20.8.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 239/74

—

der henviser til FN's verdenserklæring om menneskerettigheder af 10. december 1948 og til Wien-erklæringen og -handlingsprogrammet, der blev vedtaget på verdenskonferencen om menneskerettigheder i Wien den 25. juni 1993, navnlig punkterne I 28-29 og II 38 vedrørende systematisk voldtægt, seksuelt slaveri og tvungen graviditet under væbnede konflikter,

—

der henviser til FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) af 18. december 1979 og til FN's erklæring om afskaffelse af vold mod kvinder af 20. december 1993 (1),

—

der henviser til resolution nr. 1325 (2000) og 1820 (2008) fra FN's Sikkerhedsråd vedrørende kvinder, fred og sikkerhed, resolution nr. 1888 (2009) om seksuel vold mod kvinder og børn i væbnede konflikter, resolution nr. 1889 (2009), der havde til formål at styrke FN's engagement i resolution 1325, og resolution nr. 1960 (2010), der indførte en mekanisme for indsamling af data om, og udarbejdelse af lister over, gerningsmænd til seksuel vold under væbnede konflikter,

—

der henviser til udnævnelsen i marts 2010 af en særlig repræsentant for FN's generalsekretær om seksuel vold under væbnede konflikter,

—

der henviser til Beijing-erklæringen og den tilhørende handlingsplan, der vedtoges på den fjerde verdenskvindekonference den 15. september 1995, og til de efterfølgende slutdokumenter, som vedtoges på de ekstraordinære FN-samlinger Beijing+5 (2000), Beijing +10 (2005) og Beijing +15 (2010),

—

der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 54/134 af 7. februar 2000, i hvilken den 25. november blev udråbt som den internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder,

—

der henviser til den europæiske ligestillingspagt (2011-2020), som Det Europæiske Råd vedtog i marts 2011 (2),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Strategi for ligestilling mellem mænd og kvinder 2010-2015" (COM(2010)0491),

—

der henviser til EU-Rådets handlingsplan for ligestilling i udviklingssamarbejdet (SEC(2010)0265), som skal sikre, at ligestillingsaspektet integreres i EU's arbejde med partnerlande på alle planer,

—

der henviser til 2011-rapporten om EU-indikatorer for den omfattende strategi for EU's gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolutioner nr. 1325 og 1820 om kvinder, fred og sikkerhed (3),

—

der henviser til 2010-indikatorerne for den omfattende strategi for EU's gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolutioner nr. 1325 og 1820 om kvinder, fred og sikkerhed,

—

der henviser til den omfattende strategi for EU's gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolutioner nr. 1325 og 1820 om kvinder, fred og sikkerhed (4) og til arbejdspapiret om "gennemførelse af UNSCR 1325 suppleret med UNSCR 1820 som led i ESFP", begge vedtaget i december 2008,

—

der henviser til EU's retningslinjer vedrørende vold mod og diskrimination af kvinder og piger,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 13. november 2006 om fremme af ligestilling og integrering af ligestillingsaspektet i krisestyring,

—

der henviser til Rådets generelle adfærdsnormer for ESFP-operationer fra 2005 (5),

—

der henviser til Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol, vedtaget den 17. juli 1998, navnlig artikel 7 og 8, der definerer voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, tvungen graviditet, tvungen sterilisation og enhver anden form for seksuel vold som forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser,

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om tiårsdagen for FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 (2000) om kvinder, fred og sikkerhed (6);

—

der henviser til sin beslutning af 7. maj 2009 om ligestillingsaspektet i EU's eksterne forbindelser og fredsopbygning/nationsopbygning (7),

—

der henviser til sin beslutning af 1. juni 2006 om kvinders situation under væbnede konflikter og deres rolle i forbindelse med genopbygningen og den demokratiske proces i lande i postkonfliktsituationer (8),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A7-0429/2011),

A.

der påpeger, at der kun er gjort begrænsede fremskridt i de sidste ti år efter vedtagelsen af UNSCR 1325; der påpeger, at der i nogle tilfælde er indført kvoter for kvinders deltagelse i regeringer, og at antallet af kvinder i repræsentative institutioner er steget; der påpeger, at der siden da har været voksende fokus på kønsforskellene i relation til konflikter, men at kvinder til trods for de bestræbelser, der er gjort, med få undtagelser stadig udgør under 10 % af de personer, der formelt er involveret i fredsforhandlinger (9);

