Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Fri bevægelighed for arbejdstagere i det indre marked" (Observatoriet for Det Indre Marked)

(2001/C 155/10)

Det Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 2. marts 2000 under henvisning til EF-traktatens artikel 23, stk. 3, at udarbejde en udtalelse om "Fri bevægelighed for arbejdstagere i det indre marked".

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Hans-Joachim Wilms til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 8. december 2000.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 380. plenarforsamling, mødet den 28. marts 2001, følgende udtalelse med 80 stemmer for, 13 imod og 31 hverken for eller imod.

1. Retten til fri bevægelighed - betydning og perspektiv

1.1. Retten til fri bevægelighed - betydning og udbredelse

1.1.1. Fri bevægelighed for personer er et af Fællesskabets vigtigste mål, som er nævnt i de europæiske traktater. Den er først og fremmest en vigtig grundlæggende rettighed for arbejdstagere og deres familier. Fri bevægelighed blev i Rom-traktaten fastsat som et af det indre markeds vigtigste elementer ("Det indre marked er et område uden indre grænser, hvor den frie bevægelighed er sikret for varer, personer, tjenesteydelser og kapital").

1.1.2. ØSU understreger, at den frie bevægelighed for arbejdstagere er et nøgleelement i den videre europæiske integration. Den er endvidere en af de mest konkrete udmøntninger af unionsborgerskabet(1).

1.1.3. ØSU understreger, at forbedringen af beskæftigelsesmulighederne i alle de europæiske lande og navnlig i de mindre gunstigt stillede regioner fortsat må være et højt prioriteret mål. Hvor selv EU's bedste fælles arbejdsmarkedspolitik ikke medfører en fuldstændig lige fordeling af beskæftigelsesmulighederne og indkomsterne, åbner den frie bevægelighed nye muligheder for, at arbejdstagere fra fortsat ugunstigt stillede regioner eller arbejdstagere, der har kvalifikationer, som der ikke er tilstrækkelig efterspørgsel efter på det nationale arbejdsmarked, kan få del i den voksende velstand i Unionen. Samtidig reducerer fri bevægelighed i idealsituationen problemerne på arbejdsmarkedet i oprindelseslandet uden samtidig at skabe nye problemer på arbejdsmarkedet i det nye værtsland.

1.1.4. Unionsborgernes mobilitet skal fremmes yderligere. Grundlæggende Rettigheder til Arbejde, som netop er blevet vedtaget af Det Europæiske Råd, indeholder efter ØSU's opfattelse, foruden medlemslandenes forpligtelse til at føre en aktiv beskæftigelsespolitik, ligeledes en forbedring af beskæftigelsesmulighederne ved, at der skabes forudsætninger for større mobilitet blandt unionsborgerne. Derfor glæder ØSU sig over foranstaltninger til fremme af mobiliteten, som gør denne frivillig for unionsborgerne, eller som har til formål at fjerne nationale hindringer for fri bevægelighed.

1.1.5. Arbejdstagere, der midlertidigt tager arbejde i et andet EU-medlemsland, bringer deres kultur, viden og erfaringer med sig til det nye værtsland og udvider disse under deres ophold der, hvilket begge lande kan drage nytte af. De arbejdstagere eller de mennesker, som de kommer i berøring med både i deres hjemland og i værtslandet, opfatter ikke længere Europa som noget abstrakt, men derimod som noget helt konkret. Om disse erfaringer opfattes som noget positivt eller noget negativt afhænger imidlertid af, hvorledes den frie bevægelighed organiseres i praksis.

1.1.6. I modsætning til det hyppige misbrug af etableringsretten, ved at folk nedsætter sig som pseudoselvstændige, og af friheden til at yde tjenesteydelser, som udnyttes af uærlige udstationeringsbureauer og arbejdsformidlere, og også i modsætning til illegal beskæftigelse, har benyttelsen af retten til fri bevægelighed indtil nu ikke grebet forstyrrende ind i lønforhandlingerne og de sociale systemer i værtslandet. Sædvanligvis ansættes personer, der gør brug af den frie bevægelighed, nemlig på samme vilkår som arbejdstagerne i værtslandet. Der er da også en tilsvarende høj grad af accept af denne form for beskæftigelse af vandrende arbejdstagere.

