28.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/35

1.1

EØSU fremsætter følgende anbefalinger:

2.1

De hjemløse har været et prioriteret indsatsområde for det europæiske år 2010 (3).

2.2

Hjemløshedsproblemet blev første gang nævnt som et prioriteret emne i den fælles rapport om social sikring og social integration fra 2005. Kommissionen offentliggjorde i 2007 en rapport om måling af hjemløshed på EU-plan (4).

2.3

Det er blevet en prioritet at bekæmpe hjemløshed, da det er en vigtig del af EU-strategien for social beskyttelse og social integration.

2.4

Gennem EU-strategien for social sikring og social integration (den såkaldte »sociale åbne koordinationsmetode«) samordner og fremmer EU vedtagelse af nationale foranstaltninger og udvikling af politikker til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Dette sker takket være en rapporteringsmekanisme, fælles indikatorer og endelige politiske konklusioner, som er vedtaget af Kommissionen og EU's ministerråd.

2.5

Europa-Parlamentet har taget en række vigtige initiativer vedrørende hjemløshed, herunder en skriftlig erklæring om bekæmpelse af gadehjemløshed, som blev vedtaget i 2008 (5). I erklæringen opfordres Rådet til at indvilge i en forpligtelse for hele EU om at sætte en stopper for problemet med hjemløse på gaderne inden 2015. Fem medlemmer af Europa-Parlamentet lancerede den 6. september 2010 en ny skriftlig erklæring på tværs af partierne om behovet for en EU-strategi for hjemløshed. Dette dokument blev vedtaget i december 2010. EØSU mener, at opnåelsen af de ovennævnte ambitiøse målsætninger kræver inddragelse af EU's fonde (ESF og EFRU).

2.6

Ved udgangen af 2009 udarbejdede EU-netværket af uafhængige eksperter vedrørende social udstødelse en rapport (6) om hjemløshed og udelukkelse fra boliger i EU-medlemsstaterne. Rapporten opfordrede til at integrere hjemløshed i den sociale åbne koordinationsmetode og at konsolidere og videreføre den efter 2010.

2.7

Det Europæiske Råd vedtog den 17. juni 2010 den nye Europa 2020-strategi. EU vil frem til 2020 søge at få mindst 20 mio. mennesker væk fra risikoen for et liv i fattigdom og udstødelse. Kommissionens forslag for 2020 omfatter en europæisk platform mod fattigdom, som skal »definere og gennemføre foranstaltninger, der tager sigte på de specifikke forhold for særlige risikogrupper (som f.eks. … hjemløse)«.  (7)

2.8

Regionsudvalget offentliggjorde i oktober 2010 en udtalelse med titlen »At bekæmpe hjemløshed«, i hvilken det erklærede, at EU skal gøre langt mere for at bekæmpe denne svøbe. Regionsudvalget opfordrer til at fremme ETHOS-klassifikationen på europæisk plan, at oprette et europæisk center for hjemløshed, at fremme forebyggelse af dette fænomen og at inddrage regionerne i disse bestræbelser.

2.9

I deres fælles rapport fra 2010 om social beskyttelse og social inklusion (8) opfordrer Kommissionen og Rådet medlemsstaterne til at udarbejde strategier med udgangspunkt i: forebyggelse og tilvejebringelse af permanente boliger (permanent socialt boligbyggeri), en tilgang, der klart prioriterer boligspørgsmålet, og som er ledsaget af supplerende sociale tjenesteydelser og en forbedret forvaltning.

2.10

De vigtigste anbefalinger fra 2010 om problemet med hjemløshed er indeholdt i konklusionerne fra konsensuskonferencen (9), som fandt sted i slutningen af 2010, det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, på initiativ af Kommissionen og med støtte fra det belgiske formandskab for Den Europæiske Union.

2.11

I 2011 offentliggjorde Eurostat (10) en rapport om boligforholdene i Europa i 2009 (»Housing Condition in Europe in 2009«), som viser, at 30 mio. EU-borgere er ramt af pladsmangel og usikre boligforhold.

3.1

Hjemløshed kan være en direkte krænkelse af de menneskerettigheder, som er nedfældet i EU's charter om grundlæggende rettigheder (11).

3.2

I chartrets artikel 34, stk. 3, hedder det, at »For at bekæmpe social udstødelse og fattigdom anerkender og respekterer Unionen retten til social bistand og boligstøtte, der skal sikre en værdig tilværelse for alle, der ikke har tilstrækkelige midler…«.

