Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Adgang til unionsborgerskab i EU"

(2003/C 208/19)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 21. januar 2003 i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 29, stk. 2 at udarbejde en udtalelse om "Adgang til unionsborgerskab i EU".

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Luis Miguel Pariza Castaños til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 2. april 2003.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 399. plenarforsamling den 14. og 15. maj 2003 (mødet den 14. maj) følgende udtalelse med 88 stemmer for, 40 imod og 8 hverken for eller imod.

1. Indledning

1.1. Det Europæiske Konvent har i nogle måneder været i færd med at udarbejde en forfatningstraktat for EU. EØSU deltager i arbejdet gennem sine observatører, som på konventets debatter fremlægger de forskellige forslag og anbefalinger, som EØSU har vedtaget i sine udtalelser samt i sin resolution rettet til konventet.

1.2. Hvad angår den europæiske indvandrings- og asylpolitik, som afledt af Amsterdam-traktaten og konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tammerfors, har EØSU udarbejdet en række udtalelser, hvorigennem det bidrager til at sikre, at EU har en passende fælles politik og en gennemsigtig lovgivning baseret på ligebehandling, lige rettigheder og pligter og bekæmpelse af enhver form for forskelsbehandling.

1.3. Den 9.-10. september 2002 afholdt EØSU sammen med Kommissionen en konference med deltagelse af repræsentanter for arbejdsmarkedets parter og vigtige interesseorganisationer fra 25 europæiske lande for at fremme integrationen af indvandrere og flygtninge i de europæiske samfund og opnå et nyt engagement fra civilsamfundets side(1).

1.4. EU's medlemsstater vil fremover få flere og flere indvandrere. Alle eksperter er enige om, at indvandringen vil tage til på grund af demografiske, økonomiske og sociale årsager, og mange af indvandrerne vil slå sig ned for lange perioder eller definitivt(2). Desuden vil mobiliteten mellem EU's medlemsstater øges som følge af udviklingen af den frie bevægelighed. Denne tendens vil også gælde for indvandrerne. Direktivforslaget om fastboende tredjelandsstatsborgeres status sigter mod at fremme disses mobilitet(3).

1.5. Der er brug for integrerende offentlige og sociale foranstaltninger og holdninger, så Europa kan blive et godt værtssamfund, et åbent, pluralistisk og interkulturelt samfund. En passende integrering af de nuværende og kommende indvandrere fra tredjelande er et strategisk mål for europæerne.

1.6. Konventet bør undersøge, om det nuværende politiske og juridiske grundlag for den fælles indvandringspolitik er tilstrækkeligt eller ej til at gøre fremskridt i denne retning. EØSU ønsker, at den kommende europæiske forfatning vil styrke EU's mandat til at føre en passende fælles indvandrings- og asylpolitik i forlængelse af Det Europæiske Råd i Tammerfors.

1.7. En af konferencens konklusioner var at foreslå konventet, at man tildeler fastboende tredjelandsborgere unionsborgerskab. Dette vil gøre det nemmere for dem at udøve deres politiske rettigheder og dermed forbedre integrationen, idet unionsborgerskab og de deraf følgende rettigheder og pligter er en meget vigtig faktor for integration af disse personer i værtssamfundene.

1.8. I EØSU's resolution til Det Europæiske Konvent anføres følgende: "Foranstaltningerne vedrørende integration af indvandrere bør forbedres. Udvalget anmoder om, at konventet undersøger muligheden for at tildele tredjelandestatsborgere med status som fastboende unionsborgerskab".

1.9. I betragtning af den forfatningsmæssige karakter, konventets arbejde har, opfordrer EØSU med denne initiativudtalelse på ny konventet til at overveje og analysere dette forslag med passende opmærksomhed.

1.10. Dette forslag har også opbakning fra mange mennesker, politiske organisationer og interesseorganisationer i de forskellige medlemsstater, som i årevis har plæderet for, at tredjelandsstatsborgere, som er fastboende i EU, tildeles statsborgerskab, så de kan udøve deres politiske og sociale rettigheder.

