30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/116


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere«

(KOM(2003) 698 endelig - 2003/0278 (CNS)).

(2004/C 110/20)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 1. december 2003 under henvisning til EF-traktatens 37, stk. 2, at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Fernando Moraleda Quilez til ordfører og Cristos Fakas, Adalbert Kienle og María Luísa Santiago til medordførere. Sektionen vedtog sin udtalelse den 5. februar 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 406. plenarforsamling den 25.-26. februar 2004 (mødet den 26. februar 2004) følgende udtalelse med 58 stemmer for, 7 imod og 1 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1

Den 26. juni 2003 vedtog EU's landbrugsminister i Luxembourg en gennemgribende reform af den fælles landbrugspolitik, som medlemsstaterne har to år (fra 2005 til 2007) til at gennemføre. Aftalen omfattede endvidere en fælles erklæring fra Rådet og Kommissionen om visse produktioner, for hvilke der skal anvendes ens principper og regler, en fælles langsigtet budgethorisont (2013) og den gældende budgetramme (status quo).

1.2

I begrundelsen til forslaget anfører Kommissionen, at den fælles landbrugspolitik siden 1992 har gennemgået en grundlæggende reformproces, der tager sigte på at udskifte pris- og produktionsstøtten med en mere generel støtte til landbrugsindkomsterne. Et trin i denne proces var vedtagelsen af forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere.

1.3

Afkobling af den direkte producentstøtte og indførelse af en enkeltbetalingsordning er væsentlige elementer i processen med at reformere den fælles landbrugspolitik. Som næste trin i reformprocessen foreslår Kommissionen at integrere de nuværende støtteordninger for bomuld, olivenolie og spiseoliven, tobak og humle i ovennævnte forordning.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

EØSU understreger, at formålet med den fælles landbrugspolitik er at opfylde de mål, der fastlagt i EF-traktaten, især stabilisering af markederne, større produktivitet, sikring af en rimelig levefod for landmændene og et højere indkomstniveau i landbruget. Det vil være vanskeligt at nå disse mål, hvis Kommissionens forslag for de pågældende sektorer gennemføres, da den foreslåede reform hverken garanterer produktionen af disse afgrøder, tager hensyn til producenterne i ugunstigt stillede områder, øger konkurrenceevnen eller beskytter miljøet.

2.2

Under forberedelserne af reformen fra juni 2003 vurderede man i nogle tilfælde konsekvenserne af de forskellige modeller for bedrifter og områder. Under høringen i september om Udviklingen i landbrugsindkomsterne i EU anbefalede Europa-Parlamentet, at der i fremtidige reformer lægges mere vægt på konsekvensanalyser og –evalueringer. EØSU påpeger, at denne anbefaling ikke er blevet fulgt, og henstiller, at dette ikke gentager sig.

2.3

Efter EØSU's mening vil støtteafkoblingen i den foreslåede form skabe en række problemer og vanskeligheder i de berørte sektorer, herunder følgende: den foreslåede historisk baserede bedriftsstøtte tager udgangspunkt i en tidligere periode uden at fjerne eksisterende geografiske og sociale skævheder, som tværtimod sandsynligvis vil blive større. Det vil især gå ud over unge landmænds etablering og vil også skade forpagtede bedrifter og true produktionen i visse områder og regioner.

2.4

De landbrugsproduktioner, der er omfattet af forslaget, understøttes af en bred samfundsstruktur både i henseende til produktion og forarbejdning. Der er altså tale om afgrøder af stor social betydning i kraft af de arbejdspladser, de skaber, da de er meget arbejdskraftintensive og er koncentreret i bestemte områder og regioner i EU. EØSU mener, at den sociale betydning og det tab af arbejdspladser, som de foreslåede reformer vil afstedkomme, vil være særligt alvorlige, fordi de netop berører områder, som i forvejen har en høj arbejdsløshed.

2.5

De fleste af de sektorer, der omfattes af Kommissionens forslag, er lokaliseret i middelhavsregioner, der falder i kategorierne mindre udviklede regioner, ugunstigt stillede regioner med affolkningsproblemer eller bjergområder. EØSU mener derfor, at Kommissionen bør tage hensyn til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 24.-25. oktober 2002, som understregede behovet for at støtte producenternes interesser i ugunstigt stillede regioner i det nuværende EU-15.

2.6

Kommissionen vil styrke den anden søjle i den fælles landbrugspolitik, nemlig landdistriktudviklingen, ved at overføre midler fra de omhandlede sektorer til foranstaltninger under forordning (EF) nr. 1257/1999 om udvikling af landdistrikter. EØSU mener dog, at den virkelige drivkraft i udviklingen af de berørte regioner og områder er opretholdelsen af den nuværende socioøkonomiske aktivitet på grundlag af de eksisterende produktioner. Derfor er det efter EØSU's mening altafgørende, at reformerne sikrer og styrker alsidighed i bredest forstand og dermed lever op konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Luxembourg (1997) og Berlin (1999).

2.7

Med de nye kriterier, der for nyligt blev vedtaget for direkte støtte, både hvad angår miljøbetingelser og krav om god landbrugspraksis, som er forenelig med bevarelse af naturressourcer, garanteres bæredygtig forvaltning af jorder, der anvendes til de pågældende afgrøder.

2.8

I lyset af Det Europæiske Råds beslutning i Göteborg om at føje en miljødimension til Lissabon-strategien (strategi for økonomisk og social reform) mener EØSU endvidere, at strategien for bæredygtig udvikling skal sikre balancen mellem økonomisk udvikling, velfærd, social retfærdighed og miljøbeskyttelse, som Kommissionens forslag er nødt til at tage hensyn til for at opretholde samfunds- og erhvervsstrukturen og bevare naturressourcerne i de regioner, hvor de omfattede afgrøder dyrkes.