3.3

FN's verdenserklæring om menneskerettigheder garanterer retten til en levefod, som omfatter adgang til en bolig, til lægehjælp og andre sociale ydelser. Menneskerettighedserklæringens artikel 25, stk. 1, fastsætter, at »Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder«.

3.4

I artikel 31 i Europarådets reviderede sociale charter (12) hedder det, at enhver borger har ret til en bolig, og parterne opfordres indtrængende til at træffe foranstaltninger til at fremme adgangen til boliger af en passende standard, at forebygge og mindske omfanget af hjemløshed med henblik på en gradvis udfasning, og at gøre prisen på boliger overkommelig for dem, som mangler tilstrækkelige ressourcer.

3.5

I mange af EU-landene er retten til en bolig skrevet ind i forfatningen. En passende bolig er både en nødvendighed og en ret. EØSU opfordrer samtlige medlemsstater til at hjælpe alle, som har krav på dette ifølge national ret, med at skaffe en bolig. EØSU opfordrer medlemsstaterne og civilsamfundet til at følge denne proces. Eksistensen af en lovfæstet ret er grundlaget for at kunne definere og udvikle effektive politikker til bekæmpelse af problemet med hjemløshed.

4.1

Eurostat oplyser (13), at der i Den Europæiske Union er 30 mio. borgere, som er ramt af pladsmangel og usikre boligforhold. I 2009 levede 6 % af EU's befolkning under meget dårlige boligforhold. Dertil kommer, at 12,2 % af EU's befolkning lever i boliger, som er dyre i forhold til deres indtægt.

4.2

Gadehjemløshed er den mest synlige og ekstreme form for fattigdom og udstødelse. Hjemløshed kan imidlertid også tage andre former, som f.eks. personer, der bor i nødboliger eller midlertidige boliger, personer, som bor midlertidigt hos familie eller venner, personer, som er tvunget til at forlade forskellige institutioner, men som ikke har nogen bolig, personer, som er truet af udsættelse, eller personer, som bor i utilstrækkelige eller usikre boliger.

4.3

Adgang til en bolig af passende kvalitet kan betragtes som et grundlæggende menneskeligt behov.

4.4

Dårlige boligforhold defineres som boliger med mangler og vurderes på baggrund af boligens stand: beskadiget tag, manglende badekar/bruser og toilet eller for mørk beboelse.

4.5

Nogle af de medlemslande, der er tiltrådt EU efter 2004, især Rumænien, Polen, Bulgarien og de baltiske lande (14), har oplyst, at en stor del af deres befolkning lever under dårlige boligforhold.

4.6

I mange lande hænger fattigdom sammen med høje boligudgifter: 67 % af europæerne mener, at prisen på en anstændig bolig er alt for høj. Denne opfattelse er særligt udbredt i Tjekkiet og Cypern (89 %), Luxembourg og Malta (86 %) og Slovakiet (84 %).

4.7

Hver sjette europæer hævder at have svært ved at betale de daglige udgifter i forbindelse med sin bolig (15). 26 % af EU-borgerne mener, at udgifterne til en anstændig bolig er for høje i vort samfund. Når man spørger borgerne om årsagerne til fattigdom, kommer boligudgifterne ind på en fjerdeplads.

5.1

Der findes på EU-plan ikke nogen fælles funktionel definition af hjemløse: definitionen varierer meget fra den ene medlemsstat til den anden. Hjemløshed er en kompleks og dynamisk proces, da de forskellige ramte personer eller grupper har forskellige forløb og træder ind i og ud af kategorien hjemløse på forskellige måder.

5.2

Man kan skelne mellem forskellige typer og grupper af hjemløse, såsom enlige gadehjemløse mænd, gadebørn og -unge, unge, der forlader en børneinstitution, enlige gadehjemløse mødre, personer med sundhedsproblemer som f.eks. alkoholisme, narkomaner, personer med psykiske/psykiatriske problemer, ældre hjemløse, hjemløse familier, hjemløse med etnisk mindretalsbaggrund som f.eks. romaer eller nomadefolk, hjemløse indvandrere, hjemløse asylansøgere (flygtninge), andengenerationsgadebørn, hvis forældre er hjemløse.

