16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/96

1.1

EØSU anser det for ønskværdigt, at det organiserede civilsamfund i medlemsstaterne, især de nationale økonomiske og sociale råd, hvor disse findes (1), inddrages i gennemførelsen af Lissabon-dagsordenen som aktive partnere. Derfor foreslår EØSU følgende:

1.1.1

Foruden regeringerne skal samfundskredse fremme kreative fremgangsmåder og tage reelle, praktiske og konkrete skridt med henblik på ændringer. Yderligere partnerskaber og nye alliancer er nødvendige, hvis Lissabon-processen skal blive en succes og støtte gennemførelsen heraf (2). Den foreliggende udtalelse beskæftiger sig derfor primært med de nationale økonomiske og sociale råds og det organiserede civilsamfunds bidrag.

1.1.2

I overensstemmelse med god praksis i flere medlemsstater er information, høring og gennemsigtighed overalt nødvendige for udformningen og gennemførelsen af de nationale reformprogrammer og gennemførelsen af landespecifikke henstillinger.

1.1.3

Det er også vigtigt, at det organiserede civilsamfund i en tidlig fase inddrages i arbejdet med at formulere de fremtidige perspektiver for næste cyklus efter 2010, som bør baseres på vækst, beskæftigelse, social samhørighed og bæredygtig udvikling.

1.1.4

EØSU fremhæver, at effektiv gennemførelse vil øge Lissabon-dagsordenens ønskværdige synlighed og langsigtede konsekvens.

1.1.5

Udvekslinger af synspunkter og praksis mellem EØSU og de nationale økonomiske og sociale råd om de nationale reformprogrammer og Lissabon-dagsordenen kan være nyttig. EØSU kan varetage en støttefunktion i denne proces.

1.1.6

Alle nationale økonomiske og sociale råd bør inddrages i Kommissionens årlige høringsrunder. De nationale økonomiske og sociale råd og civilsamfundsorganisationer kan indbyde repræsentanter fra Kommissionen til at drøfte tanker og ønskelige tilgange i national sammenhæng.

1.1.7

Med hensyn til arbejdet i Rådet er EØSU interesseret i at deltage i arbejdsgruppen om Lissabon-metoden under Rådets udvalg for økonomisk politik.

1.1.8

EØSU henstiller, at Det Europæiske Råd giver EØSU mandat til hvert år at offentliggøre en rapport med oplysninger om inddragelse af det organiserede civilsamfund og nationale økonomiske og sociale råd i Lissabon-strategien, herunder konkrete forslag og ønskede forbedringer (3).

1.1.9

EØSU's fremgangsmåde svarer til de skridt, Europa-Parlamentet og Regionsudvalget har taget i forhold til nationale parlamenter og regionerne. EØSU går ind for en yderligere styrkelse af samarbejdet.

2.1

Siden 2005 er der blevet gjort fremskridt med Lissabon-processen, både indholdsmæssigt og institutionelt. Der hersker stigende enighed blandt medlemsstaterne om, at strukturelle tilpasninger vedrørende konkurrenceevne — det videnbaserede samfund, bæredygtig vækst og beskæftigelse er nødvendige.

2.2

Institutionelt set har den relancerede Lissabon-strategis metode undergået positive ændringer, herunder

2.3

Der foreligger konkrete beviser for, at kombinationen af en veldefineret og aftalt europæisk dagsorden og genoplivelsen af en værdifuld, åben koordinationsmetode, som respekterer nærheden, begynder at opvise resultater. Blandt medlemsstaterne hersker der en tiltagende åbenhed over for gensidig forståelse og kritiske meningsudvekslinger om tilpasninger. Som følge af den nye metode er et stigende antal medlemsstater blevet mere villige til at skue ud over landegrænserne og undersøge god praksis.

2.4

Der findes imidlertid en kløft mellem retorik og realitet. Det egentlige problem er gennemførelsen, som ofte er ufuldstændig eller unøjagtig. I mange tilfælde mangler der konkrete, målelige mål og tidsfrister.

2.5

Endvidere er der betydelige forskelle medlemsstaterne imellem. Ikke alle medlemsstater accepterer uden videre kritiske kommentarer fra partnerlande eller fra Kommissionen. Der er nu inden for rammerne af den multilaterale overvågning tale om en vis grad af gensidig analyse af de nationale reformprogrammer fra medlemsstaternes side.

2.6

De fleste regeringer har udpeget en hr./fr. Lissabon som koordinator. Det skal gavne strømliningen af samarbejdet mellem Kommissionen og regeringerne og gennemsigtigheden. I de fleste tilfælde mangler denne minister eller statssekretær dog stadig at definere sin rolle inden for regeringen og i forhold til parlamentet og samfundet.

2.7

Det hedder sig, at Lissabon-strategien er Europas bedst bevarede hemmelighed, da udtrykket »Lissabon-strategien« kun sjældent anvendes. Siden sin relancering i 2005 er der dog, ikke mindst i kraft af tilpasninger af metoden, gradvist blevet gennemført reformer efter aftalte linjer i medlemsstaterne.

2.8

Processen er nu på skinner, men de kommende to år bliver afgørende med hensyn til dens fortsættelse og uddybning. Frem for alt er det afgørende, at Lissabon-processen har en klar og accepteret struktur, at den anerkendes som en Europa-omspændende strategi, også af ikke-statslige aktører, og at den fører til tilpasninger og til en konvergens i landenes politikker.

3.1

Lissabon-dagsordenen handler om at sætte det europæiske samfund i stand til at imødegå det 21. århundredes udfordringer og sikre dets position og rolle over for et stigende antal aktører på verdensplan. Den handler også om ånd og holdning.

3.2

Denne proces må ikke blot begrænses til politikerne, lovgiverne og højniveaugrupper. Det bør være en proces for alle, med alle og af alle, af to årsager:

3.3

Et medansvar og et aktivt engagement fra arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer vil styrke processen, da det vil kombinere top- og bundstyrede tilgange. Det vil også afføde en uundværlig offentlig opbakning af høj kvalitet.

3.4

I mange medlemsstaterne har de nationale økonomiske og sociale råd og civilsamfundet hidtil kun haft begrænset eller slet ingen adgang til Lissabon-processen. Yderligere skridt er påkrævede for at fremme deres medansvar. I de medlemsstater, hvor der ikke findes nationale økonomiske og sociale råd, bør der udvikles andre institutionaliserede metoder til inddragelse.

3.5

Arbejdsmarkedsparterne og andre civilsamfundsorganisationerne er nødt til at deltage i alle Lissabon-processens etaper i kalenderårets løb. Disse etaper er: evaluering (af den igangværende cyklus), forberedelse, gennemførelse og opfølgning af de nationale reformprogrammer og landespecifikke henstillinger på længere sigt.

3.6

EØSU ser gerne, at de nationale økonomiske og sociale råd engageres i Lissabon-strategien på fire måder:

3.7

I lande uden nationale økonomiske og sociale råd eller trepartsudvalg er man nødt til at finde andre måde, hvorpå arbejdsmarkedets parter kan inddrages i høringsarbejdet. Det gælder også det organiserede civilsamfund (4).

3.8

Det skal understreges, at den samme metode bør følges på regionalt og lokalt plan, som ofte er afgørende for den konkrete gennemførelse. Også på regionalt plan skal der tilskyndes til partnerskaber med arbejdsmarkedets parter og de berørte civilsamfundsorganisationer med henblik på territorial og social samhørighed.

3.9

For at gøre Lissabon-strategiens handlingsplaner til virkelighed på regionalt og lokalt plan må de desuden understøttes af en effektiv styring og gennemførelse af strukturfondene.

3.10

Hvad EØSU selv angår, kan dets rolle opdeles i fire punkter:

4.1

På samlingen i juli 2007 vedtog EØSU som begæret fire initiativudtalelser:

De nationale økonomiske og sociale råd deltog i forberedelsen af disse initiativudtalelser og deres bidrag er vedføjet udtalelserne. Efterfølgende har EØSU vedtaget endnu en udtalelse om bedre indarbejdning af klimaændringsstrategien i Lissabon-strategien.

4.2

Disse initiativudtalelser, som også indeholder tematiske bidrag fra nationale økonomiske og sociale råd, om nøgleemner udpeget af Rådet, har udgjort et konkret input til Kommissionens rapport og vil være med til at igangsætte en bredere debat forud for Lissabon-topmødet i marts 2008.

4.3

Den foreliggende initiativudtalelse skal i første række opfattes som et bidrag til debatten i Rådet. Udtalelsens sigte er primært at specificere arbejdsmarkedsparternes og andre civilsamfundsorganisationers rolle i processen.

4.4

EØSU har i forbindelse med udarbejdelsen af sin udtalelse også høstet fordel af bidraget fra sin »Kontaktgruppe med europæiske civilsamfundsorganisationer og -net«, som er vedlagt nærværende udtalelse.

5.1

Det er af stor betydning, at Lissabon-dagsordenen drøftes offentligt på tværs af hele samfundet som en ønskværdig europæisk dagsorden, der er forenelig med nationale forhold, procedurer og lovkrav.

5.2

Kommissionens dokumenter bør have den rette fokus, så der tilskyndes til en bredere debat i samfundet. En søgen efter frugtbare, nye partnerskaber forudsætter fokus og identificering på den ene side og information og kommunikation på den anden.

5.3

Mere debat og gennemsigtighed er ensbetydende med en større offentlig bevidsthed. Dette kan også fremme kreativitet og åbenhed over for utraditionelle forslag og løsninger. I flere lande har gavnlige tiltag og praksis og/eller forhandlinger mellem arbejdsmarkedsparterne på sektor- eller virksomhedsniveau ofte resulteret i interessante mikroøkonomiske udviklinger.

5.4

Det vigtigste er, hvordan arbejdsmarkedsparterne og andre civilsamfundsorganisationer, der har beføjelser til at deltage i processen, inddrages i de nationale reformprogrammer og i gennemførelsen af EU-henstillinger.

5.5

Inddragelse af alle disse aktører kan også medføre større konvergens mellem medlemsstaternes egne dagsordener, som er at foretrække på grund af den tiltagende økonomiske indbyrdes afhængighed i Europa og deraf følgende afsmitningseffekter.

5.6

Der findes konkrete beviser på, at Lissabon-processen fungerer bedre i tilfælde, hvor arbejdsmarkedsparterne og andre civilsamfundsorganisationer har et aktivt medansvar. Lissabon forudsætter en ikke-antagonistisk samarbejdsånd. Der er tegn på, at et sådant samarbejde er undervejs i medlemsstaterne.

5.7

Der er forskel på, i hvor høj grad arbejdsmarkedsparterne og andre civilsamfundsorganisationer inddrages i de enkelte medlemsstater (10), hvilket dels beror på de forskellige regler, som gælder for de økonomiske og sociale råd og tilsvarende organisationer, og dels på graden af information og høring, som stadigvæk er mindre udviklet.

5.8

Kommissionen bør opmuntre alle medlemsstater til at inddrage civilsamfundsorganisationer og, i de lande hvor de findes, nationale økonomiske og sociale råd, i nationale høringer.

5.9

Under høringsrunderne med visse medlemsstater mødes Kommissionen også med arbejdsmarkedets parter. Denne metode bør efterhånden udvides. Den kunne gøre det muligt for Kommissionen at spille en mere intensiv overvågningsrolle. I de lande, hvor regeringen indgår i økonomiske og sociale råd eller trepartsudvalg, ville det endvidere være tilrådeligt, at Kommissionen mødes særskilt med arbejdsmarkedets parter.

5.10

Det ville være nyttigt, om de nationale økonomiske og sociale råd drøftede deres erfaringer med høring og inddragelse (11), herunder

5.11

For at fremme konvergent praksis blandt nationale økonomiske og sociale råd kan bi- eller trilaterale møder (forummer, rundbordsdrøftelser) også være nyttige.

5.12

EØSU kan eventuelt bidrage ved at indsamle eksempler på god praksis om information og høring i hele Europa og ved at opstille en oversigt over interessant praksis og tiltag, som arbejdsmarkedsparterne og andre civilsamfundsorganisationer benytter i medlemsstaterne.

5.13

Med hensyn til bidrag fra medlemsstater uden økonomiske og sociale råd kan EØSU evt. samarbejde direkte med nationale civilsamfundsorganisationer via sine medlemmer ved at indsamle oplysninger på forskellig vis, f.eks. ved at afholde høringer på nationalt plan.

6.1

Der kan afgjort påvises en merværdi ved at fremlægge konkrete mikroøkonomiske eksempler på, at nationale mål enten er nået eller forventes at blive nået ved at inddrage arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund i medlemsstaterne.

6.2

Som eksempler kan nævnes:

Forskning, innovation, viden

Iværksætterkultur og konkurrenceevne

Arbejdsmarked og beskæftigelse

Desuden bør effektive og konkrete tiltag, herunder køreplaner for energi- og klimaændringer, drøftes.

I alle disse tilfælde er drøftelser mellem interesseparterne i en eller flere medlemsstater i gang. De nationale økonomiske og sociale råd og civilsamfundsorganisationerne har deres eget syn på de praktiske anvendelser. Drøftelserne mellem regeringsembedsmænd og politikere vil givetvis kunne beriges med velkanaliserede bundstyrede forslag, der kan belyse det europæiske samfunds mange muligheder.

6.3

En bredere debat med inddragelse af interesseparter kan medvirke til, at der opstilles nye, konkrete mål for den åbne koordinationsmetode. Det kan omfatte et benchmark-system, indikatorer og »peer-reviews« for at måle omfanget af det organiserede civilsamfunds engagement.

6.4

Det ville også være interessant for Kommissionen og Rådet at erfare, hvilke spørgsmål de nationale økonomiske og sociale råd drøfter indbyrdes. EØSU kunne opremse sager af horisontal, europæisk relevans. Jo mere disse drøftelser vedrører konkrete tilgange og tiltag til fremme af Lissabon-målene, jo mere opmærksomhed vil de tiltrække sig i regeringskredse.

6.5

Iværksættelsen og den måde iværksættelsen sikres via mål, målelige målsætninger og tidsplaner har afgørende betydning. Det organiserede civilsamfund som helhed og især de nationale økonomiske og sociale råd kan spille en reel rolle, når det gælder om at kortlægge mangler og finde frem til bæredygtige løsninger.