30.4.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/144


udtalelse om ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet

KOM(2008) 111 endelig — 2006/0214 (COD)

2009/C 100/26

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 4. juni 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Xavier VERBOVEN til ordfører uden studiegruppe. Sektionen vedtog sin udtalelse den 11. september 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 448. plenarforsamling den 22.-23. oktober 2008, mødet den 22. oktober, følgende udtalelse med 102 stemmer for, ingen imod og 4 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1.   Udvalget godkender hovedparten af det foreliggende forslag, beder Kommissionen om at tage hensyn til de forbehold, der fremføres, og om at ændre teksten i betragtningerne tilsvarende. Udvalget ønsker, at forslaget hurtigt vedtages af Parlamentet og Rådet (1).

2.   Begrundelse

2.1.   Resumé af Kommissionens forslag

2.1.1.   Formålet med dette forslag er at foretage en kodifikation af Rådets direk-tiv 89/655/EØF af 30. november 1989 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet. Det nye direktiv træder i stedet for de forskellige retsakter, som er indarbejdet i det (2); forslaget ændrer ifølge Kommissionen ikke indholdet af de retsakter, der kodificeres, men er blot en sammenskrivning af dem, og der foretages kun de formelle ændringer, der er nødvendige af hensyn til selve kodifikationen.

2.2.   Bemærkninger

2.2.1.   Overholdelsen af sundheds- og sikkerhedsregler ved anvendelsen af arbejdsudstyr udgør et vigtigt aspekt i de forebyggende foranstaltninger. Siden 1989 er disse regler blevet harmoniseret en smule. Direktivet af 30. november 1989 er blevet ændret flere gange med henblik på at dække et større antal arbejdssituationer (primært arbejde i højden) og inkorporere en udvidet tilgang til sundhed på arbejdspladsen under henvisning til ergonomiske principper. Vedtagelsen af direktiv 2007/30/EF har ligeledes ændret den fremgangsmåde, efter hvilken medlemsstaterne udformer de nationale rapporter om gennemførelsen af EU-lovgivningen om sundhed og sikkerhed. Disse forskellige revisioner kan skabe vanskeligheder for denne lovgivnings målgruppe.

2.2.2.   En kodificering bør ikke indebære nogen væsentlig ændring hverken af direktivets artikler, deres bilag eller betragtninger. Disse forskellige typer bestemmelser i et direktiv udgør en sammenhængende helhed. Også selv om betragtningerne ikke i sig selv er bindende, bidrager de dog til at lette fortolkningen af de bindende bestemmelser og giver derigennem medlemsstaterne retningslinier for en konsekvent gennemførelse. Udvalget mener efter gennemgangen af forslaget, at teksten overholder dette grundlæggende princip ved kodificeringen af artikler og bilag, men ikke for betragtningernes vedkommende:

Udvalget konstaterer, at syvende, ottende, niende, tiende og ellevte betragtning i direktiv 2001/45/EØF samt niende betragtning i direktiv 89/655/EØF ikke er medtaget i kodificeringen.

Især henleder tiende og ellevte betragtning i direktiv 2001/45/EØF opmærksomheden på behovet for specifik uddannelse af arbejdstagere, der skal anvende udstyr med henblik på arbejde i højden. Udvalget ønsker ikke, at forslaget til kodifikation udelader en sådan henstilling i betragtningerne.

Udvalget mener, at dette forslag skal forelægges til høring i Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen i henhold til Rådets afgørelse 2003/C 218/01 af 22. juli 2003. Høringen skal nævnes i præmisserne til direktivet i henhold til den hidtil fulgte praksis. Den tid, der er gået siden påbegyndelsen af arbejdet med kodificeringen, viser klart, at der havde været tid nok til at gennemføre høringen af det rådgivende udvalg uden nogen særlige vanskeligheder.

2.2.3.   Med forbehold af bemærkningerne ovenfor mener udvalget, at Kommissionens forslag udgør en rationel sammenskrivning af de gældende bestemmelser, som gør dem klarere og ikke rejser indholdsmæssige problemer.

2.2.4.   Udvalget godkender hovedparten af det foreliggende forslag, beder Kommissionen om at tage hensyn til de forbehold, der fremføres, og om at ændre teksten i betragtningerne tilsvarende. Udvalget ønsker, at forslaget hurtigt vedtages af Parlamentet og Rådet.

Bruxelles, den 22. oktober 2008.

Mario SEPI

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Jf. EØSU's udtalelse af 15.2.2007 om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet (andet særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (kodificeret udgave), ordfører: Xavier Verboven (EUT C 97 af 28.4.2007).

(2)  Rådets direktiv 89/655/EØF, Rådets direktiv 95/63/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/45/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/30/EF.