2. Retsgrundlag

2.1. Det påhviler det europæiske konvent at udarbejde forslag til et nyt grundlag for EU's retsorden. Unionsborgerskabet, som blev indført med Maastricht-traktaten, er et væsentligt aspekt af denne ajourføring af EU-rettens grundlag. Ved fremlæggelsen af en del af udkastet til forfatningstraktat (artikel 1-16), som det europæiske konvents sekretariat offentliggjorde den 6. februar 2003 (CONV 528/03), foreslog præsidiet, at unionsborgerskabet giver adgang til rettigheder og er et supplement til det nationale statsborgerskab, men træder ikke i stedet for det (artikel 7, stk. 1). Denne bestemmelse etablerer en klar forbindelse mellem definitionen af unionsborgerskabet og EU's garanti for, at alle borgere i EU er lige for loven (artikel 7, stk. 1 "in fine").

2.2. På denne baggrund foreslår EØSU, at konventet vedtager en bred definition af unionsborgerskabet, som også omfatter tredjelandsstatsborgere, der bor fast eller i lange perioder i en af EU's medlemsstater. En sådan bred definition svarer til den, Kommissionen har vedtaget og betegnet "medborgerskab"(4).

2.3. Forslaget om at indskrive denne brede dimension af unionsborgerskab, i EU's primærret er i tråd med konventets udtrykkelige mål om i den europæiske forfatning at inkorporere charteret om grundlæggende rettigheder, som blev højtideligt proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen(5). En sådan udvidet definition af unionsborgerskab eller "medborgerskab" vil være det ypperste juridiske udtryk for EU's vilje til gradvis at virkeliggøre og gennemføre den udelelige og universelle ret, alle mennesker har til at være lige for loven. Værdien juridisk ligestilling er nedfældet som en grundlæggende individuel ret i artikel 20 i EU-charteret om grundlæggende rettigheder. Retten til juridisk ligestilling er som det vigtigste aspekt af unionsborgerskabet nedfældet i artikel 7, stk. 1, i det udkast til forfatningstraktat, som konventets præsidium har fremlagt.

2.4. Det foreliggende forslags påberåbelse af artikel 20 i EU-charteret om grundlæggende rettigheder som sit retsgrundlag, er fuldstændig forenelig og i overensstemmelse med de omfattende juridiske overvejelser, Kommissionen har gjort sig om EU's indvandringspolitik siden 1997 med artikel 63 i EF-traktaten som udgangspunkt. Siden Amsterdam-traktatens ikrafttræden har Rådet nemlig haft kompetence til at vedtage indvandringspolitiske foranstaltninger for at sikre en ensartet og lige behandling af tredjelandsstatsborgere for så vidt angår betingelser og administrative procedurer for indrejse og ophold og de rettigheder og betingelser, hvorunder tredjelandsstatsborgere, som opholder sig lovligt i en medlemsstat, kan opholde sig i andre medlemsstater.

2.5. Udøvelsen af sådanne rettigheder vil i nær fremtid resultere i en ægte EU-status, der tager højde for de forskellige retlige situationer, som tredjelandsstatsborgere, der efter at være rejst lovligt ind i EU, rejser igennem eller opholder sig midlertidigt eller fast i EU-medlemsstaterne, befinder sig i. Kommissionens meddelelser til Rådet og Europa-Parlamentet ("Om en indvandringspolitik i EU"(6) og "En åben metode til koordinering af EU's indvandringspolitik"(7)) og de foreslåede direktiver om dette spørgsmål anfører, at denne status vil omfatte en specifik retlig ordning for tredjelandsstatsborgere med fast eller langvarigt lovligt ophold(8), som gælder enten direkte for personer med fast bopæl, eller indirekte for personer med ret til familiesammenføring(9).

2.6. Den brede definition af unionsborgerskab eller "medborgerskab", der er baseret på artikel 20 i EU-charteret om grundlæggende rettigheder, omfatter det samme sociale fænomen, som berettiger, at Rådet har fået de beføjelser, der er anført i artikel 63 i EF-traktaten, om end fokuseringen er på indvandrere, der opholder sig lovligt og fast i EU's medlemsstater.