B.

der henviser til, at der er oprettet en post som FN's generalsekretærs særlige repræsentant vedrørende seksuel vold under væbnede konflikter, der p.t. beklædes af Margot Wallström;

C.

der henviser til, at seksuel vold i form af massevoldtægter, menneskehandel og andre former for seksuelle overgreb på kvinder og børn fortsat helt uacceptabelt bruges som taktisk krigsvåben i konfliktområder i hele verden; der påpeger, at det magttomrum, der opstår i postkonfliktområder, kan medføre en forringelse af kvinders og pigers rettigheder, som det er set i Libyen og Egypten;

D.

der påpeger, at virkningerne af seksuel vold under krig kan være både fysiske (risiko for sterilitet, inkontinens, seksuelt overførte sygdomme etc.) og psykiske og er ødelæggende for ofrene, som ofte udsættes for stigmatisering, afvisning og mishandling og betragtes som vanærede, ligesom de i mange tilfælde udstødes fra deres lokalsamfund og undertiden endog myrdes;

E.

der påpeger, at også ofrenes familier rammes særligt hårdt, idet de oplever den seksuelle vold som en ydmygelse; der påpeger, at børn undfanget ved voldtægt risikerer at blive afvist; der påpeger, at en sådan afvisning kan være brutal, således at børnene overlades til sig selv efter fødslen eller endog myrdes;

F.

der henviser til, at det i Wienererklæringen, der blev vedtaget den 25. juni 1993 af FN’s verdenskonference for menneskerettigheder, fastslås, at kvinders og pigers menneskerettigheder er en umistelig, integrerende og uadskillelig del af de universelle menneskerettigheder;

G.

der er forfærdet over, at gerningsmændene til seksuel vold i de fleste tilfælde forbliver ustraffede, som det f.eks. er tilfældet i Colombia, hvor seksuel vold mod kvinder under den væbnede konflikt er en systematisk, omend skjult praksis, som i næsten alle tilfælde medfører straffrihed, og finder, at denne form for vold bør betragtes som en krigsforbrydelse;

H.

der anerkender, at kvinder, der er ansat i hæren og/eller arbejder med civile organisationer, der beskæftiger sig med fredsbevarelse, spiller en vigtig rolle, fordi de kan fungere som rollemodeller og mellemkulturelle formidlere for lokale kvinder og give dem incitamenter til myndiggørelse og som dementier af kønsstereotyper for lokale mænd, samt fordi de kommunikerer bedre med lokale kvinder;

I.

der henviser til, at de fleste lande ikke prioriterer kønsrelaterede tiltag særlig højt, men betragter dem som sekundære spørgsmål og bruger kulturelle, religiøse og samfundsøkonomiske forhold som undskyldning for at forhindre fremskridt inden for ligestilling og kvinders rettigheder;

J.

der finder, at der bør lægges vægt på kønsaspektet lige fra begyndelsen af planlægningen af civile og sikkerhedsrelaterede missioner; der henviser til, at fredsbevarende missioner har vist sig at være et vigtigt middel til integreringen af kønsaspektet i indsatsen for forebyggelse, demobilisering og postkonflikt-genopbygning;

K.

der understreger, at historien har vist, at krigsførelse er en udpræget mandsdomineret aktivitet, og at der derfor er grund til at forvente, at kvinders særlige færdigheder inden for dialog og ikke-vold vil kunne yde et meget positivt bidrag til fredelig konfliktforebyggelse og -styring;

L.

der henviser til, at vigtigheden af inddragelse af kvinder og af kønsaspektet understreges af, at i de tilfælde, hvor der inddrages flere kvinder i konfliktløsnings- og fredsopbygningsprocesser samt fredsforhandlinger, inddrages der også flere elementer i genopbygningen og fredskonsolideringen, herunder markedsinfrastruktur, vejinfrastruktur i landdistrikter, sundhedsklinikker, skoler og børnehaver m.v.;

M.

der henviser til, at der i 2010 blev vedtaget 17 indikatorer for den omfattende strategi (10), og at der har været gjort en vellykket indsats for at fremlægge den første overvågningsrapport baseret på disse indikatorer i 2011 (11); der påpeger nødvendigheden af omfattende EU-overvågningsrapporter baseret på en klar metodologi og passende indikatorer;

N.

