Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 om konkurs /* COM/2012/0744 final - 2012/0360 (COD) */
BEGRUNDELSE 1. BAGGRUND FOR FORSLAGET 1.1. Generel baggrund Dette forslag tager sigte på ændring af Rådets
forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs
("konkursforordningen" eller "forordningen"). Konkursforordningen fastsætter europæiske regler
for grænseoverskridende konkurser. Forordningen finder anvendelse i alle
tilfælde, hvor skyldner har aktiver eller kreditorer i mere end én medlemsstat,
uanset om skyldner er en fysisk eller juridisk person. Den afgør, hvilket lands
retter der har kompetence til at indlede konkursbehandling. Hovedinsolvensbehandlingen
skal indledes i den medlemsstat, hvor centeret for skyldners hovedinteresser
befinder sig, og virkningerne af insolvensbehandlingen anerkendes overalt i EU.
Sekundær insolvensbehandling kan indledes overalt, hvor skyldner har et
forretningssted, men har kun virkning for de aktiver, som befinder sig på den
pågældende medlemsstats område. Forordningen indeholder desuden lovvalgsregler
og regler om forholdet mellem hovedinsolvensbehandling og sekundær
insolvensbehandling. Konkursforordningen gælder i alle medlemsstater undtagen
Danmark, som i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ikke
deltager i det retlige samarbejde. Konkursforordningen blev vedtaget i maj 2000
og har været i kraft siden den 31. maj 2002. Nu, hvor der er gået ti år efter
dens ikrafttræden, har Kommissionen foretaget en gennemgang af, hvordan den
fungerer i praksis, og finder det nødvendigt at ændre den. 1.2. Behovet for en revision af
konkursforordningen Konkursforordningen anses generelt for at have
fungeret godt i den forstand, at den har lettet behandlingen af
grænseoverskridende konkurser inden for EU, men af høringen af interessenterne
på området og de juridiske og empiriske undersøgelser, Kommissionen har fået
foretaget, fremgår det, at der er adskillige problemer med forordningens
anvendelse i praksis. Desuden afspejler forordningen
ikke i tilstrækkelig grad EU's prioriterede mål og medlemsstaternes
konkursretlige praksis, især med hensyn til at bringe kriseramte virksomheder
på fode. Ved vurderingen af konkursforordningen blev der hovedsagelig peget på
fem væsentlige mangler: ·
Forordningen finder ikke anvendelse på de ordninger,
der findes i medlemsstaterne, hvor der er tale om rekonstruktion af en
virksomhed, før insolvens indtræder ("rekonstruktionsbehandling"),
eller hvor den eksisterende ledelse bliver siddende ("hybride
ordninger"). Sådanne ordninger er imidlertid for nylig blevet indført i
mange medlemsstater[1]
og anses for at øge chancerne for en succesrig sanering af virksomheder.
Desuden falder en række ordninger for personlig insolvensbehandling heller ikke
ind under forordningen i dag. ·
Der er problemer med at fastslå, hvilken
medlemsstat der er kompetent til at indlede insolvensbehandling. Mens der er
bred opbakning til, at det skal være den medlemsstat, hvor centret for
skyldners hovedinteresser befinder sig, der skal have kompetence til at indlede
hovedinsolvensbehandling, har der været problemer med at følge dette princip i
praksis. Forordningens kompetenceregler er også blevet kritiseret for at åbne
op for forumshopping, fordi virksomheder og fysiske personer blot kan flytte
centret for deres hovedinteresser til et andet land. ·
Der er også blevet peget på problemer i relation
til sekundære insolvensbehandlinger. Indledning af sekundær insolvensbehandling
kan lægge hindringer i vejen for en effektiv behandling af skyldners bo. Når
der er indledt sekundær insolvensbehandling, har kurator i hovedinsolvensbehandlingen
ikke længere kontrol over aktiver, der befinder sig i den anden medlemsstat,
hvilket gør det vanskelige at afhænde skyldner som en going concern[2]. Desuden skal sekundær
insolvensbehandling i dag afsluttes med likvidation, hvilket lægger hindringer
i vejen for en succesfuld rekonstruktion af en skyldner. ·
Der er problemer med reglerne om oplysningspligt om
indledning af insolvensbehandling og anmeldelse af krav. Der er i dag intet
krav om bekendtgørelse eller registrering af afgørelser herom i de
medlemsstater, hvor der er indledt insolvensbehandling, og heller ikke i de
medlemsstater, hvor der findes et forretningssted. Der findes ej heller noget
europæisk insolvensregister, som kunne åbne mulighed for søgning i flere
nationale registre. En god afvikling af grænseoverskridende insolvensbehandlinger
afhænger imidlertid i høj grad af, at der er offentlighed omkring de relevante
afgørelser i forbindelse med en insolvensbehandling. Dommerne må have kendskab
til, om der allerede er indledt insolvensbehandling i en anden medlemsstat, og
kreditorerne og de potentielle kreditorer må også være vidende om, at der er indledt
behandling. Desuden kan det være vanskeligt og bekosteligt for kreditorer, især
små kreditorer og små og mellemstore virksomheder, at anmelde krav i henhold
til konkursforordningen. ·
Endelig indeholder forordningen ingen konkrete
regler om multinationale koncerners insolvens, selv om koncerner er impliceret
i et stort antal grænseoverskridende konkurser. Konkursforordningens
grundpræmis er, at der skal indledes særskilte insolvensbehandlinger for hver
enkelt koncernvirksomhed, og at disse insolvensbehandlinger er helt uafhængige
af hinanden. Mangelen på specifikke regler om koncernkonkurser mindsker ofte
udsigterne til en vellykket rekonstruktion af koncernen som helhed og kan føre
til, at den bliver splittet op. En detaljeret evaluering af, hvordan
forordningen har fungeret i praksis, findes i den rapport fra Kommissionen, som
ledsager dette forslag. En dybdegående analyse af problemerne med den nuværende
forordning samt konsekvenserne af de forskellige muligheder, man har overvejet
for at løse disse problemer, findes i Kommissionens konsekvensanalyse, der også
ledsager dette forslag. Det overordnede formål med at revidere
konkursforordningen er at nå frem til en mere effektiv regulering af
grænseoverskridende konkurser for at bringe det indre marked til at fungere
bedre og styrke dets modstandskraft over for økonomiske kriser. Dette mål
hænger også sammen med EU's aktuelle overordnede politiske mål om at fremme
økonomisk genopretning og bæredygtig vækst, øgede investeringer og bevarelse af
arbejdspladser, som fastsat i Europa 2020-strategien. En revision af
forordningen vil gavne små og mellemstore virksomheder og bidrage til deres
overlevelse, som anført i Small Business Act[3].
En sådan revision er også et af de nøgletiltag, der er opført i Single Market
Act II[4]. 2. HØRING OG KONSEKVENSANALYSE Forud for forslaget blev der foretaget en
omfattende høring af den interesserede offentlighed, medlemsstaterne, andre
institutioner og eksperter om problemerne med den nuværende forordning og
mulige løsninger på dem. Den offentlige høring blev iværksat af Kommissionen
den 29. marts 2012, og der indkom i alt 134 høringssvar. Kommissionen har også
taget hensyn til resultaterne af en ekstern rapport om evaluering af
konkursforordningens anvendelse udarbejdet i samarbejde mellem universiteterne
i Heidelberg og Wien. Desuden blev der i en ekstern undersøgelse foretaget i
samarbejde mellem GHK og Milieu indsamlet empiriske data om konsekvenserne af de
forskellige reformmodeller. Begge
undersøgelser vil blive offentliggjort sammen med dette forslag på
Generaldirektoratet for Retlige Anliggenders hjemmeside. Der blev afholdt to møder med nationale eksperter, i april og
oktober 2012. Desuden nedsatte Kommissionen en gruppe af private eksperter
inden for grænseoverskridende konkurser, der holdt fem møder i perioden fra maj
til oktober 2012 og gav en række inputs til Kommissionen angående problemerne i
forbindelse med revisionen af forordningen og de mulige løsningsmodeller og
formuleringer. Interessenternes syn på hovedelementerne i
reformen kan opsummeres således: ·
Med hensyn til udvidelsen af forordningens
anvendelsesområde mente et stort flertal, at forordningen også skulle omfatte rekonstruktionsbehandlinger
og hybride ordninger. Meningerne var delte med hensyn til, hvilke former for ordninger
forordningen nærmere bestemt skulle omfatte, især om, hvorvidt der skulle være
krav om domstolstilsyn. Flertallet af respondenter var enige i, at
konkursforordningen bør finde anvendelse på privatpersoner og selvstændige. ·
Med hensyn til kompetence gik trefjerdedele af
respondenterne at lægge centret for hovedinteresserne til grund for, hvor
hovedsagen skal behandles. Der var imidlertid et flertal, der mente, at retternes
fortolkning af dette begreb gav anledning til problemer i praksis. Næsten
halvdelen af respondenterne henviste til eksempler på misbrug af reglerne ved
at flytte hovedinteressecenteret[5]. ·
Med hensyn til forholdet mellem hovedinsolvensbehandling
og sekundær insolvensbehandling var tæt ved halvdelen af respondenterne utilfredse
med koordineringen mellem hovedbehandling og sekundære behandlinger. ·
Hvad angår offentlighed omkring insolvensbehandlinger
var trefjerdedele af respondenterne enige i, at det er et problem, at det ikke
er obligatorisk at bekendtgøre afgørelser om indledning af insolvensbehandling.
Næsten halvdelen af dem, der udtalte sig herom, fandt, at der var problemer med
anmeldelse af fordringer. ·
For koncerners vedkommende mente tæt ved halvdelen
af respondenterne ikke, at konkursforordningen fungerede effektivt, når
virksomheder i en multinational koncern går konkurs. Kommissionen har analyseret fordelene og
ulemperne ved forslagets vigtigste aspekter i den konsekvensanalyse, der
ledsager dette forslag. 3. FORSLAGETS JURIDISKE ASPEKTER 3.1. Resumé af forslaget Elementerne i den foreslåede reform af konkursforordningen kan opsummeres således: · Anvendelsesområde: Det foreslås at udvide forordningens anvendelsesområde ved at revidere definitionen af konkursbehandling, så den også kommer til at omfatte hybride ordninger og rekonstruktionsbehandlinger samt gældssanering og andre former for insolvensbehandling for fysiske personer, som ikke er omfattet af den nugældende definition · Kompetence: Forslaget afklarer kompetencereglerne og procedurereglerne for fastlæggelsen af kompetence · Sekundær insolvensbehandling: forslaget tager sigte på en mere effektiv insolvensbehandling ved at give retterne mulighed for at nægte at indlede sekundær behandling, hvis det ikke er nødvendigt for at tilgodese lokale kreditorers interesser, ved at ophæve kravet om, at sekundære behandlinger skal tage sigte på likvidation, og ved at forbedre samordningen mellem hovedbehandling og sekundære behandlinger, især ved at udvide samarbejdsforpligtelserne til også at gælde de implicerede retter · Offentliggørelse af indledning af konkursbehandling og anmeldelse af fordringer: Forslaget indeholder krav om, at medlemsstaterne skal bekendtgøre alle relevante domstolsafgørelser i grænseoverskridende konkurssager i et offentligt tilgængeligt elektronisk register, og bestemmelser om sammenkobling af nationale insolvensregistre Desuden indføres der standardformularer til anmeldelse af fordringer · Koncerner: Forslaget indeholder bestemmelser om koordinering af insolvensbehandlinger af forskellige virksomheder i samme koncern og krav om, at de kuratorer og domstole, der er impliceret i de forskellige hovedinsolvensbehandlinger, skal samarbejde og kommunikere med hinanden; desuden giver det de kuratorer, der er impliceret i disse insolvensbehandlinger, de nødvendige beføjelser til at anmode om, at de respektive andre behandlinger stilles i bero, og til at foreslå en redningsplan for de medlemmer af koncernen, som der er indledt insolvensbehandling af. 3.1.1. Konkursforordningens
anvendelsesområde Forslaget udvider konkursforordningens
anvendelsesområde ved at ændre den nuværende definition af
"insolvensbehandling" i artikel 1, stk. 1. Det
foreslås at udvide definitionen til også at omfatte bobehandlinger, der ikke
forestås af en kurator, men hvor skyldners aktiver og forretninger er underlagt
domstolskontrol eller domstolstilsyn. Den
anerkendelse i hele EU af insolvensbehandlingers virkninger, som der blev
indført med konkursforordningen, vil dermed også komme til at gælde for de
former for bobehandling, hvor skyldner bevarer rådigheden over sine aktiver,
uden at der er udpeget en kurator. Det vil også åbne mulighed for at bringe
insolvensbehandling af fysiske personer ind under forordningen. Desuden
foreslås det at indføje en udtrykkelig henvisning til gældssanering og
rekonstruktion, således at forordningen også kommer til at omfatte de
situationer, hvor skyldneren indgår en ordning med sine kreditorer før en konkurs.
