Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om skabelse af en bæredygtig økonomi gennem ændring af vore forbrugsmønstre (initiativudtalelse)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. juli 2009 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som vedtog sin udtalelse den 15. juni 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 464. plenarforsamling den 14.-15. juli 2010, mødet den 15. juli, følgende udtalelse med 98 stemmer for, 7 imod og 8 hverken for eller imod.

På baggrund af krisen, som stadig mærkes i Europa, er virkeligheden for mange europæere, at de kæmper for at beholde deres job og sikre sig en indtægt. Mens SMV'er skal kæmpe mere for at overleve, kan bæredygtige mønstre synes at være en luksus. Imidlertid bør politikkerne for bæredygtighed også omfatte parametre, der forholder sig til den virkelighed, europæerne lever i. Denne udtalelse omhandler et lille aspekt af bæredygtighed, nemlig forbrug. Som et grundlæggende princip mener EØSU, at en af metoderne til at opnå bæredygtigt forbrug på længere sigt er at styrke samfundssindet blandt europæerne. Det handler ikke blot om de rettigheder, som forbrugerne har fået tildelt i medfør af Lissabontraktaten, men om at styrke værdien af samfundssind, således at borgerne ikke kun har rettigheder, men også et moralsk ansvar for at opføre sig bæredygtigt.

1.1 I en bæredygtig økonomi ville såvel produktionsmetoder som forbrugsmønstre understøtte enkeltpersoners, lokalsamfunds og naturens vedvarende trivsel. Flertallet af aktører i samfundet ville skulle følge et fælles sæt af værdier. Som i tidligere udtalelser fremhæver EØSU, at miljømæssige og sociale indikatorer ville skulle anvendes i tillæg til BNP for at bedømme, om regeringens politikker virker.

1.2 Som det er nu, er produktionen og forbruget i Europa ikke miljømæssigt bæredygtig, særligt er afhængigheden af energi, materialer, land og vand og konsekvenserne for verdens klima og biodiversitet ikke bæredygtig. Hvis alle mennesker i hele verden levede som i Europa, ville vi have brug for mere end 2,5 jordkloder.

1.3 Rådet har vedtaget, at de industrialiserede lande bør nedbringe udledningen af drivhusgasser med 80-95 % inden 2050. EØSU anbefaler derfor, at der i EU2020-strategien medtænkes både foranstaltninger vedrørende bæredygtig produktion og foranstaltninger vedrørende bæredygtigt forbrug. De to er tæt forbundne og må tackles, hvis vi skal mindske belastningen for Jorden.

1.4 For at nå målet om en emissionsnedbringelse på 80-95 % over en periode på 40 år, samtidig med at den årlige økonomiske vækst fastholdes på 2-3 %, skal kulstofintensiteten i økonomien reduceres med 6-10 % pr. år. Så hurtige teknologiske ændringer er ikke set før over en længerevarende periode og omfattende en hel økonomi. Det ville derfor være fornuftigt at indlede en seriøs dialog om mulighederne for at ændre forbrugsmønstre og den overordnede økonomiske og sociale model, der er afhængig af voksende produktion og forbrug, samt så hurtigt som muligt søge at forbedre produktions- og forsyningskæderne.

1.5 Hvis bestræbelserne på at fremkalde ændringer udelukkende kommer oppefra, vil de næppe virke. Samfundsændringer starter tit i små grupper i samfundet og breder sig gennem forskellige kommunikationskanaler. EU's og de nationale og regionale regeringers rolle kan være at identificere, opmuntre og støtte de grupper, der allerede arbejder for en bæredygtig levevis.

