22.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 71/62

1.1

bifalder Kommissionens holdning om, at udvidelsen bør være et incitament for alle medlemsstater til at øge deres indsats for at løse minoritetsproblemet, og anerkendelsen af, at problemet især vedrører romaerne;

1.2

er enig i, at den rettighedsbaserede tilgang til handicap, alder og seksuel orientering, som afspejles i EU's politik mod forskelsbehandling, stadig er et relativt nyt begreb både for offentlige myndigheder og for ngo'er i nogle af medlemsstaterne;

1.3

beklager, at der som følge af den manglende ændring af EF-traktatens artikel 13 stadig kræves en enstemmig vedtagelse af fællesskabslovgivningen på området.

1.4

beklager, at de forskellige grupper, der er omfattet af artikel 13, viser sig at blive beskyttet efter et bestemt hierarki. Det saglige anvendelsesområde og håndhævelsesmekanismerne for forskellige former for forskelsbehandling varierer fortsat. En effektiv tilgang til bekæmpelse af forskelsbehandling kræver et mere ligeligt fordelt beskyttelsesniveau og en øget sammenhæng i lovgivningen på området. Regionsudvalget minder også Kommissionen om, at rammerne for en mere sammenhængende EU-politik vedrørende handicap, alder, seksuel orientering, religion og tro stadig skal fastlægges. Regionsudvalget erkender for eksempel, at handicappede personer ofte er genstand for forskelsbehandling i form af svært tilgængelige offentlige transportmidler og bygninger samt et utilgængeligt oplysnings- og kommunikationsmiljø. Kommissionen har ikke offentliggjort meddelelser, der udelukkende behandler problemet med seksuel orientering i EU's lovgivning og politikker, selv om det er omfattet af EF-traktatens artikel 13;

1.5

mener, at den utilstrækkelige institutionelle støtte til individuelle tvister, som fortsat er den primære håndhævelsesmekanisme, i høj grad begrænser lovens effektivitet. Enkeltpersoner har problemer med indsamling af bevismateriale og utilstrækkelig beskyttelse mod repressalier samt betydelige økonomiske problemer med dækning af sagsomkostninger;

1.6

mener, at selv om »blød lovgivning« og ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger kan have en vis virkning (foranstaltninger såsom memoranda, henstillinger, erklæringer m.m.), er der en tendens til, at de er mere effektive, når de bygger på en allerede eksisterende og bindende EU-lovgivning. Kommissionens retningslinjer for ansættelsen af handicappede (når de ikke underbygges af fællesskabslovgivning) har for eksempel haft begrænset betydning for udviklingen af den nationale lovgivning.

1.7

mener, at en systematisk indsamling af data vil sikre EU et bedre overblik over, hvor og hvornår racisme kommer til udtryk, gøre det muligt at formulere bedre strategier og metoder til forbedring af dataenes sammenlignelighed, objektivitet, ensartethed og pålidelighed på EU-plan, registrere politikkens og finansieringens konsekvenser mere præcist og styrke samarbejdet med nationale universitetsforskningscentre, ngo'er og specialiserede interessegrupper og –centre. Lokale og regionale myndigheder spiller allerede en afgørende rolle for dataindsamling og informationsanalyse.

1.8

bemærker, at mindre ngo'er og græsrodsorganisationer til trods for deres projekters indvirkning og rækkevidde til tider ikke kan få adgang til EU-støtte, hvilket i stor udstrækning skyldes et ekstremt kompliceret bureaukrati; mener, at det for sådanne små organisationer på lokalt og regionalt plan næsten er umuligt at fortsætte deres arbejde uden støtte.

1.9

bifalder grønbogens anerkendelse af den afgørende rolle, de lokale og regionale myndigheder spiller med hensyn til ligestilling og ikke-forskelsbehandling i et udvidet EU. De lokale og regionale myndigheder bør i varetagelsen af deres opgave som ledende arbejdsgivere overveje positive foranstaltninger, idet der tages hensyn til: a) behovet for at afskaffe forskelsbehandling under direktiverne; b) behovet for at afskaffe ulovlig chikane; og c) behovet for at fremme ligestillingen for de grupper og personer, der er omfattet af artikel 13.

1.10

mener, at indarbejdelsen af charteret om grundlæggende rettigheder vil fremhæve nogle former for forskelsbehandling, der ikke er omfattet af den gældende lovgivning;

1.11

stiller spørgsmålstegn ved, om visse politikområder er blevet tilstrækkeligt integreret og om bestemte lovgivningstiltag og politiske initiativer i sig selv følger logikken i den lovgivning og de foranstaltninger mod forskelsbehandling, der er omfattet af artikel 13;

1.12

bemærker, at selv om der er en øget gensidig anerkendelse af de kvalifikationer, der erhverves inden for EU, er der ingen aftale om de kvalifikationer, som tredjelandsstatsborgere har erhvervet i EU, eller de kvalifikationer, der er erhvervet i lande uden for EU, uanset kvalifikationsindehaverens nationalitet;

1.13

beklager den ukorrekte og stereotypiske beskrivelse af flere artikel 13-grupper, hvilket har ført til den igangværende underminering af værdighed og borgernes opfattelse af bestemte grupper i det offentlige liv, politisk retorik, medier og reklamer. Det underminerer princippet om ligestilling;

1.14

bifalder direktivet 2003/109/EF, som blev vedtaget i januar 2004, og der som supplement til direktivet om etnisk ligestilling tildeler tredjelandsstatsborgere, der har opholdt sig legalt i en medlemsstat i 5 år, den samme retlige status som medlemsstatens statsborgere. For at kunne behandle spørgsmålet om adgang til nationalitet, statsborgerskab eller stemmerettigheder, bør direktivet dog forklares bedre.

2.1

foreslår, at en særlig tildeling af finansiel støtte og særlige aktiviteter i handlingsprogrammet bør rettes mod projekter vedrørende romafolket;

2.2

opfordrer til bredere diskussioner, debatter og uddannelsesforummer blandt alle medlemsstater vedrørende socialt unionsborgerskab, forskelsbehandling, grundlæggende menneskelige og sociale rettigheder samt etablering af hørings- og overvågningsprocedurer på nationalt plan for at bekæmpe forskelsbehandling inden for alle de områder, der er omfattet af artikel 13.

2.3

idet Regionsudvalget minder om sin tidligere beslutning, pålægger det den nuværende generalsekretær at evaluere personalepolitikken og personalets profil i generalsekretariatet for at få det til at stemme overens med den nye lovgivning og inden for seks måneder at melde tilbage til præsidiet og underudvalget. Det pålægger også generalsekretæren at få udarbejdet og offentliggjort et vademecum over god praksis for forskelsbehandling til lokale og regionale myndigheder som arbejdsgivere, der indeholder eksempler fra hver medlemsstat på initiativer vedrørende de seks tilfælde af forskelsbehandling, der er omfattet af EF-traktatens artikel 13;

2.4

foreslår, at den overordnede lovgivning om varer og tjenesteydelser skal dække alle de områder, der er omfattet af artikel 13. Regionsudvalget foreslår især, at der ydes en bedre beskyttelse mod forskelsbehandling på grundlag af alder, handicap, køn, religion eller tro og seksuel orientering;

2.5

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at anvende tilstrækkelige, effektive, proportionelle og afskrækkende sanktioner og procedurer mod overtrædelser af direktivets forpligtelser og at fremskynde medlemsstaternes gennemførelse af lovgivningen;

2.6

opfordrer til øget institutionel støtte til enkeltpersoner, der søger erstatning vedrørende alle artikel 13-grupper. Organisationer med en legitim interesse bør efter tilladelse fra den pågældende person kunne anlægge sager på vegne af eller til støtte for individuelle klager. Når der er en formodning om forskelsbehandling (f.eks. forhold, der afslører, at der kan være tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling), bør bevisbyrden overgå til indstævnte. Enhver ufordelagtig behandling eller følge som reaktion på en klage bør forbydes.

2.7

opfordrer til et øget samarbejde med medlemsstater og nationale myndigheder for at forbedre overvågnings- og rapporteringsmekanismerne.

2.8

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med fællesskabsstøttede ngo'er på EU-plan at udarbejde kreative metoder, således at mindre ngo'er kan få adgang til mindre støttebeløb.

2.9

forpligter sig til at udvikle EU-dagsordenen om ikke-forskelsbehandling og mener, at dets inddragelse i etableringen, planlægningen, kommunikationen og gennemførelsen af dagsordenen bør styrkes yderligere med alle interessenter;

2.10

anmoder om, at Regionsudvalget uden videre inviteres til EU-konferencer og seminarer om ligestilling og ikke-forskelsbehandling, særligt i forbindelse med forskelsbehandling af romaerne;

2.11

opfordrer til en mere udbredt høring af civilsamfundets repræsentanter under gennemførelsesprocessen;

2.12

opfordrer alle EU-institutioner til i højere grad at efterleve ikke-forskelsbehandlingsdirektivernes bogstav og ånd gennem (a) omfattende ligestillingspolitikker med hensyn til ansættelse, beskæftigelse og tjenesteydelser, (b) en lige fordeling af artikel 13-grupper blandt EU-institutionernes politiske medlemmer og organer.

2.13

opfordrer Kommissionen til at oplyse, hvordan den påtænker at integrere de grupper, der dækkes af charteret om grundlæggende rettigheder, i de eksisterende direktiver om ikke-forskelsbehandling, i betragtning af at de inkorporeres i den nye traktat;

2.14

anbefaler, at der i forbindelse med integreringen af ligestillingsprincippet bør indføres mekanismer for at sikre, at der tages behørigt hensyn til ligestillingsproblematikken og -principperne i udformningen, forvaltningen og evalueringen af alle politikker;

2.15

anbefaler, at Kommissionen arbejder tæt sammen med Regionsudvalget for at bistå lokale og regionale myndigheder med at udarbejde handlingsplaner om ligestilling og fremsende rapporter om foranstaltninger til de relevante ligestillingsorganer i medlemsstaterne.