Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om økonomisk genopretning: status og konkrete initiativer (initiativudtalelse)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 18. marts under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 20. juli 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 465. plenarforsamling den 15.-16. september 2010, mødet den 16. september 2010, følgende udtalelse med 146 stemmer for, 45 imod og 16 hverken for eller imod.

1.1 Den finansielle krise i 2008 og den efterfølgende økonomiske krise var af et omfang ikke set siden 2. verdenskrig. Da der i begyndelsen af 2010 var tegn på et begyndende konjunkturopsving, udbrød der en statsgældskrise, som denne gang ikke var en verdensomspændende, men en europæisk krise. Behovet for at lette de offentlige budgetter for udgifterne til støtte til bankerne og vilkårlige foranstaltninger, stigende arbejdsløshed og de yderligere økonomiske stramninger i mange lande udgør tilsammen en trussel mod den økonomiske vækst. På den baggrund mener EØSU, at der skal findes politiske foranstaltninger, der ikke blot kan føre til økonomisk genopretning, men også kan hindre, at Europa endnu en gang får lavkonjunktur.

1.2 I 2009 var der i EU en negativ vækst på -4,1 %. Før krisen med statsobligationer i foråret forventede man en vækst på 0,7 % i 2010. Arbejdsløsheden forventes at ligge på omkring 10 % i 2010 og skal kobles sammen med en reduktion i erhvervsfrekvensen på 2 %. Det gennemsnitlige budgetunderskud var i 2008 på 2,3 %. Det steg i 2009 til 6,8 % og forventes at stige til 7,5 % i 2010. Under finanskrisen blev likviditeten på det finansielle marked holdt ved lige med omfattende offentlige udbetalinger. Den private låntagning steg kraftigt inden krisen, men er efterfølgende blevet afløst af et stort behov for offentlig kredit. Samtidig er det for at øge efterspørgslen stadig nødvendigt med lån til den private sektor. Den økonomiske situation er meget forskellig fra medlemsstat til medlemsstat. De offentlige underskud er størst i Grækenland, de øvrige Middelhavslande, Det Forenede Kongerige og Irland. Arbejdsløsheden er højest i de baltiske lande og Spanien. Samtidig har de baltiske lande haft held til at nedbringe de store offentlige underskud og den negative vækst i løbet af meget kort tid ved hjælp af skrappe økonomiske indgreb.

De store økonomiske forandringer igennem de sidste ti år betyder, at det er forkert at tale om en exitstrategi. Vi må finde nye økonomiske og politiske initiativer for at udvikle en køreplan for det samfund, der er under udvikling - dvs. en entrystrategi.

De restriktive virkninger for Europas samlede økonomi af forslagene om at nedbringe de største offentlige underskud skubber opnåelsen af selvbærende vækst længere ud i fremtiden. For at holde gang i væksten understreger EØSU betydningen af den samlede efterspørgsel og især privatforbruget. Hvis den økonomiske støtte skal have mærkbar indflydelse på væksten, må den være rettet mod de lavere indkomstgrupper. Da en større del af deres indkomst går til forbrug, vil der være mindre, der forsvinder i øget opsparing. Hvis det skifte fra arbejde til kapital, der har været under udvikling i flere årtier, kan vendes, har vi en kilde til fremtidig vækst. Selvfølgelig er investeringer og eksport vigtige, men da privatforbruget tegner sig for ca. 60 % af BNP, er udviklingen heri afgørende for væksten, særligt i den nuværende situation.

Høj arbejdsløshed, en mindre arbejdsstyrke, moderate lønstigninger, offentlige nedskæringer, skattestigninger og nye økonomiske stramninger vil forringe mulighederne for vækst. Kommissionen bør derfor med det samme beregne de restriktive virkninger af alt dette og fremsætte forslag om modforanstaltninger for at opnå vækst. Vækst er nødvendig for de andre mål for den økonomiske politik. Ikke at gøre noget og vente på, at de restriktive virkninger af de økonomiske stramninger kan mærkes, er ikke en mulighed.

Betalingsbalancens løbende poster er ikke i tilstrækkeligt omfang blevet medregnet som et mål for den økonomiske politik. De årelange underskud og overskud i nogle lande var et tydeligt tegn på, at problemerne under den økonomiske krise i foråret 2010 ville opstå før eller siden. EØSU ønsker at understrege, at det er nødvendigt at nedbringe de store forskelle i de løbende poster. Det væsentligste mål bliver herefter konkurrenceevnen målt på de reale enhedslønomkostninger, der viser udviklingen i lønninger og produktivitet. I de sidste ti år er Irlands, Grækenlands, Italiens, Spaniens og Portugals konkurrenceevne blevet forringet med gennemsnitligt 10 %. Der var uundgåeligt, at der ville opstå budgetproblemer.

