MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Bistand til de nationle myndigheder med at bekæmpe misbrug af retten til fri bevægelighed: Håndbog om håndtering af angivelige proformaægteskaber mellem EU-borgere og ikke-EU-statsborgere i relation til EU-reglerne om EU-borgeres fri bevægelighed /* COM/2014/0604 final */
I.
Indledning Retten
til frit at bevæge sig og bosætte sig inden for Den Europæiske Union er en af
de fire grundlæggende rettigheder, der er forankret i EU-retten, og en af
hjørnestenene i den europæiske integration. Det er et
overordnet mål for Den Europæiske Union at fremme og styrke denne ret. Den
Europæiske Union og dens medlemsstater er fuldt bevidste om, hvor vigtigt det
er at sikre, at familielivet beskyttes, hvis hindringer for udøvelsen af den
grundlæggende ret til fri bevægelighed skal kunne fjernes. Hvis EU-borgerne
ikke har mulighed for at leve et normalt familieliv i værtsmedlemsstaten, vil
denne grundlæggende rettighed i vidt omfang blive undermineret. Vandrende
EU-borgere, der helt berettiget drager fordel af EU-retten, er fuldt beskyttet af
EU’s regler. Som inden for alle andre retsområder vil der imidlertid altid være
tilfælde, hvor personer vil forsøge at misbruge den frie bevægelighed i et
forsøg på at omgå nationale indvandringsregler. Misbrug af retten til fri
bevægelighed undergraver denne grundlæggende rettighed for EU-borgerne. Det er
derfor af afgørende betydning for opretholdelse af denne ret, at der tages
effektive skridt til imødegåelse af dette misbrug. På
sit møde den 26.–27. april 2012 godkendte Rådet (Retlige og Indre Anliggender)
køreplanen for "EU’s indsats mod migrationspresset — En strategisk
reaktion", hvor proformaægteskaber nævnes som en måde, hvorpå
ikke-EU-borgere illegalt kan rejse ind i EU og tage ophold der. I køreplanen er
der opregnet flere tiltag, der skal iværksættes af Kommissionen og/eller
medlemsstaterne for at øge opmærksomheden på ikke-EU-statsborgeres misbrug af
retten til fri bevægelighed og på organiseret kriminalitet, hvis formål det er at
muliggøre illegal indvandring. Et af disse tiltag består i udarbejdelse af
"en håndbog om proformaægteskaber med vejledende kriterier til brug for
identifikation af fiktive ægteskaber". I
sin meddelelse af 25. november 2013 med titlen "Fri bevægelighed for
EU-borgere og deres familiemedlemmer: Fem foranstaltninger, der gør en
forskel"[1]
præciserede Kommissionen EU-borgernes rettigheder og forpligtelser i henhold
til de EU-retlige regler om fri bevægelighed og angav fem foranstaltninger, der
skulle hjælpe de nationale myndigheder med effektivt at anvende disse regler i
praksis. I meddelelsen anførte Kommissionen, at EU-retten indeholder en
række solide garantier, der giver medlemsstaterne mulighed for at bekæmpe
misbrug. En af de konkrete foranstaltninger, der kan hjælpe myndighederne
med at udnytte disse garantier i videst mulig omfang, var i samarbejde med
medlemsstaterne at udarbejde en håndbog om håndtering af proformaægteskaber. Som
svar på medlemsstaternes ovennævnte anmodning har Kommissionens tjenestegrene
derfor i tæt samarbejde med dem udarbejdet en håndbog om håndtering af
angivelige proformaægteskaber mellem EU-borgere og ikke-EU-statsborgere inden
for rammerne af de EU-retlige regler om EU-borgernes fri bevægelighed.
Håndbogen
er vedlagt denne meddelelse som et arbejdsdokument. Formålet er at hjælpe de
nationale myndigheder med effektivt at håndtere konkrete tilfælde af misbrug i
form af proformaægteskaber, uden at dette påvirker det grundlæggende mål om at
sikre og lette den frie bevægelighed for EU-borgere og deres familiemedlemmer,
der nyder godt af de EU-retlige regler på normal vis. De
oplysninger, som medlemsstaterne har fremlagt om nyligt opdagede tilfælde af
proformaægteskaber indgået mellem ikke-EU-statsborgere og EU-borgere, der
benytter sig af deres ret til fri bevægelighed inden for EU, viser, at problemet
eksisterer, men at dets omfang i betydelig grad varierer mellem medlemsstaterne[2].
