16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/96


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »EU's naboskabspolitik«

(2006/C 309/20)

Kommissionen besluttede i et brev fra kommissær Benita Ferrero-Waldner af 22. april 2005 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om: EU's naboskabspolitik.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som udpegede Giacomina Cassina til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 4. maj 2006.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 428. plenarforsamling den 5.-6. juli 2006, mødet den 5. juli, følgende udtalelse med 160 stemmer for, 2 stemmer imod og 9 hverken for eller imod:

Indledning

EØSU har tidligere udarbejdet to midtvejsevalueringer af EU's naboskabspolitik, en om landene i Central- og Østeuropa og en om Middelhavslandene (1). Denne udtalelse vil derfor ikke gå i dybden med visse aspekter, som behandles i de to udtalelser. Disse vil til gengæld blive oversendt sammen med denne udtalelse til de relevante myndigheder i EU og de berørte lande til orientering.

0.   Resumé og konklusioner

0.1.

EØSU finder, at EU's naboskabspolitik er en politik af stor strategisk betydning og bør gennemføres på en konsekvent og ansvarlig måde, således at dens potentiale med hensyn til fred, stabilitet, fælles værdier og politikker og fremme af handel på alle niveauer med nabolandene kan blive udnyttet.

0.2.

EØSU understreger, at der bør sikres overensstemmelse mellem:

medlemsstaternes udenrigspolitik og EU's naboskabspolitik,

de øvrige foranstaltninger med tilknytning til EU's eksterne forbindelser og EU's naboskabspolitik,

partnerlandenes udenrigs- og indenrigspolitikker og EU's naboskabspolitik,

de foranstaltninger, som træffes af Kommissionens forskellige generaldirektorater, der er involveret i gennemførelsen af EU's naboskabspolitik,

EU's budgetvalg og naboskabspolitikkens strategiske betydning,

gennemførelsen af differentieringsprincippet (som kan skabe en positiv konkurrencedynamik mellem lande og regioner) og muligheden for at skabe synergier i et bestemt område og mellem områder (som fremmer samarbejde og større forståelse),

de konkrete foranstaltninger, der først og fremmest skal iværksættes, og de vigtigste mål, som forfølges.

0.3.

EØSU opfordrer alle de involverede institutionelle aktører til i praksis at erkende, at princippet om fælles ejerskab indebærer en klar tilslutning til demokratiske værdier, der skal respekteres og udbredes, og som ikke kun formelt er fælles. Fælles ejerskab bør være et vejledende princip for forbindelserne mellem EU og partnerlandene, men også i EU og partnerlandene samt mellem de nationale administrationer og civilsamfundsrepræsentanterne. For at naboskabspolitikken kan gennemføres på effektiv og tilfredsstillende vis, bør der ske en systematisk inddragelse af det organiserede civilsamfund, navnlig samfunds- og erhvervskredsene, hvis rådgivende rolle og forhandlingskapacitet eksplicit bør anerkendes og fremmes. Det er derfor nødvendigt at sikre:

klare, gennemsigtige, dokumenterede og rettidige informationer om beslutninger vedrørende gennemførelsen af naboskabspolitikken,

fora, instrumenter og mekanismer til høring og inddragelse i forbindelse med denne beslutningstagning for at opnå en effektiv civil dialog,

informationer, instrumenter og harmoniserede data til evaluering af de opnåede resultater, bl.a. gennem udvikling af regelmæssige initiativer med henblik på at nå dette mål,

uddannelsesmuligheder, som giver disse organisationer mulighed for at bidrage til gennemførelsen af naboskabspolitikken og yde et optimalt bidrag, bl.a. gennem adgang til fællesskabsressourcer og -programmer,

muligheder for at oprette netværker for dialog, samarbejde og overvågning af naboskabspolitikkens gennemførelse mellem organisationerne i de forskellige lande og områder.

0.4.

EØSU vil bestræbe sig på at skabe, bevare og udvikle forbindelserne med rådgivende organer og/eller erhvervsorganisationer i partnerlandene, at lytte til dem og samarbejde med Europa-Parlamentet og Regionsudvalget med henblik på at bidrage til en fælles, effektiv og konsekvent gennemførelse af naboskabspolitikken og at nå målene om fred, stabilitet, sikkerhed og en fælles bæredygtig udvikling.

1.   Indledning

1.1

EU-myndighederne har gennem hele integrationsprocessen taget hensyn til forholdene i nabolandene. Der er mindst to grunde hertil:

den første, der relaterer til den grundlæggende politiske drivkraft, som fik de europæiske lande til at danne et fællesskab, har at gøre med behovet for fred, frihed og stabilitet både i og uden for integrationsområdet;

den anden, der relaterer til den økonomiske og markedsmæssige integration, har at gøre med behovet for at skabe et handelsområde, der er større end medlemsstaternes område, og som giver mulighed for samhandel med lande, hvis økonomiske vækst og udvikling af humanressourcerne kan sammenlignes med medlemsstaternes, således at samhandlen kan være til gensidig fordel og ikke begrænses af konkurrenceforvridninger, dumping og/eller protektionistiske foranstaltninger fra den ene eller anden side.

