22.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/52

1.1

Formålet med Kommissionens grønbog er at skabe debat om, hvorledes den viden, der er relevant for forskning, videnskab og uddannelse, bedst kan formidles i et online-miljø. Grønbogen forsøger at besvare en række problemstillinger i forbindelse med den rolle, som ophavsretten spiller i videnøkonomien.

1.2

Ved »ophavsret« forstås ophavsret i snæver forstand og beslægtede rettigheder, dvs. rettigheder, der har erstattet den klassiske ophavsret til litterære værker og kunstværker (1). Ophavsretten er beskyttet i kraft af en række internationale konventioner og organisationer, herunder navnlig Bernerkonventionen, der forvaltes af WIPO (2), og aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (»TRIPS-aftalen«) under WTO.

1.3

Grønbogen falder i to dele. Den første del omhandler de generelle aspekter vedrørende undtagelser fra de eksklusive rettigheder, der normalt følger af ophavsretten og beslægtede rettigheder. Anden del omhandler forhold i tilknytning til de undtagelser og indskrænkninger, som er mest relevante for formidlingen af viden, og beskriver, hvorvidt disse undtagelser bør tilpasses det digitaliserede samfund.

1.4

Undtagelser fra og indskrænkninger af ophavsretten i medfør af TRIPS-aftalen fortolkes strengt.

1.5

I sin gennemgang af det indre marked (3) fremhævede Kommissionen behovet for at fremme den frie bevægelighed for viden og innovation. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) støtter helhjertet op om denne målsætning, der er helt afgørende for gennemførelsen af Lissabon-strategien og udviklingen heraf.

1.6

Ophavsretten og hermed beslægtede rettigheder er omhandlet i ni direktiver (4). Ophavsmænd til software er i teorien ligestillet med ophavsmænd til litterære værker og kunstværker, men i praksis og gældende ret er deres rettigheder mere begrænsede end de almindelige rettighedshaveres.

2.1

Formålet med direktivet om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet er at sikre ophavsretsindehaverne størst mulig beskyttelse. Denne beskyttelse bør efter Kommissionens opfattelse fortsat gælde i fuldt omfang i det digitaliserede samfund, hvor de fleste litterære værker og kunstværker, tekniske og videnskabelige publikationer og computerprogrammer uden videre kan digitaliseres og videresendes. De fleste rettighedshavere finder imidlertid, at den fordel, de har af, at deres værker gøres tilgængelige online, er begrænset.

2.2

Fællesskabets liste over undtagelser tæller i øjeblikket én obligatorisk og 20 fakultative undtagelser. Medlemsstaterne kan med andre ord selv frit vælge, hvorvidt de vil tillade de fakultative undtagelser, hvilket efter udvalgets opfattelse udgør en væsentlig hindring for en egentlig harmonisering af, hvilke undtagelser det er rimeligt at indføre i en videnøkonomi, hvor tekniske hjælpemidler løbende anvendes til at videreudvikle det digitaliserede samfund. Da listen imidlertid er udtømmende, er der sat en stopper for, at medlemsstaterne kan tilføje yderligere undtagelser. I medfør af den »tretrinstest«, som WTO og WIPO har udarbejdet, er undtagelserne desuden underlagt tre betingelser: De finder alene anvendelse i visse særlige tilfælde (f.eks. blinde brugere), de må ikke stride imod en normal udnyttelse af det beskyttede værk eller frembringelse, og endelig må de ikke indebære urimelig skade for rettighedshaverens legitime interesser.

2.3

Udvalget mener, at disse bestemmelser bidrager til en vis form for harmonisering. Imidlertid giver systemet med en udtømmende, valgfri liste og muligheden for i givet fald at indskrænke anvendelsesområdet for de givne undtagelser anledning til langt alvorligere problemer med hensyn til gennemførelsen og håndhævelsen ved online-formidling (herunder via satellit).

2.4

Der er af hensyn til vidensamfundets udvikling og bekæmpelsen af alle former for forskelsbehandling behov for en mere præceptiv tilgang til listen, eftersom målsætningen om, at harmoniseringen skal give sig udslag i gældende ret, ikke er nået, og der fortsat findes for mange undtagelser.

2.5

De væsentligste økonomiske interesser er navnlig knyttet til underholdning, visse kulturelle frembringelser eller til spil snarere end til viden i egentlig forstand. Det er imidlertid hensigtsmæssigt ikke at trække alt for bastante skillelinjer op mellem de forskellige indholdskategorier, undtagen selvfølgelig i forhold til pornografi eller andet indhold, der kan have skadelig indflydelse på mindreårige.