På trods af det begrænsende antal tilfælde er det foruroligende, at
organiserede kriminelle netværk er involveret heri, hvilket de seneste
Europol-rapporter har dokumenteret. De
retlige rammer på EU-plan og internationalt plan, som de nationale myndigheder
skal overholde ved bekæmpelsen af misbrug, omfatter EU-reglerne om EU-borgernes
og deres familiemedlemmers ret til fri bevægelighed, de rettigheder og
garantier, der er forankret i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder, og andre relevante internationale retsakter såsom den europæiske
menneskerettighedskonvention. Retningslinjerne
til medlemsstaterne om, hvordan de imødegår misbrug i form af proformaægteskaber,
indgik i Kommissionens meddelelse af 2. juli 2009 om retningslinjer for en
bedre gennemførelse og anvendelse af direktiv 2004/38/EF[3]
(herefter "Kommissionens retningslinjer fra 2009"), og i håndbogen
beskrives den retlige ramme herfor. Der redegøres for, hvad anvendelsen af
disse regler betyder i praksis, og de nationale myndigheder tilbydes praktisk
vejledning i, hvordan man effektivt afslører og undersøger formodede tilfælde
af proformaægteskaber. Hvis der tages hensyn til håndbogens anvisninger og
oplysninger, vil det kunne sikres, at de kompetente nationale myndigheders
praksis baseres på de samme faktiske og retlige kriterier inden for Unionen, og
det vil kunne bidrage til overholdelse af EU-retten. Håndbogen
er hverken retligt bindende eller udtømmende. Den berører ikke eksisterende
EU-lovgivning og dens fremtidige udvikling. Den berører heller ikke den
autoritative fortolkning af EU-retten, som EU-Domstolen måtte anlægge. Denne
meddelelse indeholder et sammendrag af håndbogens væsentligste indhold, der er
inddelt i fire afsnit: "Indledning", "Definitioner",
"Relevante retsforskrifter" og "Praktiske foranstaltninger inden
for rammerne af medlemsstaternes kompetence". II. Håndbogens væsentligste indhold 1.
Afsnittet om
"Indledning" I
dette afsnit præciseres det, at håndbogen kun omfatter proformaægteskaber, der
indgås mellem en statsborger i EU og en person, der ikke er statsborger i EU.
Ægteskaber mellem to EU-borgere falder således uden for håndbogens
anvendelsesområde. Det præciseres ligeledes, at enhver foranstaltning, der
træffes af de nationale myndigheder med henblik på at forebygge misbrug, fuldt
ud skal overholde EU-rettens grundlæggende regler og principper, og at retten
til fri bevægelighed er hovedreglen, hvorfra der kun kan gøres undtagelser i
konkrete tilfælde, når dette er begrundet i et påvist misbrug. 2.
Afsnittet om
"Definitioner" Retningslinjerne
i håndbogen er møntet på proformaægteskaber som omhandlet i direktiv 2004/38/EC[4]
(herefter "direktivet"), dvs. ægteskaber, der indgås udelukkende for
at kunne udøve en ret til fri bevægelighed og ophold efter direktivet, som den
pågældende ellers ikke ville have haft. I medfør af direktivets artikel 35 kan
medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger til at nægte, ophæve
eller tilbagekalde rettigheder efter direktivet, når der er tale om misbrug af
rettigheder eller om svig, som f.eks. et proformaægteskab. Kommissionens
retningslinjer fra 2009 indeholder en afklaring af begreberne misbrug og
proformaægteskaber til brug for anvendelse af de EU-retlige regler om fri
bevægelighed. Håndbogen
indeholder en detaljeret gennemgang af disse begrebers bestanddele, og der
gives yderligere anvisninger på, hvordan man kan sondre mellem rigtige ægteskaber
og proformaægteskaber: Der gives en beskrivelse af de væsentligste kendetegn
ved i) "rigtige" ægteskaber, der undertiden med urette anses for
proformaægteskaber (dvs. arrangerede ægteskaber, ægteskaber, der indgås på
grundlag af en fuldmagt, og ægteskaber, der indgås ved de konsulære myndigheders
mellemkomst), og ii) urigtige ægteskaber (dvs. fornuftsægteskaber,
ægteskaber, der indgås ved hjælp af svig eller tvang, og pseudoægteskaber),
og det angives, hvilke EU-regler, der finder anvendelse på proformaægteskaber, som
involverer menneskehandel [5]. 3.
