21.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 341/54


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om foranstaltninger til fremme af arbejdstagernes udøvelse af deres ret til fri bevægelighed«

COM(2013) 236 final — 2013/0124 (COD)

2013/C 341/13

Ordfører: Luis Miguel PARIZA CASTAÑOS

Medordfører: Vladimíra DRBALOVÁ

Europa-Parlamentet og Rådet besluttede henholdsvis den 21. maj og den 13. maj 2011 under henvisning til artikel 46 og 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

"Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om foranstaltninger til fremme af arbejdstagernes udøvelse af deres ret til fri bevægelighed"

COM(2013) 236 final – 2013/0124 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab, der vedtog sin udtalelse den 5. september 2013.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 492. plenarforsamling den 18.-19. september 2013, mødet den 19. september, følgende udtalelse med 133 stemmer for og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og forslag

1.1

Udvalget konstaterer, at af de fire friheder, som er fastlagt i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, er fri bevægelighed for arbejdstagerne fortsat den, som støder på de største hindringer i praksis.

1.2

Udvalget mener, at arbejdstagernes udøvelse af deres ret til fri bevægelighed uden hindringer eller forskelsbehandling vil bidrage til at beskytte de grundlæggende rettigheder, forbedre EU's konkurrenceevne, virksomhedernes produktivitet og arbejdstagernes jobkvalitet, hvilket er en søjle i Europa 2020-strategien.

1.3

Fri bevægelighed for arbejdstagerne bør fortsat være et af EU's højt prioriterede politiske mål. Udvalget mener, at direktivet vil bidrage til en fair og afbalanceret mobilitet.

1.4

EØSU støtter Kommissionens direktivforslag, som vil fremme ligebehandling og ikke-forskelsbehandling på grundlag af nationalitet for europæiske arbejdstagere, som udøver retten til fri bevægelighed. Der er dog stadig andre hindringer, som gør mobilitet besværlig, således som udvalget har påpeget i andre udtalelser.

1.5

For yderligere at reducere hindringerne for arbejdstagernes mobilitet bør der træffes supplerende foranstaltninger med henblik på at stille letforståelige oplysninger om arbejds- og socialretlige spørgsmål til rådighed på de relevante sprog. Herudover bør arbejdstagerne have ret til at modtage uafhængig rådgivning. Rådgivningsstrukturerne bør arbejde tæt sammen med arbejdsmarkedets parter og EURES og garantere, at mobile arbejdstagere allerede i oprindelseslandene informeres om de sociale og retlige forhold i værtslandene.

1.6

EØSU støtter de mål, som Kommissionen ønsker at nå med direktivet, såsom beskyttelse af de rettigheder, der følger af princippet om ligebehandling af arbejdstagerne og deres familier på beskæftigelsesområdet og mht. diverse sociale rettigheder via administrative og retslige procedurer; aktion af foreninger, organisationer og andre juridiske personer; udpegelse af strukturer til støtte for samt overvågning af ligebehandling på nationalt plan; den sociale dialog; forbedring af informationsformidlingen til virksomheder og arbejdstagere. Udvalget sætter pris på, at omsætningen til national lov skal foregå under overholdelse af nationale procedurer og retspraksis.

1.7

Udvalget bakker op om, at der oprettes informations- og rådgivningstjenester om udøvelsen af retten til fri bevægelighed og mobilitet til støtte for arbejdstagere. Det vil endvidere være nødvendigt at levere tilstrækkelig information til arbejdsgiverne.

1.8

EØSU støtter Kommissionens bestræbelser på at ændre og udvide EURES' rolle med det mål at gøre mobilitet nemmere og skabe bedre balance mellem kvalifikationer og arbejdsmarkedets behov.

2.   Forslaget til direktiv

2.1

I rapporten fra Mario Monti fra maj 2010, "En ny strategi for det indre marked", understreges det, at arbejdstagernes fri bevægelighed er en succes ud fra et juridisk synspunkt, men at det alligevel er den mindst benyttede af de fire friheder i det indre marked. Forskellen mellem teori og praksis ses også i de politiske retningslinjer for 2010-2014, som Kommissionens formand José Manuel Barroso har fremlagt.

