MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET Fremskridt med gennemførelsen af Den Europæiske Unions dagsorden for retssikkerhedsgarantier for mistænkte og tiltalte - styrkelse af grundlaget for det europæiske strafferetlige område /* COM/2013/0820 final */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL
EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG
REGIONSUDVALGET Fremskridt med gennemførelsen af Den
Europæiske Unions dagsorden for retssikkerhedsgarantier for mistænkte og
tiltalte - styrkelse af grundlaget for det europæiske strafferetlige område Det er en velkendt grundsætning, at
"retfærdigheden skal ske fyldest, og det er vigtigt, at alle kan se
det". I det europæiske retlige område betyder det, at borgerne ikke kun
har ret til en retfærdig rettergang overalt i Den Europæiske Union, men også
kan regne med det, når de udøver deres ret til fri bevægelighed inden for Den
Europæiske Union. Medlemsstaternes retslige myndigheder er nødt til at kunne stole
på, at de andre medlemsstaters retssystemer fungerer ordentligt. For at udvikle det retlige område, der er
baseret på gensidig anerkendelse og gensidig tillid, blev Kommissionen i
Stockholmprogrammet[1]
anmodet om at fremsætte forslag med henblik på at styrke mistænktes og
tiltaltes processuelle rettigheder[2].
Dette politiske mandat til at fokusere mere på at styrke borgernes rettigheder
i forbindelse med straffesager for at sikre en retfærdig rettergang i hele Den
Europæiske Union mundede ud i Kommissionens dagsorden for processuelle
rettigheder. Denne lovpakke er fortsættelsen af et
vellykket lovgivningsprogram. Der er gradvist blevet gjort meget gode
fremskridt, og Den Europæiske Union har vedtaget tre direktiver om processuelle
rettigheder. ·
I 2010 blev der vedtaget et direktiv om retten til tolke-
og oversætterbistand i straffesager, som skal være gennemført inden
27. oktober 2013[3].
Sagsøgte vil få tilbudt gratis tolkebistand ikke blot under retsmøderne, men
også under politiforhør og på vigtige møder med deres advokat samt få udleveret
en skriftlig oversættelse af de dokumenter, der er vigtige for, at de kan udøve
deres ret til et forsvar. ·
I 2012 fulgte vedtagelsen af et direktiv om retten
til information under straffesager, som skal være gennemført inden
2. juni 2014[4].
Mistænkte, der anholdes, skal altid modtage en skriftlig meddelelse
om deres rettigheder skrevet i et enkelt hverdagssprog. Den vil om
nødvendigt blive oversat. ·
I oktober 2013 blev der vedtaget et direktiv
om ret til adgang til advokatbistand og ret til at kommunikere under
frihedsberøvelse[5].
Dette direktiv udgør selve kernen i dagsordenen for processuelle rettigheder.
Alle mistænkte garanteres retten til at se en advokat helt fra sagens
begyndelse, og indtil den er afsluttet. Derudover får alle frihedsberøvede
mulighed for at kommunikere med deres familie, og hvis de anholdes i et andet
EU-land, med konsulatet. Disse direktiver udgør milepæle, hvad angår
styrkelsen af EU-borgernes processuelle rettigheder. De nye strafferetlige
bestemmelser i Lissabontraktaten, bl.a. beslutningstagning i Rådet med
kvalificeret flertal og inddragelse af Europa-Parlamentet som medlovgiver, har
ført til disse banebrydende nye instrumenter, som er skabt i samarbejde mellem
EU-institutionerne. Derudover blev der i juni 2011 offentliggjort
en grønbog om anvendelsen af EU-lovgivningen om frihedsberøvelse på det
strafferetlige område, hvori der ses nærmere på forbindelserne
mellem frihedsberøvelse og gensidig tillid i EU.
Forholdene under frihedsberøvelse kan direkte påvirke den måde, hvorpå den
gensidige anerkendelse af retsafgørelser fungerer, da en dommer kan nægte at
udlevere en eftersøgt person, f.eks. i forbindelse med sager angående en
europæisk arrestordre, hvis forholdene er dårlige[6]. Reaktionerne
på grønbogen og en analyse heraf kan ses på Kommissionens websted. Konklusionen
er, at selv om varetægtsfængsling og fremme af alternativer hertil udgør
vigtige emner for medlemsstaterne og civilsamfundet, prioriteres en ordentlig
og rettidig gennemførelse af eksisterende EU-ret højst[7]. I denne meddelelse redegøres der for en
pakke bestående af fem lovgivningstiltag for at komme videre med dagsordenen
for processuelle rettigheder og yderligere styrke grundlaget for det europæiske
retlige område. Pakken følger op på den nylige vellykkede vedtagelse af tre
direktiver om processuelle rettigheder. Den består af tre forslag til direktiv
om: 1) styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen
og retten til at være til stede under retsmøderne i straffesager 2) særlige garantier for børn, der er
mistænkt eller tiltalt i straffesager 3) foreløbig retshjælp til
frihedsberøvede mistænkte og tiltalte og retshjælp i forbindelse med sager
angående europæiske arrestordrer. Da de trufne foranstaltninger skal stå i et
rimeligt forhold til formålet med EU's indsats, er der også to henstillinger
fra Kommissionen: 4) retssikkerhedsgarantier for sårbare
personer, der er mistænkt eller tiltalt i straffesager 5) ret til retshjælp for mistænkte og tiltalte
i straffesager. 1. Baggrunden for en indsats på
EU-plan ·
Det fælles grundlag - EU's charter og
menneskerettighedskonventionen EU har en stærk tradition for at udvikle og
fremme de grundlæggende rettigheder. Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder (EU's charter) og den europæiske konvention til
beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder
(menneskerettighedskonventionen) udgør grundlaget for beskyttelsen af
mistænktes og tiltaltes rettigheder i strafferetssystemerne i Den Europæiske
Union. Traktaten gør EU's charter retligt bindende[8] og indeholder
bestemmelser om, at Den Europæiske Union vil tiltræde
menneskerettighedskonventionen[9].
