31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/81

1.1

EØSU glæder sig over dette initiativ fra Kommissionen, som ud over at forenkle lovgivningen vil lette forbrugernes forståelse.

1.2

Dog ønsker EØSU at gøre opmærksom på, at de næringsoplysninger, der omtales i udtalelsens punkt 3.4.1, mister en stor del af deres værdi og i høj grad forfejler deres mål, hvis ikke der på forhånd træffes passende foranstaltninger til uddannelse af den endelige forbruger. EØSU beklager således, at forslaget ikke ledsages af støttemidler til uddannelse af forbrugerne, både nationalt og på fællesskabsplan. I det mindste kunne en vejledning i prioriterede tiltag på området som bilag til forordningen være et første nyttigt skridt på vejen.

1.3

Med hensyn til angivelse af oprindelse fastholdes bestemmelserne i de nuværende regler. Når man betænker, hvor interesserede forbrugerne er i fødevarernes oprindelse, beklager EØSU, at det nye forslag til forordning ikke påbyder obligatorisk angivelse heraf på etiketten. EØSU mener imidlertid, at det ville være hensigtsmæssigt at skelne mellem produkter, der har gennemgået henholdsvis en første og en anden forarbejdning, således at det i hvert enkelt tilfælde afgøres, hvorvidt der skal være pligt til at angive de vigtigste landbrugsingredienser i de sidstnævnte produkter.

1.4

EØSU er alvorligt bekymret over udformningen af supplerende »nationale ordninger«, der beskrives i forslagets kapitel VII. De bidrager ikke med nogen yderligere positive elementer, men kan tværtimod tjene som undskyldning for at hindre den frie bevægelighed på det indre marked. Risikoen er særlig stor for så vidt angår små og mellemstore virksomheder, idet mere end 65 % af fødevarevirksomhederne, ifølge hvad Kommissionen selv skriver i sit forslag, markedsfører deres produkter i andre medlemslande. Små og mellemstore virksomheder vil således have vanskeligere ved at sende deres produkter til andre medlemslande, hvilket vil påvirke både deres omkostninger og deres konkurrenceevne. Kun hvis disse »nationale ordninger« i sidste ende kommer til at bestå af supplerende oplysninger, som det ikke er obligatorisk at angive på etiketten, men som er tilgængelige ad andre veje (internet, gratisnumre osv.), kan man undgå disse negative virkninger.

1.5

EØSU forstår, at Kommissionen for at skabe konsistens har til hensigt at anvende en lignende undtagelsesordning for alkoholholdige produkter, en ordning som vil kunne blive genovervejet inden for fem år, efter den obligatoriske rapport på området.

1.6

EØSU foreslår, at medlemslandene får stillet den nødvendige samlede liste over overtrædelser og sanktioner til rådighed med henblik på at forebygge manglende overholdelse af disse fælles bestemmelser, som i øvrigt burde harmoniseres, således at samme adfærd straffes lige hårdt i alle landene.

1.7

I denne sammenhæng opfordrer EØSU på det kraftigste Kommissionen og medlemslandene til at udforme informationsredskaber, herunder navnlig en offentligt tilgængelig database over oplysninger, som det er obligatorisk at angive i mærkningen af de forskellige fødevarer. Dette vil sikre, at virksomheder, forbrugere og myndigheder anvender samme retningslinjer, når lovgivningen træder i kraft.

1.8

Med hensyn til læsbarheden synes det ikke at være realistisk at gennemføre det af Kommissionen foreslåede krav om 3 mm. Forskellige aspekter som informationsmængden, størrelsen og udformningen af emballagen bør inddrages i overvejelserne. En acceptabel referenceværdi kunne være skriftstørrelsen i EU-Tidende.

1.9

Endelig er det EØSU's opfattelse, at henvisningerne til de ophævede bestemmelser for at skabe større klarhed og forenkling bør være mere tydelige, således at læsningen og gennemførelsen af lovgivningen lettes.

2.1

Formålet med forslaget er at samle den eksisterende lovgivning om mærkning, præsentation og reklame i forbindelse med fødevarer (inklusive næringsdeklarationen) i én forordning med henblik på at modernisere, forenkle og præcisere denne lovgivning.

2.2

Forslaget ophæver de tidligere gældende bestemmelser om fødevaremærkning, dvs. direktiverne 2000/13/EF, 90/496/EØF (inden for en frist på fem år), 87/250/EØF, 94/54/EF, 1999/10/EF, 2002/67/EF, 2004/77/EF og forordning (EF) nr. 608/2004.