1.5.1 Betalingsbalancens løbende poster omfattet af stabilitets- og vækstpagten

Når løn- og produktivitetsudviklingen ikke er den samme overalt i et valutaområde, er den eneste kur at ændre de relative lønninger eller øge produktiviteten i lande med et efterslæb. EØSU foreslår derfor, at Kommissionen foretager en kontrol af betalingsbalancens løbende poster i lighed med de kontroller, der foretages af det offentlige underskud og gælden. Dette kan fastlægges formelt ved at ændre de forordninger, der regulerer stabilitets- og vækstpagten. I alle 27 medlemsstater bør der foretages en kritisk gennemgang af de løbende poster og den løn- og produktivitetsudvikling, der ligger bag, og beføjelserne til at gribe ind over for eurolandene skal øges. På den måde introduceres realøkonomien i stabilitets- og vækstpagten.

1.5.2 Statistikker over den private låntagning og den udenlandske andel af statsgælden

Nye statistikker over den private låntagning og den udenlandske andel af statsgælden bør indgå i drøftelserne om stabilitets- og vækstpagten.

Med hensyn til den finansielle sektor kunne det være hensigtsmæssigt at fastholde en del af bankernes kapital på offentlige hænder for på den måde at bevare et indblik i banksektoren. Erfaringerne med den finansielle sektor i 2010 viser, at forslagene om finansiel overvågning og regulering ikke er vidtrækkende nok. Det er nødvendigt med en mere effektiv regulering og et skærpet tilsyn - ikke mindst i lyset af sektorens adfærd under den græske krise - for at fremprovokere en ændring af denne adfærd og finde nye metoder til finansiering af den offentlige gæld.

Investeringerne må være koncentreret om miljøbeskyttelse og foranstaltninger til at imødegå klimaændringerne. EØSU er tilhænger af afgifter som et redskab til at påvirke markedet til at nedbringe de farlige emissioner. I en periode med mangel på erhvervsinvesteringer må den offentlige sektor træde til med investeringer i infrastruktur og energi. Ifølge den reviderede stabilitets- og vækstpagt er det ikke nødvendigt at lade investeringer indgå i beregningerne af for store underskud.

Arbejdsmarkedspolitikkerne bør fokusere på nye kvalifikationer til nye job. Desuden må det generelle uddannelsesniveau højnes. I den sammenhæng er EU's 2020-strategi vigtig. En oplagt politik, der kan øge beskæftigelsesgraden, er børnepasningsordninger af høj kvalitet og forældreorlovsordninger, der er tilstrækkeligt lange og tilstrækkeligt støttede.

Når der ikke længere er så stort et behov for arbejdsløshedsstøtte, bør disse offentlige ressourcer anvendes i familiepolitikken og til kompetenceudvikling. En exitpolitik vil blive vendt til en entrypolitik. De sociale systemer må være tilrettelagt på en måde, der skaber velfærd og beskæftigelse, men naturligvis inden for de økonomiske muligheder.

Skat på finansielle transaktioner og CO2-afgifter er nye mulige offentlige indtægtskilder. De øger ikke kun indtægterne, men mindsker antallet af kortfristede transaktioner på det finansielle marked, henholdsvis forbedrer miljøet.

Hvis EIB får lov til at udstede euroobligationer, eller snarere EU-obligationer, i alle 27 medlemsstater, kunne der rejses ny kapital til den offentlige sektor uden at være fuldstændig afhængig af den private finansielle sektor. Finansieringen bør findes i foranliggende led, hos f.eks. arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser (IORP), således at EIB bliver en berøringsflade mellem denne kapital og investeringerne. Euroobligationer kan også være et instrument til langsigtet anbringelse af private opsparinger.

2.1 Den finansielle krise i 2008 og den efterfølgende økonomiske krise var af et omfang ikke set siden 2. verdenskrig. Da der i begyndelsen af 2010 var tegn på et begyndende konjunkturopsving, udbrød der en statsgældskrise, som denne gang ikke var en verdensomspændende, men en europæisk krise. Behovet for at lette de offentlige budgetter for støtten til banker og andre sektorer og udgifterne til andre skønsmæssige foranstaltninger, stigende arbejdsløshed og yderligere økonomiske stramninger i mange lande udgør tilsammen en trussel mod den økonomiske vækst. På den baggrund mener EØSU, at der skal findes politiske foranstaltninger, der ikke blot kan føre til økonomisk genopretning, men endnu vigtigere kan hindre, at Europa endnu en gang får lavkonjunktur.

2.2.1 Da man vedtog den europæiske økonomiske genopretningsplan i december 2008, forventede man en økonomisk vækst i 2009 på 0 %. Den viste sig at være på -4,1 %. Planen byggede på en alt for optimistisk prognose, men uden finanspolitiske incitamenter ville det have været endnu værre.

2.2.2 Den økonomiske støtte fra medlemsstaterne oversteg de planlagte 1,2 % af BNP. I 2009 og 2010 kan den beløbe sig til 2,7 % af BNP. Medlemsstaternes behov var større end den planlagte støtte, men alligevel var indgrebene i lyset af udviklingen i væksten for små.