Alle medlemsstaterne har undertegnet menneskerettighedskonventionen. Retten til
effektive retsmidler og til en upartisk domstol samt uskyldsformodningen og
retten til et forsvar, der er fastsat i EU's charters artikel 47 og 48, og
i menneskerettighedskonventionens artikel 6, skal respekteres i EU's
retlige område. Det betyder, at der for de rettigheder, der er omfattet af
lovpakken, findes omfattende retlige bestemmelser, der er anerkendt i
medlemsstaterne. Ændring af
prioriteringen - supplerende sikkerhed i forbindelse med processuelle
rettigheder og gensidig tillid som betingelse for den gensidige anerkendelse I de ti år, der gik forud for
Lissabontraktatens ikrafttrædelse, koncentrerede man sig i EU-retten om at gøre
det lettere at bekæmpe kriminalitet, hvilket førte til et imponerende stort
antal instrumenter vedrørende retligt samarbejde og gensidig anerkendelse med
henblik på at retsforfølge lovovertrædere. Den bedst kendte er rammeafgørelsen
om den europæiske arrestordre, som gør det muligt at anmode om hurtigt at få
overført eftersøgte personer mellem medlemsstaterne. Formålet hermed er
hovedsageligt at sikre, at borgernes frie bevægelighed på tværs af EU's indre
grænser ikke hæmmer retshåndhævelsen på tværs af grænserne. Disse EU-instrumenter sætter de nationale
retslige myndigheder i stand til gensidigt, let og hurtigt at anerkende
efterforskningsforanstaltninger og strafferetlige afgørelser på tværs af Den Europæiske
Union. De forventer, at anmodningen vil blive
anerkendt og efterkommet, fordi alle medlemsstater har et retssystem, der i
relativ samme grad sikrer retten til en retfærdig rettergang. Ordningen med gensidig anerkendelse kan kun
fungere tilfredsstillende, hvis medlemsstaterne har tillid til hinandens
strafferetssystemer. Beskyttelsen af mistænktes og tiltaltes processuelle
rettigheder varierer dog stadig betydeligt mellem medlemsstaterne. Det splitter
bestræbelserne for at skabe den gensidige tillid, der er brug for mellem EU's
medlemsstater. For at afhjælpe dette skal Den Europæiske Union sikre, at alle
medlemsstater opretholder et minimum af processuelle rettigheder, og at disse
rettigheder kan håndhæves gennem EU-retten. Det er grunden til, at der i Lissabontraktaten
gives mulighed for at gøre en indsats på EU-plan for at sikre individets
rettigheder i straffesager, jf. artikel 82, stk. 2,
litra b), i TEUF. Det anføres også i det mandat, Det Europæiske Råd gav
Kommissionen for tidsrummet 2010-2014: "Der er imidlertid gjort store
fremskridt inden for politimæssigt og retligt samarbejde om foranstaltninger
til at lette strafforfølgning. Det er nu tid til at tage skridt til at forbedre
balancen mellem disse foranstaltninger og beskyttelse af den enkeltes
proceduremæssige rettigheder. Der bør gøres en indsats for at styrke de
proceduremæssige garantier og respekten for retsstatsprincippet i straffesager,
uanset hvor i Den Europæiske Union borgerne vælger at rejse, studere, arbejde
eller bo"[10]. ·
Borgernes tillid til, at der findes ensartede
processuelle rettigheder i hele EU Behovet for at beskytte mistænktes og
tiltaltes ret til en retfærdig rettergang har en klar grænseoverskridende
dimension. Der er ca. 14,1 mio. EU-borgere, der har fast bopæl uden
for deres hjemland[11],
10 % af EU-borgerne har boet og arbejdet i udlandet på et tidspunkt i
deres liv, og 13 % har studeret i udlandet[12]. Da borgerne konstant
rejser og bevæger sig på tværs af grænserne i Den Europæiske Union og risikerer
at blive involveret i straffesager uden for deres eget land, skal Den
Europæiske Union sikre, at der findes ensartede processuelle rettigheder i
forbindelse med straffesager. 2. Tid til velovervejede
foranstaltninger for at komme videre med Den Europæiske Unions dagsorden for processuelle
rettigheder ·
Hvorfor træffe yderligere foranstaltninger på
EU-plan? Når de direktiver om processuelle rettigheder,
der blev vedtaget for nyligt, er blevet gennemført af medlemsstaterne, vil de
sikre, at mistænkte og tiltalte nyder godt af en lang række vigtige garantier.