2.3

Forslagets grundlæggende formål er at højne niveauet for forbrugerbeskyttelse og sikre et velfungerende indre marked.

2.4

Anvendelsesområdet udvides til at omfatte alt, hvad der har at gøre med fødevareinformation til den endelige forbruger fra erhvervsdrivende, og dækker ligeledes fødevarer, der leveres af og til storkøkkener.

2.5

De generelle principper og de obligatoriske krav til mærkning, som blev fastlagt i den tidligere lovgivning, fastholdes. Endvidere udbygges visse aspekter såsom det ansvar, der påhviler hver enkelt led i fødekæden, og i hvilke situationer det er obligatorisk at angive oprindelseslandet.

2.6

Hvad næringsdeklarationen angår, sker der en gennemgribende ændring i forhold til de tidligere bestemmelser, idet der fastsættes krav om angivelse af indholdet af seks næringsstoffer eller andre stoffer, både for så vidt angår mængden og i procent af den anbefalede daglige tilførsel.

2.7

En anden væsentlig ændring er, at forordningen skal fungere side om side med »nationale ordninger« for næringsdeklaration, hvilket udvider mængden af næringsoplysninger på etiketterne med frivillige mærkningskrav fastlagt på nationalt plan.

2.8

Forslaget påregner, at mange af de ændringer, som skal foretages, skal udføres i forbindelse med udvalgsproceduren. Der planlægges flere overgangsperioder med henblik på at lette dets ikrafttræden.

2.9

I bilagene gives der en nærmere beskrivelse af eksempelvis ingredienser, som kan forårsage allergi eller intolerans, supplerende obligatoriske oplysninger, dispensationer fra næringsdeklarationen, fødevarens betegnelse, mængdeangivelse af og betegnelse for ingredienserne, angivelse af nettoindhold, datoen for mindste holdbarhed, alkoholindhold, referenceindtag, energiindhold, måleenheder og udformning af næringsdeklaration.

2.10

Forordningen skal træde i kraft 20 dage efter offentliggørelsen. Der gives dog en frist på tre år for den endelige gennemførelse af bestemmelserne om obligatoriske oplysninger og næringsdeklaration, og små og mellemstore virksomheder får fem år til at gennemføre næringsdeklarationsbestemmelserne.

3.1.1

Den europæiske lovgivning om mærkning, præsentation og reklame i forbindelse med fødevarer har i løbet af de seneste næsten 30 år bidraget til et højt beskyttelsesniveau for forbrugerne og sikret et velfungerende indre marked.

3.1.2

Det foreliggende forslag har til formål at konsolidere, opdatere og forenkle den gældende lovgivning samt nedbringe den administrative byrde og skabe større transparens for forbrugerne. EØSU er enig i disse formål, men beklager, at den foreslåede tekst er så kompliceret, at forordningen ikke vil være direkte anvendelig.

3.2.1

En forordning, som konsoliderer og opdaterer de nuværende ufuldstændige regler, vil uden tvivl føre til større ensartethed i niveauet for forbrugerbeskyttelse og til større harmonisering. EØSU er imidlertid bekymret over indførelsen af de såkaldte »nationale ordninger«, som omtales i artikel 44 ff., da disse kan være en trussel mod ønskerne om harmonisering og ensartethed. Ifølge disse nye bestemmelser vil det være tilladt at indføre nationale ordninger i medlemslandene, som indebærer yderligere krav, og som, selv om de er frivillige, vil betyde flere oplysninger i forbindelse med mærkningen og derfor vil kunne virke forvirrende på forbrugerne.

3.2.2

Problemet forstærkes, når vi tager i betragtning, at der på hvert af de nationale markeder findes produkter fra mange andre medlemslande. Disse produkter vil kunne bære forskellige oplysninger, som er vedtaget i disse andre lande, og som måske ikke vil blive forstået af en forbruger, der ikke er vant til disse oplysninger.

3.3.1

Forslaget til forordningen viderefører størstedelen af de obligatoriske oplysninger, der foreskrives i de gældende regler, og som har vist sig nyttige, når det drejer sig om at beskytte forbrugernes helbred og interesser (f.eks. betegnelse, ingrediensliste, mængde, datoer, navn eller firmanavn og adresse på en ansvarlig). Nogle af disse oplysninger beskrives mere detaljeret i bilagene.

