3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/88

a)

på kort sigt må der tages fat på de spørgsmål, som kræver, at der straks iværksættes hasteforanstaltninger, som f.eks. medlemsstaternes vedtagelse af lovgivning, der gør håndhævelsen af de europæiske ikke-diskriminationsbestemmelser til beskyttelse af borgernes rettigheder kontrollabel og effektiv;

b)

der må iværksættes en langsigtet proces, som kommer til at tage årtier, specielt på medlemsstatsniveau og/eller regionalt samt lokalt niveau, som f.eks. bedre skolegang for børn og unge romaer, fremme af romaernes sprog og kultur mm.

1.

et juridisk udgangspunkt for tiltag, der bygger på fællesskabsretten samt de relevante områder inden for den åbne koordinationsmetode (uddannelse, beskæftigelse, social beskyttelse og social integration);

2.

en sammenhængende og langsigtet politisk rammestrategi fra Kommissionen;

3.

et struktureret, gennemsigtigt og bæredygtigt samarbejde mellem alle det organiserede civilsamfunds aktører samt fremme af ngo'ers kapacitetsopbygning;

4.

en aktiv og ansvarlig inddragelse af romaernes repræsentanter i denne proces;

5.

en ansvarlig institutionaliseret struktur i form af en platform til den praktiske gennemførelse af konkrete tiltag;

6.

udvikling af positive handlingsprogrammer inden for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskæftigelse, herunder selvstændig erhvervsvirksomhed.

1.1

I anledning af det Europæiske År for Lige Muligheder for Alle anmodede næstformand i Kommissionen og kommissær med ansvar for interinstitutionelle spørgsmål, Margot Wallstrøm, i et brev af 27. oktober 2006 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse om, »hvordan den samlede bestræbelse på at optimere virkningen og effektiviteten af alle relevante instrumenter til bekæmpelse af diskrimination og fremme af integration af mindretal, navnlig romaerne, kan forbedres«.

1.2

Eftersom udvalget allerede i flere udtalelser (2) har beskæftiget sig med diskrimination af mindretal inden for forskellige områder af hverdagslivet, henvises der i første omgang til konklusionerne herfra, og der gøres opmærksom på, at disse konklusioner også gælder for romaerne. Den aktuelle udtalelse koncentrerer sig om romaernes særlige situation på alle områder. Udvalget håber med sine forslag at bidrage til en »mainstreaming« af dette emne og understreger betydningen af en sammenhængende rammestrategi for romaernes inddragelse i den europæiske integrationsproces.

2.1

Romaernes historie: da et mindretals historiske baggrund har store konsekvenser for denne gruppes sociale og politiske identitet samt for det dermed forbundne konfliktpotentiale, har det afgørende betydning, at såvel mindretallet som flertallet kender sin egen historie.

Romaerne har boet i Europa i over syv århundreder. Det er veldokumenteret, at forskellige roma-grupper har befundet sig i næsten alle europæiske lande siden slutningen af det 15. århundrede, og det er lige så veldokumenteret, at der lige siden har været tale om diskriminering, udstødelse og forfølgelse af denne gruppe. I nogle lande var romaerne ofre for slaveri, og i det 20. århundrede var romaerne udsat for en særlig grusom form for statslig forfølgelse: generelt antages det, at antallet af romaer, der blev ofre for racistisk forfølgelse og folkemord under nazisterne, overstiger 500 000.

Sammenfattende kan det konstateres, at romaernes europæiske historie gennem århundreder har været præget af forfølgelse og vedvarende diskrimination, hvilket forståeligt nok ofte har resulteret i, at mange romaer er blevet traumatiserede.

Derfor må der gøres en helhjertet indsats for at hjælpe romaerne med at slippe ud af deres offerrolle, så de reelt går fra at være — mere eller mindre mistænkelige — passive objekter til at blive aktører, der er parate til og som evner at deltage i samfundet på aktiv og ansvarlig vis, særligt hvad angår roma-politikken.

2.2

Romaernes demografi: på grund af manglen på pålidelig statistik foreligger der ingen særligt præcise data om romaernes demografi. Skønnet over antallet af romaer, som lever i Europa, svinger mellem 10 og 12 millioner (heraf 7-9 millioner i EU). Det vurderes, at ca. 60 % af denne gruppe lever i yderste fattigdom og er maginaliserede (3). Mønstret for og omfanget af marginaliseringen er ensartet i alle medlemsstater, selvom der findes historisk og socio-politisk begrundede forskelle.