1.2

I den lange periode, hvor verden var opdelt i to blokke, var samkvemsret (af økonomisk, men også af menneskelig, kulturel og social art) desværre begrænset til et minimum som følge af forskellige markedssystemer i Øst- og Vesteuropa, og navnlig forskellige politiske systemer. Kontakten mellem folk i de to dele af Europa var desuden i mere end fire årtier begrænset til diplomatiske kontakter og overfladiske forbindelser mellem organisationer og lokale myndigheder. Det havde som konsekvens, at stereotyper opstået under den kolde krig fastfrøs, og at Sovjetstyrets regeringer internationalt set opnåede en angivelig demokratisk legitimitet, som de imidlertid ikke havde.

1.3

I den samme periode forbedrede Det Europæiske Fællesskab sine forbindelser med demokratiske, europæiske nabolande (eller lande, som var gået fra diktatur til demokrati som f.eks. Grækenland, Spanien og Portugal) og oplevede fire udvidelser (2). Gennem diverse aftaler blev der skabt stabile forbindelser med lande, som ikke havde udsigt til eller ønskede at blive optaget i Fællesskabet som f.eks. Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA), der blev oprettet i 1960, og Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), der blev oprettet i 1994, og en lang række bilaterale aftaler (navnlig med landene i Middelhavsområdet).

1.4

I perioden mellem slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne fik nabolandene i det sydlige og østlige Middelhavsområde stadig større betydning i Det Europæiske Fællesskabs øjne. Det førte til, at man på regeringskonferencen i Barcelona i 1995 oprettede et strategisk partnerskab, som skulle tage form af associeringsaftaler og regionale projekter. Målet var at skabe et frihandelsområde og sikre fred, sikkerhed og fælles velstand inden 2010.

1.5

De central- og østeuropæiske landes løsrivelse fra Sovjetstyret og overgang til demokrati og markedsøkonomi blev den begivenhed, som radikalt ændrede Fællesskabets geopolitiske situation. Fællesskabet havde indtil denne begivenhed indført markedsintegration og var ved at forberede indførelsen af en fælles mønt.

1.6

Genforeningen af det europæiske kontinent som følge af udvidelsen den 1. maj 2004 er Europas største politiske bedrift efter krigen. Denne gennemgribende begivenhed har gjort EU rigere på menneskelige, kulturelle, historiske, økonomiske og sociale ressourcer end nogensinde før. Denne kvantitative og kvalitative ændring i EU kræver fuld forståelse af den nye situation, som bør fremmes og bevares gennem en tilpasning af alle EU's politikker, herunder politikken for forbindelserne med nabolandene. Naboskabspolitikken udspringer af denne overbevisning, og EØSU, som også har bidraget til disse resultater gennem sin indsats for at fremme samarbejde og dialog med det organiserede civilsamfund i ansøgerlandene, støtter denne politik fuldt ud.

2.   Den indledende fase i EU's naboskabspolitik

2.1

Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) gjorde i november 2002 opmærksom på, at det var nødvendigt at udforme en naboskabspolitik. I december samme år opfordrede Det Europæiske Råd i København EU til at styrke forbindelserne med sine nabolande på basis af fælles værdier for at undgå yderligere opdelinger i Europa og fremme stabilitet og velstand både inden og uden for EU's grænser. I begyndelsen blev der først og fremmest sat fokus på forbindelserne med Rusland, Ukraine, Belarus og Moldavien samt partnerlandene i Middelhavsområdet.

2.2

Kommissionen fremlagde i 2003 og 2004 to meddelelser og i 2004 et forslag til forordning om oprettelse af et europæisk naboskabs- og partnerskabsinstrument (3).

2.3

Ud over ovennævnte lande blev naboskabspolitikken efter formel anmodning fra de tre lande i det sydlige Kaukasus udvidet i 2004 til også at omfatte Armenien, Aserbajdsjan og Georgien. Rusland havde tidligere meddelt, at det ikke ville deltage i naboskabspolitikken men fortsætte forbindelserne med EU inden for rammerne af det »strategiske partnerskab«. Naboskabspolitikken finder hverken anvendelse på Balkanlandene, som er omfattet af Balkan-stabilitetspagten, og/eller ansøgerlande som f.eks. Kroatien eller Tyrkiet (tidligere omfattet af politikken for Euro-Middelhavspartnerskabet og nu kandidatland, som har indledt tiltrædelsesforhandlinger den 3. oktober 2005).