Afsnittet om "Relevante
retsforskrifter" I
håndbogen findes en generel præsentation af de regler, som de nationale
myndigheder skal iagttage, når de træffer foranstaltninger til forebyggelse
eller bekæmpelse af misbrug, navnlig de EU-retlige regler om fri bevægelighed
og om grundlæggende rettigheder, og det illustreres, hvad disse regler betyder
i praksis. 3.1.
EU's regler og principper om EU-borgernes
frie bevægelighed Hvad
angår direktivets artikel 35, der bestemmer, at foranstaltninger, der
træffes med henblik på at nægte, ophæve eller tilbagekalde rettigheder i
henhold til direktivet, når der foreligger misbrug i form af
proformaægteskaber, "skal stå i rimeligt forhold til misbruget og være
omfattet af de proceduremæssige garantier i artikel 30 og 31",
specificeres det i håndbogen, hvordan det almindelige EU-retlige
proportionalitetsprincip skal anvendes i relation til de her omhandlede
afgørelser. Det fremhæves også, at nødvendigheden af at sikre sig, at sådanne
foranstaltninger overholder det materielle krav om proportionalitet som udtrykt
i direktivets artikel 35, yderligere afspejles i de proceduremæssige
garantier, der gælder for sådanne foranstaltninger, jf. direktivets artikel 30
og 31. 3,2.
Europæisk og international ret i bredere
forstand I
håndbogen henledes opmærksomheden på de grundlæggende rettigheder, der er
forankret i europæisk og international ret, som skal iagttages, når
proformaægteskaber afsløres, undersøges og sanktioneres. Af særlig relevans er
retten til at indgå ægteskab, respekt for privatliv og familieliv, børns
rettigheder, ikkeforskelsbehandling, adgang til effektive retsmidler og ret til
et forsvar, som fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder (herefter "chartret"). Da
betydningen og rækkevidden af de rettigheder i chartret, der svarer til de
rettigheder, der er tilsikret borgerne ved den europæiske
menneskerettighedskonvention (herefter "konventionen"), bør svare til
den, der er fastsat i konventionen[6],
indeholder håndbogen en opregning af hovedelementerne i de tilsvarende
bestemmelser i konventionen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dertil
knyttede praksis (herefter "EMRD") med det formål at udstikke
retningslinjer for fortolkningen heraf. Hvad
angår retten til at indgå ægteskab og til at stifte familie som fastsat
i chartrets artikel 9 og konventionens artikel 12, anføres det i håndbogen, at
de nationale myndigheder ved sidstnævnte bestemmelse er tillagt en vis
skønsmargen i relation til fastlæggelsen af, hvordan retten til at indgå
ægteskab skal udøves på nationalt plan, men at deres råderum herved er
begrænset, hvilket er i overensstemmelse med EMRD's praksis[7].