2.7. Forskellen mellem disse to perspektiver ligger derfor ikke i den sociale virkelighed, der skal reguleres, men i den måde, hvorpå begrebet "medborgerskab" gribes an for at skabe et forfatningsmæssigt juridisk instrument, som:

a) på højeste niveau i EU-retten nedfælder forpligtelsen til lige behandling af tredjelandsstatsborgere for at fremme og lette den samfundsmæssige integration af tredjelandsstatsborgere med fast og lovligt ophold i én af EU-medlemsstaterne (lighed for loven),

b) øger garantien for, at der ikke er tale om forskelsbehandling i formuleringen af fastboende udlændinges juridiske status (lighed i loven),

c) indirekte bidrager til at udmønte garantien for retten til ikke-forskelsbehandling i anvendelsen af EU-lovgivningen om tredjelandsstatsborgeres forhold (lighed i anvendelsen af loven).

2.8. Begrebet unionsborgerskab i snæver forstand imødekommer behovet for at regulere en juridisk situation, der følger af EF-traktatens artikel 17-22. Ligeledes er det udvidede unionsborgerskab eller "medborgerskab" egnet til at udforme en retlig situation baseret på den kommende forfatningstraktat, som gælder for personer med fast opfold, der ikke er statsborgere i nogen medlemsstat. Indskrivningen i EU-retten af dette nye kriterium for tildeling af unionsborgerskab bør ske gennem fastlæggelse af rettigheder, ydelser og interesser, der skal beskyttes i denne juridiske situation. Indholdet af de fremtidige bestemmelser skal sikre en rimelig binding til overholdelsen af EU's retsorden og EU-rettens relevante principper. Den juridiske anerkendelse af den brede definition af unionsborgerskab eller "medborgerskab" bør følge samme dynamiske tilgang, som forudset i EF-traktatens artikel 22 for unionsborgerskabet.

2.9. Udvidelsen af unionsborgerskabets anvendelsesområde gennem dette nye tildelingskriterium ændrer ikke i sig selv de beføjelser og opgaver, traktaterne tillægger EU-institutionerne. Hvis konventet vedtager den brede definition af unionsborgerskab ville dette i relation til tredjelandsstatsborgere imidlertid gradvis konkretisere EU's forpligtelser til at respektere den grundlæggende ret til lighed for loven, i loven og i anvendelsen af loven, som det i dag proklameres i EU-charteret om grundlæggende rettigheder, og som garanteres i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der blev undertegnet i Rom den 4. november 1950.

2.10. Som anført i artikel 51 i EU's charter om grundlæggende rettigheder skal denne forpligtelse også gælde for medlemsstaterne ved anvendelsen af EU-retten. Nærmere bestemt bør den anvendes som rettesnor for anvendelsen af EF-traktatens artikel 63, stk. 4, når medlemsstaterne vedtager nationale foranstaltninger til regulering af betingelser og procedurer for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold (artikel 63, stk. 3 og 4), som er forenelige med traktaten og med internationale aftaler.

3. Det Europæiske Konvent

3.1. Den 6. februar offentliggjorde konventets præsidium sit udkast til artikel 1-16 i forfatningstraktaten. Artikel 5 inkorporerer charteret om grundlæggende rettigheder i forfatningen, mens artikel 7 definerer unionsborgerskab således: "Unionsborgerskab har enhver, der er statsborger i en medlemsstat. Unionsborgerskab er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette".

3.2. Dette forslag udelukker tredjelandsstatsborgere fra unionsborgerskab, også selv om de er fastboende i EU.

3.3. EØSU har i adskillige udtalelser (se bilag) foreslået, at forfatningen skal tildele tredjelandsstatsborgere med fast bopæl i EU unionsborgerskab.

3.4. EØSU's anmodede i sin resolution til Det Europæiske Konvent om, at man for at forbedre integrationen tildeler fastboende tredjelandsstatsborgere unionsborgerskab. Lighed mellem alle borgere, det være sig medlemsstaternes statsborgere eller tredjelandsstatsborger, er en nødvendig forudsætning for integration. Et samfund kan ikke udelukke en del af sine borgere fra politiske og andre rettigheder, som gælder for "udlændinge" med statsborgerskab i medlemslandene.

4. Et pluralistisk, åbent og aktivt unionsborgerskab

4.1. I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet må være enkelt medlemsstat fortsat være ansvarlig for lovgivning om tildeling af statsborgerskab. Der bør dog tilstræbes en vis harmonisering for at undgå uønsket forskelsbehandling og fremme integrationsvenlige foranstaltninger såsom tildeling af statsborgerskab til fastboende udlændinge, hvis de ønsker det. Medlemsstaterne bør ikke udnytte subsidiaritetsprincippet til at begrænse de fastboende udlændinges rettigheder. Og som EØSU(10) understregede det, har "lovgivningen i de stater, som tillader dobbelt statsborgerskab for dem, som ønsker dette, en positiv effekt på integrationen".