2.4

I henhold til naboskabspolitikken skal nabolandene være fælles om en række vigtige politikker, hvilket kræver et stærkt engagement fra EU's og partnerlandenes side for at fremme fælles værdier (princippet om fælles ejerskab), retsstaten, gode styreformer, hensyntagen til menneskerettighederne og mindretallenes rettigheder, princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, markedsøkonomi og bæredygtig udvikling. Partnerlandene opfordres ligeledes til at yde en særlig indsats for at bekæmpe terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben og sikre overholdelsen af international lovgivning og en fredelig konfliktløsning.

2.5

I fællesskab med partnerlandene udarbejdes der nationale handlingsplaner, som tager hensyn til særlige forhold og behov i de berørte lande (differentieringsprincippet), men de sigter først og fremmest mod at fremme førnævnte værdier. De nationale handlingsplaner skal herefter godkendes af de respektive associeringsråd og gennemføres i samarbejde mellem det pågældende partnerland og EU. Kommissionen overvåger gennemførelsen af de nationale handlingsplaner ved regelmæssigt at afgive beretning, således at strategien kan justeres, afhængigt af de resultater, som opnås i det enkelte land.

2.6

Indtil udløbet af den nuværende budgetprogrammeringsperiode (slutningen af 2006) vil ressourcerne stamme fra TACIS- og MEDA-programmerne. I de finansielle overslag 2007-2013 bør der imidlertid kun være et enkelt finansieringsinstrument (det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument). Der er endnu ikke truffet beslutning om budgettet, men i henhold til Kommissionens forslag bør det være ca. dobbelt så stort som det beløb, der på nuværende tidspunkt stilles til rådighed for de to ovennævnte programmer.

2.7

EØSU bemærker imidlertid, at Kommissionen indtil videre, hverken i sine dokumenter eller forhandlinger om udformningen af de nationale handlingsplaner, har foreslået nogen elementer, der understøtter Fællesskabets udvikling, og som har støttet integrationsprocessen og gjort den mere demokratisk, herunder styrket deltagelsesdemokratiet; bl.a. mangler der begreber som »social dialog« og »rådgivende rolle«. EØSU har allerede ved flere lejligheder gjort Kommissionen opmærksom på disse mangler og er overbevist om, at alle EU-myndigheder vil tage de nødvendige skridt for at sikre, at disse begreber indarbejdes i gennemførelsen af de nationale handlingsplaner.

3.   »Naboskabsbegrebet« og generelle spørgsmål

3.1

Selv om »naboskabs-begrebet« umiddelbart synes at være klart, er det ikke helt klart, hvordan en yderst ambitiøs politik, som er baseret på denne umiddelbare opfattelse, kan have den nødvendige strategiske konsekvens. EU har udformet en udenrigspolitik, som dog stadig er begrænset, eftersom medlemsstaterne vogter nidkært over og udøver mange af beføjelserne på dette område. Udformningen af en europæisk udenrigspolitik er ikke et spørgsmål om at overtage medlemsstaternes internationale strategier; det kan styrke disse strategier og tilføre dem merværdi, hvis medlemsstaterne viser vilje til at agere i fællesskab og vedtager instrumenter til samordning af deres aktioner på det udenrigspolitiske område for at sikre, at alle aktører på et givent område yder en sammenhængende og effektiv indsats. Hvad angår naboskabspolitikken, vil dette mål kun kunne nås, hvis medlemsstaterne og EU sikrer overensstemmelse med EU's rammer og fremstår over for deres partnere som en enhed, der har de samme mål og forslag.

3.2

Begrebet »naboskabspolitik« udelukker ifølge EØSU en rent geografisk fortolkning. Formuleringen af naboskabspolitikken i de enkelte dokumenter, som nævnes i fodnote 3, leder imidlertid i høj grad tankerne hen på et værdi-, kultur-, og målfællesskab (eller søgen efter et sådant fællesskab) af værdier, kulturer og målsætninger (4). Det drejer sig nok om nærhed af geografisk art, men også, og frem for alt, af politisk og værdimæssig art. Det er derfor ikke udelukket, at naboskabspolitikken i fremtiden vil blive udvidet til at omfatte andre lande.

3.3

Det kan dog være et problem i forbindelse med princippet om fælles ejerskab til den aktion, som skal iværksættes, at partnerlandene under EU's naboskabspolitik ikke betragtes som potentielle medlemsstater. Udsigten til eventuelt EU-medlemskab vil helt klart være meget mere motiverende, men indholdet, metoderne og, proportionelt set, ressourcerne, som stilles til rådighed for de nationale handlingsplaner, svarer — hvis ikke de er de samme — til dem, der blev anvendt i forbindelse med den seneste udvidelse. Mekanismen til gennemførelsen af politikker, som skal fremme udviklingen i partnerlandene, bør ligeledes tage udgangspunkt i de erfaringer, der er gjort med strukturpolitikkerne, og bygge på et tæt partnerskab mellem EU og partnerlandene. En af de metoder, som kendetegner naboskabspolitikken, er en »step by step-tilgang«, som giver mulighed for at kontrollere de anvendte metoder og instrumenter samt navnlig at evaluere alle væsentlige udviklinger, som eventuelt vil kunne ændre de nuværende mål. Den nye fase i naboskabspolitikken giver mulighed for at styrke forbindelserne med de partnerlande, som gør optimal brug af de nationale handlingsplaner. Der er tale om en slags »belønning«, som styrker de økonomiske og politiske forbindelser og forhåbentlig også forbindelserne mellem samfund, hvorved man vil kunne imødekomme de undertiden begejstrede forventninger, som næres af befolkningerne i partnerlandene. EØSU mener derfor, at det vil være en fejltagelse at opstille stramme rammer, der udelukker enhver mulighed for EU-medlemskab, eller give falske forhåbninger.