2.2

Formålet med Kommissionens forslag til direktiv er at sikre bedre gennemførelse af EU-lovgivningen og fremme arbejdstagernes udøvelse af deres ret til fri bevægelighed. Traktaten og gældende EU-lovgivning giver alle EU-borgere ret at bevæge sig frit i en anden medlemsstat med henblik på ophold og arbejde, beskytter dem mod forskelsbehandling på baggrund af nationalitet, når de søger arbejde, og garanterer dem ligebehandling.

2.3

Gennem de seneste år er der iværksat tre handlingsplaner (1) for arbejdstagernes mobilitet: i 1997, 2002 og 2007. Der er imidlertid kun få arbejdstagere (3 %), som udøver denne ret til fri bevægelighed i EU. Kommissionen, Europa-Parlamentet, Regionsudvalget, EØSU og arbejdsmarkedets parter har peget på de konkrete hindringer, der ligger i vejen for udøvelsen af denne ret:

Offentlige myndigheders manglende overholdelse af EU-retten (ikke-overensstemmende lovgivning eller ukorrekt anvendelse), hvilket har negative konsekvenser for vandrende arbejdstagere i EU

Arbejdsgiveres og juridiske rådgiveres manglende opfyldelse af EU-retten

Vandrende EU-arbejdstageres manglende adgang til information eller midler til at sikre deres rettigheder.

2.4

Som følge af disse problemer er forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i mange tilfælde stadig en meget væsentlig hindring for vandrende EU-arbejdstagere.

2.5

Kommissionen har gennemført omfattende høringer af medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og specialiserede organer. Konklusionen har været, at det mest hensigtsmæssige retsinstrument til fremme af arbejdstagernes udøvelse af deres ret til fri bevægelighed er et direktiv. Hermed sikres ensartet overholdelse af de rettigheder, som tilkommer arbejdstagerne ifølge artikel 45 i EUF-traktaten og artikel 1-10 i forordning (EU) nr. 492/2011.

2.6

Direktivets anvendelsesområde kommer til at omfatte aspekter, der mht. arbejdstagernes fri bevægelighed er relateret til forordning (EU) nr. 492/2011, som sikrer ligebehandling og ikke-forskelsbehandling på følgende områder:

adgang til beskæftigelse

beskæftigelses- og arbejdsvilkår, navnlig hvad angår aflønning og afskedigelse

adgang til sociale ydelser og skattefordele

medlemskab af fagforening

adgang til uddannelse

adgang til bolig

adgang til uddannelse for arbejdstagernes børn.

2.7

Direktivet pålægger medlemsstaterne at:

oprette nationale kontaktpunkter, der skal informere, bistå og vejlede vandrende arbejdstagere om de rettigheder, som er knæsat i EU-lovgivningen, herunder ikke-forskelsbehandling og fri bevægelighed

give adgang til administrative og/eller retslige klagemuligheder på nationalt plan og garantere disse rettigheder

sikre mulighed for, at fagforeninger, ngo'er og andre juridiske personer kan indlede administrative eller retslige procedurer for at sikre overholdelse af de rettigheder, der følger af artikel 45 i EUF-traktaten og artikel 1-10 i forordning nr. 492/2011, enten på vegne af eller til støtte for arbejdstageren og dennes familiemedlemmer, med dennes samtykke og i overensstemmelse med kriterierne i deres nationale lovgivning

informere EU's vandrende arbejdstagere og arbejdsgiverne bedre om EU-lovgivningen om fri bevægelighed.

3.   Generelle bemærkninger: EU-borgerne og fri bevægelighed

3.1

Den Europæiske Union bør mobilisere al den kapacitet, som arbejdsmarkedet råder over, for at få gang i væksten og beskæftigelsen, samt udvikle det indre markeds fulde potentiale og skabe et dynamisk og inklusivt europæisk arbejdsmarked med bedre perspektiver for beskæftigelsen på langt sigt. For at kunne gøre dette er det helt nødvendigt at fjerne hindringerne for arbejdstagernes fri bevægelighed og sikre opfyldelse af arbejdstagernes og virksomhedernes rettigheder og ansvar.

