Forslag til RÅDETS DIREKTIV om gennemførelse af forstærket samarbejde på området for afgift på finansielle transaktioner /* COM/2013/071 final - 2013/0045 (CNS) */
BEGRUNDELSE 1. BAGGRUND FOR FORSLAGET 1.1. Baggrund og historie Den seneste globale økonomiske og finansielle
krise fik alvorlige konsekvenser for vores økonomier og de offentlige finanser.
Finanssektoren var i væsentlig grad med til at fremkalde den økonomiske krise,
mens regeringerne og de europæiske borgere generelt har båret omkostningerne.
På europæisk og internationalt plan er der bred enighed om, at finanssektoren
bør yde et mere rimeligt bidrag i betragtning af omkostningerne forbundet med
at håndtere krisen og den aktuelle underbeskatning af sektoren. Flere
EU-medlemsstater har allerede truffet forskellige foranstaltninger med hensyn
til beskatning inden for den finansielle sektor. Den 28. september 2011 fremsatte Kommissionen
derfor et forslag til Rådets direktiv om en fælles ordning for beskatning af
finansielle transaktioner og om ændring af direktiv 2008/7/EF[1]. Retsgrundlaget for det
foreslåede rådsdirektiv var artikel 113 i TEUF, idet bestemmelserne sigter mod
en harmonisering af lovgivningerne vedrørende afgifter på finansielle
transaktioner (AFT) i det omfang, der er nødvendigt for at sikre et
velfungerende indre marked for transaktioner med finansielle instrumenter og
undgå konkurrenceforvridning. Ifølge dette retsgrundlag skal Rådet træffe
afgørelse ved enstemmighed efter en særlig lovgivningsprocedure og efter høring
af Europa‑Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg. Hovedmålene med forslaget var: –
at harmonisere lovgivningen vedrørende indirekte
beskatning af finansielle transaktioner, hvilket er nødvendigt for at sikre et
velfungerende indre marked for transaktioner med finansielle instrumenter og
undgå konkurrenceforvridning mellem de finansielle instrumenter, aktører og
markeder i hele EU, og samtidig –
at sikre, at de finansielle institutioner yder et
rimeligt og væsentligt bidrag til dækning af omkostningerne forårsaget af den
seneste krise, og sikre, at denne sektor beskatningsmæssigt behandles på lige
fod med andre sektorer[2],
og –
at træffe foranstaltninger, der kan forhindre transaktioner,
der ikke øger effektiviteten på finansmarkederne, og som dermed kan supplere de
lovgivningsmæssige foranstaltninger, der skal forhindre kriser i fremtiden. Da de fleste af de transaktioner, der
potentielt vil skulle beskattes, er særdeles mobile, var og er det vigtigt at
undgå forvridninger som følge af skatteregler, som de enkelte medlemsstater
fastlægger ensidigt. Således er det kun ved at træffe foranstaltninger på
EU-plan, at der kan undgås en fragmentering af de finansielle markeder på tværs
af aktiviteter og landegrænser og mellem produkter og aktører, og at der kan
sikres en ensartet behandling af finansielle institutioner i EU og dermed et
velfungerende indre marked. Indførelsen af en fælles ordning for beskatning af
finansielle transaktioner i EU mindsker risikoen for, at der opstår
konkurrenceforvridning på markederne på grund af geografisk udflytning af
aktiviteter af afgiftsmæssige hensyn. Desuden vil en sådan fælles ordning også
garantere skatteneutralitet, idet harmoniseringen vil have et bredt
anvendelsesområde, der navnlig også omfatter meget mobile produkter (f.eks.
derivater) aktører og markeder, hvilket også bidrager til mindre
dobbeltbeskatning eller dobbelt nulbeskatning. Forslaget indeholdt derfor bestemmelser om en
harmonisering af medlemsstaternes afgifter på finansielle transaktioner for at
sikre et velfungerende indre marked, og fastlagde dermed de grundlæggende
principper for en bredt baseret AFT-ordning i EU. Siden Kommissionen fremsatte det oprindelige
forslag, har den seneste udvikling i praksis yderligere illustreret
nødvendigheden af en harmonisering på området. F.eks. indførte Frankrig den
1. august 2012 en national afgift på visse finansielle transaktioner, og
Spanien, Italien og Portugal har for nylig bebudet, at de også vil indføre
sådanne nationale afgifter – alle med forskellige anvendelsesområder, satser og
tekniske udformninger. Europa-Parlamentet afgav positiv udtalelse om
Kommissionens oprindelige forslag den 23. maj 2012[3] efterfulgt af Det Økonomiske og
Sociale Udvalg den 29. marts 2012[4].
Desuden vedtog Regionsudvalget også en positiv udtalelse den 15. februar 2012[5]. Forslaget og forskellige versioner deraf er
blevet grundigt drøftet på møder i Rådet, først under det polske formandskab[6] og derefter i et forhøjet tempo
under det danske formandskab, men det har ikke opnået den krævede enstemmige
tilslutning, fordi der i medlemsstaterne er en række grundlæggende forskelle,
som ikke kan forenes. På Rådets møder den 22. juni og den 10. juli
2012 blev det konstateret, at der stadig er betydelige holdningsforskelle, hvad
angår behovet for at oprette en fælles AFT-ordning på EU-niveau, og at
princippet om en harmoniseret afgift på finansielle transaktioner ikke vil få
enstemmig opbakning i Rådet inden for en overskuelig fremtid. Det fremgår af ovenstående, at målsætningen om
en fælles AFT-ordning, som drøftet i Rådet efter Kommissionens oprindelige
forslag, ikke kan nås inden for et rimeligt tidsrum for hele EU. Efter anmodning fra 11 medlemsstater (Belgien,
Estland, Frankrig, Grækenland, Italien, Portugal, Slovakiet, Slovenien,
Spanien, Tyskland og Østrig) fremsatte Kommissionen et forslag[7] for Rådet om bemyndigelse til
forstærket samarbejde på området for beskatning af finansielle transaktioner. Alle medlemsstaterne gjorde det i deres
anmodning klart, at formålet og anvendelsesområdet for Kommissionens forslag om
indførelse af et forstærket samarbejde skulle være baseret på Kommissionens
oprindelige forslag til en AFT. Desuden henviste de specifikt til behovet for
at undgå unddragelser, forvridninger og overførsler til andre jurisdiktioner. Nærværende forslag til et direktiv vedrører
gennemførelsen af det forstærkede samarbejde på AFT‑området i overensstemmelse
med Rådets bemyndigelse af 22. januar 2013, som er givet efter, at
Europa-Parlamentet gav sit samtykke den 12. december 2012. I lyset af indførelsen af et forstærket
samarbejde bliver Kommissionens forslag fra 2011 formålsløst og vil derfor
blive trukket tilbage. Kommissionens forslag til Rådets afgørelse om
ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter af 29. juni 2011[8] som ændret den 9. november 2011[9] fastsatte, at nogle af AFT‑indtægterne
kunne anvendes som egen indtægt for EU-budgettet. Det betyder, at BNI‑indtægterne
fra de deltagende medlemsstater, vil blive reduceret tilsvarende. 1.2. Formål med forslaget De overordnede mål med dette forslag er de
samme som i Kommissionens oprindelige forslag fra 2011. Den seneste og
igangværende globale økonomiske og finansielle krise har haft alvorlige
konsekvenser for EU's økonomier og offentlige finanser. Finanssektoren var i
væsentlig grad med til at fremkalde den økonomiske krise, mens regeringerne og
de europæiske borgere generelt har båret omkostningerne. Selv om den udgøres af
en bred vifte af markedsaktører har finanssektoren i sin helhed oplevet en høj
rentabilitet over de seneste to årtier, hvilket delvis kan skyldes et (implicit
eller eksplicit) sikkerhedsnet, der var spundet ud af regeringerne, kombineret
med regulering af finanssektoren og momsfritagelse. Under disse omstændigheder begyndte nogle
medlemsstater at gennemføre yderligere former for beskatning af finanssektoren,
mens andre medlemsstater allerede havde indført specifikke skatteordninger for
finansielle transaktioner. Den nuværende situation fører til følgende uønskede
virkninger: –
En fragmentering af afgiftsreglerne på det indre
marked for finansielle ydelser - i betragtning af det stigende antal
ukoordinerede nationale foranstaltninger, der træffes - hvilket fører til
eventuel konkurrenceforvridning mellem finansielle instrumenter, aktører og
markeder i hele EU samt dobbeltbeskatning eller dobbelt nulbeskatning. –
De finansielle institutioner yder ikke et rimeligt
og væsentligt bidrag til dækning af omkostningerne forårsaget af den seneste
krise, og det sikres ikke, at denne sektor beskatningsmæssigt behandles på lige
fod med andre sektorer. –
Beskatningspolitikken bidrager hverken til at
nedbringe transaktioner, der ikke øger effektiviteten på de finansielle
markeder, men muligvis blot omdirigerer midler fra den ikke-finansielle sektor
i økonomien til de finansielle institutioner og dermed fører til
overinvesteringer i aktiviteter, der ikke øger velfærden, eller til at supplere
de lovgivningsmæssige foranstaltninger, der skal forhindre kriser i fremtiden. Indførelsen af en fælles ordning for
beskatning af finansielle transaktioner mellem et tilstrækkeligt antal
medlemsstater vil bringe umiddelbare og håndgribelige fordele på alle tre
ovenstående punkter, for så vidt angår finansielle transaktioner omfattet af et
forstærket samarbejde. I forbindelse med disse tre punkter er de deltagende
medlemsstater af den holdning, at situationen vil blive forbedret hvad angår
risiko for udflytning, skatteindtægter og finansmarkedets effektivitet og
undgåelse af dobbeltbeskatning eller nulbeskatning. I afgørelsen om bemyndigelse til forstærket
samarbejde konkluderes det, at alle de traktatmæssige betingelser i forbindelse
med et sådant samarbejde er opfyldt, navnlig at de ikke-deltagende staters
beføjelser, rettigheder og forpligtelser er respekteret. Nærværende forslag
fastsætter selve substansen af det pågældende bemyndigede samarbejde i
overensstemmelse med traktaten. 1.3. Generel tilgang og
forbindelse til Kommissionens oprindelige forslag Dette forslag er baseret på Kommissionens
oprindelige forslag fra 2011, idet det overholder alle de væsentlige principper
deri. Der er dog foretaget visse tilpasninger: –
for at tage højde for de nye vilkår under et
forstærket samarbejde. Det betyder især, at "AFT‑jurisdiktionen"
begrænses til de deltagende medlemsstater, at transaktioner, der gennemføres i
en deltagende medlemsstat, og som ville være blevet beskattet under det
oprindelige forslag, fortsat er afgiftspligtige, og at det sikres, at Rådets
direktiv 2008/7/EF af 12. februar 2008 om kapitaltilførselsafgifter[10], hvis ændring var blevet
foreslået i det oprindelige forslag, ikke vil blive påvirket –
til nogle af de foreslåede bestemmelser af hensyn
til klarheden, og –
for yderligere at styrke bekæmpelsen af
skatteundgåelse. Dette opnås ved, at beskatningen som en sidste udvej følger
"udstedelsesprincippet", som styrker "princippet om
etableringssted", der er hovedprincippet. Denne tilføjelse afspejler
navnlig anmodninger fra de interesserede medlemsstater, der henviste til behovet
for at undgå unddragelser, forvridninger og overførsler til andre
jurisdiktioner. Ved at supplere hjemstedsprincippet med elementer af
udstedelsesprincippet gøres det mindre fordelagtigt at flytte aktiviteter og
virksomheder ud af AFT-jurisdiktioner, eftersom handel med finansielle
instrumenter, som beskattes efter udstedelsesprincippet, og som udstedes i
AFT-jurisdiktioner, alligevel vil skulle beskattes. 2. RESULTAT AF HØRINGER AF INTERESSEREDE
PARTER OG KONSEKVENSANALYSER 2.1. Ekstern høring og ekspertbistand Det oprindelige forslag er udarbejdet på
baggrund af en lang række eksterne bidrag. Disse bidrag bestod af feedback, som
Kommissionen modtog i forbindelse med en offentlig høring om beskatning af
finanssektoren og målrettede høringer af medlemsstaterne, eksperter og aktører
i finanssektoren samt resultaterne af tre forskellige eksterne undersøgelser,
der blev bestilt med henblik på den konsekvensanalyse, der ledsagede det
oprindelige forslag. Resultaterne af høringsprocessen og det eksterne input er
gengivet i konsekvensanalysen. Nærværende forslag afviger ikke væsentligt fra
Kommissionens forslag fra september 2011 og har bibeholdt de samme principielle
løsninger for en fælles AFT-ordning inden for rammerne af et forstærket
samarbejde (f.eks. med hensyn til afgiftens anvendelsesområde, etableringssted
som tilknytningsfaktor for den finansielle institution, der gennemfører en
transaktion, beskatningsgrundlag og afgiftssatser samt den person, der er
betalingspligtig for afgiften til skattemyndighederne), og derfor har
Kommissionen ikke indledt nye specifikke høringer. Kommissionen har dog også draget gavn af
høringer af alle de berørte parter i det forgangne år, bl.a. medlemsstaterne,
Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter, repræsentanter for
finanssektoren i og uden for Den Europæiske Union, akademiske kredse, ngo'er,
samt af resultaterne af eksterne ad hoc-undersøgelser, der blev offentliggjort,
efter at Kommissionen havde fremsat sit oprindelige forslag til en fælles
AFT-ordning for hele EU. Kommissionens repræsentanter har deltaget i en
lang række offentlige arrangementer i og uden for Europa vedrørende indførelsen
af en fælles ordning for beskatning af finansielle transaktioner. Kommissionen
har også deltaget aktivt i en dialog med de nationale parlamenter og deres
relevante udvalg, som har ønsket at drøfte Kommissionens oprindelige forslag. 2.2. Konsekvensanalyse Kommissionens tjenestegrene foretog en
konsekvensanalyse, der ledsagede det oprindelige forslag, som blev vedtaget den
28. september 2011. På Kommissionens websted[11]
er der offentliggjort yderligere tekniske analyser af forslaget. Det nærværende
forslags formål og anvendelsesområde er som ønsket af de medlemsstater, der har
anmodet om bemyndigelse til et forstærket samarbejde, baseret på Kommissionens
oprindelige forslag. Derfor er grundelementerne i nærværende forslag ikke
blevet ændret, og det anses derfor ikke for nødvendigt at foretage en ny
konsekvensanalyse af samme område. Imidlertid har medlemsstaterne vurderet
forskellige alternative løsningsmodeller inden for rammerne af Kommissionens
oprindelige forslag. Desuden har det nye forslag til formål at gennemføre et
forstærket samarbejde, hvorimod det oprindelige direktivforslag sigtede mod at
blive anvendt i alle medlemsstaterne, og medlemsstaterne har ytret særlig
interesse for at få mere at vide om de særlige mekanismer, der vil kunne få
betydning i den forbindelse. Kommissionens tjenestegrene foretager derfor en
ekstra analyse af disse løsningsmodeller og deres virkninger, som vil supplere
og, hvis det er relevant, revidere resultaterne af den konsekvensanalyse, der
ledsagede det oprindelige forslag fra 2011. 3. JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET 3.1. Retsgrundlag Rådets afgørelse 2013/52/EU af 22. januar 2013
om bemyndigelse til forstærket samarbejde på området for afgift på finansielle
transaktioner[12]
gav de medlemsstater, der er anført i dens artikel 1, bemyndigelse til at
indføre et forstærket samarbejde inden for AFT-området. Retsgrundlaget for nærværende direktivforslag
er artikel 113 i TEUF. Forslaget tager sigte på at harmonisere lovgivningen
vedrørende indirekte beskatning af finansielle transaktioner, hvilket er
nødvendigt for at sikre et velfungerende indre marked og forhindre
konkurrenceforvridning. De finansielle institutioner i de ikke-deltagende
stater vil drage gavn af det forstærkede samarbejde, da de kun vil stå over for
én fælles AFT-ordning, der finder anvendelse i alle de deltagende
medlemsstater, i stedet for mange forskellige ordninger. 3.2. Nærheds- og proportionalitetsprincippet En harmonisering af reglerne for beskatning af
finansielle transaktioner, som er nødvendig for at sikre et velfungerende indre
marked og forhindre konkurrenceforvridning, kan, selv om reglerne kun finder
anvendelse for de deltagende medlemsstater, kun opnås ved en EU-retsakt, dvs.