4.2. Det er dog EU, der skal definere unionsborgerskabet og dets karakteristika. Når konventet redefinerer unionsborgerskabet, udfylder det sit mandat på passende vis, da det er EU's opgave at fastlægge karakteren af dette unionsborgerskab i forfatningstraktaten. Begrebet unionsborgerskab optrådte første gang i Maastricht-traktaten, før det blev konsolideret i Amsterdam- og Nice-traktaterne. Det er derfor et velkonsolideret politisk og juridisk begreb i EU. For øjeblikket fastsætter traktaten, at personer, der er statsborgere i én af medlemsstaterne, er unionsborgere. Det er derfor medlemsstaterne, der indirekte bestemmer, hvem der er unionsborger, og hvem der ikke er.

4.3. Unionsborgerskabet bør være kernen i det europæiske projekt. Konventet er i færd med at udvikle et stort politisk projekt, for at alle borgere kan føle, at de er en del af et demokratisk politisk fællesskab af supranational karakter. Tiden er inde til at give unionsborgerskabsbegrebet en ny dimension: et unionsborgerskab, der ikke blot er baseret på statsborgerskab, men også på fast bopæl i EU. I charteret om grundlæggende rettigheder, i de nationale lovgivninger, i traktaterne og i EU-lovgivningen er bopæl allerede et kriterium for tildeling af forskellige civile, kulturelle, sociale og økonomiske rettigheder og pligter. Men for øjeblikket er nogle politiske rettigheder såsom stemmeretten ikke medtaget. Efter EØSU's mening bør fast lovligt ophold ligeledes være vejen til erhvervelse af unionsborgerskab i EU.

4.4. EØSU bifalder inkorporeringen af charteret om grundlæggende rettigheder i forfatningen og tilslutningen til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, hvilket indebærer en anerkendelse af begrebet "medborgerskab", som er den første etape hen imod et aktivt unionsborgerskab for alle med fast bopæl i EU.

4.5. EØSU er enigt i unionsborgerskabets karakter: det er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette. Det nye kriterium for tildeling af unionsborgerskab, som EØSU foreslår, kan åbne nye perspektiver for fastboende udlændinge, som ikke er statsborgere i EU's medlemslande.

4.6. For øjeblikket tildeles unionsborgerskabet og de deraf følgende politiske rettigheder på grundlag af nationalitet. Unionsborgerskabet er tildelt fem millioner mennesker, som har bopæl i én af medlemsstaterne, og som er statsborgere i en anden medlemsstat. Der sker imidlertid en forskelsbehandling af mellem 15 og 20 millioner mennesker, som bor i EU, men som ikke er statsborgerne i nogen af medlemsstaterne. Nogle medlemsstater og nogle kandidatlande anerkender deres ret til at stemme ved lokalvalg, men de fleste stater nægter disse personer politiske rettigheder. I overensstemmelse med princippet om ligebehandling må denne forskelsbehandling på grundlag af nationalitet udryddes.

4.7. Mange af disse mennesker hører desuden til minoriteter, som lider under mange forskellige former for forskelsbehandling i det samfund, hvor de bor, også juridisk forskelsbehandling. For disse mennesker bidrager den nationalitetsbegrundede juridiske forskelsbehandling til at marginalisere dem yderligere.

4.8. Unionsborgerskabet kan ikke opbygges uden hensyntagen til alle disse mennesker. EU kan ikke på et tidspunkt, hvor det snart kommer til at omfatte de fleste stater og borgere i Central- og Østeuropa, blive ved med at udelukke millioner af mennesker med fast bopæl i EU. Åbningen af unionsborgerskabet udadtil må suppleres med integration indadtil. Ellers vil millioner af mennesker, som er aktive i integrationsprocessen, uden tvivl føle sig meget udelukket. Da det kræves af disse mennesker, at de overholder loven, er det kun rimeligt, at de har de samme rettigheder som resten af samfundet.