1.6 Der er behov for en dialog mellem EU-institutionerne, nationale og lokale myndigheder og alle arbejdsmarkedets parter. En fremgangsmåde kunne være, at Kommissionen arbejder sammen med EØSU om at skabe et forum for bæredygtigt forbrug, der skal se nærmere på:

1.7 Dialog må ledsages af handling, herunder støtte til grupper, der eksperimenterer med bæredygtig levevis, og til formidling af deres erfaringer, om nødvendigt til tilpasning og styrkelse af politikker og til konkrete tiltag i EU-institutionerne, der viser lederskab og mulighederne for mere bæredygtige adfærdsmønstre. Desuden bør bedste praksis offentliggøres med det formål at vise mulighederne for at ændre forbrugsmodeller.

1.8 Bæredygtigt forbrug kan ikke ses som en opgave for miljøpolitikken alene. Det vil kræve initiativer inden for mange politikområder som sundhed, uddannelse, beskæftigelse, handel, forbrugerspørgsmål, transport, landbrug og energi.

2.1 Igennem et halvt århundrede har man diskuteret, hvordan en bæredygtig økonomi ser ud (1). I en sådan økonomi ville såvel produktionsmetoder som forbrugsmønstre understøtte enkeltpersoners, lokalsamfunds og naturens vedvarende trivsel.

2.2 En økonomisk model kan kun være selvbærende, hvis flertallet af aktører i samfundet følger et fælles sæt af værdier, sådan som det for øjeblikket er tilfældet i EU's medlemsstater. Regeringerne fremmer for øjeblikket bestemte økonomiske værdier ved at lægge vægt på BNP og andre indikatorer som retningsgivende for politikken. Det er almindeligt anerkendt, at BNP ikke er tilfredsstillende som målestok for menneskelige, sociale og miljømæssige fremskridt. Som målestok for fremskridt hen imod en bæredygtig økonomi har EØSU foreslået (2), at man i tillæg til BNP anvender det økologiske fodaftryk samt en indikator for livskvalitet. Det økologiske fodaftryk beregner, hvor meget produktivt land der skal til for at opretholde en persons, en gruppe af personers, en institutions eller en regions levevis. En indikator for livskvalitet bør medtænke sundhed, materiel velstand, adgang til offentlige tjenester, samfundsdeltagelse og integration af indvandrere, fritid og kvaliteten af miljøet.

2.3 Man bør kunne forvente, at anvendelsen af mere bredt definerede indikatorer til at bedømme, om regeringens politikker virker, vil betyde, at der i politikudformningen er mindre fokus på øget vækst i BNP og mere på andre faktorer som menneskelig, social og økologisk trivsel.

3.1 I den kommende beretning om miljøets tilstand og udsigterne 2010 om klima og energi, biodiversitet og økosystemer (3) fremhæver Det Europæiske Miljøagentur to store grupper af problemer: Den største prøve for bæredygtigheden af det europæiske samfund kommer fra forringelsen af de økosystemer, som opretholder det, og af dets ressourcegrundlag, herunder energi, jord og vand. Det gennemsnitlige økologiske fodaftryk pr. person blev i 2003 anslået til næsten 5 hektar og til at være stigende, hvorimod det samlede landareal pr. person kun var på 1,8 hektar og faldende (4). Hvis alle mennesker i hele verden levede som i Europa, ville vi således have brug for mere end 2,5 jordkloder.

3.2 Klimaændringerne er af særlig stor betydning, da de ud over at have direkte konsekvenser for menneskers liv sandsynligvis også vil forstærke samfundets påvirkninger af biodiversiteten, ferskvand og andre systemer. Europas økologiske fodaftryk skyldes først og fremmest anvendelsen af fossile brændstoffer og produktionen af drivhusgasser. Andre væsentlige faktorer er arealanvendelse til landbrug, transport og byggeri. Det økologiske fodaftryk er også negativt hvad angår andre vigtige faktorer, der påvirker den europæiske økonomi, bl.a. anvendelsen af vand (hovedsageligt i landbruget) og knappe mineraler.