Det er imidlertid nødvendigt at styrke dagsordenen for processuelle
rettigheder. ·
Mistænkte og tiltalte får straks udleveret
oplysninger om deres ret til ikke at udtale sig, men hvad sker der, hvis de
bruger denne ret? I nogle medlemsstater kan de retslige myndigheder opfatte det
som værende med til at bekræfte eventuelt belastende bevismateriale. Retten til
en retfærdig rettergang skal hvile på et solidt grundlag, og beskyttelsen i
hele EU af uskyldsformodningen skal sikres. ·
De, der ikke taler eller forstår det sprog,
straffesagen foregår på, skal have tolke‑ og oversætterbistand, men hvad
med dem, som f.eks. på grund af deres unge alder eller mentale handicap ikke er
i stand til på ordentlig vis at følge og deltage i straffesagen? De
eksisterende EU-direktiver om mistænktes og tiltaltes rettigheder gælder også
for børn. På grund af børns naturlige sårbarhed erkender interessenterne og
medlemsstaterne imidlertid, at børn har behov for en særlig øget beskyttelse,
f.eks. obligatorisk advokatbistand, hvis de kommer i berøring med politiet
eller strafferetssystemet[13].
På nuværende tidspunkt er børns og andre sårbare persons ret til en retfærdig
rettergang ikke i tilstrækkelig grad garanteret i EU, da der ikke findes
overordnede beskyttelsesbestemmelser. I Stockholmprogrammet fastsættes det
udtrykkeligt, at der skal vedtages en specifik foranstaltning med henblik på at
få fastsat minimumsregler for sårbare personer. Sådanne minimumsregler vil øge
medlemsstaternes tillid til hinandens strafferetssystemer og vil dermed
forbedre den gensidige anerkendelse af strafferetsafgørelser. Der er brug for særlige
garantier for at dække de behov, børn og sårbare personer har under
straffesager. ·
Direktivet om ret til adgang til advokatbistand
giver alle mistænkte og tiltalte ret til advokatbistand lige fra sagens
begyndelse og f.eks. under politiforhør. Men hvad nu, hvis de ikke har råd til
at betale en advokat? De har brug for retshjælp for at sikre en effektiv
udøvelse af deres ret til advokatbistand. ·
Behov for en velafbalanceret indsats Kommissionen fremlægger en velafbalanceret
lovgivningspakke, hvori der tages hensyn til og udvises respekt for forskellene
mellem medlemsstaternes retstraditioner og retssystemer,
jf. artikel 82, stk. 2, i TEUF, med henblik på at fremme den
gensidige tillid og samtidig respektere proportionalitetsprincippet
(artikel 5 i TEU). Hvert element er omhyggeligt blevet vurderet for at
afgøre, om der skal træffes foranstaltninger på EU-plan, og i givet fald på
hvilket niveau og i hvilken form, herunder de potentielle udgifter som følge
heraf for medlemsstaterne. Behovet for at være forsigtig er navnlig vigtigt i
en tid med finanspolitisk konsolidering, hvor de udgiftsmæssige følger
omhyggeligt skal vurderes. Det er f.eks. derfor, at Kommissionen, hvad angår
retshjælp, i sin pakke ikke foreslår retligt bindende parametre for, hvordan
det vurderes, om en person er berettiget til retshjælp. Medlemsstaternes
udgifter til at yde foreløbig retshjælp og retshjælp i forbindelse med sager angående
europæiske arrestordrer vil være begrænset. ·
Et bredere perspektiv - retssikkerhedsgarantier
og Den Europæiske Anklagemyndighed Denne pakke vil også være med til at forbedre
retsbeskyttelsen af personer i sager, der involverer Den Europæiske Anklagemyndighed.
I det nyligt fremsatte forslag til Rådets forordning[14] præciseres det, at en
mistænkt har alle de rettigheder, der er sikret i EU-retten, EU's charter og
gældende national ret, og der henvises udtrykkeligt til retten til retshjælp og
retten til at blive anset for uskyldig. De forbedrede rettigheder vil også øge
retssikkerhedsgarantierne i forbindelse med sager, der involverer Den
Europæiske Anklagemyndighed, og vil fremme offentlighedens tillid til dennes
måde at arbejde på. 3. Forslagets hovedelementer 3.1. Et solidt grundlag for retten
til en retfærdig rettergang - uskyldsformodningen ·
Uskyldsformodningen — et grundlæggende princip i
retsplejen Sagsøgte anses for at være uskyldig, indtil
domstolen i sin endelige dom har bevist det modsatte, og at det er
anklagemyndigheden, der skal bevise sagsøgtes skyld, er et af de ældste og
vigtigste principper i strafferetten, der er stadfæstet i alle større
folkeretlige og regionale instrumenter på menneskerettighedsområdet. I
artikel 48, stk. 1, i EU's charter, der er inspireret af
menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 2, og
artikel 11, stk. 1, i verdenserklæringen om menneskerettigheder,
fastsættes følgende: "Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal
anses for uskyldig, indtil hans eller hendes skyld er bevist i overensstemmelse
med loven." Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
(Menneskerettighedsdomstolen) har i årenes løb præciseret anvendelsesområdet
for princippet om uskyldsformodning. Artikel 6, stk. 2, i
menneskerettighedskonventionen omfatter tre centrale bestemmelser[15], nemlig retten til
inden den endelig dom ikke at blive fremstillet som skyldig af de offentlige