Med
hensyn til retten til respekt for familielivet, som er forankret i
chartrets artikel 7 og i konventionens artikel 8, henvises der i
håndbogen til EMRD's praksis[8],
der angiver de faktorer, der skal tages i betragtning i relation til
proformaægteskaber for at vurdere, om en begrænsning af retten til indrejse og
ophold kan anses for nødvendig i et demokratisk samfund og for at stå i et
rimeligt forhold til det legitime formål, der forfølges hermed, således at der
ikke sker indgreb i retten til respekt for familielivet. I
tilfælde, hvor proformaægteskaber involverer børn (som regel fra ægtefællernes
tidligere forhold), understreges i håndbogen, at der er behov for at tage
behørigt hensyn til børns rettigheder i overensstemmelse med chartrets
artikel 24 og konventionens artikel 8, som ligeledes finder
anvendelse. Chartrets artikel 24 er baseret på FN’s konvention om barnets
rettigheder, navnlig artikel 3, 9, 12 og 13, hvorfor håndbogen i højere grad
fokuserer på de mere praktiske råd om bestemmelsernes anvendelse, jf. UNHCR
Guidelines on Determining the Best Interests of the Child (De Forenede
Nationers Flygtningehøjkommissariats retningslinjer til fastlæggelse af barnets
tarv) fra maj 2008[9].
Det præciseres navnlig, at hensynet til barnets velfærd i tilfælde, hvor den
ene eller begge ægtefæller i et proformaægteskab har forældremyndighed over et
barn, skal tillægges tilstrækkelig vægt ved afgørelsen af, om den eller de
personer, der har forældremyndigheden, bør sendes ud af landet. I
håndbogen nævnes det ligeledes, at såfremt de pågældende børn er statsborgere i
EU-værtslandet, nyder de ekstra beskyttelse i henhold til national og
international lovgivning om forbud mod udvisning af egne statsborgere eller, i
undtagelsestilfælde, i henhold til EU-Domstolens praksis vedrørende
unionsborgerskabet, hvis udvisning af en ikke-EU-forælder, der har indgået et
proformaægteskab, ville tvinge barnet til at forlade EU-værtslandet[10]
eller Unionen som helhed[11]. Endelig
fremhæves det i håndbogen, at de nationale myndigheder, når de træffer
foranstaltninger til håndtering af mulige tilfælde af misbrug, ikke må
udsætte de pågældende personer for nedværdigende behandling eller udøve
forskelsbehandling af nogen grund såsom køn, race, hudfarve, etnisk eller
social oprindelse, genetiske træk, sprog, nationalitet, religion eller tro,
politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal,
formueforhold, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering, da sådanne
foranstaltninger ville udgøre en tilsidesættelse af chartrets artikel 4
(og konventionens artikel 3) og chartrets artikel 21 (og eventuelt
tillige af konventionens artikel 14). 3.3
Bevisregler og bevisbyrde I
håndbogen pointeres det, at alle foranstaltninger, der træffes af nationale
myndigheder for at undersøge mistanke om proformaægteskaber og for at
tilvejebringe beviser, skal opfylde de almindelige retssikkerhedsgarantier, der
gælder efter national ret og efter EU-retten. En undersøgelse af et ægteskab
kan kun finde sted, hvis der er begrundet tvivl om rigtigheden heraf. Mens en
sådan begrundet tvivl udgør et tilstrækkeligt grundlag for at indlede en
undersøgelse, gælder det, at når en undersøgelse har fundet sted og har ført
til den konklusion, at der er tale om et proformaægteskab, kan rettigheder, der
udspringer af bestemmelserne om fri bevægelighed, kun nægtes, såfremt dette er
behørigt godtgjort af de nationale myndigheder i overensstemmelse med de
relevante bevisregler[12]. Hvad
angår bevisbyrden forklares det i håndbogen i forlængelse af Kommissionens
retningslinjer fra 2009, hvordan den fungerer i praksis. Det præciseres
navnlig, at ægtepar som hovedregel ikke — eftersom bevisbyrden fortsat påhviler
de nationale myndigheder — kan pålægges at føre bevis for, at deres ægteskab ikke
har karakter af misbrug. Hvis de nationale myndigheder imidlertid har bestyrket