3.3 Rådet har vedtaget, at de industrialiserede lande bør nedbringe udledningen af drivhusgasser med 80-95 % inden 2050, dvs. med 4-7 % om året. Det har forpligtet sig til inden 2020 at nedbringe emissionerne i EU med 20 % i forhold til 1990-niveauet, eller med 30 % hvis andre lande giver lignende tilsagn. EØSU har foreslået (5), at målet på 30 % ikke gøres betinget.

3.4 EU søger først og fremmest at mindske drivhusgasudledningen med teknologiske midler og samtidig fastholde den økonomiske vækst. Teknologien til at opfylde 2020-målene findes, men det er gået langsomt med at få den gennemført. I 1997 forpligtede EU15 sig til inden 2008-2012 at nedbringe emissionerne med 8 % i forhold til 1990-niveauet, men i 2006 var emissionerne kun faldet med 2,2 %. I samme periode faldt emissionerne i EU27 med 7,7 %, men er siden 2000 steget med 1,5 % (6). Siden 1990'erne er energieffektiviteten i EU kun blevet forbedret med 0,5 % om året (7).

3.5 For at nå målet om en emissionsnedbringelse på 80-95 % over en periode på 40 år, samtidig med at den årlige økonomiske vækst fastholdes på 2-3 %, skal kulstofintensiteten i økonomien reduceres med 6-10 % pr. år. Så hurtige teknologiske ændringer er ikke set før over en længerevarende periode og omfattende en hel økonomi. Det ville derfor være fornuftigt at indlede en seriøs dialog om mulighederne for at ændre forbrugsmønstre og den overordnede økonomiske og sociale model, der er afhængig af voksende produktion og forbrug, samt så hurtigt som muligt søge at forbedre produktions- og forsyningskæderne.

4.1 På miljøtopmødet i Rio i 1992 forpligtede de europæiske regeringer sig til at udrydde ikke-bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre. Inden for rammerne af Marrakeshprocessen har de endvidere givet tilsagn om inden udgangen af 2010 at udarbejde handlingsplaner for bæredygtigt forbrug og produktion, som FN’s Kommission for Bæredygtig Udvikling skal se nærmere på i 2011.

4.2 Der forskes stadig mere i bæredygtigt forbrug, og hvordan det kan realiseres (8). Forbrugere føler for det meste, at de sidder fast i deres nuværende levevis - selv om de for eksempel gerne vil bruge bilen mindre, kan de ikke se, hvordan det kan lade sig gøre. Forbruget formes og begrænses af en masse påvirkninger, bl.a. fysiologiske behov, personlighed, de sociale rammer, kulturelle faktorer og udbuddet af og priserne på alternative varer og tjenester. I forbrugssamfundet spiller forbrugsvalget en central rolle for opfyldelsen af sociale og psykologiske behov - dvs. behovet for at tilhøre en gruppe, for selvværd og for at definere en personlig identitet. Alt dette gør det svært for enkeltpersoner at være åbne over for ændringer og svært for regeringerne at indføre politikker, der kan ændre forbrugsvaner. I de tilfælde hvor man har indført sådanne politikker, har resultaterne for det meste været skuffende, da de enten har været beskedne eller er gået for langsomt og derfor svære at holde fast i over for modstanden fra særinteresser.

4.3 Motivationen, forbrugsmønstre og den sandsynlige respons på specifikke politikker er samtidig meget forskellig fra person til person. Den enkelte person kan også reagere forskelligt fra situation til situation. Der er derfor ikke nogen enkelt politisk løsning, der kan fremkalde et bæredygtigt forbrug. I stedet kan en vifte af politikker på områder, der strækker sig fra landbrug og beskæftigelse til uddannelse og sundhed, have en virkning. Der kan være behov for særlige strategier, der fremmer mere bæredygtige valg i bestemte grupper som de ældre og de unge.

