4.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 81/20

1.

Havet har fundamental betydning for menneskers liv og økonomi, og det europæiske kontinent præges allerede af havet, da EU's samlede kyststrækning, inklusive de øer, der ligger tæt på kysten, er på ca. 325 000 km. Med randregionerne har EU verdens største havområde; en tredjedel af EU's 450 mio. indbyggere lever ved eller nær kysterne, og mere end 100 regioner grænser direkte op til havet;

2.

Havet spiller en livsvigtig rolle for over 14 millioner mennesker, som bor på øerne i Den Europæiske Union, og det er den vigtigste betingelse for socioøkonomisk udvikling i alle øregioner;

3.

Havet udgør med ca. 1,4 mia. km2 det største overfladeareal på Jorden;

4.

Havet og klimaet hænger nøje sammen, og 70 % af den ilt, vi indånder, produceres af den maritime flora;

5.

De forskellige maritime økonomiske sektorer såsom transport-, energi- og fødevaresektorerne vil skulle løse den vanskelige opgave at fremme økonomisk vækst på en bæredygtig, ressourcebevarende måde;

6.

I præamblen til De Forenede Nationers havretskonvention fastslås det bl.a., at »alle spørgsmål vedrørende havretten« skal afgøres »i en ånd af gensidig forståelse og samarbejde«, og »at havområdernes problemer er tæt forbundne og skal betragtes som en helhed«, hvilket »vil lette det internationale samkvem« og fremme »den rimelige og effektive anvendelse af deres ressourcer« samt »beskyttelsen og bevarelsen af havmiljøet«;

7.

Navnlig de regionale og lokale myndigheder ved kysterne har allerede indhøstet mange erfaringer, der bør udnyttes under udarbejdelsen af den fremtidige havpolitik —

1.1

bemærker, at det er første gang, at EU's politiske fokus rettes mod havet som helhed, og at man gennem en fælles strategi og under hensyntagen til deres indbyrdes synergi forsøger at være konstruktiv og samle de enkeltforanstaltninger, som EU i nogle tilfælde har haft kørende i flere år, i en moderne europæisk havpolitik for at sikre optimal udnyttelse,

1.2

forventer, at Kommissionen — ud over at gøre status over situationen — allerede i løbet af den nuværende mandatperiode vil iværksætte de første foranstaltninger til en europæisk havpolitik og fremsætte lovforslag på området,

1.3

bifalder Kommissionens beslutning om at udarbejde en grønbog om maritime anliggender med det formål at gøre status over situationen og danne et grundlag for en bæredygtig europæisk havøkonomi som nøgleinitiativ for 2010,

1.4

støtter initiativerne fra de enkelte regioner og netværk om at følge denne proces intensivt,

1.5

bifalder ligeledes Kommissionens meddelelse af 2. marts 2005»Mod en fremtidig havpolitik for Den Europæiske Union: En europæisk vision for havene« og de i meddelelsen anførte betragtninger og målsætninger for EU's søfartssektor,

1.6

understreger, at Kommissionens beslutning om at iværksætte en omfattende høring i forbindelse med udarbejdelsen af grønbogen er af afgørende betydning, og at de europæiske lokale og regionale myndigheder bør spille en central rolle i den forbindelse,

1.7

bakker op om målsætningen om, at de europæiske haves enorme potentiale skal anerkendes og bevares, og at en aktiv europæisk havpolitik skal være sådan udformet, at de efterfølgende generationer også kan få del i havenes økonomiske, biologiske og kulturelle ressourcer,

1.8

fremhæver, at en bæredygtig og effektiv europæisk havpolitik skal danne grundlag for en integreret tilgang som overordnet princip for den strategiske samling af forskellige delpolitikker,

1.9

gør opmærksom på, at der allerede findes en række eksempler på aktiv havpolitik også uden for EU,

1.10

håber, at en overordnet indfaldsvinkel til EU's havpolitik også baner vej for en effektiv genlancering af Barcelona-processen, som tager hensyn til det bidrag, regioner og lokale myndigheder kan yde i den sammenhæng;

1.11

påpeger, at den europæiske havpolitik berører en lang række sektorspecifikke områder, der delvis er reguleret på europæisk niveau, men som hidtil ikke er blevet samlet med en integreret tilgang,

1.12

udpeger følgende vigtige politikker, som en aktiv havpolitik skal tage hensyn til:

1.13

understreger, at EU's regioner har en vital interesse i at være konkurrencedygtige inden for søtransport, skibsbygning og havnedrift. EU's geografiske forhold og store eksportorientering samt de tiltagende transportstrømme gør det strengt nødvendigt at udbygge søvejene i de indre farvande og til søs. En overflytning af trafik fra vej- til søtransport kan hjælpe til at absorbere transporttilvæksten. Derudover bør EU med sin havpolitik skabe de nødvendige rammer for, at økonomiske aktører inden for europæisk skibsfart, skibsbygning og havnedrift sikres en fair chance. Det er dog ikke nok at vedtage en række klare og bindende sikkerhedsforskrifter for international søtransport og sikkerhed til søs. De skal også håndhæves;

1.14

konstaterer, at Europa har en strategisk interesse i at bevare en konkurrencedygtig handelsflåde og en stærk skibsindustri. Dette kræver iværksættelse af en aktiv industripolitik, der bygger på innovation, forskning og viden;

1.15

understreger, at de europæiske havnes infrastruktur til vedligeholdelse og reparation af fartøjer bør udbygges, og sikkerhedsnormerne højnes, så sektoren kan styrkes;

1.16

foreslår at overveje, hvordan man kan bortskaffe skibsaffald på en miljøvenlig måde; dette kunne f.eks. ske gennem indførelsen af en særlig havneskat;

1.17

konstaterer, at det traditionelle fiskeri trods EU's fælles fiskeripolitik, og selv om det f.eks. udgør en ressource for nogle virksomheder, har nået sine grænser som følge af overfiskning, selv om EU har verdens største marked for forarbejdede fiskeriprodukter. Medmindre den fælles fiskeripolitik gennemføres konsekvent og, om nødvendigt, understøttes af yderligere særforanstaltninger for bestemte europæiske havområder, vil en væsentlig del af de europæiske fiskebestande uvægerligt kollapse og flere fiskeribedrifter følgelig gå konkurs;

1.18

gør opmærksom på, at ikke kun traditionelt fiskeri, men også udvikling af opdræt i dambrug og havbrug af dyre fisk, skaldyr og alger samt udvinding og produktion af havbaserede naturmaterialer ved anvendelse af den såkaldte blå bioteknologi udgør vigtige økonomiske vækstfaktorer, hvis de udnyttes på bæredygtig vis;

1.19

konstaterer, at ud over olie- og gasudvinding er især vindenergi en af de former for vedvarende energi, der spiller en stadig større økonomisk rolle på offshore-energiområdet. Man bør i lyset af EU's voksende afhængighed af energiimport fremme udviklingen af vindenergi på havet;

1.20

bemærker, at havets naturressourcer er ganske omfattende, at man visse steder først lige er begyndt at udnytte dem, og at denne udnyttelse må ske på en måde, så den ikke på længere sigt truer med at ødelægge den økologiske balance;

1.21

gør opmærksom på den innovationsevne, der ligger i en alsidig havteknik med en bred palet af anvendelser, herunder hele spektret af søtransport, der omfatter skibsbygning, havnedrift og skibsværfter, udstyr til offshore-industrien, hydrografi, havbrug og miljø. Også miljøteknikken åbner for store økonomiske gevinster. Havteknik er med sit høje innovationspotentiale således både en vigtig økonomisk faktor og en central drivkraft for forskning og udvikling;

1.22

understreger, at havenes fysiske, kemiske og biologiske forhold er betinget af udefra kommende påvirkninger, såsom den tiltagende forurening, herunder etablering af giftlossepladser, en til dels uhensigtsmæssig udnyttelse af havenes biologiske og ikke-biologiske råstoffer samt de igangværende klimaændringer, som truer havenes fremtid som kilde til biologisk mangfoldighed og vigtig økonomisk ressource for millioner af mennesker i EU. Dette skaber et presserende behov for modforanstaltninger på energiområdet. EU's vandrammedirektiv og de mange års bestræbelser på at forbedre situationen i Østersøen, som næsten er blevet et EU-indhav, illustrerer udmærket dette;

1.23

bemærker, at sports-, wellness- og sundhedstilbud, høj badevandskvalitet, rene strande, naturlige kyster, begrænset bebyggelse af kystzonerne samt kultur- og fritidstilbud er med til at afgøre, hvilke kystregioner feriegæsterne vælger. Det er af den grund en vigtig forudsætning, at den europæiske maritime turisme, herunder mindre havne for sejl- og motorbåde, fremmes. EU bør derfor som led i sin havpolitik gøre et passende fremstød for, at disse regioner med deres høje beskæftigelsesgrad kan tiltrække investeringer;