Disse ændringer vil desuden bringe forordningen i bedre overensstemmelse med
tilgangen i UNCITRAL's Model Law on cross-border insolvency[6]. Men selv om det er vigtigt at få udvidet
forordningens anvendelsesområde, så man sikrer en effektiv behandling af rekonstruktionsordninger
og hybride ordninger i en grænseoverskridende kontekst, bør den ikke finde
anvendelse på de ordninger, der foregår i fortrolighed. For der findes i
medlemsstaterne adskillige former for rekonstruktionsordninger, hvor skyldner
indleder forhandlinger med (visse) kreditorer med det formål at nå frem til en
aftale om en refinansiering eller rekonstruktion, men hvor oplysninger herom
ikke når ud til offentligheden. Der kan være
tale om at, at kreditorerne udsætter deres individuelle krav om fyldestgørelse
eller afstår fra at indgive konkursbegæring i et vist tidsrum for dermed at
give skyldneren et "pusterum". Sådanne ordninger kan spille en vigtig
rolle i nogle medlemsstater, men deres aftalebestemte og fortrolige karakter
gør det vanskeligt at få deres virkninger anerkendt i hele EU, da retter eller
kreditorer i andre EU-lande ikke er vidende om dem. Det
er imidlertid ikke til hinder for, at sådanne ordninger sidenhen kan blive
omfattet af konkursforordningen, i det øjeblik, hvor de er blevet offentligt
bekendtgjorte. Forslaget tager ikke sigte på at ændre den hidtidige
tilgang med at opføre de nationale insolvensbehandlinger, som falder ind under
forordningen, i Bilag A, og lade det være op til medlemsstaterne at afgøre, om
de vil have en bestemt insolvensbehandling opført i bilaget. Men der indføres
med forslaget en ordning, hvor Kommissionen skal undersøge, om en anmeldt
national insolvensbehandling rent faktisk opfylder betingelserne i den
reviderede definition. Det vil sikre, at det
kun er de ordninger, der stemmer overens med forordningens regler, der opførers
i bilaget. 3.1.2. Kompetence til indledning af
insolvensbehandling Forslaget fastholder COMI-princippet (centret
for hovedinteresserne), fordi det sikrer, at sagen behandles i en jurisdiktion,
som skyldner har en ægte tilknytning til, og ikke på et sted, der eventuelt
blev valgt, da virksomheden blev stiftet. COMI-tilgangen
stemmer også overens med den internationale udvikling, eftersom det er det princip,
der lægges til grund i UNCITRAL's Model Law on cross-border insolvency. For at gøre det lettere for de implicerede at
bestemme COMI i praksis, indeholder forslaget en præcisering af definitionen af
dette begreb, og desuden indføjes der en
bestemmelse om fysiske personers COMI. Der er
endvidere indføjet en ny betragtning, der præciserer, under hvilke
omstændigheder en formodning om, at en juridisk persons COMI er det sted, hvor
dets hjemsted befinder sig, kan tilbagevises, og
formuleringen af denne betragtning er taget fra EU-Domstolens dom i Interedil-sagen[7]. Forslaget indeholder også en afklaring af
procedurereglerne for fastlæggelse af kompetencen til indledning af
insolvensbehandling. Ifølge forslaget skal retten på eget initiativ efterprøve
sin kompetence, før den indleder insolvensbehandling, og i sin afgørelse herom
angive, hvorpå den støtter sin kompetence. Desuden indeholder forslaget en
bestemmelse om, at alle udenlandske kreditorer skal underrettes om afgørelsen
om indledning af insolvensbehandling, således at de får mulighed for effektivt
at udøve deres ret til at anfægte denne afgørelse. Disse ændringer tager sigte
på at sikre, at der kun indledes insolvensbehandling, hvis retterne i den
pågældende medlemsstat rent faktisk har kompetence hertil. Formålet er at
mindske risikoen for forumshopping og omgåelse af reglerne ved en fiktiv
flytning af COMI. For det tredje præciseres det, at den ret, der
indleder insolvensbehandling, også har kompetence til behandling af sager, der
er direkte affødt af insolvensbehandlingen eller har tæt tilknytning hertil,
f.eks. anfægtelsessøgsmål. Med denne ændring er der taget hensyn til
EU-Domstolens dom i DekoMarty-sagen[8].
Hvor der er en sammenhæng mellem et sådant søgsmål og en anden sag anlagt mod
samme sagsøgte på grundlag af den almindelige civilret, skal kurator have
mulighed for at få begge sager behandlet ved sagsøgtes værneting, hvis dette er
kompetent i henhold til forordning (EF) 44/2001 af 22. december 2000 om
retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det
civil- og handelsretlige område[9]
(som siden ændret). Denne regel vil sætte kurator i stand til at få en sag om
f.eks. et bestyrelses- eller direktionsmedlems ansvar ifølge konkursretten og
en sag om samme medlems erstatnings- eller selskabsretlige ansvar behandlet ved
den samme domstol. 3.1.3. Sekundære
insolvensbehandlinger Forslaget indeholder en række ændringer, der
tager sigte på en mere effektiv forvaltning af skyldners bo i de situationer,
hvor skyldner har et forretningssted i en anden medlemsstat. ·
En ret, der anmodes om at indlede sekundær
behandling, bør, hvis kurator i hovedsagen anmoder om det, kunne afvise at
indlede insolvensbehandling eller udsætte afgørelsen herom, hvis det ikke af
hensyn til lokale kreditorers interesser er nødvendigt at indlede sekundær insolvensbehandling.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en investor har tilbudt at overtage
virksomheden på going concern-basis, og det ville give kreditorerne et større
udbytte end en likvidation af virksomheden. Det vil heller ikke være nødvendigt
at indlede sekundær insolvensbehandling, hvis kurator i hovedsagen giver de
lokale kreditorer løfte om, at de under hovedinsolvensbehandlingen vil blive
behandlet på samme måde, som hvis der var indledt sekundær behandling, og at de
rettigheder, de i så fald ville have haft med hensyn til stadfæstelse og
rangordning af deres fordringer, vil blive tilgodeset ved udlodningen fra boet.
Denne praksis med "syntetiske sekundære insolvensbehandlinger" er
blevet fulgt ved mange grænseoverskridende konkurser, hvor der blev indledt
hovedinsolvensbehandling i Det Forenede Kongerige (bl.a. Collins&Aikmans,
MG Rovers og Nortel Networks' konkurser). I disse sager accepterede de engelske
domstole, at de engelske kuratorer udloddede dele af boet i overensstemmelse
med lovgivningen i det land, hvor forretningsstedet var beliggende. Eftersom
mange medlemsstaters lovgivning i dag ikke åbner mulighed for en sådan
fremgangsmåde, er der i forslaget indføjet en materiel retsregel, der sætter
kurator i stand til at give lokale kreditorer sådanne løfter med bindende
virkninger for konkursmassen. ·
Den foreslåede ændring er ikke til hinder for, at
kurator kan anmode om indledning af sekundær insolvensbehandling, når det vil
lette behandlingen af komplicerede sager, f.eks. hvor der bliver tale om
afskedigelse af et stort antal medarbejdere i det andet land. I sådanne
tilfælde kan det af hensyn til en effektiv forvaltning af skyldners bo være en
god idé, at der indledes lokal insolvensbehandling og udpeges en lokal kurator.
·
Der foreslås indføjet en bestemmelse om, at en ret,
der er blevet anmodet om at indlede sekundær insolvensbehandling, skal høre
kurator i hovedinsolvensbehandlingen, før den træffer afgørelse. Formålet med
denne ændring er at sikre, at den ret, der skal tage stilling til en anmodning
om indledning af sekundær behandling, har fuldt kendskab til enhver sanerings-
eller rekonstruktionsmulighed, som kurator måtte overveje, og er i stand til at
vurdere, hvilke konsekvenser indledning af sekundær behandling vil få. Denne
pligt modsvares af, at kurator får ret til at anfægte afgørelser om indledning
af sekundær insolvensbehandling. ·
Det nuværende krav om, at sekundære
insolvensbehandlinger skal tage sigte på likvidation, ophæves. En ret, der har
indledt sekundær insolvensbehandling, kan vælge mellem alle de ordninger, der
findes i national ret, herunder også rekonstruktionsbehandlinger. Denne ændring
skal sikre, at den omstændighed, at der er indledt sekundær
insolvensbehandling, ikke automatisk er til hinder for sanering eller
rekonstruktion af hele debitorvirksomheden. Denne ændring har ingen indvirkning
på de regler, der gælder for tilbagesøgning af statsstøtte og EU-Domstolens
retspraksis om tilbagesøgning af statsstøtte fra insolvente virksomheder[10]. ·
Desuden tager forslaget sigte på at forbedre
koordineringen mellem hovedinsolvensbehandling og sekundære insolvensbehandlinger
ved at udvide den samarbejdsforpligtelse, som hidtil kun har været gældende for
kuratorer, til også at gælde for de implicerede retter. Retterne vil således få
pligt til at samarbejde og kommunikere med hinanden, og desuden vil kuratorerne
skulle samarbejde og kommunikere med den ret i den anden medlemsstat, der
behandler sagen. Et sådant samarbejde mellem retterne vil føre til en bedre
koordinering mellem hovedinsolvensbehandling og sekundære insolvensbehandlinger.
Det kan navnlig have stor betydning for, om en rekonstruktion lykkes, f.eks. i
relation til godkendelse af en saneringsplan. 3.1.4. Bekendtgørelse af indledning
af insolvensbehandling og anmeldelse af fordringer Forslaget indeholder bestemmelse om, at et
vist mindstemål af oplysninger om insolvensbehandlingen skal offentliggøres i
et elektronisk register, som er frit tilgængeligt for offentligheden på
internettet. Det skal oplyses, hvilken ret der indleder insolvensbehandling og
datoen herfor – for hovedinsolvensbehandlingers vedkommende datoen for
behandlingens afslutning, behandlingens art, skyldner, kurator, afgørelsen om
behandlingens indledning samt afgørelsen om udpegelse af kurator, hvis dette
ikke sker samtidig med behandlingens indledning, samt fristen for at anmelde
fordringer. På baggrund af forskellene mellem de nationale retssystemer med
hensyn til bekendtgørelse af, at der er indledt insolvensbehandling, og
kreditorernes forskellige behov, gælder denne oplysningspligt kun i forbindelse
med virksomheder og selvstændigt erhvervsdrivende, men ikke, når der er tale om
forbrugere. Desuden skal der indføres et system med sammenkobling af nationale
registre, hvortil der skal være adgang via EU's e-Justice portal. Kommissionen
vil i en gennemførelsesforordning fastlægge fælles mindstekriterier for søgning
i registrene og for søgeresultater baseret på de oplysninger, der skal
offentliggøres i insolvensregistrene. Sammenkoblingen af de nationale registre
vil sikre, at en ret, der har modtaget en anmodning om indledning af
insolvensbehandling, vil kunne se, om der i en anden medlemsstat allerede er
indledt insolvensbehandling af den samme skyldner, samtidig med at kreditorerne
vil kunne se, om der allerede er indledt insolvensbehandling af den samme
skyldner, og i så fald hvilke beføjelser den eventuelt udpegede kurator har.
For skyldnere, der er virksomheder, vil medlemsstaterne kunne basere sig på
forpligtelserne i direktiv 2012/17/EU af 13. juni 2012 om sammenkobling af
centrale registre og handels- og selskabsregistre[11]. I relation til
konkursforordningen er alene oplysningen om, at der er indledt
insolvensbehandling af en skyldner, ikke tilstrækkelig til at sikre den ønskede
koordinering af behandlingen af grænseoverskridende konkurser og sætte
kreditorerne i stand til at udøve deres rettigheder i forbindelse hermed. Forslaget indeholder også bestemmelser, der på
tre måder skal gøre det lettere for udenlandske kreditorer, især små kreditorer
og SMV, at anmelde fordringer: For det første skal der ved en
gennemførelsesforordning indføres to standardformularer, den ene til brug for
underretning af kreditorerne og den anden til anmeldelse af fordringer. Disse
standardformularer kommer til at foreligge på alle officielle EU-sprog, således
at udgifter til oversættelse reduceres. For det andet vil udenlandske
kreditorer få mindst 45 dage, efter at meddelelsen om insolvensbehandlingens
indledning er optaget i insolvensregisteret, til at anmelde deres fordringer,
uanset om der efter national ret gælder en kortere frist. Hvis deres fordring
anfægtes, skal de også underrettes herom og have mulighed for at fremlægge
yderligere dokumentation for deres krav. Endelig vil det ikke være obligatorisk
at lade sig repræsentere af en advokat ved anmeldelse af fordringer i en
fremmed jurisdiktion, hvilket også vil reducere omkostningerne for
kreditorerne. 3.1.5. Koncernforbundne virksomheder Forslaget indeholder et særligt regelsæt for
insolvensbehandling af medlemmer af en koncern, samtidig med at den
individuelle tilgang, der ligger til grund for den nuværende konkursforordning,
bevares. Der indføres krav om koordinering af insolvensbehandlinger af
forskellige medlemmer af samme koncern, idet kurator og de implicerede retter får
pligt til at samarbejde med hinanden på samme måde, som det foreslås i
forbindelse hovedinsolvensbehandling og sekundære insolvensbehandlinger. Dette
samarbejde kan antage forskellige former, alt efter sagens omstændigheder.
