27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/17

1.

2.

3.

4,

5.

6.

7.

1.1

Under overskriften »DEN RELANCEREDE LISSABON-STRATEGI FOR VÆKST OG BESKÆFTIGELSE« bifaldt Det Europæiske Råd i formandskabets konklusioner af 23.-24. marts 2006 (punkt 12) Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs initiativ, der skal bidrage til en større ansvarsfølelse for Lissabon-strategien på fællesskabsniveau. Det Europæiske Råd opmuntrede EØSU til at fortsætte arbejdet og opfordrede udvalget til at udarbejde en sammenfattende rapport til støtte for partnerskabet for vækst og beskæftigelse i begyndelsen af 2008.

1.2

Forinden vedtog udvalget allerede den 15. februar 2007 en resolution vedrørende gennemførelsen af den reviderede Lissabon-strategi henvendt til Det Europæiske Råds forårstopmøde i 2007.

1.3

Som forberedelse til den sammenfattende rapport, som Det Europæiske Råd har bedt om, tjener fire informationsrapporter om følgende emner:

Disse informationsrapporter vil udgøre den væsentligste del af den sammenfattende rapport.

1.4

Den følgende tekst, der er udarbejdet i samarbejde med repræsentanter for nationale økonomiske og sociale råd, behandler udelukkende emnet »Investeringer i viden og innovation«.

2.1

Europas styrke består i borgernes produktivitet.

2.2

Den frie interaktion mellem håndværksmæssig opfinderånd og iværksætterinitiativer og videnskabelig metodik og systematik, såvel som de teknologier og industrielle processer, der blev udviklet på grundlag heraf, var den afgørende europæiske nøgle til de fremskridt, der resulterede i vores nuværende levestandard, og som blev ledsaget af den historiske samfundspolitiske udvikling, der skabte frie borgere i den moderne stat med magtfordeling, demokrati og grundlæggende rettigheder.

2.3

Et afgørende bidrag hertil var udvikling og intensiv brug af energiforbrugende industrielle produktionsmetoder, maskiner og transportmidler: energi har befriet mennesket fra det hårdeste fysiske arbejde, mangedoblet menneskets produktivitet, skaffet varme og lys samt muliggjort en hidtil ukendt mobilitet. Energi er blevet moderne økonomiers ernæringsgrundlag og drivkraft.

2.3.1

Set i lyset af de fossile energibæreres udtømmelighed, det stærkt stigende globale energibehov samt energiforbrugets forventede følgevirkninger for fremtidens klima, står sikringen af en bæredygtig og klimaneutral energiforsyning naturligvis centralt i den politiske diskussion. En vigtig forudsætning for, at denne yderst vanskelige opgave kan løses, er et stærkt, bredt anlagt og effektivt forsknings- og udviklingsprogram på energiområdet.

2.4

Derudover eksisterer der imidlertid en lang række yderligere problemer og opgaver, der kun kan løses gennem forskning, udvikling og innovation. Dette angår f.eks. bekæmpelsen af fysiske og psykiske sygdomme, hjælp til handicappede og deres inddragelse i samfundslivet, konsekvenserne af den demografiske udvikling, herunder forskning i aldring, miljøbeskyttelse, såvel som en generel sikring og videreudvikling af vores livsgrundlag, vores europæiske værdisystem og sociale model. I sidste ende tjener forskning og udvikling dog også det grundlæggende mål at skaffe mere og ny viden. Større viden hjælper ikke blot i forbindelse med problemløsning, men udvider også vores verdensbillede, skaber indsigt i konfliktsituationer og beriger vores kultur.

2.5

EU står som bekendt overfor den alvorlige udfordring, der består i, at den globale konkurrence til stadighed skærpes, og hvor det i høj grad handler om at bevare europæiske arbejdspladser, det europæiske indkomstniveau, såvel som sociale og miljøstandarder. Dette gælder ikke kun på baggrund af USA's og Japans økonomiske styrke, men først og fremmest med henblik på de betydelige og stadigt ekspanderende industri- og forskningsaktiviteter i lande som Kina, Indien og Brasilien, og i betragtning af det betydeligt lavere niveau for såvel lønninger som social- og miljøstandarder, der eksisterer i disse lande.

2.6

Europa kan kun fastholde sin konkurrencedygtighed ved også i fremtiden at bevare det eksisterende forspring indenfor forskning, teknologisk udvikling og innovation. Et forspring, der skal bevares indenfor en samfundsmæssig og kulturel ramme, der er baseret på demokrati, retsstaten, politisk stabilitet, handlefrihed for virksomhederne, planlægningssikkerhed, vilje til at yde en indsats, anerkendelse af indsats og social sikkerhed.

2.7

Videnskabelig og teknisk ekspertise og dennes omsætning til konkurrencedygtighed og økonomisk styrke er afgørende forudsætninger for at sikre vores fremtid, f.eks. hvad angår energi- og klimaproblematikken, for at bevare og forbedre vores nuværende position på verdensmarkedet, og for ikke at bringe den europæiske sociale model i fare, men i stedet udbygge den.

2.8

Den vigtigste forudsætning herfor er et fremskridtsorienteret samfundsmæssigt klima, hvor denne erkendelse er slået fuldt igennem, så der på alle politiske niveauer kan skabes de fornødne rammebetingelser og træffes de relevante retningsgivende beslutninger, så der kan skabes arbejdspladser og i erhvervslivet opbygges tilstrækkeligt med tillid og optimisme til at foretage de nødvendige investeringer i Europa. Dertil hører dog også, at man i højere grad er bevidst om grundforskningens fundamentale betydning, da denne forskning udgør den nødvendige forudsætning for fremtidige innovationer. En innovativ og risikovillig iværksætterkultur samt politisk ledelse, pålidelighed og realitetssans er nødvendige forudsætninger.

2.9

Det mål for virkeliggørelse af Lissabon-strategien, der blev fastlagt i Barcelona, må tages meget alvorligt af de berørte aktører, hvis Europa ikke skal falde længere tilbage i det globale kapløb om F&U-investeringer. Dette mål indebærer, at de samlede udgifter til F&U i EU skal forhøjes, så de i 2010 når op på næsten 3 % af BNP. To tredjedele af de dertil krævede investeringer skal komme fra den private sektor.

2.10

I december 2006 vedtog Rådet det 7. F&U-rammeprogram (RP 7) 2007-2013 med et i forhold til det forrige program betydeligt højere budget på ca. 50 mia. EUR. Det er endnu et særdeles synligt resultat af en europæisk politik, som udvalget har ydet væsentlig støtte til. Imidlertid bidrager Fællesskabet, selv med det planlagte budget, alligevel kun med godt 2 %, (altså en halvtredsindstyvendedel!), til de samlede investeringer i forskning og udvikling, der blev fastlagt som mål i Barcelona. Som EØSU flere gange har understreget, er dette ikke tilstrækkeligt til at realisere den planlagte løftestangseffekt og integrationsvirkning, som fællesskabsstøtten bør have på medlemsstaternes støttepolitik og på den nødvendige investeringsvilje i erhvervslivet.

2.11

Udvalget gentager derfor sin henstilling om, at fællesskabsstøttens andel, som et første skridt, bør forhøjes med 50 %, altså til ca. 3 % af de samlede investeringer ifølge Barcelona-målsætningen i forbindelse med den revision af fællesskabsbudgettet, der planlægges gennemført i 2008. Dette gælder særligt med henblik på etableringen af Det Europæiske Teknologiske Institut samt det presserende behov for en øget F&U-indsats med det formål at sikre en bæredygtig energiforsyning, der ikke skader klimaet.

2.12

Samtidig er det dog nødvendigt at fremme erhvervslivets vilje til at investere i forskning og udvikling. Ved at sikre passende retlige, administrative og finansielle rammevilkår må innovation og investering gøres mere attraktivt og lønsomt, ikke mindst for små og mellemstore virksomheder. Også Fællesskabets støtteregler spiller her en vigtig rolle. Disse må gøre det muligt for medlemsstaterne at yde en mere effektiv og mindre bureaukratisk støtte til universiteternes, forskningscentrenes og erhvervslivets forsknings- og udviklingsprojekter og til fremme af det nødvendige netværkssamarbejde mellem dem. Der skal i den forbindelse ses nærmere på, om »Fællesskabets ramme for statsstøtte til forskning, udvikling og innovation« reelt støtter denne målsætning.

2.13

Viden er baseret på to ligeværdige, af hinanden afhængige søjler: uddannelse og forskning. Ny viden skal vindes gennem forskning og udvikling. Den eksisterende viden er grundlaget. Denne viden skal forankres og videregives gennem undervisning, uddannelse, erhvervsuddannelse og videreuddannelse. I den forbindelse skal såvel metoder som indhold evalueres med henblik på at afgøre, om de bidrager til at nå de opstillede mål. Begge søjler har derudover behov for betydeligt større investeringer og egnede rammebetingelser.

2.14

Europas styrke består i borgernes produktivitet. Derfor må det prioriteres at styrke denne produktivitet yderligere og bringe den til udfoldelse. I den henseende opfordrer udvalget medlemsstaterne til at styrke og forbedre uddannelsesinstitutionerne og foretage de nødvendige, omfattende investeringer på området. En bredt anlagt uddannelse af en stor del af befolkningen er lige så vigtig som skabelsen af en videnskabelig elite. Til det formål er der brug for et bredt anlagt, tilstrækkeligt udbud af solide og kvalificerede uddannelsesinstitutioner fra grundskoler til universiteter. Kun på den måde kan der skabes et europæisk samfund med gunstige betingelser for uddannelse og videnskab.

2.15

Derudover gentager udvalget sin henstilling om at supplere og udbygge det europæiske forskningsrum ved at udvikle et fælleseuropæisk vidensrum gennem et endnu mere intensivt tværnationalt samarbejde på områderne uddannelse, innovation og forskning. I den forbindelse spiller alle incitamenter og foranstaltninger til fremme af livslang læring en vigtig rolle: livslang læring er nøglen til vidensamfundet. Hindringer på det indre marked, der vanskeliggør overgangen til et europæisk vidensamfund, må fjernes hurtigst muligt.

2.16

Dertil hører også en intensiveret fremme af individuel mobilitet fra medlemsstaternes side samt en styrkelse af effektive fællesskabsprogrammer (Erasmus, Marie Curie) på dette område. Mobilitet fremmer erhvervelsen og overførslen af kompetence. Den frie bevægelighed for arbejdstagere, forskere og studerende i Europa skal sikres og belønnes gennem incitamenter; den skal være forbundet med acceptable vilkår hvad angår indkomst, arbejdsbetingelser og støtte til familier. I den forbindelse må adgangen til informationer om ledige stillinger i alle medlemsstater forbedres på europæisk plan.

2.17

Med henblik på betydningen af og støtten til innovation henviser udvalget ikke alene til sine nedenstående, udførlige henstillinger, men i høj grad også til den fremragende Aho-rapport, som udvalget støtter. Dette gælder i særlig grad de retlige og samfundsmæssige rammebetingelser for et innovativt erhvervsliv og et marked med gunstige betingelser for innovation. Udvalget henviser endvidere til sin mere udførlige udtalelse »Udnyttelse og styrkelse af EU's potentiale inden for forskning, udvikling og innovation«

2.18

Fremskridt og innovation er baseret på, at ny viden resulterer i nye, bedre processer og produkter (inklusive den permanente innovation af allerede eksisterende), nye virksomhedsmodeller og velegnede ledelsesmetoder; det drejer sig altså om innovativ iværksætterånd og initiativ. Fremskridt og innovation er dog ligeledes baseret på nye tjenesteydelser, videreudvikling af sundhedsvæsenet og generelt bedre løsninger i spændingsfeltet mellem sociale hensyn og økonomiske overvejelser.

2.19

Innovation betyder således, at man udvikler og realiserer nye teknikker, processer, organisationsformer, forretnings- og uddannelsesmodeller osv., som man ikke hidtil har taget eller kunnet tage i betragtning. Derfor er det vigtigt, at den relevante lovgivning er fleksibel og giver det nødvendige spillerum til, at også nye ideer, man ikke tidligere har tænkt på, får en chance for at blive realiseret, så de ikke på forhånd går tabt, fordi de ikke passer ind i en for detaljeret lovgivningsmæssig ramme. Overdreven brug af begrænsende retsforskrifter er en hindring for innovation. Derfor støtter udvalget alle bestræbelser på at forenkle lovgivningen og revidere denne med henblik på at kontrollere, om der findes overflødige, for detaljerede og/eller unødvendigt indskrænkende bestemmelser.

2.20

Innovation betyder også en vis risikovillighed; for som regel viser fordele, men også ulemper eller følgevirkninger ved et nyt tiltag eller en ny model sig først i praksis og i konkurrencen med andre fremgangsmåder. Også en fiasko kan man lære af. Chance og risiko er to sider af samme sag. I princippet bør en innovations forventede nytteværdi overgå de dermed forbundne mulige risici. Det skal særligt vurderes, om der foreligger mulige risici for samfundet. Det kunne derudover overvejes, om der ikke i det mindste for små og mellemstore virksomheder — f.eks. hos EIB — bør oprettes en risikofond, der kan hjælp med at afbøde eventuelle skader eller tab.

2.21

Udvalget har flere gange gjort opmærksom på, at den menneskelige kapital udgør den mest følsomme og værdifulde ressource, når det gælder viden og innovation. Af denne grund er et tilstrækkeligt antal uddannelsessteder med det udstyr og den kvalitet, der er nødvendig til formålet, en afgørende forudsætning for at kunne efterkomme behovet for gode forskere, ingeniører og undervisere.

2.22

Idet samfundet og de enkelte forskere investerer i erhvervelsen af en bred og krævende grundviden og en avanceret specialviden, overtager samfundet — repræsenteret ved det politiske system — ansvaret for, at disse investeringer udnyttes bedst muligt. Dette ansvar må give sig udtryk i, at samfundet sikrer kvalificerede forskere og ingeniører relevante karriere- og udfoldelsesmuligheder, mulighed for at stifte familie, såvel som passende karriereforløb med attraktive specialiseringsmuligheder — uden fare for, at de pågældende havner på et sidespor eller i en beskæftigelsesmæssig blindgyde. Arbejdsløshed, underbetaling eller manglende overensstemmelse mellem uddannelse og beskæftigelse (også på grund af administrativt arbejde, der tager overhånd) blandt kvalificerede forskere og ingeniører er spild af samfundets investeringer, afskrækker den fremtidige elite og medfører beskæftigelsesvalg uden for det teknisk-naturvidenskabelige område eller udvandring fra Europa!

2.23

Ovenstående står ikke i et modsætningsforhold til kravet om, at erfarne fageksperter og den videnskabeligt-tekniske elite i højere grad end hidtil inddrages i forskningspolitiske, kommercielle og innovationspolitiske beslutningsprocesser og forvaltningstiltag. Etableringen af det europæiske forskningsråd er et meget opmuntrende første skridt på vejen. Men også hvad angår forsknings- og innovationsstøtte fra EU (inklusive Kommissionen) og medlemsstaterne må den nødvendige faglige ekspertise inddrages og fastholdes. Administration i sig selv er ikke tilstrækkeligt.

2.24

En særlig problematik vedrører omsættelsen af ny viden fra forskning og innovation til industrielle produkter og processer. Det er ikke uden grund, at Lissabon-målsætningen kræver, at 2/3 af F&U-investeringerne skal komme fra industrien. Det drejer sig derfor også om i højere grad at værdsætte iværksætternes rolle og understrege deres afgørende betydning for innovation, økonomisk fremgang og samfundets generelle velstand. Derfor har udvalget i kraft af sin funktion som bro til det organiserede civilsamfund gjort »iværksætterkultur med et menneskeligt ansigt« til et hovedpunkt i sit kommende arbejdsprogram. Kun gennem ansvarsbevidste, aktive og idérige iværksættere, der har de bedste udfoldelsesmuligheder, vil det i sidste ende lykkes at nå Lissabon-målene.

2.25

Med hensyn til yderligere synspunkter og oplysninger henvises til den følgende mere detaljerede redegørelse samt i høj grad til udvalgets udtalelser om »Vejen til et europæisk videnbaseret samfund — Det organiserede civilsamfunds bidrag til Lissabon-strategien« (1) og »Udnyttelse og styrkelse af EU's potentiale inden for forskning, udvikling og innovation« (2)

3.1

Udvikling af videnskab og teknik. Europa er hjemsted for en moderne videnskab og forskning, der kontinuerligt udvikler sig. Hvis det græsk-egyptiske kulturområde og den krydsfertilisering med det indisk-arabiske (3) kulturområde, der fra tid til anden har fundet sted, tages med i betragtning, kan Europa også siges at være videnskabens vugge i generel forstand. Videnskab og forskning var på trods af perioder med udsving og krigsbetingede brud forbundet ud over de nationale grænser i Europa. Videnskab og forskning, disses metoder og tænkemåder, har i afgørende grad banet vejen for nutidens europæiske samfund, dets værdier, levevis og levestandarder; de har været et kendetegn ved det europæiske kulturområde (4). Nøglen til de opnåede resultater har været den frie interaktion mellem håndværksmæssig opfinderånd og iværksætterinitiativer og videnskabelig metodik og systematik, såvel som de teknologier og industrielle processer, der er blevet udviklet på grundlag heraf.

3.2

Samfundets udvikling. Næsten hånd i hånd med de videnskabeligt-tekniske fremskridt gik den afgørende samfundspolitiske udvikling i retning af den frie borger i den moderne stat med magtfordeling, demokrati, grundlæggende rettigheder og sociallovgivning.

3.3

Udvikling i levevilkårene. Som et resultat af disse parallelle processer er der sket en forandring og forbedring af levevilkårene i de pågældende stater og regioner, som er helt uden sidestykke i menneskehedens historie. Inden for de sidste 135 år er den forventede gennemsnitlige levealder (5) mere end fordoblet (6). Inden for de sidste 50 år er arealudbyttet i landbruget næsten tredoblet. I de succesrige industrilande er det nu overvægt frem for underernæring, informationsoverflod frem for informationsmangel, og befolkningens aldring frem for børnedødelighed, der diskuteres. Det moderne, mobile industrisamfunds resultater og kunnen, som er opnået gennem forskning, udvikling og innovation, omfatter alle områder af den menneskelige udfoldelse og livskvalitet.

3.4

Anvendelse af energi. Et væsentligt bidrag hertil var udvikling og intensiv brug af energiforbrugende industrielle produktionsmetoder, maskiner og transportmidler: energi har befriet mennesket fra det hårdeste fysiske arbejde, mangedoblet menneskets produktivitet, skabt varme og lys samt muliggjort en hidtil ukendt mobilitet, kommunikation og kulturel udfoldelse; energi er blevet moderne økonomiers »ernæringsgrundlag« og drivkraft.

3.5

Klimaproblematik og energiforsyning. Denne betydelige udvikling medfører dog også nye problemer og udfordringer. Den globale opvarmning, hvis mulige konsekvenser såvel som strategien til imødegåelse heraf er genstand for vidtgående politiske afgørelser (7) og talrige undersøgelser (8) med til dels modstridende konklusioner. I det STERN REVIEW, der blev offentliggjort i slutningen af oktober 2006 (9): »The Economics of Climate Change«, konstateres det, at alene begrænsningen af den globale opvarmning, der er forårsaget af drivhusgas, vil kræve en indsats svarende til ca. 1 % af BNP, hvilket ligeledes omfatter yderligere, påkrævede F&U-aktiviteter. Men selv uden klimaproblematikken er spørgsmålet om en sikker bæredygtig energiforsyning for Europa (og verden!) en af de centrale politiske udfordringer, hvis håndtering i høj grad afhænger af en væsentlig større indsats indenfor forskning og udvikling (10).

3.6

Yderligere problemer og udfordringer  (11). Imidlertid er klimaforandringer og energiforsyning ikke de eneste problematiske områder. Også bekæmpelse af fysiske og psykiske sygdomme, hjælp til handicappede eller andre udsatte personer med det formål at give disse grupper bedre perspektiver for beskæftigelse og deltagelse i vidensamfundet, konsekvenserne af den demografiske udvikling, herunder forskning i aldring, en bedre forståelse af komplekse økonomiske, sociale og kulturelle sammenhænge og mekanismer, miljøbeskyttelse samt generel sikring og videreudvikling af vores livsgrundlag, vores europæiske værdisystem og sociale model er eksempler på vigtige forskningsområder, hvor udvalget i tidligere udtalelser, f.eks. om det 7. F&U-rammeprogram (12) og de dertil hørende »særprogrammer« (13) er kommet med udførlige henstillinger.

3.7

Global konkurrence. EU står som bekendt overfor den alvorlige udfordring, at den globale konkurrence til stadighed skærpes, og hvor det i høj grad handler om at bevare europæiske arbejdspladser, det europæiske indkomstniveau, såvel som sociale og miljøstandarder. Dette gælder ikke kun på baggrund af USA's og Japans økonomiske styrke, men særligt med henblik på de betydelige og stadigt ekspanderende industri- og forskningsaktiviteter i lande som Kina (inden 2050 vil Kina afløse USA som verdens førende teknologination! (14)), Indien og Brasilien, og i betragtning af det betydeligt lavere niveau for såvel lønninger som social- miljøstandarder, der eksisterer i disse lande. Netop på baggrund af den globale konkurrence og det dermed forbundne globale kapløb, når det gælder stigende investeringer i forskning og udvikling, inklusive en global konkurrence om de bedste videnskabsfolk og ingeniører, er EU nødt til at optimere sin politik på området. Det drejer sig altså primært om den globale konkurrence, ikke om konkurrencen internt i Europa!

3.8

Forspring inden for forskning, udvikling og innovation. Europa kan kun fastholde sin konkurrencedygtighed ved også i fremtiden at bevare det eksisterende forspring indenfor forskning, teknologisk udvikling og innovation. Et forspring, der skal bevares indenfor en samfundsmæssig og kulturel ramme, der er baseret på demokrati, retsstaten, politisk stabilitet og pålidelighed, handlefrihed for virksomhederne, planlægningssikkerhed, vilje til at yde en indsats og anerkendelse af denne. Det europæiske forskningsområde skal styrkes og udbygges. Ganske vist er dette mål i mellemtiden blevet en fast bestanddel af de politiske hensigtserklæringer, men når det gælder konkret handling og realisering af de fastlagte prioriteter (f.eks. forskningsbudgetter) og de relevante bestemmelser (f.eks. overenskomststruktur (15), skattelovgivning (16)) eksisterer der betydelige og beklagelige mangler, såvel på fællesskabsniveau som i de fleste medlemslande. Det dramatiske i denne situation bør ikke undervurderes, selvom der i visse medlemsstater heldigvis er tegn på, at man forsøger at indhente det forsømte (17).

3.9

Videnskabelig og teknisk ekspertise. Videnskabelig og teknisk ekspertise og dennes omsætning til innovationer og konkurrencedygtighed samt økonomisk styrke er afgørende forudsætninger for at sikre vores fremtid, f.eks. hvad angår energi- og klimaproblematikken, for at bevare og forbedre vores nuværende position på verdensmarkedet, og for ikke at bringe den europæiske sociale model i fare, men i stedet udbygge den. I sidste ende tjener forskning og udvikling dog også det grundlæggende mål at skaffe mere og ny viden. Større viden hjælper ikke blot i forbindelse med problemløsning, men udvider også vores verdensbillede, skaber indsigt i konfliktsituationer og beriger vores kultur.

3.10

Traditionens relancering. For Europa gælder det derfor nu om at huske på, at man har tradition for at være et førende område inden for forskning og innovation og genoplive denne tradition. Europas styrke består i borgernes produktivitet. Derfor er det nødvendigt at styrke netop denne produktivitet i endnu højere grad end hidtil. Derfor er det også nødvendigt at investere betydeligt mere i forskning og udvikling, forbedre effektiviteten på området, styrke innovationsberedskab og -evne hos industri, handel og forvaltning, støtte og anerkende præstationer samt fjerne hindringer på vejen.

3.11

Højere investeringsniveau. Dette betyder først og fremmest, at Fællesskabet og medlemsstaterne må investere betydeligt mere i forskning og udvikling, i den dertil hørende uddannelse af borgerne, såvel som i uddannelsen af forskere og ingeniører (af begge køn!). Derudover er det nødvendigt at fremme erhvervslivets vilje til at investere i forskning og udvikling. Ved at sikre passende retlige, administrative, skattemæssige (18) og finansielle rammevilkår må innovation og investering gøres mere attraktivt og lønsomt, ikke mindst for små og mellemstore virksomheder.

3.12

Fremskridtsvenligt samfundsklima. Den vigtigste forudsætning herfor er et fremskridtsorienteret samfundsmæssigt klima, der står åbent over for innovation og iværksættere, og hvor denne erkendelse er slået fuldt igennem, så der på alle politiske niveauer kan skabes de fornødne rammebetingelser og træffes de relevante retningsgivende beslutninger med det formål at skabe arbejdspladser og skabe tilstrækkeligt med tillid og optimisme i erhvervslivet til, at der foretages de nødvendige investeringer. Dette indebærer, at borgerne i højere grad end hidtil må gøres fortrolige med de resultater, som videnskab og teknik har frembragt, og også kendskabet til iværksætternes pionerarbejde må forøges. Dertil hører også den erkendelse, at særligt grundforskningen (19) udgør den nødvendige forudsætning for fremtidig viden og fremtidige innovationer.

3.13

Anerkendelse af opnåede resultater. Disse landvindingers afgørende rolle for vores nuværende livsstil, forudsætningerne for deres opnåelse og de dermed forbundne videnskabelige, tekniske, kommercielle og kulturelle resultater må påskønnes af samfundet, være en del af skolernes læreplaner og anerkendes som værende af eksistentiel betydning.

3.14

Yderligere forudsætninger. Fremskridt og permanent innovation afhænger ikke kun af videnskab og teknik, men fremkommer også ved, at alle involverede er motiverede, har evnerne og er villige til at yde en indsats, såvel som ved brug af nye forretningsmodeller, de rigtige ledelsesmetoder samt gode retlige rammebetingelser.

3.15

Risikovillighed. Når nye forskningsstrategier, innovative teknologier, virksomhedspraksis og forretningsmodeller skal udvikles, må det erkendes, at succes er forbundet med en vis risiko. Som regel viser fordele og chancen for succes, men også ulemper, risici eller følgevirkninger ved et nyt tiltag sig først i praksis og i konkurrencen med andre fremgangsmåder. Også en fiasko kan man lære af. Chance og risiko er to sider af samme sag. I princippet bør en innovations forventede nytteværdi overgå de dermed forbundne mulige risici. Det skal særligt vurderes, om der foreligger mulige risici for samfundet. Det kunne derudover overvejes, om der ikke i det mindste for små og mellemstore virksomheder — f.eks. hos EIB — bør oprettes en risikofond, der kan hjælpe virksomhederne med at afbøde eventuelle skader eller tab.

4.1

Videngrundlag. Viden er baseret på to ligeværdige, af hinanden afhængige søjler: uddannelse og forskning. Ny viden kan kun vindes gennem forskning og udvikling. Den eksisterende viden er grundlaget: denne viden skal forankres og videregives gennem undervisning, uddannelse, erhvervsuddannelse og videreuddannelse. Her drejer det sig om følgende mål:

4.1.1

Grundlæggende viden. På den ene side drejer det sig om, at alle borgere får et grundlæggende kendskab til videnskab, teknik og økonomi og til disses grundlæggende funktionsmåder og principper. Kun på den måde bliver borgerne f.eks. i stand til at vurdere de ofte ret komplicerede sammenhænge, som danner det nødvendige grundlag for en kvalificeret politisk meningsdannelse. Som følge heraf må læreplaner og den disponible undervisningstid på alle uddannelsestrin tage sigte på gradvis og med anskueliggørende eksempler samt tankevækkende forklaringer og undervisningsmaterialer at indføre børn og unge i en videnskabelig og teknisk orienteret tænkemåde samt i det foreliggende forråd af viden (20). Eleverne bør bevidstgøres om den afgørende betydning, som det videnskabelige arbejde, den tekniske udvikling, innovative økonomiske og sociale tiltag samt vidensamfundet generelt har for deres fremtid og muligheder i livet. Derfor må der lægges væsentligt større vægt på dette område i læreplanerne. Udvalget bifalder og støtter Rocard-rapportens anbefalinger, der peger i den retning (21).

4.1.2

Incitamenter ved valg af erhverv. På den anden side må de, der har evner i den retning tilskyndes til at træffe et erhvervsvalg og gå i gang med et studium inden for dette område, der som bekendt er svært, og disse personer må til det formål udstyres med en solid grundviden. Også med det mål for øje bør skolernes, særligt gymnasiernes, læreplaner indeholde et udvidet antal valgmuligheder mellem fag af høj kvalitet.

4.1.3

Efterslæb i bredden og i dybden. Der eksisterer altså et betydeligt efterslæb med hensyn til udbuddet af uddannelser på det naturvidenskabeligt-tekniske område, hvilket naturligvis ikke ændrer ved, at alle begavelser må fremmes, altså også på det social- og samfundsvidenskabelige område og inden for humaniora. En bredt anlagt uddannelse af en stor del af befolkningen — hvilket også kræver en arbejdsindsats og disciplin fra elevernes side — er ligeså vigtig som skabelsen af en videnskabelig elite. Uddannelsesinstitutioner af høj kvalitet, fra grundskoler til universiteter, er den grundlæggende forudsætning for skabelsen af et samfund med gode betingelser for uddannelse og videnskab.

4.1.4

Det europæiske vidensrum. Udvalget gentager sin henstilling om, at det europæiske forskningsrum bør suppleres og udbygges gennem udviklingen af et fælleseuropæisk vidensrum ved hjælp af et endnu mere intensivt tværnationalt samarbejde på områderne uddannelse, innovation og forskning. Hindringer på det indre marked, der vanskeliggør overgangen til et europæisk vidensamfund, må fjernes hurtigst muligt. Udvalget henviser i den forbindelse til sin udtalelse om »Vejen til et europæisk videnbaseret samfund — det organiserede civilsamfunds bidrag til Lissabon-strategien« (22).

4.1.5

Livslang læring og mobilitet. I den forbindelse spiller incitamenter og foranstaltninger til fremme af livslang læring en vigtig rolle: livslang læring er nøglen til vidensamfundet. Dertil hører også en intensiveret fremme af individuel mobilitet fra medlemsstaternes side samt en styrkelse af effektive fællesskabsprogrammer (Erasmus, Marie Curie) på dette område. Mobilitet samler Europa i et netværk og fremmer tilegnelsen og videregivelsen af kompetencer. Den frie bevægelighed for arbejdstagere, forskere og studerende skal sikres og kombineres med acceptable vilkår hvad angår indkomst, arbejdsbetingelser og støtte til familier. I den forbindelse må adgangen til informationer om ledige stillinger i alle medlemsstater forbedres på europæisk plan.

4.2

Niveauet for de faglige uddannelser. Det er endvidere nødvendigt, at universiteter og tekniske højskoler kan tilbyde teknisk-videnskabelige uddannelser på et niveau, der som et minimum svarer til de højeste internationale standarder: den vigtigste kapital for forskning og innovation er topkvalificerede og motiverede videnskabsfolk og ingeniører af begge køn, som vedligeholder og udbygger deres faglige kompetence via livslang læring gennem hele deres karriere, og hvoraf en tilstrækkelig del er i stand til at gå foran og udføre pionerarbejde på de vanskeligste områder.

4.3

Chancer for alle. Fremskridt og succes vil i fremtiden i langt højere grad end nogensinde før være resultatet af et struktureret samarbejde med arbejdsdeling, hvor det er nødvendigt at give alle berørte aktører de bedste muligheder for at udfolde talent og selvstændigt initiativ i forhold til den enkeltes begavelse, ydeevne og kreativitet. Dette kræver også, at uddannelsessystemerne er tilstrækkeligt rummelige til at alle, f.eks. også sent udviklede, får tilbudt den bedst mulige uddannelse. Derfor er det en nødvendighed med uddannelser af høj kvalitet, der dækker behovet for de specialister og fagfolk, der i dag og fremover skal løse de mange forskellige opgaver inden for teknik, videnskab og økonomi.

4.4

Netværkssamarbejde. Særligt med henblik på erhvervs- og videreuddannelse er der behov for et endnu stærkere netværkssamarbejde mellem søjlerne uddannelse, forskning og industriel anvendelse, samtidig med, at der her er en klar forbindelse til emnet livslang læring og mobilitet (se 4.1.5). Det er ligeledes nødvendigt at styrke det tværnationale netværkssamarbejde mellem universiteter og tekniske højskoler. Også derfor bifalder udvalget planerne om et europæisk teknologiinstitut (ETI) (23), der skal bidrage til videreudviklingen af EU's og medlemsstaternes innovationskapacitet ved at knytte forbindelser mellem uddannelses-, forsknings- og innovationsaktiviteter på højeste niveau. Det sidste angår dog også — hvilket går videre end undervisning og uddannelse — den fælles forskning og udvikling (24), virksomheder foretager på prækonkurrencestadiet, som f.eks. den fælles udvikling af forbedrede motorteknologier i bilindustrien.

5.1

Investering er en opgave for alle parter. Fællesskabet, medlemsstaterne og det private erhvervsliv må gøre deres yderste, dvs. langt mere end hidtil, for at sikre de fornødne investeringer i uddannelse, forskning og udvikling.

5.2

Barcelona-målsætningen. Barcelona-målsætningen for gennemførelse af Lissabon-strategien må tages meget alvorligt og tilstræbes fuldt ud af de berørte aktører, hvis de ikke vil havne på sidstepladsen i det globale kapløb om F&U-investeringer. Denne målsætning indebærer, at de samlede udgifter til F&U i EU skal forhøjes så meget, at de i 2010 når op på næsten 3 % af BNP. To tredjedele af de fornødne investeringer bør komme fra den private sektor.

5.3

Det 7. FTU-rammeprograms katalysatorvirkning. Det 7. FTU-rammeprogram for 2007-2013 blev vedtaget af Rådet i december 2006 med et i forhold til det foregående program tydeligt forhøjet budget på ca. 50 mia. euro. Det er et yderligere særdeles betydeligt resultat af den europæiske politik, som udvalget klart støtter. Med det planlagte budget på ca. 50 mia. euro bidrager Fællesskabet selv kun med godt 2 %, altså en halvtredsindstyvendedel (!), af de samlede investeringer i forskning og udvikling, der blev fastlagt som mål i Barcelona. Som EØSU flere gange har understreget, er det ikke nok til at realisere den betydelige løftestangseffekt og integrationsvirkning, som EU-midlerne har på medlemsstaternes støttepolitik og på den nødvendige investeringsvilje i erhvervslivet, og således skabe den betydelige vækst, som er nødvendig for at opfylde Barcelona-målet.

5.4

Bekræftet henstilling. Udvalget genfremsætter derfor — især i lyset af den forestående grundlæggelse af Det Europæiske Teknologiinstitut ETI samt nødvendigheden af at øge F&U-indsatsen for en klimaneutral, bæredygtig energiforsyning — sin henstilling (25) om, at denne andel af fællesskabsstøtten som et første skridt bør forhøjes med 50 % i den revision af fællesskabsbudgettet, der planlægges gennemført i 2008, dvs. til omkring 3 % af de samlede tilstræbte investeringer i Barcelona-målet. Det ville være en særdeles effektiv foranstaltning fra EU's side til hurtigere, end det ellers forekommer muligt i øjeblikket, at opfylde de stadig vigtigere Lissabon- og Barcelona-mål samt løse ovennævnte problemer mere effektivt og hurtigt.

5.4.1

Kapløb med Kina. Kinas forskningsindsats på dette område vokser hastigt, og EU må gøre sit yderste for ikke at tabe i den internationale konkurrence på verdensmarkedet om de vigtige og nødvendige teknologier. Imidlertid virker det ikke politisk troværdigt at kræve, at den private sektor skal bidrage med de nødvendige investeringer, så længe Fællesskabet og medlemsstaterne end ikke har fremskaffet deres egen andel af de midler, der skal finansiere de Barcelona-mål, de selv har opstillet.

5.4.2

Finansielt grundlag via medlemsstaterne. Medlemsstaterne bør i det mindste sørge for, at deres universiteter og forskningscentre har et tilstrækkeligt finansielt grundlag til i det hele taget at kunne benytte sig af muligheden for samfinansiering i det forventede omfang gennem det 7. FTU-rammeprogram.

5.5

Fællesskabsrammerne for statsstøtte. Fællesskabets støtteregler bør derfor udformes på en sådan måde, at medlemsstaterne tilskyndes til og gives det fornødne spillerum til at yde større, mere effektiv og mindre bureaukratisk støtte til universiteternes, forskningscentrenes og erhvervslivets udviklingsprojekter og til at fremme det nødvendige netværkssamarbejde mellem dem. Det bør i den forbindelse nøje undersøges, om »Fællesskabets ramme for statsstøtte til forskning, udvikling og innovation« (26) reelt støtter denne målsætning.

5.6

Medlemsstaternes budgetbestemmelser. De enkelte medlemsstaters budgetlovgivning bør åbne mulighed for en mere fleksibel strøm af midler til F&U-initiativer, som er tilpasset det enkelte projektforløb, f.eks. så tildelte midler kan overføres til det følgende kalender- eller regnskabsår.

5.7

Udbygning af den videnskabelige infrastruktur. Desuden har udvalget flere gange (27) henstillet, at en del af EU's strukturfondsmidler anvendes til at udbygge den videnskabelige infrastruktur. Her kunne også midler fra Den Europæiske Investeringsbank gøre stor nytte.

5.8

De små og mellemstore virksomheders potentiale. Det drejer sig ligeledes om at styrke innovationspotentialet hos SMV'er og især »start-ups« og generelt skabe større incitamenter for investeringer af denne art i industrien. Udvalget henviser derudover til sine henstillinger (28) til EU-programmet »Flerårigt program til fremme af initiativ og iværksætterlyst, navnlig for små og mellemstore virksomheder (SMV)« og til den i denne sammenhæng meget vigtige støtte til området videnbaseret økonomi. Eftersom 98 % af alle virksomheder i EU er SMV'er, er det indlysende, hvor vigtigt det er at styrke innovationspotentialet hos denne virksomhedstype (udvalget er tilfreds med, at der i det 7. forskningsrammeprogram er afsat 1,3 mia. euro til F&U gennem og for SMV). De nuværende bestemmelser, som volder vanskeligheder for SMV'erne, bør evalueres og så vidt muligt afbureaukratiseres. Desuden kan myndighederne via uformelle investorer (såkaldte »Business angels«) gøre det lettere for dem at få adgang til støtte. Europa kan på dette område også lade sig inspirere af andre landes støttepolitik.

6.1

Henvisning til andre og forudgående rapporter. Udvalget henviser dernæst til de to for nyligt offentliggjorte meddelelser (29) fra Kommissionen om »Innovation« samt den fortrinlige Aho-rapport (30). Udvalget henviser også til sin egen udtalelse (31) om »EU's potentiale inden for forskning, udvikling og innovation«, hvor der er utallige overlapninger med denne tekst, om end den behandler flere end de her omtalte områder langt mere udførligt.

6.2

Innovation er mere. Som bekræftelse af og tilføjelse til ovennævnte rapporter gentager udvalget: Fremskridt og innovation afhænger ikke kun af videnskab og teknologi, men også af, at denne erkendelse omsættes i nye og bedre processer og produkter, af nye forretningsmodeller og af de rigtige ledelsesmetoder; det drejer sig altså også om innovativ iværksætterånd og -initiativer. Fremskridt og innovation afhænger også af nye former for tjenesteydelser, af videreudvikling af sundhedsvæsenet og især af en bedre løsning af sociale spørgsmål — et eksempel herpå er konceptet »Flexicurity« (32).

6.3

Innovation — ukendt territorium. Innovation betyder således, at man udvikler og realiserer nye teknikker, processer, organisationsformer, forretnings- og uddannelsesmodeller osv., der ikke hidtil er taget i betragtning. Derfor kan de som regel først vise deres værd efter at have stået deres prøve i den praktiske konkurrence.

6.4

Lovgivningen skal udformes åbent. Til gengæld bliver regelværk udarbejdet på grundlag af det eksisterende kundskabsniveau. Af den grund er det især vigtigt, at regelværket giver tilstrækkeligt spillerum og bevægelsesfrihed, altså tilstrækkelig mangfoldighed og variation, så nye, hidtil ukendte idéer også får en chance for at blive realiseret og ikke — fordi de ikke passer ind i de gældende lovgivningsrammer — bliver kvalt i fødselen eller langsomt visner. Man bør derfor i al lovgivning sørge for at behandle og løse de grundlæggende spørgsmål, men samtidig undgå enhver overdetaljeret bestemmelse. Enhver overregulering, enhver alt for indskrænkende bestemmelse, udgør, uanset hvor god intentionen var, en hæmsko og hindring for innovation. Derfor støtter udvalget alle bestræbelser på at forenkle lovgivningen og rense denne for overflødige og/eller unødigt indskrænkende bestemmelser. Det vil desuden aflaste (se nedenfor) fageksperterne fra overflødigt bureaukrati. Desuden må enkeltes fejl ikke føre til en overregulering af alle.

6.5

Forskningsfrihed. For at gentage: Innovation kræver et tilstrækkeligt spillerum for iværksættere. Forskningsfrihed — også frihed fra usaglige, begrænsende (33) eller endda ideologiske påbud — er forudsætningen for kreativ forskning samt nye opdagelser og opfindelser, med forbehold for de grænser, der pålægges gennem lovgivning om etiske spørgsmål og korrekt anvendelse af bevilgede midler.

6.6

Bekræftelse af CESE 1566/2006. For yderligere, vigtige synspunkter henvises der til den under punkt 5.1 nævnte udtalelse (34), hvis holdninger der er fuld opbakning til. Her bliver under punkt 4.7 til punkt 4.11 fremsat henstillinger vedrørende følgende relevante temaer: Fra naturvidenskabelig erkendelse til innovative produkter, processer og tjenesteydelser. Mobiliteten mellem den akademiske verden og industrien. Offentligt tilgængelige online-informationssystemer. »Cluster« (klynger). »Start-ups«. Grundforskning. Det innovative produkt. Offentlige indkøb. Intellektuel ejendomsret og det nødvendige EF-patent. Ikke nyhedsskadelige publiceringsfrister. Sprogproblem. Den særlige situation for de nye medlemsstater

6.6.1

Beskyttelse af intellektuel ejendomsret. I den forbindelse fremhæves igen i særlig høj grad den nødvendige beskyttelse af intellektuel ejendomsret (35): Det skal kunne betale sig for virksomheder at investere i forskning, udvikling og innovation, og såvel de finansielle som de retlige/administrative krav, der stilles i forbindelse med tilkendelse og bibeholdelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, må — set i lyset af den globale konkurrence — ikke være en belastning for den europæiske økonomi. Dette viser også det presserende behov for et fælleseuropæisk patent (med en deri fastsat henstandsperiode).

7.1

Den mest værdifulde ressource. Udvalget skal først henvise til den udtalelse (36), der specifikt beskæftiger sig med disse spørgsmål, og endnu en gang bekræfte og understrege de holdninger, der gives udtryk for her. Ligesom tidligere påpegede udvalget heri, at menneskelig kapital er den mest følsomme og værdifulde ressource for videnskab og innovation. Den vigtigste opgave er derfor at motivere unge mennesker med en teknisk-naturvidenskabelig uddannelse til at vælge forskervejen og at gøre disse uddannelser så attraktive som muligt.

7.2

Uddannelsesstedernes kvalitet. (Se kapitel 4). Af den grund er antallet, indretningen og kvaliteten af de uddannelsessteder, der er nødvendige til formålet, afgørende for at kunne efterkomme behovet for gode forskere og ingeniører. Det drejer sig altså om at etablere og opretholde et tilstrækkeligt stort antal af især tekniske universiteter af passende kvalitet med fremragende lærerkræfter, og hvor forskning og undervisning forbindes med hinanden (37). De skal kunne stå distancen i konkurrencen med de bedste universiteter i USA eller andre lande uden for Europa samt være tilstrækkeligt attraktive for de bedste studerende uden for Europa.

7.3

Samfundets ansvar. Idet samfundet og de enkelte forskere investerer i erhvervelsen af en tilstrækkelig bred og krævende, grundlæggende og avanceret specialviden, overtager samfundet — repræsenteret ved det politiske system — ansvaret for, at disse investeringer udnyttes bedst muligt. Dette ansvar må give sig udtryk i, at samfundet sikrer et passende antal job- og erfaringsmuligheder samt et passende karriereforløb for kvalificerede forskere med attraktive specialiseringsmuligheder uden fare for, at de pågældende ender i en beskæftigelsesmæssig blindgyde. Arbejdsløshed, underbetaling eller manglende overensstemmelse mellem uddannelse og beskæftigelse blandt kvalificerede forskere og ingeniører er spild af samfundets investeringer og afskrækker den fremtidige videnselite og medfører et beskæftigelsesvalg uden for det relevante teknisk-naturvidenskabelige område eller udvandring fra Europa! Også overdrevent bureaukrati (se punkt 7.7) er fejlbeskæftigelse.

7.4

Udfoldelse af éns talent. Det handler om at give mennesker — dvs. også alle ansatte på virksomheder, universiteter og forskningsinstitutioner — de bedste muligheder for at udfolde deres talent og selvstændige initiativ i forhold til begavelse, ydeevne og kreativitet og om at skabe et socialt miljø, der gør det muligt at etablere familie og som støtter og fremmer deres produktivitet. Det indebærer imidlertid også, at de unge, som skal nyde godt af denne uddannelse og støtte, skal gøre alt for at udnytte opnåede kvalifikationer og talent med pligtbevidsthed og engagement på den bedst mulige måde. Dette er særdeles vigtige spørgsmål for social- og arbejdsmarkedspolitikken, familiepolitikken, økonomifaget og ledelseskulturen generelt. På ledelsesniveau har man omsider også erkendt betydningen af en fornuftig balance mellem arbejdsliv og privatliv for kreativitet og produktivitet (38).

7.5

Udpegelse og bedømmelse af fremtrædende videnskabsfolk  (39). Fremragende kvalifikationer og tjenester registreres ikke med formelle bedømmelsesskemaer, hvor der altid er en fare for misbrug. Det er f.eks. et problem, at disse videnskabelige forfattere er tilbøjelige til fortrinsvis at citere hinanden i publikationer og således danner »citations-karteller«, hvorved de giver sig selv fordele ved regelmæssige bedømmelser. Hverken antallet af publikationer eller citater eller patenter eller andre nøgletal er tilstrækkelige eller sikre bedømmelseskriterier. Af større betydning er kvalitet, nyhedsværdi og betydning. Desuden er det ofte netop de særlig banebrydende erkendelser eller opfindelser, som først med en vis forsinkelse bliver kendt, anerkendt, udnyttet eller citeret. For at kunne bedømme personligheder og kunnen med alle deres særpræg og facetter, kræves der den erfaringsrigdom og personlige bedømmelsesevne, som man (selv om man heller ikke da helt kan undgå fejlvurderinger) finder hos de mest betydningsfulde repræsentanter for det enkelte fagområde, hvor resultater opnås eller forventes.

7.6

Deltagelse i beslutningsprocessen. Desuden er det i højere grad end hidtil nødvendigt, at erfarne fageksperter og den videnskabeligt-tekniske elite inddrages i forskningspolitiske, kommercielle og innovationspolitiske beslutningsprocesser og forvaltningstiltag. Etableringen af det europæiske forskningsråd er et meget opmuntrende første skridt på vejen, som udvalget udtrykkeligt støtter (40). Men også i administrationen af forsknings- og innovationsstøtte fra EU (især Kommissionen) og medlemsstaterne må den nødvendige faglige ekspertise inddrages og fastholdes. Det er i den forbindelse især vigtigt at inddrage succesrige unge ingeniører og forskere. Forsknings- og innovationsstøtte må ikke bare gå til ren administration.

7.7

Aflastning af det store antal ikke-fagrelevante opgaver. Forskning, udvikling og opfindelser, men også bearbejdning og formidling af viden er tidsintensivt ånds- og laboratoriearbejde, som også kræver perioder med uforstyrret koncentration og besindelse. Udvalget har siden 2000 gentagne gange nævnt (41), at stigningen i udvalgsarbejde, bedømmelses- og kontrolvirksomhed, rapportskrivning, dvs. bureaukrati generelt osv., nu lægger beslag på hovedparten af mange eksperters arbejdstid, så de ikke har tid til deres egentlige arbejde, og dermed skader selv den mest fremragende fageksperts innovationsevne og effektivitet. Denne uheldige udvikling bliver nu også i tiltagende grad kritiseret i medierne (42). Udvalget bifalder Kommissionens erklærede hensigt om at se på dette og sammen med medlemsstaterne søge en aflastning. I den forbindelse er kravet om, at fageksperter skal deltage i de forskningspolitiske beslutningsprocesser, ikke i modstrid med den nødvendige aflastning fra bureaukratiske krav. Det kan tilmed være til gavn for dette mål. Et konkret mål bør være at standardisere eller sammenlægge de talrige forslags-, rapport- og kontrolprocedurer for de forskellige støttegivere, partnerinstitutioner, netværk samt kontrol- og bedømmelsesudvalg. Det vil desuden være til betydelig gavn for gennemsigtigheden.

7.8

Udvandring af højtuddannede og mobilitet. Ingeniørers og forskeres arbejde kræver af god grund (se også punkt 4.1.5) mobilitet og fleksibilitet. Det må imidlertid ikke belaste deres personlige og familiemæssige levevilkår og sociale sikring (43). Desuden må det ikke føre til en nettoudvandring af de bedste hoveder fra Europa. Beskæftigelsesvilkårene i Europa må derfor være tilstrækkelig attraktive til at forhindre dette og alt i alt føre til en i det mindste afbalanceret status for den globale mobilitet af højtkvalificerede aktører. Visse medlemsstater er imidlertid også bange for, at der inden for EU kan opstå en ensidig udvandring af højtuddannede. Som udvalget ved flere lejligheder har henstillet (se også punkt 5.7), bør en langt større del af EU's strukturfondsmidler anvendes til at udbygge den videnskabelige infrastruktur, så der i alle medlemsstater skabes attraktive forskningssteder, som kan tiltrække dem, som er villige til at vende tilbage, og samtidig fungere som netværkspartner.

7.9

Iværksætternes rolle. En særlig problemstilling er, hvordan ny viden fra forskning og udvikling omsættes til innovative produkter og processer. Det er ikke uden grund, at Lissabon-målsætningen kræver, at 2/3 af de finansielle forskningsmidler skal komme fra industrien. Det drejer sig derfor også i høj grad om at værdsætte iværksætternes rolle og understrege deres afgørende betydning for innovation, økonomisk fremgang og samfundets generelle velstand. Derfor har udvalget i kraft af sin funktion som bindeled til det organiserede civilsamfund gjort temaet »iværksætterkultur med et menneskeligt ansigt« til et hovedpunkt i sit kommende arbejdsprogram. Kun gennem ansvarsbevidste og aktive iværksættere, der har de bedste udfoldelsesmuligheder, vil det i sidste ende lykkes at nå Lissabon-målene.

F.eks.