2.9

EØSU mener, at en eventuel reduktion af de arealer, hvor disse afgrøder dyrkes, vil få alvorlige konsekvenser for de øvrige afgrøder, som kan dyrkes på de samme arealer, da hovedparten af disse er kvotebelagte, hvilket giver yderligere konkurrenceforvridninger og får økonomiske, sociale og sågar miljømæssige konsekvenser.

2.10

EØSU mener, at der bør foretages særlige analyser af de enkelte sektorer og regioner om de mulige følger af forskellige satser for støtteafkobling (følger for markedet, egnen, beskæftigelsen, miljøet osv.), før der træffes afgørelse om ændring af de nuværende mekanismer. Især er det yderst vigtigt af vurdere de foreslåede foranstaltningers territoriale virkninger. For EØSU betyder den totale afkobling af støtten, at man risikerer en produktionsnedgang i områder, som i forvejen er ugunstigt stillede samt uønskede konsekvenser for miljøet, herunder øget ørkendannelse og omsiggribende jorderosion i visse sårbare landbrugsområder.

2.11

Når Kommissionen tager udgangspunkt i historiske referencer for såvel areal som produktionsmængde må den ikke glemme den reelle situation i de forskellige sektorer, og den må derfor tage hensyn til en række data for at danne sig et nøjagtigt billede af produktionen i de seneste år.

2.12

I betragtning af bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitisk ordninger for direkte støtte, hvor det overlades til medlemsstaterne at fastsætte datoen for den nye støtteordnings ikrafttræden mellem 2005 og 2007, bør denne mulighed efter EØSU's mening også gives i de øvrige sektorer, hvor der gælder lignende bestemmelser.

2.13

EØSU påpeger endnu en gang, at det i lyset fiaskoen på ministerkonferencen i Cancún er uforståeligt, hvorfor Kommissionen fastholder de samme principper, som ved indledningen af forhandlingerne uden at tage stilling til, om EU's strategi stadig er hensigtsmæssig.

2.14

Endelig mener EØSU, at beslutningerne fra juni også bør gælde for de sektorer, der nu omfattes af reformerne, så medlemsstaterne får et vist spillerum mht. gennemførelsen.

BOMULD

3.   Sammendrag af forslaget

3.1

Som bekendt foreslår Kommissionen at overføre den del af EUGFL's udgifter til bomuld, der var beregnet til producentstøtte i referenceperioden 2000-2002, til finansiering af to støtteforanstaltninger, nemlig enkeltbetaling og en ny producentstøtte, der skal ydes som arealbetaling. Det samlede disponible beløb til begge foranstaltninger er på 695,8 mio. EUR, der fordeler sig med 504,4 mio. EUR til Grækenland, 190,8 mio. EUR til Spanien og 0,565 mio. EUR til Portugal.

3.2

60 % af producentstøtten pr. medlemsstat foreslås overflyttet til enkeltbetalingsordningen i form af nye rettigheder, der gives til modtagerne, uanset om de dyrker bomuld eller ej. Det samlede beløb til enkeltbetalingen bliver 417,3 mio. EUR (302,4 mio. EUR til Grækenland, 114,5 mio. EUR til Spanien og 0,365 mio. EUR til Portugal).

3.3

Kommissionen foreslår, at medlemsstaterne beholder de resterende 40 % af støttemidlerne: 202 mio. EUR til Grækenland, 76,3 mio. EUR til Spanien og 0,2 mio. EUR til Portugal (i alt 278,5 mio. EUR) som nationale budgetmidler til den nye arealstøtte (pr. hektar bomuld), der skal få bomuldsproducenterne i områder, der egner sig til dyrkning af denne afgrøde, til at forsætte produktionen. Den nye arealstøtte ydes for et samlet areal på højst 425 360 ha, svarende til 340 000 ha i Grækenland (11 % mindre end det støtteberettigede areal i referenceperioden), 85 000 ha i Spanien (5 % mindre end det støtteberettigede areal i referenceperioden) og 360 ha i Portugal.

3.4

Endelig foreslår Kommissionen, at et beløb på 102,9 mio. EUR (82,68 mio. EUR i Grækenland, 20,13 mio. EUR i Spanien og 0,12 mio. EUR i Portugal) overføres til omstruktureringsforanstaltninger i forbindelse med udvikling af landdistrikter under 2. søjle.

4.   Indledning

4.1

Bomuldssektoren er ikke baseret på en fælles markedsordning, men på protokol 4 og 14 til tekster vedrørende henholdsvis Grækenlands og Spaniens tiltrædelse. På dette grundlag har man vedtaget en ordning med henblik på

at støtte bomuldsproduktion i egne, hvor denne er vigtig for landbrugsøkonomien,

at sikre producenterne en rimelige indkomst og

at stabilisere markedet gennem bedre strukturer for produktion og salg af produktet.

4.2

Med Luxembourg-kompromiset om reformen af den fælles landbrugspolitik, der blev indgået den 26. juni 2003, begyndte afkoblingen fra producentstøtte af den europæiske landbrugsstøtte. Kompromisset indeholder bl.a. en fælles erklæring fra Rådet og Kommissionen (punkt 2.5) (1) om den kommende anden bølge af forslag fra Kommissionen om middelhavsprodukterne tobak, bomuld og olivenolie, for så vidt angår

ens principper og regler

fælles langsigtet horisont (2013)

overholdelse af gældende budgetramme (status quo).

4.3

EØSU ser fuld overholdelse af kompromisset som en ufravigelig betingelse og opfordrer Kommissionen til at udvise den nødvendige fleksibilitet i forhandlingerne med Rådet og at lukke de store huller i forslaget såvel hvad angår reformens gennemførelsesmetoder som dens gennemførelsesfrister. EØSU ønsker hverken mere eller mindre for bomuld end, hvad landbrugsministrene enstemmigt besluttede den 26. juni 2003 for den fælles landbrugspolitiks øvrige sektorer.