Kuratorer bør bl.a. udveksle relevante oplysninger og samarbejde om opstilling
af en sanerings- eller rekonstruktionsplan, hvor det er relevant. Muligheden
for at samarbejde gennem såkaldte protokoller nævnes udtrykkeligt som en
anerkendelse af den betydning, de kan have i praksis, og for at fremme brugen
af dem. Retterne bør især samarbejde ved at udveksle oplysninger og, når det er
relevant, koordinere udpegelsen af kuratorer, der kan samarbejde med hinanden,
og godkendelse af de protokoller, kuratorerne forelægger dem. Desuden skal hver kurator ifølge forslaget
have visse rettigheder i insolvensbehandlinger af andre medlemmer af samme
koncern. Kurator skal især have ret til at blive hørt i sådanne andre sager,
til at anmode om, at andre insolvensbehandlinger bliver stillet i bero, og til
at fremlægge en rekonstruktionsplan på en måde, så det pågældende
kreditorudvalg eller den pågældende ret kan træffe afgørelse om den. Kurator
skal også have ret til at deltage i møderne i kreditorudvalget. Dermed bliver
den kurator, der har den største interesse i en vellykket rekonstruktion af
alle de berørte virksomheder, i stand til officielt at fremlægge sin
rekonstruktionsplan under behandlingen af insolvenssager angående en anden virksomhed
i koncernen, også selv om kuratoren i denne sag ikke er samarbejdsvillig eller
er imod planen. Formålet med kravet om koordinering mellem
forskellige insolvensbehandlinger angående medlemmer af samme koncern er ikke
at lægge hindringer i vejen for den praksis, der ofte følges i relation til
stærkt integrerede koncerner, og som går ud på at bestemme, at centret for alle
koncernmedlemmernes hovedinteresser befinder sig på et og samme sted og derfor
kun indlede insolvensbehandling i én jurisdiktion. 3.2. Retsgrundlag Der er tale om et forslag om ændring af
forordning (EF) nr. 1346/2000, der blev vedtaget med hjemmel i artikel 61,
litra c), og artikel 67, stk. 1, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske
Fællesskab. Siden ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten har den tilsvarende
hjemmel været artikel 81, stk. 2, litra a), c) og f), i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde. Afsnit V i Del 3 i traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde finder i henhold til protokollen om Danmarks stilling i
bilaget til traktaterne ikke anvendelse på Danmark. Afsnit V finder heller ikke
anvendelse på Det Forenede Kongerige og Irland, medmindre de to lande træffer
anden afgørelse efter reglerne herom i protokollen om deres stilling for så
vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Når Kommissionen
fremlægger ændringsforslag til en eksisterende retsakt, og Det Forenede
Kongerige eller Irland ikke udøver deres ret til at tilslutte sig
ændringsforslaget, kan Rådet imidlertid, ved afgørelse vedtaget efter forslag
fra Kommissionen, beslutte, at det pågældende lands ikke-deltagelse i den
ændrede udgave af den eksisterende foranstaltning gør denne foranstaltning
uanvendelig for andre medlemsstater eller Unionen, og fristen for at give meddelelse
forlænges i så fald. Har det pågældende land ikke tilsluttet sig ved udløbet af
den forlængede frist, er den eksisterende foranstaltning ikke længere bindende
eller gældende for det. 3.3. Subsidiaritet og
proportionalitet De forskellige ovenfor beskrevne elementer i
denne revision af konkursforordningen opfylder kravene om subsidiaritet og
proportionalitet. Hvad subsidiariteten angår, kan de foreslåede ændringer ikke
realiseres af medlemsstaterne på egen hånd, da de kræver en ændring af
eksisterende regler i konkursforordningen om anvendelsesområde, kompetence til
indledning af insolvensbehandling, sekundære insolvensbehandlinger, bekendtgørelse
af afgørelser og anmeldelse af fordringer. En ændring af konkursforordningen
kan per definition kun ske under medvirken af EU's lovgivende myndigheder.
Indførelsen af elektroniske insolvensregistre kunne teoretisk realiseres af
medlemsstaterne på egen hånd, men en sammenkobling af dem kræver en indsats på
unionsplan. Formålet med den foreslåede foranstaltning – nemlig at åbne
mulighed for en sammenkobling af insolvensregistre i hele EU – kan derfor ikke
i tilstrækkelig grad virkeliggøres af medlemsstaterne på egen hånd, men kan
bedre opnås gennem en indsats på unionsplan. Hvad proportionaliteten angår, er den
foreslåede foranstaltnings indhold og form ikke mere vidtgående, end hvad der
er nødvendigt til at virkeliggøre traktatens mål. Konsekvensanalysen, der
fremlægges sammen med dette forslag, viser, at fordelene ved hver af de
foreslået ændringer mere end opvejer udgifterne til dem, og de foreslåede
foranstaltninger står derfor i et rimeligt forhold til målet. 3.4. Indvirkning på de
grundlæggende rettigheder Som indgående beskrevet i den ledsagende
konsekvensanalyse og i overensstemmelse med EU's strategi for en effektiv
gennemførelse af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,
respekterer alle elementerne i denne reform de rettigheder, der er nedfældet i
chartret om grundlæggende rettigheder. Ændringerne vil forbedre situationen for
alle, der er impliceret i grænseoverskridende konkurser, og styrke deres
rettigheder, bl.a. med hensyn til ejendomsret, friheden til at drive virksomhed
og friheden til at arbejde, den frie bevægelighed og opholdsret og adgangen til
effektive retsmidler. Den foreslåede ændring, der tager sigte på indførelse af
offentligt tilgængelige elektroniske insolvensregistre, respekterer retten til
beskyttelse af personoplysninger på en måde, der står i et rimeligt forhold til
målene, idet der træffes foranstaltninger til at sikre overholdelsen af
direktiv 95/46/EF om databeskyttelse. 4. VIRKNINGER FOR BUDGETTET Forslaget vil kun få begrænsede virkninger for
EU's budget. It-applikationen til sammenkobling af insolvensregistre er
allerede udviklet og skal køre på e-Justice portalen. I perioden 2014-2020 vil
virkningerne for EU's budget alene bestå af udgifterne til hosting og
vedligeholdelse af it-applikationen. Som helhed kommer disse udgifter til at
beløbe sig til 1 500 000 for årene 2014-2020 og kan afholdes over
bevillingerne til det fremtidige program for retlige anliggender[12] 2012/0360 (COD) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om ændring af Rådets forordning (EF) nr.
1346/2000 om konkurs EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN
EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 81, under henvisning til forslag fra
Europa-Kommissionen, efter fremsendelse af udkast til
lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter, under henvisning til udtalelse fra Det
Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[13],
efter den almindelige lovgivningsprocedure, efter høring af den europæiske tilsynsførende
for databeskyttelse[14],
og ud fra følgende betragtninger: (1) Ved Rådets forordning (EF)
nr. 1346/2000[15]
blev der indført et europæisk regelsæt for grænseoverskridende
insolvensbehandlinger. Den fastsætter bestemmelser om, hvilken medlemsstats retter
der har kompetence til indledning af insolvensbehandling, ensartede regler om,
hvilken lovgivning der finder anvendelse, og bestemmelser om anerkendelse og
fuldbyrdelse af insolvensrelaterede afgørelser samt koordinering mellem
hovedinsolvensbehandling og sekundære insolvensbehandlinger. (2) I Kommissionens rapport om
anvendelsen af forordning (EF) nr. 1346/2000 af 12. december 2012[16] konkluderes det, at
forordningen som helhed fungerer godt, men at det er ønskeligt at forbedre
anvendelsen af visse af dens bestemmelser for at fremme en endnu mere effektiv
behandling af grænseoverskridende konkurser. (3) Anvendelsesområdet for
forordning (EF) nr. 1346/2000 bør udvides til at omfatte de ordninger, der
tager sigte på sanering af en økonomisk levedygtig skyldner for derigennem at
hjælpe sunde virksomheder med at overleve og give iværksættere en ny chance.
Det bør navnlig også omfatte ordninger, der tager sigte på rekonstruktion af en
debitorvirksomhed før en konkurs, eller som ikke fører til udskiftning af den
hidtidige ledelse. Forordningen bør også finde anvendelse på ordninger, der
tager sigte på gældssanering for forbrugere og selvstændige, som ikke opfylder kriterierne
i den nuværende forordning. (4) Reglerne om kompetence til
indledning af insolvensbehandling bør præciseres yderligere, og
procedurereglerne for fastlæggelse af kompetence bør forbedres. Der bør gælde
en eksplicit regel om kompetence til prøvelse af sager, der er direkte affødt
af en insolvensbehandling eller har nær tilknytning hertil. (5) For at fremme en mere
effektiv insolvensbehandling i sager, hvor skyldner har et forretningssted i en
anden medlemsstat, bør kravet om, at sekundære insolvensbehandlinger skal tage
sigte på likvidation, ophæves. Desuden bør en ret kunne afvise at indlede
sekundær insolvensbehandling, hvis det ikke er nødvendigt for at beskytte lokale
kreditorers interesser. Koordineringen mellem hovedinsolvensbehandling og
sekundære insolvensbehandlinger bør forbedres, navnlig ved at stille krav om
samarbejde mellem de implicerede domstole. (6) For at sikre en bedre
information af kreditorer og implicerede retter og forhindre, at der indledes
parallelle insolvensbehandlinger, bør det kræves, at medlemsstaterne bekendtgør
relevante afgørelser i grænseoverskridende insolvenssager i et offentligt
tilgængeligt elektronisk register. Der bør indføjes bestemmelse om
sammenkobling af insolvensregistrene. Desuden bør der indføres
standardformularer til anmeldelse af fordringer for at gøre det lettere for
udenlandske kreditorer at anmelde deres krav og reducere udgifterne til
oversættelse. (7) Der bør indføres særlige
regler om koordinering af insolvensbehandlinger af forskellige virksomheder
tilhørende samme koncern. De kuratorer og retter, der er impliceret i de
forskellige insolvensbehandlinger, bør have pligt til at samarbejde og
kommunikere med hinanden. Hver af de implicerede kuratorer bør desuden have
beføjelse til at foreslå en saneringsplan for en koncern, der er genstand for en
insolvensbehandling, og om fornødent anmode om, at insolvensbehandlingen af
andre virksomheder end den, som vedkommende er udpeget til kurator for, stilles
i bero. Begrebet "koncern" bør defineres og forstås på en måde, så
definitionen alene gælder i en insolvenskontekst uden at berøre de
selskabsretlige aspekter. (8) Med henblik på at muliggøre
en hurtig tilpasning af forordningen til relevante ændringer i de nationale konkurs-
og insolvenslove, medlemsstaterne har anmeldt, bør Kommissionen tillægges beføjelse
til i overensstemmelse med traktatens artikel 290 at vedtage retsakter om
ændring af bilagene til forordningen. Det er især vigtigt, at Kommissionen
under sit forberedende arbejde foretager relevante høringer, bl.a. af eksperter
på området. Kommissionen bør ved forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede
retsakter sørge for samtidig, rettidig og passende fremsendelse af relevante
dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet. (9) Kommissionen bør have tillagt
gennemførelsesbeføjelser til sikring af en ensartet gennemførelse af forordning
(EF) nr. 1346/2000. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar
2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal
kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser[17]. (10) Forordning (EF) nr. 1346/2000
bør ændres i overensstemmelse hermed. (11) Ændringen af denne forordning
berører ikke reglerne for tilbagesøgning af statsstøtte fra insolvente
virksomheder som fortolket i EU-Domstolens retspraksis (sag C-454/09, Kommissionen
mod Italien – New Interline). Er det ikke muligt at tilbagesøge det fulde
statsstøttebeløb, fordi tilbagesøgningspåbuddet angår en virksomhed, mod
hvilken der er indledt insolvensbehandling, bør denne behandling altid
resultere i en likvidation og føre til støttemodtagerens endelige indstilling
af sin aktivitet og til likvidation af dens aktiver. (12) I overensstemmelse med artikel
1 og 2 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt
angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag
til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde, [har Det Forenede Kongerige og Irland meddelt, at de ønsker at
deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning]/[deltager Det
Forenede Kongerige og Irland ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke
er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland,
dog med forbehold af protokollens artikel 4]. (13) I overensstemmelse med artikel
1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til traktaten om Den
Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager
Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, og forordningen er derfor ikke
bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark — VEDTAGET DENNE FORORDNING: Artikel 1 I Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000
foretages følgende ændringer: (1)
I betragtning 2 erstattes henvisningen til artikel
65 med en henvisning til artikel 81 (2)
I betragtning 3, 5, 8, 11, 12, 14 og 21 erstattes
"Fællesskabet", "Fællesskabets" og "fællesskabs-"
med henholdsvis "Unionen", "Unionens" og
"unions-". (3)
Betragtning 4 affattes således: "(4) Det er en forudsætning for et
velfungerende indre marked, at parterne ikke tilskyndes til at overføre aktiver
eller tvister fra én medlemsstat til en anden for at forbedre deres
retsstilling til skade for de samlede kreditorinteresser ("forum
shopping")." (4)
Betragtning 6 affattes således: "(6) Denne forordning bør fastsætte
bestemmelser om kompetence til indledning af insolvensbehandling og til behandling
af sager, som er en direkte følge af insolvensbehandlingen og har nær forbindelse
hermed. Forordningen bør desuden indeholde bestemmelser om anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet i sådanne sager og om, hvilken
lovgivning der finder anvendelse på insolvensbehandlinger. Endvidere bør
forordningen fastsætte regler om koordinering af insolvensbehandlinger angående
den samme skyldner eller flere medlemmer af den samme virksomhedskoncern."