2.6

Undtagelserne bør gælde sådanne handicap, der indebærer begrænsninger i brugen af multimedieindholdet på internettet, de bør gælde i forhold til undervisning på alle niveauer, herunder livslang læring og folkeuniversiteter, for offentlige og videnskabelige biblioteker og mediateker, for patienter under længerevarende hospitalsindlæggelse eller genoptræning, for indsatte og for offentligt eller privat ansatte forskere i henhold til særlige aftaler indgået med biblioteker og specialiserede dokumentationscentre. Juridiske og fysiske personer, der er omfattet af undtagelserne, bør i de tilfælde, hvor der lægges urimelige hindringer i vejen for at gøre deres ret til adgang til medieindholdet gældende, eller hvor adgangen forhindres, have mulighed for at klage. Udvidelsen af undtagelsesbestemmelserne bør ledsages af en række bestemmelser om kompensation i det mindste til de oprindelige ophavsretsindehavere (5), ligesom dette er tilfældet i forbindelse med privat kopiering.

2.7

Eventuelle vederlag bør opkræves af autoriserede foreninger, der skal fordele disse efter en fordelingsnøgle, som gradueres efter den pågældende undtagelsestype.

2.8

Der bør igangsættes en række drøftelser mellem repræsentanter for de berørte parter fra produktions- til anvendelsesleddet. EØSU mener imidlertid, at det – hvis Kommissionen i den indledende fase fastsætter retningslinjerne herfor – kunne være nyttigt herefter at udforme fælles »minimumsmodellicenser«, der på nationalt plan kan tilpasses de berørte parters behov.

2.9

Efter udvalgets opfattelse lever de offentlige bibliotekers, forskningsbibliotekernes og dokumentations- og forskningscentrenes formidlingsfunktion samt den kontrol, der udøves af forvaltningsforeningerne, i tilstrækkelig grad op til de formentlig for restriktive – eller for restriktivt fortolkede – kriterier, der følger af TRIPS-aftalen, som hverken omtaler de behov, der gør sig gældende i vidensamfundet, eller den eksplosive vækst i brugen af Internettet, herunder navnlig på uddannelsesområdet og hvad angår udvekslingen af informationer mellem forskere og videnskabeligt personale.

2.10

Mange værker til undervisningsbrug eller af videnskabelig eller teknisk art er allerede tilgængelige på Internettet i kraft af en række »bløde« licenser, såsom GPL (6) eller »Creative Commons-licenser« i forbindelse med litterære værker eller kunstværker. Udstedelsen af sådanne licenser bør fremmes, ligesom produktionen af indhold, der er nyttigt for vidensamfundet (7), bør befordres i kraft af udbud eller støtte til institutioner, der producerer videnskabeligt eller teknisk indhold eller software i henhold til sådanne licenser (8).

3.1

Grønbogen vier især de undtagelser opmærksomhed, der i særlig grad kan bidrage til formidlingen af viden, herunder navnlig undtagelser for biblioteker eller arkiver, for mangfoldiggørelse og spredning af værker til undervisnings- eller forskningsformål samt for handicappede og eventuelt brugerskabt indhold.

3.2

Digitaliseringen af bibliotekernes og arkivernes bestande, der tjener dels bevaring af originaldokumenter, af hvilke nogle er unika, dels online-tilgængeliggørelse, er i fuld gang, som initiativet med det europæiske digitale bibliotek, Europeana, viser.

3.3

De nationale bestemmelser om digitalisering og online-formidling er vidt forskellige, og bestemmelserne er efter EØSU’s opfattelse undertiden for restriktive. Direktivet fastsætter faktisk kun en enkelt undtagelse fra retten til reproduktion, nemlig hvor der er tale om brug af værket til forskningsformål, med begrænset opbevaringstid og til ikke-kommercielle formål. Under alle omstændigheder skal tretrinstesten finde anvendelse, men den kan blødes op, og navnlig hvis der fastsættes bestemmelser om kompensation til rettighedshaverne, selv i form af et fast beløb.

3.4

Undtagelserne bør først og fremmest gives ud fra hensynet til bevarelsen af de mest truede eller sjældne værker og bør omfatte anbefalede værker, der indgår i skolernes, gymnasiernes og de videregående uddannelsesinstitutioners læseplaner, idet grundlæggende uddannelse og livslang læring i den forbindelse kan erklæres for områder af særlig national interesse. Det bør være muligt at begrænse udvalget af dataformater til formater, der i henhold til gældende ISO-normer er almindeligt anerkendte, og som er kompatible med størstedelen af de åbne og lukkede dataformater (9).