3.2

EØSU hilser det velkommen, at Kommissionen i dette borgernes Europaår har vedtaget dette forslag til direktiv for at lette den fri bevægelighed for de europæiske arbejdstagere. Fri bevægelighed for personer er en af de fire grundlæggende friheder (ved siden af fri bevægelighed for varer, kapital og tjenesteydelser), som det indre marked bygger på, og den er knæsat i traktaten, som garanterer EU-borgere, som flytter til en anden medlemsstat for at arbejde, retten til ikke at blive forskelsbehandlet på grundlag af nationalitet.

3.3

Udvalget udarbejdede i 2011 en sonderende udtalelse (2) på anmodning af det belgiske formandskab, hvori det analyserede indvandringens rolle i lyset af den demografiske situation i EU. EØSU's konklusion var, at Europa som følge af den negative demografiske situation og skævhederne på arbejdsmarkederne bør forbedre de europæiske arbejdstageres interne mobilitet og fremme indvandring fra tredjelande.

3.4

I 2009 havde det tjekkiske formandskab også bedt om udarbejdelse af en sonderende udtalelse (3), som beskrev de hindringer for mobiliteten, der stadig findes i det indre marked. Udvalget mener, at de borgere i EU, som ønsker at flytte til en anden medlemsstat med henblik på beskæftigelse, eller som faktisk slår sig ned i en anden medlemsstat for at arbejde, på trods af traktaten og EU-lovgivningen stadig støder ind i utallige problemer, som gør det meget besværligt at gøre brug af retten til fri bevægelighed. Udtalelsen erklærede blandt andet, at "mobiliteten i Europa skal forblive et prioriteret politisk spørgsmål for EU", og at de vedtagne bestemmelser skal bidrage til en fair og afbalanceret mobilitet og forhindre social dumping og sort arbejde.

3.5

Kommissionens direktivforslag vil fremme ligebehandling og ikke-forskelsbehandling på grundlag af nationalitet for EU-arbejdstagere, som gør brug af retten til fri bevægelighed. Der er dog stadig andre hindringer og risici, som vanskeliggør eller mobilitet for arbejdstagerne, hvilket EØSU har peget på i flere udtalelser (4), hvori det har foreslået forskellige løsninger på områder såsom:

overgangsordninger, som sektorvist eller generelt midlertidigt begrænser den fri bevægelighed for arbejdstagere, som er EU-borgere

medlemsstaternes lovgivning på arbejdsmarkedsområdet, som skaber juridiske og administrative hindringer; kollektive overenskomster bør lette den fri bevægelighed for arbejdstagere

de problemer, som grænsearbejdere må overvinde for at udøve den fri bevægelighed, på skatteområdet og i spørgsmål vedrørende social sikring

utilstrækkelige sprogkundskaber

utilstrækkelig koordinering af de offentlige socialsikringssystemer og problemer med retten til overførsel og anerkendelse af supplerende pensionsrettigheder

de alvorlige problemer, der stadig er med anerkendelse af erhvervskvalifikationer og akademiske grader

vanskeligheder med at få adgang til livslang læring

mangel på information og rådgivning om EU-lovgivningen og de procedurer for arbejdstagernes fri bevægelighed, som arbejdstagere, virksomheder, arbejdsmarkedsparter og ngo'er såvel som domstolene og retsvæsenets aktører skal følge på nationalt plan

mangel på information og rådgivning – som ydes allerede i oprindelseslandet – til arbejdstagere om arbejds- og socialretlige spørgsmål samt kontaktpunkter i værtslandet

manglen på jobmuligheder samt boligpriserne og manglen på socialt boligbyggeri

skatteregler samt diskriminatoriske sociale bidrag og ydelser

problemer med adgangen til sundhedstjenester

hindringer i uddannelsessystemerne for børnenes skolegang.

