20.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/1

1.1

Der findes på nuværende tidspunkt ingen harmoniserede rammebestemmelser i EU, når det gælder tilsyn med genforsikringsselskaber. Genforsikringstilsynsordningerne varierer derfor betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat.

1.2

På denne baggrund fremlagde Kommissionen den 21. april 2004 et forslag til direktiv om genforsikringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiver 73/239/EØF og 92/49/EØF og direktiverne 98/78/EF og 2002/83/EF. Direktivforslaget indeholder følgende centrale elementer:

2.1

Formålet med direktivet er at tilvejebringe harmoniserede tilsynsregler for genforsikringsselskaber og captivegenforsikringsselskaber (1) i EU.

2.2

I direktivforslaget fastlægges, hvilke minimumskrav der skal opfyldes for at opnå administrativ tilladelse. Blandt andet skal genforsikringsselskabet have en særlig retlig form, forelægge en driftsplan og råde over en minimumsgarantifond. Genforsikringsselskabet skal begrænse sin virksomhed til genforsikring og relaterede former for virksomhed. Endvidere føres der kontrol med de kvalificerede aktionærer og virksomhedsledelsen. En meddelt tilladelse er gyldig i hele EU.

2.3

Direktivet har til formål at forhindre genforsikringsselskabet i at deponere tilgodehavender hos den primære forsikrer, hvor en sådan sikkerhedsstillelse måtte være påkrævet i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning. Dette gælder ikke kontraktmæssig sikkerhedsstillelse. Kommissionens hensigt er dels at sikre et velfungerende indre marked, dels at anlægge en international målestok for på verdensplan at begrænse de problemer, som sikkerhedsstillelse indebærer for europæiske genforsikringsselskaber.

2.4

I henhold til bestemmelserne om selskabers solvens skal de solvenskrav, der gælder for direkte skadesforsikringsvirksomhed, også finde anvendelse på skadesgenforsikring. Solvensmargenen kan øges med op til 50 % ved komitologiprocedure. Solvensbestemmelserne for livsgenforsikringsselskaber skal baseres på solvensbestemmelserne for livsforsikringsselskaber. Hvis et selskab tilbyder både livs- og skadesgenforsikring, skal det samlede beløb være dækket ind af egenkapitalen. I lighed med primære forsikringsselskaber skal genforsikringsselskaber også råde over en minimumsgarantifond på mindst 3 mio. EUR. Der er mulighed for at reducere beløbet til 1 mio. EUR for captivegenforsikringsselskaber.

2.5

Der foreskrives i direktivforslaget konkrete tilsynsbeføjelser for det tilfælde, at et genforsikringsselskabs finansielle situation forværres, der ikke er oprettet tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser, eller solvensmargenen ikke når op på det påkrævede niveau. Disse beføjelser modsvarer beføjelserne inden for direkte forsikringsvirksomhed og gør det muligt at kræve, at genforsikringsselskabet forelægger en saneringsplan, en finansieringsplan og en finansiel genopretningsplan, samt at tilbagekalde tilladelser.

2.6

Genforsikringsselskaber, som havde ret eller tilladelse til at udøve genforsikringsvirksomhed før direktivets ikrafttrædelse, kan fortsætte hermed uden at ansøge om tilladelse. De er omfattet af direktivets materielle bestemmelser. Medlemsstaterne kan dog indrømme genforsikringsselskaberne en supplerende overgangsfrist på to år.

2.7

I henhold til direktivforslaget tillægges Kommissionen gennemførelsesbeføjelser til at foretage tekniske tilpasninger af direktivet (»komitologiproceduren«).

2.8

Der bør med udgangspunkt i bestemmelserne om tilsyn med genforsikringsselskaber foretages en tilpasning af bestemmelserne i direktiverne om livsforsikring, skadesforsikring og forsikringskoncerner:

3.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag, som vil bidrage til at styrke Europas position som finanscenter, idet det sikrer, at genforsikringsselskaber og captivegenforsikringsselskaber råder over tilstrækkelig kapital til at opfylde de forpligtelser, de har påtaget sig. På denne måde opnås en vedvarende styrkelse af de europæiske genforsikringsselskabers position på forsikringsmarkederne.

3.2

EØSU henviser udtrykkeligt til genforsikringens betydning for det europæiske finansmarked. I 2002 beløb de samlede genforsikringspræmier for de 40 største genforsikringskoncerner sig til 138 601 200 000 USD, hvoraf 58 544 000 000 USD hidrørte fra EU-genforsikringsselskaber.