3.5

Antallet af tilladte kopier bør fastsættes i forhold til den autoriserede brugergruppes størrelse eller begrænses ud fra hensynet til bevarelsen af værket (10).

3.6

Spørgsmålet om online-tilrådighedsstillelse af indhold giver anledning til en række specifikke problemer, der kræver supplerende garantier mod udspredelse ved licenshaverne. Det kan i visse tilfælde løses ved at fastsætte, at der skal erlægges et vederlag for at opnå og udnytte licensen (11).

3.7

Det bør overvejes at ændre direktivet for på retligt og teknisk præcise betingelser at give mulighed for online-udlån af værker til forsknings- og undervisningsformål. Proceduren herfor og brugerens forpligtelse til at acceptere de til licensen knyttede betingelser for online-udlån bør bidrage til overholdelsen af ophavsretten, navnlig blandt unge. Udvalget har altid fundet det væsentligt at støtte udviklingen af en bevidsthed om det vigtige i at respektere den intellektuelle ejendomsret, eftersom dette er et i etisk henseende afgørende aspekt ved videnøkonomien.

4.1

Forældreløse værker udgør et vigtigt kreativitetsreservoir.

4.2

Efter EØSU’s opfattelse stiller grønbogen de rette spørgsmål i denne sammenhæng og peger på en række konkrete løsningsmuligheder, som udvalget finder særdeles konstruktive. Med det fornødne forarbejde vil det være muligt med jævne mellemrum at offentliggøre lister over forældreløse værker. Det kan f.eks. fastsættes, at hvis ingen rettighedshavere melder sig inden for en fastsat frist, bliver værket ikke offentligt eje, men derimod omfattet af en passende ophavsretsbeskyttelse for det tilfældes skyld, at en legitim rettighedshaver alligevel skulle ende med at give sig til kende. Den valgte licensordning kan tilrettelægges efter dansk eller ungarsk model, men en europæisk standardlicens er en løsning, som udvalget sagtens kan forestille sig og endda ville foretrække.

4.3

Udvalget finder ikke, at der er behov for at udarbejde et særligt direktiv om forældreløse værker. Dette skyldes, at håndteringen af ophavsretten til disse værker ikke kræver nye undtagelser herfra, men fastsættelse af særlige vilkår for administrationen af licenserne inden for de ophavsretlige rammer. Et nyt kapitel i det nuværende direktiv ville efter udvalgets opfattelse være en passende løsning.

4.4

Kommissionen kunne med regelmæssige mellemrum offentliggøre og ajourføre en liste over institutioner med ansvar for administration af forældreløse værker, og efter en forsøgsperiode på fem eller ti år kunne det overvejes at gennemføre en revision og herunder udgive en rapport med statistisk materiale.

5.1

EØSU kunne godt ønske sig en mindre restriktiv opfattelse af spørgsmålet om handicap og vanskeligheder med adgang til ophavsretligt beskyttet indhold end den i mange europæiske lande i øjeblikket herskende, eftersom der her er tale om personer, der ud over vanskelighederne med at få adgang til værkerne pga. diverse handicap også generelt kæmper med lave indkomster, hvorved der helt ubestrideligt lægges en socialt set uacceptabel hindring i vejen for de pågældendes adgang til indhold af oplysnings-, uddannelsesmæssig og kulturel art.

5.2

Ved at inddrage handicapsammenslutningerne bør det være muligt at omformulere undtagelsesbestemmelserne for denne gruppe. Sammenslutningerne kan ligeledes medvirke til at håndtere specialcomputerne og i de sværeste tilfælde også levere kvalificeret bistand til de handicappede. Bistanden kan finansieres via private donationer eller offentlig støtte. På samme måde kan sammenslutningerne, evt. i et samarbejde med biblioteker eller autoriserede museer, forhandle brugeraftaler med repræsentanter for rettighedshaverne med det formål at forhindre piratkopiering. Der bør efter udvalgets opfattelse fastsættes en undtagelse for databaser, da der ellers er fare for, at adgangen til opslagsværker som leksika og ordbøger besværliggøres. Direktivet om databaser bør således revideres dels ud fra de hensyn til adgangen til undervisning og viden, som er omtalt i det foregående, dels ud fra hensynet til de handicappedes behov.