gennem en ensartet definition af hovedelementerne i en AFT. De fælles regler er
nødvendige for at undgå unødvendig udflytning af transaktioner og
markedsdeltagere og substitution af finansielle instrumenter. På samme måde kan denne ensartethed bidrage
væsentligt til at bremse den aktuelle fragmentering af det indre marked,
herunder i henseende til finanssektorens forskellige produkter, der ofte
fungerer som nære substitutter for hinanden. Uden en harmonisering af AFT'en
vil er opstå skattearbitrage og potentielt dobbeltbeskatning eller
nulbeskatning. Dette forhindrer ikke blot, at finansielle transaktioner
gennemføres på lige vilkår, men påvirker også medlemsstaternes indtægter.
Desuden påfører det finanssektoren ekstra omkostninger i forbindelse med
tilpasning til forskellige afgiftsordninger. Disse argumenter er fortsat
gyldige i forbindelse med et forstærket samarbejde, selv om dette samarbejde
dækker et mere begrænset geografisk område end en lignende ordning, der er
vedtaget af alle 27 medlemsstater. Nærværende forslag er koncentreret om
udformningen af en fælles struktur for afgiften og fælles regler for, hvornår
afgiften forfalder. Det giver således de deltagende medlemsstater
tilstrækkeligt spillerum til at indføre afgiftssatser, der ligger over
mindstesatsen. Til gengæld foreslås det, at Kommissionen tillægges delegerede
beføjelser med hensyn til at fastlægge forpligtelser med hensyn til
registrering, bogføring, indberetning samt andre forpligtelser, der skal sikre,
at AFT'en reelt betales til skattemyndighederne. Samtidig foreslås det at
tillægge Kommissionen gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår ensartede
metoder til opkrævning af AFT. En fælles struktur for AFT-ordningen er derfor
i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet, jf. artikel 5 i
TEU. Målet med dette forslag kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af
medlemsstaterne selv og kan derfor af hensyn til sikringen af et velfungerende
indre marked bedre opfyldes på EU-plan, om nødvendigt ved et forstærket
samarbejde. Den foreslåede harmonisering (i form af et
direktiv snarere end en forordning) går ikke ud over, hvad der er nødvendigt
for at nå de ønskede mål, nemlig først og fremmest et velfungerende indre
marked. Forslaget er derfor i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. 3.3. Nærmere redegørelse for
forslaget 3.3.1. Kapitel I (genstand og
definitioner) I dette kapitel defineres genstanden for dette
direktivforslag til gennemførelse af et forstærket samarbejde på AFT-området.
Endvidere defineres de centrale begreber, der anvendes i dette forslag. 3.3.2. Kapitel II (anvendelsesområde
for den fælles AFT-ordning) I dette kapitel fastlægges de grundlæggende
elementer af den foreslåede AFT-ordning inden for rammerne af et forstærket
samarbejde. Denne AFT tager sigte på beskatning af bruttotransaktioner før
netting. Afgiften har et bredt anvendelsesområde, fordi
den skal dække transaktioner med alle typer af finansielle instrumenter, da de
ofte er nære substitutter for hinanden. Anvendelsesområdet omfatter derfor
instrumenter, der kan handles med på kapitalmarkedet, pengemarkedsinstrumenter
(bortset fra betalingsmidler), andelsbeviser eller aktier i
investeringsinstitutter, som omfatter institutter for kollektiv investering i
værdipapirer (UCITS) og alternative investeringsfonde (AIF)[13], og derivataftaler.
Anvendelsesområdet er ikke begrænset til handel på organiserede markeder, såsom
regulerede markeder, multilaterale handelsfaciliteter eller selskaber, der
systematisk internaliserer, men dækker også andre former for handel, herunder
OTC-handel. Det er heller ikke begrænset til overførsel af ejerskab, men dækker
snarere den indgåede forpligtelse, dvs. hvor vidt den berørte part påtager sig
risikoen forbundet med et givet finansielt instrument ("køb og salg")
eller ej. Når finansielle instrumenter, der er
afgiftspligtige ved køb og salg, er genstand for en overførsel mellem
forskellige enheder i en koncern, skal denne overførsel beskattes, selv om der
måske ikke er tale om køb eller salg. Uveksling af finansielle instrumenter,
genkøbsaftaler og omvendte genkøbsaftaler samt aftaler om udlån og indlån af
værdipapirer er udtrykkeligt omfattet af afgiftens anvendelsesområde. Med
henblik på at forhindre skatteunddragelse anses udveksling af finansielle
instrumenter for at give anledning til to finansielle transaktioner. Ved
genkøbsaftaler og omvendte genkøbsaftaler samt aftaler om udlån og indlån af
værdipapirer stilles et finansielt instrument til rådighed for en given person
i en bestemt periode. Alle sådanne aftaler bør derfor anses for kun at udløse
én finansiel transaktion. For at forhindre skatteundgåelse bør enhver
væsentlig ændring af en afgiftspligtig finansiel transaktion desuden betragtes
som en ny afgiftspligtig finansiel transaktion af samme type som den
oprindelige transaktion. Det foreslås at tilføje en ikke udtømmende liste over
de ændringer, der kan betragtes som væsentlige. Når en derivataftale resulterer i
tilrådighedsstillelse af finansielle instrumenter, beskattes desuden ikke kun
derivataftalen, men også de finansielle instrumenter, forudsat at alle øvrige
betingelser for beskatning er opfyldt. Den relevante EU-lovgivning indeholder et
klart, omfattende og almindeligt accepteret sæt definitioner[14] for de finansielle
instrumenter, der kan være omfattet af en afgiftspligtig finansiel transaktion.
Det følger af de anvendte definitioner, at spotvalutatransaktioner ikke er
afgiftspligtige finansielle transaktioner, hvorimod valutaderivataftaler er
det. Derivataftaler vedrørende råvarer er også omfattet, mens fysiske
råvaretransaktioner ikke er det. Strukturerede produkter, dvs. omsættelige
værdipapirer eller andre finansielle instrumenter, der udbydes via
securitisation, kan også være genstand for afgiftspligtige finansielle
transaktioner. Disse produkter svarer til alle andre finansielle instrumenter
og skal derfor være dækket af udtrykket finansielt instrument som anvendt i
dette forslag. Hvis de strukturerede produkter udelukkes fra AFT'ens
anvendelsesområde, opstår der muligheder for skatteundgåelse. Denne kategori af
produkter omfatter bl.a. visse veksler, warrants og certifikater samt
securitisationer inden for banksektoren, som normalt overfører kreditrisikoen
forbundet med aktiver såsom realkreditlån eller andre lån til markedet, og
securitisationer inden for forsikringssektoren, som omfatter overførsel af
andre typer risici, f.eks. underwriting. Afgiften fokuserer imidlertid på finansielle
transaktioner, som gennemføres af finansielle institutioner, der handler som
part i en finansiel transaktion, enten for egen regning eller for andre
personers regning, eller som handler på vegne af en part i transaktionen og i
dennes navn. Herved sikres det, at AFT'en anvendes bredt. I praksis vil de
finansielle transaktioner normalt klart fremgå af regnskaberne. Indførelsen af
en AFT bør ikke have negative følger for staternes eller de finansielle
institutioners refinansieringsmuligheder, ej heller for pengepolitikken
generelt eller den offentlige gældsforvaltning. Derfor bør transaktioner med
Den Europæiske Centralbank, den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet,
den europæiske stabilitetsmekanisme, Den Europæiske Union, når den varetager
funktioner i forbindelse med forvaltningen af sine aktiver, betalingsbalancelån
og lignende, samt medlemsstaternes centralbanker udelukkes fra direktivets
anvendelsesområde Bestemmelserne i Rådets direktiv 2008/7/EF
finder fortsat fuld anvendelse. Artikel 5, stk. 1, litra e), og artikel 5, stk.
2, i nævnte direktiv er relevante for det område, der er omfattet af nærværende
direktiv og forbyder, at der pålægges afgifter af nogen art på de
transaktioner, der er nævnt i artiklernes betingelser, jf. dog artikel 6, stk.
1, litra a), i direktiv 2008/7/EF. I det omfang direktiv 2008/7/EF forbyder
eller kan forbyde indførelsen af afgifter på visse transaktioner, navnlig
finansielle transaktioner som led i en omstrukturering eller ved udstedelse af
værdipapirer som defineret i nærværende direktiv, bør disse ikke være omfattet
af en AFT. Formålet er at undgå eventuelle konflikter med direktiv 2008/7/EF,
uden at det er nødvendigt at fastslå en nøjagtig afgrænsning af de
forpligtelser, der følger af direktivet. Uafhængigt af i hvilket omfang
direktiv 2008/7/EF forbyder beskatning af udstedelse af aktier og andelsbeviser
i investeringsinstitutter, kræver hensynet til afgiftsneutralitet desuden, at
alle udstedelser fra disse instanser behandles ens. Indløsning af disse aktier
og andelsbeviser udgør imidlertid ikke en transaktion på det primære marked og bør
derfor være skattepligtig. Ud over primærmarkederne falder mange daglige
finansielle aktiviteter, der er relevante for såvel borgere som virksomheder,
også uden for AFT'ens anvendelsesområde. Det gælder forsikringsaftaler,
realkreditlån, forbrugerkreditter, erhvervslån, betalingstjenester osv. (men
ikke den efterfølgende handel hermed via strukturerede produkter). Også
valutatransaktioner på spotmarkederne falder uden for afgiftens
anvendelsesområde, således at de frie kapitalbevægelser ikke berøres. Derivataftaler
baseret på valutatransaktioner skal dog beskattes, da de ikke i sig selv udgør
valutatransaktioner. Definitionen på finansielle institutioner er
bred og omfatter hovedsagelig investeringsselskaber, organiserede markeder,
kreditinstitutter, forsikrings- og genforsikringsselskaber,
investeringsinstitutter og deres forvaltere, pensionsfonde og deres forvaltere,
holdingselskaber, finansielle leasingselskaber, special purpose-enheder, og når
det er muligt, henvises der til definitionerne i den relevante EU-lovgivning.