der henviser til, at nationale handlingsplaner på området kvinder, fred og sikkerhed er særdeles vigtige og bør bygge på ensartede europæiske minimumsstandarder for så vidt angår deres målsætninger, implementering og overvågning i hele EU;

O.

der henviser til, at Kommissionen den 31. august 2011 besluttede at yde yderligere 300 mio. EUR i støtte til fred og sikkerhed i Afrika; der påpeger, at mindst 12 afrikanske lande med en skønnet samlet befolkning på 386,6 mio. i 2011 vil have status af regioner med igangværende konflikter;

P.

der henviser til, at institutionelle mekanismer og forpligtelser til opnåelse af ligestilling udgør effektive første skridt til beskyttelse og fremme af kvinders rettigheder i forbindelse med genopbygnings- og reintegrationsarbejdet i postkonfliktsituationer; der henviser til, at inddragelse af alle relevante aktører såsom regeringer og politiske repræsentanter, civilsamfundsrepræsentanter og akademikere samt direkte deltagelse af kvindeorganisationer, -grupper og -netværk - der bør modtage politisk, finansiel og juridisk støtte til udvikling af programmer, herunder for de mest udsatte befolkningsgrupper såsom kvindelige migranter, internt fordrevne, flygtninge og hjemvendte - er en afgørende forudsætning for fredsopbygning, for at opnå bæredygtig udvikling og for at skabe et demokratisk samfund, der respekterer kvinders rettigheder samt ligestillingen mellem kønnene;

Q.

der henviser til, at de underliggende årsager til kvinders sårbarhed i konfliktsituationer ofte skal findes i deres begrænsede adgang til bl.a. uddannelse og arbejdsmarked, og at kvinders deltagelse i økonomien på lige fod med mændene derfor er en nødvendig forudsætning for at kunne bekæmpe kønsspecifik vold i væbnede konflikter; der påpeger, at kvinders deltagelse på ledelsesplan, både ved forhandlingsbordet og som aktive aktører i fredelige overgangsprocesser, fortsat er begrænset, men stadig er en topprioritet og en afgørende forudsætning for at opnå ligestilling mellem kønnene;

1.

opfordrer EU til at støtte et krav om kvindelig deltagelse i de internationale team, der leder fredsforhandlinger; anmoder om, at der gøres fremskridt med henblik på at opnå en permanent deltagelse af kvindelige ledere, lokale kvinderettighedsorganisationer og/eller civilsamfundsgrupper ved forhandlingsbordet under hele fredsprocessen;

2.

understreger den politiske dialogs betydning for myndiggørelsen af kvinder og opfordrer EU's delegationer til også at inddrage spørgsmålene om kvinder, fred og sikkerhed i deres politiske og menneskerettighedsrelaterede dialog med værtslandets regering; opfordrer Kommissionen, Rådet, EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til aktivt at fremme og støtte kvinders deltagelse i deres forbindelser med lande og organisationer uden for EU;

3.

glæder sig over EU-handlingsplanen om ligestilling og styrkelse af kvinders indflydelse og status i udviklingssamarbejdet og opfordrer Unionens højtstående repræsentant til at træffe alle fornødne foranstaltninger til sikring af egnede og effektive kurser for EU-delegationernes personale om kønsfølsomme tilgange til fredsbevarelse, konfliktforebyggelse og fredsskabelse; anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at sikre, at der ydes fyldestgørende teknisk og finansiel bistand til programmer, der sætter kvinder i stand til fuldt ud at deltage i fredsforhandlinger og giver dem øget indflydelse i civilsamfundet som helhed betragtet;

4.

opfordrer EU og medlemsstaterne til aktivt at fremme en stigning i antallet af kvinder i militære og civile fredsbevarende operationer, navnlig på lederposter, og opfordrer i den forbindelse til:

5.

anmoder om, at der afsættes tilstrækkelige EU-midler, bl.a. via stabilitetsinstrumentet, til støtte for kvinders effektive deltagelse i og bidrag til repræsentative institutioner på nationalt og lokalt plan samt på alle beslutningsniveauer i forbindelse med konfliktløsning, fredsforhandlinger, fredsopbygning og postkonflikt-planlægning;

6.