5.3

Sammenslutningerne kunne også deltage i oplysningsindsatsen vedrørende overholdelse af brugerlicenser. Også i dette tilfælde skal brugerne overbevises om, at overholdelse af ophavsretten er en afgørende forudsætning for, at ophavsmændene fortsat kan levere nye frembringelser. Ikke desto mindre forekommer det ikke rimeligt at overvælte omkostningerne ved erhvervelsen af licenser og specialcomputere på de handicappede. Det er helt nødvendigt at indføre en undtagelse for de handicap, der giver særlige problemer med adgang til indhold. Omkostningerne bør bæres af de institutioner, der har ansvaret for at gøre de pågældende frembringelser tilgængelige for de handicappede, herunder hvor der er tale om databaser og software. Lovgivningen vedrørende databaser bør tilpasses herefter (12).

5.4

En mulighed er, at de vigtigste offentlige biblioteker og de vigtigste museer blev pålagt at stille frembringelserne til rådighed i en form, der er tilpasset den pågældende type handicap, og at omkostningerne herved blev dækket over det regionale eller nationale kulturbudget. Dette ville være i overensstemmelse med forpligtelsen til at bekæmpe enhver form for forskelsbehandling af borgerne og fremme ligestillingen imellem dem.

5.5

Anvendelsen af den i direktivet fastsatte undtagelse i offentlighedens interesse med henblik på undervisning og forskning er for restriktiv. Den bør udvides uden at tilsidesætte WTO-testens betingelser, hvilket kan ske ved at angive kilde og rettighedshaver samt anføre begrænsninger i anvendelsen og forbud mod kopiering ved brugeren.

5.6

Der kunne eventuelt gælde en obligatorisk licensordning for online-udlån af værker til undervisnings- og forskningsformål på grundlag af en standardaftale mellem udlånsinstitutionerne og de autoriserede vederlagsopkrævende foreninger.

5.7

Der bør kunne fastsættes undtagelser både for dele af et værk, udvalgt af pædagogisk kvalificerede personer, og i givet fald for hele værker. I den forbindelse skal der primært iagttages undervisningsmæssige hensyn. Dette ville styrke retssikkerheden uden at svække retten til reproduktion. En højere grad af harmonisering ville i en sammenhæng, hvor behovene i undervisningssektoren går på tværs af grænserne i EU, forhindre en situation, hvor det, der i én medlemsstat var lovligt, i en anden blev betragtet som piratkopiering.

5.8

Fjernundervisning skaber behov for, at kopier (pædagogisk materiale) kan anvendes i hjemmet, navnlig af studerende, men også af EU-borgere med bopæl i tredjelande.

6.1

Spørgsmålet om brugerskabt indhold bliver mere og mere aktuelt i forbindelse med Web 2.0-tjenester (13). Frembringelser, der egentlig er ophavsretligt beskyttede eller omfattet af en alternativ licens fra den oprindelige rettighedshaver, kan således undergå en forandring eller udvikles på en måde, der ikke kan sidestilles med piratkopiering.

6.2

Den enkleste løsning i forbindelse med initiativer som brugerskabte encyklopædier ville være at fastsætte en passende licensordning i stil med Creative Commons-licenserne eller Wikipedia, og at den oprindelige rettighedshaver fik ret til at foretage en redigering af det tilføjede indhold med det formål at sikre, at pluralismen i udvekslingen af synspunkter og informationer bevares.

6.3

Brugerskabt indhold er endnu en illustration af, at Internettet ikke er specielt kompatibelt med ophavsretten.

6.4

Betalingen til rettighedshavere, hvis frembringelser formidles via Internettet, sker som oftest mindre i form af direkte licensbetalinger end i form af indirekte indtægter fra f.eks. reklame snarere end fra f.eks. abonnementer. Selvom abonnementsordninger også er i fremgang, kræver Internettets måde at fungere på utraditionelle løsninger på udspredelsesproblematikken, der er præget af stadigt færre fysiske spredningsmedier og digital formidling. I den optik befinder vi os stadig i en overgangsperiode, på udkig efter nye godtgørelsesmetoder (14), fordi de digitaliserede frembringelsers produktions- og formidlingsomkostninger er ulig meget lavere end omkostningerne ved salg af fysiske datalagringsmedier.

6.5

Det udestår stadig at finde en balance mellem de nye formidlingsmedier og reproduktionsteknologier og vidensamfundets behov på den ene side og hensynet til rettighedshaverne på den anden. Denne balance kan ikke findes ved en massiv indsats af foranstaltninger af udelukkende strafferetlig art, primært rettet mod én bestemt, generelt kriminaliseret aldersgruppe, uden lovgivning og nye metoder til godtgørelse af rettighedshaverne. Der består et presserende behov for at udvide de eksisterende grænser på grund af den teknologiske udviklings betydning og tempo.