Desuden bør andre virksomheder, institutioner, organisationer og personer, der
udfører visse finansielle aktiviteter, betragtes som finansielle institutioner,
hvis deres finansielle transaktioner medfører en betydelig årlig gennemsnitsværdi.
Nærværende forslag fastsætter en grænse på 50 % af den pågældende enheds
samlede gennemsnitlige årlige nettoomsætning. For så vidt angår enheder, der på basis af
værdien af deres finansielle transaktioner kan betragtes som finansielle
institutter, indeholder forslaget bestemmelser for yderligere tekniske
enkeltheder til beregning af værdien af de finansielle transaktioner og
gennemsnittet af disse værdier, samt bestemmelser for i hvilke situationer
sådanne enheder ikke længere betragtes som finansielle institutioner. Centrale modparter
(CCP), værdipapircentraler, internationale værdipapircentraler og
medlemsstaterne og offentlige organer, der har til opgave at forvalte den
offentlige gæld, betragtes ikke som finansielle institutioner, når de udfører
denne funktion, forudsat at de ikke i sig selv beskæftiger sig med
handelsaktivitet. De er samtidig afgørende for, at de finansielle markeder kan
fungere på effektiv og gennemsigtig vis, og at den offentlige gæld forvaltes
korrekt. På grund af deres centrale rolle bør de imidlertid fortsat have visse
forpligtelser med hensyn til at sikre betaling af afgiften til
skattemyndighederne og betalingskontrol. Den territoriale rækkevidde for den foreslåede
AFT og de deltagende medlemsstaters beskatningsrettigheder er fastlagt ud fra
reglerne i artikel 4. Denne bestemmelse henviser til begrebet
"etableringssted". Den er kort sagt baseret på
"hjemstedsprincippet", der suppleres med elementer af
udstedelsesprincippet, navnlig for at mindske risikoen for udflytning (enkelthederne
vedrørende dette aspekt er nærmere beskrevet nedenfor). For at en finansiel transaktion er
afgiftspligtig i de deltagende medlemsstater, skal en af transaktionens parter
i henhold til kriterierne i artikel 4 være etableret på en af de deltagende medlemsstaters
område. Beskatningen vil finde sted i den deltagende medlemsstat, på hvis
område den finansielle institution er etableret, forudsat at den er part i
transaktionen og enten handler for egen eller en anden persons regning eller på
vegne af en part i transaktionen og i dennes navn. Hvis de forskellige finansielle institutioner,
der er parter i transaktionen eller handler på vegne af disse parter, er
etableret i forskellige deltagende medlemsstater, har hver af disse forskellige
medlemsstater i henhold til bestemmelserne i artikel 4 ret til at opkræve en
afgift på transaktionen efter de satser, de har vedtaget i overensstemmelse med
nærværende direktivforslag. Hvis den pågældende enhed er etableret i en stat,
som ikke er en deltagende medlemsstat, pålægges transaktionen ikke en AFT i en
deltagende medlemsstat, medmindre en af parterne i transaktionen er etableret i
en deltagende medlemsstat, i hvilket tilfælde den finansielle institution, der
ikke er etableret i en deltagende medlemsstat, ligeledes betragtes som værende
etableret i den pågældende medlemsstat, hvorefter transaktionen bliver
afgiftspligtig i samme medlemsstat. Som følge af indførelsen af et forstærket
samarbejde er der særligt foretaget ændringer af artikel 3, stk. 1, litra a), i
det oprindelige forslag. I det oprindelige forslag omfattede enhver henvisning
til en finansiel institution, der var "godkendt" af en medlemsstat,
godkendelser af hovedsæder og godkendelser, som var udstedt af den pågældende
medlemsstat med henblik på transaktioner, der gennemføres af finansielle
institutioner, der er etableret i tredjelande, og som ikke er fysisk
tilstedeværende i denne medlemsstat. I den udformning kan transaktioner,
afhængig af det enkelte tilfælde, i henhold til EU-lovgivningen være dækket af
et såkaldt "pas". Den eneste "godkendelse" er derfor den,
der gives til de finansielle institutioners hovedsæder. I et forstærket
samarbejde kan der opstå en ny situation, nemlig at institutioner med hovedsæde
i en ikke-deltagende medlemsstat opererer inden for AFT-jurisdiktionen på basis
af et sådant "pas" (jf. f.eks. artikel 31 i direktiv 2004/39/EF).
Sidstnævnte situation bør ligestilles med situationen for institutioner i
tredjelande, der opererer på basis af en specifik godkendelse udstedt af den medlemsstat,
der er berørt af transaktionen. Hjemstedssprincippet suppleres ligeledes af
elementer af "udstedelsesprincippet" som en sidste udvej for at gøre
ordningen mindre sårbar over for udflytninger. Ved at supplere
hjemstedsprincippet med udstedelsesprincippet gøres det mindre fordelagtigt at
flytte aktiviteter og virksomheder ud af AFT-jurisdiktioner, eftersom handel
med finansielle instrumenter, som beskattes efter udstedelsesprincippet, og som
udstedes i AFT-jurisdiktioner, alligevel vil skulle beskattes. Dette gælder,
hvis ingen af parterne i transaktionen i henhold til Kommissionens oprindelige
forslag er "etableret" i en deltagende medlemsstat, men handler med
finansielle instrumenter, som er udstedt i den pågældende medlemsstat. Det drejer
sig hovedsageligt om aktier, obligationer og tilsvarende værdipapirer,
pengemarkedsinstrumenter, strukturerede produkter, andelsbeviser og andele i
investeringsinstitutter samt derivater, der handles på organiserede markeder
eller handelsplatforme. Ved udstedelsesprincippet, som desuden også ligger til
grund for visse nationale afgifter i den finansielle sektor, anses
transaktionen for at være tilknyttet den deltagende medlemsstat, hvor
udstederen befinder sig. De personer, der er involveret i sådanne transaktioner,
vil blive betragtet som værende etableret i den pågældende medlemsstat på grund
af denne tilknytning, og de berørte finansielle institutioner vil være
afgiftspligtige i den pågældende stat. Alle de ovennævnte kriterier er underlagt en
generel regel i tilfælde, hvor den afgiftspligtige person kan påvise, at der
ikke er nogen tilknytning mellem transaktionens økonomiske substans og den
deltagende medlemsstat. I sådanne tilfælde betragtes den finansielle
institution eller anden person ikke som værende etableret i en deltagende
medlemsstat. De valgte tilknytningsfaktorer kombineret med
ovennævnte generelle regel sikrer altså, at beskatningen kun kan finde sted,
hvis der findes en tilstrækkelig tilknytning mellem transaktionen og
AFT-jurisdiktionens område. I lighed med den øvrige EU-lovgivning på området
for indirekte skatter er territorialitetsprincipperne fuldt overholdt. 3.3.3. Kapitel III (afgiftens
forfald, beskatningsgrundlag og fælles AFT-satser) Forfaldstidspunktet er defineret som det
tidspunkt, hvor den finansielle transaktion gennemføres. En efterfølgende
annullering har ingen indflydelse på forfaldstidspunktet, undtagen i tilfælde
af fejl. Eftersom transaktioner med derivater er af en
anden karakter og har andre kendetegn end transaktioner med andre finansielle
instrumenter end derivater, skal der opereres med forskellige
beskatningsgrundlag. Ved køb og salg af finansielle instrumenter
(undtagen derivater) fastsættes der normalt en pris eller en anden form for
modydelse. Logisk set bør denne pris eller modydelse udgøre
beskatningsgrundlaget. For ikke at fordreje markedsvilkårene er der imidlertid
behov for særlige regler, når modydelsen er under markedsprisen, eller når
transaktionen finder sted mellem koncernenheder og ikke hører under begreberne
"køb" og "salg". I disse tilfælde svarer det
afgiftspligtige beløb til markedsprisen under normale markedsforhold på det
tidspunkt, hvor afgiften forfalder. Sådanne transaktioner mellem koncernenheder
vil sandsynligvis bestå i overførsler uden modydelse, mens overførsler mod
modydelse svarer til begreberne "køb" og "salg". Ved køb/salg, overførsel, udveksling og
indgåelse af derivataftaler og væsentlige ændringer deraf er
beskatningsgrundlaget for afgiften derivataftalens notionelle beløb på
tidspunktet for køb/salg, overførsel, udveksling eller indgåelse af aftalen,
eller når den pågældende operation ændres væsentligt. Det gør det muligt at
anvende en AFT på derivataftaler på en ukompliceret og nem måde og sikrer
samtidig lave administrative og øvrige omkostninger. Denne tilgang gør det også
vanskeligere at reducere skattebyrden kunstigt ved en kreativ udformning af
derivataftalen, da der ikke vil være noget skattemæssigt incitament til at
indgå en aftale ene og alene på basis af forskelle i priser eller værdier.
Endvidere medfører det beskatning på tidspunktet for køb/salg, overførsel,
udveksling og indgåelse af aftalen eller væsentlige ændringer af den pågældende
operation i stedet for beskatning af cash flows på forskellige tidspunkter i
aftalens løbetid. Den afgiftssats, der skal anvendes i dette tilfælde, skal
være forholdsvis lav for at sikre en rimelig skattebyrde. Det kan være nødvendigt at indføre særlige
bestemmelser i de deltagende medlemsstater for at forhindre skattesvig og
skatteunddragelse, og det foreslås at indføre en generel regel om bekæmpelse af
misbrug (se også punkt 3.3.4). Denne regel kunne for eksempel anvendes i
tilfælde, hvor det notionelle beløb er kunstigt opsplittet: f.eks. kan det
notionelle beløb for en swap være divideret med en arbitrært fastsat stor
faktor og alle betalinger være multipliceret med samme faktor. Dette vil
betyde, at instrumentets cash flows forbliver uændrede, mens
beskatningsgrundlaget mindskes på arbitrær vis. Der er behov for særlige bestemmelser til at
fastsætte beskatningsgrundlaget i forbindelse med transaktioner, hvor det
afgiftspligtige beløb eller dele deraf er udtrykt i en anden valuta end den
afgiftsopkrævende medlemsstats valuta. Transaktioner med derivater og transaktioner
med andre finansielle instrumenter er forskellige i deres natur. Desuden vil
markederne sandsynligvis reagere forskelligt på en AFT på hver af disse to
kategorier. Derfor og for at sikre en stort set jævn beskatning bør der gælde
forskellige satser for disse to kategorier af transaktioner. Satserne bør også tage hensyn til forskelle i
den metode, der benyttes til at bestemme beskatningsgrundlaget. Det foreslås generelt, at mindstesatserne (i
forhold til hvilke de nationale myndigheder har et vist spillerum) fastsættes
på et niveau, der er tilstrækkeligt højt til at sikre, at
harmoniseringsformålet med dette direktiv opfyldes. Samtidig skal satserne være
tilstrækkeligt lave til at minimere risikoen for udflytning. 3.3.4. Kapitel IV (betaling af AFT,
tilknyttede forpligtelser og forebyggelse af unddragelse, undgåelse og misbrug) I dette forslag defineres anvendelsesområdet
for en AFT med henvisning til finansielle transaktioner, hvori en finansiel
institution etableret i den pågældende medlemsstat er part (enten for egen
regning eller for en anden persons regning), eller transaktioner, hvor den
finansielle institution handler på en anden parts vegne og i dennes navn. De
fleste transaktioner på finansmarkederne gennemføres af finansielle
institutioner, og afgiften bør være rettet mod finanssektoren snarere end
borgerne. Derfor bør disse institutioner være pligtige til at betale afgift til
skattemyndighederne i de deltagende medlemsstater, hvor de anses for at være
etableret. Når en finansiel institution handler på vegne af en anden finansiel
institution eller i dennes navn, bør det for at undgå, at afgiften betales i
flere led, kun være sidstnævnte, der skal betale en afgift. Det foreslås ligeledes så vidt muligt at
sikre, at afgiften reelt betales. Ifølge dette forslag bør hver part i en
transaktion derfor, såfremt den skyldige AFT ikke er blevet betalt rettidigt,
hæfte solidarisk for betaling af afgiften. Desuden bør de deltagende
medlemsstater have mulighed for at holde andre personer solidarisk ansvarlige
for betaling af afgiften, herunder i de tilfælde, hvor en part i en transaktion
har hovedsæde uden for de deltagende medlemsstaters område. Forslaget indeholder også bestemmelser om
frister for betaling af AFT til de konti, der fastsættes af de deltagende
medlemsstater. De fleste finansielle transaktioner gennemføres elektronisk. I
disse tilfælde bør AFT betales på selve forfaldstidspunktet. I andre tilfælde
bør afgiften betales inden for en frist, der er tilstrækkelig lang til at
foretage betalingen manuelt, men som ikke giver den pågældende finansielle
institution uberettigede cash flow-fordele. I den henseende kan en frist på tre
arbejdsdage fra forfaldstidspunktet betragtes som passende. De deltagende medlemsstater bør være
forpligtet til at træffe passende foranstaltninger i forbindelse med
registrering, bogføring, indberetning og andre forpligtelser, således at
afgiften opkræves nøjagtigt og rettidigt og reelt betales til
skattemyndighederne. I den forbindelse foreslås det, at Kommissionen beføjes
til at fastsætte de yderligere enkeltheder. Det er nødvendigt for at sikre
harmoniserede foranstaltninger, der nedbringer operatørernes omkostninger, og
eventuelle hurtige tekniske tilpasninger. I den forbindelse bør de deltagende
medlemsstater benytte den eksisterende og kommende EU‑lovgivning om finansielle
markeder, der omfatter indberetnings- og dataopbevaringsforpligtelser i
relation til finansielle transaktioner. Det foreslåede direktiv forpligter også
medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger for at forhindre skattesvig og
skatteunddragelse. Der foreslås bestemmelser i direktivet til at
håndtere spørgsmålet om misbrug, idet det kan undergrave hele den fælles
ordning. Forslaget indeholder derfor en generel regel om bekæmpelse af misbrug,
der tager udgangspunkt i en lignende bestemmelse i Kommissionens henstilling af
6. december 2012 om aggressiv skatteplanlægning[15], samt en bestemmelse, der
tager udgangspunkt i det samme princip, men som særligt er rettet mod
depotbeviser og lignende værdipapirer. For at undgå komplikationer og deraf følgende
unødvendige omkostninger i forbindelse med opkrævning af afgiften på grund af
forskellige opkrævningsmetoder bør de deltagende medlemsstater anvende
ensartede metoder til opkrævning af AFT, i det omfang det er nødvendigt.