4.9. EØSU mener, at unionsborgerskabet også må udvides indadtil, til personer, der har fast bopæl i EU, og som enten er tredjelandsstatsborgere eller statsløse. Disse udgør for øjeblikket den syvende største demografiske gruppe i EU. Borgernes Europa må ikke blive til et fort Europa, som sondrer mellem mennesker ud fra deres nationalitet og i stadig højere grad ud fra, hvor synlige de er.

4.10. EØSU vil gerne have konventet til at svare på, om denne situation med politisk og social udelukkelse af millioner af mennesker i EU er forenelig med de værdier, der foreslås for Unionen i artikel 2 i den fremtidige forfatning: menneskelig værdighed, frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne, tolerance, retfærdighed og solidaritet. Om dette er i tråd med de europæiske demokratiers langvarige kamp mod enhver form for juridisk og social forskelsbehandling.

4.11. EØSU mener, at konventet kan få bugt med denne forskelsbehandling i den kommende europæiske forfatning. Hvis fastboende tredjelandsstatsborgere erhvervede unionsborgerskab, ville man udrydde nogle former for forskelsbehandling, som mange lider under, eksempelvis i forbindelse med retten til politisk deltagelse, fri bevægelighed, anvendelse af offentlige tjenester eller retten til at deltage i valg til samarbejdsudvalgene, ejendomsret osv.

4.12. Som europæiske borgere taler vi forskellige sprog, og vi har forskellige skikke, forskellige religioner eller ingen overhovedet, forskellig hår- og hudfarve, forskelligt køn og forskellig seksuel orientering, forskellig etnisk, geografisk og national oprindelse og forskellige kulturelle rødder samt moralske og ideologiske overbevisninger. De europæiske demokratier har været i stand til at integrere disse forskelle ved i lovene at undgå enhver form for ulovlig forskelsbehandling. Vi har imidlertid stadig diskriminerende og negativ lovgivning, som udelukker mennesker på grundlag af national oprindelse, for så vidt angår politiske og sociale rettigheder.

4.13. I den første europæiske forfatning, i begyndelsen af det 21. århundrede, må retten til statsborgerskab række ud over de grænser, nationale tilhørsforhold sætter, og omfatte begrebet fast bopæl. Hvis grundlaget for folks politiske og sociale rettigheder er tilhørsforholdet til et nationalt fællesskab eller til en etnisk-kulturel gruppe, vil et unionsborgerskab ikke være muligt. Europa er pluralistisk i enhver forstand; i alt væsentligt er det interkulturelt. Grundlaget for Den Europæiske Union er ikke den "europæiske nation". Unionsborgerskabet kan ikke udelukkende være baseret på nationalitet. Det skal være mere end blot summen af medlemsstaternes statsborgere og blive en pluralistisk, integrerende og aktiv form for politisk unionsborgerskab. Et sådant aktivt unionsborgerskab, som er en del af de europæiske borgeres fælles identitet, forudsætter ikke blot demokratiske relationer mellem borgerne og "staten", men rækker videre og indebærer desuden et aktivt samspil mellem borgerne og civilsamfundets organisationer.

5. Stemmeret

5.1. I det gamle Grækenland og Rom havde kvinder, slaver og "udlændinge" ikke ret til statsborgerskab (som vi forstår det i dag). Under revolutionerne inden for de sidste århundreder var ligeledes arbejdere og de besiddelsesløse undertiden frataget stemmeretten og andre politiske rettigheder. I Europa var man et godt stykke inde i det tyvende århundrede, før kvinder fik stemmeret og et statsborgerskab på lige fod med mænd. I det tyvende århundrede ville mange stater ikke give statsborgerskab til personer, som tilhørte etniske minoritetsgrupper. Kampen for demokrati og politiske rettigheder har været en konstant proces, som vores generation må forsvare og videreudvikle.

5.2. Der er ingen tvivl om, at når en person eller en gruppe personer bliver nægtet stemmeretten og retten til politisk deltagelse i det samfund, de bor i, er det et udtryk for samfundets ønske om at udelukke: det giver dem ikke lov til at tilhøre samfundet. Disse personer har lov til at bo, arbejde, betale skat og sociale bidrag, og acceptere og overholde vore love, men er bl.a. nægtet retten til politisk deltagelse. De er ikke EU-borgere, fordi de, selv hvis de ønsker det, ikke er en del af det politiske samfund af "civitas", hvor de bor.