myndigheder[16],
bevisbyrden hviler på anklagemyndigheden, og enhver tvivl bør komme den
anklagede til gode[17],
samt retten til at blive informeret om tiltalen[18]. Uskyldsformodningen
er en vigtig forudsætning for en retfærdig rettergang, og
Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at en tilsidesættelse af princippet
om uskyldsformodning undergraver retten til en retfærdig rettergang[19]. Det gælder navnlig
for retten til ikke at inkriminere sig selv, retten til ikke at samarbejde og
retten til ikke at udtale sig[20]. Retten til at blive anset for uskyldig
omfatter forskellige behov og grader af beskyttelse, hvad angår fysiske
personer og juridiske personer som fastslået i Domstolens retspraksis
vedrørende retten til ikke at inkriminere sig selv[21]. I forslaget til
direktiv tages der hensyn til disse forskelle, og det gælder derfor kun for
fysiske personer. ·
Uskyldsformodningen er grundlaget for og
cementen i forbindelse med de rettigheder, der er fastsat i direktiverne om
processuelle rettigheder Retten til en retfærdig rettergang, der er
omhandlet i eksisterende EU-instrumenter, herunder retten til at blive
informeret, retten til at være i stand til at forstå og følge retssagen og
retten til at få adgang til advokatbistand, supplerer således og kan ikke
adskilles fra princippet om uskyldsformodning, når det drejer sig om at sikre
en retfærdig rettergang og den gensidige tillid. I Stockholmprogrammet blev Kommissionen
opfordret til at se nærmere på andre elementer i forbindelse med mistænkte og
tiltaltes processuelle minimumsrettigheder, og navnlig princippet om
uskyldsformodning nævnes. Kommissionen foreslår i et direktiv at styrke visse
tæt forbundne aspekter af uskyldsformodningen i straffesager, som gør det
muligt at anvende instrumenterne vedrørende både de processuelle rettigheder og
gensidig anerkendelse i et klima præget af gensidig tillid. Det vil desuden
fremme en kultur på retsområdet, der begrænser anvendelsen af foranstaltninger
såsom varetægtsfængsling. ·
Styrkelse af visse aspekter på EU-plan af retten
til at blive anset for uskyldig I forslaget til direktiv fokuseres der på
visse aspekter af princippet om uskyldsformodning, der stammer fra
Menneskerettighedsdomstolens retspraksis, og hvor der er behov for et sæt
fælles minimumsstandarder for at sikre den gensidige tillid. Det udgør et
solidt grundlag for andre instrumenter vedrørende processuelle rettigheder, som
allerede er blevet vedtaget, og som der er blevet fremsat forslag til sammen
med dette direktiv. I lyset af, at den tiltaltes ret til at være
til stede under retsmøderne udgør en vigtig ret i forbindelse med retten til et
forsvar og en del af retten til en retfærdig rettergang som fortolket af
Menneskerettighedsdomstolen[22],
vil en styrkelse af denne ret være med til at konsolidere retten til en
retfærdig rettergang og er også omfattet af dette forslag. Det har vist sig, at omfanget af
retssikkerhedsgarantier i medlemsstaternes lovgivning generelt er acceptabelt,
og der synes ikke at være nogen systemiske problemer på dette område. På visse
punkter skal retssikkerhedsgarantierne dog stadig forbedres. Derudover
tilsidesættes princippet om uskyldsformodning stadig alt for ofte overalt i Den
Europæiske Union. a) Ingen offentlig omtale af skyld
før domfældelsen En offentlig udtalelse fra politiet eller de
retslige myndigheder, hvori det antydes, at en person, der endnu ikke er blevet
afsagt dom over, er skyldig, skader den pågældendes omdømme og kan påvirke den
jury eller domstol, der skal afgøre sagen. I forlængelse af Menneskerettighedsdomstolens
retspraksis[23]
fastsættes det udtrykkeligt, at den mistænkte eller tiltalte i offentlige
afgørelser eller udtalelser fra f.eks. politiet og de retslige myndigheder ikke
må fremstilles som skyldig inden domfældelsen. Herved beskyttes omdømmet og
privatlivets fred for personer, der er involveret i straffesager. b) Bevisbyrden - enhver tvivl om den
mistænkte eller tiltaltes skyld skal komme den pågældende til gode I straffesager skal bevisbyrden hvile på
anklagemyndigheden, og enhver tvivl om den mistænkte eller tiltaltes skyld skal
komme den pågældende til gode, uden at det påvirker domstolens uafhængighed,
når den skal vurdere den mistænktes eller tiltaltes skyld. En dom skal baseres
på det bevismateriale, der forelægges den, og ikke på påstande eller
formodninger. Menneskerettighedsdomstolen har dog accepteret, at i specifikke
og begrænsede sager kan bevisbyrden hvile på forsvareren, og det vil blive
afspejlet i dette direktiv, idet der skabes en balance mellem offentlighedens
interesse i en effektiv retsforfølgning og retten til et forsvar[24]. c) Retten til ikke at udtale sig -
ingen tvang til at inkriminere sig selv eller samarbejde Retten til ikke at udtale sig, retten til
ikke at inkriminere sig selv og retten til ikke at samarbejde er generelt
anerkendte internationale standarder, der udgør selve kernen i begrebet en
retfærdig rettergang[25].