Sådanne ensartede metoder vil også bidrage til ligebehandling af alle
skatteyderne. Derfor giver det foreslåede direktiv Kommissionen beføjelse til
at vedtage gennemførelsesforanstaltninger på området. De deltagende medlemsstater kan indføre
nationale (offentligt tilgængelige) registre for AFT‑enhederne, så det gøres
nemmere at forvalte afgiften. I praksis kan medlemsstaterne anvende den
eksisterende kodificering, f.eks. BIC-koder (BIC/ISO 9362) til både finansielle
og ikke-finansielle institutioner, CFI-koder (CFI/ISO 10962) til klassificering
af finansielle instrumenter og MIC-koder (MIC/ISO 10383) til identificering af
de forskellige markeder. Ud over at drøfte fastlæggelsen af ensartede
opkrævningsmetoder i det relevante udvalg kan Kommissionen også, efter at
direktivet er vedtaget, afholde regelmæssige ekspertmøder med de deltagende
medlemsstater for at drøfte dets anvendelse, især med henblik på metoder til at
sikre korrekt betaling af afgiften og betalingskontrol samt spørgsmål
vedrørende forebyggelse af skattemæssig unddragelse, undgåelse og misbrug. Direktivforslaget berører ikke spørgsmålet om
administrativt samarbejde, der allerede er omfattet i eksisterende instrumenter
om bestemmelse og opkrævning af skatter, særlig Rådets direktiv 2011/16/EU af
15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om
ophævelse af direktiv 77/799/EØF[16]
(gældende fra 1. januar 2013) og Rådets direktiv 2010/24/EU af
16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i
forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger[17] (gældende fra 1. januar
2012). Forslaget introducerer hverken nye instrumenter eller begrænser de
eksisterende instrumenters anvendelsesområde. De vil fortsat finde anvendelse
på alle afgifter, der opkræves på vegne af medlemsstaterne[18], og dette gælder både AFT og
alle andre afgifter. Instrumenterne gælder i alle medlemsstater, som bør yde
bistand inden for de respektive rammer og betingelser. OECD's og Europarådets
multilaterale konvention om gensidig administrativ bistand i skattespørgsmål[19] er også relevant i den
forbindelse. Sammen med de principper, der ligger til grund
for afgiften (bredt anvendelsesområde, bredt defineret princip om
etableringssted, ingen undtagelser), giver ovenstående regler mulighed for at
begrænse risikoen for skattemæssig unddragelse, undgåelse og misbrug. 3.3.5. Kapitel V (afsluttende
bestemmelser) Det følger af harmoniseringsformålet med dette
forslag, at de deltagende medlemsstater ikke bør have mulighed for at fastholde
eller indføre andre former for afgifter på finansielle transaktioner, som
defineret i dette forslag, end den omhandlede AFT og moms. For så vidt angår
moms bør den valgfrihed med hensyn til beskatning, der er fastsat i artikel
137, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006
om det fælles merværdiafgiftssystem[20]
fortsat gælde. Andre skatter og afgifter som f.eks. dem, der beregnes af
forsikringspræmier, er selvfølgelig af en anden karakter, og det samme gælder
registreringsgebyrer på finansielle transaktioner, når de udgør en reel
tilbagebetaling af omkostninger eller en modydelse for modtagne
tjenesteydelser. Sådanne skatter og afgifter berøres derfor ikke af dette
forslag. Det foreslås, at de deltagende medlemsstater
skal meddele Kommissionen teksten til de bestemmelser, der omsætter det
foreslåede direktiv i deres nationale lovgivning. I den forbindelse foreslås
der ingen bestemmelser om skriftlige redegørelser i betragtning af det
begrænsede antal artikler i forslaget og medlemsstaternes deraf følgende
forpligtelser. 4. VIRKNINGER FOR BUDGETTET Afhængigt af markedernes reaktion peger et
foreløbigt skøn på, at afgiften ville have givet årlige indtægter på mellem 30
og 35 mia. EUR i de deltagende medlemsstater som helhed, hvis det
oprindelige forslag rettet til EU27 havde fundet anvendelse på EU11. Når der
tages højde for nettovirkningerne af de ændringer, der er foretaget i forhold
til det oprindelige forslag, nemlig at udstedelser af andelsbeviser og aktier
fra investeringsinstitutter (UCITS og AIF) ikke længere betragtes som en
transaktion på det primære marked, og at de oprindelige foranstaltninger til at
begrænse udflytning gennem hjemstedsprincippet er blevet styrket ved at
supplere dem med elementer af udstedelsesprincippet, anslås det foreløbigt, at
indtægterne fra afgiften kan ligge i størrelsesorden 31 mia. EUR om året. Kommissionens forslag til Rådets afgørelse om
ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter af 29. juni 2011[21] som ændret den 9. november
2011[22]
fastsatte, at nogle af indtægterne hidrørende fra AFT'en kunne anvendes som
egen indtægt for EU-budgettet. BNI-indtægten fra de deltagende
medlemsstater vil blive reduceret tilsvarende. Det Europæiske Råd opfordrede på mødet den
7.-8. februar 2013 de deltagende medlemsstater til at undersøge, om afgiften på
finansielle transaktioner kan danne grundlaget for en egen indtægt for EU‑budgettet 2013/0045 (CNS) Forslag til RÅDETS DIREKTIV om gennemførelse af forstærket samarbejde på
området for afgift på finansielle transaktioner RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 113, under henvisning til Rådets afgørelse
2013/52/EU af 22. januar 2013 om bemyndigelse til forstærket samarbejde på
området for afgift på finansielle transaktioner[23], under henvisning til forslag fra
Europa-Kommissionen, efter fremsendelse af udkast til
lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter, under henvisning til udtalelse fra
Europa-Parlamentet[24],
under henvisning til udtalelse fra Det
Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[25],
efter en særlig lovgivningsprocedure og ud fra følgende betragtninger: (1) I 2011 noterede Kommissionen
sig en vedvarende debat på alle niveauer vedrørende yderligere beskatning af
den finansielle sektor. Denne debat udspringer af ønsket om at sikre, at den
finansielle sektor yder et rimeligt og væsentligt bidrag til dækning af
omkostningerne i forbindelse med krisen og fremover beskatningsmæssigt
behandles på en rimelig måde i forhold til andre sektorer, at fjerne de finansielle
institutioners incitament til at løbe for store risici, at supplere de
lovgivningsmæssige foranstaltninger, der skal forhindre kriser i fremtiden, og
at generere supplerende indtægter til de offentlige budgetter eller til
bestemte politiske tiltag. (2) Ved afgørelse 2013/52/EU gav
Rådet Belgien, Tyskland, Estland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien,
Østrig, Portugal, Slovenien og Slovakiet (i det følgende benævnt "de
deltagende medlemsstater") bemyndigelse til forstærket samarbejde på området
for afgift på finansielle transaktioner ("AFT"). (3) For at forhindre, at de
deltagende medlemsstater ensidigt træffer foranstaltninger, der fordrejer
markedsvilkårene, og med henvisning til, at de fleste af de pågældende
finansielle transaktioner er særdeles mobile, er det således vigtigt for et
mere velfungerende indre marked, at de grundlæggende kendetegn ved en afgift på
finansielle transaktioner i de deltagende medlemsstater harmoniseres på
EU-plan. Derved bør det være muligt at undgå incitamenter til skattearbitrage
mellem de deltagende medlemsstater og allokeringsforvridninger mellem deres
finansielle markeder samt muligheder for dobbeltbeskatning eller nulbeskatning. (4) For at det indre marked kan
blive mere velfungerende, og navnlig for at undgå forvridninger mellem de
deltagende medlemsstater, bør en AFT finde anvendelse på et bredt udvalg af
finansielle institutioner og transaktioner og på handel med en bred vifte af
finansielle instrumenter, herunder strukturerede produkter, både på
organiserede markeder og OTC‑markeder, samt på alle derivataftaler og
væsentlige ændringer af de pågældende operationer. (5) I princippet er hver aftale
om overførsel af et eller flere finansielle instrumenter forbundet med en
transaktion, som i kraft af denne overførsel på sin side bør være omfattet af
en AFT. Eftersom en udveksling af finansielle instrumenter giver anledning til
to overførsler af denne art, bør en sådan udveksling for at undgå
skatteunddragelse anses for at give anledning til to transaktioner. Ved genkøbsaftaler
og omvendte genkøbsaftaler samt aftaler om udlån og indlån af værdipapirer
stilles et finansielt instrument til rådighed for en given person i en bestemt
periode. Alle sådanne aftaler samt væsentlige ændringer deraf bør derfor anses
for kun at give anledning til én transaktion. (6) For at sikre, at de
finansielle markeder og den offentlige gældsforvaltning fortsat fungerer på
effektiv og gennemsigtig vis, er det nødvendigt at udelukke visse enheder fra
afgiftens anvendelsesområde, i det omfang de varetager funktioner, der ikke
betragtes som en handelsaktivitet i sig selv, men som snarere fremmer handel
eller beskytter forvaltningen af den offentlige gæld. De enheder, der specifikt
udelukkes på grund af deres centrale rolle i de finansielle markeders funktion
eller i forvaltningen af den offentlige gæld, bør dog underkastes de regler,
der sikrer korrekt betaling af afgiften til skattemyndighederne og
betalingskontrol. (7) Indførelsen af AFT bør ikke
have negative følger for staternes og de finansielle institutioners muligheder
for refinansiering eller for pengepolitikken generelt. Derfor bør transaktioner
med Den Europæiske Centralbank, den europæiske finansielle
stabilitetsfacilitet, den europæiske stabilitetsmekanisme, Den Europæiske
Union, når den varetager funktioner i forbindelse med forvaltningen af sine
aktiver, betalingsbalancelån og lignende, samt med medlemsstaternes
centralbanker ikke være omfattet af en AFT. (8) Med undtagelse af indgåelse
eller væsentlige ændringer af derivataftaler bør den handel, der finder sted på
primærmarkederne, og transaktioner, der er relevante for borgere og
virksomheder, f.eks. indgåelse af forsikringsaftaler, optagelse af
realkreditlån, forbrugerkreditter eller betalingstjenester, ikke være omfattet
af en AFT, således at virksomhederne og regeringerne ikke hindres i at rejse
kapital, og husholdningerne ikke berøres. (9) Bestemmelserne i Rådets
direktiv 2008/7/EF af 12. februar 2008 om kapitaltilførselsafgifter[26] finder fortsat fuld
anvendelse. Artikel 5, stk. 1, litra e), og artikel 5, stk. 2, i nævnte
direktiv er relevante for det område, der er omfattet af nærværende direktiv,
og forbyder alle former for afgifter på de transaktioner, der er anført i
bestemmelserne, jf. dog artikel 6, stk. 1, litra a), i direktivet.
