksperter markedsindtrængningen til at være på under 8 % (ensbetydende med et samlet marked på ca. 17 mia. EUR) (4). Hvis den additive produktion vokser og erobrer blot 2 % af det globale marked for produktion, er potentialet 10 gange større (ca. 170 mia. EUR) (5).

2.5.

Anvendelsesområdet har udviklet sig fra prototypefremstilling i starten af halvfemserne til produktion af funktionelle dele. Vækstforventningerne udspringer i det væsentlige af den hurtige og omkostningseffektive serieproduktion i stor skala af endelige, komplekse funktionelle produkter i forskellige materialer (plastic, metal og keramik) og ikke så meget af designprodukter og prototypefremstilling. Additiv produktion er færdigudviklet til prototypefremstilling, men stadig i »innovationsfasen«, når det gælder produktion af endelige, funktionelle produkter. Innovative produkter fremstillet ved additiv produktion udvikles, men kan ikke bringes på markedet, da der mangler robuste maskiner og systemer, der kan anvendes til additiv produktion i stor målestok.

2.6.

Innovative additive processer vil have en disruptiv effekt på den måde, hvorpå der designes og fremstilles. Additiv produktion kan forøge værditilvæksten ved produkter, der allerede findes i forsyningskæderne, og radikalt ændre produkter, forsyningskæder og forretningsmodeller (6). Europa må være allerlængst fremme, når industrialiseringen af additiv produktion går i gang. I de europæiske økosystemer for additiv produktion forventes den fremtidige vækst at komme fra en udvidelse af de nuværende aktiviteter (når de eksisterende aktører overgår fra prototypefremstilling til produktion) og fra nye aktiviteter i værdikæden.

2.7.

På verdensplan anses additiv produktion for at være den centrale støtteteknologi for innovation af produkter og i forsyningskæden. For at modne teknologien udbredes den og tilføres betydelig offentlig støtte (i bl.a. USA, Kina og Singapore). Historisk set er EU's position god, men uden handling vil vi miste denne position og ikke kunne følge med i kapløbet om nye markeder.

3.1.1.

For fabrikkerne vil additiv produktion forme nye produktionsmetoder og fremtidens fabrikker:

3.1.2.

For produkterne bliver additiv produktion basis for produktinnovation:

3.1.3.

For virksomhederne vil additiv produktion være ensbetydende med disruptive forretningsmodeller

—

Internationale køreplaner for additiv produktion (9), (10), (11), (12), (13) fremhæver, at store teknologiske fremskridt inden for additiv produktion er en af nøglerne til at få åbnet op for den potentielle merværdi og indført teknologien. Den aktuelle additive produktionsteknologi er udviklet til at lave prototyper, og der er endnu ikke maskiner, som kan klare produktion i store mængder. Additive produktionsvirksomheder er hindret af teknologien, når den additive produktion skal omsættes til en serieproduktionsteknologi. Konstruktionen af de maskiner, der bruges til additiv produktion, er ikke blevet ændret siden dengang, der blev produceret prototyper, og alt for få nyskabelser er blevet indført (indeni ser de maskiner, der bruges i dag, næsten ud, som de gjorde for 10-15 år siden). Der er behov for disruptiv maskininnovation, som kan løfte industrien op på et højere niveau (14).

—

For at fremskynde udviklingen skal virksomheder og forskere inden for additiv produktion have adgang til åbne platforme (for såvel hardware som software), så de ikke længere er begrænset af, at de maskiner, der findes på markedet, er »black boxes«.

—

Med øget kapacitet (omkostningseffektivitet, robusthed og pålidelighed) vil det nuværende potentiale i additiv produktion kunne udvides til produktion i større skala med henblik på en lang række anvendelser. En flytning af de teknologiske grænser og integration med andre processer (hybridproduktion) vil åbne vejen for nyskabende anvendelser (15). Indførelse af additiv produktion i fremstillingsindustrien kræver, at teknologien integreres på fabrikkerne og i disses kontrolsystemer.

—

Parallelt med denne strategiske forskning skal der udvikles nye modeller for disruptive produktionssystemer, som radikalt ændrer den måde, hvorpå produkter bygges, på basis af de seneste additive produktionsteknologier og den måde, hvorpå disse systemer er integreret i fabriksproduktionen. Fremtidens additive produktion vil således ikke længere være baseret på maskiner til serieproduktion opstillet ved siden af hinanden i en produktionshal, da anvendelserne vil stille krav om kontinuerlige additive produktionssystemer, der indgår i en kæde af forskellige produktionsstadier. Disse modeller benævnes allerede »additiv produktionsmaskine 2.0«, og det er dem, der kommer til at drive den fremtidige udvikling af maskiner til additiv produktion.