5.3. I en anden udtalelse anførte EØSU(11), at lovgivningen, myndighederne og civilsamfundet må afspejle integrationsvenlige foranstaltninger og holdninger. Grundlaget for integration er "samfundsborgerintegration", "den gradvise ligestilling af indvandrere med den øvrige befolkning, hvad angår rettigheder og pligter samt adgang til goder, tjenesteydelser og demokratisk medindflydelse på lige vilkår". En sådan integration er af politisk karakter og omfatter stemmeret og andre politiske rettigheder, der følger af statsborgerskab.

5.4. Fordelene for de mennesker, der får tildelt politiske rettigheder, er indlysende: de har de samme pligter og de samme rettigheder som resten af befolkningen. Og hvad er fordelene for værtssamfundet? Nogle medlemsstater, som allerede har givet bosiddende "udlændinge" ret til at stemme ved lokalvalg, gør fremskridt på integrationsområdet. Alle samfund oplever uvægerligt en vis grad af konflikt, men den er altid mindre, hvis den politiske deltagelse reelt udøves, idet deltagelse i udformning af love bidrager til en god gennemførelse af disse. Europarådet udarbejdede allerede i 1992 konvention 144 om fastboende udlændinges ret til at stemme ved lokalvalg.

5.5. Den stemmeret (aktiv og passiv), der følger af den type unionsborgerskab, vi kræver for fastboende tredjelandsstatsborgere, bør gælde for både lokalvalg i bopælslandet og valg til Europa-Parlamentet, da dette er den politiske institution, der repræsenterer alle borgerne i EU.

6. Konklusion

6.1. Tildeling af unionsborgerskab til fastboende tredjelandsstatsborger som led i deres status som fastboende vil være et positivt skridt, der bekræfter EU's vilje til at integrere alle mennesker i EU, uanset nationalitet.

6.2. EU's medlemsstater vil fremover få flere og flere indvandrere. Mange af dem vil være fastboende eller opholde sig i lange perioder i EU. Med udviklingen af den frie bevægelighed vil alle borgerne desuden blive mere mobile. Konventet bør undersøge, om det nuværende politiske og juridiske grundlag er tilstrækkeligt til at fremme integrationen eller ej.

6.3. EØSU anmoder konventet om, at det ved udarbejdelsen af EU's første forfatning lader princippet om ligebehandling gælde alle mennesker, det være sig medlemsstaternes statsborgere eller tredjelandsstatsborgere med lovligt og fast ophold i EU.

6.4. Tiden er inde til at give unionsborgerskabsbegrebet en ny dimension: et unionsborgerskab, der ikke blot er baseret på statsborgerskab, men også på fast ophold i EU.

6.5. Det foreslås derfor konventet at lade artikel 7 (unionsborgerskab) tildele unionsborgerskab ikke blot til medlemsstaternes statsborgere, men til alle med fast ophold i EU. Unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette. På den måde vil disse mennesker blive europæiske statsborgere og følgelig lige for loven.

Bruxelles, den 14. maj 2003.

Roger Briesch

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) På konferencen behandlede man ligeledes andre aspekter af indvandring såsom situationen for personer "uden papirer". Det blev understreget, at den ulovlige indvandring vil blive mindre, når man får udarbejdet passende regler, som kan muliggøre en lovlig og gennemsigtig forvaltning af indvandring. De pågældende personer skal behandles korrekt og - så vidt det er muligt for den pågældende medlemsstat - have reguleret deres situation.

(2) KOM(2001) 127 endelig - EØSU's udtalelse, EFT C 36 af 8.2.2002.

(3) EØSU's udtalelse "Kommissionens forslag til Rådets direktiv om ret til familiesammenføring", EFT C 241 af 7.10.2002; EFT C 204 af 18.7.2000.

(4) KOM(2000) 757 endelig.

(5) EFT C 364 af 18.12.2000.

(6) KOM(2000) 757 endelig.

(7) KOM(2001) 387 endelig.

(8) KOM(2001) 127 endelig.

(9) EFT C 204 af 18.7.2000.

(10) EFT C 125 af 27.5.2002.

(11) EFT C 125 af 27.5.2002.