Transaktioner, for hvilke direktiv 2008/7/EF forbyder eller vil kunne forbyde
indførelsen af afgifter, bør derfor ikke være omfattet af en AFT. Uanset i
hvilket omfang direktiv 2008/7/EF forbyder beskatning af udstedelse af aktier
og andelsbeviser i investeringsinstitutter, kræver hensynet til
afgiftsneutralitet, at alle udstedelser fra disse instanser behandles ens.
Indløsning af disse aktier og andelsbeviser udgør imidlertid ikke en
transaktion på det primære marked og bør derfor være afgiftspligtig. (10) Reglerne vedrørende afgiftens
forfald og beskatningsgrundlag bør harmoniseres for at undgå fordrejninger på
det indre marked. (11) Forfaldstidspunktet bør ikke
udskydes unødigt og bør falde sammen med tidspunktet for gennemførelsen af den
finansielle transaktion. (12) For at beskatningsgrundlaget
kan fastlægges så nemt som muligt, således at virksomhedernes og
skattemyndighedernes omkostninger begrænses, bør der i forbindelse med
finansielle transaktioner, der ikke har relation til derivataftaler, normalt
refereres til den modydelse, der er indrømmet som led i transaktionen. Hvis der
ikke er indrømmet nogen modydelse, eller hvis modydelsen er lavere end
markedsprisen, bør der refereres til markedsprisen som en rimelig afspejling af
transaktionens værdi. Ved køb/salg, overførsel, udveksling og indgåelse af
derivataftaler eller ved væsentlige ændringer af disse operationer bør det
ligeledes for at lette beregningen være den notionelle værdi, der er anført i
kontrakten, der benyttes. (13) For at sikre ligebehandling
bør der anvendes én enkelt afgiftssats inden for hver kategori af
transaktioner, dvs. handel med finansielle instrumenter og væsentlige ændringer
af de pågældende operationer på den ene side og køb/salg, overførsel,
udveksling og indgåelse af derivataftaler og væsentlige ændringer af disse
operationer på den anden side. (14) For at koncentrere
beskatningen på selve finanssektoren snarere end på borgerne, og da langt de
fleste transaktioner på de finansielle markeder gennemføres af finansielle institutioner,
bør afgiften pålægges disse institutioner, hvad enten de handler i eget navn
eller på vegne af en anden person i dennes navn, for egen regning eller for
andre personers regning. (15) Da finansielle transaktioner
er kendetegnet ved en høj grad af mobilitet, bør en AFT anvendes på basis af
hjemstedsprincippet for at begrænse risikoen for skatteundgåelse. For at
mindske risikoen for udflytning af transaktioner yderligere bør dette princip
suppleres med elementer af udstedelsesprincippet, mens der dog for at lette
anvendelsen stadig henvises til udtrykket "etablering". Således bør
personer, der er involveret i transaktioner med visse finansielle instrumenter
anses for at være etableret i den deltagende medlemsstat, hvor instrumentet er
udstedt. (16) Afgiftens mindstesatser bør
være tilstrækkeligt høje til at opfylde harmoniseringsmålsætningen for en
fælles AFT. Samtidig bør de være tilstrækkeligt lave til at minimere risikoen
for udflytning. (17) Det bør undgås, at de
forskellige parter i en enkelt transaktion beskattes mere end én gang. Når en
finansiel institution handler i en anden finansiel institutions navn eller på
dennes vegne, bør det derfor udelukkende være sidstnævnte finansielle
institution, der skal betale afgiften. (18) De deltagende medlemsstater
bør være forpligtet til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre,
at afgiften opkræves korrekt og rettidigt. (19) De deltagende medlemsstater
bør træffe passende foranstaltninger for at forhindre skattesvig og
skatteunddragelse. (20) For at forhindre
skatteundgåelse og misbrug gennem kunstige ordninger er det nødvendigt at
indføre en generel regel om bekæmpelse af misbrug. Endvidere bør der med
udgangspunkt i samme princip indføres en regel med henblik på at løse de
særlige problemer i forbindelse med depotbeviser og lignende værdipapirer. (21) For at gøre det muligt at
fastsætte nærmere regler på visse tekniske områder vedrørende forpligtelser til
registrering, bogføring og indberetning og andre forpligtelser, der skal sikre,
at den skyldige AFT reelt betales til skattemyndighederne, og for at sikre at
disse regler tilpasses rettidigt efter behov, bør Kommissionen i medfør af
artikel 290 i traktaten og Den Europæiske Unions funktionsmåde tillægges
beføjelse til at vedtage retsakter med henblik på at specificere de nødvendige
foranstaltninger i den forbindelse. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen
gennemfører relevante høringer under det forberedende arbejde, bl.a. på
ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med udarbejdelsen af delegerede
retsakter sørge for rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante
dokumenter til Rådet. (22) For at sikre en ensartet
gennemførelse af dette direktiv i forbindelse med afgiftsopkrævningen i de
deltagende medlemsstater bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser.
Disse beføjelser bør udøves i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og
principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse
af gennemførelsesbeføjelser[27]. (23) Eftersom markedsoperatørerne
har behov for en vis tid til at tilpasse sig de nye regler, bør der fastsættes
et passende tidsrum mellem vedtagelsen af de nationale regler, der er
nødvendige for at efterkomme dette direktiv, og anvendelsen af disse regler. (24) Eftersom formålet med dette
direktiv, nemlig harmonisering af de vigtigste aspekter af en AFT i de
deltagende medlemsstater på EU-plan, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af
disse medlemsstater og derfor på grund af ønsket om at sikre et velfungerende
indre marked bedre kan nås på EU-plan, kan EU træffe foranstaltninger i
overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den
Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf.
nævnte artikel, går dette direktivet ikke videre, end hvad der er nødvendigt
for at nå dette mål — VEDTAGET DETTE DIREKTIV: Kapitel I
Genstand og anvendelsesområde Artikel 1
Genstand 1. Dette direktiv gennemfører
det forstærkede samarbejde, der er bemyndiget ved afgørelse 2013/52/EU, og
fastsætter bestemmelser om en harmoniseret afgift på finansielle transaktioner
("AFT"). 2. De deltagende medlemsstater
opkræver AFT i overensstemmelse med dette direktiv. Artikel 2
Definitioner 1. I dette direktiv forstås ved: (1)
"deltagende medlemsstat": en medlemsstat,
der på det tidspunkt, hvor AFT forfalder i henhold til dette direktiv, deltager
i det forstærkede samarbejde på området for AFT i henhold til afgørelse
2013/52/EU eller i henhold til en afgørelse truffet i overensstemmelse med
artikel 331, stk. 1, andet og tredje afsnit, i TEUF (2)
"finansiel transaktion": en af følgende: (a)
køb og salg af et finansielt instrument før netting
og afregning (b)
overførsel mellem enheder i en koncern af retten
til at råde over et finansielt instrument som ejer og enhver anden tilsvarende
operation, der indebærer overførsel af risikoen forbundet med det finansielle
instrument, i andre tilfælde end dem, der er omhandlet i litra a) (c)
indgåelse af derivataftaler før netting og
afregning (d)
udveksling af finansielle instrumenter (e)
genkøbsaftaler, omvendte genkøbsaftaler, aftaler om
udlån og indlån af værdipapirer (3)
"finansielle instrumenter": finansielle
instrumenter som defineret i afsnit C i bilag I til Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2004/39/EF[28]
samt strukturerede produkter (4)
"derivataftale": et finansielt instrument
som defineret i afsnit C, punkt 4-10, i bilag I til direktiv 2004/39/EF
som gennemført ved artikel 38 og 39 i Kommissionens forordning (EF)
nr. 1287/2006[29] (5)
"genkøbsaftale" eller "omvendt
genkøbsaftale": en aftale som defineret i artikel 3, stk. 1, litra m), i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/49/EF[30] (6)
"aftale om udlån af værdipapirer" og
"aftale om indlån af værdipapirer": en aftale som omhandlet i artikel
3 i direktiv 2006/49/EF (7)
"struktureret produkt": omsættelige
værdipapirer eller andre finansielle instrumenter, der udbydes gennem
securitisation som omhandlet i artikel 4, nr. 36), i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2006/48/EF[31]
eller tilsvarende transaktioner, der involverer overførsel af andre risici end
kreditrisici (8)
"finansiel institution": en af følgende: (a)
et investeringsselskab som defineret i artikel 4,
stk. 1, nr. 1), i direktiv 2004/39/EF (b)
et reguleret marked som defineret i artikel 4, stk.
1, nr. 14), i direktiv 2004/39/EF og alle andre organiserede handelspladser
eller -platforme (c)
et kreditinstitut som defineret i artikel 4,
nr. 1), i direktiv 2006/48/EF (d)
et forsikrings- eller genforsikringsselskab som
defineret i artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF[32] (e)
et institut for kollektiv investering i
værdipapirer (investeringsinstitut) som defineret i artikel 1, stk. 2, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF[33] og et administrationsselskab
som defineret i artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2009/65/EF (f)
en pensionsfond eller en arbejdsmarkedsrelateret
pensionskasse som defineret i artikel 6, litra a), i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2003/41/EF[34],
en investeringsadministrator i en sådan fond eller pensionskasse (g)
en alternativ investeringsfond (AIF) og en
forvalter af en eller flere alternative investeringsfonde (FAIF) som defineret
i artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU[35] (h)
en securitisationsenhed med særligt formål som
defineret i artikel 4, nr. 44), i direktiv 2006/48/EF (i)
et "special purpose vehicle" som
defineret i artikel 13, nr. 26), i direktiv 2009/138/EF (j)
enhver anden virksomhed, institution, organ eller
person, der udfører en eller flere af følgende aktiviteter, og for hvilken den
årlige gennemsnitsværdi af dens finansielle transaktioner udgør mere end
50 % af dens samlede gennemsnitlige årlige nettoomsætning, som omhandlet i
artikel 28 i Rådets direktiv 78/660/EØF[36]:
i) de
aktiviteter, der er anført i punkt 1, 2, 3 og 6 i bilag 1 til direktiv
2006/48/EF ii) handel med
alle typer finansielle instrumenter for egen regning eller for kundens regning
og i dennes navn iii) erhvervelse
af kapitalandele i virksomheder iv) deltagelse i
eller udstedelse af finansielle instrumenter v) levering af
tjenesteydelser forbundet med de i nr. iv) nævnte aktiviteter (9)
"central modpart (CCP)": en CCP som
defineret i artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 648/2012[37] (10)
"netting": netting som defineret i
artikel 2, litra k), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF[38] (11)
"et finansielt instrument som omhandlet i
afsnit C i bilag I til direktiv 2004/39/EF og strukturerede produkter udstedt
på en deltagende medlemsstats område": et finansielt instrument, der er
udstedt af en person, der har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis der er
tale om en fysisk person, har bopæl eller, hvis der ikke kan fastslås en bopæl,
dennes sædvanlige opholdssted i den pågældende stat (12)
"notionelt beløb": det underliggende
nominelle eller pålydende beløb, der benyttes til beregning af betalinger
forbundet med en given derivataftale. 2. Hver af de operationer, der
er omhandlet i stk. 1, nr. 2), litra a), b), c) og e), anses for at give
anledning til én enkelt finansiel transaktion. Hver udveksling som omhandlet i
stk. 1, nr. 2), litra d), anses for at give anledning til to finansielle
transaktioner. Hver væsentlig ændring af en operation som omhandlet i stk. 1,
nr. 2), litra a) til e), anses som en ny operation af samme art som den
oprindelige operation. En ændring betragtes navnlig som væsentlig, hvis den
indebærer en udskiftning af mindst én part, hvis operationens genstand eller
omfang, herunder dens tidsmæssige omfang, eller den aftalte modydelse ændres,
eller hvis den oprindelige operation ville have givet anledning til en højere
afgift, såfremt den oprindeligt var blevet gennemført i sin ændrede form. 3. I forbindelse med stk. 1, nr.