5.   Generelle bemærkninger

5.1

Bomuldssektoren har stor økonomisk og social betydning for visse egne i EU. Den primære sektor beskæftiger ca. 300 000 personer og den sekundære over ca. 100 000. I 2002 udgjorde bomuldsproduktionen 9 % af den samlede landbrugsproduktion i Grækenland og 1,5 % i Spanien (i Andalusien 4 %).

5.2

Antallet af producenter er i Grækenland 71 600 og i Spanien 10 000 - med den forskel, at producenternes arealer i gennemsnit er langt mindre i Grækenland. Producenternes gennemsnitlige areal er i Grækenland 4,9 ha i gennemsnit – i Spanien 9 ha.

5.3

EØSU er ikke enig i Kommissionens analyse, når den vurderer, at dyrkningsarealerne ikke vil mindskes. Dyrkningsarealerne har igennem de seneste år undergået en fortsat indskrænkning i Grækenland, fra 440 000 ha i 1995 til 380 000 ha i dag. En tilsvarende indskrænkning har fundet sted i Spanien, hvor arealer tilplantet med bomuld i dag er på 90 000 ha, mens de for få år siden var på 135 000 ha. Efter EØSU's opfattelse er den foreslåede indskrænkning af støtteberettigede arealer derfor helt uberettiget og grundløst - og at der anvendes forskellige procenter (11 % for Grækenland og 5 % for Spanien) gør kun ondt værre.

5.4

EU indtager en beskeden plads blandt bomuldsproducenterne på den internationale scene. Kun 1,5 % af dyrkningsarealerne og ca. 2,5 % af den samlede verdensproduktion af bomuld står EU for. De vigtigste producentlande er Kina (22,6 %), USA (20,1 %), Indien (13,1 %) og Pakistan (9 %).

5.5

EU er med sin import på 708 000 tons og eksport på 227 000 tons ikke-egreneret bomuld verdens største nettoimportør. Det er værd at notere sig, at 2/3 af importen kommer fra u-lande og at importen ikke er belagt med told. Opmærksomheden henledes desuden på, at den europæiske bomuld eksporteres uden eksportsubsidier. EØSU deler ikke Kommissionens opfattelse og kan ikke forstå, hvordan der kan ske en forvridning af den internationale handel, når bomuld indføres i EU uden told i så store mængder og udføres i meget små mængder uden eksportsubsidier.

5.6

EØSU minder om, at støtteordningen for europæisk bomuld på ministerkonferencen i Cancún blev udsat for uretfærdige angreb - uden tvivl, fordi EU havde valgt at lægge sig tæt op ad USA's. Derfor var den storm, der rejste sig under WTO-forhandlingerne i Cancún omkring initiativet fra 4 afrikanske lande (Burkina Faso, Benin, Mali og Tchad) om afskaffelse af bomuldsstøtte, efter EØSU's opfattelse fuldstændigt uberettiget og grundløs. Ingen seriøs forhandlingsdeltager kan hævde, at EU kan påvirke de internationale priser med en produktion, der svarer til 2,5 % af verdensproduktionen.

5.7

Bomuld er den vigtigste naturlige tekstilfiber. Den ventes fortsat at ville vinde terræn fra de syntetiske fibre. Den EU-producerede bomuld er af god kvalitet, men kan selvfølgelig godt forbedres yderligere, idet den europæiske tekstilindustri har brug for bomuld af den allerbedste kvalitet for at klare sig i den internationale konkurrence. EØSU bifalder i den henseende alle de forslag fra Kommissionen, som sigter mod at forbedre kvaliteten.

5.8

Den 22. maj 2001 vedtog Rådet forordning 1051/01, som ændrede støtteordningen for bomuld. Den nye ordning har fungeret tilfredsstillende med hensyn til såvel produktionens økonomiske afkast som begrænsningen af dyrkningsarealer, og den har betydet færre miljøproblemer. EØSU forstår ikke, hvorfor Kommissionen nu to år efter foreslår en helt anden ordning uden så meget som at kende resultaterne af gennemførelsen af reformen fra 2001. EØSU peger desuden på, at Kommissionen ikke har ladet forslaget ledsage af nogen konsekvensanalyser, sådan som det var tilfældet for de sektorer, der blev taget op til revision i 2003, og for tobakssektoren.

6.   Særlige bemærkninger

6.1

Kommissionen foreslår at flytte bevillinger på 102,9 mio. EUR fra første til anden søjle. Det drejer sig i realiteten om en dobbelt belastning for bomuldsproducenterne, eftersom disse allerede bidrager til landbrugsudviklingen via den horisontale forordning og udsvingene i støtten (reduktion på 3 % i 2005, 4 % i 2006 og 5 % fra 2007 og frem, når den direkte støtte vil være på over 5 000 EUR pr. år). Kun tobak og bomuld er omfattet af en sådan bestemmelse. Efter EØSU's opfattelse er dette i modstrid med Luxembourg-kompromiset og opfordrer Kommissionen til at revurdere sin holdning.

6.2

Efter EØSU's vurdering kan medlemsstaterne ud over de horisontale bestemmelser, der forpligter til miljøbeskyttelse, også gennemføre supplerende miljøprogrammer, for at fremme såvel bestræbelserne på at kontrollere produktionen som miljøbeskyttelsen. Ved fastsættelsen af støtteberettigede arealer skal der bl.a. tages hensyn til producenternes socioøkonomiske forhold.

6.3

EØSU finder det uacceptabelt, at den særlige revisionsbestemmelse kun gælder middelhavsprodukter. Følgelig anmoder det om ophævelse af artikel 155 a, der bestemmer, at eventuelle forslag til retsakter skal fremsættes inden 31. december 2009, og foreslår i stedet at lade middelhavsprodukterne falde under bestemmelserne i artikel 64, stk. 3 (forelæggelse af en gennemførelsesrapport), i den horisontale forordning 1782/2003.