mistanke om rigtigheden af et bestemt ægteskab, og mistanken underbygges af
bevismomenter (såsom ægtefællernes modstridende oplysninger), kan de
anmode parret om at fremlægge yderligere relevante dokumenter eller beviser. Ægtefællerne
har pligt til at samarbejde med de nationale myndigheder, hvilket de bør
underrettes om. Såfremt de ikke fremlægger fornøden dokumentation, som med
rimelighed kan forventes at være tilgængelig for lovformelige ægtefæller, eller
de ikke fremlægger nogen dokumentation overhovedet, kan dette ikke udgøre det
eneste grundlag for eller hovedårsagen til, at det konkluderes, at der er tale
om et proformaægteskab. Det kan imidlertid tages i betragtning af myndighederne
sammen med alle andre relevante forhold ved vurderingen af ægteskabets
karakter. 3.4
Retssikkerhedsgarantier Håndbogen
indeholder en detaljeret gennemgang af de retssikkerhedsgarantier, som de
nationale myndigheder i henhold til direktivets artikel 35 skal overholde, når
de på grundlag af et proformaægteskab træffer en afgørelse, der kan begrænse
retten til fri bevægelighed, nemlig de garantier, der er fastsat i direktivets artikel
30 og 31, som navnlig regulerer spørgsmål vedrørende meddelelsen af sådanne
afgørelser og deres efterprøvelse. Det anføres
ligeledes, at direktivets retssikkerhedsgarantier også skal ses i sammenhæng
med andre relevante grundlæggende rettigheder, såsom adgang til effektive
retsmidler og til en upartisk domstol samt retten til et forsvar (chartrets
artikel 47 og 48). 4.
Afsnittet om "Praktiske
foranstaltninger inden for rammerne af medlemsstaternes kompetence" I
dette afsnit af håndbogen omtales relevant praksis i medlemsstaterne med
henblik på at bistå de nationale myndigheder med effektivt at afdække og
undersøge mulige proformaægteskaber. Der angives en række løsninger, som vil
gøre det muligt for medlemsstaterne at etablere skræddersyede operationelle
ordninger, der er tilpasset deres specifikke behov og tilrådighedstående
ressourcer, uden at det har været tilsigtet at opstille en model for alle
undersøgelsesmønstre og processer. 4.1
Tegn på et muligt misbrug, der kan give
anledning til en undersøgelse Hvad
angår mulige faktorer, der kan udløse en undersøgelse, henvises der i håndbogen
til Kommissionens retningslinjer fra 2009 — samt Rådets resolution om
foranstaltninger til bekæmpelse af proformaægteskaber af 4. december 1997[13]
— med hensyn til anvendelsen af vejledende kriterier, eller "tegn på
misbrug", i forbindelse med en adfærd, som fiktive ægtefæller med
rimelighed kan forventes at udvise i langt højere grad end reelle ægtefæller.
Begrebet "tegn på misbrug", som er anvendt i håndbogen, skal forstås
således, at sådanne tegn aldrig uden videre og nødvendigvis bekræfter den
retsstridige karakter af det ægteskab, der er genstand for en nærmere
undersøgelse. Der skal altid anlægges en bredere og neutral vurdering af alle
oplysninger, både af dem, der taler for, og dem, der taler imod, den
oprindelige mistanke om misbrug. Når
de nationale myndigheder undersøger misbrug i praksis, kan de nemlig stå
overfor atypiske, men rigtige par, som ved første øjekast udviser en række tegn
på et proformaægteskab. I håndbogen skitseres derfor en "dobbelt
sikkerhedsmekanisme" for at begrænse risikoen for, at et ægteskab med
urette udpeges som et proformaægteskab (i tilfælde, hvor ægtefællerne
eksempelvis ikke har fælles husstand, eller en af dem har en problematisk immigrationsbaggrund). Denne
dobbelte sikkerhedsmekanisme indebærer for det første en streng anvendelse
af princippet om, at den frie bevægelighed er hovedreglen, der kun kan
begrænses i konkrete tilfælde, når det er berettiget som følge af misbrug.
For det andet indebærer den, at nationale myndigheder, der undersøger tilfælde
af misbrug, i princippet ikke primært bør fokusere på tegn på misbrug, der kan
støtte deres oprindelige mistanke i relation til det pågældende ægteskab.