8), litra j): (a)
beregnes den gennemsnitlige årlige værdi, der er
omhandlet i nævnte nummer, enten på basis af de tre foregående kalenderår
eller, hvis den foregående aktivitet har været af en kortere varighed, på basis
af den pågældende periode (b)
udgør værdien af hver enkelt transaktion som
omhandlet i artikel 6 beskatningsgrundlaget, som defineret i nævnte artikel (c)
udgør værdien af hver enkelt transaktion som
omhandlet i artikel 7 10 % af beskatningsgrundlaget, som defineret i
nævnte artikel (d)
hvis de finansielle transaktioners gennemsnitlige
årlige værdi i to på hinanden følgende kalenderår ikke overstiger 50 % af
den samlede gennemsnitlige årlige nettoomsætning som defineret i artikel 28 i
direktiv 78/660/EØF, har den pågældende virksomhed, institution, organ eller
person ret til efter anmodning ikke at blive betragtet eller ikke længere at
blive betragtet som en finansiel institution. Kapitel II
Anvendelsesområde for den fælles AFT-ordning Artikel 3
Anvendelsesområde 1. Dette direktiv finder
anvendelse på alle finansielle transaktioner, forudsat at mindst en af parterne
i transaktionen er etableret i en deltagende medlemsstat, og at en finansiel
institution, der er etableret på den pågældende deltagende medlemsstats område,
er part i transaktionen, enten for egen regning eller for en anden persons
regning, eller handler på vegne af en af transaktionens parter. 2. Med undtagelse af artikel 10,
stk. 3 og 4, og artikel 11, stk. 1 til 4, finder dette direktiv ikke anvendelse
på følgende enheder: (a)
centrale modparter (CCP), når disse udøver funktion
som en CCP (b)
værdipapircentraler og internationale
værdipapircentraler, når disse udøver funktion som værdipapircentraler eller
internationale værdipapircentraler (c)
medlemsstaterne, herunder offentlige organer, der
har til opgave at forvalte den offentlige gæld, når de udøver denne funktion. 3. Når en enhed ikke er
afgiftspligtig i henhold til stk. 2, udelukker dette ikke, at enhedens modpart
er afgiftspligtig. 4. Dette direktiv finder ikke
anvendelse på følgende transaktioner: (a)
transaktioner på det primære marked som omhandlet i
artikel 5, litra c), i forordning (EF) nr. 1287/2006, herunder underwriting og
den efterfølgende tilrådighedsstillelse af finansielle instrumenter i
forbindelse med deres udstedelse (b)
transaktioner med medlemsstaternes centralbanker (c)
transaktioner med Den Europæiske Centralbank (d)
transaktioner med den europæiske finansielle
stabilitetsfacilitet og den europæiske stabilitetsmekanisme, transaktioner med
Den Europæiske Union i forbindelse med finansiel bistand i henhold til artikel
143 i TEUF og finansiel bistand i henhold til artikel 122, stk. 2, i TEUF, samt
transaktioner med Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab i
forbindelse med forvaltningen af deres aktiver (e)
uanset litra c) og d), transaktioner med Den
Europæiske Union, Det Europæiske Atomenergifællesskab, Den Europæiske
Investeringsbank og de organer, som er oprettet af Den Europæiske Union eller
Det Europæiske Atomenergifællesskab, og som er omfattet af protokollen
vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, inden for de
grænser og på de vilkår, der er fastsat i nævnte protokol og i aftalerne om
dens gennemførelse eller aftalerne om hjemsted (f)
transaktioner med andre internationale
organisationer eller organer end de i litra c), d), og e) nævnte, som er
anerkendt som sådanne af de offentlige myndigheder i værtsstaten, inden for de
grænser og på de vilkår, der er fastsat i de internationale konventioner om
etablering af disse organisationer eller organer eller i aftaler vedrørende
hovedsæde (g)
transaktioner, der gennemføres som led i
omstruktureringsdispositioner, jf. artikel 4 i Rådets direktiv 2008/7/EF[39]. Artikel 4
Etableringssted 1. I forbindelse med dette
direktiv anses en finansiel institution for at være etableret på en deltagende
medlemsstats område, når en af følgende betingelser er opfyldt: (a)
den er godkendt af den pågældende medlemsstats
myndigheder til at handle som sådan for så vidt angår de transaktioner, der er
omfattet af godkendelsen (b)
den er godkendt eller har på anden måde ret til at
operere fra udlandet som finansiel institution med hensyn til den pågældende
medlemsstats område, for så vidt angår de transaktioner, der er omfattet af den
pågældende godkendelse eller ret (c)
den har sit vedtægtsmæssige hjemsted i den
pågældende medlemsstat (d)
den har sin bopæl eller, hvis der ikke kan fastslås
en bopæl, sit sædvanlige opholdssted i den pågældende medlemsstat (e)
den har en filial i den pågældende medlemsstat, for
så vidt angår denne filials transaktioner (f)
den er, enten for egen regning eller for en anden
persons regning, part i en finansiel transaktion med en anden finansiel
institution, der er etableret i den pågældende medlemsstat i medfør af litra
a), b), c) d), eller e), eller med en part, der er etableret på denne
medlemsstats område, men som ikke er en finansiel institution, eller den
handler på vegne af en part i en sådan transaktion (g)
den er, enten for egen regning eller for en anden
persons regning, part i en finansiel transaktion med et struktureret produkt
eller et af de finansielle instrumenter, som er omhandlet i afsnit C i bilag I
til direktiv 2004/39/EF, der er udstedt i den pågældende medlemsstats område,
med undtagelse af de instrumenter, der er omhandlet i punkt 4) til 10) i nævnte
afsnit, som ikke handles på en organiseret platform, eller den handler på vegne
af en part i en sådan transaktion. 2. En person, der ikke er en
finansiel institution, anses for at være etableret i en deltagende medlemsstat,
hvis en af følgende betingelser er opfyldt: (a)
personens vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis der
er tale om en fysisk person, vedkommendes bopæl eller, hvis der ikke kan
fastslås en bopæl, vedkommendes sædvanlige opholdssted, er beliggende i denne
stat (b)
den har en filial i den pågældende medlemsstat, for
så vidt angår denne filials finansielle transaktioner (c)
den er part i en finansiel transaktion med et
struktureret produkt eller et af de finansielle instrumenter, der er omhandlet
i afsnit C i bilag I til direktiv 2004/39/EF, der er udstedt i den pågældende
medlemsstats område, med undtagelse af de instrumenter, der er omhandlet i
punkt 4) til 10), i nævnte afsnit, som ikke handles på en organiseret platform. 3. Uanset stk. 1 og 2 anses en
finansiel institution eller en person, der ikke er en finansiel institution,
ikke for at være etableret, jf. nævnte stykker, hvis den person, der er
betalingspligtig for AFT, godtgør, at der ikke er nogen tilknytning mellem
transaktionens økonomiske substans og den deltagende medlemsstat. 4. Hvis mere end én af
betingelserne i henholdsvis stk. 1 og 2 er opfyldt, er det den første af de
opfyldte betingelser, der er bestemmende for, hvilken deltagende medlemsstat
der betragtes som etableringssted. Kapitel III
Afgiftens forfald, beskatningsgrundlag og fælles AFT-satser Artikel 5
Afgiftens forfald 1. AFT på enhver finansiel
transaktion forfalder på det tidspunkt, hvor transaktionen gennemføres. 2. En efterfølgende annullering
eller korrektion af en finansiel transaktion har ingen indflydelse på afgiftens
forfald, undtagen i tilfælde af fejl. Artikel 6
Beskatningsgrundlag for AFT i forbindelse med finansielle transaktioner uden
relation til derivataftaler 1. I tilfælde af andre
finansielle transaktioner end dem, der er nævnt i artikel 2, stk. 1, nr. 2),
litra c), og for derivataftaler i artikel 2, stk. 1, nr. 2), litra a), b) og
d), består beskatningsgrundlaget af summen af alle de elementer, der udgør den
betalte eller skyldige modydelse fra modparten eller en tredjepart til gengæld
for overførslen. 2. Uanset stk. 1 består
beskatningsgrundlaget i de tilfælde, der er nævnt i nævnte stykke, af
markedsprisen som beregnet på forfaldstidspunktet for AFT: a) når modydelsen er lavere end
markedsprisen b) i de tilfælde, der er omhandlet i artikel
2, stk. 1, nr. 2, litra b). 3. I forbindelse med stk. 2 er
markedsprisen det fulde beløb, der ville være blevet betalt som modydelse for
det pågældende finansielle instrument i en transaktion under normale
konkurrencevilkår. Artikel 7
Beskatningsgrundlag i forbindelse med finansielle transaktioner i relation til
derivataftaler I tilfælde af finansielle transaktioner, der
er omhandlet i artikel 2, stk. 1, nr. 2), litra c), og for derivataftaler i
artikel 2, stk. 1, nr. 2), litra a), b) og d), består beskatningsgrundlaget for
AFT af det notionelle beløb, der er anført i derivataftalen, på tidspunktet for
den finansielle transaktion. Når der forekommer mere end et notionelt
beløb, benyttes det højeste til bestemmelse af beskatningsgrundlaget. Artikel 8
Fælles bestemmelser vedrørende beskatningsgrundlaget I forbindelse med artikel 6 og 7 gælder, at
når den værdi, der skal benyttes til at bestemme beskatningsgrundlaget, helt
eller delvis er udtrykt i en anden valuta end den afgiftsopkrævende
medlemsstats valuta, anvendes den på AFT-forfaldstidspunktet senest noterede
salgskurs på det mest repræsentative valutamarked i den berørte medlemsstat
eller en valutakurs fastsat med reference til dette marked i overensstemmelse
med den pågældende medlemsstats regler. Artikel 9
Afgiftssatsernes anvendelse, struktur og niveau 1. De deltagende medlemsstater
anvender de AFT-satser, der er gældende på det tidspunkt, hvor afgiften
forfalder. 2. Satserne fastsættes af hver
deltagende medlemsstat som en procentdel af beskatningsgrundlaget. Disse satser skal mindst udgøre: (a)
0,1 % for så vidt angår de finansielle
transaktioner, der er omhandlet i artikel 6 (b)
0,01 % for så vidt angår de finansielle
transaktioner, der er omhandlet i artikel 7. 3. De deltagende medlemsstater
anvender den samme sats på alle finansielle transaktioner, der hører under
samme kategori, jf. stk. 2, litra a) og b). Kapitel IV
Betaling af AFT, tilknyttede forpligtelser og forebyggelse af unddragelse,
undgåelse og misbrug Artikel 10
Personer, der er betalingspligtige for AFT over for skattemyndighederne 1. For hver finansiel
transaktion betales en AFT af enhver finansiel institution, der opfylder en af
følgende betingelser: (a)
den er part i transaktionen, enten for egen regning
eller for en anden persons regning (b)
den handler på vegne af en part i transaktionen, (c)
transaktionen er blevet gennemført for dens
regning. Afgiften betales til skattemyndighederne i den
deltagende medlemsstat, hvor den pågældende institution anses for at være
etableret. 2. Når en finansiel institution
handler på vegne af en anden finansiel institution eller for dennes regning, er
det kun sidstnævnte, der er betalingspligtig for AFT. 3. Hvis den skyldige afgift ikke
er betalt inden for den frist, der er fastsat i artikel 11, stk. 5, hæfter hver
part i en transaktion, herunder andre personer end finansielle institutter,
solidarisk for betalingen af den afgift, som en finansiel institution skal
erlægge for denne transaktion. 4. De deltagende medlemsstater
kan bestemme, at en anden person end de personer, der er betalingspligtige for
afgiften i henhold til stk. 1, 2, og 3, hæfter solidarisk for betalingen af
afgiften. Artikel 11
Bestemmelser vedrørende frister for betaling af AFT, forpligtelser beregnet til
at sikre betaling og betalingskontrol 1. De deltagende medlemsstater
fastsætter forpligtelser med hensyn til registrering, bogføring og indberetning
samt andre forpligtelser, der tjener til at sikre, at afgiften reelt betales
til skattemyndighederne. 2. Kommissionen kan i
overensstemmelse med artikel 16 vedtage delegerede retsakter om de
foranstaltninger, de deltagende medlemsstater skal træffe i medfør af stk. 1. 3. De deltagende medlemsstater
træffer foranstaltninger til at sikre, at enhver person, der er pligtig til at
betale AFT, forelægger skattemyndigheden en erklæring med alle de oplysninger,
der er nødvendige for beregningen af den AFT, der er forfaldet til betaling i
løbet af en periode på en måned, inkl. den samlede værdi af de transaktioner,
der beskattes med de forskellige satser.
AFT-erklæringen afleveres senest på tiendedagen i den måned, der følger efter
den måned, hvor AFT forfaldt til betaling. 4. De deltagende medlemsstater
sikrer, at de finansielle institutioner i mindst fem år opbevarer de relevante
data om alle de finansielle transaktioner, de har foretaget, enten i eget navn
eller på vegne af en anden person, for egen regning eller for en anden persons
regning, og stiller dem til rådig for skattemyndigheden.