7.   Konklusioner

7.1

EU-produceret bomuld kan ikke konkurrere på det international marked, fordi produktionsprisen er meget højere i EU end i de lande, EU konkurrerer med. EØSU peger på, at andre bomuldsproducerende industrilande som f.eks. USA giver mange gange højere støtte til deres egen bomuldsproduktion end EU, mens u-landene opnår langt lavere produktionsomkostninger gennem social dumping.

7.2

Efter EØSU's mening kan princippet om helt fri handel eller princippet om at støtten skal kobles fra produktion, ikke anvendes i denne sektor, hvor der er så store udsving i de internationale priser og så stor forskel mellem priserne i og uden for EU.

7.3

Skulle Kommissionen på trods af EØSU's ovenfor skildrede vurdering insistere på at lade afkoblingen gælde også for bomuldssektoren, kræver EØSU Luxembourg-kompromiset af 26. juni 2003 gennemført til punkt og prikke såvel med hensyn til gennemførelsesmetode som med hensyn til gennemførelsesfrister.

7.4

EØSU mener ikke, at hændelserne under WTO-forhandlingerne om bomuld i Cancún skal have lov til at forme rammen for ministerkonferencens kommende forhandlinger om bomuld. Med 1,5 % af verdens bomuldsarealer og 2,5 % af verdensproduktionen spiller EU en meget beskeden rolle på den internationale scene, og påvirker i hvert fald ikke de internationale priser. En sådan tilgang gavner ifølge EØSU ikke u-landene. Resultatet bliver blot, at der sås tvivl omkring den europæiske landbrugsmodel, så den undermineres. Derfor mener EØSU ikke, at bomuld skal være et selvstændigt punkt på dagsordenen for WTO-forhandlingerne. Bomuld skal behandles i forbindelse med de generelle forhandlinger om landbrug.

OLIVENOLIE

8.   Indledning

8.1

Den første fælles markedsordning for olivenolie, der blev indført i 1966 med forordning 136/66/EØF, løb i 31 år og fik en meget positiv indvirkning på moderniseringen af olivendyrkningen og forarbejdnings- og markedsføringssektoren.

8.2

I 1998 blev interventionsordningen afløst af en ordning med privat oplagring, forbrugsstøtten blev afskaffet og eksportrestitutionerne blev sat til nul.

8.3

Produktionsstøtten, der gives til alle producenter på basis af den producerede mængde olivenolie og spiseolivenækvivalenten er på 1 322,5 EUR pr. ton. Dette beløb korrigeres så snart medlemsstaterne overskrider deres respektive nationale garantimængde.

8.4

Olivenoliesektoren indgik ikke i den reformpakke, Rådet vedtog i Luxembourg. Rådet opfordrede dog ved samme lejlighed Kommissionen til inden udgangen af 2003 at fremlægge et forslag til reform af den fælles markedsordning for olivenolie baseret på principperne for den nye fælles landbrugspolitik.

9.   Kommissionens forslag

9.1

Kommissionen foreslår, at:

støtten til sektoren gives uafhængigt af den mængde olivenolie og spiseoliven, der rent faktisk produceres af den enkelte olivenavler;

tildelingen af støtte ikke forpligter til høst af spiseoliven eller produktion af olie eller spiseoliven;

støtteudbetalingen forudsætter alene overholdelse af bestemmelserne om god landbrugspraksis.

9.2

Kommissionen er dog bange for, at en total støtteafkobling vil medføre, at produktionen i visse traditionelle olivenområder opgives, hvilket vil gå ud over jordbunden og landskabet og få negative sociale følger. Kommissionen har derfor opstillet to typer støtte:

direkte, afkoblet støtte til avlerne svarende til 60 % af den gennemsnitlige produktionsstøtte i treårsperioden 2000-2002;

hektarstøtte svarende til 40 % af den direkte støtte, som knyttes til pleje af olivenplantager med en anerkendt miljømæssig eller samfundsmæssig værdi og baseres på olivenplantagens areal udtrykt i antal GIS-ha oliven. Medlemsstaterne definerer de støtteberettigede kategorier (højst fem) ud fra miljø- og samfundsmæssige kriterier, hvor der tages hensyn til aspekter vedrørende landskaber og traditioner.

9.3

For at undgå, at den nye støtteordning kan ændre den nuværende situation med skrøbelig ligevægt på markedet for olivenolie, er det nødvendigt at begrænse adgangen til enkeltbetalingsordningen alene til de olivenarealer, der bestod inden den 1. maj 1998, og de nye plantninger, der er fastsat i forbindelse med de programmer, som Kommissionen har godkendt.

9.4

Med ophævelsen af forordning 136/66/EØF og efter et mellemliggende produktionsår i 2004 på otte måneder (1.11.2004- 30.6.2005) træder den nye forordning, der nu foreslås, i kraft.

9.5

De nuværende foranstaltninger for privat oplagring af olivenolie bør fastholdes, og de nuværende foranstaltninger til forbedring af kvaliteten bør styrkes.

10.   Generelle bemærkninger

10.1

EØSU glæder sig meget over, at Kommissionen betegner olivenoliesektoren som et nøgleelement i EU's landbrugsmodel, og at den påpeger, at EU's olivenolieeksport er fordoblet i de sidste ti år, skønt eksportrestitutionerne blev sat til nul i 1998.

10.2

Sektorens bestræbelser for at forbedre kvaliteten, organisere markedet, promovere produktet og indtage nye markeder har sammen med anerkendelsen af olivenolien sygdomsforebyggende egenskaber, især hjertekarsygdomme, bidraget betydeligt til en gradvis stigning i forbruget af olivenolie på verdensplan.