3.3

Genforsikringsvirksomhed berører først og fremmest forholdet mellem forsikringsselskabet og genforsikringsselskabet. Tabet af en eller flere genforsikrere kan imidlertid få konsekvenser for forbrugeren i tilfælde, hvor en primær forsikrer ikke længere kan opfylde sine forpligtelser. EØSU anerkender således, at direktivforslaget også har en indirekte indvirkning på forbrugerbeskyttelsesniveauet i EU. Samtidig henleder EØSU opmærksomheden på, at tilstrækkelig genforsikringsdækning også er i forbrugerens interesse. Dette forudsætter tilstrækkelig genforsikringskapacitet på det europæiske marked og rimelige præmier.

3.4

Kommissionens »fast-track«-metode hilses velkommen. Metoden går ud på, at der med udgangspunkt i gældende tilsynsregler for direkte forsikring fastsættes tilsynsregler for genforsikring. Dette forekommer at være den rigtige tilgang, ikke mindst i lyset af det igangværende Solvency II-projekt

3.5

Det er af stor betydning, at genforsikringsmarkedet er et verdensomspændende marked. EØSU opfordrer derfor til, at Parlamentet, Rådet og Kommissionen i de løbende forhandlinger om direktivet retter særlig opmærksomhed mod de europæiske genforsikringsselskabers internationale konkurrenceevne.

3.6

EØSU anerkender, at netop den europæiske genforsikringssektor har bevist sin finansielle soliditet i kølvandet på terrorangrebet den 11. september 2001. På den baggrund bør enhver byrde, der pålægges den europæiske genforsikringssektor, være genstand for en omhyggelig cost-benefit-analyse.

3.7

EØSU er opmærksom på, at der stadig findes forskellige genforsikringstilsynsordninger i EU. Disse er kendetegnet ved en kombination af solvens-, investerings- og sikkerhedsstillelsesbestemmelser. Med Kommissionens forslag bortfalder navnlig de hidtidige bestemmelser inden for sikkerhedsstillelse. I den forbindelse skal det sikres, at de berørte tilsynsmyndigheder får tilstrækkelig tillid til de tilsynsinstrumenter, der fremover vil stå til rådighed, og til, at instrumenterne anvendes ens i hele EU.

4.1

Ifølge direktivforslaget skal bestemmelserne for beregning af solvensmargen for livsforsikringsselskaber overføres til livsgenforsikringsvirksomhed. Hvad angår livsgenforsikring, foreslår Kommissionen, at de regler om solvenskrav, der gælder den primære forsikringsvirksomhed, overføres uændret til genforsikringssektoren. Denne solvensberegning indeholder to elementer, nemlig 0,3 % af risikosummen (sum at risk) og 4 % af præmiehensættelserne. Dette pålægger efter EØSU's opfattelse de europæiske livsgenforsikringsselskaber en uforholdsmæssig stor byrde. Kommissionens forslag:

4.2

Europæiske livsforsikringsselskaber og livsgenforsikrere adskiller sig betydeligt fra hinanden i deres risikostruktur. Ved livsgenforsikring forbliver investeringsrisikoen som regel hos den primære forsikrer. Alene denne forskel viser, at solvensformlen for livsforsikring ikke i tilstrækkelig grad kan afspejle risikostrukturen i livsgenforsikring.

4.3

Sammenligning med ratingbureauernes beregningsmetoder kunne tyde på, at de foreslåede EU-krav er for høje. Solvenskravene i USA er baseret på risikobeløbene, men der er også indbygget en variabel faktor, som afhænger af størrelsen af den pågældende portefølje (0,08 % ved beholdninger på over 25 mia. € - jf. bilag). De canadiske tilsynsmyndigheder og ratingbureauer anvender en lignende fremgangsmåde.

4.4

Den primære forsikringsvirksomhed mellem forsikringsselskaber og kunder har stadig et nationalt præg, mens genforsikringen altid er foregået på internationalt plan. Dette skyldes ikke mindst nødvendigheden af international risikospredning. Der er derfor behov for at skabe lige vilkår mellem udbydere inden for EU og internationale konkurrenter i USA, Bermuda og Schweiz.