(5)
Betragtning 7 affattes således: "(7) Konkurs, akkord og andre lignende
ordninger og sager herom er ikke omfattet af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001
af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse
af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område[18]. For disse ordninger bør
nærværende forordning gælde. Denne forordning bør i videst mulige omfang
fortolkes på en måde, så lovgivningslakuner mellem de to forordninger
undgås." (6)
Betragtning 9 affattes således: "(9) Denne forordning bør finde
anvendelse på alle insolvensbehandlinger, der opfylder betingelserne i denne
forordning, hvad enten skyldneren er en fysisk person eller en juridisk person,
en erhvervsdrivende eller en privatperson. Disse insolvensbehandlinger er
udtømmende angivet i Bilag A. For alle nationale ordninger opført i Bilag A bør
denne forordning finde anvendelse uden yderligere domstolsprøvelse i en anden
medlemsstat af, om betingelserne i denne forordning er opfyldt.
Insolvensbehandling af forsikringsselskaber, kreditinstitutter, investeringsselskaber,
for så vidt disse er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2001/24/EF af 4. april 2001 om sanering og likvidation af kreditinstitutter[19] (som siden ændret), samt
institutter for kollektiv investering bør ikke være omfattet af denne
forordning. Sådanne selskaber og institutter bør ikke være omfattet af
forordningen, da de er underlagt særlige ordninger, og da de nationale
tilsynsmyndigheder har vidtgående indgrebsbeføjelser." (7)
Som betragtning 9a indsættes: "(9a) Denne forordnings anvendelsesområde
bør udvides til at omfatte de former for bobehandling, der tager sigte på
sanering af en økonomisk levedygtig skyldner for derigennem at hjælpe sunde
virksomheder med at overleve og give iværksættere en ny chance. Den bør navnlig
også omfatte ordninger, der tager sigte på rekonstruktion af en
debitorvirksomhed før en konkurs, ordninger, som ikke fører til udskiftning af
den hidtidige ledelse, og ordninger, der tager sigte på gældssanering for
forbrugere og selvstændige. Da der ved disse ordninger ikke nødvendigvis
udpeges en kurator, bør de være omfattet af denne forordning, når de
gennemføres under domstolskontrol eller domstolstilsyn. I denne forbindelse
anses udtrykket "kontrol" for også at dække situationer, hvor
domstolen alene handler på begæring af en kreditor eller anden interesseret
part." (8)
Betragtning 10 affattes således: "(10) Insolvensbehandling indebærer ikke
nødvendigvis en retslig myndigheds medvirken. Udtrykkene "ret" eller
"domstol" bør i denne forordning fortolkes bredt og omfatte en person
eller instans, som i henhold til national lovgivning har kompetence til at
indlede insolvensbehandlinger. For at være omfattet af forordningen bør bobehandlinger
(herunder lovbestemte retshandlinger og formaliteter) ikke blot være i
overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning, de bør også være
officielt anerkendt og have retskraft i den medlemsstat, hvor
insolvensbehandlingen indledes." (9)
Som ny betragtning 12a indsættes: "(12a)Før indledning af insolvensbehandling
bør den kompetente ret på eget initiativ efterprøve, at centret for debitors
hovedinteresser eller forretningssted rent faktisk befinder sig inden for dens
jurisdiktion. Hvis sagens omstændigheder giver anledning til tvivl om rettens kompetence,
bør retten forlange yderligere dokumentation for debitors påstande og eventuelt
give kreditorerne lejlighed til at fremsætte deres bemærkninger til kompetencespørgsmålet.
Kreditorerne bør desuden have effektiv adgang til at anfægte afgørelsen om
indledning af insolvensbehandling." (10)
Betragtning 13 udgår. (11)
Som betragtning 13a og 13b indsættes: "(13a) Virksomheder og andre
juridiske personer bør antages at have "centret for deres hovedinteresser"
på det sted, hvor deres registrerede hjemsted befinder sig. Denne formodning
bør kunne afkræftes, hvis virksomhedens hovedsæde ligger i en anden medlemsstat
end dens registrerede hjemsted, og det ud fra en udtømmende vurdering af alle
relevante faktorer fremgår på en måde, så det er identificerbart for
tredjemand, at det faktiske center for virksomhedens ledelse og for
forvaltningen af dens interesser er beliggende i den anden medlemsstat.
Formodningen bør derimod ikke kunne afkræftes, når virksomhedens ledelses- og
tilsynsorganer befinder sig samme sted som dens registrerede hjemsted, og
ledelsesbeslutningerne træffes på dette sted, som således er identificerbart
for tredjemand. (13b) Retterne i den medlemsstat, hvor
insolvensbehandlingen indledes, bør også have kompetence til behandling af
sager, der er en direkte følge af insolvensbehandlingen eller har tæt forbindelse
hermed, f.eks. anfægtelsessøgsmål. Hvor en sådan sag er forbundet med en anden
sag anlagt på grundlag af almindelig civilret, bør kurator kunne kræve begge
sager behandlet ved sagsøgtes værneting, hvis han finder det mere effektivt at
få sagen behandlet dér. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis kurator ønsker at
kombinere en sag angående direktions- eller bestyrelsesmedlemmers konkursretlige
ansvar med en sag om selskabsretlige eller almindelige erstatningsretlige
spørgsmål." (12)
Som betragtning 19a og 19b indsættes: "(19a)Sekundære insolvensbehandlinger kan imidlertid
også lægge hindringer i vejen for en effektiv forvaltning af boet. Den ret, der
har indledt sekundær insolvensbehandling, bør derfor på kurators begæring kunne
udsætte denne behandling eller afvise at indlede den, hvis det ikke er
nødvendigt for at beskytte lokale kreditorers interesser. Det bør navnlig ske,
hvis kurator med bindende virkning for boet har afgivet et tilsagn om at
behandle lokale kreditorer på samme måde, som hvis der var blevet indledt
sekundær insolvensbehandling, og anvende de prioriteringsregler, der gælder i
den medlemsstat, hvori der er anmodet om indledning af sekundær
insolvensbehandling, ved udlodningen af aktiver, som befinder sig i den
pågældende medlemsstat. Denne forordning bør give kurator mulighed for at
afgive sådanne tilsagn. (19b) Af hensyn til en effektiv beskyttelse af
lokale kreditorers interesser bør kuratoren i hovedinsolvensbehandlingen ikke
uretmæssigt kunne realisere eller flytte aktiver tilhørende et forretningssted
i en anden medlemsstat, navnlig ikke, hvis formålet hermed er at forhindre en
effektiv fyldestgørelse af disse kreditorer, hvis der siden indledes sekundær
insolvensbehandling." (13)
Betragtning 20 affattes således: "(20) Hovedinsolvensbehandlingen og de
sekundære insolvensbehandlinger vil dog kun kunne medvirke til en effektiv
realisation af konkursmassen, hvis der foretages en samordning af alle de
indledte insolvensbehandlinger. En væsentlig forudsætning herfor er et tæt
samarbejde mellem de forskellige kuratorer og de implicerede retter, navnlig
med fyldestgørende udveksling af oplysninger. For at sikre
hovedinsolvensbehandlingens forrang bør kurator for denne insolvensbehandling
have flere muligheder for at øve indflydelse på alle samtidige sekundære
insolvensbehandlinger. Kurator bør især kunne fremsætte forslag om en saneringsplan
eller en tvangsakkord eller anmode om, at realiseringen af aktiverne i den
sekundære insolvensbehandling stilles i bero. Ved dette samarbejde bør
kuratorer og retter følge den bedste praksis for samarbejde i
grænseoverskridende insolvenssager, som er opstillet i principper og
retningslinjer for kommunikation og samarbejde udarbejdet af europæiske og
internationale organisationer, der beskæftiger sig med konkursretlige
spørgsmål." (14)
Som betragtning 20a og 20b indsættes: "(20a)Denne forordning bør sikre en effektiv
insolvensbehandling af koncernforbundne virksomheder. Er der indledt
insolvensbehandlinger angående flere virksomheder i samme koncern, bør de
koordineres i tilstrækkeligt omfang. De forskellige implicerede kuratorer og retter
bør derfor have samme pligt til at kommunikere og samarbejde med hinanden som
de kuratorer og retter, der er impliceret i hovedinsolvensbehandling og
sekundære insolvensbehandlinger angående den samme skyldner. En kurator, der er
udpeget til at forestå insolvensbehandlingen af et medlem af en koncern, bør desuden
have ret til at foreslå en saneringsplan i en insolvensbehandling af et andet
medlem af samme koncern, såfremt den nationale konkurslovgivning åbner mulighed
herfor. (20b) Indførelsen af regler om koncerner bør ikke
indskrænke en rets adgang til at indlede insolvensbehandling af flere
virksomheder tilhørende samme koncern i en og samme jurisdiktion, hvis retten finder,
at centret for disse virksomheders hovedinteresser befinder sig i en enkelt
medlemsstat. I sådanne situationer bør retten også, hvis det er relevant, kunne
udpege den samme kurator til at forestå alle insolvensbehandlingerne." (15)
Som betragtning 21a indsættes: "(21a)Det er vigtigt at sikre, at kreditorer
med sædvanligt opholdssted, bopæl eller hjemsted inden for Unionen underrettes
herom, når der indledes insolvensbehandling af aktiver tilhørende deres
debitor. For at sikre en hurtig underretning af kreditorer bør
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1393/2007 om forkyndelse i
medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle
sager[20]
ikke finde anvendelse, hvor der i denne forordning henvises til informationspligten
over for kreditorerne. Der bør indføres standardformularer på alle Unionens
officielle sprog for at gøre det lettere for kreditorer at anmelde fordringer,
når der er indledt insolvensbehandling i en anden medlemsstat." (16)
Betragtning 29 affattes således: "(29) Af hensyn til erhvervslivet bør
hovedindholdet af afgørelsen om indledning af insolvensbehandling på kurators
anmodning bekendtgøres i de øvrige medlemsstater. I medlemsstater, hvor der
befinder sig et forretningssted, bør bekendtgørelse være obligatorisk, indtil
der er sket sammenkobling af insolvensregistre. Bekendtgørelsen bør dog i intet
tilfælde være en forudsætning for anerkendelsen af den udenlandske insolvensbehandling."
(17)
Som betragtning 29a indsættes: "(29a)For at sikre en bedre information af
kreditorer og implicerede retter og forhindre, at der indledes parallelle
insolvensbehandlinger, bør det kræves, at medlemsstaterne bekendtgør relevante
oplysninger i grænseoverskridende insolvenssager i et offentligt tilgængeligt
elektronisk register. For at gøre disse oplysninger lettere tilgængelige for
kreditorer og retter i andre medlemsstater bør der i denne forordning
fastsættes bestemmelse om sammenkobling af insolvensregistre." (18)
Betragtning 31 affattes således: "(31) Til denne forordning bør knyttes
bilag, som bl.a. angiver, hvilke nationale insolvensbehandlinger der er
omfattet af denne forordning. Med henblik på at muliggøre en hurtig tilpasning
af forordningen til relevante ændringer i de medlemsstaternes nationale love om
insolvens bør Kommissionen tillægges beføjelse til i overensstemmelse med
artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at vedtage delegerede
retsakter om ændring af bilagene til forordningen. Før vedtagelsen af en
delegeret retsakt om ændring af listen over nationale insolvensbehandlinger i
bilagene bør Kommissionen kontrollere, at de anmeldte insolvensbehandlinger
opfylder kriterierne i denne forordning. Kommissionen bør ved forberedelsen og
udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og
hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og
Rådet." (19)
Som betragtning 31a, 31b og 31c indsættes: "(31a)Kommissionen bør have tillagt gennemførelsesbeføjelser
til sikring af en ensartet gennemførelse af forordning (EF) nr. 1346/2000.
Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler
og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens
udøvelse af gennemførelsesbeføjelser[21]. (31b) Denne forordning respekterer de
grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der er nedfældet i Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Denne forordning tager
i særdeleshed sigte på at fremme anvendelsen af chartrets artikel 8, 17 og 47
om henholdsvis beskyttelse af personoplysninger, ejendomsretten og retten til
effektive retsmidler og retfærdig rettergang. (31c) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i
forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger[22]
og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af
18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse
med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne
og om fri udveksling af sådanne oplysninger[23],
finder anvendelse på behandlingen af personoplysninger i forbindelse med denne
forordning." (20)
I betragtning 32 og 33 erstattes "traktaten om
oprettelse af Det Europæiske Fællesskab" med "traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde". (21)
Artikel 1 og 2 affattes således: "Artikel 1
Anvendelsesområde 1. Denne forordning finder
anvendelse på retslige eller administrative kollektive bobehandlinger, herunder
foreløbige bobehandlinger, som gennemføres med hjemmel i konkurs- eller
gældssaneringslovgivning, og som med henblik på redning, gældssanering,
rekonstruktion eller likvidation medfører, at (a)
skyldneren helt eller delvis mister rådigheden over
sine aktiver, og der udpeges en kurator, eller (b)
skyldnerens aktiver og forretninger underlægges
domstolskontrol eller domstolstilsyn. De i stk. 1 omhandlede kollektive bobehandlinger
opføres i Bilag A. 2. Denne forordning finder ikke
anvendelse på insolvensbehandling af (a) forsikringsselskaber
(b) kreditinstitutter (c) investeringsselskaber,
for så vidt de er omfattet af direktiv 2001/24/EF, som ændret, og (d) institutter for
kollektiv investering Artikel 2
Definitioner I denne forordning forstås ved: (a)
"Insolvensbehandling": de i Bilag A
opførte insolvensbehandlinger (b)
"Kurator": (i) en person eller et organ, som har til
opgave at forvalte eller realisere massen eller at føre tilsyn med
forvaltningen af skyldnerens forretninger. Disse personer og organer er opført
i bilag C. (ii) hvor der ikke er udpeget en kurator,
eller hvor skyldnerens beføjelser ikke er overdraget til en kurator, den skyldner,
der har bevaret sin rådighed. (c)
"Ret": i alle artikler undtagen artikel
3b, stk. 2, en retsinstans eller en anden myndighed i en medlemsstat, som har
kompetence til at indlede insolvensbehandling, stadfæste indledning af
insolvensbehandling eller træffe afgørelser under insolvensbehandlingen (d)
"Afgørelse om indledning af
insolvensbehandling": (i) en rets afgørelse om at indlede
insolvensbehandling eller stadfæste indledning af insolvensbehandling, og (ii) en rets afgørelse om udpegelse af en
foreløbig kurator. (e)
"Tidspunktet for insolvensbehandlingens
indledning": det tidspunkt, hvor afgørelsen om indledning af
insolvensbehandling får virkning, uanset om afgørelsen er endelig eller ej (f)
"Medlemsstat, i hvilken en formuegenstand
befinder sig": (i) for fysiske genstande: den medlemsstat,
på hvis område genstanden befinder sig (ii) for formuegenstande og rettigheder,
hvortil ejendomsretten eller adkomsten skal noteres i et offentligt register:
den medlemsstat, hvor registret føres (iii) for aktier lydende på navn: den
medlemsstat, på hvis område den aktieudstedende virksomhed har sit hjemsted (iv) for finansielle instrumenter, hvortil adkomsten
er noteret i et register eller på en konto, der føres af eller på vegne af en
mellemmand ("dematerialiserede værdipapirer): den medlemsstat, i hvilken
dette register eller denne konto befinder sig (v) indeståender på bankkonti: den
medlemsstat, der fremgår af kontoens IBAN (vi) andre fordringer på tredjemand end de i
nr. v) nævnte: den medlemsstat, på hvis område fordringens debitor har centret
for sine hovedinteresser, jf. artikel 3, stk. 1 (g)
"Forretningssted": ethvert sted, hvorfra
skyldneren udøver en ikkeforbigående økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet
under anvendelse af menneskelige midler og reelle produktionsfaktorer. (h)
Lokale kreditorer: kreditorer, hvis fordring
udspringer af skyldners drift af et forretningssted i en anden medlemsstat end
den, hvor centret for skyldners hovedinteresser befinder sig (i)
"Koncern": en gruppe virksomheder
bestående af moderselskab og datterselskaber (j)
"Moderselskab": en virksomhed, som (i) besidder flertallet af aktionærernes
eller selskabsdeltagernes stemmerettigheder i en anden virksomhed
(dattervirksomhed); eller (ii) er aktionær eller selskabsdeltager i
datterselskabet og har ret til at (aa) udpege eller afsætte flertallet af
medlemmerne af datterselskabets direktion eller bestyrelse, eller (bb) udøver en bestemmende indflydelse over
datterselskabet i medfør af en med dette indgået aftale eller i medfør af en
bestemmelse i dets vedtægter." (22)
Artikel 3, stk. 1 og 3, affattes således: "1. Retterne i den
medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder
sig, har kompetence til at indlede insolvensbehandling
("hovedinsolvensbehandling"). Centret for skyldnerens hovedinteresser
er det sted, hvor skyldneren normalt forvalter sine interesser, og som således
er identificerbart for tredjemand. For virksomheders og andre juridiske personers
vedkommende anses det vedtægtsmæssige hjemsted for at være centret for
skyldnerens hovedinteresser, medmindre andet godtgøres. For selvstændigt erhvervsdrivende enkeltpersoner anses
deres hovedforretningssted for at være centret for deres hovedinteresser, for
enhver anden enkeltpersons vedkommende er centret for hovedinteresserne det
sted, hvor vedkommende har bopæl. 3. Er der indledt
insolvensbehandling i henhold til stk. 1, bliver enhver insolvensbehandling,
som senere indledes i henhold til stk. 2, en sekundær insolvensbehandling. I så
fald er det relevante tidspunkt for afgørelsen af, om skyldner har et forretningssted
på en anden medlemsstats område, den dato, hvor hovedinsolvensbehandlingen blev
indledt." (23)
Følgende indsættes som artikel 3a og 3b: "Artikel
3a Kompetence
i forbundne sager 1. Retterne i den medlemsstat,
på hvis område der er indledt insolvensbehandling i henhold til artikel 3, har kompetence
til at behandle enhver sag, der er en direkte følge af insolvensbehandlingen og
har nær forbindelse hermed. 2. Har et søgsmål som omhandlet
i stk. 1 forbindelse med et civilretligt søgsmål anlagt mod den samme sagsøgte,
kan kurator kræve begge sager behandlet ved retterne i den medlemsstat, på hvis
område sagsøgte har hjemsted, eller, hvis der er flere sagsøgte, ved retterne i
den medlemsstat, på hvis område en af dem har hjemsted, forudsat at retten har kompetence
i henhold til reglerne i forordning (EF) nr. 44/2001. 3. Ved
forbundne sager forstås i denne artikel sager, der er så snævert forbundne, at
det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige
afgørelser i tilfælde af, at de blev påkendt hver for sig.
Artikel
3b Efterprøvelse
af kompetencen; ret til domstolsprøvelse 1. Den ret, der har modtaget en
begæring om indledning af insolvensbehandling, efterprøver på eget initiativ,
om den har kompetence efter artikel 3. I afgørelsen om indledning af
insolvensbehandling angives de grunde, hvorpå retten støtter sin kompetence, og
især om den støttes på stk. 1 eller stk. 2 i artikel 3. 2. Er der indledt
insolvensbehandling efter national lovgivning, uden at der foreligger en
retsafgørelse, undersøger den kurator, der er udpeget til denne behandling, om retterne
i den medlemsstat, hvor behandlingen er indledt, har kompetence efter artikel
3. I så fald angiver kurator de grunde, hvorpå denne kompetence støttes, og
især om den støttes på stk. 1 eller stk. 2 i artikel 3. 3. Enhver kreditor eller
interesseret part, der har bopæl, sædvanligt opholdssted eller registreret
hjemsted i en anden medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen indledes,
har ret til at anfægte afgørelsen om indledning af insolvensbehandling. Den
ret, der har indledt hovedinsolvensbehandling, eller kurator underretter disse
kreditorer, for så vidt disse kendes, om afgørelsen så betids, at de har
mulighed for at anfægte den." (24)
[Ændringen af artikel 4, stk. 2, litra m), i den
engelske udgave berører ikke den danske udgave.] (25)
Som artikel 6a indsættes: "Artikel 6a
Nettingaftaler Aftaler om netting er udelukkende underlagt den
aftaleretlige lovgivning, som finder anvendelse på disse aftaler." (26)
Som artikel 10a indsættes: "Artikel 10a
Godkendelseskrav i henhold
til lokal ret Hvis en aftale i henhold til den medlemsstats
lovgivning, der finder anvendelse på insolvensbehandlingens virkninger for de i
artikel 8 og 10 omhandlede aftaler, kun kan opsiges eller ændres med
godkendelse fra den ret, der har indledt insolvensbehandlingen, men der ikke er
indledt insolvensbehandling i den pågældende medlemsstat, har den ret, der
indledte insolvensbehandlingen, kompetence til at godkende opsigelsen eller
ændringen af disse aftaler." (27)
Artikel 15 affattes således: "Artikel 15
Insolvensbehandlingens
virkninger for verserende retssager eller voldgiftssager Insolvensbehandlingens virkninger for en
verserende retssag eller voldgiftssag om et aktiv eller en rettighed i massen
afgøres udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen
verserer eller voldgiftssagen behandles." (28)
I artikel 18 foretages følgende ændringer: (a)
Artikel 18, stk. 1, affattes således "1. En kurator, som er
udpeget af en kompetent ret i henhold til artikel 3, stk. 1, kan på en anden
medlemsstats område udøve alle de beføjelser, der er tillagt ham efter
lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, så længe
der i denne anden medlemsstat hverken er indledt en anden insolvensbehandling
eller er truffet afgørelse om anvendelse af sikrende retsmidler som følge af en
begæring om indledning af insolvensbehandling. Han kan navnlig fjerne
skyldnerens formuegenstande fra den medlemsstats område, hvor de befinder sig,
jf. dog artikel 5 og 7. Han kan også give tilsagn om, at de
fyldestgørelsesrettigheder og den forrang, lokale kreditorer ville have haft,
hvis der var blevet indledt sekundær insolvensbehandling, vil blive tilgodeset
under hovedinsolvensbehandlingen. Et sådant tilsagn er underlagt de formkrav, der
eventuelt gælder i den medlemsstat, hvor hovedinsolvensbehandlingen er indledt,
og det har retsvirkning og er bindende for boet." (b)
I stk. 3 affattes sidste punktum således: "Disse beføjelser omfatter ikke anvendelse af
tvangsmidler, medmindre retten har truffet afgørelse herom, eller retten til at
bilægge tvister." (29)
Som artikel 20a, 20b, 20c og 20d indsættes: "Artikel 20a
Indførelse af
insolvensregistre Medlemsstaterne indfører og opretholder på deres
område et eller flere registre indeholdende følgende oplysninger, som
offentligheden har gratis adgang til via internettet
("insolvensregistre"): (a)
datoen for indledning af insolvensbehandling (b)
hvilken ret der har indledt insolvensbehandling,
med angivelse af eventuelt sagsnummer (c)
hvilken type insolvensbehandling der er indledt (d)
skyldners navn og adresse (e)
navn og adresse på den eventuelt udpegede kurator (f)
fristen for anmeldelse af fordringer (g)
afgørelsen om indledning af insolvensbehandling (h)
afgørelsen om udpegelse af kurator, hvis udpegelsen
ikke er sket ved den i litra g) omhandlede afgørelse (i)
datoen for hovedinsolvensbehandlingens afslutning. Artikel 20b
Sammenkobling af
insolvensregistre 1. Kommissionen indfører ved en
gennemførelsesretsakt et decentraliseret system for sammenkobling af
insolvensregistre. Dette system skal bestå af insolvensregistrene og den
europæiske e-Justice portal, som skal fungere som central portal for
offentlighedens adgang til oplysningerne i systemet. Systemet skal åbne
mulighed for søgning af de i artikel 20a omhandlede oplysninger på alle
Unionens officielle sprog 2. Kommissionen fastlægger
senest den … [36 måneder efter forordningens ikrafttræden] ved en
gennemførelsesakt vedtaget i overensstemmelse med proceduren i artikel 45b,
stk. 3: –
de tekniske specifikationer for den elektroniske kommunikation
og informationsudveksling på basis af den fastlagte grænsefladespecifikation
for registersammenkoblingssystemet –
de tekniske foranstaltninger, der sikrer
mindstestandarderne for it-sikkerhed for kommunikation og formidling af
oplysninger inden for registersammenkoblingssystemet –
mindstekriterier for søgetjenesten på den
europæiske e-Justice portal til søgning af de i artikel 20a omhandlede
oplysninger –
mindstekriterier for præsentationen af
søgeresultater for de i artikel 20a omhandlede oplysninger –
de tekniske betingelser for adgang til de
tjenester, som sammenkoblingssystemet tilbyder og –
et glossar med en kort forklaring af de nationale
insolvensbehandlinger, der er opført i Bilag A. Artikel 20c
Omkostninger til etablering
og sammenkobling af insolvensregistre 2. Etableringen og videreudviklingen
af registersammenkoblingssystemet finansieres over Unionens almindelige budget. 2. Hver medlemsstat bærer
omkostningerne ved at gøre sit nationale insolvensregister interoperabelt med
den europæiske e-Justice portal såvel som omkostningerne til forvaltning, drift
og vedligeholdelse af registret. Artikel 20d
Registrering af
insolvensbehandlinger Når der er indledt hovedinsolvensbehandling
eller sekundær insolvensbehandling af en virksomhed eller anden juridisk person
eller en selvstændigt erhvervsdrivende, drager den ret, der har indledt
insolvensbehandlingen, omsorg for, at de i artikel 20a nævnte oplysninger
omgående bekendtgøres i insolvensregistret i den stat, hvor behandlingen er
indledt." (30)
Artikel 21 og 22 affattes således: "Artikel 21
Bekendtgørelse i andre
medlemsstater 3. Indtil den i artikel 20b
omhandlede sammenkobling af insolvensregistre er etableret, kræver kurator
afgørelsen om indledning af insolvensbehandling og i givet fald afgørelsen om kurators
udpegelse bekendtgjort i enhver anden medlemsstat, hvor skyldner har et
forretningssted, efter den pågældende stats regler om bekendtgørelse.