4.4 I nationale kriseperioder og krigstid har befolkningen over en bred kam frivilligt været mådeholdende, men den økologiske krise opfattes generelt ikke som en lige så alvorlig krisesituation. Alligevel vælger stadig flere mennesker nu en mere enkel livsstil for at mindske deres miljøpåvirkning. Nogle af de mest vellykkede initiativer for at ændre forbruget sker i lokale grupper, f.eks. den EcoTeam-strategi, som den britiske miljøorganisation Global Action Plan anvender i flere lande, og som går ud på, at små grupper af mennesker i et kvarter, på en arbejdsplads eller en skole går sammen om at overvåge deres affaldsproduktion og energi- og vandforbrug samt finde frem til områder, hvor de kan leve mere bæredygtigt.

4.5 Hvis bestræbelserne på at fremkalde ændringer udelukkende kommer oppefra, vil de næppe virke, særligt ikke hvor politikere med et stort forbrug søger at påvirke de almindelige borgere. Hos de fleste mennesker prioriteres bæredygtigt forbrug ikke højt. Men samfundsændringer starter tit i små grupper i samfundet og breder sig gennem forskellige kommunikationskanaler, herunder de almene medier, kunsten, uformelle netværk af venner og trossamfund. Politikernes opgave bør i højere grad være at identificere og opmuntre de grupper, der allerede arbejder for en bæredygtig levevis, end at påtvinge samfundet som helhed deres egne syn på, hvad der skal til.

4.6 Et valg om at leve bæredygtigt må ikke opfattes som og være en luksus for dem, der økonomisk har midlerne til en sådan livsstil. EØSU har lagt vægt på, at bæredygtig produktion ikke må betyde højere priser (9), men bør være et valg, der kan træffes af alle. Det er altafgørende, at man undgår, at et forbrug med lille miljøpåvirkning bliver dyrere for den enkelte, da det dermed kun vil være dele af samfundet, der kan træffe dette valg, mens de fattigere grupper og dem med lavere indkomst vil være afskåret.

4.7 EØSU understreger, at hvis borgerne skal kunne træffe et valg om et forbrug med lille miljøpåvirkning, skal der tages fat på andre områder, der har betydning for velfærden, hvoraf nogle ses som vigtigere end andre, bl.a. beskæftigelsesmuligheder, lønninger svarende til det udførte arbejde, anstændige arbejdspladser, lånemuligheder for SMV'er.

5.1 EU-institutionerne har traditionelt fastlagt visioner og er gået forrest med radikale forandringer i forbindelse med opbygningen af et forenet Europa. For det meste har de arbejdet med en pluralistisk model og snarere skabt enighed mellem regeringer end styret forandringerne i en bestemt retning. Der har været tilfælde, hvor EU er gået forrest for eksempel med sundheds- og miljøstandarder. Disse erfaringer kan være nyttige for skabelsen af en bæredygtig økonomi. Lederskab og inspiration kan vise sig lige så vigtige som teknisk ekspertise og administrative færdigheder.

5.2 Udvalget har hilst Kommissionens handlingsplan for bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion (10) velkommen. Mange andre eksisterende EU-politikker er af betydning for et bæredygtigt forbrug, herunder emissionshandelsordningen, direktivet om brændstoføkonomimærkning af biler, forordningen om CO2-emissioner fra lette køretøjer, direktivet om biobrændstoffer, direktivet om bygningers energimæssige ydeevne, direktivet om energieffektivitet i slutanvendelserne og energitjenester og den fælles landbrugspolitiks miljøbestemmelser. EU's politikker fokuserer imidlertid på markedsinstrumenter og teknologi-/produktstandarder. Det er kun direktivet om emissionshandelsordningen, der beskæftiger sig med absolutte niveauer for drivhusgasudledningen. Der er et modsætningsforhold til andre politiske mål som øget mobilitet. Der er meget lidt som direkte tager fat på forbrug og levevis, og politikkerne er helt klart ikke i stand til at opfylde målene for reduktion af drivhusgasserne og uafhængighed af ikke-bæredygtige mineralressourcer.

5.3 Der er behov for en dialog mellem EU-institutionerne, nationale og lokale regeringer og alle arbejdsmarkedets parter. En fremgangsmåde kunne være, at Kommissionen arbejder sammen med EØSU og andre om at skabe et forum for bæredygtigt forbrug, der skal se nærmere på:

5.4 Hvis forbrugsmønstrene skal ændres, bør politikkerne fokusere på aktioner her og nu og på langsigtede aktioner. Vi kan lære meget af erfaringerne med f.eks. rygning, hvor kombinationen af prissætning, regulering, mærkning og oplysning har fremkaldt en væsentlig holdnings- og adfærdsændring.

5.4.1 Prisincitamenter er en vigtig del af politiske foranstaltninger, men der er et modsætningsforhold mellem Kommissionens mål om at reducere energipriserne (11) og behovet for at skære ned på forbruget. CO2-afgifter eller -handel må suppleres af andre foranstaltninger. Uden betydelig støtte til boligisolering og alternative energikilder kan høje priser på brændstof eller CO2 få energifattigdommen til at stige.

5.4.2 EØSU har ved flere lejligheder fremhævet, at uddannelsesprogrammer er af stor betydning for at fremkalde reel bæredygtig adfærd. EØSU gentager, at den slags uddannelsesprogrammer ikke kun bør rettes mod den vigtige målgruppe, som udgøres af skoler og de unge, men mod folk i alle livsfaser. De ældre skal tilbydes erhvervsuddannelse, livslang læring og andre programmer. Det er helt afgørende, at bæredygtig adfærd ikke marginaliserer grupper som arbejdsløse yderligere.

5.5 Dialog må ledsages af handling, herunder støtte til grupper, der eksperimenterer med bæredygtig levevis, og til formidling af deres erfaringer. Det nytter ikke noget, hvis EU-institutionerne ikke tager det alvorligt. Institutionerne må om nødvendigt tilpasse og styrke deres politikker og internt iværksætte konkrete tiltag, der viser lederskab og mulighederne for mere bæredygtig adfærd.

5.6 Bæredygtigt forbrug kan ikke ses som en opgave for miljøpolitikken alene. Det vil kræve initiativer inden for mange politikområder som sundhed, uddannelse, beskæftigelse, handel, konkurrence, forbrugerspørgsmål, transport, landbrug og energi.

5.7 EØSU opfordrer på det kraftigste Kommissionen til alvorligt at overveje at inkludere initiativer om fremme af bæredygtigt forbrug i sit arbejdsprogram for 2010: Nu må der handles (12) og fremover i EU2020-strategien.

Bruxelles, den 15. juli 2010

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Boulding, K. »The economics of the coming spaceship earth«, Environmental Quality in a Growing Society, (Baltimore: Johns Hopkins University Press, 1966), s. 253 ff.

(4) Global Footprint Network og Verdensnaturfonden, Europe 2007: Gross Domestic Product and Ecological Footprint.

(6) Det Europæiske Miljøagenturs årlige rapport om emission af drivhusgasser i EU 1990-2006 og rapporten for 2008: Forelæggelse for klimakonventionens sekretariat (København, Det Europæiske Miljøagentur, 2008).

(7) Tipping, P. et al., Impact Assessment on the Future Action Plan for Energy Efficiency, gennemført af ECN (NL) og WS Atkins (UK) for Kommissionens Generaldirektorat for Energi og Transport. Kontrahent: ECORYS, NL (2006).

(8) Jackson, T., Motivating Sustainable Consumption: A Review of Evidence on Consumer Behaviour and Behavioural Change, rapport udarbejdet til the Sustainable Development Research Network, 2005, kan findes på http://www.sd-research.org.uk/.

(11) Monti, M., A New Strategy for the Single Market, rapport til Kommissionens formand, maj 2010.