10.3

EØSU minder om, at olivenplantagers betydning for jobskabelse, bekæmpelse af afvandring og beskyttelse biodiversiteten allerede er blevet understreget i tidligere udtalelser fra EØSU, hvoraf én understreger, at »olivenlunde er de sydligste produktionsskove i EU og spiller en vigtig social og miljømæssig rolle i områder, hvor der kun vanskeligt eller slet ikke kan dyrkes andre afgrøder. Desuden sikrer de, at landbefolkningen bliver boende« (2).

10.4

Hvad angår den nuværende reform af den fælles landbrugspolitik har EØSU både i sin initiativudtalelse om »Den fælles landbrugspolitiks fremtid« (3) og i sine udtalelser om »Midtvejsrevision af den fælles landbrugspolitik« (4) og »Revision af den fælles landbrugspolitik 2003« (5) gentagne gange advaret Kommissionen om, at en fuldstændig støtteafkobling for visse regioners og afgrøders vedkommende kan føre til opgivelse af produktionen og få alvorlige konsekvenser for beskæftigelsen og samfundsstrukturen i de berørte landdistrikter.

10.5

Denne store og ubestridelige risiko er ikke forenelig med hovedformålet med enhver markedsordningsreform, som må være at opretholde en produktion og den erhvervs- og samfundsstruktur, den understøtter, især når produktionen er lokaliseret i nogle af de mest ugunstigt stillede regioner i EU, og relativt set er den mest arbejdskraftafhængige afgrøde (i nogle regioner tegner den sig for 90 % af arbejdspladserne i landbruget).

10.6

EØSU noterede med tilfredshed, at Kommissionen lyttede til denne advarsel og for nogle af de sektorer, der er omfattet af det forslag, Rådet i Luxembourg vedtog, foreslog en delvis afkobling af støtten, hvor de enkelte medlemsstater kunne fastsætte, hvor stor en del af støtten der kunne være produktionsuafhængig.

10.7

EØSU er forundret over, at denne linie ikke er blevet fulgt i det foreliggende forslag til forordning.

10.8

Hvis 40 % af olivenoliestøtten ydes i form af en totalt afkoblet tillægsstøtte, vil det uvægerligt føre til direkte opgivelse af dyrkningen, især i områderne med den laveste produktivitet og/eller meget høje produktionsomkostninger.

10.9

Disse områder er faktisk underlagt en række forskellige faktorer, som fører til betydeligt højere produktionsomkostninger med risiko for, at produktionen må opgives.

10.10

Dette vil på sin side føre til lukning af de dertil knyttede forarbejdningsvirksomheder på grund af manglende råstoffer, hvorved bedrifter, som endnu er nogenlunde konkurrencedygtige, tvinges til at dreje nøglen om.

10.11

EØSU opfordrer Kommissionen til at opfylde målene med den reform af forordning 136/66, som blev gennemført med forordning 1638/98, og som indebar en overgangsordning for at give Kommissionen tid til at indhente præcise data om produktionssituationen i olivensektoren i EU og sætte den i stand til at udarbejde et nyt velfunderet system baseret på produktionssituationen i sektoren og på statistiske data fra de seneste år.

11.   Særlige bemærkninger

11.1

EØSU gør opmærksom på, at Kommissionen i henhold til afsnit IV A – Finansielle overførsler - artikel 155 a, skal forelægge Rådet en rapport om gennemførelsen af denne forordning eventuelt ledsaget af forslag til retsakter inden den 31. december 2009.

11.2

EØSU finder det uacceptabelt, at der indføres en særlig bestemmelse om revision af ordningen, som alene gælder for middelhavsprodukter, og ønsker den fjernet. I stedet foreslås det at medtage denne sektor i anvendelsesområdet for artikel 64, stk. 3, i den generelle forordning (nr. 1782/2003), i henhold til hvilken der skal fremlægges en evalueringsrapport.

11.3

I en så sårbar produktionssektor, som alene har betydning for middelhavslandene og kun for dem, er det ikke til at forstå, hvorfor medlemsstaterne ikke får lov til for de 40 % af støtten, der øremærkes til miljø- og samfundsmæssig beskyttelse, at anvende en ordning svarende den, der er omhandlet i artikel 66, 67 og 68 i sektion 2, kap. V i forordning 1728 af 26.7.2003 (markafgrøder, får og geder og oksekød), hvorefter den enkelte medlemsstat selv kan vælge, hvor stor en andel den afkoblede støtte skal udgøre.

11.4

Med en fuldstændig afkobling er der især i områder med lav produktivitet en reel risiko for, at dyrkningen opgives med alvorlige konsekvenser for den lokale beskæftigelse og forarbejdningsindustrien samt for arealanvendelsen. Endvidere er det nødvendigt at anvende subsidiaritetsprincippet på tillægsstøtten, så denne støtte fordeles efter kriterier, de enkelte medlemsstater opstiller, såvel hvad angår støttens størrelse som støtteformen.

Under alle omstændigheder skal støtten sikre:

bevarelse af olivenlundenes produktionsaktivitet og den dertil knyttede industri, herunder sikring af markedets gennemsigtighed og produktets kvalitet og sporbarhed gennem den nødvendige kontrol,

bevarelse af olivenlunde med lavt udbytte, som spiller en vital rolle ud fra et socioøkonomisk og miljømæssigt synspunkt.

11.5

Derfor mener EØSU, at der i lighed med forordning 1728/2003 af 29. november 2003 gives medlemsstaterne mulighed for at fastsætte, hvor stor en procentdel af støtten der skal kobles til produktionen, og i hvilket produktionsår enkeltbetalingsordningen skal træde i kraft.

11.6

EØSU mener, at Rådets bestemmelser, især hvad angår støtten til arealer med ny beplantning, som Rådet gav tilladelse til i 1998, samt bevillingerne hertil bør tages op til overvejelse.