2.2.3 Det økonomiske incitament er ikke kun kommet via de offentlige budgetter. Den Europæiske Centralbank og andre centralbanker sænkede rentesatserne til næsten nul og øgede likviditeten i det økonomiske system til et hidtil uset niveau. Nogle medlemsstater postede desuden store offentlige beløb i at redde bestemte banker. Alligevel kunne disse foranstaltninger ikke hindre den negative vækst i 2009, hvilket udstiller alvoren af den finansielle og økonomiske krise.

2.2.4 Før krisen i foråret 2010 forventede man en vækst på 0,7 % i 2010. Dette er lavere end vores vigtigste globale konkurrenter. På plussiden kan nævnes, at tillidsindikatorerne er stigende, væksten andre steder i verden voksende, og at verdenshandelen næsten er tilbage på sit tidligere leje. På minussiden faldt erhvervsinvesteringerne yderligere i fjerde kvartal af 2009, produktionen i industrien ser ikke ud til at udvikle sig til det bedre, den seneste stigning i efterspørgslen var kun for at opbygge lagre, den ekstremt ringe kapacitetsudnyttelse sætter ikke gang i investeringerne, situationen i banksektoren giver ikke mulighed for øgede investeringer, og oveni alt dette var der uroen på statsobligationsmarkedet.

Verdenshandelen kollapsede i fjerde kvartal af 2008. Året inden var den steget med omkring 20 %, men faldt i 2008 med 12 %. Nedgangen fortsatte i de følgende kvartaler. Det største fald i et kvartal sammenlignet med samme kvartal året før var på omkring 30 %. I fjerde kvartal 2009 var udviklingen blevet vendt til en stigning på 4 %. Tallene for EU var næsten helt identiske. Nedgangen i handelen internt i EU var større end i handelen med tredjelande.

2.4.1 Arbejdsløsheden forventes stadig at stige, da udviklingen i realøkonomien som regel først afspejles med forsinkelse i ledigheden. I 2010 vil arbejdsløsheden i EU ligge på omkring 10 %, en stigning på 3 % i løbet af et år med store forskelle medlemsstaterne imellem.

2.4.2 Arbejdsløshed er kun én af konsekvenserne, en anden er lavere arbejdsmarkedsdeltagelse. Den har ligget på omkring 2 % af arbejdsstyrken. Dertil kommer, at mange er gået med til nedsat arbejdstid for at bevare arbejdspladser, hvilket svarer til en yderligere reduktion af arbejdsstyrken på 1 %. Når konjunkturerne vender, er dette sidste forhold sandsynligvis det første, der finder tilbage til sit normale leje. Væksten må være stor nok, ellers vil det være en «vækst uden arbejdspladser».

Det gennemsnitlige budgetunderskud var i 2008 på 2,3 % af BNP. Det steg i 2009 til 6,8 % og forventes at stige til 7,5 % i 2010. Forværringen skyldes ikke kun aktive støtteforanstaltninger, men også øgede udgifter og færre skatteindtægter på grund af de automatiske stabilisatorer. Ifølge OECD reddede disse sociale beskyttelsesforanstaltninger flere job i Europa end i andre økonomier.

2.6.1 Situationen på det finansielle marked er endnu i 2010 uklar. Der er intet, der viser, om det stadigt lave investeringsniveau skyldes fortsat mangel på likviditet, at kreditinstitutionerne undgår risici eller mangel på efterspørgsel fra industrien.

2.6.2 En tilbagevenden til kreditmarkeder med langfristede og ikke ekstremt kortfristede transaktioner er nødvendig for varig økonomisk genopretning. Dette synspunkt er yderligere uddybet i en EØSU-udtalelse om afgifter på finansielle transaktioner (2).

2.6.3 Fra 2006 og indtil starten på den finansielle krise steg lån- og kreditgivningen til private kraftigt (3). Den private gæld fordobledes i euroområdet, ligesom det var tilfældet i USA. Privatforbruget var stort og skabte i nogle lande store underskud på de løbende poster. Denne kraftige stigning i låntagningen ophørte i 2009 og blev til dels erstattet af offentlig gæld. I de kommende år vil der fortsat være store offentlige underskud. Samtidig er der et behov for at øge efterspørgslen i den private sektor for at få gang i genopretningen. I begge tilfælde er der behov for lån og kredit.

2.6.4 Store fald i aktieværdien har ramt pensionsfondene og anslås i 2009 at beløbe sig til 24 % i faste priser (4). Pensionisternes indkomstniveau er truet, hvilket vil påvirke mulighederne for at øge den private efterspørgsel. Udbetalinger fra pensionsfonde er meget langfristede, hvorimod pensionsfondenes midler anbringes med en langt mere kortfristet tidshorisont. Der er derfor et behov for mere langfristede finansielle instrumenter på det finansielle marked for såvel pensionsfonde, og andre pensionsrelaterede institutioner, som for forsikringsvirksomheder.