Ved fastsættelsen af denne forpligtelse skal der, når det er relevant, tages
højde for de forpligtelser, der allerede er pålagt de finansielle institutioner
med henblik på artikel 25, stk. 2, i direktiv 2004/39/EF. 5. De deltagende medlemsstater
sikrer, at enhver skyldig AFT indbetales til de konti, de har fastsat, på
følgende tidspunkter: (a)
på det tidspunkt, hvor afgiften forfalder til
betaling, når transaktionen gennemføres elektronisk (b)
inden for tre arbejdsdage fra afgiftens
forfaldstidspunkt i alle andre tilfælde. Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter
om ensartede metoder til opkrævning af skyldig AFT. Disse
gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i
artikel 18, stk. 2. 6. De deltagende medlemsstater
sikrer, at skattemyndighederne kontrollerer, at afgiften er betalt korrekt. Artikel 12
Forebyggelse af svig og unddragelse De deltagende medlemsstater træffer
foranstaltninger til at forebygge skattesvig og skatteunddragelse. Artikel 13
Generel regel om bekæmpelse af misbrug 1. Der skal ses bort fra et
kunstigt arrangement eller en kunstig serie arrangementer, som er tilrettelagt
med det hovedformål at undgå beskatning, og som medfører en skattefordel. De
deltagende medlemsstater behandler skattemæssigt disse arrangementer i forhold
til deres økonomiske substans. 2. I forbindelse med stk. 1
forstås ved arrangement enhver transaktion, plan, handling, operation, aftale,
tildeling, forståelse, løfte, tilsagn eller begivenhed. Et arrangement kan
omfatte flere trin eller dele. 3. I forbindelse med stk. 1
forstås ved kunstig et arrangement eller en serie arrangementer, som er uden
reelt forretningsmæssigt indhold. Ved fastlæggelsen af, hvorvidt et arrangement
eller en serie arrangementer er kunstige, overvejer de deltagende medlemsstater
især, om de involverer en eller flere af følgende situationer: (a)
den juridiske karakter af de enkelte trin, som
arrangementet består af, er uden sammenhæng med den juridiske substans i
arrangementet som helhed (b)
arrangementet eller serien af arrangementer udføres
på en måde, som ville være usædvanlig i en forretningspraksis, der kan anses
for fornuftig (c)
arrangementet eller serien af arrangementer
omfatter elementer, der udligner eller ophæver hinanden (d)
de gennemførte transaktioner er af cirkulær art (e)
arrangementet eller serien af arrangementer
resulterer i en betydelig skattefordel, men dette afspejles ikke i
skatteyderens forretningsrisici eller cash flows. 4. I forbindelse med stk. 1
anses formålet med et arrangement eller en serie arrangementer for at være at
undgå beskatning, hvis arrangementet eller arrangementerne hindrer de
skatteregler, der ellers ville gælde, i at finde anvendelse i overensstemmelse
med deres hensigt, formål og ånd, og det uanset skatteyderens subjektive
hensigter. 5. I forbindelse med stk. 1 anses
et givet formål for at være hovedformålet, hvis andre formål, som arrangementet
eller serien af arrangementer tilskrives eller kunne tilskrives, forekommer
ubetydelige, alle omstændigheder i sagen taget i betragtning. 6. Når de deltagende
medlemsstater skal afgøre, om et arrangement eller en serie arrangementer har
medført en skattefordel, jf. stk. 1, bør de sammenligne det beløb, en
skatteyder skal betale i skat med reference til de pågældende arrangementer,
med det beløb, som den samme skatteyder skulle betale i skat under de samme
omstændigheder uden disse arrangementer. Artikel 14
Misbrug i forbindelse med depotbeviser og lignende værdipapirer 1. Et depotbevis eller et
lignende værdipapir, der er udstedt med det hovedformål at undgå en afgift på
de transaktioner, der ligger til grund for et værdipapir, der er udstedt i den
deltagende medlemsstat, anses for at være udstedt i den pågældende deltagende
medlemsstat, hvis det ellers ville medføre skattefordele, jf. dog artikel 13. 2. I forbindelse med stk. 1
finder stk. 4, 5 og 6 i artikel 13 anvendelse. 3. Ved anvendelse af stk. 1 skal
der tages hensyn til, i hvilket omfang handel med depotbeviser eller lignende
værdipapirer har erstattet handel med det underliggende værdipapir. Hvis der i
betydeligt omfang er sket en sådan erstatning, skal den person, der er pligtig
for betaling af AFT, påvise, at det pågældende depotbevis eller lignende
værdipapir ikke er udstedt med det hovedformål at undgå en afgift på
transaktioner med det underliggende værdipapir. Kapitel V
Afsluttende bestemmelser Artikel 15
Andre afgifter på finansielle transaktioner De deltagende medlemsstater undlader at
fastholde eller indføre andre afgifter på finansielle transaktioner end AFT'en
som fastsat i dette direktiv eller merværdiafgift som fastsat i Rådets direktiv
2006/112/EF[40]. Artikel 16
Udøvelse af delegerede beføjelser 1. Beføjelsen til at vedtage
delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte
betingelser. 2. Beføjelsen til at vedtage
delegerede retsakter, jf. artikel 11, stk. 2, tillægges Kommissionen for en
ubegrænset periode fra den dato, der er omhandlet i artikel 19. 3. Den i artikel 11, stk. 2,
omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Rådet.
En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er
angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter
offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på
et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af
de delegerede retsakter, der allerede er i kraft. 4. Så snart Kommissionen
vedtager en delegeret retsakt, giver den Rådet meddelelse herom. 5. En delegeret retsakt vedtaget
i henhold til artikel 11, stk. 2, træder kun i kraft, hvis Rådet ikke har gjort
indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende
retsakt til Rådet, eller hvis Rådet inden udløbet af denne frist har informeret
Kommissionen om, at det ikke agter at gøre indsigelse. Fristen kan forlænges med
to måneder på Rådets initiativ. Artikel 17
Underretning af Europa-Parlamentet Europa-Parlamentet underrettes om
Kommissionens vedtagelse af delegerede retsakter, om enhver indsigelse mod dem
eller om Rådets tilbagekaldelse af delegationen af beføjelser. Artikel 18
Udvalgsprocedure 1. Kommissionen bistås af et
udvalg. Dette udvalg er et udvalg i henhold til i forordning (EU)
nr. 182/2011. 2. Når der henvises til dette
stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011. Artikel 19
Revisionsklausul Kommissionen forelægger hvert femte år og for
første gang senest den 31. december 2016 Rådet en rapport om anvendelsen af
dette direktiv og, hvis det findes nødvendigt, et forslag. I denne rapport foretager Kommissionen mindst
en undersøgelse af AFT'ens indflydelse på det indre markeds, de finansielle
markeders og realøkonomiens funktionsmåde, og den tager hensyn til udviklingen
på den internationale scene med hensyn til beskatning af finanssektoren. Artikel 20
Gennemførelse 1. De deltagende medlemsstater vedtager
og offentliggør senest den 30. september 2013 de love og administrative
bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler
straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser. De anvender disse bestemmelser fra den 1. januar
2014. Lovene og bestemmelserne skal ved vedtagelsen
indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen
ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes
af de deltagende medlemsstater. 2. De deltagende medlemsstater
meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som
de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv. Artikel 21
Ikrafttræden Dette direktiv
træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske
Unions Tidende. Artikel 22
Adressater Dette direktiv
er rettet til de deltagende medlemsstater. Udfærdiget i Bruxelles, den […]. På
Rådets vegne Formand BILAG FINANSIERINGSOVERSIGT TIL
FORSLAGET 1. FORSLAGETS/INITIATIVETS RAMME 1.1. Forslagets/initiativets betegnelse Rådets direktiv om gennemførelse af forstærket samarbejde på området for afgift på finansielle transaktioner 1.2. Berørt(e) politikområde(r) i
ABM/ABB-strukturen 14 05 Skattepolitik 1.3. Forslagets/initiativets art Forslaget vedrører en ny foranstaltning 1.4. Mål 1.4.1. Det eller de af Kommissionens flerårige strategiske mål, som
forslaget vedrører Finansiel stabilitet 1.4.2. Specifikke mål og berørte
ABM/ABB-aktiviteter Specifikt mål nr. 3 Udvikle nye skatteinitiativer og foranstaltninger til støtte for EU's politikmålsætninger Berørte ABM/ABB-aktiviteter Afsnit 14 - Beskatning og toldunion ABB 05 Skattepolitik 1.4.3. Forventede resultater Forhindre en fragmentering af det indre marked for finansielle tjenesteydelser, i betragtning af det stigende antal ukoordinerede nationale skatteforanstaltninger, der indføres. Sikre, at de finansielle institutioner yder et rimeligt og væsentligt bidrag til dækningen af omkostningerne forårsaget af den seneste krise, og sikre, at denne sektor beskattes på lige fod med andre sektorer. Træffe foranstaltninger, der kan forhindre transaktioner, der ikke øger velfærden eller effektiviteten på finansmarkederne, og som dermed kan supplere de lovgivningsmæssige foranstaltninger, der skal forhindre kriser i fremtiden. 1.5. Forslagets/initiativets
begrundelse 1.5.1. Behov, der skal dækkes på kort
eller lang sigt Bidrage til den overordnede målsætning om stabilitet i EU i kølvandet på finanskrisen 1.5.2. Merværdien ved en indsats fra
EU's side Det er kun foranstaltninger på EU-plan, om nødvendigt gennem et forstærket samarbejde, der kan forhindre en fragmentering af de finansielle markeder på tværs af aktiviteter og landegrænser og sikre en ensartet behandling af finansielle institutioner i EU og dermed et velfungerende indre marked. 1.5.3. Erfaringer fra lignende
foranstaltninger Det har vist sig, at det stort set er umuligt at indføre en bredt baseret afgift på finansielle transaktioner, der kan tjene ovennævnte tre formål, uden at dette medfører en massiv udflytning (jf. det svenske eksempel). 1.5.4. Sammenhæng med andre relevante
instrumenter og eventuel synergivirkning Skatter og afgifter er led i løsningsmodellen på globalt plan. En opkrævning af AFT vil fremme indsatsen for budgetkonsolidering i de deltagende medlemsstater. Desuden har Kommissionen foreslået at anvende en del af indtægterne hidrørende fra AFT som en fremtidig egen indtægt - hvis de anvendes til at finansiere EU's budget vil de deltagende medlemsstaters BNI-baserede nationale bidrag blive reduceret. 1.6. Varighed og finansielle
virkninger Forslag af ubegrænset varighed 1.7. Påtænkt(e)
forvaltningsmetode(r) Intet 2. Forvaltningsforanstaltninger 2.1. Bestemmelser om kontrol og
rapportering De deltagende medlemsstater skal sørge for, at afgiften opkræves præcist og rettidigt, og træffe kontrolforanstaltninger. Det overlades til de deltagende medlemsstater at sørge for, at afgiften reelt betales, og at kontrollere, at betalingen foregår på korrekt vis. 2.2. Forvaltnings- og
kontrolsystem 2.2.1. Konstaterede risici 1. Forsinkelser i de deltagende medlemsstaters gennemførelse af direktivet Risiko for skatteunddragelse, skatteundgåelse og skattesvig 3. Risiko for udflytning 2.2.2. Påtænkt(e) kontrolmetode(r) Artikel 11 i direktivet indeholder specifikke bestemmelser om forhindring af skatteunddragelse, skatteundgåelse og skattesvig: delegerede retsakter og administrativt samarbejde i skatteanliggender. Risikoen for udflytning tackles ved at vælge et passende sæt skattesatser og et bredt beskatningsgrundlag. 2.3. Foranstaltninger til
forebyggelse af svig og uregelmæssigheder Angiv eksisterende og påtænkte forebyggelses-
og beskyttelsesforanstaltninger. 3. FORSLAGETS/INITIATIVETS ANSLÅEDE
FINANSIELLE VIRKNINGER 3.1. Berørt(e) udgiftspost(er) på
budgettet og udgiftsområde(r) i den flerårige finansielle ramme · Eksisterende udgiftsposter i budgettet I samme rækkefølge
som udgiftsområderne i den flerårige finansielle ramme og budgetposterne Udgiftsområde i den flerårige finansielle ramme || Budgetpost || Udgiftens art || Bidrag Nummer [Betegnelse…...….] || OB/IOB ([41]) || fra EFTA-lande[42] || fra kandidatlande[43] || fra tredje-lande || iht. finansforordningens artikel 18, stk. 1, litra aa) || [XX.YY.YY.YY] || OB/IOB || JA/NEJ || JA/NEJ || JA/NEJ || JA/NEJ · Nye budgetposter, som der er søgt om I samme rækkefølge