Romaernes demografiske udvikling følger ikke tendensen for flertalsbefolkningen: deres stigende andel — trods høj spædbørnsdødelighed og lav forventet levealder — af den samlede europæiske befolkning på langt sigt, udgør en stor udfordring på alle social- og uddannelsespolitiske områder. Hvis det ikke lykkes at forbedre romaernes uddannelsesniveau og erhvervsfærdigheder væsentligt, vil medlemsstaterne stå med et voksende antal dårligt uddannede og lavt kvalificerede personer, der bremser den økonomiske udvikling og belaster de sociale systemer. Der er derfor et behov for at udarbejde politikker og strategier på uddannelses- og beskæftigelsesområder, som tager højde for de traditioner og socio-økonomiske forhold, der gælder for romaernes liv. Kun hvis der skabes muligheder på uddannelsesområdet med supplerende erhvervspraktik, og disse chancer udnyttes, vil romaerne kunne levere det aktive bidrag, som med rette kan forventes af dem til det samfund, de er en del af.

2.2.1

Romaernes sprog: romani er et indoeuropæisk sprog, der tales i talrige varianter i de forskellige roma-samfund i Europa. Der eksisterer flere varianter af/dialekter inden for romani, men ikke desto mindre forstås et stort fælles ordforråd af de fleste romaer i Europa. Romani er endda modersmålet i mange samfund. Undtagelser er de lande, som f.eks. Spanien, hvor sproget blev forbudt og delvist er gået tabt. Anerkendelsen af romanis betydning, sprogets standardisering og undervisning i dette, har afgørende betydning, såvel internt i mindretallet som udenfor. Bortset fra Institut des langues et des civilisations orientales i Paris, har kun fakultetet for fremmedsprog ved universitetet i Bukarest et lektorat i romani. Derudover arbejdes der med en lokal roma-dialekt på Karlsuniversitetet i Prag, ligesom Eötvös University i Budapest har taget initiativ til et sprogkursus inden for rammerne af det europæiske charter for mindretals- og regionalsprog. Der forskes ligeledes på University of Manchester.

Et fælles sprog skaber en fælles identitet. Derfor har støtte til deres sprog afgørende betydning for den sociale anerkendelse af romaerne og deres kulturelle identitet.

Derudover opfordrer udvalget til, at der etableres et Jean Monnet-professorat i romani og roma-kultur.

3.1

Romaerne — et liv i diskrimination: i dag viser samfundsmæssig og institutionel diskrimination, herunder mod romaerne, sig næsten dagligt og gengives ofte i medierne; dette er uacceptabelt under europæisk lovgivning. Romaerne er borgere i et udvidet Europa og har rettigheder under den ratificerede traktat, særligt artikel 13. Hvis disse rettigheder ikke respekteres, er der i praksis tale om (i visse tilfælde sågar institutionel) diskrimination.

3.1.1

Før og efter fødslen: iboende diskrimination i de sociale systemer resulterer i, at mange fattige, fejlernærede og uuddannede roma-piger vokser op og bliver fattige, fejlernærede mødre, som føder børn med for lav fødselsvægt. Der er generelt ingen sundhedspleje i mindretalssamfund, hvilket resulterer i, at såvel mor som barn lider af fejlernæring. Sundhedsydelserne i forbindelse med fødslen er få, idet antallet af besøg af jordemødre og sundhedspersonale er begrænsede og adgangen til hospitaler afhængig af muligheden for transport eller økonomisk formåen. Dette betyder, at børnene ikke registreres officielt og ikke vaccineres i deres første leveår. Det er ikke tilstrækkeligt blot at inddrage romaerne i de eksisterende sundhedssystemer, hvis den uheldige sundhedsmæssige udvikling skal bremses. Der er brug for kulturelt følsomme nødforanstaltninger, så som sundhedsoplysning og familieplanlægning, omfattende revaccinationer og TB-screening af hele samfund. Dette bør fremmes ved hjælp af en aktiv inddragelse (gennem uddannelse) af roma-kvinder og roma-sundhedsmæglere, gennem mobile sundhedsenheder samt information, der er tilgængelig og forståelig for roma-samfund. Medlemsstaterne bør sikre, at alle nyfødte romabørn registreres i fødselsregisteret og har en fødselsattest.