2.7.1 Blandt de store medlemsstater konstaterede man de voldsomste fald i BNP i Tyskland og Det Forenede Kongerige. Blandt de mindste medlemsstater forekom de største fald i 2009 i de tre baltiske lande. Dette fulgte i kølvandet på en årrække med meget høj vækst i BNP. Også lønningerne var steget meget i disse år - mere end produktiviteten, men de baltiske lande, først og fremmest Litauen, reagerede hurtigt på krisen med lønnedsættelser. De største lønstigninger i 2009 var i Grækenland, men uden en tilsvarende stigning i produktiviteten. Undtagelsen i 2009 var Polen med en positiv vækst på 1,7 %. Det skyldes bl.a. øgede offentlige investeringer og større privatforbrug og en relativ god udvikling i beskæftigelsen.

2.7.2 Det var også i de baltiske lande, at man så de største fald i beskæftigelsesgraden i 2009, efterfulgt af Bulgarien og Spanien. Ingen medlemsstater kunne fastholde deres beskæftigelsesgrad, men i Tyskland faldt den med blot 0,4 %. Arbejdsløsheden var i 2009 størst i Letland (21,7 %) efterfulgt af Litauen, Estland, Spanien, Slovakiet og Irland.

2.7.3 I forbindelse med uroen om statsobligationer i 2010 kom det frem, at det offentlige underskud i Grækenland var på omkring 13 % af BNP, hvilket resulterede i spekulation mod euroen. Der viste sig at være et lignende underskud i Det Forenede Kongerige. Underskuddet i Spanien steg til et uholdbart niveau nærmest fra den ene dag til den anden. De store underskud og den store offentlige gæld bliver i disse lande imødegået med økonomiske stramninger, og det samme er tilfældet i bl.a. Portugal, Italien og Irland.

3.1.1 Der har været megen snak om en exitstrategi, dvs. at al ekstra offentlig støtte til økonomien skæres væk. De juridiske årsager er reglen om, at budgetunderskuddet ikke må overstige 3 % af BNP, og statsgælden ikke være mere end 60 % af BNP. Kommissionen påpegede helt rigtigt i begyndelsen af 2010, at «støtteforanstaltningerne først [bør] bringes til ophør, når opsvinget kan betragtes som selvbærende» (5). Med alle de usikkerheder, der knytter sig til vores økonomier, vil det være meget svært at afgøre, hvornår den er «selvbærende». De restriktive virkninger for Europas samlede økonomi af forslagene om at nedbringe de største offentlige underskud skubber opnåelsen af selvbærende vækst længere ud i fremtiden. Desuden betyder en exitstrategi i denne sammenhæng, at vi, når støtteforanstaltningerne er skåret væk, kan vende tilbage til situationen fra før krisen. Dette må ikke ske.

3.1.2 For det første er mange ændringer ved at blive gennemført eller under forberedelse i den finansielle sektor. Forhåbentlig bliver finanssektoren mere gennemskuelig og bedre til at modstå kriser. For det andet må situationen inden for andre områder af økonomien også ændres. Ellers vil der afgjort være fare for, at de problemer, vi har set i de senere år, vil dukke op igen.

3.1.3 Under hensyntagen til de økonomiske forandringer i de seneste årtier må vi søge efter nye økonomiske og politiske initiativer, der kan gøre økonomien mindre risikobetonet. Der kan ikke være tale om et forslag til en exitstrategi, da vi, når vi opstiller en køreplan for en exitstrategi, også træffer beslutninger om det samfund, der er under udvikling, dvs. vi træffer beslutning om en entrystrategi.

3.2.1 I teorien kan økonomisk vækst realiseres på to måder: ved at producere mere ved hjælp af de samme teknikker eller ved at forbedre teknikkerne for at få mere ud af de eksisterende produktionsressourcer. Hvad der skal fokuseres på, afhænger af den økonomiske situation. Ved højkonjunktur anvendes alle ressourcer, og den eneste måde væksten kan øges på, er via investeringer i innovative produktionsmetoder. I en recession som den, der begyndte i 2008, er der mange ubenyttede ressourcer, som skal udnyttes. Politikken må derfor være at øge efterspørgslen. Desværre anerkendes den samlede efterspørgsel ikke længere som den egentlige drivkraft for økonomisk vækst.

3.2.2 Foranstaltninger vil kun øge efterspørgslen, hvis de direkte indvirker på forbruget og investeringerne og tillige øger forbrugernes og investorernes tillid. Øget tillid kan have samme virkning i opgangstider, som automatiske stabilisatorer har i nedgangstider. Tillid kan øge effekten af offentlige foranstaltninger og gøre opsvinget selvforstærkende. For at realisere dette er det ikke kun støttens størrelse, der er vigtig, men også hvilke grupper den rettes mod. De lavere indkomstgrupper forbruger en større andel af deres indkomst end de højere indkomstgrupper. Så jo mere støtte der rettes mod de førstnævnte, jo mindre vil forsvinde i form af øget opsparing.