Bekendtgørelsen skal desuden indeholde nærmere oplysning om, hvem der er
udpeget til kurator, og om der foreligger kompetence i henhold til artikel 3,
stk. 1, eller artikel 3, stk. 2. 2. Kurator kan kræve de i stk. 1
nævnte oplysninger bekendtgjort i enhver anden medlemsstat, hvor skyldner har
aktiver eller kreditorer, efter den pågældende stats regler om bekendtgørelse."
(31)
Artikel 22 affattes således: "Artikel 22
Notering i en anden
medlemsstats offentlige registre Indtil den i artikel 20b omhandlede
sammenkobling af insolvensregistre er etableret, kræver kurator de i artikel 21
omhandlede afgørelser tinglyst i tingbogen og registreret i handelsregistre
eller ethvert andet offentligt register i enhver anden medlemsstat, hvor
skyldner har et forretningssted, som er registreret i et offentligt register i
den pågældende medlemsstat. Kurator kan kræve disse afgørelser registreret i
enhver anden medlemsstat." (32)
Artikel 25 affattes således: "Artikel 25
Anerkendelse af andre
retsafgørelser og deres eksigibilitet 4. Retsafgørelser, som træffes
af den ret, hvis afgørelse om indledning af insolvensbehandling anerkendes i
overensstemmelse med artikel 16, og som vedrører gennemførelsen og afslutningen
af insolvensbehandlingen, samt en af denne ret stadfæstet tvangsakkord
anerkendes umiddelbart. Sådanne afgørelser fuldbyrdes efter artikel 32-56
(bortset fra artikel 34, stk. 2) i forordning (EF) nr. 44/2001. Første afsnit gælder tilsvarende for
retsafgørelser, der følger direkte af insolvensbehandlingen, og som træffes i
snæver forbindelse hermed, også når de er truffet af en anden ret. Første afsnit gælder tilsvarende for retsafgørelser
om sikrende retsmidler, som er truffet efter begæringen om indledning af
insolvensbehandling eller i forbindelse hermed. 2. Den i stk. 1 omhandlede
forordning gælder for anerkendelsen og fuldbyrdelsen af andre end de i stk. 1
omhandlede retsafgørelser, for så vidt den finder anvendelse herpå." (33)
Artikel 27 affattes således: "Artikel 27
Indledning af
insolvensbehandlinger Er der ved en ret i en medlemsstat indledt
hovedinsolvensbehandling, som anerkendes i en anden medlemsstat, kan en ret i
en anden medlemsstat, der har kompetence efter artikel 3, stk. 2, indlede
sekundær insolvensbehandling efter reglerne i dette kapitel. Sekundær
insolvensbehandling har kun virkning for den del af skyldnerens aktiver, som
befinder sig i den medlemsstat, hvor den sekundære insolvensbehandling er
indledt." (34)
Som artikel 29a indsættes: "Artikel 29a
Afgørelse om indledning af
sekundær insolvensbehandling 5. Den ret, som begæringen om
indledning af sekundær insolvensbehandling indgives til, underretter omgående
kurator i hovedinsolvensbehandlingen herom og giver ham mulighed for at
fremsætte sine bemærkninger til begæringen. 2. Såfremt kurator i
hovedinsolvensbehandlingen anmoder herom, udsætter den i stk. 1 omhandlede
ret afgørelsen om indledning af sekundær insolvensbehandling eller afviser at
indlede behandling, hvis det ikke er nødvendigt for at beskytte lokale
kreditorers interesser, i særdeleshed hvis kurator i hovedinsolvensbehandlingen
har afgivet tilsagn efter artikel 18, stk. 1, og opfylder dem. 3. Har den i stk. 1 omhandlede
ret truffet afgørelse om at indlede sekundær insolvensbehandling, vælger retten
den af insolvensbehandlingerne i dens nationale ret, der er mest hensigtsmæssig
under hensyn til de lokale kreditorers interesser, uanset om eventuelle krav
til skyldners solvens er opfyldt eller ej. 4. Kurator i
hovedinsolvensbehandlingen underrettes om afgørelsen om indledning af sekundær
insolvensbehandling og har ret til at anfægte den." (35)
Artikel 31 affattes således: "Artikel 31
Samarbejde og kommunikation
mellem kuratorer 6. Kurator i
hovedinsolvensbehandlingen og kuratorerne i sekundære insolvensbehandlinger
samarbejder med hinanden i det omfang, hvor det ikke er uforeneligt med de
regler, der gælder for de enkelte insolvensbehandlinger. Dette samarbejde kan
foregå på grundlag af aftaler eller protokoller. 2. Kuratorerne har især pligt
til: (a)
omgående at give de øvrige kuratorer enhver
oplysning, der kan være relevant for de andre insolvensbehandlinger, især om
udviklingen i anmeldelsen eller efterprøvelsen af fordringer og ethvert skridt
til sanering eller rekonstruktion af skyldner eller afslutning af
insolvensbehandlingen, forudsat at der er truffet egnede foranstaltninger til
beskyttelse af fortrolige oplysninger (b)
at undersøge mulighederne for rekonstruktion af skyldner,
og såfremt der er mulighed herfor, at koordinere udarbejdelsen og
gennemførelsen af en rekonstruktionsplan (c)
at koordinere forvaltningen af og tilsynet med
skyldnerens aktiver og anliggender; kurator i en sekundær insolvensbehandling
skal tidligt give kurator i hovedinsolvensbehandlingen lejlighed til at
fremsætte forslag vedrørende realisering eller anvendelse af aktiverne i den
sekundære insolvensbehandling." (36)
Som artikel 31a og 31b indsættes: "Artikel 31a
Samarbejde og kommunikation
mellem retter 7. For at lette koordineringen
mellem hovedinsolvensbehandlingen og sekundære insolvensbehandlinger af samme
skyldner har en ret, hvortil der er indgivet begæring om indledning af
insolvensbehandling, eller som har indledt insolvensbehandling, pligt til at
samarbejde med enhver anden ret, hvortil der indgivet begæring om
insolvensbehandling, eller som har indledt insolvensbehandling, for så vidt et
sådant samarbejde ikke er uforeneligt med de regler, der gælder for de enkelte
insolvensbehandlinger. Retterne kan med henblik herpå udpege en person eller et
organ, der handler efter rettens anvisninger. 2. De i stk. 1 omhandlede retter
kan kommunikere direkte med hinanden og direkte søge oplysninger eller bistand
fra hinanden, forudsat at det sker uden krav om vederlag, og at parternes
processuelle rettigheder og oplysningernes fortrolige karakter respekteres. 3. Dette samarbejde kan foregå
på enhver egnet måde, herunder gennem (a)
fremsendelse af oplysninger på enhver måde, som
retten finder hensigtsmæssig (b)
koordinering af forvaltningen og tilsynet med
skyldnerens aktiver og anliggender (c)
koordinering af afholdelsen af retsmøder (d)
koordinering af godkendelsen af protokoller. Artikel 31b
Samarbejde og kommunikation
mellem kuratorer og retter 8. For at lette koordineringen
mellem hovedinsolvensbehandling og sekundære insolvensbehandlinger af samme
skyldner (a)
samarbejder og kommunikerer kurator i hovedinsolvensbehandlingen
med enhver ret, hvortil der er indgivet begæring om indledning af sekundær
insolvensbehandling, eller som har indledt en sådan behandling (b)
samarbejder og kommunikerer kurator i en sekundær
eller territorial insolvensbehandling med den ret, hvortil der er indgivet
begæring om indledning af hovedinsolvensbehandling, eller som har indledt en
sådan behandling. 2. Det i stk. 1 omhandlede
samarbejde gennemføres på enhver egnet måde, herunder de i artikel 31a, stk. 3,
omhandlede, for så vidt det ikke er uforeneligt med de regler, hver af
insolvensbehandlingerne er underlagt." (37)
I artikel 33 foretages følgende ændringer: (a)
Overskriften affattes således: "Udsættelse
af insolvensbehandling" (b)
I stk. 1 og 2 erstattes "likvidationen"
af "insolvensbehandlingen". (38)
Artikel 34 affattes således: "Artikel 34
Afslutning af
hovedinsolvensbehandling eller sekundær insolvensbehandling 9. Hovedinsolvensbehandlingens
afslutning er ikke til hinder for, at en endnu uafsluttet sekundær
insolvensbehandling fortsættes. 2. Hvis der er indledt sekundær
insolvensbehandling af en juridisk person i den medlemsstat, hvor denne
juridiske person har sit hjemsted, og afslutningen af denne behandling fører til
dens opløsning, er dette ikke til hinder for, at en endnu uafsluttet hovedinsolvensbehandling
indledt i en anden medlemsstat fortsættes." (39)
[Ændringen i artikel 35 i den engelske
udgave berører ikke den danske udgave]. (40)
Artikel 37 affattes således: "Artikel 37
Ændring af en tidligere
indledt insolvensbehandling Kurator i hovedinsolvensbehandlingen kan anmode
retten i den medlemsstat, hvor der er indledt sekundær insolvensbehandling, om
at den sekundære insolvensbehandling ændres til en anden form for
insolvensbehandling, som lovgivningen i denne medlemsstat åbner mulighed
for." (41)
Artikel 39 affattes således: "Artikel 39
Ret til at anmelde fordringer Kreditorer, som har deres sædvanlige
opholdssted, deres bopæl eller deres hjemsted i en anden medlemsstat end den,
hvor insolvensbehandlingen er indledt, herunder medlemsstaternes
skattemyndigheder og socialsikringsorganer ("udenlandske
kreditorer"), har ret til at anmelde deres fordringer i forbindelse med
insolvensbehandlingen ved brug af ethvert kommunikationsmiddel, herunder
elektroniske midler, som tillades anvendt ifølge lovgivningen i den
medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt. Der er ikke pligt til at
lade sig bistå af en advokat ved anmeldelse af fordringer." (42)
I artikel 40 foretages følgende ændringer: (a)
I stk. 2 indsættes følgende punktum: "Desuden fremsendes en kopi af den
standardanmeldelsesformular, der er omhandlet i artikel 41, eller et link til
den på internettet". (b)
Som stk. 3 indsættes: "3. De i denne artikel
omhandlede oplysninger gives på den standardformular, der indføres efter
rådgivningsproceduren i artikel 45b, stk. 4, og offentliggøres på den
europæiske e-Justice portal senest den ..... [24 måneder efter forordningens
ikrafttræden]. Denne formular bærer titlen "Meddelelse om indledning af
insolvensbehandling" på alle Unionens officielle sprog. Den fremsendes på
det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, i hvilken der er indledt
insolvensbehandling, eller på et andet sprog, som denne stat har accepteret i
overensstemmelse med artikel 41, stk. 3, hvis dette sprog antages at være
lettere forståeligt for de udenlandske kreditorer." (43)
Artikel 41 affattes således: "Artikel 41
Fremgangsmåde for anmeldelse
af fordringer 10. Enhver kendt udenlandsk
kreditor benytter til anmeldelse af sin fordring de standardformularer, der
indføres efter rådgivningsproceduren i artikel 45b, stk. 4, og offentliggøres
på den europæiske e-Justice portal senest den ..... [24 måneder efter forordningens
ikrafttræden]. Denne formular bærer titlen "Anmeldelse af fordringer"
på alle Unionens officielle sprog. 2. På
standardanmeldelsesformularen giver den i stk. 1 omhandlede kreditor følgende
oplysninger: (a)
sit navn og sin adresse (b)
fordringens art (c)
fordringens størrelse og hvornår den er opstået (d)
om der gøres krav på status som privilegeret
kreditor (e)
om der påberåbes tingslig sikkerhed eller
ejendomsforbehold i forbindelse med fordringen, og i så fald hvilke
formuegenstande denne sikkerhed omfatter (f)
om der gøres krav på modregning, og om fordringens
beløb er angivet efter modregning. Sammen med standardanmeldelsesformularen indgives
kopier af eventuel dokumentation. 3. Fordringer kan anmeldes på
ethvert af Unionens officielle sprog. Det kan kræves, at kreditor medsender en
oversættelse til det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den
medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt eller til et andet af denne
medlemsstat accepteret sprog. Hver medlemsstat skal angive mindst et af
Unionens officielle sprog, som den udover sit eget sprog accepterer til
anmeldelse af fordringer. 4. Fordringer skal anmeldes
inden for den frist, der er fastsat i lovgivningen i den medlemsstat, i hvilken
insolvensbehandlingen er indledt. For udenlandske kreditorer må denne frist
ikke være under 45 dage efter bekendtgørelsen af insolvensbehandlingens
indledning i indledningsstatens insolvensregister. 5. Hvis kurator anfægter en
fordring anmeldt i overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikel, skal
han give kreditor mulighed for at fremlægge yderligere dokumentation for
fordringen og dens størrelse." (44)
Artikel 42 udgår. (45)
Følgende indsættes som Kapitel IVa: "KAPITEL
IVa
KONCERNVIRKSOMHEDERS INSOLVENS Artikel 42a
Kuratorers samarbejds- og