11.7

EØSU mener, at de midler, som den nuværende markedsordning afsætter til foranstaltninger, man nu vil afskaffe, såsom eksportrestitutioner, støtte til anvendelse af oliven til konserves og finansiering af kontrolorganer, bør indgå i de enkelte medlemsstaters nationale rammebeløb.

TOBAK

12.   Resumé af Kommissionens forslag

12.1

Forslaget til forordning lægger op til en fuldstændig støtteafkobling på linie med ordningen i Kommissionens meddelelse fra september 2003 (6). Der foreslås en gradvis afkobling i tre faser for tobakssektoren.

12.2

Endvidere foreslås indførelse af et rammebeløb for omstrukturering af tobakssektoren. Dette rammebeløb vil omfatte en procentdel af den nuværende præmie, som nu skal gå til foranstaltninger til landdistriktudvikling med det primære mål at omstrukturere de tobaksproducerende regioner.

12.3

Det foreslås endvidere at den reform, der nu foreslås, revideres i 2009.

13.   Indledning

13.1

EØSU påpeger:

Tobak er en etårig afgrøde med meget store samfundsmæssige virkninger i hele Europa. Kommissionen ligger inde med undersøgelser, som anerkender den sociale og kulturelle betydning af denne afgrøde, som i produktionsområderne danner grundlag for et stort net af tjenester. I Europa er 453 887 (7) arbejdspladser direkte knyttet til tobaksproduktionen, og 80 % af europæisk tobak dyrkes i mål 1-regioner.

Kommissionen (8) selv anerkender arbejdskraftens betydning i tobaksdyrkningen og påpeger, at tobak er en af de mest arbejdskraftintensive afgrøder. I gennemsnit lægger en europæisk tobaksavler 2 200 arbejdstimer om året for at dyrke én hektar, mens almindelige afgrøder kun kræver 147 arbejdstimer pr. hektar. For de fleste sorters vedkommende tegner arbejdskraften sig for mellem 50 % og 70 % af produktionsomkostningerne.

13.2

EØSU ønsker at understrege denne sektors kapacitet til at skabe jobs for kvinder i den primære forarbejdningsindustri. Eftersom 80 % af tobaksproduktionen foregår i ugunstigt stillede områder sikrer opretholdelsen af disse arbejdspladser, at områder med tobak er mere dynamiske end områder med andre afgrøder.

14.   Bemærkninger

14.1

EØSU har i de seneste år flere gange udtalt sig om dette spørgsmål. Det har i sin seneste udtalelse (CES 190/2002) (9) påpeget behovet for en undersøgelse af sektoren, hvor Kommissionen vurderer sine tiltag, da denne afgrøde har stor betydning for nogle ugunstigt stillede områder og skaber beskæftigelse. Med den nuværende reform af den fælles markedsordning har man afkoblet støtten fra produktionen, og der foreligger undersøgelser, som viser, at der overhovedet ikke er nogen sammenhæng mellem tobaksdyrkning og rygevaner.

14.2

Kommissionens forslag om tobak er baseret på den meddelelse om bæredygtig udvikling, der blev fremlagt på Det Europæiske Råd i Göteborg i juni 2001 (10). EØSU påpeger, at der efter juridisk konsultation på foranledning af en af medlemsstaterne ikke blev truffet nogen afgørelse for tobakssektorens fremtid på dette topmøde. I rapporten fra Rådets juridiske tjeneste anføres det klart, at Kommissionen gerne vil have Rådet til via betragtning 5 (afskaffelse af tobaksstøtte) at acceptere en foranstaltning, som – om end foreslået i meddelelsen til Rådet - ikke blot ikke blev vedtaget, men udtrykkeligt afvist (11).

14.3

For EØSU at se er det reformen af den fælles landbrugspolitik, der blev vedtaget den 26. juni 2003 i Luxembourg, som har fået Kommissionen til at foreslå reformen af den nuværende fælles markedsordning for tobak. Hovedmålene med denne reform, som er opstillet i begrundelsen for meddelelsen fra september 2003, opfyldes kun delvis.

14.4

Ligeledes hvad angår tobak og sundhed anerkender evaluerings- og konsekvensrapporten, at den fælles markedsordning ikke har nogen som helst indflydelse på tallene for tobaksmisbrug. Der er i dag ingen sammenhæng mellem produktion og forbrug, idet forbruget mere er et modefænomen end påvirkeligt af produktionen. Man må huske på, at kun 20 % af den tobak, der forbruges i Europa, rent faktisk produceres i Europa, og dette hænger sammen med, at der er en støtteordning for produktion af råtobak.

14.5

Rammekonventionen om bekæmpelse af tobaksmisbrug, som WHO's 192 medlemmer vedtog enstemmigt den 21. maj 2003, nævner overhovedet ikke tobaksstøtte, ej heller i den endelige formulering af artikel 17.

14.6

EØSU er imidlertid klar over, at den offentlige opinion kæder produktion og forbrug sammen; det vil derfor ikke undlade at påpege, at der er et uopsætteligt behov for at udbygge og styrke kampagnerne mod tobaksmisbrug, især dem, der er rettet mod unge og grupper med en større risiko for at blive afhængig.

14.7

EØSU har påvist, at de midler, der stilles til rådighed for Fællesskabsfonden for tobak ikke er blevet ordentligt udnyttet. Derfor opfordrer EØSU til, at det store provenu, der kommer fra tobaksafgifter, anvendes til at finansiere mere ambitiøse programmer for bekæmpelse af tobaksmisbrug.

14.8

EØSU erkender, at hvis EU's tobaksproduktion skulle forsvinde, ville den tobak, som har det laveste indhold af plantebeskyttelsesmidler og dermed den (miljømæssigt set) mest bæredygtigt producerede, også forsvinde.