3.2.3 Effekten på den oprindelige økonomiske genopretningsplan kan vise sig mindre end forventet, da mange af medlemsstaternes foranstaltninger allerede var planlagt og ikke skabte et yderligere vækstincitament. I foråret 2010 understregede Kommissionen med rette, at foranstaltningerne for at øge væksten skal være socialt effektive. Væksten i 2010 forventes at være på under 1,5 %, hvilket ifølge mange økonomer svarer til vækstpotentialet i EU. Men selv med en vækst på 1,5 % vil arbejdsløsheden og budgetunderskuddene ikke blive nedbragt hurtigt nok.

3.2.4 EØSU ønsker at understrege betydningen af den samlede efterspørgsel for at få sat gang i væksten og peger især på, at privatforbruget er vigtigt.

3.2.5 Øgede investeringer er vigtige. Ifølge den reviderede stabilitets- og vækstpagt er det muligt at udskyde korrektionen af et for stort budgetunderskud, hvis de ekstra udgifter er til investeringer. Men investeringer er ikke altid det eneste middel til at øge væksten.

3.2.6 Det er heller ikke nok at øge eksporten. EU-handelen foregår hovedsageligt mellem medlemsstater. Udenrigshandelen - eksport til andre områder af den globale økonomi - har længe ligget på omkring 10 % af EU's BNP. EU-handelen tegner sig for en tredjedel af verdenshandelen. Men hvis man fratrækker handelen mellem EU-lande, reduceres EU's andel til 16 %. Handel er vigtig og endvidere en indikator for den globale konkurrenceevne. Der er tegn på øget eksport til resten af verden. Dette er selvfølgelig positivt, men ikke nogen stor trøst i en situation med utilstrækkelige investeringer og et arbejdsmarked i tilbagegang.

3.2.7 På verdensplan har en forskydning fra arbejde til kapital været under udvikling i mere end ti år ifølge ILO (6). Fra 1999 til 2007 øgedes udbytteandelen i EU27 fra 37 til 39 % af BNP. Den faldt drastisk i andet halvår af 2008 til 36 %, men steg i løbet af 2009 til 37 % (7). Dette tyder på større ulighed i indkomstfordelingen.

3.2.8 Privatforbruget tegner sig for den største andel af BNP. Andelens størrelse varierer kraftigt afhængig af de offentlige og private aktørers forpligtelser i overensstemmelse med det politiske system i landet. Alligevel kan en ændring i andelens størrelse være et tegn på en ændring i indkomstfordelingen. I 2008 var forbruget i EU faldet til 58 % af BNP fra 60 % i 2005 og 61 % i 2000. Selvom der blot er tale om en lille ændring over en lang periode, viser det, at det er muligt at øge privatforbruget som et middel til at øge den samlede efterspørgsel (8), hvilket er særlig vigtigt i den nuværende økonomiske situation.

3.2.9 Men i 2010 tyder høj arbejdsløshed og mindre arbejdsmarkedsdeltagelse kombineret med meget beskedne lønstigninger ikke på, at forbruget vil stige, snarere tværtimod. En mindskelse af de offentlige støtteforanstaltninger er derfor ikke - for øjeblikket - en hensigtsmæssig politik. På baggrund af denne konklusion er den nuværende situation (i 2010) med store nedskæringer i de offentlige udgifter og højere skatteindtægter meget problematisk fra et økonomisk-politisk perspektiv. Disse uundgåelige nedskæringer i den samlede efterspørgsel fra de offentlige budgetter er uden tvivl konjunkturforstærkende, da de vil begrænse mulighederne for vækst. Virkningerne heraf først og fremmest i form af mindskelse af de offentligt ansattes indkomster vil kunne mærkes i hele økonomien som nedsat efterspørgsel. Væksten vil ikke få mulighed for at nå sit maksimum.

3.2.9.1 Det er af allerstørste interesse for EU at få beregninger af de potentielle restriktive virkninger af disse nye besparelser på de offentlige budgetter. Disse foranstaltninger er blevet truffet på meget drastisk vis. EU bør være lige så interesseret i, at de lande, som ikke befinder sig i denne meget vanskelige situation, træffer modforanstaltninger, dvs. øger den samlede efterspørgsel. Kommissionen må omgående vurdere omfanget heraf og derefter fremsætte passende forslag. Kommissionen påtænker at gøre dette i de økonomiske udsigter, der kommer i november 2010. Det er for sent. Væksten i første kvartal af 2010 var tæt på de forventede 0,7 %, men det var før de økonomiske stramninger. Ikke at gøre noget og vente på de restriktive virkninger af de økonomiske stramninger er ikke en mulighed.

3.2.9.2 EØSU mener, at det i den nuværende økonomiske situation er nødvendigt med nye drøftelser. 3 %'s grænsen for de offentlige budgetter bør fastholdes, men kombineres med en drøftelse af de store forskelle i underskud, eftersom lande med meget store underskud er nødt til at konsolidere deres offentlige budgetter endeligt. Kravene til de lande, som har nået (eller lige har overskredet) 3 %'s grænsen, bør være mildere. I de lande, hvor det stadig er muligt at finansiere underskuddene til en forholdsvis lav rente, er det i vores interesse midlertidigt at afstå fra at indføre alt for restriktive budgetforanstaltninger. En genlæsning af den reviderede stabilitets- og vækstpagt fra 2005 viser, at dette ligger helt på linje med de ændringer, der blev indført dengang, særligt med hensyn til de offentlige investeringer og perioder med recession.

3.3.1 Prisstabilitet, økonomisk vækst og fuld beskæftigelse har længe været de væsentligste mål for den økonomiske politik i jagten på velstand og velfærd. Budgetbalancen og den offentlige gæld er midtvejsmål, som skal sikre, at de egentlige målsætninger nås. Der er to mål, som ikke har været i fokus længe. Det ene er en retfærdig indkomstfordeling. Det andet er betalingsbalancens løbende poster. Vigtigheden af dette mål er gledet i baggrunden. Det har været en fejl. I et indre marked med en fælles valuta er dette mål helt fundamentalt.

3.3.2 Havde man set på de løbende poster, dvs. handelsbalancen med andre lande, ville det have stået klart, hvordan det ville gå i euroområdet. Grækenland har nu et meget stort underskud på de løbende poster, som har udviklet sig over en længere periode. Tyskland, Nederlandene og Sverige har længe haft overskud. Derimod har de fleste Middelhavslande haft underskud, om end Bulgarien har det største.

3.3.3 Store underskud eller overskud på de løbende poster i en kort periode er ikke noget problem. Problemerne opstår, når de varer ved i mange år, eller hvis den indførte kapital ikke investeres rigtigt, da det betyder, at potentielle stigninger i produktiviteten ikke realiseres. I euroområdet har Grækenland, Portugal, Spanien, Italien og Irland haft temmelig store underskud, mere eller mindre lige siden euroen blev indført. Uden for euroområdet har de baltiske lande og Bulgarien haft meget store underskud. Store underskud kan kun vendes ved hjælp af en meget barsk økonomisk politik, som det var tilfældet i Estland, Letland og Litauen i 2009.

3.3.4 EØSU har noteret sig de meget store forskelle medlemsstaterne imellem og ønsker derfor at understrege, at der er behov for at mindske de fleste af disse forskelle. Dette får os til at pege på konkurrenceevnen som et centralt mål. Konkurrenceevnen måles i de reale enhedslønomkostninger, som viser den kombinerede effekt af udviklingen i lønninger og produktivitet. I euroområdet har især Tyskland og Østrig øget deres konkurrenceevne på grund af lavere reale enhedslønomkostninger. På den anden side er lønniveauet i Tyskland siden 2008 steget hurtigere end produktiviteten, hvilket har resulteret i nedsat konkurrenceevne. I de sidste ti år er Irlands, Grækenlands, Italiens, Spaniens og Portugals konkurrenceevne blevet forringet med gennemsnitligt 10 % (9). Når konkurrenceevnen igennem en længere periode forringes, kan det resultere i budgetmæssige problemer. Dette har været en tydelig konsekvens i 2010. Man har ikke været tilstrækkelig opmærksom på den underliggende årsag, dvs. ændringerne i konkurrenceevnen.

3.3.5 Da valutakursændringer ikke længere er et redskab i euroområdet, skal ændringer i den relative konkurrenceevne - med højere priser i forhold til andre lande - findes i «de reelle valutakurser». Når lønninger og produktivitet ikke udvikler sig ens overalt i et valutaområde, kan problemerne kun løses ved at ændre de relative lønninger mellem landene eller ved at øge produktiviteten gennem investeringer i lande med et efterslæb. Det ville være urimeligt at bede lande med en god udvikling i produktiviteten om at stoppe den.

3.3.6 Erfaringerne fra krisen i foråret 2010 viser, at Eurostat bør tildeles revisionsbeføjelser i forhold til de nationale statistikmyndigheder. Det vil være endnu vigtigere med nøjagtige statistikker, hvis statistikker over betalingsbalancens løbende poster og udviklingen i lønninger og produktivitet bliver udgangspunktet for nye politiske drøftelser på EU-niveau.

3.3.7 EØSU foreslår, at målene for budgetbalancen og den offentlige gæld suppleres af mål for betalingsbalancens løbende poster. Men man kan ikke her lægge sig fast på ét tal. Overskud på de løbende poster i nogle lande modsvares altid af underskud i andre lande. Problemet opstår, når forskellen er for stor eller opstår for pludseligt, eller når den indførte kapital ikke anvendes til produktive investeringer.