Disse rettigheder sikrer, at en mistænkt eller tiltalt ikke uretmæssigt kan
tvinges til at fremlægge bevismateriale, der vil tilsidesætte princippet om, at
bevisbyrden hviler på anklagemyndigheden. Forslaget til direktiv understøtter ikke kun
disse principper med hensyn til fysiske personer, men indeholder også
bestemmelser om et specifikt retsmiddel. Enhver anvendelse af bevismateriale,
der er opnået under tilsidesættelse af disse rettigheder, er udelukket undtagen
i ekstraordinære tilfælde, hvor anvendelsen af sådant bevismateriale overordnet
set ikke vil påvirke princippet om en retfærdig rettergang negativt. d) Retten til at være til stede
under retsmøderne - en fælles minimumsstandard og et retsmiddel Hvis en tiltalt dømmes in absentia, dvs.
ikke er til stede under retssagen, bringes retten til et forsvar i fare, idet
den pågældende ikke får mulighed for at fremlægge sin version af
kendsgerningerne for domstolen og afvise bevismateriale. Rammeafgørelse 2009/299/RIA[26] forbedrede sådanne
personers beskyttelse i forskellige andre EU-instrumenter vedrørende gensidig
anerkendelse af retsafgørelser i overensstemmelse med
Menneskerettighedsdomstolens standarder[27],
idet der blev skabt grundlag for eventuelt at afvise at indgå i et retsligt
samarbejde, hvis visse fælles minimumsstandarder ikke er blevet overholdt. I forslaget til direktiv gøres den tiltaltes
grundlæggende ret til at være til stede under retssagen i overensstemmelse med
Menneskerettighedsdomstolens retspraksis til en minimumsstandard i EU, der også
finder anvendelse på nationale straffesager. Der gælder meget få undtagelser
herfra for derved at sikre, at straffesagen ikke forsinkes unødigt af, at
tiltalte handler i ond tro. Der fastsættes bestemmelser om et konkret
retsmiddel i form af en fornyet retssag som fastslået i
Menneskerettighedsdomstolens retspraksis[28]
i sager, hvor der er sket en tilsidesættelse af retten til at være til stede
under retssagen. 3.2. Beskyttelse af dem, der har
mest brug for det - særlige garantier for sårbare personer ·
Hvem har behov for særlig beskyttelse og
hvorfor? I Stockholmprogrammet fremhæves behovet for at
styrke sårbare personers rettigheder i forbindelse med straffesager: "det
er vigtigt, at man er særligt opmærksom på mistænkte eller tiltalte, som ikke
kan forstå eller følge indholdet eller betydningen af sagen, f.eks. på grund af
deres alder, mentale eller fysiske tilstand"[29]. I internationale standarder og
Menneskerettighedsdomstolens retspraksis anerkendes deres særlige behov. En
person kan være sårbar, fordi den pågældende ikke effektivt kan deltage i
straffesagen. En "effektiv deltagelse" forudsætter ifølge Menneskerettighedsdomstolen
i denne kontekst, at den tiltalte har en bred forståelse af retssagens art, og
hvad der står på spil for vedkommende, bl.a. betydningen af en eventuel
sanktion, som den pågældende pålægges[30]. Børn kan pr. definition betragtes som sårbare
som følge af deres unge alder, uafsluttede
fysiske eller psykologiske udvikling og følelsesmæssige umodenhed[31]. Børn risikerer i
højere grad at blive behandlet dårligt og få helbredsproblemer end andre mistænkte
og tiltalte, da de ofte ikke er i stand til på ordentlig vis at give udtryk for
deres problemer eller helbredsproblemer. Alle medlemsstaterne anser derfor børn
for at have behov for særlige garantier og særlig beskyttelse i forbindelse med
straffesager. Situationen er anderledes for voksne.
Årsagerne til, at voksne ikke kan være i stand til effektivt at deltage i
retssager, kan være mangfoldige, f.eks. psykisk sygdom eller et fysisk eller
indlæringsmæssigt handicap. Der findes ingen standarddefinition af, hvad en
sårbar voksen er i forbindelse med straffesager i EU's medlemsstater. ·
Et direktiv, der fokuserer på vigtige garantier
for børn De tre direktiver vedrørende processuelle
rettigheder, der allerede er blevet vedtaget, finder anvendelse på alle
mistænkte og tiltalte, herunder børn. Selv om de sikrer visse garantier for
navnlig børn, tages der heri imidlertid ikke i tilstrækkelig grad hensyn til de
specifikke behov, de kan have, f.eks. at de finder det hårdt eller umuligt at
forstå og følge retssagen, og den øgede risiko for, at de på grund af deres
sårbarhed, behandles dårligt. Forslaget til direktiv vil sikre følgende: ·
retssikkerhedsgarantierne gælder for børn fra det
tidspunkt, hvor de mistænkes eller tiltales for at have begået en lovovertrædelse
(anvendelsesområde) ·
børn bistås af deres forældre eller andre egnede
personer, når de anholdes, og både børn og forældre informeres om deres
rettigheder ·
børn kan ikke give afkald på retten til
advokatbistand, da der er stor risiko for, at de ikke vil være i stand til at
forstå følgerne af deres handlinger; obligatorisk adgang til advokatbistand
udgør en af kerneforanstaltningerne i forslaget til direktiv ·
børns personlige og familiemæssige situation og
behov vurderes ordentligt inden domfældelsen, og de bliver omfattet af en
lægeundersøgelse, hvis de frihedsberøves; under retssagen gennemføres forhør
under forhold, hvor der tages hensyn til barnets alder og modenheden, og
politiforhør optages med audiovisuelt udstyr, medmindre det ikke ville stå i et
rimeligt forhold til formålet ·
børn kan ikke dømmes in absentia; det skal sikre,
at børn ikke findes skyldige, uden at de har haft mulighed for at afvise
grundlaget for en sådan dom og forstå årsagerne til en mulig dom for derved at
forhindre, at disse børn begår nye overtrædeler, og fremme deres sociale
integration ·
de retslige myndigheder, der tager sig af sager,
der involverer børn, får en særlig uddannelse; børns ret til privatlivets fred
beskyttes for derved at lette deres reintegration i samfundet, f.eks. ved at
sikre, at sagen principielt ikke er åben for offentligheden ·
børn frihedsberøves kun som en sidste udvej og
holdes adskilt fra voksne. Det følger af internationale standarder, at
børn, der kommer i berøring med strafferetssystemet, skal være omfattet af
alternative foranstaltninger til fængsling og uddannelsesforanstaltninger, og
at de kun under ekstraordinære forhold frihedsberøves. Børn er i en særlig
udsat stilling, når de frihedsberøves som følge af den iboende risiko for deres
fysiske, mentale og sociale udvikling. For at forhindre dårlig behandling og
misbrug i tilfælde af frihedsberøvelse skal der træffes visse
beskyttelsesforanstaltninger. I lyset af børns særlige behov indeholder
direktivet særlige regler for, hvordan børn specifikt skal behandles i tilfælde
af frihedsberøvelse. Direktivet vil således fremme børns
rettigheder under hensyntagen til internationale retningslinjer og
henstillinger om en børnevenlig retspleje, og det indgår som en del af EU's
dagsorden for børns rettigheder[32].