4.5

De europæiske genforsikrere, der konkurrerer på verdensmarkedet, frygter, at de vil stå betydeligt svagere end deres konkurrenter uden for Europa, hvor egenkapitalkravene er mindre strenge. Man kunne nemt forestille sig, at en stor del af genforsikringsvirksomheden flyttede til genforsikringscentre uden for Europa, f.eks. Bermuda og USA. Et tab af genforsikringskapacitet ville føre til en betydelig svækkelse af Europa som finanscenter. De for høje krav ville uvægerligt føre til en nedsættelse af genforsikringskapaciteten og/eller til højere genforsikringspriser. Det kan ikke undgås, at de højere genforsikringspriser vil give de primære forsikrere øgede produktomkostninger, hvilket vil kunne mærkes af forbrugerne. Højere priser vil således uundgåeligt have en negativ effekt på opbygningen af de privatfinansierede pensionsordninger, som ellers er meget påkrævede.

4.6

Denne udvikling bidrager efter EØSU's mening ikke til at fremme EU's indre marked. Navnlig de nye medlemsstater har interesse i et velfungerende indre marked for genforsikring og ville blive ramt særlig hårdt af ugunstige ændringer i udbudsstrukturen for genforsikring.

4.7

EØSU konkluderer derfor, at den foreslåede metode til beregning af solvensmargen i forbindelse med livsgenforsikring kan skade de europæiske genforsikringsselskabers konkurrenceevne. Kommissionens forslag vedrørende solvensbestemmelser for livsgenforsikringsselskaber må således klart ændres.

4.8

På den baggrund foreslår EØSU, at solvensberegningen på livsgenforsikringsområdet skal tage udgangspunkt i solvensberegningen inden for skadesgenforsikring.

4.8.1

Ud fra et risiko- og konkurrencesynspunkt er den solvensberegningsmetode, der anvendes inden for skadesgenforsikring, mere end tilstrækkelig. Denne formel stemmer stort set overens med de solvenskrav, der gælder på internationalt plan inden for samme område. Der er således ringe sandsynlighed for, at europæiske genforsikringsselskaber af den grund stilles ringere i konkurrencen.

4.8.2

Den formel, der anvendes inden for skadesgenforsikring, dækker i tilstrækkelig grad kravene inden for livsgenforsikring. Eftersom livsgenforsikringsvirksomhed hovedsagelig består i at dække dødsrisici, har denne aktivitet mere til fælles med skadesforsikring og skadesgenforsikring end livsforsikring.

4.8.3

Individuelle risici, som der ikke tages hensyn til i skadesforsikringsformlen, kan nemt inkorporeres i forbindelse med Solvency II-projektet.

4.8.4

Rent lovteknisk er denne formel enkel at gennemføre, da Kommissionen allerede i sit udkast til direktivforslag (3. reviderede udkast) forelagde en færdig tekst.

4.8.5

Skadesforsikringsformlen gør det muligt for livsgenforsikringsselskaber at fastlægge deres aktuelle solvensbehov, da de allerede ligger inde med de nødvendige oplysninger, som de derfor ikke først skal til at indhente. Denne formel er navnlig hensigtsmæssig i lyset af manglende informering i den internationale handel.

4.8.6

Skadessolvensformlen er især velegnet i forbindelse med en fast track-fremgangsmåde. Den er let at gennemføre, da der ikke er behov for yderligere justeringer i tilfælde, hvor f.eks. kontraktmæssig sikkerhedsstillelse kommer på tale.

5.1

Ifølge direktivforslaget skal bestemmelserne for beregning af solvensmargen for skadesforsikringsselskaber overføres til skadesgenforsikringsvirksomhed. I forlængelse heraf skal det være muligt i overensstemmelse med Lamfalussy-processen at hæve solvenskravene for skadesgenforsikring til 50 %.

5.2

EØSU anser det for fornuftigt, at solvensreglerne for skadesforsikring overføres i uændret form til skadesgenforsikring inden for rammerne af fast track-metoden. EØSU tvivler imidlertid kraftigt på det hensigtsmæssige i at lade Lamfalussy-processens principper finde anvendelse i forbindelse med solvenskrav.

5.3

Det her behandlede direktivforslag var tænkt som et fast track-projekt og ikke som et rammedirektiv inden for Lamfalussy-processen. Solvenskravene bør kun ændres som led i det mere vidtrækkende Solvency II-projekt.