3.3.8 EØSU foreslår derfor, at Kommissionen foretager en kontrol af betalingsbalancens løbende poster i lighed med de kontroller, der foretages af det offentlige underskud og gælden. Denne ide er nu også blevet fremsat af Kommissionen i de økonomiske retningslinjer og i et dokument om styrkelse af den økonomiske genopretning. Spørgsmålene drøftes endvidere i den særlige Taskforce om Økonomisk Styring, der ledes af formanden for Det Europæiske Råd, Herman van Rompuy.

3.3.9 EØSU ønsker, at karakteren af disse forslag styrkes. Det nye mål for betalingsbalancens løbende poster bør behandles på samme måde som de to eksisterende mål i stabilitets- og vækstpagten. Kommissionen bør i alle 27 medlemsstater foretage en kritisk gennemgang af de løbende poster og den løn- og produktivitetsudvikling, der ligger bag. Der bør være øgede beføjelser til at skride ind over for eurolande med en negativ udvikling, ligesom det er tilfældet med offentlige underskud og gæld. EU-tiltagene bør være retningsgivende for de politiske ændringer og ikke vedrøre den praktiske gennemførelse. Dette skal fortsat være en national kompetence i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Ved blot at ændre de forordninger, som er bestemmende for stabilitets- og vækstpagten, kunne realøkonomien, eller med andre ord de makroøkonomiske aspekter, introduceres i stabilitets- og vækstpagten.

3.3.10 Krisen har vist, at der også er andre aspekter af stabilitets- og vækstpagten, der skal videreudvikles. I tillæg til de almindelige statistikker, der skal offentliggøres i henhold til stabilitets- og vækstpagten, bør der offentliggøres statistikker over den private låntagning og over, hvor stor en andel af statsgælden, der udgøres af udenlandske lån. Disse nye tal kunne fungere som en tidlig varsling og lægge pres på lande, hvor den økonomiske situation er problematisk.

3.4.1.1 For at forebygge en katastrofal udvikling inden for hele sektorer af økonomien, først og fremmest bilindustrien, er der givet omfattende offentlig støtte. Den «sædvanlige» EU-statsstøttepolitik blev ikke anvendt til at sætte en stopper for denne støtte i den aktuelle situation.

3.4.1.2 Mest markant støtte blev givet til finanssektoren. I nogle lande i Europa og i USA blev bankerne delvist nationaliseret. Denne politik vil helt sikkert blive ændret igen, men der kan gå en del år. Selv på lang sigt kan det være hensigtsmæssigt for den nationale finanspolitik, at en del af bankernes kapital forbliver på offentlige hænder, der giver indblik i banksektoren.

3.4.1.3 Dele af den finansielle sektor deltog efter at have fået hidtil uset støtte fra regeringerne i spekulative angreb på statsobligationsmarkedet i euroområdet under krisen i Grækenland. Finansmarkedet forsøgte at tage beslutningskompetencen fra politikerne. Efter at der havde udviklet sig en meget alvorlig krise, fik politikerne igen kontrollen. Politikerne kan klandres for ikke at have reageret, før en alvorlig krise var en realitet; dette gælder såvel finanskrisen som statsgældskrisen. Dette viser, at forslagene om regulering og finansiel overvågning ikke er vidtrækkende nok. Det er nødvendigt med en mere effektiv regulering og et skærpet tilsyn for at ændre de finansielle institutioners adfærd og finde nye måder at finansiere den offentlige gæld på.

I det lange løb skal investeringerne koncentreres om miljøbeskyttelse og foranstaltninger til imødegåelse af klimaændringerne. Omlægningen af investeringerne må begynde nu. Kommissionen mener at kunne se en stærkere tendens hen imod omlægning hos vores internationale konkurrenter. Omlægningen er altafgørende ikke kun af hensyn til miljøet, men også for Europas internationale konkurrenceevne. Der kan skabes nye arbejdspladser som erstatning for dem, der forsvinder. På den måde kan økonomisk bæredygtighed kombineres med miljømæssig og social bæredygtighed. Som i Kommissionens forslag til overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker er EØSU tilhænger af, at afgifter anvendes som et middel til at påvirke markedet til at mindske de farlige emissioner.

I en periode med mangel på erhvervsinvesteringer må den offentlige sektor træde til med offentlige investeringer. Dette er nødvendigt både for at stimulere væksten, og fordi der er et stort behov for investeringer i infrastruktur og energi. Banksektorens nye uvilje mod at påtage sig risici ved at yde lån til virksomheder er især et problem for SMV'er. Trods de aktuelle problemer med statsobligationer er der stadig en rentegevinst at hente på statsobligationer i de fleste lande, hvilket er til fordel for offentlige investeringer. Ifølge den reviderede stabilitets- og vækstpagt er det ikke nødvendigt at lade investeringer indgå i beregningerne af for store underskud.