3.6

EØSU har også udarbejdet udtalelser (5) om lovgivningen mod forskellige former for diskrimination. Udvalget mener, at såvel forordning (EU) nr. 492/2011 som antidiskriminationsdirektiverne 2000/43/EF og 2000/78/EF bør overholdes og anvendes til at afskaffe forskelsbehandlingen i medlemsstaternes lovgivning og praksis - såvel administrativ som juridisk - samt i de kollektive overenskomster for at fremme arbejdskraftmobilitet i EU.

3.7

Mobilitet anses for positiv både for virksomhederne og arbejdstagerne, hvis den foregår på en hensigtsmæssig, frivillig og retfærdig måde. Det har BusinessEurope og Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation erklæret. Mobilitet giver virksomhederne flere ansættelsesmuligheder og arbejdstagerne en bredere vifte af jobmuligheder.

3.8

Arbejdstagernes fri bevægelighed, som dette forslag til direktiv drejer sig om, må ikke forveksles med fri udveksling af tjenesteydelser for virksomheder. I forbindelse med det seneste forslag til direktiv om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser, har EØSU for nyligt vedtaget en udtalelse (6).

3.9

EØSU støtter de nye bestræbelser på at få EU's indre marked til at fungere bedre og de tiltag, som skal gøre mobilitet lettere ved at fjerne de hindringer, der findes. Forslaget til direktiv vil forpligte medlemsstaterne til at tilpasse deres lovgivning og institutioner, hvilket EØSU bakker op om. EØSU anbefaler, at der ikke indføres unødigt bureaukrati for virksomhederne.

3.10

De nationale myndigheder samt støtte- og overvågningsorganerne skal især holde øje med overholdelsen af ligebehandlingen af vandrende EU-arbejdstagere, som har en eller anden form for handicap.

4.   Særlige bemærkninger og anbefalinger

4.1

Skønt artikel 45 i traktaten og forordning (EU) nr. 492/2011 garanterer ligebehandling af migranter fra EU inden for rammerne af den fri bevægelighed, hvis den anvendes korrekt i medlemsstaterne, er der stadig mange problemer med dens anvendelse i praksis. Derfor mener udvalget, at et direktiv er et velegnet retsligt instrument til at lette udøvelsen af arbejdstagernes rettigheder, da det vil gøre det muligt at nå de opstillede mål på en ensartet måde, når det indarbejdes i medlemsstaternes lovgivning. Udvalget håber, at Parlamentet og Rådet også vil bakke op om forslaget til direktiv.

4.2

EØSU mener, at man ved at beskytte de rettigheder, der følger med den fri bevægelighed for EU-arbejdstagere, og garantere dem ligebehandling kan fremme mobilitet og styrke det indre marked. Virksomhederne og arbejdstagerne i EU vil råde over nye muligheder, når de kan udnytte det europæiske arbejdsmarkeds potentiale fuldt ud.

4.3

EØSU mener endvidere, at ligebehandling og ikke-forskelsbehandling vil fremme integreringen af vandrende arbejdstagere og deres familier.

4.4

I Det Rådgivende Udvalg for Arbejdskraftens Frie Bevægelighed (7) har såvel Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation som BusinessEurope erklæret sig positivt stemt over for et forslag til direktiv. EØSU noterer med tilfredshed de fælles anstrengelser, som de europæiske arbejdsmarkedsparter har gjort sig for at støtte fair mobilitet og økonomisk migration i EU (8).

4.5

Også Det Tekniske Udvalg for Arbejdskraftens Frie Bevægelighed (9) bør vedtage nye retningslinjer for at forbedre arbejdskraftens mobilitet.

4.6

For yderligere at reducere hindringerne for mobilitet bør der træffes supplerende foranstaltninger med henblik på at stille letforståelige oplysninger om arbejds- og socialretlige spørgsmål til rådighed for arbejdstagerne på deres respektive sprog. Herudover bør arbejdstagerne have ret til at modtage uafhængig rådgivning. Rådgivningsstrukturerne bør arbejde tæt sammen med arbejdsmarkedets parter og EURES og garantere, at mobile arbejdstagere allerede i oprindelseslandene informeres om de sociale og retlige forhold i værtslandene.