oplysningspligt 11. Er der indledt
insolvensbehandling af to eller flere medlemmer af den samme koncern,
samarbejder den kurator, der er udpeget til insolvensbehandling af et medlem af
koncernen, med enhver kurator udpeget til insolvensbehandling af et andet
medlem af samme koncern, for så vidt et sådant samarbejde kan lette en effektiv
insolvensbehandling, ikke er uforeneligt med de regler, der gælder for så vidt handlinger,
og ikke medfører nogen interessekonflikt. Dette samarbejde kan foregå på
grundlag af aftaler eller protokoller. 2. Som led i det i stk. 1
omhandlede samarbejde skal kuratorerne (a)
omgående give de øvrige kuratorer enhver oplysning,
der kan være relevante for de andre insolvensbehandlinger, forudsat at der er
truffet egnede foranstaltninger til beskyttelse af fortrolige oplysninger (b)
undersøge mulighederne for rekonstruktion af
koncernen, og såfremt mulighed herfor består, koordinere forslag til og
forhandlinger om en samordnet rekonstruktionsplan (c)
koordinere forvaltningen af og tilsynet med de
koncernmedlemmer, der er under insolvensbehandling. Kuratorerne kan aftale, at en af de udpegede
kuratorer skal tillægges yderligere beføjelser, når de regler, der gælder for
hver af insolvensbehandlingerne åbner mulighed for en sådan aftale. Artikel 42b
Kommunikation og samarbejde
mellem retter 12. Ved insolvensbehandling af to
eller flere medlemmer af den samme koncern samarbejder enhver ret, hvortil der
er indgivet begæring om indledning af insolvensbehandling af et medlem af
koncernen, eller som har indledt en sådan insolvensbehandling, med alle andre
retter, hvortil der er indgivet begæring om insolvensbehandling af et andet
medlem af samme koncern, eller som har indledt en sådan insolvensbehandling,
for så vidt et sådant samarbejde kan lette en effektiv insolvensbehandling og
ikke er uforeneligt med de regler, der gælder for insolvensbehandlingerne. Retterne
kan med henblik herpå udpege en person eller et organ, der handler efter
rettens anvisninger. 2. De i stk. 1 omhandlede retter
kan kommunikere direkte med hinanden og direkte søge oplysninger eller bistand
fra hinanden. 3. Dette samarbejde kan foregå
på enhver egnet måde, herunder gennem (a)
fremsendelse af oplysninger på enhver måde, som
retten finder hensigtsmæssig, forudsat at det sker uden krav om vederlag, og at
parternes processuelle rettigheder og oplysningernes fortrolige karakter
respekteres (b)
koordinering af forvaltningen af og tilsynet med
koncernmedlemmernes aktiver og anliggender (c)
koordinering af afholdelsen af retsmøder (d)
koordinering af godkendelsen af protokoller. Artikel 42c
Samarbejde og kommunikation
mellem kuratorer og retter De kuratorer, der er udpeget til
insolvensbehandling af et medlem af en koncern, samarbejder og kommunikerer med
enhver ret, hvortil der er indgivet begæring om indledning af insolvensbehandling
af et andet medlem af den samme koncern, eller som har indledt en sådan
insolvensbehandling, for så vidt et sådant samarbejde kan lette koordineringen
af insolvensbehandlingerne og ikke er uforeneligt med de regler, der gælder for
dem. Kuratorerne kan i særdeleshed anmode disse retter om oplysninger angående
insolvensbehandlingen af et andet medlem af koncernen eller anmode om bistand i
den insolvensbehandling, de er udpeget til at forestå. Artikel 42d
Kuratorers beføjelser og
udsættelse af insolvensbehandlinger 13. En kurator, der udpeget til
insolvensbehandling af et medlem af en koncern, har ret til (a)
at blive hørt og deltage i enhver
insolvensbehandling af et andet medlem af samme koncern, bl.a. ved deltagelse i
kreditormøder (b)
at anmode om udsættelse af en insolvensbehandling
af ethvert andet medlem af den samme koncern (c)
at foreslå en rekonstruktionsplan, en akkord eller
tilsvarende ordning for alle eller nogle af de koncernmedlemmer, der er under
insolvensbehandling, og i overensstemmelse med de regler, der gælder for disse
insolvensbehandlinger, fremlægge et sådant forslag i enhver
insolvensbehandling, der er indledt af et andet medlem af den samme koncern, og
(d)
at anmode om iværksættelse af yderligere
foranstaltninger, som den i litra c) omhandlede lovgivning åbner mulighed for,
og som kan være nødvendige for at lette en rekonstruktion, herunder en
omdannelse af insolvensbehandlingen til en anden ordning. 2. Den i stk. 1, litra b),
omhandlede ret stiller helt eller delvis insolvensbehandlingen i bero, når det
er godtgjort, at det vil være til gavn for kreditorerne i denne
insolvensbehandling. Behandlingen kan udsættes i op til tre måneder og derefter
på ny udsættes i yderligere op til tre måneder. Den ret, der stiller
behandlingen i bero, kan kræve, at kurator træffer enhver egnet foranstaltning
til at sikre kreditorernes interesser." (46)
Som artikel 44a indsættes: "Artikel 44a
Information om
medlemsstaternes insolvenslovgivninger 14. Medlemsstaterne fremsender
inden for rammerne af det europæiske retlige netværk på det civil- og
handelsretlige område, der blev oprettet ved Rådets beslutning 2001/470/EF[24], en beskrivelse af deres
nationale insolvenslovgivning og de gældende procedurer i forbindelse hermed,
især med hensyn til de i artikel 4, stk. 2, omhandlede spørgsmål, med henblik
på at stille disse oplysninger til rådighed for offentligheden. 2. Medlemsstaterne opdaterer
regelmæssigt disse oplysninger." (47)
Artikel 45 affattes således: "Artikel 45
Ændring af bilagene 15. Kommissionen tillægges
beføjelse til at vedtage delegerede retsakter om ændring af Bilag A og C efter
proceduren i denne artikel og artikel 45a. 2. Med henblik på ændring af
Bilag A meddeler medlemsstaterne Kommissionen de nationale regler om
insolvensbehandling, som de ønsker optaget i Bilag A, ledsaget af en kort
beskrivelse. Kommissionen undersøger, om de anmeldte regler stemmer overens med
kravene i artikel 1, og ændrer i så fald Bilag A ved en delegeret retsakt." (48)
Som artikel 45a og 45b indsættes: "Artikel 45a
Udøvelse af de delegerede
beføjelser 16. Kommissionen
tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter på de i denne artikel
fastlagte betingelser. 2. Den delegation af beføjelser, der er
omhandlet i artikel 45, indrømmes på ubestemt tid fra datoen for denne
forordnings ikrafttrædelse. 3. Den i artikel 45 omhandlede delegation af
beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.
En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er
angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter
offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et
senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af de
delegerede retsakter, der allerede er i kraft. 4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret
retsakt, giver den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom. 5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til
artikel 45 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har
gjort indsigelse inden for en frist på 2 måneder fra meddelelsen af den
pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis
Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret
Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen kan forlænges med
2 måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ. Artikel 45b
Beføjelse til at vedtage
gennemførelsesretsakter 17. Kommissionen tillægges
beføjelse til at vedtage gennemførelsesretsakter med følgende formål: (a)
at fastsætte bestemmelser om sammenkobling af
insolvensregistre, jf. artikel 20b og (b)
at indføre og siden ændre de i artikel 40 og 41
omhandlede formularer. 2. Med henblik på vedtagelse
eller ændring af de i stk. 1 nævnte retsakter bistås Kommissionen af et udvalg
som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011[25]. 3. Når der henvises til dette
stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) 182/2011 anvendelse. 4. Når der henvises til dette
stykke, finder artikel 4 i forordning (EU) 182/2011 anvendelse." (49)
I artikel 46 erstattes datoen "1. juni
2012" med "….. [10 år efter ikrafttrædelsen]". (50)
Som artikel 46a indsættes: "Artikel 46a
Databeskyttelse 18. Medlemsstaterne anvender
direktiv 95/46/EF på behandlingen af personoplysninger i medlemsstaterne i
medfør af denne forordning. 19. Forordning (EF) nr. 45/2001
finder anvendelse på Kommissionens behandling af personoplysninger i henhold
til denne forordning." (51)
Bilag B udgår. Artikel 2 Denne forordning træder i kraft på
tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Den anvendes fra … [24 måneder efter
forordningens ikrafttræden], med undtagelse af bestemmelsen om oplysninger om
medlemsstaternes insolvenslovgivning (artikel 44a), der anvendes fra … [12
måneder efter dens ikrafttræden]. Denne forordning er bindende i alle
enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med
traktaterne. Udfærdiget i Strasbourg, den […]. På Europa-Parlamentets vegne På
Rådets vegne Formand Formand FINANSIERINGSOVERSIGT 1. forslagets/initiativets ramme 1.1. Forslagets/initiativets
betegnelse Forslag
til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning
(EF) nr. 1346/2000 om konkurs 1.2. Berørt(e) politikområde(r)
inden for ABM/ABB-strukturen[26] Afsnit
33 – Retlige anliggender 1.3. Forslagets/initiativets art ¨ Forslaget/initiativet drejer sig om en ny
foranstaltning ¨ Forslaget/initiativet drejer sig om en ny foranstaltning som
opfølgning på et pilotprojekt/en forberedende foranstaltning[27] Ø
Forslaget/initiativet
drejer sig om forlængelse af en eksisterende foranstaltning ¨
Forslaget/initiativet
drejer sig om omlægning af en foranstaltning til en ny foranstaltning 1.4. Mål
1.4.1. Det eller de af Kommissionens
flerårige strategiske mål, som forslaget/initiativet vedrører Udvikling
af et europæisk retsområde, "Retfærdighed for vækst" 1.4.2. Specifikke mål og berørte
ABM/ABB-aktiviteter Specifikt mål nr... Samarbejde
på det civil- og handelsretlige område Berørte ABM/ABB-aktiviteter 33
03 1.4.3. Forventede resultater og
virkninger Angiv,
hvilke virkninger forslaget/initiativet forventes at få for
modtagerne/målgruppen. Øget
effektivitet og gennemsigtighed i behandlingen af grænseoverskridende konkurser 1.4.4. Virknings- og
resultatindikatorer Angiv
indikatorerne til kontrol af forslagets/initiativets gennemførelse. 1.5. Forslagets/initiativets
begrundelse 1.5.1. Behov, der skal dækkes på kort
eller lang sigt Revision
af forordning 1346/2000 om konkurs 1.5.2. Merværdien ved en indsats fra
EU's side 1.5.3. Erfaringer fra lignende foranstaltninger 1.5.4. Sammenhæng med andre relevante
instrumenter og eventuel synergivirkning 1.6. Varighed og finansielle
virkninger ¨ Forslag/initiativ
af begrænset varighed 1. ¨ Forslag/initiativ gældende fra [DD/MM]ÅÅÅÅ til
[DD/MM]ÅÅÅÅ 2. ¨ Finansielle virkninger fra ÅÅÅÅ til ÅÅÅÅ Ø Forslag/initiativ
af ubestemt varighed · gennemførelse med en indkøringsperiode fra
forordningens vedtagelse · derefter gennemførelse i fuldt omfang 1.7. Påtænkt(e)
forvaltningsmetode(r)[28] Ø Central
forvaltning - varetaget direkte
af Kommissionen. ¨ Central
forvaltning varetaget indirekte
ved delegation af gennemførelsesopgaver til: · ¨ gennemførelsesorganer · ¨ organer oprettet af Fællesskaberne[29] · ¨ nationale offentligretlige organer/organer med
offentlige tjenesteydelsesopgaver 3. ¨ personer, som har fået pålagt at gennemføre specifikke
aktioner i henhold til afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union, og som er
identificeret i den relevante basisretsakt, jf. finansforordningens
artikel 49 ¨ Delt
forvaltning sammen med medlemsstaterne
¨ Decentral
forvaltning sammen med
tredjelande ¨ Fælles
forvaltning med internationale
organisationer (angiv nærmere) Hvis der
angives flere forvaltningsmetoder, gives der en nærmere forklaring i afsnittet
"Bemærkninger". Bemærkninger Kun sammenkoblingen
af insolvensregistre (den centrale sammenkobling) vil få finansielle virkninger
for EU's budget Insolvensregistrene
vil blive sammenkoblet via den europæiske e-Justice portal, som skal fungere
som central portal for offentlighedens adgang til oplysningerne i systemet (jf.