5.3

FEANTSA (Den europæiske sammenslutning af organisationer, som arbejder med hjemløse) har udviklet ETHOS-klassifikationen, som er en typologi over hjemløshed og boligmæssig eksklusion. Ifølge ETHOS-klassifikationen kan det at have et hjem betyde:

—   I fysisk forstand: at have en passende bolig (eller rum), som en person og vedkommendes familie har eneretten til at råde over;

—   I juridisk forstand: at have ejendomsretten;

—   I social forstand: at have mulighed for at opretholde en privatsfære og varetage sociale relationer.

5.4

Denne definition gør det muligt at opstille de følgende fire kategorier: uden opholdssted, boligløs, usikker bolig og utilstrækkelig bolig, som alle indikerer fraværet af et hjem. ETHOS klassificerer således mennesker, som er hjemløse, ud fra deres livssituation eller boligtype. Disse begrebslige kategorier er opdelt i 13 operationelle kategorier, som kan benyttes i forbindelse med forskellige politikker til f.eks. at kortlægge problemerne med hjemløshed og til at udvikle, følge og evaluere disse politikker (16).

6.1

På EU-plan anvender de nationale statistikkontorer og EU-landenes øvrige officielle statistikkilder ikke en fælles, ensartet metode til indsamling af data om hjemløse.

6.2

Det er muligt at anvende ETHOS' model med de begrebsmæssige kategorier til at udarbejde statistikker og foretage en kortlægning af de hjemløse, vurdere de berørte personers behov og vurdere de lokale ressourcer eller organisationernes ressourcer samt sikre udarbejdelse, overvågning og evaluering af politikker.

6.3

Det er nødvendigt at gennemføre undersøgelser af og forske i fænomenet hjemløshed på EU-plan, både for at forstå årsagerne og strukturen og for at udvikle politikker og koordinere og iværksætte strategier. EØSU opfordrer Eurostat (ved hjælp af dataindsamlingssystemet EU-SILC (17)) og de ansvarlige for de EU-programmer, som har gjort det muligt at støtte bestræbelserne på at fremme integration af hjemløse, til at fremlægge en evaluering af de fem-ti sidste år og give et overblik over udviklingen af hjemløshed på EU-plan.

7.1

Årsagerne til, at personer bliver hjemløse, er ofte komplekse og indbyrdes forbundne. Det er en kombination af en række faktorer, der fører til denne slags situationer.

7.2

Der findes forskellige typer sårbarhedsfaktorer, over for hvilke der bør sættes ind for at forebygge og løse hjemløseproblemet:

—   Strukturelle faktorer: økonomiske forhold; indvandring; statsborgerskab; situationen på boligmarkedet,

—   Institutionelle faktorer: grundlæggende sociale tjenesteydelser, mekanismer for tildeling af ydelser; institutionelle procedurer,

—   Relationelle faktorer: familieforhold; forholdsstatus (f.eks. skilsmisse),

—   Personlige faktorer: handicap; uddannelse; misbrug; alder; indvandrernes situation,

—   Diskrimination og/eller manglende juridisk status: kan navnlig vedrøre indvandrere og visse etniske mindretal som f.eks. romaerne.

8.1

Der findes forskellige typer støttetjenester for hjemløse: botilbud og andre tjenester. Fremme af offentlig-private partnerskaber er et nøgleelement i gennemførelsen af strategier, der giver adgang til en bolig. Det er yderst vigtigt at stille faste boliger og akut læge- og socialtjeneste til rådighed og at fremme partnerskaber. Det gælder især om vinteren og om sommeren, da man ved, at en vis procentdel af de hjemløse i visse lande dør, når der er hedebølge eller stærk frost.

8.2

EØSU anbefaler at udbrede innovative modeller og retningslinjer for god praksis på nationalt og europæisk plan for på disse niveauer at fremme innovative og interaktive modeller, som giver førsteprioritet til en fast bolig og de nødvendige supplerende tjenester. Den åbne koordinationsmetode kan vise sig at være særdeles velegnet til at fremme effektive politikker til integration af hjemløse.