påpeger behovet for at etablere en adfærdskodeks for EU-personale, der gør tjeneste i militære og civile missioner, hvori det gøres klart, at seksuel udnyttelse er en uacceptabel og kriminel adfærd, og kræver, at den håndhæves nøje gennem strenge administrative og strafferetlige sanktioner i tilfælde af seksuel vold begået af humanitært personale, repræsentanter for internationale institutioner, fredsbevarende styrker og diplomater; kræver nultolerance over for seksuel udnyttelse af børn og kvinder under væbnede konflikter og i flygtningelejre og hilser det i den forbindelse velkomment, at FN for nylig har efterforsket anklager om seksuel udnyttelse rettet mod medlemmer af den fredsbevarende FN-styrke i Elfenbenskysten;

7.

fordømmer på det kraftigste den fortsatte brug af seksuel vold mod kvinder som et taktisk krigsvåben, der er at betragte som en krigsforbrydelse; anerkender, at sådanne overgreb efterlader ofrene med alvorlige fysiske og psykiske men og endvidere har dramatiske følger for deres familier, understreger, at dette fænomen må behandles gennem støtteprogrammer for ofrene, og opfordrer til mobilisering af politiske beslutningstagere med henblik på at udforme et koordineret sæt af foranstaltninger til forebyggelse og begrænsning af brugen af seksuel vold; henleder i den forbindelse opmærksomheden på de forfærdelige forhold, der hersker i Congo; minder om, at der i perioden 30. juli - 4. august 2010 fandt massevoldtægter sted i minedistriktet i det østlige Congo, at der i 2009 blev anmeldt mindst 8 300 voldtægter i det østlige Congo, og at mindst 1 244 kvinder anmeldte voldtægt i første kvartal af 2010, hvilket svarer til gennemsnitligt 14 voldtægter om dagen; understreger, at situationen ikke har ændret sig i 2011; opfordrer indtrængende de to EU-missioner i Den Demokratiske Republik Congo - EUPOL RD Congo og EUSEC RD Congo - til at gøre kampen mod seksuel vold og for kvinders deltagelse til deres vigtigste prioritet i forbindelse med bestræbelserne på at reformere den congolesiske sikkerhedssektor;

8.

understreger, at eftersom seksuel vold, der hovedsagelig går ud over kvinder og børn, forstærkes af faktorer såsom kønsulighed, stigende voldsanvendelse - såvel i almindelighed som mere specifikt via militariseringen af samfundet - og et sammenbrud i samfundets strukturer, bør der lægges særlig vægt på og afsættes midler til forebyggelsen af sådanne krigsforbrydelser;

9.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme indførelsen af foranstaltninger, der kan begrænse væbnede konflikters negative følger for familielivet;

10.

opfordrer til et styrket samarbejde med lokale kvindeorganisationer med henblik på at etablere et tidligt varslingssystem og eventuelt sætte dem i stand til selv at forhindre overgrebene eller mindske deres hyppighed;

11.

anmoder Kommissionen om at støtte lokale civilsamfundsgrupper, navnlig kvindegrupper og grupper med en kønsfølsom dagsorden, ved at give dem adgang til finansiering og opbygge deres kapacitet for at sætte dem i stand til at opfylde deres rolle som vagthund, navnlig i stater i opløsning;

12.

er forfærdet over, at gerningsmændene til seksuel vold fortsat slipper uden straf; opfordrer kraftigt til, at straffriheden for gerningsmændene til seksuel vold bringes til ophør; opfordrer indtrængende de nationale myndigheder til at sikre håndhævelsen af lovgivningen vedrørende straffrihed og opfordrer til en styrkelse af retsvæsenet gennem uddannelse af dommere og anklagere med henblik på at forbedre efterforskningen og pådømmelsen af sager vedrørende seksuel vold; opfordrer derfor til, at der sikres en høj grad af synlighed og offentlighed omkring sådanne straffesager med henblik på at gøre det alment kendt, at en sådan adfærd ikke tolereres:

13.

anmoder om, at spørgsmålet om straffrihed gøres til et centralt element i fredsforhandlinger, da der ikke bør være nogen fred uden retfærdighed, og gerningsmændene skal retsforfølges og bære de strafferetlige konsekvenser af deres handlinger; understreger, at straffrihed ikke må gøres til forhandlingsobjekt; beklager, at retssagerne mod gerningsmændene til vold mod kvinder i krig ofte er for langsommelige, hvilket skaber yderligere lidelser for ofrene, og anmoder derfor om, at sagerne afsluttes på troværdig og retfærdig vis inden for en rimelig frist og under respekt for værdigheden for kvinder, der er krigsofre;