Direktivet påvirker ikke de nationale regler vedrørende den kriminelle lavalder[33]. ·
En kommissionshenstilling for at sikre, at
sårbare personer anerkendes, og at der tages hensyn til deres behov At definere, hvorfor personer kan være sårbare
i forbindelse med straffesager ‑ af andre årsager end deres unge alder ‑
er ikke muligt i denne fase. Enhver definition kan endda kritiseres for at
stigmatisere dem. Det følger af en række høringer af og møder med
interessenterne og medlemsstaterne. Samtidig erkender interessenterne imidlertid,
at visse personer har behov for særlige retssikkerhedsgarantier i forbindelse
med straffesager for at sikre, at de forstår og kan udøve deres rettigheder.
Hvis en person ikke forstår retssagen eller følgerne af f.eks. en tilståelse, enten
fordi det ikke er blevet erkendt, at den pågældende er sårbar, eller fordi der
mangler særlige retssikkerhedsgarantier, fører det til manglende ligestilling
mellem parterne, hvilket mindsker den pågældendes mulighed for at få en
retfærdig rettergang og truer den retslige procedures integritet. Hvis der ikke
træffes foranstaltninger på EU-plan, vil beskyttelsesniveauet i EU fortsat være
uensartet. Den eneste løsning, der sikrer en afbalancering af spørgsmål
vedrørende proportionalitetsprincippet og nærhedsprincippet og behovet for at
øge beskyttelsesniveauet for sårbare personer, er en kommissionshenstilling,
der fremmer de kernerettigheder, sårbare personer har i forbindelse med
straffesager. ·
Centralt i denne henstilling er derfor indførelsen
af evalueringsmekanismer, der skal sikre, at sårbare personer opdages og
anerkendes, og at der tages hensyn til deres særlige behov i forbindelse med
straffesager. Det henstilles, at det er en uafhængig sagkyndig, der foretager
evalueringen, for derved at sikre, at omfanget af den pågældendes sårbarhed
fastslås på korrekt vis, og at personens særlige behov anerkendes. ·
Indførelse af passende retssikkerhedsgarantier for
sårbare personer: i henstillingen opfordres medlemsstaterne til at indføre
konkrete retssikkerhedsgarantier på grundlag af evalueringen, f.eks.
obligatorisk adgang til advokatbistand, bistand fra en egnet tredjemand,
optagelse af politiforhør med audiovisuelt udstyr og lægehjælp. Selv om en henstilling giver medlemsstaterne
større fleksibilitet end et direktiv, vil den ikke desto mindre være med til at
hæve standarderne for sårbare voksnes processuelle rettigheder og øge den
gensidige tillid. Kommissionen vil vurdere, i hvilket omfang medlemsstaterne
har truffet foranstaltninger for at følge denne foranstaltning fire år efter
dens offentliggørelse og om nødvendigt fremsætte forslag til retlige
foranstaltninger for at forbedre sårbare personers processuelle rettigheder. 3.3. En effektiv ret til adgang
til advokatbistand - ret til retshjælp På baggrund af menneskerettighedskonventionens
artikel 6, stk. 3, litra c), fastsættes følgende i
artikel 47, stk. 3, i EU's charter: "Der ydes retshjælp til
dem, der ikke har tilstrækkelige midler, hvis en sådan hjælp er nødvendig for
at sikre effektiv adgang til domstolsprøvelse." Retten til retshjælp hænger uløseligt sammen
med retten til adgang til advokatbistand. Personer, der ikke har de nødvendige
midler, kan ikke få effektiv adgang til advokatbistand, medmindre staten yder
retshjælp og derved sikrer dem juridisk bistand. For at retten til adgang til
advokatbistand således kan være effektiv. og for yderligere at øge den
gensidige tillid i Den Europæiske Union er det nødvendigt, at der er adgang til
retshjælp for dem, der har brug for det. Et direktiv, der fokuserer på visse
aspekter af retten til retshjælp ·
Garantere retshjælp med henblik på adgang til
advokatbistand, når der er mest brug for det - "foreløbig retshjælp" I retssagens tidlige faser er den mistænkte
eller tiltalte særlig sårbar, især hvis den pågældende frihedsberøves. I disse
faser er det af afgørende betydning, at den pågældende får adgang til
advokatbistand for at kunne beskytte sin ret til en retfærdig rettergang, bl.a.