3.3.2

De seneste års erfaringer viser, at sådanne krav er nyttige, og at de bør fastholdes. I lyset af disse erfaringer opfordrer EØSU til også at gøre det obligatorisk at angive oprindelsen af fødevarerne og af de produkter, der har gennemgået første forarbejdning, samt af de vigtigste ingredienser, der er anvendt til fremstillingen af de produkter, der har gennemgået endnu en forarbejdning, på grundlag af en vurdering fra sag til sag.

3.4.1

Det vil være hensigtsmæssigt at gøre sig nogle indledende overvejelser over de europæiske forbrugeres behov for at vide mere om ernæring for at kunne sammensætte en afbalanceret kost. Den europæiske forbruger har brug for et grundkursus i ernæring, da de tilgængelige oplysninger ellers ikke vil blive forstået eller anvendt på en hensigtsmæssig måde. Intentionerne om at tilvejebringe flere næringsoplysninger er prisværdige, men vi må ikke glemme, at disse tiltag ikke vil have den ønskede effekt, hvis ikke forbrugerne uddannes i at forstå oplysningerne.

3.4.2

Den ernæringsmæssige skævhed hos den europæiske befolkning taget i betragtning, vil det være nødvendigt at lade ethvert oplysningstiltag blive fulgt af en stor indsats for at uddanne befolkningen.

3.4.3

Forslaget betyder af forskellige grunde en gennemgribende ændring i forhold til gældende lovgivning. For det første gøres næringsdeklarationen obligatorisk, mens den i direktiv 90/496/EF var frivillig. For det andet bestemmer forslaget, at det skal være obligatorisk at give oplysning om energiværdi, fedtindhold, indhold af mættede fedtsyrer, kulhydratindhold, sukkerindhold og saltindhold. For det tredje skal ikke blot mængden af disse stoffer angives, men også hvor stor en del af den anbefalede daglige tilførsel de udgør, således at forbrugeren vejledes i, hvor meget der inden for rammerne af en afbalanceret kost kan konsumeres af produktet. Endelig bestemmer forslaget, at disse oplysninger skal være at finde i det primære synsfelt på pakningen og optræde i en bestemt orden.

3.4.4

I betragtning af mængden af obligatoriske oplysninger, som allerede optræder på etiketterne, bør man overveje meget grundigt, hvilke næringsoplysninger der er nyttige for forbrugerne. Overgangen fra frivillig til obligatorisk mærkning med næringsoplysninger udgør allerede i sig selv en omfattende ændring for mange SMV'er i fødevaresektoren. De obligatoriske oplysninger kunne derfor begrænses til dem, der anbefales, men som er frivillige i dag, dvs. oplysning om energiværdi, protein, kulhydrater og fedt.

3.4.5

Den model for næringsdeklarationer, som Kommissionen foreslår, har den store fordel, at den medtager en oplysning (anbefalet daglig tilførsel), som vejleder forbrugeren om, hvordan produktet bør være en del af en sund kost. Den vurderer dermed ikke produktet i sig selv, men ser det som en del af den samlede kost, således som ernæringseksperter anbefaler.

3.5.1

Allerede i den nuværende lovgivning er der krav om, at oprindelseslandet skal angives på fødevarer i de tilfælde, hvor forbrugeren ellers kunne risikere forveksling.

3.5.2

EØSU mener, at angivelse af produktets oprindelse ikke alene imødekommer forbrugernes krav, men også bidrager effektivt til at gøre markederne mere transparente og understøtte landbrugssektorens og landdistrikternes fremtidige udvikling i hele EU. Indførelse af en direkte henvisning til det område, hvor fødevarerne stammer fra, og angivelse af deres produktionsmåde er afgørende faktorer i den europæiske udviklingsmodel, som er baseret på overholdelse af regler, der garanterer fødevaresikkerhed, miljøsikkerhed, dyrevelfærd og passende normer for folkesundhed.

3.5.3

Derfor bør angivelse af oprindelsen gøres obligatorisk for alle landbrugs- og fødevarer, der er uforarbejdede eller som har gennemgået en første forarbejdning. For fødevarer, der har gennemgået en anden forarbejdning, bør det fra sag til sag vurderes, om det obligatorisk skal angives, hvor de landbrugsråvarer, som i størst udstrækning indgår i fremstillingen af slutproduktet, stammer fra.