14.

understreger, at uddannelse spiller en afgørende rolle, ikke blot for myndiggørelsen af kvinder og piger, men også for bekæmpelsen af stereotyper og udviklingen af personernes tænkemåde; opfordrer til afholdelse og/eller styrkelse af bevidstgørelseskampagner som led i uddannelsesprogrammer, der fokuserer på respekt for kvinders værdighed;

15.

opfordrer til oprettelse af kvindeklinikker inden for de væbnede styrker, som kan behandle tilfælde af seksuel og psykisk vold i krigszoner;

16.

kræver, at kvinder, der udsættes for mishandling og vold under konflikter, får mulighed for at klage til internationale domstole under forhold, der respekterer deres værdighed, og at disse domstole beskytter dem mod at lide fysisk og psykisk overlast som følge af at blive afhørt under omstændigheder, der ikke tager hensyn til traumer; kræver, at kvinder i sådanne sager skal kunne opnå retfærdighed i både civil- og strafferetlig forstand, og at der iværksættes støtteprogrammer, der kan hjælpe dem med at blive reintegreret økonomisk, socialt og psykologisk;

17.

opfordrer EU og medlemsstaterne til effektivt at støtte gennemførelsen af EU-retningslinjerne om vold mod kvinder og piger gennem specifikke foranstaltninger såsom:

18.

fremhæver den afgørende betydning af at sikre, at kvinder optræder som ligestillede aktører i processer vedrørende retsreformer eller tværnational retshåndhævelse, således at de effektivt kan arbejde for håndhævelsen af lige rettigheder i nationale retssystemer;

19.

opfordrer Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Europa-Parlamentets delegationer til at undersøge, hvordan de kan formå de udviklingslande, der endnu ikke har gjort det, til at undertegne, ratificere og gennemføre Rom-statutten fra 1998 (for Den Internationale Straffedomstol) som et nødvendigt skridt til at beskytte kvinders seksuelle rettigheder i krigstid og sikre, at gerningsmænd straffes;

20.

fordømmer gidseltagning og kræver strengere straf for anvendelse af menneskelige skjold under konflikter;

21.

kræver adskillelse af kvindelige og mandlige fanger, navnlig for at undgå seksuelt misbrug;

22.

understreger betydningen af retten til at kende savnede pårørendes skæbne og opfordrer parterne i væbnede konflikter til at træffe alle praktisk gennemførlige foranstaltninger til at gøre rede for personer, der er meldt savnede;

23.

opfordrer til, at der vedtages specifikke bestemmelser om udvidet beskyttelse af kvinder mod voldtægt, tvungen prostitution og enhver anden form for sædelighedsforbrydelse samt særlig bistand til gravide og mødre med små børn i form af mad, tøj, evakuering og transport og sundhedsfaciliteter, med henblik på at undgå uønskede graviditeter og seksuelt overførte sygdomme, som prioriterede områder under finansieringsinstrumentet for udviklingsbistand for perioden 2014-2020;

24.

opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at oprette hurtige indsatsenheder bestående af uddannet personale (f.eks. læger, psykologer, sociologer og juridiske rådgivere), som kan tilbyde ofre for kønsrelateret kriminalitet øjeblikkelig hjælp på stedet;

25.

glæder sig over vedtagelsen af FN's Sikkerhedsråds resolution 1960, hvori der stilles krav om detaljerede oplysninger om personer, der mistænkes for at have begået seksuel vold under væbnede konflikter; opfordrer medlemsstaterne til at optrappe deres indsats for at implementere resolution 1960;

26.

opfordrer til en analyse af mulighederne for at yde ofrene en passende erstatning, der også tager højde for de psykiske virkninger for ofrenes familier og børn, i overensstemmelse med gældende international og national ret;

27.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke kvinders muligheder for at gøre deres rettigheder gældende, herunder deres adgang til jord, arv, kredit og opsparing i postkonfliktsituationer, navnlig i lande, hvor kvinders ejendomsrettigheder ikke har retskraft og ikke er samfundsmæssigt anerkendt;

28.