Arbejdsmarkedspolitikkerne må være aktive og ikke udelukkende have form af økonomisk støtte til de arbejdsløse. Der er blevet anvendt mange forskellige ordninger for at omskole såvel dem, der stadig er i arbejde, som de arbejdsløse. Målsætningen om «uddannelse for alle» i Spaniens, Belgiens og Ungarns program er lovende. En inklusiv politik betyder ikke blot, at folk kan finde arbejde, men tillige at det er nemmere for dem at tage aktivt del i samfundet.

3.4.4.1 Det er aldrig nok at fastlægge et mål om, at beskæftigelsesgraden skal øges, som det er tilfældet i EU 2020. For at øge beskæftigelsesgraden skal der gennemføres nogle helt grundlæggende politikker.

3.4.5.1 I en rapport (10) om social sikring og social integration anerkender Kommissionen, at velfærdssystemerne har spillet en afgørende rolle i at mildne de sociale og økonomiske virkninger af krisen. De sociale udgifter under krisen skulle gennemsnitligt være steget fra 28 til 31 % af medlemsstaternes BNP. Når der ikke længere er så stort et behov for arbejdsløshedsstøtte, bør disse offentlige ressourcer anvendes i familiepolitikken og til kompetenceudvikling. Dette er et eksempel på, hvordan en exitstrategi kan udvikle sig til en entrystrategi.

3.4.5.2 Tilstrækkelig indkomststøtte og adgang til arbejdsmarkedet og sociale tjenester af høj kvalitet er ifølge Kommissionen vigtige. EU's muligheder for handling på det sociale område er kun et lille supplement til de nationale socialpolitikker. Der har været mange EU-instrumenter, der har skullet tilskynde medlemsstaterne til at lære af hinanden - benchmarking, peerevaluering, den åbne koordinationsmetode. De har ikke haft de forventede resultater. EU kan ikke tvinge medlemsstaterne til at følge eksempler på god praksis. En sort liste kunne være en metode til at øge borgernes kendskab til forskellene.

3.4.5.3 De økonomiske stramninger må være afbalancerede. Vi kan ikke tillade, at de sociale velfærdssystemer ofres for at opnå balance på budgettet. Krisen har afdækket, at der stadig er mangler i de sociale systemer. De sociale systemer må være tilrettelagt på en måde, der skaber velfærd og beskæftigelse. Men de sociale systemer er også pålagt begrænsninger; de skal holdes inden for det, der er økonomisk muligt.

3.4.6.1 I en udtalelse om perioden efter Lissabonstrategien omtalte EØSU såvel en skat på finansielle transaktioner som en CO2-afgift som nye offentlige indtægtskilder. De giver begge et såkaldt dobbelt afkast, dvs. de ikke blot øger indtægterne, men kan også mindske antallet af kortfristede transaktioner på det finansielle marked, henholdsvis forbedre vores miljø. Grunden til, at vi lige nu søger efter nye finansieringskilder, er et ønske om at nedbringe de store budgetunderskud. Skatter og afgifter på finansielle transaktioner og CO2 er at foretrække frem for at hæve andre skatter på f.eks. arbejde eller momsen. Disse sidstnævnte ville mindske den generelle efterspørgsel, hvilket ikke er ønskeligt i den nuværende situation.

3.4.6.2 En anden ny offentlig finansieringsmetode er euroobligationer. Den offentlige sektor kunne derigennem få tilført kapital uden at være fuldstændig afhængig af den private finansielle sektor. Euroobligationer ville blive finansieret direkte af kilden, f.eks. af pensionsfonde, som ønsker en langsigtet anbringelse af deres penge. Der er også den mulighed, at man kan tillade private langfristede opsparinger i Den Europæiske Investeringsbank for på den måde at finde nye finansieringskilder til banken. EIB bliver dermed en berøringsflade mellem disse nye kapitalressourcer og investeringerne. De langfristede opsparinger ville således kunne anvendes til langfristede offentlige investeringer i f.eks. infrastruktur. Euroobligationer er et «koncept», men bør omfatte alle EU's medlemsstater. Også her ville der være et dobbelt afkast - da mulighederne for at spekulere mod statsgæld på de finansielle markeder også ville blive reduceret.

Bruxelles, den 16. september 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Baseret på Kommissionens rapport om gennemførelsen af den europæiske økonomiske genopretningsplan og foreløbige prognose fra februar 2010.

(8) Tallene er beregnet på grundlag af data fra Eurostat. Der er overraskende store forskelle mellem medlemsstaterne, f.eks. fra 46 % i Sverige til 75 % i Grækenland. I de fleste lande har der været et lille fald i andelen fra forbrug, hvorimod ændringerne i nogle lande har været dramatiske. Faldet fra 72 % til 60 % over en periode 8 år i Det Forenede Kongerige er svært at forklare.

(9) Crisis in the euro area and how to deal with it. Centre for European Policy Studies, februar 2010.

(10) Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Forslag til fælles rapport om social sikring og social integration 2010, KOM(2010) 25 endelig.

(11) Se EØSU's udtalelser om afgift på finansielle transaktioner, og konsekvenserne af den nationale gældskrise for EU's forvaltning.