14.9

Uden en passende beskyttelse udadtil eller en særlig produktionskvalitet vil det blive svært at konkurrere med tredjelandsproducenter, som for størstedelens vedkommende praktiserer social dumping gennem udnyttelse af kvinders og børns arbejdskraft. En WHO-undersøgelse (12) viser, at der i Indien i dag er 325.000, hvoraf halvdelen er under 7 år, der arbejder i sektoren. I Brasilien er antallet af børnearbejdere i sektoren steget til 520.000, hvoraf 32 % ar under 14 år. Det er også påvist, at situationen er den samme i andre lande, bl.a. Kina, Indonesien, Zimbabwe og Argentina, der er vigtige tobaksproducerende lande.

14.10

Efter EØSU's mening er opretholdelsen af EU's tobaksdyrkning helt afgørende for, om Europas primære forarbejdningsindustri kan overleve. Da omkostningerne ved transport af råtobak er ekstremt høje, er forarbejdning af importeret tobak ikke rentabel. Hvis tobaksdyrkningen ophører, vil man begynde at importere forarbejdet tobak, hvilket naturligvis vil få følger for denne industrisektor og den dertil knyttede beskæftigelse.

14.11

Endvidere er der i dag ikke noget økonomisk levedygtigt alternativ i landbruget til denne afgrøde, som i sig selv ville kunne skabe lige så mange arbejdspladser og dermed fastholde befolkningstallet på landet, således som tobak gør i dag. Det er for øjeblikket ikke muligt at finde nogen alternativer til tobaksdyrkning, eftersom andre afgrøder er omfattet af produktionskvoter (med straffeforanstaltninger, hvis de overskrides). Desuden foreslås nu en reform, uden at der er foretaget en dybtgående undersøgelse af sektoren. Dette viser klart, at EU er ivrig efter at beskære landbrugsbudgettet, mens medlemsstaterne fortsat vil afgiftsbelægge tobak, også selvom den importeres fra tredjelande.

14.12

Dette forslag skal ses som et led i politikken for bæredygtig udvikling og sundhed, men det dækker over en god portion inkonsekvens, for tobaksforbruget (som i øvrigt skaber et stort afgiftsprovenu for medlemsstaterne på 63 mia. EUR) kan ikke og bør ikke bekæmpes på en kortsigtet måde, som bringer de europæiske producenter ud i en krise, da de for hovedpartens vedkommende lever i meget ugunstigt stillede landdistrikter, som kun modtager 955 mio. EUR fra EU's budget.

14.13

Hvis total afkobling bliver vedtaget, bør Kommissionen først finde en løsning på de problemer, dette vil skabe for sektoren. EØSU beklager, at der i dag ikke findes nogen løsning på de problemer, der er forbundet med produktionsomstilling.

14.14

I denne forbindelse påpeger EØSU miljøfordelene ved dyrkningsmetoderne i EU. Selv Kommissionen erkender risikoen ved opgivelse af dyrkningen i bjergområder, som tegner sig for 30 % af tobaksområderne. Ligeledes er forureningen fra europæiske tobaksmarker fire gange mindre end fra andre afgrøder ifølge eksperter i sektoren (13).

14.15

Ifølge konsekvensanalysen (14) ligger 81 % af verdens tobaksproduktionen i udviklingslandene, som forbruger 71 % af cigaretterne. Den peger også på, at den fælles markedsordning for tobak ikke influerer på verdensmarkedspriserne, at interventionsmekanismerne og eksportrestitutionerne forsvandt for ti år siden, og at grænsebeskyttelsen er meget lav.

14.16

EØSU mener, at den fælles markedsordning for tobak yder et meget vigtigt bidrag til bæredygtig udvikling i tobaksområderne, idet den forener økonomisk udvikling med respekt for miljøet og anstændige arbejdsvilkår. Hovedparten af disse områder er ugunstigt stillede og henhører under mål 1.

14.17

Endvidere peger EØSU på de europæiske borgere i stigende grad efterspørger kvalitetsprodukter, hvor også produktionsmetoder og arbejdsvilkår spiller en rolle.

15.   Konklusioner

15.1

EØSU mener, at Kommissionens forslag er inkonsekvent og vil få alvorlige følger for produktionsområderne og tobaksavlernes indkomster.

15.2

EØSU mener på baggrund af de undersøgelser, der er foretaget af tobakssektoren, at Kommissionens forslag ikke indeholder løsninger på de følger, som total produktionsafkobling vil få for sektoren. Derfor bør Kommissionen fremlægge alle gennemførlige alternativer for at sikre landmændenes og de berørte regioners fremtid.

15.3

Der foreligger stadig flere beviser for, at der ikke er nogen sammenhæng mellem tobaksdyrkning i Europa og rygevaner. EØSU erkender dog, at offentligheden stadig kæder de to ting sammen.

15.4

EØSU anmoder Kommissionen om, at det i den fælles markedsordning for tobak overvejes at indføre et system med afkobling, som tager hensyn til afgrødens sociale betydning og giver medlemsstaterne mulighed for i stort omfang at tage højde for de forskellige produktionsforhold.

15.5

Efter EØSU's mening vil det være positivt for reformen af den fælles markedsordning for tobak, at sektorens struktur – som det er tilfældet i dag – også fremover forvaltes af producentorganisationer, som har skabt en velfungerende sektor.

15.6

EØSU mener, at det vil være en god ide at fremme overførsler mellem bedrifter for at gøre bedrifterne mere rentable og konkurrencedygtige og at bekræfte muligheden for kvoteopkøb.

15.7

EØSU kræver ligeledes, at den samlede bevilling til underudgiftsområde 1a) opretholdes, og at medlemsstaterne frit kan vælge at anvende en procentdel til landdistriktudvikling.