understreger nødvendigheden af at supplere billedet af kvinder som sårbare ofre med et billede af kvinder som en stærkt differentieret gruppe af sociale aktører, der besidder værdifulde ressourcer og evner, og som har deres egen dagsorden; påpeger, at kvinder har indflydelse på begivenhedernes gang og derfor skal være med til at udforme udviklingsprocessen; mener, at kvinder, der har været ofre for krig, ikke længere bør betragtes alene som krigsofre, men snarere som aktører, der kan bidrage til stabilisering og konfliktløsning; understreger, at kvinder i almindelighed først kan udfylde denne rolle, når de har opnået ligelig repræsentation i den politiske og økonomiske beslutningstagning;

29.

påpeger, at vores forståelse af kvinders rolle i efterkrigssamfund og deres bidrag til genopbygningen må række ud over den generaliserende fortælling om "kvinders oplevelse af krig", idet den individuelle og mangfoldige karakter af kvinders erfaringer må anerkendes;

30.

opfordrer til oprettelse af en særlig post som EU-repræsentant for kvinder, fred og sikkerhed inden for EU-Udenrigstjenesten med henblik på at integrere kønsaspektet og sikre et mere effektivt samarbejde med de tilsvarende instanser i FN; finder, at alle de relevante EU-politikker, taskforcer og enheder/kontaktpunkter, der beskæftiger sig med køn og sikkerhed, skal koordineres af og have tilknytning til denne særlige EU-repræsentant med henblik på at sikre sammenhæng og effektivitet samt sørge for en systematisk, konsekvent og fuldstændig gennemførelse af de strategier og tiltag, der vedtages;

31.

opfordrer til, at den uformelle taskforce vedrørende kvinder og fred og sikkerhed støttes og anerkendes;

32.

opfordrer til, at der lægges særlig vægt på integration af kønsaspektet i forbindelse med fredsforskning, konfliktforebyggelse, konfliktløsning, fredsbevarende missioner samt postkonflikt-rehabilitering og -genopbygning, og efterlyser indarbejdelse af en komponent vedrørende kønsmainstreaming i landestrategidokumenterne;

33.

opfordrer på det kraftigste EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og medlemsstaterne til i de af deres aktioner, der berører kvinder i konfliktområder, at integrere udviklingsproblemstillinger, herunder især anerkendelse af mødres ret til at modtage beskyttelse og støtte og til at tage sig af og opfostre deres børn samt kvinders sundhedsmæssige og økonomiske sikkerhed, idet der i denne forbindelse i særlig grad må fokuseres på spørgsmålet om ejendomsrettigheder, navnlig i relation til landbrug;

34.

glæder sig over EU’s beslutning om at vedtage en liste med 17 gennemførelsesindikatorer med henblik på at evaluere EU’s egne resultater på ligestillingsområdet i skrøbelige lande og konflikt- eller postkonfliktlande; understreger, at disse indikatorer, som også bør omfatte kvalitative målinger, må forbedres; opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at tage hensyn til konklusionerne fra denne evalueringsproces i løbet af programmerings- og gennemførelsesfaserne;

35.

opfordrer EU-Udenrigstjenesten til i overensstemmelse med artikel 9 i Rådets afgørelse 2010/427/EU af 26. juli 2010 at drage omsorg for, at programmeringen, gennemførelsen og overvågningen af landeinitiativer til fremme af kønsperspektivet i situationer før, under og efter konflikter forvaltes på delegationsniveau for at sikre, at indsatsen i højere grad tilpasses de særlige omstændigheder i hver enkelt kontekst og sandsynligheden for en allerede eksisterende regional dimension;

36.

opfordrer medlemsstaterne til at vedtage, implementere og overvåge deres nationale handlingsplaner for kvinder, fred og sikkerhed; gentager sin opfordring til EU og medlemsstaterne om i deres planer og strategier at udvikle et sæt af minimumsstandarder omfattende realistiske mål med specifikke indikatorer, benchmarks, tidsfrister, budgetbevillinger og en effektiv overvågningsmekanisme; understreger betydningen af at inddrage ngo'er i udviklingen, implementeringen og overvågningen af handlingsplanerne;

37.

opfordrer EU til at sikre en afbalanceret rekruttering til missioner og operationer og til at forfremme flere kvinder til lederposter, for eksempel som EU-delegationschefer i tredjelande og som EU-missionschefer;

38.

fremhæver Kommissionens forslag om, at EU skal bistå tredjelande med at overholde og gennemføre internationale forpligtelser såsom konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, Cairo-handlingsprogrammet, Beijing-handlingsplanen og FN's årtusinderklæring;