forslagets artikel 20b). 2. FORVALTNINGSFORANSTALTNINGER 2.1. Bestemmelser om kontrol og
rapportering Angiv
hyppighed og betingelser: 2.2. Forvaltnings- og
kontrolsystem 2.2.1. Konstaterede risici 2.2.2. Påtænkt(e) kontrolmetode(r) 2.3. Foranstaltninger til
forebyggelse af svig og uregelmæssigheder Angiv
eksisterende og påtænkte forebyggelses- og beskyttelsesforanstaltninger. 3. FORSLAGETS/INITIATIVETS ANSLÅEDE
FINANSIELLE VIRKNINGER 3.1. Berørt (e) udgiftspost (er) i
budgettet og udgiftsområde (r) i den flerårige finansielle ramme · Eksisterende udgiftsposter i budgettet Efter rækkefølgen af udgiftsområder og budgetposter i den
flerårige finansielle ramme. Udgifts-område i den flerårige finansielle ramme || Budgetpost || Udgifts- type || Bidrag Nummer [Betegnelse …..] || OB/IOB ([30]) || fra EFTA-lande[31] || fra kandidat-lande[32] || fra tredjelande || i.h.t. finansforordningens artikel 18, stk. 1, litra aa) [3] || [33.0301] [Programmet for retlige anliggender] || Opdelte / || NEJ || NEJ || NEJ || NEJ · Nye budgetposter, som der er søgt om. Efter
rækkefølgen
af udgiftsområder og budgetposter i den flerårige finansielle ramme. Udgifts-område i den flerårige finansielle ramme || Budgetpost || Udgifts- type || Bidrag Nummer [Udgiftsområde …..] || OB/IOB || fra EFTA-lande || fra kandidat-lande || fra tredjelande || i.h.t. finansforordningens artikel 18, stk. 1, litra aa) [3] || [XX.YY.YY.YY] || || JA/NEJ || JA/NEJ || JA/NEJ || JA/NEJ 3.2. Anslåede virkninger for
udgifterne 3.2.1. Sammenfatning af de anslåede
virkninger for udgifterne i mio. EUR (tre decimaler) Udgiftsområde i den flerårige finansielle ramme: || Nummer || [Udgiftsområde …3…..] GD: JUST || || || År 2014[33] || År 2015 || År 2016 || År 2017 || Årene 2018, 2019, 2020 || I ALT Aktionsbevillinger || || || || || || || || 33.0301 || Forpligtelser || (1) || 150 000 || 150 000 || 200 000 || 200 000 || 250 000 || 250 000 || 300 000 || 1 500 000 Betalinger || (2) || 150 000 || 150 000 || 200 000 || 200 000 || 250 000 || 250 000 || 300 000 || 1 500 000 Budgetpostens nummer || Forpligtelser || (1a) || || || || || || || || Betalinger || (2a) || || || || || || || || Bevillinger af administrativ art finansieret over bevillingsrammen til specifikke programmer[34] || || || || || || || || Budgetpostens nummer || || (3) || || || || || || || || Bevillinger I ALT til GD JUST || Forpligtelser || =1+1a +3 || 150 000 || 150 000 || 200 000 || 200 000 || 250 000 || 250 000 || 300 000 || 1 500 000 Betalinger || =2+2a +3 || 150 000 || 150 000 || 200 000 || 200 000 || 250 000 || 250 000 || 300 000 || 1 500 000 Aktionsbevillinger I ALT || Forpligtelser || (4) || 150 000 || 150 000 || 200 000 || 200 000 || 250 000 || 250 000 || 300 000 || 1 500 000 Betalinger || (5) || 150 000 || 150 000 || 200 000 || 200 000 || 250 000 || 250 000 || 300 000 || 1 500 000 Administrationsbevillinger finansieret over bevillingsrammen for særprogrammer I ALT || (6) || || || || || || || || Bevillinger I ALT under UDGIFTSOMRÅDE 3 i den flerårige finansielle ramme || Forpligtelser || =4+ 6 || 150 000 || 150 000 || 200 000 || 200 000 || 250 000 || 250 000 || 300 000 || 1 500 000 Betalinger || =5+ 6 || 150 000 || 150 000 || 200 000 || 200 000 || 250 000 || 250 000 || 300 000 || 1 500 000 Hvis flere udgiftsområder påvirkes af
forslaget / initiativet: Aktionsbevillinger I ALT || Forpligtelser || (4) || || || || || || || || Betalinger || (5) || || || || || || || || Administrationsbevillinger finansieret over bevillingsrammen for særprogrammer I ALT || (6) || || || || || || || || Bevillinger I ALT under UDGIFTSOMRÅDE 1-4 i den flerårige finansielle ramme (Referencebeløb) || Forpligtelser || =4+ 6 || 150 000 || 150 000 || 200 000 || 200 000 || 250 000 || 250 000 || 300 000 || 1 500 000 Betalinger || =5+ 6 || 150 000 || 150 000 || 200 000 || 200 000 || 250 000 || 250 000 || 300 000 || 1 500 000 Udgiftsområde i den flerårige finansielle ramme: || 5 || "Administrationsudgifter" – ikke relevant i mio. EUR (tre decimaler) || || || År N || År N+1 || År N+2 || År N+3 || Der indsættes flere år, hvis virkningen varer længere (jf. punkt 1.6) || I ALT GD: <…….> || Menneskelige ressourcer || || || || || || || || Andre administrationsudgifter || || || || || || || || I ALT GD <….> || Bevillinger || || || || || || || || Bevillinger I ALT under UDGIFTSOMRÅDE 5 i den flerårige finansielle ramme || (Forpligtelser i alt = betalinger i alt) || || || || || || || || i mio. EUR (tre decimaler) || || || År N[35] || År N+1 || År N+2 || År N+3 || Der indsættes flere år, hvis virkningen varer længere (jf. punkt 1.6) || I ALT Bevillinger I ALT under UDGIFTSOMRÅDE 1-5 i den flerårige finansielle ramme || Forpligtelser || 150 000 || 150 000 || 200 000 || 200.000 || 250 000 || 250 000 || 300 000 || 1 500 000 Betalinger || 150 000 || 150 000 || 200 000 || 200 000 || 250 000 || 250 000 || 300 000 || 1 500 000 3.2.2. Anslåede virkninger for
aktionsbevillingerne · ¨ Forslaget/initiativet medfører ikke anvendelse af
aktionsbevillinger · Ø Forslaget/initiativet medfører anvendelse af
aktionsbevillinger som anført herunder: Forpligtelsesbevillinger i mio. EUR (3
decimaler) Der angives mål og resultater ò || || || År N || År N+1 || År N+2 || År N+3 || Der indsættes flere år, hvis virkningerne varer længere (jf. punkt 1.6) || I ALT RESULTATER Type resultater[36] || Resul-ta-ternes gnsntl om-kost-ninger || Resultater (antal) || Om-kost-ninger || Resultater (antal) || Om-kost-ninger || Resultater (antal) || Om-kost-ninger || Resultater (antal) || Om-kost-ninger || Resultater (antal) || Om-kost-ninger || Resultater (antal) || Om-kost-ninger || Resultater (antal) || Om-kost-ninger || Sam-lede resul-tater (antal) || Samlede omkost-ningert SPECIFIKT MÅL NR. 1[37] Samarbejde på det civil- og handelsretlige område - Resultat || Vedlige-holdelse af register-sammen-koblingen || 214 300 || || 150 000 || || 150 000 || || 200 000 || || 200 000 || || 250 000 || || 250 000 || || 300 000 || || 1 500 000 - Resultat || || || || || || || || || || || || || || || || || || - Resultat || || || || || || || || || || || || || || || || || || Subtotal for specifikt mål nr. 1 || || 150 000 || || 150 000 || || 200 000 || || 200 000 || || 250 000 || || 250 000 || || 300 000 || || 1 500 000 SPECIFIKT MÅL NR. 2… || || || || || || || || || || || || || || || || - Resultat || || || || || || || || || || || || || || || || || || Subtotal for specifikt mål nr. 2 || || || || || || || || || || || || || || || || OMKOSTNINGER I ALT || || 150 000 || || 150 000 || || 200 000 || || 200 000 || || 250 000 || || 250 000 || || 300 000 || || 1 500 000 3.2.3. Anslåede virkninger for
administrationsbevillingerne 3.2.3.1. Resumé
· Ø Forslaget/initiativet medfører ikke anvendelse af
administrationsbevillinger. 3.2.3.2. Anslået behov for menneskelige
ressourcer · Ø Forslaget/initiativet medfører ikke anvendelse af
menneskelige ressourcer 3.2.4. Forenelighed med indeværende
flerårige finansielle ramme · Ø Forslaget/initiativet er foreneligt med indeværende
flerårige finansielle ramme for 2014-2020. 3.2.5. Tredjemands bidrag til
finansieringen · ØForslaget/initiativet indeholder ikke bestemmelser om
samfinansiering med tredjemand. 3.3. Anslåede virkninger for
indtægterne · Ø Forslaget/initiativet har ingen finansielle virkninger
for indtægterne [1] En oversigt over disse rekonstruktionsbehandlinger og
hybride ordninger i medlemsstaterne findes i afsnit 2 i Kommissionens rapport
af 12.12.2012 om evaluering af Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 om konkurs.
[2] Begrebet "going concern" benyttes primært på
regnskabsområdet, hvor regnskaber skal opstilles ud fra den antagelse, at
virksomheden ikke vil blive afviklet over de næste 12 måneder. [3] KOM(2008) 394 af 25.6.2008. [4] KOM(2012) …… [5] Se nærmere herom i punkt 3.4.1 i Kommissionens
konsekvensanalyse i bilaget til dette forslag. [6] http://www.uncitral.org/uncitral/en/uncitral_texts/insolvency/1997Model.html. [7] Dom af 20.10.2011 i sag C-396/09. [8] Dom af 12.2.2009 i sag C-339/07. [9] EUT L 12 af 16.1.2001, s. 1. [10] Dom af 13.10.2011 i sag C-454/09 (Kommissionen mod
Italien– 'New Interline'). [11] EUT L 156 af 16.6.2012, s. 1. [12] KOM(2011)759 endelig. [13] EUT C , , s. [14] EUT C , , s. [15] EFT L 160 af 30.6.2000, s. 1. [16] EUT C , , s. [17] EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13. [18] EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1. [19] EFT L 125 af 5.5.2001, s. 15. [20] EUT L 324 af 10.12.2007, s. 79. [21] EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13. [22] EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. [23] EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1. [24] EFT L 174 af 27.6.2001, s. 25. [25] EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13. [26] ABM: aktivitetsbaseret forvaltning –
ABB: aktivitetsbaseret budgetlægning. [27] Jf. finansforordningens artikel 49,
stk. 6, litra a) eller b). [28] Forklaringer vedrørende
forvaltningsmetoder og henvisninger til finansforordningen findes på webstedet
BudgWeb: http://www.cc.cec/budg/man/budgmanag/budgmanag_en.html. [29] Organer omhandlet i
finansforordningens artikel 185. [30] OB = opdelte bevillinger / IOB =
ikke-opdelte bevillinger. [31] EFTA: Den Europæiske
Frihandelsorganisation. [32] Kandidatlande og eventuelt
potentielle kandidatlande fra det vestlige Balkanområde. [33] År n er det år, hvor gennemførelsen
af forslaget/initiativet begynder. [34] Teknisk og/eller administrativ
bistand og udgifter til støtte for gennemførelsen af EU's programmer og/eller
aktioner (tidligere BA-poster), indirekte forskning, direkte forskning. [35] År N er det år, hvor gennemførelsen
af forslaget/initiativet begynder. [36] Resultater er de produkter og
tjenesteydelser, der skal leveres (f.eks. antal finansierede
studenterudvekslinger, antal km bygget vej osv.). [37] Som beskrevet i del 1.4.2. "Specifikke
mål…".