18.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 69/1

(1)

Den Europæiske Union har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Ifølge konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tammerfors den 15. og den 16. oktober 1999, særlig punkt 33, bør princippet om gensidig anerkendelse være hjørnestenen i det retlige samarbejde på både det civilretlige og det strafferetlige område inden for Den Europæiske Union.

(2)

Den 29. november 2000 vedtog Rådet i overensstemmelse med konklusionerne fra Tammerfors et program for foranstaltninger til at gennemføre princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager (3). Det fastslås i indledningen til programmet for foranstaltninger, at gensidig anerkendelse »ikke kun skal gøre det muligt at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne, men også beskyttelsen af personers rettigheder«.

(3)

Gennemførelsen af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager forudsætter, at medlemsstaterne har tillid til hinandens strafferetlige systemer. Omfanget af den gensidige anerkendelse hænger snævert sammen med en række parametre, herunder mekanismerne for beskyttelse af mistænktes rettigheder og fælles mindstestandarder, der er nødvendige for at lette anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse.

(4)

Gensidig anerkendelse kan kun fungere effektivt, når der hersker gensidig tillid, således at ikke blot retsmyndighederne, men alle aktører i strafferetsprocessen opfatter andre medlemsstaters retsmyndigheders afgørelser som svarende til deres egne, hvilket forudsætter ikke blot tillid til tilstrækkeligheden af en partners regler, men også tillid til, at disse regler anvendes korrekt.

(5)

Selv om samtlige medlemsstater er parter i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (den europæiske menneskerettighedskonvention), har erfaringerne vist, at dette ikke i sig selv altid giver en tilstrækkelig grad af tillid til andre medlemsstaters strafferetssystemer.

(6)

Traktatens artikel 82, stk. 2, giver mulighed for at fastsætte minimumsregler gældende i medlemsstaterne for at lette den gensidige anerkendelse af domme og retsafgørelser samt det politimæssige og retlige samarbejde i straffesager med en grænseoverskridende dimension. I den nævnte artikels litra b) henvises til, at »enkeltpersoners rettigheder inden for strafferetsplejen« er et af de områder, hvor der kan fastsættes minimumsregler.

(7)

Fælles minimumsregler bør føre til øget tillid til alle medlemsstaternes strafferetssystemer, hvilket igen bør føre til et mere effektivt retligt samarbejde i et klima af gensidig tillid. Sådanne fælles minimumsregler bør anvendes på områderne tolkning og oversættelse i straffesager.

(8)

Rettighederne til tolke- og til oversætterbistand for de personer, der ikke forstår det sprog, der anvendes i retssagen, er fastlagt i artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention som uddybet i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis. Bestemmelserne i dette direktiv fremmer anvendelsen af disse rettigheder i praksis. Med henblik herpå er hensigten med dette direktiv at sikre mistænktes eller tiltaltes rettigheder til tolkning og oversættelse i straffesager med henblik på at sikre vedkommendes ret til en retfærdig rettergang.

(9)

Rettighederne i henhold til dette direktiv bør også finde anvendelse i sager i forbindelse med fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre inden for rammerne af dette direktiv. De fuldbyrdende medlemsstater bør levere og afholde omkostningerne til tolkning og oversættelse til for den eftersøgte, der ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retssagen.

(10)

Bestemmelserne i dette direktiv bør sikre, at den ret en mistænkt eller tiltalt, der ikke taler eller forstår det sprog, der anvendes i retssagen, har til at forstå de anklager, der rejses mod ham, og til at forstå sagsforløbet, således at han/hun kan udøve sine rettigheder, beskyttes ved, at der tilvejebringes vederlagsfri og nøjagtig sproglig bistand. Mistænkte eller tiltalte bør bl.a. have mulighed for at forklare sin advokat sin version af begivenhederne, påpege udsagn, som han/hun er uenig i, og meddele sin advokat forhold, der bør fremdrages til hans forsvar. Der mindes i den forbindelse om, at bestemmelserne i dette direktiv opstiller minimumsregler. Medlemsstaterne kan udvide rettighederne i dette direktiv for at give et højere beskyttelsesniveau også i situationer, der ikke udtrykkeligt omhandles i dette direktiv. Beskyttelsesniveauet bør aldrig være lavere end de standarder, der er fastsat i den europæiske menneskerettighedskonvention som fortolket i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis.

(11)

Medlemsstaterne bør ikke være forpligtet til at sikre tolkning af kommunikation mellem den mistænkte eller tiltalte og hans advokat i tilfælde, hvor de faktisk kan kommunikere på samme sprog. Medlemsstaterne bør heller ikke være forpligtet til at sikre tolkning af ovennævnte kommunikation, hvis det er klart, at retten til tolkning anvendes til andre formål end udøvelsen af vedkommendes ret til en retfærdig rettergang i den pågældende sag.

(12)

Afgørelsen om at der ikke er behov for tolkning eller oversættelse, bør kunne tages op til fornyet prøvelse i overensstemmelse med national lovgivning. En sådan fornyet prøvelse kan f.eks. ske gennem en specifik klageprocedure eller i forbindelse med en almindelig appelprocedure vedrørende afgørelser om sagens realitet.

(13)

Hensigtsmæssig bistand bør også ydes til mistænkte eller tiltalte, der er tale- og hørehæmmede.

(14)

Diligenspligten over for mistænkte eller tiltalte, der befinder sig i en potentielt svag position, navnlig på grund af fysisk funktionshæmning, der påvirker deres evne til at kommunikere effektivt, er et grundprincip i et retfærdigt retsvæsen. Anklagemyndigheden, de retshåndhævende myndigheder og retsmyndighederne bør derfor sikre, at disse personer sættes i stand til reelt at udøve deres rettighederne i dette direktiv f.eks. ved at være opmærksom på enhver potentiel sårbarhed, der påvirker deres evne til at følge sagen og gøre sig forståelige, og ved at træffe hensigtsmæssige initiativer for at sikre disse rettigheder.

(15)

Sikring af en retfærdig rettergang kræver, at vigtige dokumenter eller i det mindste vigtige passager af sådanne dokumenter oversættes til fordel for den mistænkte eller tiltalte. Det er op til medlemsstaternes myndigheder at afgøre, hvilke dokumenter der bør oversættes, i overensstemmelse med national lovgivning. Nogle dokumenter bør altid betragtes som væsentlige dokumenter, der skal oversættes, som f.eks. afgørelsen om frihedsberøvelse, anklageskriftet og dommen.

(16)

Opgivelse af retten til skriftlig oversættelse af dokumenter bør være utvetydig, med et minimum af beskyttelse og må ikke gå imod vigtige offentlige interesser.

(17)

Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Dette direktiv sigter navnlig på at fremme retten til frihed, retten til en retfærdig rettergang og retten til et forsvar.

(18)

Medlemsstaterne bør sikre, at artikel 2-5 i dette direktiv, hvor de svarer til de rettigheder, der garanteres ved den europæiske menneskerettighedskonvention, gennemføres i overensstemmelse med rettighederne i den europæiske menneskerettighedskonvention som uddybet i relevant retspraksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

(19)

Målet for dette direktiv, nemlig at opnå fælles mindstestandarder, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, og kan derfor på grund af den foreslåede handlings omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet som omhandlet og defineret i artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål -