16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/66

1.1

Princippet om solidaritet mellem generationerne er et af de bærende elementer i den europæiske sociale model. I lyset af følgevirkningerne af den demografiske uligevægt bør princippet styrkes via en fornyet indsats og nye løsninger, der tilgodeser den fornødne finansielle balance. Dette princip om solidaritet mellem generationerne kan derfor kun opretholdes, hvis de offentlige myndigheder på alle niveauer yder en aktiv indsats, og de forskellige sociale aktører går forrest for at sikre almennyttige kvalitetstjenesteydelser for familierne, de unge og alle pleje- og pasningskrævende personer, og hvis pensionssystemerne og de sociale sikringsordninger er holdbare.

1.2

EØSU har for nylig i en række udtalelser (1) udtalt sig om disse problemstillinger og især om balancen mellem arbejds- og familieliv, fremme af lige muligheder og fremme af beskæftigelsen, især kvinders beskæftigelse. Henstillingerne i disse udtalelser er i deres helhed indarbejdet og genfremsat i denne udtalelse i såvel analysedelen som i forslagsdelen.

1.3

Selv om Kommissionens meddelelse har titlen »Fremme af solidaritet mellem generationerne«, så berører den hovedsageligt familieproblematikken, også når det gælder nyskabelsen, »alliancen for familier«, som for nylig blev vedtaget af Rådet. Den aktivitet, der i øjeblikket foregår på EU-plan, er rent faktisk udtryk for, at familieområdet efter en lang afbrydelse igen er genstand for opmærksomhed og tiltag, og det er som anført i Kommissionens meddelelse »det første led i Europas svar på de udfordringer, der ligger i de demografiske ændringer«. Denne udtalelse behandler derfor først og fremmest disse problemstillinger.

1.4

I 1983 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om en europæisk familiepolitik og gjorde dermed for første gang familiepolitikken synlig på europæisk plan, samtidig med at det det følgende år blev muligt at oprette en budgetpost for fremme af aktiviteter for familien.

1.5

I 1989 afholdtes det første Rådsmøde for familieministre, som vedtog visse vigtige foranstaltninger på grundlag af forslag fra Kommissionen. Således blev Kommissionen anmodet om at oprette et europæisk observatorium for den sociale situation, demografi og familien — i dag observatoriet for demografi og den sociale situation — og nedsætte en gruppe af højtstående regeringsembedsmænd på familieområdet. Endelig nedsatte Kommissionen en tværtjenstlig gruppe om den familiemæssige dimension i de forskellige fællesskabspolitikker. Ved den lejlighed besluttede Rådet endvidere at institutionalisere forbindelserne til familieorganisationer og Europa-Parlamentets tværfaglige gruppe om familien og børns beskyttelse.

1.6

Europa-Parlamentet vedtog nye beslutninger i 1994, 1999 og 2004, mens en tværfaglig familiegruppe allerede var blevet nedsat i 1988.

1.7

Desværre medførte krisen i 1998 vedrørende budgetposter og deres lovgrundlag, at bl.a. posten til støtte for familien bortfaldt.

1.8

Meddelelsen er resultatet af Kommissionens overvejelser vedrørende demografi, der påbegyndtes med grønbogen fra 2005 om de demografiske udfordringer (2) og videreførtes med meddelelsen om »Den demografiske udvikling i Europa — En udfordring, men også en chance« (3). Den indgår i øvrigt i en mere omfattende institutionel udvikling sat i gang af det tyske formandskab med konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i foråret og afsluttet med konklusionerne fra mødet i Ministerrådet om alliancen for familier af 30. maj 2007 og endnu engang gentaget i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 21.-22. juni 2007.

1.9

Meddelelsen nævner, at der i Europa i alt væsentligt findes tre typer af støtteindgreb for familien: 1) godtgørelse af direkte og indirekte familieudgifter, 2) hjælpetjenester for forældre til pasning og undervisning af børn og pasningskrævende personer samt 3) tilrettelæggelse af arbejdstid og beskæftigelsesforhold og adgang til sociale serviceydelser på lokalt plan. Disse områder har udviklet sig meget forskelligt i de enkelte medlemslande afhængigt af politiske valg og målsætninger. Selv om Kommissionen finder det vanskeligt at pege på de mest effektive politikker, understreger den dog, at det er lykkedes nogle medlemslande (de skandinaviske lande) at kombinere politikker, der forener arbejds- og familieliv og støtter ligestilling mellem kvinder og mænd, så det er muligt at fremme såvel et højt fødselstal som en høj erhvervsfrekvens blandt kvinder.

1.10

Selv om familiepolitikken strengt taget henhører under medlemslandenes enekompetence, gør Kommissionen i meddelelsen opmærksom på, at EU altid har søgt at tage højde for den familiemæssige dimension og borgernes livskvalitet i sine politiske foranstaltninger. En af grundpillerne i Fællesskabets beskæftigelsespolitik inden for rammerne af Lissabon-strategien er således at finde en balance mellem familie- og arbejdsliv.

1.11

Derefter redegøres der i meddelelsen for de elementer, der indgår i den europæiske alliance for familier, og fællesskabstiltagene til støtte derfor. Af særlige tiltag kan nævnes oprettelsen af en højtstående gruppe af regeringseksperter på det demografiske område, etableringen af forummer og europæiske, nationale, regionale og lokale netværk, oprettelsen af et observatorium for god praksis under Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene og en række forskningsredskaber baseret på det syvende rammeprogram. Endelig er det Kommissionens hensigt at anvende midler fra de europæiske strukturfonde til støtte for lige muligheder og foreningen af familie- og arbejdsliv.

2.1.1

Spørgsmålet om solidaritet mellem generationerne er uden tvivl meget omfattende og komplekst og er én af de udfordringer, der ligger i de igangværende sociale, økonomiske og internationale ændringer, herunder befolkningens aldring, der vil have betydelige konsekvenser for de europæiske borgere i fremtiden, navnlig hvad angår arbejdsmæssige og sociale vilkår. Kommissionens meddelelse henviser til, at Lissabon-strategien giver grundlag for at modernisere familiepolitikken ved at fremme lige muligheder og især gøre det lettere at forene arbejds- og familie- og privatliv, hvilket vil øge kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet. Det samme understreges også i de integrerede politikker for vækst og beskæftigelse, ifølge hvilke beskæftigelsespolitikken skal tilpasses efter familielivets betingelser og ændringerne heri over de forskellige livsfaser. I forbindelse med den åbne koordinationsmetode for social beskyttelse og social integration lægges der vægt på at forbedre vilkårene for fattige børn og deres forældre, støtte langtidsomsorg for plejekrævende personer samt modernisere pensionsordningerne.

2.1.2

Det møde mellem generationer, som finder sted og udvikler sig inden for familien, er også for Europa blevet en udfordring af stor betydning. Familien er det sted, hvor solidariteten først og fremmest udspilles; det gælder solidaritet mellem kønnene, gennem livets faser. Som følge af samfundsmæssige ændringer har familiestrukturen ændret sig kraftigt. Ved planlægningen af tiltag bør der under hensyntagen til nærhedsprincippet og de nationale lovgivninger tages højde for de mange forskellige familiesituationer (4).

2.1.3

De seneste rapporter om den sociodemografiske situation viser, at antallet af husstande er stigende i de forskellige lande, mens antallet af familiemedlemmer falder. Samtidig ændrer familiestrukturen sig meget hurtigere end tidligere på grund af nedgangen i antallet af ægteskaber (siden 1960'erne er antallet af ægteskaber pr. 1 000 indbyggere faldet fra 8 til 5,1 i 1999), og fordi folk gifter sig senere, flere bliver separeret og skilt, flere bor alene, og flere børn fødes uden for ægteskabet. Således er antallet af børn i EU, der bor i en familie med kun én forælder, steget med 50 % siden 1983 og udgør i dag 13 % af alle børn i EU (med flest, nemlig 25 %, i Storbritannien) (5). Stadig flere børn lever i sammenbragte familier, hvori indgår flere bedsteforældre og søskende fra forældrenes tidligere familier, antallet af ikke-europæiske børn, der adopteres, øges, og nye familiekulturer er opstået med indvandringen.

2.1.4

Fødselstallet i Europa ligger i dag omkring 1,45 børn pr. kvinde og dermed langt under befolkningens udskiftningskvotient. De laveste tal findes i Middelhavslandene og landene i Østeuropa. Nedgangen i fødselstallet gælder næsten overalt i EU, som har oplevet et fald på mere end 45 % siden 1960'erne.