5.4

Ud fra sagens natur kan der heller ikke være nogen begrundelse for anvendelse af Lamfalussy-processen. Egenkapitalkrav til genforsikringsselskaber udgør på ingen måde gennemførelsesforanstaltninger, som skal iværksættes inden for rammerne af Lamfalussy-processen. Som det tydeligt fremgår af de langtrukne forhandlinger om Basel II inden for banksektoren, er egenkapitalkrav den egentlige kerne i de fremtidige tilsynsordninger og kan under ingen omstændigheder betragtes som en detalje, der fastlægges efterfølgende.

5.5

De konkrete egenkapitalkrav bør efter EØSU's mening fremgå af selve direktivet og ikke af efterfølgende fællesskabslovgivning. Denne sondring understøttes også af konventets aktuelle udkast, som kræver, at væsentlige bestemmelser indgår i selve direktivet. Kommissionens henvisning til en omfattende høring af de berørte parter er derfor ikke tilstrækkelig.

6.1

Direktivforslaget foreskriver, at retrocession til andre genforsikringsselskaber kun må indregnes op til et loft på 50 % af bruttoerstatningsudgifterne ved soliditetsberegning. Dette stemmer overens med de gældende regler for livs- og skadesforsikring. Forslaget til direktiv om tilsyn med genforsikringsselskaber skulle kunne bidrage betydeligt til en styrkelse af den europæiske genforsikringsbranches finansielle soliditet. I lyset heraf anser EØSU det for berettiget at anerkende forsikringsselskabers cessioner og genforsikringsselskabers retrocessioner fuldt ud, forudsat at cessionaren eller retrocessionaren er underlagt tilsyn inden for EU.

6.2

EØSU går ind for en forhøjelse af genforsikrings- og retrocessionsfaktoren, ikke mindst på baggrund af de øgede krav til forsikringssektoren om at løse problemer, samfundet som helhed står overfor. På grund af den lave genforsikrings- og retrocessionsfaktor har det ikke altid været muligt at tilbyde billigere løsninger, navnlig ikke i forbindelse med krav fremsat efter den 11. september 2001 om dækning af industrien og luftfartssektoren mod terrorangreb. I enkelte medlemsstater har man på grund af den lave retrocessionsfaktor endnu ikke kunnet udvikle løsninger for forsikring mod terrortrusler.

7.1

EØSU accepterer de i artikel 34 foreskrevne kvalitative tilsynsregler (bonus pater-princippet). På baggrund af genforsikringsvirksomhedens særlige træk, herunder navnlig dens internationale karakter, er en sådan metode mere hensigtsmæssig end et stift kvantitativt system. EU gennemfører hermed en moderne metode, som også anbefales af International Assocation of Insurance Supervisors (IAIS). Samtidig anerkender EØSU, at en kvalitativ metode ikke er noget carte blanche, men at metoden pålægger virksomhederne at foretage løbende kontrol og forbedringer af investeringsprocessen.

7.2

Eftersom direktivet indebærer en indskrænkning eller ophævelse af de hidtil gældende tilsynsregler (såsom sikkerhedsstillelse), bør den enkelte medlemsstat have mulighed for at kræve, at supplerende kvantitative investeringsregler finder anvendelse på lokalt etablerede genforsikringsselskaber. Disse supplerende regler skal dog kunne begrundes i hensynet til bonus pater-princippet og de kontraktmæssige forpligtelser.

9.1

Med ovennævnte forbehold støtter EØSU Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om genforsikringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiver 73/239/EØF og 92/49/EØF og direktiverne 98/78/EF og 2002/83/EF. EØSU mener, at forslaget omfatter næste alle områder, der har at gøre med tilsyn af genforsikringsvirksomhed. Med den fulde gennemførelse af direktivet ydes et væsentligt bidrag til styrkelse af genforsikringsmarkedernes stabilitet i EU, hvilket er en af Kommissionens målsætninger.

9.2

Efter at have gennemgået Kommissionens direktivforslag har EØSU taget fat på udvalgte aspekter af forslaget for at give Kommissionen konkrete anvisninger og idéer til mere dybtgående overvejelser og analyser. EØSU foreslår, at den solvensberegning, der anvendes inden for skadesgenforsikring, også skal gælde på livsgenforsikringsområdet. Endvidere bør solvenskravene ikke falde inden for Lamfalussy-processens anvendelsesområde. Da EØSU anser direktivforslaget for vigtigt, opfordrer det til en hurtig lovgivningsproces.