3.1.2

Udviklingen i den tidlige barndom er afgørende for en god skolegang og integration, idet »de første år varer evigt«. Set i dette perspektiv styrker mor-barn-programmer og legestuer mødrene på samme vis som uddannelsesprogrammer for forældre og de skaber ligeledes en integreret strategi, der tager hensyn til alle områder og familiernes behov. »Sikker start«-programmet, der blev introduceret i Storbritannien og som henvender sig til mange EU-lande er et godt eksempel på inddragelse af mødre med småbørn og tilbud om børnepasning. Der er, set i forhold til Barcelona-målene, mangel på gode børnepasningsfaciliteter af høj kvalitet i næsten alle EU-lande, og roma-børn nægtes ofte adgang.

3.1.3

Skolealderen (6-14): romaer har stort fravær under skolegang. Manglende registrering og forældres modvilje mod at sende deres børn (særligt piger) i skole, segregation og undervisning af lav standard er yderligere faktorer, der erkendes i mange rapporter (4). Redskaber til nedbringelse af skolefravær og overvindelse af segregation er afgørende, hvis cirklen med generationer af uuddannede romaer skal brydes. CCT (Conditional Cash Transfer) er et system, som er baseret på, at støtte udbetales efter overholdelse af en mødepligt. Det er introduceret i visse lande og giver mulighed for at fremme skolegang. Det bør ledsages af et krav om, at børnene er registrerede og har en fødselsattest. Regelmæssig skolegang kan forventes, hvis børnene er integrerede og nyder godt af de offentlige tjenester, der er behov for, samt undervisningsmetoder, der kan opfylde de eksisterende behov (sprog, forsinkelser mm.). Gratis skolemåltider (indkomstafhængigt) og undervisningsmateriale for alle børn i grundskolen bør genindføres. Hvis uddannelse skal være en prioritet på lang sigt, bør regeringerne genoverveje dette.

Segregation på uddannelsesområdet er i første omgang en konsekvens af de geografiske skillelinjer mellem romaernes og flertalsbefolkningens boligområder. Derudover kan det konstateres, at ikke-romaer ofte flytter deres børn fra en skole, hvis den procentvise andel af roma-børn i en klasse bliver for høj, hvilket fører til segregerede skoler eller klasser for roma-børn. Af forskellige årsager har disse skoler ikke det nødvendige niveau, hvilket resulterer i, at roma-børn med potentiale havner på specialskoler og som regel udelukkes fra muligheden for at fortsætte deres uddannelse.

Et særligt problem er indskrivningen af roma-børn i specialskoler for børn med indlæringsvanskeligheder. Dette sker ofte på baggrund af diskriminerende indskolingsprøver, men sommetider også på grundlag af forkerte incitamenter som gratis transport eller skolebespisning. Den gængse praksis med ubegrundet indskrivning på specialskoler er en klar overtrædelse af de grundlæggende rettigheder og må forhindres med alle til rådighed stående juridiske og administrative midler.

Det bør i den forbindelse også nævnes, at fattigdom er en af årsagerne til skoleforsømmelser, idet forældrene enten ikke kan (eller ikke vil) betale de omkostninger, som er forbundet med skolegangen, eller bruger deres børn som arbejdskraft, idet de skal bidrage til familiens forsørgelse eller passe yngre søskende. Piger rammes i særlig høj grad af denne problematik.

3.1.4.1

Boligsituationen er kendetegnet ved dårlige livsbetingelser og vedvarende segregation. Slumområder kendetegnet ved dårlig infrastruktur og vedligeholdelse, manglende el-, gas- og vandforsyning samt stor forurening og dårlige sanitære forhold giver ikke beboerne nogen ejendomsrettigheder og medfører, at de ikke kan angive nogen fast adresse og dermed dokumentere deres rettigheder, når de ansøger om sociale ydelser eller søger job samt gør krav på uddannelse og sundhedsydelser. Mange af disse problemer er et resultat af diskrimination af og modvilje mod romaerne fra samfundets side. Det er værd at nævne, at deres nomadelivsstil snarere er konsekvensen af deres udstødelse end årsagen hertil. Selvom det overvældende flertal af romaerne nu er fastboende, nævnes deres valg af en nomadetilværelse alligevel stadig ofte som en forklaring på deres udstødelse.

3.1.4.2

Uddannelse er en af de mest grundlæggende investeringer i fremtiden. Det store antal analfabeter og det lave generelle uddannelsesniveau blandt romaerne tegner dystert for fremtiden. Medlemsstaterne må sikre, at deres uddannelsessystemer ikke diskriminerer mod romaer, og derudover gøre det muligt at gennemføre voksenuddannelsestiltag inden for læse- og regnefærdigheder samt livslang læring.

Det er uforholdsmæssigt vanskeligt for romaer at tage en længerevarende uddannelse og en god erhvervsuddannelse. Ud over bestræbelserne på at integrere dem i det almindelige uddannelses- og erhvervsuddannelsessystem bør medlemsstaterne også gøre brug af modeller til anerkendelse af uformelt erhvervede færdigheder og være betydeligt mere generøse med anerkendelsen af kvalifikationer, der er erhvervet i et andet land.

Kommissionens introduktion af en integreret politik for sprogundervisning, der bl.a. har til formål at fremme tilegnelsen af mindretalssprog, bør også udnyttes til fordel for romaerne.

3.1.4.3

Økonomisk integration kræver af personer tilhørende et mindretal, at de overvinder en række forhindringer, der ofte er gensidigt selvforstærkende (5). Ingen eller yderst begrænsede uddannelses- samt erhvervsuddannelseskvalifikationer samt utilstrækkelige eller ikke anerkendte færdigheder fører automatisk til diskrimination af den enkelte, mens modvilje mod romaer gør disse hindringer dobbelt så svære at overvinde. Utallige dokumenterede tilfælde beviser, at romaernes arbejdsløshed ofte skyldes racemæssig diskrimination. I praksis har personer fra mindretalsgrupper så godt som ingen adgang til livslang læring.

Den almindelige roma er i høj grad i stand til at tænke og handle i iværksætterbaner; der kan derfor findes måder og midler til at få romaerne væk fra sort arbejde og sætte dem i stand til at deltage i regulær økonomisk aktivitet, f.eks. gennem mikrolån og støttemekanismer til iværksættere, der skal være behjælpelige med at overvinde udfordringer og barrierer.

Mange roma-husstande er i høj grad afhængige af sociale og andre offentlige ydelser (f.eks. pensioner og børnepenge), mens deltagelsen i den formelle økonomi er forholdsvis begrænset. Derved bliver romaernes deltagelse i de sociale beskyttelsessystemer asymmetrisk (dvs. at de som gruppe modtager mere end de indbetaler). Denne asymmetri er en vigtig årsag til sociale spændinger og fordomme samt i sidste ende udstødelse.

Således kan der efter princippet »positive resultater af en positiv indsats« stilles yderligere midler til rådighed med det formål at skabe incitamenter til beskæftigelse på det officielle arbejdsmarked. I modsat fald vil der fortsat eksistere en stor systembaseret kilde til racemæssig udstødelse. I partnerskab med organisationer fra såvel den offentlige som private sektor, kan der introduceres velfærd for arbejde-programmer.

Det er veldokumenteret, at der diskrimineres på arbejdspladsen og under ansøgningsproceduren, og lovgivning til imødegåelse af denne praksis må håndhæves. Hvis der skal ske et fuldstændigt kulturelt skifte, er det imidlertid nødvendigt at udforme relevante erhvervsuddannelser, som vil sætte romaerne i stand til at komme videre fra job, der kræver ingen eller lave kvalifikationer.

3.1.4.4

Sundhedsydelser: den lave levestandard (manglende indtægter) og de dårlige levevilkår (forurening, utilstrækkelige sanitære forhold, mangel på rent vand) indebærer store sundhedsmæssige risici. Adgangen til sundhedsydelser er begrænset i roma-bosættelser, særligt fordi de fleste beboere ikke blev offentligt registreret ved fødslen og derfor ikke er registreret i sundhedssystemet. Når der gives adgang til de almindelige sundhedsfaciliteter, er det ofte til en særskilt afdeling. Dette er diskrimination. Adgangen til kvalitetstjenester er en grundlæggende rettighed for alle europæiske borgere.

3.1.4.5

Generelt har roma-kvinderne en lav status i familiehierarkierne, en dårlig eller ingen skoleuddannelse og tilsvarende dårlige muligheder på arbejdsmarkedet. De bliver ofte gift i en ung alder og gennemlever hyppige graviditeter. Omfanget af vold i hjemmet, der meget ofte ikke anmeldes, bør heller ikke undervurderes. Det er særligt bekymrende, at dette fænomen nu forværres af prostitution og menneskehandel.

Selvom det ikke altid står klart for udenforstående, er det imidlertid vigtigt at erkende, at roma-kvinder også er drivkraften for ændringer internt i fællesskabet, særligt hvad angår kapacitetsopbygning og kulturelle ændringer, såsom en øget bevidsthed om betydningen af, at deres børn får en uddannelse, herunder særligt piger. Det har yderst positive konsekvenser for børnenes skolegang, hvis mødrene går ind i forældreforeninger og påtager sig ansvarsopgaver der.

3.1.4.6

Samfundsmæssig diskrimination og modvilje mod romaer i form af stereotype opfattelser og fordomme over for mindretal, særligt romaer, er dybt forankret og kommer af generationers uvidenhed og kulturelle forskelle. Det er en udbredt fordom, at disse samfundsgrupper har mindre værdi for samfundet, hvilket kun fører til yderligere isolation, fattigdom, vold og i sidste ende udstødelse.

3.2.1

Integration er ikke ensrettet, men en proces, der går i to retninger og kræver en indsats af såvel mindretallene som flertallet. Af frygt for, at integration vil medføre, at de må opgive deres leveregler, traditioner og identitet, har mange romaer store forbehold over for integrerende foranstaltninger. Samtidig gør den systematiske diskrimination gennem årtier det vanskeligt for ikke-romaer at overvinde deres fordomme og hilse roma-kulturen velkommen.

3.2.2

På den anden side lever 40 % af romaerne ikke i fattigdom, men i — om end til dels kun beskeden — velstand. Disse personer hører måske ikke til de mest synlige roma-grupper, men de er et bevis på, at romaerne grundlæggende er i stand til at integrere sig i det omgivende samfund uden at måtte opgive deres identitet.

3.2.3

Som en progressiv vej frem har roma-organisationer indsamlet et omfattende dokumentationsmateriale, der skal skabe øget synlighed, aktiv deltagelse i samfundet og opmærksomhed (6). Der kan gøres mere ved at investere i de samfund, hvor forpligtelser, ejerskab og ansvar er en del af kontrakten. Mikrokreditordninger, der traditionelt rettes mod iværksættere, kan anvendes som løftestænger til støtte for infrastruktur eller uddannelsessystemer. Støtten kunne gives i mindre rater til gengæld for, at man lever op til indgåede forpligtelser som at sende sine børn i skole eller til regelmæssige sundhedstjek (7).

3.2.4

Effektive, bæredygtige og skræddersyede foranstaltninger er en forudsætning for, at mindretal kan deltage i samfundet på lige vilkår. Foranstaltningerne bør være målrettede, men de bør ikke udelukke andre grupper. De kræver, at der fra politisk, økonomisk og samfundsmæssig side er en vilje til på samme tid at håndhæve princippet om ikke-forskelsbehandling, fremme lige muligheder for alle og forvalte mangfoldighed. Her kan de europæiske strukturfonde bruges til at støtte programmer.

Ikke bare gennem iværksættelse af de — nødvendige — praktiske tiltag, men ligeledes under medvirken af ledende personligheder og mæglere på begge sider må der gøres en helhjertet indsats for at nedbryde eksisterende forbehold og fordomme hos såvel romaer som ikke-romaer. Rollemodeller fra roma-samfundene spiller her en særlig rolle.

4.1.1

Kommissionen har længe bestræbt sig på at bidrage til en løsning af integrationsproblemet. Gennem oprettelsen af en tværtjenestelig gruppe for roma-spørgsmål for et par år siden er informationsudvekslingen mellem de enkelte tjenestegrene i Kommissionen forbedret, og der foregår nu en vis koordinering mellem de talrige aktivitetsområder.

4.1.2

Den højtstående gruppe vedrørende integration af etniske mindretal, som Kommissionen etablerede i januar 2006, fremlagde i december 2007 (8) sin — kritiske — rapport, der indeholder henstillinger »om foranstaltninger til forbedring af romaernes situation med hensyn til uddannelse, beskæftigelse, sundhedsydelser og boligforhold«. Ekspertgruppen påpegede derudover tydeligt i sin rapport, at kun et tilsvarende policy-mix kombineret med en pragmatisk tilgang kan skabe bæredygtige løsninger.

4.1.3

EU's agentur for grundlæggende rettigheder beskæftiger sig indgående med emnet (9). I den forbindelse skal der også henvises til de omfattende undersøgelser, rapporter og arrangementer, der blev iværksat af dette agenturs forgænger Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad.

4.2.1

På tværs af partiskæl har Europa-Parlamentet længe arbejdet intensivt med mindretalsspørgsmål, integration af romaer og bekæmpelse af diskriminationen af denne gruppe. Som resultat heraf er der allerede vedtaget en række betænkninger og resolutioner; den seneste stammer fra den 31. januar 2008 (10).

4.3.1

Det Europæiske Råd har senest behandlet spørgsmålet den 14. december 2007 inden for rammerne af det europæiske år for lige muligheder for alle (11).

4.5

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har med en række banebrydende afgørelser skabt væsentlige forudsætninger for håndhævelsen af romaernes rettigheder (12).

4.6

De Forenede Nationer (FN) har i årevis beskæftiget sig med støtte til integration af romaer, særligt gennem UNDP, UNICEF og UNESCO.

4.7.1

Open Society Institute (OSI) er med støtte fra Verdensbanken initiativtager til »Årtiet for roma-integration 2005-2015« (13).

4.7.2

Den nye organisation EU Roma Policy Coalition (ERPC)  (14), baserer sig på princippet om inddragelse gennem deltagelse og har til formål at fremme romaernes deltagelse i alle relevante processer.

4.7.3

European Roma and Travellers Forum (ERTF)  (15) skal fremhæves her: det blev etableret på initiativ af den finske præsident Tarja Halonen og har en partnerskabsaftale med Europarådet, som giver det en privilegeret status og mulighed for at deltage aktivt i institutionens aktiviteter.

4.7.4

Idet et af de prioriterede områder med hensyn til romaernes integration — beskæftigelse — i særlig grad hører til deres ansvarsområde, har arbejdsmarkedets parter også en vigtig rolle at spille. De erfaringer, som Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) samt nationale fagforbund og europæiske samt nationale arbejdsgiverorganisationer ligger inde med, kan udgøre væsentlige elementer i den proces, der skal påbegyndes.

5.1

Konstateringen af, at resultaterne af alle hidtidige anstrengelser for at integrere romaer og håndhæv deres rettigheder ikke er tilfredsstillende, går som en rød tråd gennem alle undersøgelser.

5.2

De nødvendige foranstaltninger hører under såvel EU's som medlemsstaternes kompetenceområde. Med artikel 13 i Amsterdam-traktaten, blev der vedtaget direktiver om bekæmpelse af forskelsbehandling i 2000, og disse rummer en betydelig impuls til og skaber en institutionel ramme om håndteringen af den problemstilling, der vedrører diskrimination af romaer. Kommissionen bør undersøge, hvordan fællesskabslovgivningen kan udvides med henblik på at tage højde for romaernes situation, f.eks. gennem vedtagelse af et direktiv mod segregation. Derudover bør integration af romaer være en prioritet ved anvendelsen af strukturfondsmidlerne.