2.1.5

Vores samfund består derfor af stadig færre børn og unge og stadig flere pensionister og ældre i almindelighed. I 1950 var 40 % af befolkningen i EU-25 under 25 år. I 2000 var andelen kun 30 %, og i 2025 vil den være faldet til 25 %. Derimod var kun 1 ud af 10 over 65 år i 1950, i 2000 var det 1 ud af 6, og i 2025 vil det være næsten hver fjerde. Disse tal er udtryk for grundlæggende ændringer i forbrugsmønstre, bolig- og plejebehov, social adfærd og den offentlige politiks prioriteter.

2.1.6

Det er helt sikkert, at de fleste ældre i Europa i dag takket være de forskellige sociale sikringsordninger, arbejdsvilkår og medicinske fremskridt kan regne med at leve noget længere og med en forholdsvis pæn indkomst. Der er dog stadig alvorlige fattigdomsproblemer, som berører mindst 1/6 af kvinder over 65 år og ca. en fjerdedel af alle ældre, der bor alene (6). Fattigdom og isolation blandt ældre kvinder skyldes generelt et begrænset eller ikke-eksisterende tilkytningsforhold til arbejdsmarkedet. Situationen er selvfølgelig endnu værre for dem, der er over 70 og 80 år, og byrden for familierne øges dermed, såfremt den offentlige social- og plejesektor ikke kan tilbyde tilstrækkeligt med tjenester.

2.2

Ifølge Eurobarometer (7) mener 97 % af europæerne, at familien er noget af det vigtigste — kun overgået af et godt helbred. Europæernes positive holdning bliver endnu mere markant, når de bliver bedt om at udtale sig om fremtiden (8). Familiens betydning bliver tydelig, når man har brug for hjælp: 70 % siger, at de vil støtte sig til deres partner, hvorimod 25 % siger, de vil søge støtte hos et andet familiemedlem, især ved sygdom (88 %), hvis de har brug for råd (78 %) eller penge (68 %).

2.3

Familierne i Europa bor i stadig større udstrækning i udkanten af de større byer. Dette mønster skjuler imidlertid store forskelle mellem aldersgrupperne: De meget gamle og de unge vil hellere bo i de større byer, hvorimod børnefamilier og pensionister foretrækker at flytte til små byer. Disse forskelle i bosættelsesmønstre afhængigt af aldersgruppe er med til at skabe nye problemer for forvaltningen af tjenesteydelser og den sociale samhørighed i de store byområder, hvilket igen forværres af migrationsstrømmene, som der gennemsnitligt mærkes mest til i byerne, hvor der er størst efterspørgsel på arbejdskraft.

2.4

For så vidt angår befolkningens alder, så var den del af Europas befolkning, der er over 65 år, steget til 17,2 % i 2005 (EU-15). Takket være den længere levealder tegner kvinderne sig for den største del af den voksende gruppe af ældre og udgør i alle lande i Europa mere end 50 % af befolkningen over 65 år.

2.5

Ca. 72 millioner mennesker i EU-25 (dvs. 15 %) er berørt af fattigdom, og 26 millioner lever på fattigdomsgrænsen (9). Heraf er ca. 12 millioner ældre. 9 % af EU's befolkning har i to af de seneste tre år levet i en familie med lav indkomst. Fattigdomsrisikoen er størst i familier med flere børn. Ca. 20 % af de 94 millioner unge i Europa, der er under 18 år, risikerer at ende i fattigdom, og i løbet af de sidste 30 år er andelen af børn, der lever i fattigdom, steget i alle EU's medlemslande, så den i dag overstiger andelen for den samlede befolkning og er særlig høj for familier med kun én forælder, familier der er berørt af langtidsledighed eller underbeskæftigelse og i store familier. Børn i fattige familier lider afsavn, har meget færre muligheder, store helbredsproblemer og klarer sig dårligere i skolen med tydelige sociale, økonomiske og politiske omkostninger for fremtiden. En sådan tilsidesættelse af børns rettigheder danner grobund for børnekriminalitet, udnyttelse af børn og handel med børn.

3.1

På trods af ovenstående har EU's institutioner indtil videre ikke været meget for at betragte familien som en social struktur med en væsentlig opgave i det moderne samfund, der som sådan fortjener en større opmærksomhed fra EU's side.