som udgiftsområderne i den flerårige finansielle ramme og budgetposterne Udgiftsområde i den flerårige finansielle ramme || Budgetpost || Udgiftens art || Bidrag Nummer [Betegnelse…..] || OB/IOB || fra EFTA-lande || fra kandidat-lande || fra tredje-lande || iht. finansforord-ningens artikel 18, stk. 1, litra aa) || [XX.YY.YY.YY] || || JA/NEJ || JA/NEJ || JA/NEJ || JA/NEJ 3.2. Anslået virkning for
udgifterne 3.2.1. Sammenfatning af den anslåede
virkning for udgifterne i mio. EUR (3 decimaler) Udgiftsområde i den flerårige finansielle ramme: || Nummer || [Betegnelse … … … … … … … … … … … … … … … … … … … … … ….] GD: <…….> || || || År n[44] || År n+1 || År n+2 || År n+3 || Der indsættes flere år, hvis virkningerne varer længere (jf. punkt 1.6) || I ALT Aktionsbevillinger || || || || || || || || Budgetpostens nummer || Forpligtelser || (1) || || || || || || || || Betalinger || (2) || || || || || || || || Budgetpostens nummer || Forpligtelser || (1a) || || || || || || || || Betalinger || (2a) || || || || || || || || Administrationsbevillinger finansieret over bevillingsrammen for særprogrammer[45] || || || || || || || || Budgetpostens nummer || || (3) || || || || || || || || Bevillinger I ALT til GD <….> || Forpligtelser || = 1 + 1a + 3 || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant Betalinger || = 2 + 2a +3 || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant Aktionsbevillinger I ALT || Forpligtelser || (4) || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant Betalinger || (5) || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant Administrationsbevillinger finansieret over bevillingsrammen for særprogrammer I ALT || (6) || || || || || || || || Bevillinger I ALT under UDGIFTSOMRÅDE <...> i den flerårige finansielle ramme || Forpligtelser || =4+ 6 || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant Betalinger || =5+ 6 || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant Hvis flere udgiftsområder påvirkes af
forslaget/initiativet: Aktionsbevillinger I ALT || Forpligtelser || (4) || || || || || || || || Betalinger || (5) || || || || || || || || Administrationsbevillinger finansieret over bevillingsrammen for særprogrammer I ALT || (6) || || || || || || || || Bevillinger I ALT under UDGIFTSOMRÅDE 1 - 4 i den flerårige finansielle ramme (Referencebeløb) || Forpligtelser || =4+ 6 || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant Betalinger || =5+ 6 || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant Udgiftsområde i den flerårige finansielle ramme: || 5 || Administration i mio. EUR (3 decimaler) || || År 2013 || År 2014 || År 2015 || År 2016 || Fra 2017 og fremefter GD: TAXUD || Menneskelige ressourcer || 0,254 || 0,762 || 0,762 || 0,762 || 0,762 Andre administrationsudgifter || 0,040 || 0,036 || 0,036 || 0,036 || 0,036 I ALT GD TAXUD || || 0,294 || 0,798 || 0,798 || 0,798 || 0,798 Bevillinger I ALT under UDGIFTSOMRÅDE 5 i den flerårige finansielle ramme || (Forpligtelser i alt = betalinger i alt) || 0,294 || 0,798 || 0,798 || 0,798 || 0,798 i mio. EUR (3 decimaler) || || År 2013 || År 2014 || År 2015 || År 2016 || Fra 2017 og fremefter Bevillinger I ALT under UDGIFTSOMRÅDE 1 - 5 i den flerårige finansielle ramme || Forpligtelser || 0,294 || 0,798 || 0,798 || 0,798 || 0,798 Betalinger || 0,294 || 0,798 || 0,798 || 0,798 || 0,798 3.2.2. Anslåede virkninger for
aktionsbevillingerne –
X (Forslaget/initiativet
medfører ikke anvendelse af aktionsbevillinger. 3.2.3. Anslåede virkninger for
administrationsbevillingerne 3.2.3.1. Resumé –
X Forslaget/initiativet
medfører anvendelse af administrationsbevillinger som anført herunder: i mio. EUR (3
decimaler) || År 2013 || År 2014 || År 2015 || År 2016 || Fra 2017 og fremefter UDGIFTSOMRÅDE 5 i den flerårige finansielle ramme || || || || || Menneskelige ressourcer || 0,254 || 0,762 || 0,762 || 0,762 || 0,762 Andre administrationsudgifter || 0,040 || 0,036 || 0,036 || 0,036 || 0,036 Subtotal for UDGIFTSOMRÅDE 5 i den flerårige finansielle ramme || 0,294 || 0,798 || 0,798 || 0,798 || 0,798 Uden for UDGIFTSOMRÅDE 5[46] i den flerårige finansielle ramme || || || || || Menneskelige ressourcer || || || || || Andre administrationsudgifter || || || || || Subtotal uden for UDGIFTSOMRÅDE 5 i den flerårige finansielle ramme || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant || ikke relevant I ALT || 0,294 || 0,798 || 0,798 || 0,798 || 0,798 3.2.3.2. Anslåede behov for menneskelige
ressourcer –
X Forslaget/initiativet
medfører anvendelse af menneskelige ressourcer som anført herunder: || År 2013 || År 2014 || År 2015 || År 2016 || Fra 2017 og fremefter Stillinger i stillingsfortegnelsen (tjenestemandsstillinger og stillinger som midlertidigt ansatte) || || || || || 14 01 01 01 (i hovedsædet og i Kommissionens repræsentationskontorer) || 0,254 || 0,762 || 0,762 || 0,762 || 0,762 14 01 01 02 (i delegationer) || p.m. || p.m. || p.m. || p.m. || p.m. 14 01 05 01 (indirekte forskning) || p.m. || p.m. || p.m. || p.m. || p.m. 10 01 05 01 (direkte forskning) || p.m. || p.m. || p.m. || p.m. || p.m. Eksternt personale (i fuldtidsækvivalenter)[47] || || || || || 14 01 02 01 (KA, V, UNE under den samlede bevillingsramme) || p.m. || p.m. || p.m. || p.m. || p.m. 14 01 02 02 (KA, V, UED, LA og UNE i delegationerne) || p.m. || p.m. || p.m. || p.m. || p.m. XX 01 04 yy[48] || - i hovedsædet[49] || p.m. || p.m. || p.m. || p.m. || p.m. - i delegationerne || p.m. || p.m. || p.m. || p.m. || p.m. XX 01 05 02 (KA, V, UNE – indirekte forskning) || p.m. || p.m. || p.m. || p.m. || p.m. 10 01 05 02 (KA, V og UNE - direkte forskning) || p.m. || p.m. || p.m. || p.m. || p.m. Andre budgetposter (skal angives) || || || || || I ALT || 0,254 || 0,762 || 0,762 || 0,762 || 0,762 Overslag angives i hele tal (eller med højst
én decimal) 14 angiver det
berørte politikområde eller budgetafsnit. Personalebehovet vil blive dækket ved hjælp af
det personale, som GD'et allerede har afsat til aktionen, og/eller interne
rokader i GD'et, hvortil kommer de eventuelle yderligere bevillinger, som
tildeles det ansvarlige GD i forbindelse med den årlige tildelingsprocedure
under hensyntagen til de budgetmæssige begrænsninger. Opgavebeskrivelse: Tjenestemænd og midlertidigt ansatte || Den nuværende personalesituation i GD TAXUD tager ikke hensyn til en fuldt indførelse af en AFT, og der vil derfor være behov for interne rokader. De ansattes hovedopgaver: præcisere, hvordan afgiften skal fungere i praksis for at lette forhandlingerne, overvåge den efterfølgende gennemførelse, udarbejde juridiske fortolkninger og arbejdsdokumenter, bidrage til de delegerede retsakter om bl.a. forebyggelse af skatteundgåelse og skattesvig, forberede eventuelle traktatbrudsprocedurer osv. 3.2.4. Forenelighed med den nuværende
flerårige finansielle ramme –
X Forslaget/initiativet
er foreneligt med indeværende flerårige finansielle ramme 3.2.5. Tredjemands bidrag til
finansieringen –
Forslaget/initiativet indeholder ikke bestemmelser
om samfinansiering med tredjemand. 3.3. Anslåede virkninger for
indtægterne –
X Forslaget/initiativet
har ingen finansielle virkninger for indtægterne. Hvis nogle af indtægterne
hidrørende fra AFT'en dog anvendes som en egen indtægt og dermed reducerer den
tilbageblevne BNI-baserede egne indtægt fra de deltagende medlemsstater, vil
fordelingen af indtægtskilder blive påvirket. [1] KOM(2011) 594 endelig. [2] De finansielle institutioner drog enten direkte eller
indirekte stor gavn af de rednings- og garantiforanstaltninger, der var
(præ)finansieret af de europæiske skatteydere i perioden 2008-2012. Disse
foranstaltninger har sammen med den svækkede økonomiske aktivitet, der skyldes
den øgede usikkerhed med hensyn til stabiliteten i det samlede økonomiske og
finansielle system, udløst en tilbagegang i de offentlige finanser i hele
Europa på mere end 20 % af BNP. Samtidig er de fleste finansielle tjenester
og forsikringstjenester fritaget for afgifter. [3] P7-TA(2012)0217. [4] ECO/321 – CESE 818/2012 (EUT C 181 af 21.6.2012, s. 55). [5] CDR 332/2011 (EUT C 113 af 18.4.2012, s. 7). [6] Afgiften på finansielle transaktioner var første gang på
dagsordenen på mødet i Rådet (økonomi og finans) den 8. november 2011 og
derefter på tre efterfølgende møder i marts, juni og juli 2012. Fra december
2011 til juni 2012 blev der afholdt syv møder i Rådets fiskalgruppe (indirekte
beskatning) om netop dette emne. [7] COM(2012) 631 final/2. [8] KOM(2011) 510 endelig.
http://ec.europa.eu/budget/library/biblio/documents/fin_fwk1420/proposal_council_own_resources_en.pdf [9] KOM(2011) 739 endelig. http://ec.europa.eu/budget/library/biblio/documents/fin_fwk1420/COM_2011_0739_EN.pdf [10] EUT L 46 af 21.2.2008, s. 11. [11] http://ec.europa.eu/taxation_customs/taxation/other_taxes/financial_sector/index_en.htm. [12] EUT L 22 af 25.1.2013, s. 11. [13] Der henvises til definitionen på finansielle instrumenter
i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april
2004 om markeder for finansielle instrumenter, om ændring af Rådets direktiv
85/611/EØF og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF
og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF (EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1).
Denne definition dækker andelsbeviser i investeringsinstitutter. Det
betyder, at aktier og andelsbeviser i investeringsinstitutter som defineret i
artikel 1, stk. 2, i direktiv 2009/65/EF (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32) og
alternative investeringsfonde (AIF) som defineret i artikel 4, stk. 1, litra
a), i direktiv 2011/61/EU (EUT L 174 af 1.7.2011, s. 1) er finansielle
instrumenter. [14] Særlig direktiv 2004/39/EF (jf. forudgående fodnote). [15] EUT L 338 af 12.12.2012, s. 41. [16] EUT L 64 af 11.3.2011, s. 1. [17] EUT L 84 af 31.3.2010, s. 1. [18] Der findes dog visse undtagelser, jf. direktiv 2011/16/EU,
som ikke er relevante her. [19] http://www.oecdilibrary.org/docserver/download/fulltext/2311331e.pdf?expires=1309623132&id=id&accname=ocid194935&checksum=37A9732331E7939B3EE154BB7EC53C41
[20] EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1. [21] KOM(2011) 510 endelig.
http://ec.europa.eu/budget/library/biblio/documents/fin_fwk1420/proposal_council_own_resources_en.pdf [22] KOM(2011) 739 endelig. http://ec.europa.eu/budget/library/biblio/documents/fin_fwk1420/COM_2011_0739_EN.pdf [23] EUT L 22 af 25.1.2013, s. 11. [24] EUT C … af …, s .. . [25] EUT C … af …, s. … [26] EUT L 46 af 21.2.2008, s. 11. [27] EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13. [28] EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1. [29] EUT L 241 af 2.9.2006, s. 1. [30] EUT L 177 af 30.6.2006, s. 201. [31] EUT L 177 af 30.6.2006, s. 1. [32] EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1. [33] EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32. [34] EUT L 235 af 23.9.2003, s. 10. [35] EUT L 174 af 1.7.2011, s. 1. [36] EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11. [37] EUT L 201 af 27.7.2012, s. 1. [38] EFT L 166 af 11.6.1998, s. 45. [39] EUT L 46 af 21.2.2008, s. 11. [40] EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1. [41] OB = opdelte bevillinger/IOB = ikke-opdelte bevillinger. [42] EFTA: Den Europæiske Frihandelssammenslutning. [43] Kandidatlande og efter omstændighederne potentielle
kandidatlande på Vestbalkan. [44] År N er det år, hvor gennemførelsen af
forslaget/initiativet begynder. [45] Teknisk og/eller administrativ bistand og udgifter til
støtte for gennemførelsen af EU's programmer og/eller aktioner (tidligere
BA-poster), indirekte forskning, direkte forskning. [46] Teknisk og/eller administrativ bistand og udgifter til
støtte for gennemførelsen af EU's programmer og/eller aktioner (tidligere
BA-poster), indirekte forskning, direkte forskning. [47] KA: kontraktansatte; V: vikarer, UED: unge eksperter ved
delegationerne, LA: lokalt ansatte, UNE: udstationerede nationale eksperter. [48] Delloft for eksternt personale under
aktionsbevillingerne (tidligere BA-poster). [49] Angår især strukturfonde, Den Europæiske Landbrugsfond
for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og Den Europæiske Fiskerifond (EFF).