8.3

EØSU anbefaler at udarbejde en bred vifte af tjenesteydelser og at fremme minimumsstandarder for alle sociale ydelser til hjemløse for at imødekomme deres forskelligartede behov:

8.4

EØSU foreslår, at der iværksættes integrerede strategier, så der kan oprettes tilstrækkelige supplerende tjenester på alle områder til at dække alle de berørtes behov, især hvad angår sociale boliger. EØSU mener, at det for at forhindre dødsfald blandt gadehjemløse er nødvendigt at fremme en lovgivning, som pålægger hver region at oprette mindst ét rådgivningscenter og et nødherberg for hjemløse med en kapacitet svarende til antallet af gadehjemløse. EØSU understreger, at det er vigtigt at finde varige løsninger for at integrere de dårligt stillede personer. Der skal bygges bosteder og permanente boliger, og der skal iværksættes yderligere sociale tjenester navnlig for at gøre det muligt at opretholde solidariteten inden for familien (forældre-børn osv.) og, så vidt muligt, at lade børn blive genforenet med deres familie, hvis de er blevet fjernet fra forældrene pga. fattigdom eller vanskelige levevilkår.

8.5

EØSU anbefaler medlemsstaterne i første række at udarbejde mellem- og langsigtede forebyggelsesstrategier

8.6

De sociale ydelser til hjemløse bør ikke systematisk blive anvendt til at kompensere for politikernes manglende konsekvens på indvandringsområdet eller manglen på specialiserede tjenester til modtagelse af indvandrere.

9.1

Manglen på husly eller bolig kan føre til nedbrydning af den enkelte person, diskrimination pga. socialt tilhørsforhold (til en ugunstigt stillet gruppe) og nogle gange endog døden (især i perioder med ekstrem kulde eller varme). EØSU mener, at hjemløshed kan være en direkte krænkelse af menneskerettighederne, som er omhandlet i EU's charter om grundlæggende rettigheder (art. 1, 2, 3, 6, 7, 21 og 34) (18), det reviderede europæiske sociale charter og FN's internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

9.2

Social integration af hjemløse er en kompleks og vanskelig proces. EØSU opfordrer Kommissionen til at udvikle en ambitiøs strategi og hjælpe medlemsstaterne med at komme det sociale problem med hjemløshed til livs gennem iværksættelse af effektive nationale strategier. Disse strategier bør tage udgangspunkt i fælles definitioner af årsager, handlinger og virkninger. EØSU opfordrer Kommissionen til at udarbejde en oplysningskampagne om fænomenet hjemløshed og understreger, at der er tale om en absolut nødvendighed. Udvalget anbefaler, et EU's politikker og strategier udvikles i samarbejde med de organisationer, der leverer sociale ydelser, de boligløse, de offentlige myndigheder og videnskabs- og forskerkredse.

9.3

EØSU anbefaler Kommissionen at opfordre medlemsstaterne til i fremtiden at afsætte specifikke budgetter og midler til finansiering eller medfinansiering af programmer for hjemløse (navnlig under ESF og EFRU). EØSU mener, at strukturfondene (ESF og EFRU) bør øges i perioden 2014-2020, og at denne tilgang bør være et supplement. Udvalget anbefaler også medlemsstaterne, at de nationale operationelle programmer (med henvisning til forordning (EF) 1083/2006) skal indeholde hjemløsestrategier og foranstaltninger til at mindske de negative konsekvenser af den økonomiske krise på adgangen til boliger.

9.4

EØSU anbefaler at fremme EU-politikker, der sigter mod at begrænse enhver tendens til spekulation på ejendomsmarkedet. Udvalget opfordrer til at tage hensyn til forholdet mellem nettomånedsløn og boligudgiften i analysen af EU's og medlemsstaternes socialpolitikker. EØSU mener, at adgangen til en anstændig bolig skal stå i proportion til forholdet mellem størrelsen af de månedlige boligudgifter (eller lejen) plus leveomkostningerne og en EU-borgers nettoløn.

9.5

EØSU henleder opmærksomheden på, at problemet med hjemløshed bliver større og større i visse lande. Hvor problemet for blot et par årtier siden var specifikt relateret til voksne gadehjemløse, er det nu i mange europæiske lande blevet mere mangesidet og akut: der er nu et stigende antal hjemløse kvinder, gadehjemløse familier, gadehjemløse unge og børn, arbejdstagere, der har mistet deres hjem på grund af manglende evne til at tilbagebetale deres lån eller pga. boligkrisen og den økonomiske krise, og flere og flere hjemløse indvandrere eller personer, der tilhører et etnisk mindretal. Andengenerationsgadebørn, altså børn af hjemløse forældre, er det klare, men sørgelige bevis for, at det visse steder ikke længere er muligt at holde problemet i skak.