4.7

Direktivet vil – når det er blevet korrekt omsat i medlemsstaternes nationale lovgivning – forpligte de offentlige myndigheder til at garantere overholdelsen af EU's lovgivning om fri bevægelighed. Det vil også gøre arbejdet lettere for arbejdsgivere og juridiske rådgivere, som i dag ikke kender EU-lovgivningen. Ligeledes vil arbejdstagerne og deres familier have større adgang til information og til beskyttelse af deres rettigheder.

4.8

EØSU bakker op om de fire mål, som Kommissionen har opstillet:

at mindske forskelsbehandlingen af vandrende EU-arbejdstagere på grundlag af nationalitet

at bringe overensstemmelse mellem de rettigheder, som vandrende EU-arbejdstagere har på papiret, og de rettigheder, som de har i praksis, ved at lette den korrekte gennemførelse af den eksisterende lovgivning

at mindske forekomsten af urimelig praksis over for vandrende EU-arbejdstagere

at give vandrende EU-arbejdstagere mulighed for at håndhæve deres rettigheder.

4.9

Udvalget er helt enigt i direktivets formål (artikel 1) om en mere ensartet anvendelse og håndhævelse i praksis af de rettigheder, der følger af artikel 45 i EUF-traktaten og af bestemmelserne i artikel 1-10 i forordning (EU) nr. 492/2011, og støtter fuldt ud anvendelsesområdet (artikel 2), som dækker de felter vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed, der er omfattet af forordningen.

4.10

EØSU mener, at forordningen og direktivet beskytter de rettigheder, som grænsearbejderne – der også er EU-arbejdstagere, som udøver deres ret til fri bevægelighed – nyder godt af.

4.11

Udvalget bifalder også, at garantien for håndhævelse af retten til ligebehandling, klageadgang og tidsfrister skal indarbejdes i hver enkelt medlemsstats retslige og administrative procedurer (artikel 3). Det opfordrer dog medlemsstaterne til at nedsætte gebyrerne for de administrative og retslige procedurer, så de bliver overkommelige for arbejdstagerne og deres familiemedlemmer.

4.12

EØSU bifalder også bestemmelsen i artikel 4, hvori det hedder, at "Medlemsstaterne sikrer, at foreninger, organisationer og andre juridiske personer, som i overensstemmelse med kriterierne i deres nationale lovgivning har en legitim interesse i at sikre, at bestemmelserne i dette direktiv overholdes, enten på vegne af eller til støtte for arbejdstageren og dennes familiemedlemmer, med dennes godkendelse kan indlede enhver form for retslige og/eller administrative procedurer med henblik på håndhævelse af rettighederne i henhold til traktatens artikel 45 og artikel 1-10 i forordning (EU) nr. 492/2011", uden at tilsidesætte nationale procesregler vedrørende repræsentation og forsvar i retten. På dette område har den rolle, som fagforeningerne tillægges i de nationale lovgivninger, afgørende betydning, hvilket direktivet bør tage hensyn til.

4.13

Udvalget bakker op om artikel 5, som forpligter medlemsstaterne til at udpege strukturer og organer, som skal fremme ligebehandling og stå for analyse, overvågning og støtte. EØSU er enigt i, at disse konkrete opgaver, alt efter de lokale forhold i de enkelte lande, kan overdrages enten til de nye strukturer, der vil blive oprettet, eller til allerede eksisterende nationale agenturer, der har lignende formål på området ligebehandling og ikke-forskelsbehandling. Inddragelsen af de nationale arbejdsmarkedsparter i disse beslutninger inden for rammerne af de nationale systemer skal være obligatorisk. I begge tilfælde bør denne nye opgave klart fremgå af disse strukturers og organers beføjelser, og de bør tildeles tilstrækkelige menneskelige og finansielle ressourcer til at kunne varetage de nye opgaver. Udvalget foreslår, at disse agenturer og organer skal være helt uafhængige af regeringerne. Ligeledes bør arbejdsmarkedets parter på nationalt og regionalt plan være passende repræsenteret i disse organer i henhold til de nationale ordninger.