5.3

I de tilfælde, hvor kompetencen for spørgsmål, der vedrører romaerne ligger hos medlemsstaterne, blev der fundet en mulig og effektiv løsningsmodel i 1990'erne med den åbne koordinationsmetode (16). Udvalget foreslår derfor, at brugen af den åbne koordinationsmetode udvides til at omfatte mindretalsspørgsmål, særligt integration af romaer. Som et første skridt foreslår vi, at der tages højde for romaernes situation ved hjælp af de forskellige allerede eksisterende processer under den åbne koordinationsmetode (særligt på områderne beskæftigelse, social integration og uddannelse). Den åbne koordinationsmetode og dens redskaber kan deles mellem medlemsstaterne med det formål at vurdere modeller for bedste praksis og evaluere globale modeller eller projekter på græsrodsniveau. Hvis disse projekter skal få succes og være bæredygtige, må de være tværfaglige og baseret på handlingsplaner, som er udarbejdet i et samarbejde med alle berørte parter, særligt romaernes organisationer. Disse handlingsplaner må indeholde forpligtelser, aktiviteter, evalueringer, feedback og mekanismer til formidling af resultater samt tildeles passende finansielle ressourcer, også fra strukturfondene. Udvalget er overbevist om, at den åbne koordinationsmetode er et yderst velegnet og effektivt instrument til håndtering af de mange juridiske, sociale og historisk følsomme emner, der relaterer sig til mindretalsområdet, herunder særligt romaer.

5.4

Resultaterne af disse initiativer vil i høj grad afhænge af, hvorvidt der kan etableres et fungerende netværkssamarbejde mellem alle aktører. Udvalget har mange gange bevist sit værd som brobygger til det organiserede civilsamfund (17) og vil bidrage til integration af mindretal, særligt romaer, gennem et institutionaliseret og derfor bæredygtigt samarbejde.

5.5

Den konference på højt niveau om integration af romaer, som Kommissionen har planlagt til september, vil være en god anledning til offentligt at diskutere Kommissionens forslag til effektivitetsforbedringer i såvel EU's som de nationale politikker og tage de første konkrete skridt i den retning.

Udvalget kan ved den lejlighed præsentere sine planer for konkrete foranstaltninger til opfølgning af denne udtalelse. Det bør også overvejes, hvordan der kan skabes et samarbejde med de medier, der har langsigtede mål, og som ikke blot begrænser sig til enkeltstående reportager om aktuelle hændelser.

6.1

Udvalget begyndte oprindeligt sit arbejde i relation til »Det Europæiske År for Lige Muligheder«, men fortsatte derefter — i samråd med Kommissionen — sine aktiviteter i forbindelse med »Det Europæiske År for Interkulturel Dialog«.

Kultur som defineret af udvalget, dvs. en proces, der virker ind på alle livets områder, en opbakning til fælles værdier og en fælles levevis er en uomgængelig forståelsesmæssig faktor i bestræbelserne på at forbedre integrationen på alle områder, idet kultur forbinder rationalitet med det følelsesmæssige aspekt og dermed giver mulighed for at imødegå problemer ved hjælp af en helhedsstrategi. Kulturens sociale dimension bidrager til, at den interkulturelle dialog bliver et instrument til at skabe fred og balance, såvel internt som eksternt. Med hensyn til mindretal, særligt romaer, betyder dette, at den interkulturelle dialog er det bedste instrument til langsomt at nedbryde århundrede gamle stereotyper baseret på mistro, fordomme og manglende forståelse, og at vi, i en atmosfære af gensidig respekt, i fællesskab skal finde frem til en form for integration, der er acceptabel for begge parter og som underbygges af et solidt retsgrundlag.

6.2

Udvalget håber, at der allerede i året for den interkulturelle dialog kan tages de første konkrete skridt til gennemførelse af udvalgets forslag, som så — til dels — bør realiseres i løbet af 2009, det europæiske år til fremme af forholdet mellem kreativitet, kultur og uddannelse samt i 2010, det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse.

»The Situation of Roma in an Enlarged Europe«, rapport fra Kommissionen 2004

(http://ec.europa.eu/employment_social/fundamental_rights/roma/).

»Avoiding the Dependency Trap«, UNDP

(http://roma.undp.sk/).

»Final Report on the Human Rights Situation of Roma, Sinti and Travellers in Europe«, Europarådet, 2006, Alvaro Gil Robles, Højkommissær for Menneskerettigheder

http://www.coe.int/t/dg3/romatravellers/documentation/default_en.asp).

»Action Plan on Improving the Situation of Roma and Sinti Within the OSCE Area«

(www.osce.org/odihr/).

»Analysis of the Anti-Segregation Policies in the Countries Participating in the Decade of Roma Inclusion«

(www.romadecade.org).