Tværtimod bør de først tage hensyn til "tegn på, at der ikke er tale om
misbrug" (såsom at der er tale om et langvarigt forhold, et seriøst
og længerevarende retligt eller økonomisk fællesskab, eller at parterne har
børn sammen), der giver holdepunkter for at konkludere, at ægteskabet er rigtigt,
og parret har ret til at færdes og opholde sig frit. Kun hvis gennemgangen af
"tegn på, at der ikke er tale om misbrug" ikke har bekræftet,
at det ægteskab, der er genstand for undersøgelse, er et rigtigt ægteskab, skal
myndighederne gå videre med sagen og undersøge, om "tegnene på
misbrug" kan bekræftes. Tegn
på et muligt misbrug, der støttes på en vis adfærd, som urigtige par er langt
mere tilbøjelige til at udvise end rigtige par, er opdelt i flere grupper,
svarende til de faser, der er uløseligt forbundet med et proformaægteskabs
"livscyklus". Til illustration kan følgende eksempler nævnes: På
det tidspunkt, hvor de fremtidige ægtefæller endnu ikke har mødt hinanden:
Sammenlignet med ærlige ikke-EU-statsborgere er der større sandsynlighed for,
at personer, der har til hensigt at misbruge reglerne, tidligere har været
indrejst ulovligt til et EU-land, eller aktuelt har opholdt sig illegalt i et
sådant land; at de har en fortid med tidligere proformaægteskaber eller med anden
form for misbrug eller svig. Sammenlignet med ærlige EU-borgere er der større
sandsynlighed for, at personer, der har til hensigt at misbruge reglerne, har økonomiske
problemer (de kan f.eks. være stærkt forgældede). I
perioden op til ægteskabsindgåelsen: Sammenlignet med rigtige par er
der større sandsynlighed for, at personer, der har til hensigt at misbruge
reglerne, aldrig har mødt hinanden før ægteskabets indgåelse; at de ikke taler et
sprog, som begge forstår (og det ikke er godtgjort, at de gør en indsats for at
skabe et fælles kommunikationsgrundlag). På
det tidspunkt, hvor de fremtidige ægtefæller planlægger brylluppet:
Sammenlignet med rigtige par er der større sandsynlighed for, at personer, der
har til hensigt at misbruge reglerne, benytter en lokalitet til indgåelse af
ægteskabet, der er kendt for at være egnet til indgåelse af urigtige
ægteskaber, eller hvor der er forbindelser til organiseret kriminalitet; at de giver
penge eller gaver, for at få ægteskabet bragt i stand (undtagen hvis der er
tale om en medgift i kulturer, hvor det er almindeligt brugt); at de fremlægger
dokumenter, der indeholder uoverensstemmelser, som giver anledning til mistanke
om forfalskning eller om angivelse af en falsk adresse. På
det tidspunktet efter ægteskabets indgåelse, hvor ikke-EU-ægtefællen ansøger om
tilladelse til indrejse eller om opholdstilladelse: Sammenlignet med
rigtige par er der større sandsynlighed for, at personer, der har til hensigt
at misbruge reglerne, giver modstridende eller forkerte oplysninger om hinanden
på afgørende punkter (navn, fødselsdato og alder, nærmeste familie, mulige
tidligere ægteskaber, uddannelse og erhverv); at de angiver en falsk adresse;
at ikke-EU-ægtefællen bor sammen med en anden person. På
det tidspunkt, hvor parret har fået udstedt indrejse- og opholdsdokumenter og
har taget ophold i værtsmedlemsstaten: Sammenlignet
med rigtige par er der større sandsynlighed for, at personer, der har til
hensigt at misbruge reglerne, ikke opretholder deres ægteskabelige samliv eller
fortsat bor hver for sig, efter at de blev gift, uden at der er nogen særlig
grund hertil (f.eks. arbejde, børn fra tidligere forhold, der bor uden for
værtsmedlemsstaten); at en af ægtefællerne bor sammen med en anden person. På
det tidspunkt, hvor ægtefællerne tager skridt til formelt at bringe ægteskabet
til ophør:
Sammenlignet med rigtige par er der større sandsynlighed for, at personer, der
har til hensigt at misbruge reglerne, bliver skilt kort tid efter, at ikke-EU-ægtefællen
har erhvervet en selvstændig opholdsret eller statsborgerskab i
værtsmedlemsstaten. 4.2
Undersøgelse af proformaægteskaber I
håndbogen beskrives de vigtigste redskaber, som de nationale myndigheder bruger
til at undersøge proformaægteskaber, navnlig samtidige interviews eller
besvarelse af spørgeskemaer, dokument- og baggrundskontrol, inspektioner, der
udføres af de retshåndhævende myndigheder, udlændingemyndighederne eller andre
kompetente myndigheder og lokalsamfundsbaseret kontrol for at kontrollere, om
ægtefællerne lever sammen og har fælles husførelse. I denne forbindelse gøres
der opmærksom på, hvor vigtigt det er at respektere privatlivet og overholde de
gældende retssikkerhedsgarantier, og der redegøres for den fælles praksis, som
de nationale myndigheder følger for at maksimere effektiviteten af disse
værktøjer. 4.3.