1.24

minder om, at det stigende havniveau og kysterosionerne gør det nødvendigt med en decideret kystsikring, og at klimaændringernes potentielle konsekvenser samtidig bør undersøges og vurderes økonomisk, så der kan foretages den nødvendige udbygning af kystsikringen. I den forbindelse synes det afgørende vigtigt at fremme udveksling af god praksis med hensyn til integreret forvaltning af kystzoner for at udvikle metoder, der — tilpasset til kystområdernes behov — kan sikre kystregionernes særlige kvaliteter og identitet for eftertiden. Ligeledes er det vigtigt at tage skridt til at beskytte de naturressourcer i kystområder, som er de mest produktive i havmiljøet.

1.25

mener, at EU's havpolitik bør tage hensyn til øernes særlige karakteristika og kunne bistå dem med at overvinde de naturbetingede handicap, de lider under, og som medfører strukturelle ekstraomkostninger, der stiller dem i en ugunstig konkurrencesituation i forhold til kontinentet;

1.26

mener, at i betragtning af øernes store økonomiske afhængighed af søtransporten bør EU's havpolitik være et nyttigt redskab, som fremmer øernes integration i det indre marked på lige fod med regionerne på kontinentet;

1.27

mener, at EU som »global aktør« har en stærk interesse i, at havets ressourcer udnyttes på en måde, der er fair for alle stater, og som tager hensyn til ønsket om global bæredygtighed. I den forbindelse skal der tages hensyn til de relevante internationale konventioner og især Den Internationale Søfartsorganisations bestemmelser;

1.28

bemærker, at havforskning ikke blot bør gøres til en fast bestanddel, men til et af kerneområderne i EU's forskningspolitik;

1.29

støtter Galway-erklæringen af 13. maj 2004, hvori de europæiske havforskningsinstitutter anbefaler, at det 7. rammeprogram for forskning omfatter støtte til havvidenskab og –teknologi; understreger, at der ved siden af støtten til sektorspecifikke tekniske forskningsområder, såsom materiale- og teknologiforskning, sundheds- og levnedsmiddelforskning samt klimaforskning og havbiologisk forskning, og ikke-tekniske forskningsområder, såsom handel og turisme, er et akut behov for støtte til tværgående internationale forskningscentre, der kan indsamle omfattende data om tværsektorielle spørgsmål;

1.30

slår til lyd for, at man fremmer de maritime erhvervsuddannelser i medlemsstaterne og regionerne på basis af hele det europæiske arbejdsmarkeds behov.

1.31

mener, at de fysiske planlægningsinstrumenter udgør et vigtigt led i en integreret tilgang til EU's havpolitik. Passende overvågningssystemer og deres evaluering kan tilvejebringe oplysninger, der er vigtige for den fremtidige udvikling og anvendelse af havets forskellige parametre. En integreret strategi vil kunne sikre en optimal forvaltning af de territoriale farvande og af den eksklusive økonomiske zone i EU, hvilket er af fælles europæisk interesse, ikke mindst pga. de høje infrastrukturomkostninger;

1.32

tilslutter sig i den forbindelse Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 30. maj 2002 om gennemførelse af integreret kystzoneforvaltning i Europa. En integreret kystzoneforvaltning indebærer bl.a., at land, kyst og det åbne hav betragtes ud fra et helhedsprincip, at de forskellige økonomiske, miljømæssige, sociale og sikkerhedsmæssige interesser vejes op mod hinanden, og at politikere, administration og erhvervs- og interessegrupper inddrages. Formålet er på et tidligt tidspunkt at kunne indkredse eventuelle konflikter og udtænke mulige løsninger;

1.33

beklager, at der skulle opsigtsvækkende ulykker med skibe, der ikke opfyldte EU-normerne, som Erika og Prestige, til for at få den brede offentlighed i Europa til at interessere sig for havet og dets ressourcer. En EU-havpolitik kan kun krones med held, hvis de berørte personer på lokalt og regionalt plan inddrages i dens udformning og gennemførelse ved hjælp af passende instrumenter. Der bør i den sammenhæng drages nytte af de mange eksempler på »god praksis« i EU's regioner;

1.34

mener, at landdimensionen spiller en vigtig rolle i havpolitikken, da de aktiviteter, der foregår på land, indvirker stærkt på kysterne og havene.

2.1

ser positivt på, at EU's havpolitik indgår aktivt i Lissabon-strategiens overordnede målsætninger;

2.2

anmoder Kommissionen om at anerkende de lokale og regionale myndigheders positive og mangeartede bidrag til forvaltningen af fiskeressourcerne og at sikre, at denne rolle bliver en del af den fremtidige havpolitik;

2.3

henstiller, at Kommissionen tager højde for følgende tre centrale temaer: a) sikre, at kystområderne har den nødvendige kapacitet og de nødvendige faciliteter for erhvervslivet og lokalsamfundene, herunder støtte til innovation, faglig kunnen og nye tiltag, navnlig for en ny havteknologisk udvikling, der omfatter tilstrækkelige finansielle midler til sådanne faciliteter og udvikling af de fornødne menneskelige ressourcer, b) anvende havet og vore kyster til at støtte den økonomiske udvikling, herunder støtte til fornyelse af kystområder og landlige aktiviteter med en samfundsmæssig og økonomisk afsmitning, c) hjælpe kystbyer og deres bagland ved at fremme bedre adgang til større landbrugsområder samt regionale byer;

2.4

slår til lyd for, at der udarbejdes en oversigt over eksisterende love og bestemmelser, hvori der refereres til havanliggender, og at det undersøges, om de regionalpolitiske instrumenter, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne, bestemmelserne vedrørende fonden for livslang læring og det 7. EU-rammeprogram for forskning og udvikling tager tilstrækkelig hensyn til disse aspekter;

2.5

ønsker, at der tages hensyn til EU's havdimension i de kommende målsætninger for konkurrenceevne og samarbejde i programmeringen for regionalpolitikken 2007-2013, f.eks. hvad angår grænseoverskridende og tværnational forureningsbekæmpelse, øget sikkerhed til søs og forvaltning af lufthavnssystemer og systemer for de indre vandveje, og slår til lyd for, at EU's gældende finansieringsinstrumenter for havanliggender efterprøves og samordnes;

2.6

opfordrer Kommissionen til i videst muligt omfang at fastlægge de enkelte havressourcers økonomiske og økologiske værdi og ud fra dette evaluere og om nødvendigt regulere den nuværende og fremtidige anvendelse;

2.7

opfordrer Kommissionen til at kortlægge det aktuelle og fremtidige potentiale samt merværdien og beskæftigelsesmulighederne i forskellige maritime økonomiske sektorer og fremsætte konkrete forslag til, hvordan dette potentiale kan udløses;

2.8

tilskynder Kommissionen til at tage passende hensyn til og i samarbejde med medlemsstaterne fremme styrkelsen, forbedringen og udbygningen af søtransportvejene inden for rammerne af de transeuropæiske net;

2.9

anmoder om, at udviklingen af sekundære net og øernes fulde integration i »motorvejene til søs« fremmes for at forbedre øernes transportforhold og deres adgang til markederne på kontinentet;

2.10

opfordrer til en fornuftig fysisk planlægning, f.eks. via kystzoneforvaltning og fordeling eller reservering af områder med forskellige anvendelsesmuligheder;

2.11

støtter LeaderSHIP 2015-initiativet fra den europæiske skibsbygningsindustri og opfordrer Kommissionen til at styrke konkurrenceevnen i denne højt kvalificerede europæiske industri;

2.12

opfordrer Kommissionen til at gøre forebyggelse af skibsulykker til søs, langs kysten og i havne til en af EU's prioriteter, til via EU-initiativer at øge sikkerhedsniveauet i de bindende konventioner i international offentlig ret som f.eks. Den Internationale Søfartsorganisations konventioner SOLAS og MARPOL, samt til at fremskynde ratifikationen af disse konventioner og forbedre gennemførelsen og håndhævelsen af dem. I den forbindelse bør Kommissionen også undersøge, hvorvidt der kan afsættes strukturfondsmidler til finansiering af risikoforvaltning;

2.13

kræver, at der gøres en større indsats for at øge kapaciteten og/eller etablere infrastrukturer for landadgang til havneanlæg, opbygning af logistiske distributionsnet og af nye havneinfrastrukturer samt for at diversificere de eksisterende med særlig vægt på øernes behov for havneinfrastrukturer; dette skal gøres med respekt for foranstaltningerne til beskyttelse af kystområdernes naturressourcer;

2.14

opfordrer til i højere grad at tage hensyn til de sociale aspekter i havnene, f.eks. sømændenes overnatningsmuligheder;

2.15

anmoder om, at sikkerhedsplaner og –foranstaltninger for havneinstallationer og omgivende miljø hurtigst muligt justeres i forhold til de nye terrortrusler;

2.16

opfordrer Kommissionen til at videreføre reformen af fiskeripolitikken for på længere sigt at sikre bevarelsen af fiskebestandene i de europæiske farvande og garantere fiskerne deres levebrød;

2.17

anmoder Kommissionen og Rådet om, at man ved genlanceringen af euromiddelhavspolitikken giver den fælles fiskeripolitik en central rolle, ikke mindst med henblik på inden 2010 at oprette et frihandelsområde omkring Middelhavet;

2.18

anmoder Kommissionen om at skabe de rette betingelser for den fortsatte udvikling af vindkraftværker i EU. Der bør sættes stærkere ind på at undersøge potentialet i andre former for vedvarende energi, såsom udnyttelse af tidevandet, og i givet fald bør disse også støttes;

2.19

beder Kommissionen sikre en miljøvenlig udvinding af olie og gas i EU's farvande;

2.20

opfordrer Kommissionen til på baggrund af de forskellige prognoser for stigning i havniveauet at opstille en række scenarier med de nødvendige kystsikringsforanstaltninger;

2.21

anmoder om, at der inden for havanliggender udvikles et instrument svarende til infrastrukturen for geografisk information (INSPIRE), så det bliver muligt at afveje de forskellige anvendelsesinteresser på et præcist grundlag;

2.22

foreslår, at der ydes en mere målrettet støtte til skibsbygning og havteknik, bl.a. ved at sikre støtte til at indføre dobbeltskrogede tankskibe eller til den demontering af ca. 200 olie- og gas-offshore-platforme, der er planlagt inden for de næste år;

2.23

opfordrer Kommissionen til at fremme udarbejdelsen af statslige strategiske planer og støtte tværregionale og tværnationale tiltag til kystzoneforvaltning;

2.24

opfordrer Kommissionen til at øge støttebevillingerne til havforskning og koncentrere dem om fremme af nye teknologier, såsom polarteknik, og harmonisering af forholdene i EU, bl.a. inden for havbrug, og således på et tidligt stadie inddrage økonomien i processen;

2.25

beder Kommissionen anlægge en systematisk strategi til fremme af en moderne havpolitik for at øge offentlighedens bevidstgørelse om emnet og således sikre, at politikken forankres på lokalt plan og gennemføres i praksis;

2.26

beder Kommissionen tage landdimensionen og samspillet mellem land, kyst og hav med i betragtning, så alle regioner og ikke kun de regioner, der grænser direkte op til havet, inddrages i udformningen af EU's havpolitik;

2.27

beder Kommissionen tage hensyn til tværregionale strukturer, navnlig dem, der allerede findes for de fire store europæiske havområder — Nordøstatlanten, Middelhavet, Østersøen og Sortehavet;

2.28

tilskynder Kommissionen til specifikt at tage hensyn til kulturelle interesser og lokal viden i kystsamfund og inddrage dette i planlægningen, forvaltningen og formuleringen af de nødvendige politikker. Endvidere er det altafgørende, at man tilskynder til fortsat kulturel kontakt mellem kystsamfund og havet, især hvor havet bidrager til samfundenes bæredygtighed. Dette vil øge værdien af turistproduktet;

2.29

opfordrer Kommissionen til at sikre, at de lokale og regionale myndigheder inddrages i udformningen og gennemførelsen af EU's havpolitik, og til at tage regionernes mange indhøstede erfaringer med i betragtning ved udarbejdelsen af grønbogen. I den forbindelse kan eksemplerne på god praksis, men også de maritime modelregioner, være af afgørende betydning for udviklingen af en integreret tilgang til EU's havpolitik. Endvidere skulle man overveje den yderst succesrige Leader-model for at sikre en lokal dimension i forbindelse med gennemførelsen;

2.30

opfordrer til, at der i forbindelse med den omfattende høring om grønbogen og indtil dens offentliggørelse afholdes forskellige regionalkonferencer i kystregionerne for på den ene side at tage hensyn til den regionale og lokale sagkundskab og på den anden side bidrage til en styrket bevidstgørelse af offentligheden om havet. Konferencerne bør koncentrere sig om såvel regioner med store industrihavne og mindre havne med kystnært fiskeri;

2.31

tilbyder at spille en vigtig rolle som partner inden for rammerne af de høringer, som skal ledsage grønbogen om en EU-havpolitik, og slår til lyd for en langsigtet oplysningskampagne med inddragelse af de lokale og regionale myndigheder.