retten til ikke at inkriminere sig selv, således som det er fastslået i
Menneskerettighedsdomstolens retspraksis. I henhold til
menneskerettighedskonventionens artikel 6 fastsættes det, at mistænkte og
tiltalte skal have adgang til juridisk bistand fra det øjeblik, hvor de
tilbageholdes af politiet eller varetægtsfængsles, og at advokaten om fornødent
kan beskikkes. De skal ikke vente på at få adgang til advokatbistand, indtil
deres ansøgning om retshjælp er blevet behandlet, og det er blevet vurderet, om
de er berettiget hertil. Det fastsættes derfor i forslaget til direktiv
om ret til retshjælp, at mistænkte og tiltalte, der er frihedsberøvet, skal
have adgang til foreløbig retshjælp i disse tidlige faser af retssagen, og
indtil den kompetente myndighed har truffet endelig afgørelse om ansøgningen om
retshjælp. ·
Særlig fokus på dem, der er omfattet af sager
angående europæiske arrestordrer I direktivet om adgang til advokatbistand
fastsættes der bestemmelser om ret til advokatbistand i både den udstedende og
den fuldbyrdende medlemsstat for derved at fremme den gensidige tillid på tværs
af Den Europæiske Union. For at nå dette mål er der imidlertid behov for en
garanti for adgangen til retshjælp i sager angående europæiske arrestordrer. Eftersøgte personer, der er omfattet af en europæisk
arrestordre, skal også have ret til foreløbig retshjælp, når de frihedsberøves
i den fuldbyrdende medlemsstat, således at de ikke skal vente på at få juridisk
bistand, indtil deres ansøgning om retshjælp er blevet behandlet. En
henstilling om yderligere spørgsmål vedrørende retshjælp i forbindelse med straffesager ·
Hen imod større konvergens, hvad angår
kriterierne for at have ret til retshjælp Det følger af artikel 47, stk. 3, i
EU's charter og menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 3,
litra c), at medlemsstaterne kan afgøre, om en person har ret til
retshjælp eller ej, hvis den pågældende råder over utilstrækkelige midler
("trangsvurdering"), og/eller det i retfærdighedens interesse kræves,
at der ydes retshjælp, f.eks. i komplekse sager eller på grund af den
mistænktes personlige situation, lovovertrædelsens grovhed eller den
potentielle sanktions hårdhed ("vurdering af sagens realitet"). Den måde, hvorpå disse kriterier for at være
berettiget til retshjælp kombineres og vurderes, varierer betydeligt fra
medlemsstat til medlemsstat. Nogle medlemsstater anvender kun en trangsvurdering,
andre foretager en vurdering af sagens realitet, mens nogle kombinerer de to.
Der er også betydelige forskelle i den måde, hvorpå trangsvurderingen og
vurderingen af sagens realitet fortolkes og forstås. Som følge af de store forskelle i
retshjælpsordningerne og behovet for at sikre, at foranstaltningerne står i et
rimeligt forhold til formålet, navnlig i perioder med økonomiske og finansielle
problemer, tages dette spørgsmål op i en henstilling. Den indeholder de fælles
objektive kriterier, der skal tages hensyn til, når det vurderes, om en person
er berettiget til retshjælp. I henstillingen opstilles rammer for vurderingen
heraf i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens retspraksis for
derved at fremme konvergensen mellem de forskellige retssystemer og øge den
gensidige tillid. ·
Sikring af retshjælpstjenesternes kvalitet og
effektivitet Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at
statens pligt til at sikre gratis juridisk bistand ikke er opfyldt alene ved
beskikkelsen af en advokat[34].
Den skal sikre, at beskikkede advokater yder praktisk og effektiv bistand. Med
henblik herpå anmodes medlemsstaterne i henstillingen om at indføre mekanismer,
der sikrer retshjælpstjenester af høj kvalitet, fremme ordningerne med beskikkede
advokater og sikre videreuddannelse af fagfolk og advokater på
retshjælpsområdet. Gennemførelsen af denne henstilling vil forbedre
retshjælpstjenesternes kvalitet og effektivitet samt øge den gensidige tillid
til andre medlemsstaters retssystemer. For at fremme virkningen og anvendelsen af
henstillingen vil Kommissionen benytte sig af den eksisterende ekspertgruppe
vedrørende strafferetligt samarbejde. Gruppen kan bistå Kommissionen med at
udarbejde retningslinjerne for anvendelsen af henstillingen og fremme
udvekslingen af bedste praksis mellem medlemsstaterne. Kommissionen vil
vurdere, i hvilket omfang medlemsstaterne har truffet foranstaltninger for at
følge denne foranstaltning fire år efter dens offentliggørelse og om nødvendigt
fremsætte forslag til retlige foranstaltninger for at forbedre retten til
retshjælp i forbindelse med straffesager. 4. Konklusion Denne pakke afspejler de fælles
minimumsstandarder for retten til en retfærdig rettergang i Den Europæiske
Union. Den markerer endnu en etape i Kommissionens dagsorden for processuelle
rettigheder. Den fremmer i kombination med hele rækken af eksisterende
instrumenter med henblik på at gennemføre det grænseoverskridende retlige
samarbejde i et klima af gensidig tillid udviklingen af et europæisk område med
frihed, sikkerhed og retfærdighed. De nye regler, der blev indført med
Lissabontraktaten, vil snart træde helt i kraft. Den i traktatens fastsatte
overgangsordning for retlige og indre anliggender - omfattet af den tidligere
såkaldte "tredje søjle" - udløber den 30. november 2014. Fra den
dato vil Kommissionen have håndhævelsesbeføjelser, hvad angår gældende EU-ret
på området retlige og indre anliggender, og EU-Domstolen have fuld kompetence,
hvad angår de instrumenter vedrørende gensidig anerkendelse, der blev vedtaget
før Lissabontraktaten. Dette vil sammen med oprettelsen af en europæisk
anklagemyndighed med henblik på at bekæmpe svig til skade for EU's finansielle
interesser, ændre det europæiske strafferetlige område. Da der er tendens til, at kriminalitet bliver
stadig mere international, kan det forventes, at antallet af anmodninger om
strafferetlig efterforskning og håndhævelse af strafferetlige afgørelser i EU
vil stige som følge af gennemførelsen af de mange foranstaltninger vedrørende
gensidig anerkendelse. Der er således så meget mere grund til at komme videre
med EU's dagsorden for processuelle rettigheder ved hurtigt at vedtage denne
nye pakke. På længere sigt vil denne ramme for
processuelle rettigheder på EU-plan blive inkorporeret i national lovgivning.