3.4

Kommissionen fremlagde i marts 2005 en meddelelse med henstillinger vedrørende de lande, for hvilke der endnu ikke er vedtaget nationale handlingsplaner (5). Der er her tale om tre lande i det sydlige Kaukasus, Egypten og Libanon. Det Europæiske Råd af 25. april 2005 støttede denne meddelelse og udtrykte håb om, at de nationale handlingsplaner ville være på plads snarest muligt, således at de hurtigt kunne blive godkendt af de relevante organer (associeringsråd) og gennemføres. Rådet gjorde ligeledes opmærksom på, at differentieringsprincippet skulle finde anvendelse, men fremhævede samtidig den erklæring, som de tre lande i det sydlige Kaukasus havde fremsat med henblik på at gøre optimal brug af instrumenterne under naboskabspolitikken og dermed styrke det regionale samarbejde (jf. ligeledes punkt 4).

4.   Problemer i de forskellige områder

4.1

EU's naboskabspolitik sætter fokus på bilaterale forbindelser mellem EU og de enkelte partnerlande. I hver enkelt af de områder, som er omfattet af naboskabspolitikken (der stort set kan betegnes som lande i Central- og Østeuropa, Middelhavsområdet og det sydlige Kaukasus), gør en række særlige forhold sig imidlertid gældende. I gennemførelsen af naboskabspolitikken bør man således bestræbe sig på at fremme lokale synergier og forbindelser i det pågældende område. Dette mål kan nås gennem målrettede aktioner og initiativer, som gør det attraktivt at uddybe forbindelserne og samarbejdet i hver enkelt område, men også mellem flere områder. Det vil ikke kun komme landene i de tre områder — som ofte eksplicit kræver dette — til gode, men vil også fremme stabilitet, sikkerhed og fred i EU og i landene uden for det område, som er omfattet af naboskabspolitikken. Det er dog vigtigt med en tilgang, som både er fleksibel og pragmatisk for, at der kan sikres den rette balance mellem bilaterale aftaler og udviklingen af lokalt og tværregionalt samarbejde.

4.2

Mekanismen til gennemførelse af naboskabspolitikken indebærer en vis grad af konkurrence mellem de forskellige partnerlande. I takt med at et land nærmer sig det mål, som er blevet opstillet i fællesskab med EU, kan det forbedre sin status som EU-partner (mere fordelagtige betingelser, mere støtte til vigtige aktioner, bedre markedsadgang, lettere bevægelighed for personer osv.). Denne konkurrence kan også komme til udtryk mellem områder, og i dette tilfælde bør man især være opmærksom på, at det ikke giver anledning til frustration eller resignation i de områder — eller landene i sådanne områder — som især har vanskeligheder. Det er vigtigt at fremme kontakter mellem de forskellige lande og områder, eftersom det vil være lettere at fremme gensidig forståelse og indkredse eventuelle former for samarbejde, som man måske endnu ikke har overvejet, hvis den enkelte aktør under naboskabspolitikken er sig bevidst, at han ikke kun arbejder for sig, men for et stort fælles foretagende. Civilsamfundets bidrag kan i den forbindelse være en stærk drivkraft.

4.3

Det skal samtidig understreges, at der i alle tre store regioner, som er omfattet af naboskabspolitikken, findes åbne, latente og potentielle konflikter. Der findes også spændinger i nogle partnerlande, specielt hvor demokratiet fortsat er skrøbeligt. Bekymringen over de mulige konsekvenser i EU er berettiget, men der bør dog først og fremmest lægges vægt på sikkerhed og stabilitet i partnerlandene og for deres befolkninger. Der bør derfor konstant lægges vægt på målrettede aktioner, som i forbindelse med gennemførelsen af de nationale handlingsplaner eksplicit sigter mod at fjerne kilderne til spændinger og løse konflikter, skaber forudsætninger for at overvinde vanskeligheder og fremmer samarbejdet mellem lande, økonomier og befolkninger. Disse foranstaltninger bør naturligvis absolut inddrage det organiserede civilsamfund som aktører i det økonomiske, sociale og kulturelle samarbejde, der er et væsentligt instrument i bestræbelserne på at sikre en fredelig sameksistens.

4.3.1

Det er ligeledes vigtigt, at de forskellige EU-initiativer på det udenrigspolitiske område udvikles således, at de er i overensstemmelse med de forskellige aspekter af naboskabspolitikken. Særligt vanskelige er her forbindelserne med Rusland under det strategiske partnerskab, sådan som den seneste gaskrise har vist. Det vil også være hensigtsmæssigt (og ikke kun i tilfældet med Ukraine) at undersøge nøje, hvilke konsekvenser — herunder sociale og økonomiske — anerkendelsen som markedsøkonomi vil have for de pågældende lande og EU.

4.3.2.

Det vil derfor være hykleri ikke at nævne, at et af målene for naboskabspolitikken er at sikre gode forbindelser med lande, som forsyner EU med energiråstoffer. Der er ikke noget stødende herved, så længe to betingelser overholdes: berettigede hensyn til energiforsyningen må ikke tage overhånd i forhold til målene om en hermed forenelig økonomisk og social udvikling i partnerlandene, og medlemsstaterne bør gå mere sammenhængende til værks og vise ægte vilje til at arbejde sammen indbyrdes således, at man i fællesskab kan løse de vanskelige strategiske problemer, som er knyttet til energisektoren.

4.4

Det grænseoverskridende samarbejde mellem EU's medlemsstater og partnerlandene spiller på tilsvarende vis en vigtig rolle. De fleste af de nye medlemslande støder direkte op til lande, som er omfattet af naboskabspolitikken, og oplever derfor både de vanskeligheder og muligheder, som følger af naboskabet. Man bør derfor i gennemførelsen af naboskabspolitikken sigte mod at begrænse risikoen for ustabilitet til et minimum (politisk, økonomisk og socialt), og navnlig lette omsætningen af potentielle positive muligheder til konkrete politikker og resultater, som er til gensidig nytte. Dette vil have positive konsekvenser for hele Fællesskabet — der nu i vid udstrækning er åbent og homogent — i form af mere og bedre samhandel, øget sikkerhed og større mellemfolkelig forståelse.

4.5

Formålet med denne udtalelse er ikke at analysere de særlige forhold i de enkelte lande eller områder, eftersom EØSU som nævnt i begyndelsen af udtalelsen allerede har ydet specifikke bidrag om Middelhavsområdet og de nye naboer i øst. EØSU's initiativ, der blev iværksat i Kiev i februar 2006 med civilsamfundsorganisationer i Ukraine, viste høj aktivitet i disse organisationer, som er begejstrede for EU og har nogle store forventninger til naboskabspolitikken. Dette initiativ viser også, at det arbejde, der er blevet udført i forbindelse med førnævnte udtalelse om naboerne i øst, er begyndt at føre til konkrete resultater. EØSU er fast besluttet på at sætte sig mere strukturerede og langsigtede mål for dialogen og samarbejdet med civilsamfundsorganisationerne i Ukraine.

4.5.1

EØSU er meget bekymret over de seneste begivenheder i Belarus og fordømmer de undertrykkende og antidemokratiske metoder og forfølgelser, der krænker borgerlige og sociale rettigheder. EØSU, der vil fortsætte med at knytte stadig tættere forbindelser med civilsamfundsorganisationerne i Belarus, er ved at udarbejde en udtalelse om dette emne (6).

4.5.2

EØSU har dog endnu hverken foretaget en direkte analyse eller udviklet stabile kontakter med det organiserede civilsamfund i landene i det sydlige Kaukasus. Der vil kunne rettes op på dette på kort sigt ved at undersøge spørgsmålet nærmere i en informationsrapport og eventuelt en specifik udtalelse.

5.   Metodologiske og finansielle instrumenter

5.1

Metoderne til gennemførelse af de nationale handlingsplaner indebærer en konstant dialog og forhandlinger mellem EU-myndighederne og de pågældende lande. Alle parter skal ved gennemførelsen af de forskellige aktioner følge de procedurer, som anvendes på fællesskabsplan. EØSU har tidligere i forbindelse med MEDA-programmet udtrykt bekymring over de problemer, som støttemodtagerne og det organiserede civilsamfund bl.a. har med at få adgang til relevante fonde (7). Det er ganske vist nødvendigt med strenge fordelings- og kontrolprocedurer for at undgå misbrug af ressourcer, men procedurerne bør også være klare, gennemsigtige (de relevante formularer kan f.eks. oversættes til støttemodtagernes sprog!) og enkle samt være i overensstemmelse med de politiske mål for naboskabspolitikken. Mange og indviklede bureaukratiske procedurer for at få adgang til støtte gør det hverken lettere at overholde prioriteterne eller sikre effektiviteten af den pågældende aktion. Det fremmer også den »samarbejdsprofessionalisme«, der tilbydes af konsulentvirksomheder, og som i sidste ende kan føre til, at partnerlandene mister deres righoldige særpræg og initiativmuligheder. Myndighederne i EU insisterer på, at naboskabspolitikken skal betragtes som en »skræddersyet« politik. Dette aspekt er yderst vigtigt, men det bør også komme til udtryk i gennemførelsesmetoderne, og det bør sikres, at disse metoder på systematisk og konsekvent vis afspejler de økonomiske og sociale forhold i de enkelte lande, således at de forskellige samfundskredse også kan forholde sig hertil.

5.1.1

De vanskeligheder, som civilsamfundsorganisationer har med at få adgang til programmer og tilhørende ressourcer, skyldes ofte, eller i hvert fald delvis, manglende kendskab til regler og procedurer. Adgang til et fællesskabsprogram eller foranstaltninger under en politik, som fremmes af EU, kan ikke sidestilles med en udbudsprocedure, hvor konkurrenterne selv skal tilvejebringe de informationsmæssige og organisatoriske instrumenter, som er nødvendige for at kunne deltage. EU-institutionerne bør tage et klart ansvar og støtte samfunds- og erhvervskredsene i deres bestræbelser på at opnå den nødvendige kapacitet og professionalisme. Et eksempel herpå er de kurser, som Kommissionen indtil for et par år siden arrangerede for »iværksættere« til en rimelig pris. Prisen er i den senere tid tredoblet, hvilket afholder de fleste af de aktører, som har behov for netop denne slags hjælp, fra at deltage. Efter EØSU's opfattelse er spredningen af denne type knowhow mellem civilsamfundets organisationer ligeså vigtig som kapacitetsopbygningen i partner- og nabolandenes administrationer og må derfor betragtes som en vigtig tjeneste, der bør være gratis for, at civilsamfundet kan bidrage til gennemførelsen af naboskabspolitikken.

5.2

I betragtning af, at de nationale handlingsplaner omfatter alle de politikker, der hører ind under de forskellige kommissærers kompetenceområde, er det vigtigt, at naboskabspolitikken er et projekt, som forstås og støttes af alle generaldirektorater, der bør networke på ansvarlig vis for at bidrage til denne politiks succes.

5.3

For at mekanismen til regelmæssig evaluering kan virke efter hensigten, skal den være begrænset til det væsentlige, undgå gentagelser og sætte fokus på prioriteterne. På denne måde kan man få et mere effektivt og frugtbart resultat ud af at inddrage det organiserede civilsamfund, som er helt afgørende for en vellykket gennemførelse af denne og andre politikker (se punkt 6), i gennemførelsen og evalueringen af naboskabspolitikken. Der bør lægges særlig vægt på kriterierne til evaluering af de demokratiske fremskridt, som gøres i de pågældende partnerlande, og respekt for værdier og grundlæggende rettigheder. Metodemæssigt bør der lægges vægt på etableringen af et netværkssystem til indsamling af data og statistikker, som giver mulighed for at vurdere de fremskridt, der er gjort i de enkelte lande, på en sikker og, om muligt, sammenlignelig måde. Det er også nødvendigt, at evalueringsrapporterne stort set dækker den samme tidsperiode, dels af hensyn til evalueringen af de bedste resultater, dels af hensyn til indkredsningen af de prioriteter, som kræver mere eller en anden form for støtte.

5.4

Selv om EU er partner- og nabolandenes vigtigste handelspartner, ligger EU's budgetressourcer til samarbejde undertiden, og i nogle lande, på et lavere niveau end de ressourcer, som stilles til rådighed af andre internationale aktører, men EU's partnere har ved flere lejligheder givet udtryk for, at EU's indsats har stor kvalitativ betydning for deres udvikling, eftersom den bidrager til konsolideringen af visse resultater, en betydelig kapacitetsopbygning og et partnerskab, hvor alle parter betragtes som ansvarlige og ligeværdige aktører og aldrig som støttemodtagere, der er mere eller mindre tvunget til at acceptere de målsætninger, som andre har opstillet for dem.

5.5

EU's partnere skal have indfriet deres forventninger. Eftersom hovedansvaret for budgetspørgsmål ligger hos alle Fællesskabets aktører, navnlig medlemsstaterne, bør de tage deres del af ansvaret. Det er vigtigt, at denne politik, som er så vigtig for EU's udvikling og sikkerhed samt partnerrolle på den internationale scene, tilgodeses i de finansielle overslag for 2007-2013. Det vil også gøre det lettere at rejse midler fra den private sektor, eftersom investorerne vil kunne operere på stabile og sikre vilkår.

6.   Inddragelse af civilsamfundet i naboskabspolitikken

6.1

EØSU er overbevist om, at naboskabspolitikkens succes er uløseligt forbundet med de institutionelle aktørers evne til at inddrage det organiserede civilsamfund i gennemførelsen af de nationale handlingsplaner. EØSU har redegjort udførligt for dette synspunkt i tidligere udtalelser og analogt i alle udtalelser om udvidelsesprocessen (8). EØSU ser gerne, at Kommissionen sender et klarere signal i den retning ved at foreslå kriterier, procedurer og instrumenter til inddragelse af det organiserede civilsamfund i gennemførelsen af de nationale handlingsplaner. Under forbehold af punkt 3.3 udgør erfaringerne med udvidelsen et vigtigt referencepunkt, både hvad angår inddragelsen af ansøgerlandenes samfunds- og erhvervskredse i forhandlingsprocessen og gennemførelsen af dialogen mellem det organiserede civilsamfund i EU-landene og ansøgerlandene. Den første af disse dynamiske processer er blevet iværksat, bl.a. i visse ansøgerlande, som nu er blevet medlemmer, mens den anden er baseret på de frivillige initiativer, som træffes af organisationer, fonde og rådgivende organer, navnlig EØSU. Gennemførelsen af naboskabspolitikken kræver imidlertid, at denne inddragelse struktureres og garanteres.

6.2

På basis af EØSU's erfaringer og arbejde samt forslagene i de udtalelser, som er nævnt i fodnote 1, skal blot nævnes de aktioner, som efter EØSU's opfattelse er nødvendige for at kunne nå målet om en effektiv gennemførelse af naboskabspolitikken med deltagelse af arbejdsmarkedets parter.

6.3

EØSU opfordrer Kommissionen til:

at sikre intern sammenhæng mellem de generaldirektorater, som beskæftiger sig med de forskellige aspekter af naboskabspolitikken ved at fremme synergier, networking og bedste praksis;

at indskærpe over for regeringerne i partner- og nabolandene, at de bør inddrage det organiserede civilsamfund i gennemførelsen af de nationale handlingsplaner ved med henblik herpå at fastsætte et krav om inddragelse af det organiserede civilsamfund i evalueringen af de resultater, som er opnået i de enkelte partner- og nabolande;

at tilføre samfunds- og erhvervskredsene den knowhow, som er nødvendig for, at de ressourcer, der stilles til rådighed for naboskabspolitikken, anvendes optimalt og korrekt, og for at disse kredse kan føre tilsyn med gennemførelsen af de nationale handlingsplaner i deres lande og fremsætte forslag til opfølgningen heraf;

at fastlægge klare og effektive kriterier for vurderingen af fælles værdier, som er den vigtigste prioritet i forbindelse med naboskabspolitikkens gennemførelse;

at tilvejebringe informationer og dokumentation om de møder, der afholdes inden for rammerne af associeringsaftalerne, og som har til formål at drøfte gennemførelsen af de nationale handlingsplaner (og bl.a. offentliggøre tidsplanen og dagsordenerne for disse møder), og tilskynde til afholdelsen af informations- og høringsmøder før og efter disse møder;

at foreslå et instrument, som letter udstedelsen af visa til borgere i partnerlande, der ønsker at rejse til EU for at studere, forske eller opnå kontakt med tilsvarende organisationer, virksomheder osv.;

at støtte EØSU's indsats for at sikre koordineringen af de rådgivende organer og civilsamfundsorganisationer, som er blevet engageret i gennemførelsen af de nationale handlingsplaner, navnlig ved at finansiere afholdelsen af et årligt økonomisk og socialt topmøde (i lighed med det topmøde, som EØSU har været vært for i 10 år som led i Euro-Middelhavssamarbejdet), der giver mulighed for at evaluere den overordnede gennemførelse af naboskabspolitikken, og som ligeledes giver de involverede organisationer mulighed for at sammenligne erfaringer på overordnet plan og ikke kun på bilateralt eller lokalt plan.

6.4

EØSU opfordrer regeringerne i EU's medlemsstater til:

at fastlægge en metode til systematisk sammenligning, som skal sikre overensstemmelse og effektivitet mellem de enkelte medlemsstaters udenrigspolitik og naboskabspolitikken med det formål at skabe en kritisk masse af ressourcer, og navnlig initiativer, som kan føre til positive resultater for alle de berørte parter;

at tilpasse deres udenrigspolitik, således at der i anvendelsen af naboskabspolitikken kan tages højde for det organiserede civilsamfunds bidrag, både i partner- og nabolandene generelt, men også på nationalt niveau, hvilket bl.a. kan ske gennem politikker for udviklingssamarbejde og etablering af partnerskaber og netværk med de involverede civilsamfundsorganisationer;

at sikre overensstemmelse mellem de forpligtelser, som indgås under naboskabspolitikken, og de initiativer, som tages af multilaterale internationale organer;

at tilvejebringe alle oplysninger om de nationale regeringers synspunkter på de punkter, som står opført på dagsordenen for de møder, der afholdes inden for rammerne af associeringsaftalerne;

at gøre en indsats for at lette adgangen til universiteter for studerende fra partner- og nabolandene;

at arrangere informationsdage med regelmæssige mellemrum (ca. hvert andet år) på nationalt niveau om de fremskridt, som er gjort med gennemførelsen naboskabspolitikken, og de evalueringer, som regeringen selv foretager af denne vigtige politiks gennemførelse.

6.5

EØSU opfordrer regeringerne i partner- og nabolandene til:

at sikre en høj grad af overensstemmelse mellem deres bilaterale og multilaterale udenrigspolitik og de forpligtelser, som er indgået inden for rammerne af naboskabspolitikken;

at sikre klare og løbende oplysninger om de fremskridt, som gøres med inddragelsen af landenes arbejdsmarkedsparter og erhvervsorganisationer, og give adgang til dokumentation om de fremskridt, som gøres med gennemførelsen af de nationale handlingsplaner;

regelmæssigt at høre de rådgivende organer — hvor sådanne findes — om beslutninger, der er under forberedelse, og som vedrører gennemførelsen af de nationale handlingsplaner eller evalueringer og eventuelle andre faser, som kan føre til fremskridt i forholdet mellem det pågældende land og EU;

i de partner- og nabolande, hvor der endnu ikke findes rådgivende organer, at oprette et instrument til fremme og samordning af det organiserede civilsamfunds deltagelse i beslutningstagningen vedrørende gennemførelsen af de nationale handlingsplaner og overvågningen af de iværksatte aktioner;

også at samordne høringen og inddragelsen af civilsamfundet på det lokale niveau, således at naboskabspolitikken kan tjene som et instrument til udvikling og afbalancering af det økonomiske og sociale system på hele det pågældende lands territorium.

6.6

EØSU opfordrer det organiserede civilsamfund i partner- og nabolandene til:

at sætte sig ind i, evaluere og deltage i gennemførelsen af naboskabspolitikken i deres lande ved at anmode deres regeringer om informationer og muligheder for at deltage og ved at samarbejde med EØSU med henblik på at indkredse prioriteter og gøre EU-myndighederne opmærksomme herpå;

at være åben over for en struktureret dialog både med EØSU og rådgivende organer i EU's medlemsstater og andre partner- og nabolande med henblik på at skabe et omfattende netværk for overvågning af naboskabspolitikkens gennemførelse og fremme den gensidige forståelse mellem organisationer og formidlingen af bedste inddragelsespraksis.

6.7

EØSU har til hensigt nøje at følge gennemførelsen af naboskabspolitikken i de forskellige områder og udvikle mere effektive former for samarbejde med Europa-Parlamentet og Regionsudvalget for at bidrage til det organiserede civilsamfunds inddragelse i denne vigtige politik.

Bruxelles, den 5. juli 2006

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Den første omhandler »Det bredere europæiske naboskab: en ny ramme for forbindelserne med vores naboer i øst og syd« (udtalelse, ordfører: Karin Alleweldt (EUT C 80 af 30.3.2004, s. 148-155), den anden omhandler »Rådgivende organers og erhvervsorganisationers rolle i forbindelse med iværksættelsen af partnerskabsaftaler og EU's naboskabspolitik« (tematisk bidrag til topmødet for erhvervsorganisationer i Euro-Middelhavsområdet, som blev afholdt i Jordan den 16.-17. november 2005 (ordfører: Giacomina Cassina), udarbejdet i samarbejde med rådgivende organer i Grækenland, Israel og Tunesien samt repræsentanter for erhvervsorganisationer i Marokko).

(2)  Danmark, Det Forenede Kongerige og Irland i 1973, Grækenland i 1981, Spanien og Portugal i 1986, Østrig, Sverige og Finland i 1995.

(3)  KOM(2003) 104 endelig — Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-ParlamentetDet bredere europæiske naboskab: en ny ramme for forbindelser med vores naboer i øst og syd — Bruxelles, 11.3.2003.

KOM(2004) 373 endelig — Kommissionens meddelelseEU's naboskabspolitikStrategidokument — Bruxelles, 12.5.2004.

KOM(2004) 628 endelig — Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om almindelige bestemmelser om oprettelse af et europæisk naboskabs- og partnerskabsinstrument — Bruxelles, 29.9.2004.

(4)  Den kendsgerning, at Armenien, Aserbajdsjan og Georgien (som ikke er nabolande til EU) har anmodet om at blive omfattet af EU's naboskabspolitik, er et konkret eksempel herpå.

(5)  KOM(2005 72 endelig — Meddelelse fra Kommissionen til Rådet »EU's naboskabspolitikHenstillinger vedrørende Armenien, Aserbajdsjan, Georgien. Egypten og Libanon« — Bruxelles, 2.3.2005.

(6)  Jf. Stuliks arbejdspapir (REX/220).

(7)  Jf. Dimitriadis-rapporten med henblik på Euromedtopmødet på Malta (REX/113), navnlig punkt 35 og 36.1.

(8)  Jf. bl.a. en af de seneste udtalelser fra REX-sektionen (REX/208, ordfører: Pezzini).