Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om inddragelse af civilsamfundet i østpartnerskabet

Milena Vicenová, ambassadør og fast repræsentant for Den Tjekkiske Republik ved EU, anmodede i brev af 12. januar 2009 om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som udpegede Ivan VOLEš til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 16. april 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 453. plenarforsamling den 13.-14. maj 2009, mødet den 13. maj, følgende udtalelse med 160 stemmer for, 15 imod og 18 hverken for eller imod:

1.1. EØSU glæder sig over og støtter forslaget om indførelse af et østpartnerskab, som udgør en kvalitativt højere form for samarbejde med de nabolande mod øst, der er omfattet af den europæiske naboskabspolitik (ENP). Dette partnerskab bør baseres på deling af fælles demokratiske værdier og på respekt for menneskerettighederne, som indbefatter den sociale og civile dialog, samt anerkendelse af den betydningsfulde rolle, som civilsamfundets organisationer spiller i demokratiske samfund.

1.2. Det samarbejdsprogram, som indgår i østpartnerskabet, bør fokusere på en konkret støtte til partnerlandene, specielt i dag, hvor den globale økonomiske krise har alvorlige sociale konsekvenser for landenes økonomier. Østpartnerskabet skal også bidrage til at styrke institutionerne og en fredelig løsning på de bestående konflikter.

1.3. Østpartnerskabet løser ikke spørgsmålet om medlemskab af EU, som en række af de berørte lande ønsker. Efter at de har bragt deres lovgivning i overensstemmelse med de relevante europæiske normer inden for de berørte sektorer, skal partnerlandene gives mulighed for at opnå en privilegeret status, således at de lige som medlemmerne af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde kan deltage i udarbejdelsen af Fællesskabets regelværk, men uden stemmeret.

1.4. Der bør ved iværksættelsen af østpartnerskabet drages lære af fem års erfaringer indhøstet ved gennemførelsen af den europæiske naboskabspolitik:

1.5. Partnerlandenes deltagelse i østpartnerskabet skal være afhængig af deres vilje og parathed til at dele fælles værdier med EU, respektere menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt udvikle og støtte den sociale og civile dialog. Dette gælder især for Belarus.

1.6. Østpartnerskabet bør ikke medføre, at der opstår nye skillelinjer i Østeuropa, og det skal sikre, at tredjelande kan deltage på områder, hvor de deler interesser med EU og østpartnerskabet som f.eks. energiforsyningssikkerhed, migration og miljøbeskyttelse. Mange af østpartnerskabets prioriteter er genstand for det strategiske partnerskab mellem EU og Rusland. EØSU foreslår, at man via civilsamfundsforummet og de tematiske platforme inddrager civilsamfundsorganisationer i Rusland, Tyrkiet og andre lande i forhandlinger om spørgsmål af fælles interesse.

1.7. For at østpartnerskabets målsætninger kan opfyldes, er det vigtigt at fremme mobiliteten og de mellemfolkelige kontakter. EØSU slår til lyd for en lempelse af visumordningerne for visse grupper af borgere i partnerlandene med henblik på en gradvis fjernelse af visumordningerne, dog således at begge parters sikkerhedsinteresser respekteres.

1.8. EØSU er rede til at bidrage til gennemførelsen af østpartnerskabet med støtte fra civilsamfundet i partnerlandene og stille den erfaring til rådighed, som det har erhvervet i forbindelse med etableringen af civilsamfundsnetværk i en lang række lande og regioner herunder de østlige nabolande. EØSU opfordrer Kommissionen og Rådet til at give det en central rolle i forbindelse med etableringen af et civilsamfundsforum som led i østpartnerskabet. Dette forum vil fungere som et smidigt og åbent civilsamfundsnetværk for EU og østpartnerskabslandene. Det vil mødes en gang om året og forfølge sine aktiviteter gennem arbejdsgrupper og team, som behandler konkrete emner med henblik på at fremsætte forslag til programmer og projekter, der tjener til at opfylde østpartnerskabets målsætninger. En tilstrækkelig finansiering skal tilskynde civilsamfundet til fuldt ud og effektivt at deltage i dette forum.