Grænseoverskridende samarbejde om at
bekæmpe proformaægteskaber I
håndbogen angives, hvordan effektiv afsløring, undersøgelse og retsforfølgning
af proformaægteskaber kan lettes ved hjælp af grænseoverskridende samarbejde.
Der redegøres særligt for den bistand, som Europol kan yde de nationale
myndigheder i tilfælde, hvor der står organiseret kriminalitet bag
menneskehandel, og som Eurojust kan yde, navnlig for så vidt angår
efterforskning eller retsforfølgning af specifikke strafbare handlinger og
koordination mellem nationale myndigheder. Det forklares ligeledes, hvordan
Europol og Eurojust kan bistå medlemsstaterne med at oprette fælles
efterforskningshold, og i hvilke situationer sådanne hold kan være egnede og
nyttige værktøjer. 4.4
De forskellige nationale myndigheders
rolle Dette
sidste af snit af bogen indeholder en oversigt over de forskellige nationale
myndigheder, der kan være beskæftiget med behandling af proformaægteskaber, og
der gøres opmærksom på behovet for en sammenhængende politik vedrørende sådanne
ægteskaber, ligesom ansvarsfordelingen mellem forskellige nationale aktører
angives. Afhængigt af deres individuelle behov bør medlemsstaterne også
overveje, hvordan man bedst kan koordinere de vigtigste interessenters arbejde,
f.eks. ved at oprette et centralt koordinationsorgan eller kontaktpunkter i
hver af de relevante tjenestegrene. [1] COM(2013)
837 final - http://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/PDF/?uri=CELEX:52013DC0837&rid=1. [2] Meddelelsen "Fri bevægelighed for EU-borgere og
deres familiemedlemmer: Fem foranstaltninger, der gør en forskel", som er
nævnt ovenfor i punkt 3.1. [3] KOM(2009)
313 endelig. [4] Betragtning
28 til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om
unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit
på medlemsstaternes område, EUT L 158, s. 77. [5] Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af
menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor - http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2011:101:0001:0011:EN:PDF. [6] Chartrets
artikel 52, stk. 3. Se også forklaringerne til chartret (EUT 2007/C 303/02) om
betydningen og rækkevidden af specifikke bestemmelser i chartret set i forhold
til de tilsvarende bestemmelser i konventionen. [7] F.eks.
Den Europæiske Menneskerettighedskommissions afgørelse i sagen Sanders mod
Frankrig (sagsnr. 31401/96), og Klip og Krüger mod Nederlandene
(sagsnr. 33257/96). [8] Dommen i
sagen Üner mod Nederlandene (sagsnr. 46410/99). [9] http://www.unhcr.org/4566b16b2.html. [10] Artikel
3, i protokol 4 til Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af
Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder. [11] Jf.
navnlig sag C-34/09, Ruiz Zambrano, sag C-256/11, Dereci, og de
forenede sager C‑356/11 og C‑357/11,
O. og S. [12] Det kan
være aktuelt at anvende en anden bevisregel afhængigt af, om den retsstridige
adfærd sanktioneres efter straffeloven, udlændingereglerne, forvaltningsretlige
regler eller reglerne om civilstand. [13] http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:31997Y1216(01):EN:HTML.