39.

går stærkt ind for anvendelsen af ligestillingsrådgivere eller kontaktpunkter vedrørende ligestillingsspørgsmål i missioner under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) og i EU-delegationer og opfordrer den højtstående repræsentant/næstformanden til at sikre, at de ikke får dobbeltroller, og at de udstyres med tilstrækkelige ressourcer og beføjelser;

40.

understreger bevidstgørelseskampagners betydning for bekæmpelsen af stereotyper, forskelsbehandling (det være sig kønsbaseret, kulturel eller religiøs) og vold i hjemmet samt for ligestillingen mellem kønnene i almindelighed; bemærker at sådanne kampagner bør følges op med en positiv fremstilling af kvindelige rollemodeller i medier og reklamer, i undervisningsmateriale og på internettet;

41.

opfordrer til, at der oprettes en passende offentlig klageprocedure inden for rammerne af FSFP-missionerne, som især kan gøre det lettere at anmelde tilfælde af seksuel og kønsbaseret vold; opfordrer den højtstående repræsentant/næstformanden til at inkludere en detaljeret rapport om kvinder, fred og sikkerhed i den halvårlige evaluering af FSFP-missionerne; minder om, at FSFP-missioner er et af EU's vigtigste redskaber til at demonstrere sin vilje til at nå målene i UNSCR 1820 og 1325 i kriseramte lande og regioner;

42.

opfordrer til, at der afsættes specifikke budgetmidler til vurdering og overvågning af data indsamlet på grundlag af de indikatorer, der er udviklet på EU-plan; opfordrer til, at der oprettes specifikke budgetposter for ligestillingsekspertise og for projekter og aktiviteter vedrørende kvinder, fred og sikkerhed i FSFP-missioner;

43.

opfordrer EU's budgetmyndighed til at forhøje de finansielle midler til fremme af ligestilling og kvinders rettigheder i de fremtidige finansieringsinstrumenter for udviklingsbistand for perioden 2014-2020;

44.

opfordrer med henblik på for at undgå en fragmentering af EU's reaktion på kvinders situation i krig Unionens højtstående repræsentant og Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at forbedre komplementariteten og den rettidige mobilisering af alle finansielle instrumenter, der vedrører EU’s optræden udadtil, dvs. Den Europæiske Udviklingsfond, instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde, det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument, instrumentet for førtiltrædelsesbistand, det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder og stabilitetsinstrumentet;

45.

anmoder om en specifik støtte fra Det Europæiske Ligestillingsinstitut med hensyn til indsamling, bearbejdning og formidling af effektiv kønsmainstreaming-praksis i forbindelse med anvendelsen af Beijing-indikatorerne på området for kvinder og væbnede konflikter;

46.

fremhæver den vigtige rolle, der spilles af EF-FN-partnerskabet for ligestilling med henblik på udvikling og fred, som sigter på at identificere måder, hvorpå ligestilling og kvinders menneskerettigheder kan integreres i nye bistandsmodeller, og yde støtte til de nationale partneres indsats for at opfylde deres internationale forpligtelser på ligestillingsområdet samt sikre, at disse forpligtelser modsvares af passende finansielle bevillinger i nationale udviklingsprogrammer og -budgetter; understreger, at dette projekt specifikt fokuserer på kvinders rolle i konflikt- og postkonfliktsituationer og navnlig på den korrekte gennemførelse af UNSC-resolution 1325;

47.

opfordrer EU til i forbindelse med sine forslag om støtte til postkonflikt-genopbygning at fokusere på oprettelsen af skoler med henblik på at forbedre undervisningen af drenge og piger;

48.

glæder sig over de forskellige initiativer, der er taget til at udvikle kønsspecifikke indikatorer for tidlig varsling og konfliktovervågning, f.eks. af FN's udviklingsfond for kvinder (UNIFEM) Europarådet, den schweiziske fredsfond, International Alert og Forum on Early Warning and Early Response;

49.

betoner betydningen af at sætte kvinder i centrum for vandforsynings-, sanitets- og hygiejnepolitikken i konflikt- og postkonfliktområder og fremhæver derfor betydningen af at øge adgangen til sikkert drikkevand, tilstrækkelig spildevandsafledning og vand til produktionsformål;

50.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer.