23.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 74/39

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har via aktiviteterne omkring EU's politikker i udviklingsområderne, og især i AVS-landene, har haft lejlighed til at overvåge udviklingen af EU's samarbejdspolitik. Denne udvikling går mere og mere i retningen af større inddragelse, dvs. at man tilstræber at inddrage og anerkende de ikke-statslige aktører (ngo'erne) i fastlæggelsen og gennemførelsen af selve politikkerne: institutionerne og ngo'erne supplerer således hinanden i bestræbelserne på at forbedre virkningen af udviklingsprogrammerne.

Cotonou-aftalen er for øjeblikket det eneste eksempel, hvor denne form for inddragelse institutionaliseres, og hvor regeringerne er forpligtede til at inddrage ngo'erne fuldt ud i de forskellige faser af de nationale udviklingsstrategier.

1.2

I betragtning af denne udvikling og det faktum, at EØSU allerede har udtalt sig i en tidligere udtalelse om »Civilsamfundets rolle i den europæiske udviklingspolitik« (REX 097/2003), mener EØSU, at det er vigtigt at uddybe emnet om kvinders deltagelse og deres specifikke og grundlæggende bidrag til fastlæggelsen og gennemførelsen af udviklingspolitikker i de AVS-lande, der er omfattet af Cotonou-aftalen. Udvalget finder det hensigtsmæssigt at understrege, hvor vigtig en rolle kvinderne kan spille, og hvordan deres rolle i virkeligheden bør fremmes inden for såvel Cotonou-aftalen som alle udviklingspolitikkerne.

1.3

I øvrigt har EØSU i kraft af sin stilling som det EU-organ, der repræsenterer civilsamfundet, allerede tidligere fremhævet kvinders rolle som centrale aktører i den økonomiske og sociale udviklingsproces, og understreget nødvendigheden af at fremme deres organisationer og sikre dem en rimelig repræsentation i rådgivnings- og beslutningsorganerne. (Udtalelse om »Grønbog om forbindelserne mellem Den Europæiske Union og AVS-landene på tærsklen til det 21. århundrede«, ordfører: Henri Malosse, EXT 152/1997).

Ngo'ernes og herunder især kvindeorganisationernes reelle deltagelse i beslutningsprocesserne er fortsat meget langt fra at være fuldt ud gennemført.

2.1

Den seneste rapport fra Verdensbanken (World Development Report 2004) indeholder en eksplicit erkendelse af, at det globale marked ikke længere kan følge trit med den økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige udvikling, og at markedet især er ude af stand til at fjerne de hindringer, som ligger i vejen for en ligelig og bæredygtig udvikling i alle lande på såvel den sydlige som den nordlige halvkugle. I 2002 nåede gennemsnitsindkomsten for 5/6 af jordens befolkning ikke op på 1.200 USD, medens den lå over 26.000 USD for den resterende sjettedel, hvoraf langt størstedelen lever i de rigeste lande.

2.2

I dag kan ingen af de internationale organisationer (Den Internationale Valutafond, Verdensbanken, Verdenshandelsorganisationen, ILO, FN osv.) fungere som demokratisk, global »regulator« alene, og de kan i sig selv heller ikke begrænse de økonomiske udviklingsforskelle mellem de forskellige lande og sociale lag.

2.3

Dertil kommer, at udviklingslandene specielt i en periode med svag økonomisk vækst i størstedelen af landene er tvunget til at indføre netop de økonomiske strukturtilpasningspolitikker, som anbefales eller pålægges af de internationale organismer, og som pålægger dem foranstaltninger, der er vanskelige at støtte, og som først og fremmest rammer de fattige. De strukturelle ændringer, som ikke ledsages af passende sociale beskyttelsespolitikker, har ført til større fattigdom, manglende stabilitet og usikkerhed blandt de svageste grupper (i såvel nord som syd).

2.4

I de seneste år er opdelingen mellem den formelle globale økonomi og den uformelle lokale økonomi desuden blevet skarpere. De personer, som lever inden for den uformelle økonomi, har ingen rettigheder, selv om de reelt set bidrager til den økonomiske vækst i deres land.

2.5

Flertallet af denne befolkningsgruppe er kvinder, og det er derfor dem, som mest lider under disse forhold. Kvinder, som lever i fattigdom i udviklingslandene, er ikke alene ude af stand til at få adgang til varer og tjenesteydelser, de er ofte også ofrer for grove overtrædelser af deres menneske-, samfunds- og økonomiske rettigheder.

2.6

Fattigdom, arbejdsløshed og underbeskæftigelse rammer først og fremmest kvinderne.

2.7

Der er utallige lejligheder til at udarbejde og foreslå politikker, aktioner og projekter til fordel for kvinder i forbindelse med de forskellige konferencer, der organiseres af FN's agenturer og udvalg. Den sidste i rækken var konferencen om »Millenium Development Goals«, hvor man vedtog to nøgledokumenter. I begge dokumenter figurerer kvinders ret til lige adgang til og deltagelse i beslutningsprocesserne og behovet for sygdomsforebyggelse samt sundhedsbeskyttelse blandt de mest diskuterede emner.

3.1

Traktatens art. 3 bestemmer, at EU i alle sine aktiviteter, inklusive udviklingssamarbejdet, bør bestræbe sig på at fjerne alle former for uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder.

3.2

EU og dets medlemsstater har underskrevet den handlingserklæring og -platform, som blev vedtaget på kvindernes fjerde verdenskonference (Peking 1995): I disse dokumenter lanceredes en egentlig strategi for at fjerne alle hindringerne for ligestilling mellem kønnene, og mainstreaming-princippet i fremme af ligestilling mellem kønnene indførtes. I kølvandet på de forpligtelser, der blev indgået i Peking med tiltrædelse af platformen, blev der endvidere vedtaget en forordning (EF nr. 2836/98) om inddragelse af kønsspørgsmål i udviklingssamarbejdet.

3.3

Den pågældende tekst, som var gyldig frem til december 2003, er blevet erstattet af en ny forordning for årene 2004-2006, som i al væsentlig styrker og bekræfter målsætningerne herfor, dvs. støtte til mainstreaming kombineret med specifikke foranstaltninger til fordel for kvinder og med fremme af ligestilling mellem kønnene som et vigtigt bidrag til at mindske fattigdommen. Den nye forordning genbekræfter endvidere støtten til de offentlige og private aktiviteter i udviklingslandene, som sigter mod ligestilling mellem kønnene.

3.4

Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fremme af ligestilling mellem kønnene i udviklingssamarbejdet kan ses som en vigtig reference for samarbejdspolitikkerne. De aktionsområder, der i den forbindelse anses som højtprioriterede og som fortjener opmærksomhed, er kontrol med de ressourcer og tjenester, der stilles til rådighed for kvinder, specielt på uddannelses- og beskæftigelsesområdet og i forbindelse med inddragelse i beslutningsprocesserne. I dokumentet fremhæves endvidere, at der er behov for køns- og aldersspecifikke statistikker for at kunne indkredse og udbrede nye fremgangsmetoder, undersøgelser, konsekvensanalyser etc.

4.1

Cotonou-aftalen, som blev underskrevet den 23. juni 2000 med AVS-staterne, fremstår som et vendepunkt i EU's udviklings- og handelspolitikker, fordi den for første gang har sanktioneret inddragelsen af de ikke-statslige aktører – ngo'erne – i fastlæggelsen af de nationale udviklingsstrategier, og har givet dem rollen som supplement til de statslige institutioner. I aftalen defineres de ikke-statslige aktører således: den private sektor, arbejdsmarkedets parter og de økonomiske interesseorganisationer, herunder fagforeningerne, civilsamfundet i alle dets former alt efter det nationale særpræg.

4.2

Aftalen fastsætter, at de ikke-statslige aktører informeres og inddrages i konsultationerne om samarbejdspolitikker og –strategier, om prioriteterne for samarbejdet på de områder, som direkte berører dem, og om den politiske dialog. De tildeles finansielle midler med henblik på at støtte udviklingen i lokalområderne. De skal inddrages i gennemførelsen af samarbejdsprojekter og -programmer på områder, som de beskæftiger sig med, og endelig modtager de støtte til opbygning af kapacitet og kompetencer, navnlig med hensyn til organisation, repræsentation og oprettelse af konsultationsordninger, herunder kommunikations- og dialogkanaler, og med henblik på at fremme strategiske alliancer.

4.3

Endvidere fremhæver aftalen forbindelsen mellem politik, handel og udvikling i overensstemmelse med EU's politikker. Partnerskabets struktur er nemlig baseret på de fem søjlers indbyrdes afhængighed: en verdenspolitisk dimension, fremme af den inddragelsesbaserede fremgangsmåde, målet om at mindske fattigdommen, indførelsen af en ny økonomisk og kommerciel samarbejdsramme og en reform af det finansielle samarbejde.

4.4

Udviklingsstrategierne bør desuden systematisk tage højde for princippet om ligestilling mellem kønnene, som er et af de tværgående temaer i aftalen (art. 8 og 31).

4.5

I den forbindelse institutionaliserer Cotonou-aftalen EØSU's rolle som den foretrukne dialogpartner for AVS-landenes økonomiske og sociale interessegrupper, og giver det et eksplicit mandat til at høre civilsamfundsorganisationerne.

5.1

I betragtning af EU's retningslinjer for inddragelse af kvinder og kønsaspektet og under henvisning til den vægt, aftalen tillægger EØSU, forekommer det hensigtsmæssigt at uddybe kvindernes særlige rolle og deres deltagelse i den civile dialog i forbindelse med selve aftalen.

5.2

Eftersom der er tale om et meget stort antal lande, som er beliggende i forskellige områder, kan kvinderne fra AVS-landene naturligvis ikke betragtes som en homogen gruppe. Der er store forskelle alt afhængigt af den enkelte kvindes region, kulturelle kontekst, socialøkonomiske gruppe, indkomstniveau, og om hun bor på landet eller i byen. Selv om vi er nødt til at foretage visse generaliseringer, som jo har deres begrænsninger, er det vigtigt, at disse kvinder reelt kan komme med i de inddragelsesprocesser, som Cotonou-aftalen har sat i gang.

5.3

En første vanskelighed består i, at retningslinjerne for principperne og god praksis for de ikke-statslige aktørers deltagelse i høringerne og dialogen om udvikling kun strejfer kønsaspektet, og at den foreløbige vurdering af Cotonou-aftalens bestemmelser om inddragelsen af de ikke-statslige aktører i planlægningsprocedurerne (23.01.04) endnu ikke indeholder hverken kvantitative eller kvalitative oplysninger om kvindernes deltagelse.

5.4

Ud fra de vidnesbyrd, der er indsamlet i forskellige fora og på regionale seminarer, ser kvindesammenslutningernes, -ngo'ernes og – sammenslutningernes deltagelse i fastlæggelsen af de nationale strategier i de fleste tilfælde ud til at have været yderst beskeden.

5.5

Der er en himmelråbende forskel mellem på den ene side de erklærede intentioner og aftalens bestemmelser og på den anden side deres praktiske gennemførelse. I øvrigt synes aktionerne og foranstaltninger til fremme af kvinders deltagelse også at være beskedne.

5.6

Det er klart, at i en kontekst, hvor det i sig selv er vanskeligt at skabe og strukturere en dialog med civilsamfundet generelt set, er det endnu vanskeligere at forsøge at give kvinderne mere plads. Dertil kommer, at gennemførelsen af aftalens bestemmelser om deltagelse er en påbegyndt, men endnu ikke afsluttet proces, som primært er afhængig af Kommissionen, som vi mener spiller en afgørende rolle, regeringernes støtte, og de selvsamme ikke-statslige aktører, hvis muligheder, kompetencer og organisationsgrad varierer fra sted til sted.

5.7

I forbindelse med gennemførelsen af en generel inddragelsesbaseret fremgangsmåde er man stødt på mange forskellige hindringer. Som allerede sagt i en tidligere udtalelse (1), er der bl.a. tale om:

5.8

Kvindernes deltagelse hindres yderligere af objektive forhold, som på den ene side skyldes socioøkonomiske, kulturelle og religiøse faktorer, og på den anden side mange regeringers begrænsede fortrolighed med de grundlæggende rettigheder i almindelighed og kvinders rettigheder i særdeleshed.

5.9

Cotonou-aftalen nævner overholdelse af menneskerettighederne, de demokratiske principper og retsstatsprincipperne som afgørende elementer i partnerskabet og fastsætter i den forbindelse, at der skal træffes foranstaltninger, som skal meddeles modparten i tilfælde af alvorlige overtrædelser. Som allerede påpeget i en af EØSU's tidligere udtalelser (Udtalelse om »Partnerskabsaftale mellem AVS og EU« (521/2002), ordfører Ramón Baeza Sanjuán) ville det imidlertid være ønskeligt, hvis der blev fastsat nogle mere præcise kriterier for overholdelse af disse principper.

6.1

I virkeligheden hænger emnet, kvinders deltagelse i civilsamfundet, tæt sammen med kvindens rolle i beslutningsprocesserne og i hele udviklingsprocessen, og det kunne derfor være hensigtsmæssigt at inddrage andre områder i overvejelserne.

6.2

Kvinderne kan ikke alene yde et vigtigt bidrag til udviklingsprocesserne, men bør også kunne få del i de fordele og muligheder, der skabes takket være selve udviklingen.

6.3

Faktisk udgør kvinderne overalt en svag samfundsgruppe, og de er i højere grad udsat for fattigdom og ringe levevilkår, fordi de ikke har tilstrækkelig adgang til og kontrol over de ressourcer, som kan give dem mulighed for at forbedre deres levevilkår og bidrage til et lands økonomiske udvikling.

6.4

Adgang til og kontrol over ressourcerne synes altså at være en afgørende forudsætning, hvis man virkelig ønsker at bekæmpe fattigdom og igangsætte nogle bæredygtige og vedvarende udviklingsprocesser.

Dertil kommer, at selv der, hvor kvinder udøver en økonomisk aktivitet, er der oftest tale om den uformelle økonomi, som også er den mest sårbare over for de makroøkonomiske omstruktureringspolitikker.

6.5

Til trods for Millennium Development Goals, som EU har tiltrådt med det sigte at halvere fattigdommen inden 2015, er der risiko for, at begge parters forhandlere kun beskæftiger sig med de makroøkonomiske og politiske virkninger og glemmer de bredere målsætninger og virkningerne af de forhandlede foranstaltninger på de forskellige befolkningsgrupper. Kommissionens tiltag, som sigter mod at skabe nogle overvågningsredskaber, der kan vurdere virkningerne af disse aftaler, bør støttes.

6.6

Blandt de emner, der fremhæves i dokumenterne fra FN, FAO og andre internationale organismer, mener vi at kunne indkredse nogle prioriterede indsatsområder, som naturligvis ikke foregiver at være udtømmende på alle områder.

7.1

Der er behov for større klarhed og beslutsomhed i fastlæggelsen af målsætningerne for den målrettede indsats til fordel for kvinder og i beslutningen om, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes, hvis EU virkelig ønsker at påvirke kvindernes og de fattiges levevilkår i positiv retning. Man skal specielt være meget påpasselig med de justeringspolitikker, hvis virkninger har skadet kvinderne og de svage befolkningsgrupper som sådan. Der skal også være klare fordele for disse samfundsgrupper.

7.2

I den sammenhæng ser der ud til at være behov for, at vurderingen af EU's handelsaftaler med tredjelandene, herunder især AVS-landene, omfatter specifikke analyser af, hvilken betydning aftalerne vil få for de fattigste befolkningsgrupper og på kønsspørgsmålet.

7.3

Investeringer, der sigter mod at styrke de sammenslutninger og ngo'er, som arbejder for at fremme ligestilling mellem kønnene og give kvinderne større magt, er afgørende, hvis der skal ske en generel forbedring i de økonomiske, sociale og politiske vilkår i udviklingslandene og sikres dem en social og økonomisk vækst, som er forenelig med den bæredygtige udvikling.

7.4

Som også sagt tidligere, handler det ikke alene om at fremme en større inddragelse af kvinder i civilsamfundet, men også og først og fremmest om at skabe de grundlæggende betingelser for en reel inddragelse, anerkendelse af og støtte til kvinder, så de bliver ligestillet med mændene til gavn for udviklingen i deres respektive lande. Styrkelse af kvindernes rolle i deltagelsesprocessen er faktisk afgørende for at kunne opnå beslutningskompetence.

7.5

Den vigtigste grundlæggende betingelse er imidlertid kvinders lige adgang til almen og faglig uddannelse. I den forbindelse bør der ydes støtte til alle målrettede programmer og projekter på dette område, lige fra grundlæggende skoleuddannelse til støtte til kvindeorganisationers informatisering og etablering af netværk som grundlag og garanti for kvindernes deltagelse og fremme af kvindernes rolle i den nationale udvikling.

7.6

I forbindelse med den decentraliseringsproces, der er iværksat af Kommissionen, bliver delegationernes rolle afgørende, som sagt i Retningslinjer for principper for og god praksis vedrørende inddragelse af de ikke-statslige aktører (24/02/02). Delegationerne nyder stor frihed i valget af midler og har til opgave at overvåge og fremme den størst mulige inddragelse af de ikke-statslige aktører. Selv om retningslinjerne ikke indeholder eksplicitte forslag vedrørende inddragelse af kvindesammenslutningerne og deres rolle, mener EØSU, at delegationerne kan spille en vigtig rolle med hensyn til at fremme indkredsningen og inddragelsen af disse sammenslutninger i den civile dialog, at etablere netværk og at formulere en strategi for kapacitetsopbygning, som er specielt møntet på kvinder.

Delegationerne bør have et særligt ansvar for at fremme integration af ligestillingsaspektet, og mindst én af delegationens ansatte bør modtage en særlig uddannelse i kønsrelaterede problemstillinger.

7.7

Der bør således ydes særlig opmærksomhed omkring indkredsning af de eksisterende kvindeorganisationer og deres karakteristika. Meget ofte er der nemlig ikke tilstrækkelige oplysninger om dette emne.

EØSU selv kunne bidrage til indkredsning af internationale europæiske sammenslutninger og organisationer, som beskæftiger sig med støtte og inddragelse af kvinder i AVS-landene.

7.8

Dokumenterne vedrørende de nationale strategier bør indeholde udtrykkelige bestemmelser om såvel kvinders deltagelse i udfærdigelsen heraf som iværksættelse af foranstaltninger og positive tiltag fremme af kvindeorganisationernes virke. EØSU mener, at Kommissionen i den forbindelse kan øve en vis indflydelse.

EØSU opfordrer Kommissionen til at oprette en særlig budgetpost til kvindernes civilsamfundsorganisationer i AVS-landene.

7.9

Mere overordnet set ville det være hensigtsmæssigt at give kvindeorganisationerne en præferentiel stilling, hvad angår såvel udvælgelseskriterierne for de ikke-statslige aktører som adgangen til finansiering.

7.10

Uddannelseskurser, som tager sigte på at fremme arbejdet i de kvindesammenslutninger og –organisationer, som arbejder på lokalt plan netop inden for rammerne af Cotonou-aftalerne, kunne vise sig at være et nyttigt instrument til at gennemføre disse aftaler.

7.11

EØSU forpligter sig til at fremme afholdelsen af seminarer, som kan indkredse og uddybe emner i relation til kvinders status og inddragelse i AVS-landene.

7.12

EØSU vil forlange en ligelig repræsentation af kvindelige delegerede på sine seminarer og på møder med kvinder og kvindesammenslutninger i AVS-landene og i tredjelandene generelt.

7.13

EØSU forpligter sig til i første halvdel af 2005 at afholde en konference med ovennævnte parter med følgende formål: styrkelse af kvindernes rolle i beslutningsprocesserne, indkredsning af eksisterende hindringer og fastlæggelse af strategier, som tager udgangspunkt i holdningerne hos de personer, der står i centrum for udviklingsprocesserne.