—

Dem, der kontrollerer distributionskanalerne, indtager en dominerende stilling: Et eksempel herpå er, at maskinfabrikanterne i deres kontrakter om vedligeholdelse og produktgaranti inkluderer en forpligtelse til at anvende bestemte dyre råmaterialer, som de i mange tilfælde er de eneste distributører af, eller de anvender »razor-razorblade«-forretningsmodeller, som tvinger brugeren til at anvende bestemte hjælpematerialer (såkaldt »lock-in«). Kontrollen med distributionskanaler kombineret med en endnu begrænset mængde (16) har gjort det mindre attraktivt for leverandører af materialer at investere store summer i udviklingen af nye materialer.

—

De få leverandører af materialer betyder, at priserne på råmaterialer er urimeligt høje, og øger leveringsgarantirisikoen for slutbrugerne. Denne markedsmekanisme sætter grænser for potentialet i den additive produktionsteknologi.

—

For øjeblikket skaber markedet med tocifret vækst økonomiske muligheder og tiltrækker flere materialeleverandører. Der er behov for at støtte og tilskynde materialeudvikling. Det er vigtigt, at udvalget af materialer udvides, og at materialernes egenskaber forbedres. Et øget antal leverandører vil fremme mere priskonkurrence og gøre det mere tillokkende at se bort fra maskingarantierne samt skabe større omsætning og mere konkurrencedygtige materialemarkeder.

—

Et større udvalg af materialer vil åbne muligheder for nye industrisektorer og øge efterspørgslen på materialer til additiv produktion.

3.2.4.

De væsentligste tekniske hindringer — De væsentligste hindringer for, at teknologien kan bryde igennem i stor målestok i bl.a. luft- og rumfarts-, bil-, medicinal- og forbrugsgodeindustrien har primært at gøre med produktivitetsvækst og kan opsummeres som følger:

3.2.5.

Der er behov for strategisk forskning til at:

3.2.6.

Risiko for teknologilækage fra Europa:

3.3.

Additiv produktions juridiske aspekter (17):

—

Ibrugtagningen af additive produktionsteknologier vil have direkte konsekvenser for de traditionelle produktionsmodeller og især for tilrettelæggelsen af arbejdet på værkstederne. Det vil blive lettere at etablere meget små fabrikker meget tæt på kunderne, dér hvor der er et behov. Det vil skabe nye jobs, som endnu ikke kan måles, da den industrielle ibrugtagning stadig er for ny.

—

Den faktiske effekt på beskæftigelsestallene er yderst svær at kvantificere, da der ikke er foretaget undersøgelser heraf, og da der er stor sandsynlighed for, at der vil ske en substitution mellem nuværende jobs og fremtidige operatører inden for additiv produktion.

—

Til jobs inden for de additive produktionsteknologier vil der være behov for nye færdigheder: maskinoperatører vil f.eks. skulle kunne håndtere processpecifik software og ingeniører kunne konstruere komponenter ved hjælp af nye systemer, såsom topologisk optimering, re-engineering osv.

—

En mere udbredt anvendelse af additive produktionsteknologier kræver, at der er uddannelsesinstitutioner, som kan sikre og udvikle arbejdstagernes beskæftigelsesegnethed. Som det er nu, indeholder skolernes undervisningsplaner og kurser uden for skolen stort set intet om additiv produktion. De fleste uddannelseskurser beskriver blot teknologierne, og hvad de potentielt kan bruges til, men er ikke beregnet til at hjælpe eleverne til at erhverve en egentlig færdighed. Lokale myndigheder bør integrere additiv produktion i skolernes læringsplaner, især på erhvervsuddannelserne. Tiltrækningskraften af 3D-printningen, som omfatter hele innovationsprocessen (idé, design, beregning, robotteknologi og produktion af et fysisk produkt) på kort tid, kunne benyttes som en effektiv uddannelsesmetode i skolerne med elevernes opmærksomhed fokuseret på teknologi og produktion.

—

Det er ønskeligt, at uddannelsestilbud udformes i et samarbejde mellem industrien, lokale myndigheder, uddannelsesinstitutioner og arbejdstagerorganisationer og tager udgangspunkt i de faktiske behov hos virksomhederne i sektoren.

—

kemiske risici fra flygtig harpiks i polymerkomponenter, der anvendes til additiv produktion, og flygtige metalbaserede og ikkemetalbaserede additiver i metalpulvere

—

kemisk-fysiske risici fra brugen af pulvere, især pulvere indeholdende nanopartikler

—

eksplosionsrisikoen fra brugen af pulvere

—

særlige risici forbundet med brug af laserkilder, elektronstråler osv.