15.8

På grund af tobaksavlens særlige miljømæssige og sociale betydning i regionerne må der defineres passende krav til bevarelse af jordbunden i god jordbrugsmæssig og økologisk stand. Der må også indføres mindstekrav for at sikre beskæftigelsen og bane vejen for denne støtte.

HUMLE

16.   Indledning

16.1

Humle er et uundværligt råstof til ølfremstilling. Humleplanten (humulus lupulus) er en flerårig klatreplante, som dyrkes på dyre tremmeværker. Humle giver øllet dets aroma, bitre smag og holdbarhed.

16.2

Den 30. september 2003 fremlagde Kommissionen en rapport om udviklingen i humlesektoren (KOM(2003) 571 endelig).

16.2.1

Denne omfattende rapport giver et godt overblik over hele humlesektoren og den gældende markedsordnings bestemmelser.

16.3

Kommissionen anfører i rapporten, at den fælles markedsordning for humle fungerer godt.

16.3.1

Den fælles markedsordning for humle har med held tacklet de seneste års omfattende markedsjusteringer. EU's humleproducenter har været i stand til at konsolidere deres førende position på verdensmarkedet. Særlige foranstaltninger har gjort det muligt at afstemme udbud og efterspørgsel mere effektivt med hinanden. I de otte medlemsstater, der producerer humle, er markedet struktureret omkring små specialiserede familiebrug med et gennemsnitligt areal på gennemsnitligt 7,8 ha og på efterspørgselssiden en kraftig koncentration af bryggerier.

16.3.2

Den nuværende markedsordning for humle er ligeledes grundlaget for den systematiske certificering af humle, herunder et komplet oprindelsescertifikat for hvert parti og et generelt system for kvalitetssikring og kontrakter.

16.4

Gennemførelsen af dette system varetages af producentsammenslutningerne, som Kommissionen selv betegner som »sjælen« i den fælles markedsordning for humle. Producentsammenslutningerne spiller virkelig en vigtig rolle i det generelle system for kvalitetssikring og kontrakter, som omfatter obligatorisk certificering af humle og et komplet oprindelsescertifikat af hvert parti. Det samme gælder igangsættelse og gennemførelse af projekter inden for kvalitet, dyrkning, forskning, plantebeskyttelse, markedsføring og produktionsteknologi.

16.5

Udgifterne til humlesektoren har i årevis ligget på omkring 13 mio. euro.

17.   Resumé af Kommissionens forslag

17.1

Hidtil har flerårige afgrøder som humle og oliven ikke været omfattet af forordning 1782/2003. Med den foreslåede ændring af forordning 1782/2003 af 20. juli 1998 vil de direkte betalinger til humle under forordning (EF) 1696/71/EØF om oprettelse af en fælles markedsordning for humle blive integreret i den generelle forordning om direkte betalinger.

17.2

Kommissionen foreslår, at humlepræmien integreres fuldt ud i enkeltbetalingsordningen. Præmien vil fortsat være på 480 EUR pr. ha uden ændringer.

17.3

Kommissionen foreslår dog, at medlemsstaterne får mulighed for at koble op til 25 % af de nationale lofter til humleproduktion.

18.   Bemærkninger

18.1

EØSU finder, at det er konsekvent og fornuftigt, at Kommissionen i kølvandet på Luxembourg-afgørelserne om reformen af den fælles landbrugspolitik af 25. november 2003, ønsker at integrere de direkte betalinger til humle i den generelle forordning om direkte betalinger og fastholde det nuværende støtteniveau. Under alle omstændigheder bør det sikres, at humleproduktionen i EU, inkl. de nye medlemsstater, kan opretholde sin førende position på verdensmarkedet.

18.2

EØSU accepterer konklusionerne fra Rådet i Luxembourg og Kommissionens argumenter for at fremme en delvis afkobling af støtten i de sektorer, hvor der er en særlig fare for produktionsopgivelse eller ubalance. EØSU går derfor ind for, at en bestemt del af de direkte betalinger fortsat kobles til humleproduktionen i alle humleproducerende medlemsstater.

18.2.1

Efter EØSU's mening bør koblet støtte til humle hæves fra de 25 %, som Kommissionen oprindelig foreslog, til 40 % for at give producentsammenslutningerne passende vilkår i udførelsen af deres opgaver. Ligeledes bør humlearealer, der er ryddet som led i særprogrammer, medtages i beregningen af referencebeløbene.

18.2.2

Ligeledes hvad angår medlemsstaternes mulighed for at vælge mellem bedriftsstøttemodellen (artikel 51-57) eller den regionale model (artikel 58 ff.) påpeger EØSU, at hvis en medlemsstat beslutter sig for at anvende den regionale model, vil den nuværende støtte til humle blive betydeligt beskåret og overført til andre landbrugsaktiviteter.

Bruxelles, den 26. februar 2004

Roger BRIESCH

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Reform af den fælles landbrugspolitik – Formandskabets kompromis (i forståelse med Kommissionen). Dokumentnummer: 10961/03.

(2)  EFT C 221, 7.8.2001.

(3)  EFT C 125, 27.5.2002.

(4)  EUT C 85, 8.4.2003.

(5)  EUT C 208, 3.9.2003.

(6)  KOM(2003) 554 endelig.

(7)  Hvidbog om tobak, UNITAB.

(8)  KOM(1996) 554. Kommissionens beretning til Rådet om den fælles markedsordning for råtobak.

(9)  EFT C 94 af 18.4.2002, s. 14-17.

(10)  KOM(2001) 264 endelig.

(11)  Rapport fra Rådets juridiske tjenestegrene (2002): Meddelelse fra Kommissionen om bæredygtig udvikling og Konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Göteborg vedrørende femte og sjette betragtning i forslaget til forordning for tobakssektoren.

(12)  WHO-ILO.

(13)  Ordning for tobakssektoren. Udvidet konsekvensanalyse SEK(2003) 1023.

(14)  Se fodnote 9.