Dens virkninger for beskyttelsen af retten til en retfærdig rettergang i
praksis vil omhyggeligt blive vurderet og eventuelle mangler blive indkredset,
eventuelt med henblik på en udarbejde et konsolideret forslag vedrørende retten
til en retfærdig rettergang. [1] EUT C 115 af 4.5.2010, s. 1. [2] EUT C 291 af 4.12.2009, s. 1. [3] Rådets direktiv 2010/64/EU af 20. oktober 2010 (EUT
L 280 af 26.10.2010 s. 1–7). [4] Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 (EUT L
142 af 1.6.2012 s. 1–10). [5] Rådets direktiv 2013/48/EU af 22. oktober 2013 (EUT
L 294 af 6.11.2013 s. 1-12). [6] Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om
den europæiske arrestordre og procedurerne for overgivelse mellem medlemsstater
(EFT L 190 af 18.7.2002, s. 1). [7] http://ec.europa.eu/justice/newsroom/criminal/opinion/110614_en.htm. [8] Artikel 6, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union. [9] Artikel 6, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union. [10] Betragtning 10 (EUT C 295 af 4.12.2009, s. 1). [11] Eurostats migrations‑ og migrantstatistik (marts
2013). [12] Eurobarometer 337/2010. [13] Se f.eks. retningslinjerne for børnevenlig retspleje fra
Europarådets ministerkomité. [14] Forslag til Rådets forordning om oprettelse af en
europæisk anklagemyndighed (KOM(2013) 534 final af 17.7.2013). [15] Barberà, Messegué og Jabardo mod Spanien, klagesag nr.
10588/83, 10589/83 og 10590/83, dom af 6.12.1988. [16] Minelli mod Schweiz, klagesag nr. 8660/79, dom af
25.3.1983. [17] Se fodnote 14. [18] Dette er omfattet af direktiv 2012/13/EU af 22. maj
2012 om ret til information under straffesager. [19] John Murray mod Det Forenede Kongerige, klagesag
nr. 18731/91, dom af 26.1.1996. [20] Murray mod Det Forenede Kongerige, se ovenfor, Funke mod
Frankrig, klagesag nr. 10828/84, dom af 25.2.1993, Saunders mod Det
Forenede Kongerige, klagesag nr. 19187/91, dom af 17.12.1996. [21] Se bl.a. sag C-301/04 P, Kommissionen mod SGL Carbon,
Sml. 2006 I, s. 5915 og sag T-112/98, Mannesmannröhren-Werke mod
Kommissionen, Sml. 2001 II, s. 732. [22] Colozza mod Italien, klagesag nr. 9024/80, dom af
12.2.1985. [23] Minelli mod Schweiz,
klagesag nr. 8660/79, dom af 25.3.1983; Allenet de Ribemont mod Frankrig,
klagesag nr. 15175/89, dom af 10.2.1995, Pandy mod
Belgien, klagesag nr. 13583/02, dom af 21.9.2006, Garlicki mod Polen,
klagesag nr. 36921/07, dom af 14.6.2011. [24] Salabiaku mod Frankrig, klagesag nr. 10519/83, dom af
7.10.1988; Barberà, Messegué og Jabardo mod Spanien, klagesag
nr. 10590/83, dom af 6.12.1988. [25] Heaney og McGuiness mod Irland, klagesag
nr. 34720/97, dom af 21.12.2000. [26] Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar
2009 om ændring af rammeafgørelse 2002/584/RIA, rammeafgørelse 2005/214/RIA,
rammeafgørelse 2006/783/RIA, rammeafgørelse 2008/909/RIA og rammeafgørelse
2008/947/RIA (EUT L 81 af
27.3.2009, s. 24-36). [27] Colozza mod Italien, klagesag nr. 9024/80, dom af
12.2.1985. [28] Se fodnote 25. [29] EUT C 295 af 4.12.2009, s. 1. [30] S.C mod Det Forenede Kongerige, klagesag nr.
60958/00, dom af 10.11.2004. [31] I henhold til artikel 1 i FN's konvention om barnets
rettigheder, som alle EU's medlemsstater og EU har ratificeret, skal enhver
person under 18 år betragtes som et barn. [32] "Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet,
Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget
(KOM(2011) 60 endelig af 15.2.2011). [33] Det er den alder, hvor et barn pådrager sig et
strafferetligt ansvar for sine handlinger [34] Pavlenko mod Rusland, klagesag nr. 42371/02, dom af
4.10.2010, præmis 99.