4.14

Direktivet nævner ikke den rolle, som arbejdstilsynet spiller i forbindelse med omsætningen af direktivet, idet arbejdstilsynet skal sikre, at bestemmelserne om ligebehandling bliver overholdt i arbejdskontrakter, kollektive overenskomster og de sociale sikringsordninger. Udvalget foreslår, at direktivet medtager dette spørgsmål.

4.15

EØSU støtter de fire opgaver, som disse organer skal varetage (artikel 5, stk. 2), nemlig juridisk og/eller anden bistand, gennemførelse af undersøgelser, offentliggørelse af rapporter samt informationsformidling.

4.15.1

Systemet med "kvikskranker" kan være meget vigtigt for at give vandrende arbejdstagere information om leve- og arbejdsvilkår i den enkelte medlemsstat. Ud over at være tæt forbundet med dette system, bør arbejdsmarkedets parter samarbejde med de informations- og støttecentre, der allerede findes på regionalt, nationalt og europæisk plan, samt med videreuddannelsesorganerne. Det er nødvendigt at bevare og støtte den afgørende rolle, som EURES-portalen spiller, eftersom den er et vigtigt EU-redskab, der både beskæftiger sig med arbejdstagernes mobilitet og opnåelsen af en bedre balance mellem kvalifikationer og arbejdsmarkedets behov. Også her må arbejdsmarkedsparternes deltagelse forbedres og sikres yderligere.

4.16

EØSU mener, at den sociale dialog på arbejdsmarkedet, trepartsdialogen mellem regering, fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer samt dialogen med civilsamfundet (10) er meget vigtige politiske redskaber, som har en positiv betydning for borgerne. Derfor støtter EØSU artikel 6, der omhandler den sociale dialog inden for rammerne af de nationale retssystemer.

4.17

Informationsformidling i medlemsstaterne (artikel 7) er meget vigtig for, at EU-arbejdstagerne på passende vis kan finde arbejde i et andet EU-land. Det er afgørende, at arbejdstagerne og arbejdsgiverne har adgang til information; dermed vil det indre marked og det europæiske arbejdsmarked fungere bedre. Passende, lettilgængelig information kan begrænse misbrug fra arbejdsgivernes side og passiv accept af forskelsbehandlingen fra arbejdstagernes side.

4.18

EØSU opfordrer de vandrende arbejdstagere og deres familier til også at benytte de eksisterende informationsredskaber såsom Dit Europa og EURES.

4.19

EØSU glæder sig over, at de europæiske arbejdsmarkedsparter har taget spørgsmålet om intern mobilitet i EU og økonomisk migration fra tredjelande op i deres aktuelle fælles arbejdsprogram 2012-2014, og foreslår, at Kommissionen iværksætter nye programmer i samarbejde med Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation og BusinessEurope for at forbedre informationsformidlingen mellem arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer på nationalt plan med det mål at fremme en mere fair fri bevægelighed for europæiske arbejdstagere og deres familier og beskytte deres rettigheder.

Bruxelles, den 19. september 2013

Henri MALOSSE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  COM(1997) 586 final, COM(2002) 72 final, COM(2007) 773 final.

(2)  EUT C 48 af 15.2.2011, s. 6-13.

(3)  EUT C 228 af 22.9.2009, s. 14-23.

(4)  EUT C 68 af 6.3.2012, s. 11–14, EUT C 191af 29.6.2012, s. 103-107.

(5)  EFT C 204 af 18.7.2000, s. 82-90, EFT C 155 af 29.5.2001, s. 65-71, EUT C 77af 31.3.2009, s. 102-108.

(6)  EUT C 351 af 15.11.2012, s. 61-64.

(7)  Mødet den 30. oktober 2012.

(8)  De europæiske arbejdsmarkedsparters fælles program (2012-2014): Mobilitet, økonomisk migration og integration af indvandrede arbejdstagere på arbejdsmarkedet.

(9)  Fastsat i forordning (EU) nr. 492/2011.

(10)  EUT C 181 af 21.6.2012, s. 137-142.