1.9. På det bilaterale plan støtter EØSU oprettelsen af strukturer i partnerlandene for at gøre det muligt for arbejdsmarkedsparterne og andre civilsamfundsorganisationer at deltage i høringsprocessen i forbindelse med gennemførelsen af EU's og partnerlandenes bilaterale programmer, herunder også opstillingen af nationale planer for deres gennemførelse, tilrettelæggelse og opfølgning.

1.10. For at civilsamfundet kan udføre sin opgave opfordrer EØSU til, at Kommissionen inddrager civilsamfundsorganisationerne i det omfattende program for institutionsopbygning og twinning-projekter inden for rammerne af finansieringen under det relevante kapitel i det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI).

1.11. EØSU er rede til sammen med partnerlandenes civilsamfundsorganisationer at deltage i hver af de fire tematiske platforme. Disse vedrører problemområder, som EØSU har arbejdet aktivt med, og om hvilke det allerede har fremsat en lang række udtalelser og anbefalinger.

2.1. EØSU svarede positivt på det tjekkiske formandskabs anmodning om udarbejdelse af en sonderende udtalelse, hvori man undersøger mulighederne for civilsamfundets inddragelse i østpartnerskabet og de måder, hvorpå dette kan foregå, på basis af forslaget i Kommissionens meddelelse af 3. december 2008 (1).

2.2. Den europæiske naboskabspolitik, som blev indført i kølvandet på udvidelsen af EU i 2004, har gjort det muligt at styrke EU's bilaterale forbindelser til nabolandene mod øst (2) og opnå en lang række resultater, hvad angår konsolideringen af de gensidige forbindelser. Den europæiske naboskabspolitik har dog ikke helt svaret til forventningerne, især hos de lande, som nærer større ambitioner, hvad angår EU.

2.3. Polen og Sverige tog initiativet, da de på mødet i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 26. maj 2008 fremsatte forslag om oprettelse af et »østpartnerskab« som en kvalitativt højere form for europæisk naboskabspolitik. Forslaget blev støttet af det tjekkiske formandskab, som har gjort initiativet til en af sine prioriteter.

2.4. Kommissionen offentliggjorde den 3. december 2008 en meddelelse om østpartnerskabet. Efter Rådets vedtagelse på topmødet i marts (3) lanceres østpartnerskabet den 7. maj 2009 i Prag på et topmøde med partnerlandene i østpartnerskabet.

2.5. Østpartnerskabet tager sigte på i højere grad end tidligere at støtte partnerlandene i deres bestræbelser på at tilnærme sig EU og at yde dem den nødvendige støtte til gennemførelse af reformerne på vejen mod demokrati og markedsøkonomi, anvendelse af retsstatsprincipperne, god regeringsførelse, respekt for menneskerettighederne, respekt for beskyttelsen af minoriteter samt iværksættelsen af de principper, som styrer markedsøkonomien og bæredygtig udvikling.

2.6. Østpartnerskabet vil især blive iværksat på det bilaterale plan med det sigte at indgå associeringsaftaler (4), for så vidt som partnerne har gjort fremskridt med hensyn til demokrati, respekt for retsstaten og menneskerettighederne (5). Hver associeringsaftale vil navnlig omfatte skabelsen af et bredt og vidtgående frihandelsområde.

2.7. Det er hensigten at etablere fire tematiske platforme med følgende emner på det multilaterale plan: 1) demokrati, god regeringsførelse og stabilitet; 2) økonomisk integration og harmonisering med EU's politikker; 3) energiforsyningssikkerhed og 4) mellemfolkelig kontakt. Den multilaterale ramme vil styrke forbindelserne mellem partnerlandene med henblik på et fremtidigt økonomisk fællesskab mellem nabolande. Der kunne opnås konkrete fremskridt i det multilaterale samarbejde i kraft af flagskibsinitiativer (6). Disse aktiviteter skulle kunne finansieres af internationale finansielle institutioner, den private sektor og forskellige donorer.

2.8. EU's og østpartnerskabslandenes stats- og regeringschefer afholder topmøder hvert andet år, udenrigsministrene mødes årligt, mens højtstående embedsmænd inden for de enkelte platforme og eksperter i form af arbejdsgrupper afholder møder to gange om året.

2.9. Kommissionen og Rådet regner med civilsamfundets deltagelse i opfyldelsen af østpartnerskabets målsætninger og foreslår, at der etableres et civilsamfundsforum, som skal føre dialogen med de offentlige myndigheder. Kommissionen har opfordret Regionsudvalget og EØSU til at deltage i arbejdet inden for rammerne af de tematiske platforme vedrørende demokrati, god regeringsførelse og stabilitet samt mellemfolkelig kontakt.

2.10. De finansielle midler til østpartnerskabet skal forhøjes fra 450 mio. euro i 2008 til 600 mio. euro i 2013, hvilket kræver ekstra midler der bør tilvejebringes via reserverne på budgettet for det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument.

3. Hvordan kan østpartnerskabet gøres til et instrument for en bedre gennemførelse af den europæiske naboskabspolitik

3.1. EØSU betragter østpartnerskabet som en ny strategisk ramme om naboskabspolitikkens østlige dimension og som en tilkendegivelse af solidaritet med befolkningerne i Østeuropa. Det bør baseres på delingen af fælles værdier, støtte til menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, god regeringsførelse og opbygning af et demokratisk samfund, som civilsamfundet udgør en integrerende del af. Den politiske vilje hos regeringerne i partnerlandene til at udbygge dialogen med civilsamfundet og til at støtte dialogen mellem arbejdsmarkedets parter er en af indikatorerne for anvendelsen af samarbejdsinstrumenterne og –programmerne inden for østpartnerskabet.

3.2. Den voksende globale finansielle og økonomiske krise truer EU's østlige naboers økonomiske udvikling og stabilitet. Efter EØSU's opfattelse bør samarbejdsprogrammet under østpartnerskabet og de økonomiske midler, der er allokeret inden for rammerne af ENPI, støtte langsigtede strukturreformer samtidig med, at regeringerne i partnerlandene hjælpes med at stabilisere den økonomiske og sociale situation og fjerne krisens negative følgevirkninger for de svageste befolkningsgrupper.

3.3. Østpartnerskabet tjener til at hjælpe de østeuropæiske lande med at modernisere sig i overensstemmelse med EU's normer uden at stille et egentligt medlemskab i udsigt, hvilket ikke skal mindske de enkelte landes ambitioner med hensyn til deres fremtidige forbindelser med EU. For at motivere partnerlandene yderligere til at arbejde mere aktivt for reformer og EU-normer gør EØSU sig til talsmand for, at man giver dem mulighed for at opnå en privilegeret status, når de har gennemført EU-lovgivningen inden for de fastlagte områder. De nævnte lande kunne således lige som landene i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (7) blive integreret i det indre marked, deltage i fællesskabsinstitutionernes og –agenturernes programmer og medvirke på ekspertniveau ved udarbejdelsen af nye fællesskabsretsakter dog uden stemmeret.

3.4. Østpartnerskabet skal ses som det instrument, hvormed EU kan hjælpe Aserbajdsjan og på længere sigt også Belarus til at opfylde betingelserne for medlemskab af WTO. Den kendsgerning at alle andre østlige partnerlande er medlemmer af WTO skaber en god ramme for etableringen af en multilateral dialog, som ikke udelukkende går på at liberalisere de bilaterale handelsforbindelser mellem EU og de forskellige partnerlande, men også på en regional liberalisering af handelen mellem østpartnerne. Så snart dette partnerskab er kommet fra start skal det være en af EU's prioriteter at skabe et økonomisk fællesskab mellem nabolande med EØS som forbillede (8).

EØSU anbefaler, at der ved iværksættelsen af østpartnerskabspolitikken drages lære af erfaringerne i forbindelse med gennemførelsen af den europæiske naboskabspolitik i perioden 2004-2008 (9). Disse erfaringer kan sammenfattes som følger:

3.5.1. Civilsamfundet skal tages med på råd i forbindelse med de kommende forhandlinger om associeringsaftalerne mellem EU og partnerlandene, især om civilsamfundets rolle og muligheden for inden for rammerne af aftalerne at nedsætte blandede rådgivende udvalg bestående af repræsentanter for civilsamfundet i partnerlandene og i EU-medlemsstaterne.

3.5.2. Regeringerne i partnerlandene bør planlægge og iværksætte prioriteterne i de nationale handlingsplaner i samarbejde med Kommissionen og de øvrige interesseparter (politiske kræfter, arbejdsmarkedsparterne, civilsamfundet, lokale og regionale myndigheder), således at iværksættelsen af disse planer sker med så bred en støtte som muligt. Handlingsplanen skal indeholde bestemmelser, der sætter civilsamfundet i stand til at deltage med større effekt i rådgivningsprocessen, bl.a. ved at man sørger for, at EU-dokumenterne bliver oversat til de nationale sprog.

3.5.3. De fælles underudvalg for samarbejde om sektorielle spørgsmål, der er skabt på grundlag af partnerskabs- og associeringsaftalerne, har til opgave at formidle oplysninger og muliggøre informationsfeedback inden for rammerne af den europæiske naboskabspolitik, men de løser kun denne opgave delvist, eftersom de mødes sjældent og uregelmæssigt. Møderne i underudvalgene og kontrollen med dem bør have en bindende karakter. Repræsentanterne for de institutionelle platforme, som det er planlagt at oprette inden for rammerne af østpartnerskabet (det parlamentariske samarbejde Euronest, civilsamfundsforummet og den lokale og regionale forsamling), bør opfordres til at overvåge underudvalgenes arbejde og de nationale organers aktiviteter vedrørende iværksættelsen af prioriteterne i handlingsplanerne. Evalueringen af fremskridtene bør baseres på klare referencekriterier, der er fastlagt i fællesskab, og som er gennemsigtige og målelige, og civilsamfundet bør kunne deltage i fastlæggelsen af disse kriterier og i kontrollen med deres gennemførelse.

3.5.4. Østpartnerskabsinitiativet bør indeholde en mere eksplicit definition af sektorinstrumenterne. Det er nødvendigt præcist at fastlægge de kriterier, som gør det muligt for partnerlandene at deltage i et sektorprogram eller i et agentur, således at de enkelte lande ved, hvilke betingelser de bør opfylde for at kunne blive inddraget i Fællesskabets programmer og agenturer.

3.5.5. De tematiske platforme bør gøre det muligt regelmæssigt at udveksle eksempler på god praksis mellem EU, medlemsstaterne og partnerlandene og dermed kortlægge fælles multilaterale projekter på passende områder. Debatterne kunne koncentrere sig om følgende spørgsmål:

Civilsamfundsorganisationerne, som er repræsenteret i civilsamfundsforummet, bør inddrages i valget af disse emner og behandlingen af dem. For at civilsamfundsorganisationerne kan varetage denne rolle skal de tildeles en passende finansiering.

3.6. EØSU mener, at partnerlandenes deltagelse i samarbejdsprogrammet inden for rammerne af østpartnerskabet skal gøres afhængig af, at de fuldt ud deler og respekterer fælles værdier som menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, god regeringsførelse og dialogen med det uafhængige civilsamfund og arbejdsmarkedets parter. EØSU minder om, at dette især gælder for Belarus og landets deltagelse i østpartnerskabet..

3.7. Det er efter EØSU's opfattelse vigtigt, at østpartnerskabet ikke medfører, at der opstår nye skillelinjer i Østeuropa, og at partnerskabet er åbent over for deltagelse af repræsentanter for tredjelande omkring emner, som vedrører deres fælles interesser. Mange prioriteter i østpartnerskabet er en del af det strategiske partnerskab mellem EU og Rusland. Et eksempel herpå er dialogen om energiforsyningen, migrationsproblemer, miljø eller andre regionale eller globale problemer, der kun kan give konkrete resultater, hvis Rusland, Tyrkiet eller eventuelt repræsentanter for centralasiatiske lande inddrages. EØSU foreslår, at man via civilsamfundsforummet og andre platforme inddrager repræsentanter for civilsamfundet i disse tredjelande i forhandlingerne om disse spørgsmål.

3.8. Østpartnerskabet bør supplere Sortehavssynergien. Disse to initiativer har forskellige målsætninger og bruger ikke de samme instrumenter, men har visse væsentlige indsatsområder til fælles. Det er derfor nødvendigt at øge koordineringen mellem de to initiativer for at undgå dobbeltarbejde og overlapninger.

3.9. For at østpartnerskabets målsætninger kan opfyldes, er det vigtigt at fremme de mellemfolkelige kontakter. Mobilitet udgør et væsentligt element i forbindelse med såvel bilaterale forbindelser som i multilateral sammenhæng. For at gøre fremskridt hen imod det endelige mål, som er at indføre visumfrie relationer med disse lande, bør man gradvis lempe visumordningen for studerende, forretningsfolk, personer, der rejser regelmæssigt i EU-medlemsstaterne, og deres familiemedlemmer, samt reducere visumgebyrerne. Det er en forudsætning først at indgå de nødvendige aftaler med partnerlandene.

3.10. EØSU foreslår, at man fører en dialog med partnerlandene, medlemsstaterne, arbejdsmarkedsparterne og det organiserede civilsamfund om arbejdsmarkedsspørgsmål, bl.a. om arbejdsmarkedets udvikling og arbejdskraftens mobilitet samt om, hvordan man sammen kan bekæmpe illegalt arbejde og overtrædelser af de vigtige ILO-konventioner.

4.1. Selv om den historiske, politiske og socioøkonomiske baggrund i de seks østpartnerskabslande er forskellige, frembyder civilsamfundet i disse lande talrige lighedspunkter på grund af den samfundsudvikling, de undergik i Sovjettiden, idet civilsamfundsorganisationerne da blot tjente som det herskende kommunistiske partis forlængede arm.

4.2. Sovjetunionens opløsning gjorde det muligt for disse lande at opnå uafhængighed, samtidig med at det betød en kraftig økonomisk tilbagegang. De økonomiske reformer, der tjener til at sikre overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi, er blevet gennemført langsomt og inkonsekvent. Situationen er desuden blevet kompliceret af politisk ustabilitet og magtkampe. I mindst fire lande (Moldova, Armenien, Aserbajdsjan og Georgien) er situationen blevet forværret som følge af væbnede konflikter med nabolande eller løsrivelsesregioner.

4.3. Trods den økonomiske vækst i slutningen af 1990'erne og efter år 2000 er disse lande kendetegnet ved en meget ustabil situation, hvilket forværrer de alvorlige følgevirkninger af den aktuelle økonomiske krise yderligere. Der er dybe sociale skel, og en stor del af befolkningen lever af den uformelle økonomi eller er udvandret for at søge arbejde i udlandet. De største hindringer for modernisering og udvikling er fortsat til stede: bureaukrati, overregulering og den korruption, som følger hermed.

4.4. I alle partnerlande er civilsamfundets aktivitetsområde gradvis blevet udvidet i de senere år. Der har kunnet konstateres en mindre forbedring selv i Belarus under pres fra EU og den internationale opinion. Den europæiske naboskabspolitik og dens instrumenter samt Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) bidrager til gradvis indførelse af en social dialog og dens institutionalisering i partnerlandene. Fællesskabsnormerne er endnu langt fra at blive respekteret, hvad angår domstolenes uafhængighed, myndigheds- og ansvarsfordelingen mellem centralmagten og de territoriale myndigheder, fortolkningen og den korrekte anvendelse af de borgerlige rettigheder og friheder samt mediernes uafhængighed. Regeringerne tøver med at acceptere samfundets pluralisme, arbejdsmarkedsparternes og civilsamfundsorganisationernes uafhængighed samt retten til en social og civil dialog, som burde styrke hele samfundet.

4.5. EØSU har i de seneste fem år interesseret sig for civilsamfundets situation i alle partnerlandene, navnlig hvad angår foreningsfrihed, registrering, skatteregler og -procedurer, ytringsfrihed og trepartshøringernes funktion. Det har i den forbindelse udarbejdet udtalelser indeholdende en lang række anbefalinger (10).

4.6. Deltagerne i konferencen vedrørende den sociale og civile dialog i Sortehavssynergien og østpartnerskabet, som afholdtes i fællesskab af EØSU og ILO den 2. og 3. marts 2009, bekræftede, at trepartsdialogen eksisterer officielt i alle partnerlande, men at dens indhold langt fra tillader den at løfte sin opgave. Det lykkes desuden ikke at indføre en social dialog på regionalt plan eller en sektordialog. Alle deltagere tilkendegav, at det er nødvendigt at inddrage civilsamfundet effektivt i disse to regionale initiativer.

I alle partnerlande findes traditionelle organisationer, der repræsenter erhvervslivet og leverer dette de nødvendige tjenester, som f.eks. handelskamrene og industrisammenslutninger. De igangværende reformer og nødvendigheden af at udpege partnere inden for rammerne af arbejdsmarkedsdialogen på arbejdsgiversiden har givet stødet til oprettelse af arbejdsgiverorganisationer, som omfatter de store virksomheder og erhvervsorganisationerne. Disse organisationer præges stadig af store problemer; mange af dem er ikke tilstrækkeligt repræsenteret, de er splittet og konkurrerer indbyrdes. I visse lande, og navnlig i dem, hvor den offentlige sektor fortsat dominerer økonomien, såsom Belarus, Moldova eller Aserbajdsjan, er de tæt knyttet til magthaverne, hvilket begrænser deres muligheder for helt uafhængigt at kritisere regeringens politik eller at opponere mod den. Dette begrænser i væsentlig grad deres interesse og parathed til at deltage i den sociale dialog.

4.7.2.1. I de fleste partnerlandene har de traditionelle fagforeninger af sovjettypen sat en reformproces i gang og har med mere eller mindre succes overtaget principperne om demokrati, uafhængighed og frihed, som den internationale og europæiske fagbevægelse kæmper for. I Belarus og Ukraine er nye fagforeninger blevet oprettet. Princippet om uafhængige fagforeninger respekteres dog langt fra overalt: i visse lande er der tale om regeringsindblanding, hvilket giver anledning til klager til ILO over brud på fagforeningsrettighederne.

4.7.2.2. Selv om alle partnerlandene har ratificeret de vigtigste ILO-konventioner, er især konventionen om retten til kollektive forhandlinger og foreningsfrihed genstand for krænkelser i form af problemer med registrering og restriktioner i strejkeretten. I virksomhederne trædes de grundlæggende rettigheder under fode, og en række fagforeningsledere afskediges.

4.7.2.3. Alt i alt er der imidlertid gjort fremskridt, idet fagforeningerne har mulighed for at spille en positiv rolle ved styrkelsen af de demokratiske processer i partnerlandene.

4.7.3.1. Antallet af civilsamfundsorganisationer er steget kraftigt i alle partnerlande. Disse organisationer beskæftiger sig først og fremmest med europæisk integration og sociale spørgsmål, såsom migration, uddannelse, sundhed, socialøkonomi, fattigdomsbekæmpelse, miljøbeskyttelse, menneskerettigheder og borgerrettigheder, korruptionsbekæmpelse, forsvar af forbrugerrettigheder eller repræsentation af landbrugeres og håndværkeres interesser. Disse organisationer deltager i europæiske og internationale netværk og har bidraget aktivt til forsvaret af demokratiske værdier under den ukrainske og den georgiske revolution.

4.7.3.2. I alle partnerlande møder de ikke-statslige organisationer talrige problemer på grund af regeringernes mistillid til civilsamfundet. Det er specielt tilfældet, når regeringen ikke kan kontrollere ngo'erne, og den bestræber sig på gennem lovgivningen at begrænse deres uafhængige manøvremargen. De uafhængige ikke-statslige organisationer har især finansielle problemer, således at de må søge om støtte i udlandet. Hermed udsætter de sig for kritik, idet det gøres gældende, at de prioriterer udenlandske interesser til skade for nationale interesser. I en lang række partnerlande findes ikke-statslige organisationer med nære forbindelser til regeringen, og de dominerer i forskellige fora under den civile dialog.

4.7.3.3. Situationen og bevidstheden om nødvendigheden af at føre en civil dialog forbedres imidlertid gradvis, navnlig takket være udvekslingen af informationer og erfaringer og etableringen af forskellige civilsamfundsnetværk. Der er gjort store fremskridt i Ukraine med hensyn til dialogen mellem regeringen og ngo'er, som aktivt støtter den europæiske integration.

5.1. EØSU vil fortsat medvirke til at forbedre situationen, kapaciteten og styrkelsen af de regionale og nationale netværk af civilsamfundsorganisationer i partnerlandene for at sætte disse i stand til at deltage så effektivt som muligt i de bilaterale og multilaterale programmer og instrumenter og dermed bidrage til opfyldelsen af østpartnerskabets målsætninger.

5.2. EØSU har i de senere år høstet værdifulde erfaringer med etableringen af civilsamfundsnetværk på regionalt og nationalt plan, f.eks. i Euromed- og AVS-landene, i Caribien, i Mellemamerika, i Mercosur-landene, i Kina, i Indien og i Brasilien. Udvalget er desuden europæisk partner i de blandede rådgivende udvalg, som er nedsat gennem associeringsaftaler med Tyrkiet, Kroatien og i fremtiden også med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. EØSU's aktiviteter har bidraget til at styrke civilsamfundet i alle de pågældende regioner og lande.

5.3. EØSU har påtaget sig en lignende rolle i sine forbindelser med Østeuropa og det sydlige Kaukasus. I 2004 nedsatte det en kontaktgruppe for de østlige nabolande, underkastede civilsamfundsorganisationernes status og muligheder i partnerlandene en analyse og knyttede direkte kontakter med disse. Udvalget har afholdt flere aktiviteter herunder den tidligere omtalte konference vedrørende den sociale og civile dialog i Sortehavssynergien og østpartnerskabet.

5.4. EØSU opfordrer Kommissionen og Rådet til at give det en central rolle for at sikre civilsamfundets aktive deltagelse i østpartnerskabets institutionelle struktur. Ved oprettelsen af civilsamfundsforummet inden for dette partnerskab kan man gøre brug af EØSU's betydelige erfaring og know-how på dette område og dets kontakter med civilsamfundsorganisationer, arbejdsmarkedsparterne og deres nationale og regionale netværk i partnerlandene og EU. Civilsamfundsforummet under østpartnerskabet skal sættes på skinner umiddelbart efter den officielle bekendtgørelse af dette initiativ, dvs. i andet halvår 2009.

5.5. Civilsamfundsforummet under østpartnerskabet bør udformes, så det er operationelt og smidigt. Det skal samle repræsentative, demokratiske og uafhængige civilsamfundsorganisationer fra såvel EU som partnerlandene, som repræsenterer arbejdsgivere, lønmodtagere og andre ikke-statslige organisationer, som betyder en konkret merværdi til gennemførelsen af dette initiativ. Civilsamfundsforummet kunne mødes mindst en gang om året, skiftevis i EU og i et af partnerlandene. Det kunne nedsætte arbejdsgrupper og team, der behandler konkrete problemer (jf. pkt. 3.5.5) inden for østpartnerskabets fjerde operative niveau med oprettelsen af specifikke paneler og fremsætter forslag og anbefalinger til repræsentanter for EU og partnerlandenes regeringer. De organisatoriske og administrative aspekter vil blive varetaget af sekretariatet inden for rammerne af EØSU med et økonomisk bidrag fra det tilsvarende kapitel under ENPI.

5.6. EØSU vil fortsat støtte oprettelsen af strukturer, hvor civilsamfundets organisationer, herunder arbejdsmarkedets parter, bringes sammen, således at de aktivt kan deltage i høringsprocessen i forbindelse med udarbejdelsen af fælles prioriteter for handlingsplanerne og det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI), fastlæggelsen af aktiviteter, som er nødvendige på nationalt plan, opfølgning og feedback samt den yderligere evaluering af fremskridtene. Civilsamfundsforummet kunne være en egnet platform for udvekslingen af eksempler på bedste praksis med hensyn til civilsamfundets rolle i den nationale beslutningsproces og udviklingen af den sociale dialog.

5.7. De blandede rådgivende udvalg, som er sammensat af repræsentanter for civilsamfundet i EU og de berørte lande, kunne ligeledes inddrages i denne proces, når de først er oprettet i henhold til associeringsaftalerne.

5.8. For at civilsamfundsorganisationerne kan fuldføre de nævnte vanskelige opgaver, bør de ydes den nødvendige støtte og hjælp. EØSU opfordrer da også Kommissionen til ud over de offentlige forvaltninger også at inkorporere civilsamfundsorganisationerne i det omfattende program for institutionsopbygning, idet civilsamfundsorganisationerne inden for rammerne af partnerskabsprogrammet kunne drage fordel af de erfaringer, som søsterorganisationer i EU har høstet.

5.9. Kommissionen har opfordret EØSU til at deltage i temaplatformene »demokrati, god regeringsførelse og stabilitet »og« mellemfolkelig kontakt«. EØSU er overbevist om, at det råder over den nødvendige kapacitet og erfaring til at blive indbudt til også at deltage i de to øvrige platforme »økonomisk integration»og« energiforsyningssikkerhed«. EØSU opfordrer desuden til, at civilsamfundet i partnerlandene samt civilsamfundsforummet ligeledes inddrages i disse platforme.

Bruxelles, den 13. maj 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet: »Østpartnerskabet«, KOM(2008) 823 endelig af 3.12.2008.

(2) De østpartnere (eller »partnere«), som er omhandlet i denne udtalelse, er de lande i det østlige Europa og sydlige Kaukasus, som den europæiske naboskabspolitik er rettet imod: Armenien, Aserbajdsjan, Belarus, Georgien, Republikken Moldova og Ukraine

(3) Formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Bruxelles den 19.-20. marts 2009, 7880/09.

(4) Der er allerede indledt forhandlinger om en associeringsaftale med Ukraine, som kunne blive en model for de andre partnerlande.

(5) Dette gælder navnlig Belarus, hvor fremskridtet i denne retning i øjeblikket er utilstrækkeligt.

(6) Der kunne bl.a. blive tale om et integreret program for grænseforvaltning, et instrument for små og mellemstore virksomheder, støtte til regionale elmarkeder, til energieffektivitet og vedvarende energikilder, udvikling af den sydlige energikorridor og samarbejde inden for forebyggelse af naturkatastrofer.

(9) Der henvises til konklusionerne fra det projekt, som forskningscentret under det slovakiske udenrigspolitiske institut har gennemført med støtte fra fonden Friedrich-Ebert-Stiftung, og som er offentliggjort i The reform of the European Neighbourhood Politic Tools, Institutions and a Regional Dimension, forfattere: Duleba, Najšlová, Benč og Bilčík., 2009.

(10) EØSU's udtalelser om: »Det bredere europæiske naboskab: en ny ramme for forbindelserne med vores naboer i øst og syd«, EUT C 80 af 30.3.2004, s. 148-155; »Civilsamfundet i Belarus«, EUT C 318 af 23.12.2006, s. 123-127; »Forbindelserne mellem EU og Moldova: Hvilken rolle skal civilsamfundet spille?«, EUT C 120 af 16.5.2008, s. 89-95; »Forbindelserne mellem EU og Ukraine: En ny dynamisk rolle for civilsamfundet«, EUT C 77 af 31.3.2009, s. 157-163; »Etablering af civilsamfundsnetværk i Sortehavsområdet«, EUT C 27 af 3.2.2009, s. 144-151, og REX/241 om »Civilsamfundets deltagelse i gennemførelsen af handlingsplanerne inden for rammerne af EU's naboskabspolitik i landene i det sydlige Kaukasus: Armenien, Aserbajdsjan og Georgien«, ordfører: Andrzej Adamczyk, maj 2009 - endnu ikke offentliggjort i EUT.