3.2

Selv om der på såvel internationalt som europæisk plan er massevis af officielle erklæringer fra meget forskelligartede offentlige organisationer, hvori familien tildeles en afgørende rolle i samfundet, så synes familien endnu ikke konkret at indgå i prioriteterne på europæisk plan. Disse prioriteter bygger i det væsentlige på to søjler: på den ene side de frie markedskræfter og konkurrence og på den anden lige muligheder for alle borgere. Der er for eksempel en tydelig henvisning til disse to søjler i Lissabon-strategien og i den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden for 2005-2010.

3.3

Generelt behandler Kommissionen familiespørgsmål under social-, beskæftigelses- eller ligestillingspolitikken (10). Selve familiebegrebet er som regel udeladt i mange dokumenter, der vedrører emner som de unge, børns rettigheder, uddannelsesspørgsmål osv., og fokus er hovedsagelig udelukkende på den enkeltes rettigheder eller på personen som en økonomisk enhed. Det er kun sjældent personen sættes i sammenhæng med sine familiemæssige relationer, der først og fremmest placerer ham som en del af en familie og som centrum for et netværk af sociale relationer. Familien derimod fortsætter med at spille en fremtrædende rolle i den enkelte persons liv ved at støtte under opvæksten, følge den sociale integration og integrationen på arbejdsmarkedet og ved meget ofte også at yde støtte ved sygdom, herunder også i forbindelse med midlertidigt eller varigt handicap eller behov for pasning og pleje. De tjenester, der tilbydes af offentlige myndigheder og det private og sociale marked, er stadig af afgørende betydning, især når det gælder om at fremme en balance mellem arbejds- og familieliv, bekæmpe familiers fattigdom og ledighed samt støtte og hjælpe familier, der er ramt af sygdom, har problemer med stofmisbrug, opdragelsesvanskeligheder eller vold i familien. Disse tjenester kan ikke i sig selv dække de følelsesmæssige behov hos mennesker, hverken hos plejekrævende eller plejegivende personer (11).

3.4

Det voksende krav om at fokusere på familien fra de europæiske borgeres side synes ikke desto mindre at være blevet forholdsvis positivt modtaget af det tyske EU-formandskab, som har foreslået en »storalliance« mellem institutionerne med det formål at fremme koordinerede politikker, der kan danne en modvægt til det faldende fødselstal og det stigende antal ældre. I de sidste to år er der faktisk startet en ny udvikling i alle EU's institutioner, der er kendetegnet ved en mere systematisk, strategisk og fremadrettet tilgang, som derfor også har et større potentiale.

3.5

Dette fremgår tydeligt af de vigtige bestemmelser vedrørende familien i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (12), også selvom det havde været ønskeligt, at der i forbindelse med revisionen af EU's traktater i artikel 3 var blevet indføjet en udtrykkelig henvisning til »støtte til familielivet« som en af EU's målsætninger.

3.6

EØSU er meget tilfreds med Kommissionens meddelelse, som indeholder en specifik dagsorden for, hvordan den foreslåede alliance for familier kan udmøntes i praksis. Den afspejler mange af EØSU's holdninger og den mere generelle debat i de seneste år. Den danner ligeledes et godt udgangspunkt for at tackle udfordringerne i relation til de demografiske ændringer, støtte samarbejde og partnerskaber mellem forskellige aktører, finde frem til, hvordan man bedst dækker behovene hos de familier, der har ansvaret for børn eller plejekrævende personer, samt forbedre mulighederne for at forene arbejds-, familie- og privatliv. Det kan bl.a. ske gennem afgørende investeringer i kvalitetstjenesteydelser for børn og familier, og det vil bidrage til at genskabe en ny og stærkere solidaritet mellem generationerne.

3.7

Det er ikke desto mindre fortsat beklageligt, at det på grund af den manglende støtte fra visse medlemslande ikke har været muligt at anvende den åbne koordinationsmetode på området. Det ville have givet alliancen større strategisk og strukturel gennemslagskraft. EØSU erkender dog, at der med meddelelsen er skabt et muligt grundlag for at udvikle en sammenhængende platform, som ikke er til hinder for yderligere udvikling på grundlag af en tættere koordinering.

3.8

Efter at det tyske EU-formandskab har sat afgørende liv i dette nye arbejdsområde, gælder det derfor om at holde øje med, at det ikke igen bliver marginaliseret. I lyset af den nye og stadig større interesse som de forskellige europæiske instanser viser sociale spørgsmål og borgernes velfærd, er der ved at være fornyet fokus på, overvejelser omkring og handling på familieområdet. Disse indledende og beskedne skridt skal gradvist styrkes og udvides via en detaljeret handlingsplan, der forventes gennemført med det 3. europæiske demografiske forum planlagt i 2010.

3.9

Mere overordnet gælder det om rent praktisk at anerkende det konkrete og væsentlige bidrag, som familierne fortsat yder til vores samfund og til den konkrete pleje og pasning af personer i alle aldre. Familien bør også ses i lyset af dens sociale og økonomiske funktion og i lyset af den eventuelle og uholdbare stigning i udgifterne til velfærdsydelser, der vil blive konsekvensen, hvis familien ikke gives den støtte og opmuntring, der er nødvendig, for at den kan udfylde denne rolle.

3.10

I den sammenhæng spiller arbejdsmarkedets parter på de forskellige niveauer allerede en vigtig rolle. Arbejdsmarkedets parter på europæisk plan har inden for rammerne af det første fælles arbejdsprogram 2003-2006 fremlagt en handlingsplan for lige muligheder med særlig henvisning til forening af familie- og arbejdsliv og alle spørgsmål forbundet dermed. Endelig bygger arbejdsmarkedets andet program for 2006-2008 på en omfattende analyse af de væsentligste udfordringer for arbejdsmarkedet (13). EØSU opfordrer arbejdsmarkedets parter til at fortsætte i denne retning.

3.11

Man bør også i endnu højere grad overveje den strukturelle dimension af den rolle, som skabelse og fornyelse af den sociale kapital og menneskelige relationer spiller, idet den i stadig større udstrækning anerkendes som værende afgørende for den enkelte borgers og samfundets velfærd. Den tid, der bruges på børn og familie, er helt sikkert tid, der går fra karrieren, men den er samtidig en investering i omsorg for eller uddannelse af mennesker og bør derfor anerkendes og opprioriteres, ved at det overvejes at supplere de eksisterende foranstaltninger (overførsler, skattefradrag, forældreorlov osv.) med en eller anden form for pensionsbelønning af den tid, der anvendes til pleje af plejekrævende personer, der bor hos familien (14). På den måde undgår man, at solidariteten mellem generationer resulterer i en fremtidig gæld (i form af utilstrækkelige pensioner med deraf følgende større fattigdomsrisiko), som først og fremmest vil påhvile kvinderne.

3.12

Ligeledes bør man også overveje betydningen af ulønnet tid, som er en størrelse, der er vanskelig at beregne og derfor ofte overses, men som ikke desto mindre har en afgørende indvirkning på den sociale livskvalitet, som de fleste i stadig større grad efterspørger og værdsætter.

3.13

Det er derfor nødvendigt at udtrykke samfundets påskønnelse af dette strukturelle og grundlæggende aspekt af mennesket, som er oprindelsen til, at de sociale bånd knyttes, på en anden — eksplicit og positiv — måde. Det skal ske ved en bedre udvikling og tilpasning af alle de vilkår og tjenesteydelser, der i øvrigt gør det muligt at realisere drømmen om egen familie, at få det ønskede antal børn og tage sig af sine nærmeste uden bekymringer.

4.1

Kommissionens meddelelse fastlægger med målsætningerne og iværksættelsen af de indledende foranstaltninger nogle positive og velstrukturerede retningslinjer for arbejdet (f.eks. oprettelsen af den højtstående gruppe af regeringseksperter vedrørende demografi). EØSU bakker op om disse retningslinjer og opfordrer til, at de udvikles fuldt ud, og håber, at de til stadighed vil få tilstrækkelig offentlig opmærksomhed, og at der informeres bredt om de opnåede fremskridt, således at man sikrer den størst mulige deltagelse i processen.

4.2

Det er særlig vigtigt aktivt at inddrage de lokale og regionale aktører, idet de spiller en stadig vigtigere og central rolle i tilvejebringelsen af sociale tjenesteydelser og gennemførelsen af vellykkede eksperimenter. Det synes derfor at være hensigtsmæssigt ikke kun at fremme oprettelsen af regionale og lokale fora, men også at opfordre Kommissionen til at spille en proaktiv rolle og i samråd med de berørte parter at udarbejde og fremme et detaljeret program for fora og initiativer i alle EU's medlemslande for at sikre den størst mulige tilslutning til processen.

4.3

EØSU mener, at oprettelsen af et observatorium for god praksis for familiepolitik under Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene skal støttes, og anbefaler, at dette sker i snævert samråd med civilsamfundsorganisationerne, herunder især familieorganisationerne, i forskellige arbejdsfaser i såvel fastlæggelsen af denne gode praksis som i at finde frem til, hvilke lejligheder der er mest passende for debat og overvejelse.

4.4

Det er således nødvendigt at overvåge, at observatoriets primære fokus ikke udelukkende er på familiespørgsmål, der knytter sig til arbejdslivet, men at det snarere koncentrerer sig om præcist at fastlægge familiens og generationernes behov og de tilbud og omkostninger, der kræves for at værne om og fremme udviklingen af nye former for solidaritet mellem generationerne. På den måde vil observatoriet kunne medvirker til at kortlægge den infrastruktur for socialt medborgerskab, der i dag findes i EU-landene (15).

4.5

For så vidt angår forskning, foreslår EØSU, følgende specifikke arbejdsområder:

4.6

Der er endnu to områder, hvor der har været meget lidt aktivitet, og hvor EØSU finder, at Kommissionen inden for rammerne af denne strategi bør gøre en større og mere markant indsats:

4.7

Det forslag, som en lang række familieorganisationer på EU-niveau for nylig genfremsatte over for de forskellige EU-institutioner, fortjener særlig opmærksomhed (19). Forslaget er en anmodning om at revidere momssatserne på produkter til småbørn, startende med bleer. Kommissionen påtog sig en konkret politisk forpligtelse på området den 19. juli 2006 om at fremsætte forslag om revision af det 6. direktiv og især bilag H til direktiv 2006/112/EF, som indeholder en liste over varer og ydelser, som kan belægges med en nedsat momssats, der ikke er mindre end 5 % (20). Prisen på disse varer er generelt af væsentlig betydning for familiebudgettet overalt i Europa. EØSU støtter dette forslag, der henhører under EU's beføjelser, og er en konkret måde, hvorpå medlemslandene kan tilskyndes til at yde væsentlig økonomisk støtte til familierne.

4.8

Endelig bør endnu to indsatsområder for forskningen omtales:

5.1

Selv om den demografiske udfordring er meget vigtig, bør spørgsmålet om solidaritet mellem generationerne ikke udelukkende fokusere på og dermed begrænse sig til det demografiske spørgsmål, men bør i højere grad behandles som et problem med højeste prioritet i de kommende år af såvel de horisontale ansvarlige aktører (institutioner, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsorganisationer osv.) som de vertikale (unge, ældre osv.), da de er afgørende for den europæiske (økonomiske, samfundsmæssige og kulturelle) udvikling og for fornyelsen af den socialpagt, som vores demokratier bygger på.

Faktisk har den solidaritetskultur, der indtil nu har været kendetegnende for den europæiske udvikling, over tid muliggjort meget originale og holdbare løsninger, der har vist sig at være afgørende for den menneskelige, sociale og økonomiske udvikling, fra de nationale velfærdssystemer til forholdet mellem sociale rettigheder og pligter, fra udviklingen af borgerrettigheder til mødet og det fortsatte ansvar mellem generationerne i familien.

5.2

Som den franske forfatter Antoine de Saint-Exupery udtrykte det, så gælder det ikke kun om at forudsige fremtiden, men også om at gøre den mulig. Det handler derfor om at sørge for, at alle borgere, navnlig familierne og især de unge, får ny tillid til fremtiden. På den måde vil de ikke længere være stillet over for et samfund, hvori der er så få ressourcer og tjenesteydelser og så lidt tid, at de er nødt til alt for længe at udskyde beslutningen om at stifte egen familie og få det ønskede antal børn. De vil i stedet mærke holdbarheden af en fornyet solidaritetsalliance mellem generationerne og kunne yde et bidrag og tackle vor tids udfordringer.