1.1.7. ØSU understreger desuden, at de i udtalelsen nævnte uantagelige aktiviteter i medlemsstaterne, der omfatter visse arbejdsgivere, er en absolut sjældenhed, som et kriminelt mindretal står bag, og at de ikke afspejler de holdninger og den adfærd, som er typisk for det overvældende flertal af arbejdsgivere og deres organisationer. Disse aktiviteters omfang bør ikke overdrives, og man bør ikke formidle det fejlagtige indtryk, at sådanne aktiviteter er almindeligt udbredt.

1.2. Eventuelle konsekvenser af udvidelsen af EU

1.2.1. Denne positive indstilling til fri bevægelighed for arbejdstagere kan ændre sig som følge af udvidelsen af EU, hvis denne resulterer i en koncentration af indvandrede arbejdstagere på meget få sektorer og i bestemte medlemslande, eller hvis der fortsat er store lønforskelle(2) (forholdet kan være helt op til 1:11) ved EU's nuværende østlige grænser, som resulterer i et stort antal grænsearbejdere. Ganske vist står det med hensyn til den demografiske udvikling i de fleste nuværende europæiske lande i vid udstrækning klart, at yderligere indvandring fra ansøgerlandene og tredjelande er nødvendig i de kommende årtier for at få dækket det generelle arbejdskraftbehov i det nuværende EU, men dette er ikke ensbetydende med, at en forøget indvandring ikke i enkelte tilfælde kan skabe eller forværre konkrete problemer i bestemte sektorer og i de regioner, hvor arbejdsløsheden allerede på nuværende tidspunkt er høj. De bekymringer, som folk i disse sektorer og regioner har af den grund, skal ikke affærdiges som en meningsløs angst for fremmede og ignoreres. Derved ville EU- og udlændingefjentlige kræfter få nok en håndsrækning. Derimod bør der ved hjælp af passende foranstaltninger sørges for, at indvandringen netop ikke koncentreres i disse problemregioner og -sektorer, og at der således ikke opstår sociale spændinger.

1.2.2. Ganske vist regner de få eksisterende undersøgelser af dette emne, såsom den nyeste undersøgelse forelagt af Boeri/Brücker(3) (udarbejdet på foranledning af Kommissionen) og Instituttet for tysk økonomi, DIW(4), med væsentligt lavere indvandringstal i det nuværende EU's område (et par hundrede tusind om året i de første år efter indførelsen af den frie bevægelighed for arbejdstagere), end de tal, der ofte opgives i den offentlige debat, (hvor der i nogle tilfælde tales om millioner).

1.2.3. De nævnte undersøgelser går ud fra, at den indvandrende arbejdskraft - såfremt der ikke findes en skattemekanisme - ikke vil fordele sig regelmæssigt, men uregelmæssigt - både hvad angår den nationale og den sektormæssige fordeling.

1.2.3.1. Ifølge resultaterne i Boeri/Brückers undersøgelse er det tænkeligt, at 80% af de udvandrende arbejdstagere fra CØEL vil søge arbejde i nabolande som f.eks. Danmark, Sverige, Finland, Tyskland og Østrig, og her navnlig i sektorer som byggeri, land- og skovbrug, lavteknologiske tjenesteydelser og hotel- og restaurationsbranchen. Mens fremfor alt landbrugssektoren i nogle af disse lande i øjeblikket er kendetegnet ved høj arbejdsløshed og vedvarende tilbagegang i antallet af arbejdspladser, (således at et øget arbejdsudbud kunne få negative følger for de beskæftigede og de arbejdssøgende), er der i de andre nævnte sektorer i mange tilfælde mangel på egnet lokal arbejdskraft.

1.2.4. Sociale spændinger kan især blive resultatet, hvis de nye unionsborgeres benyttelse af retten til fri bevægelighed først og fremmest fører til en stigning i antallet af grænseoverskridende arbejdstagere. Da der er store lønforskelle ved den østlige grænse i det nuværende EU (1:4-1:11) og i leveomkostningerne (1:4), kan en gennemførelse af den frie bevægelighed uden overgangsordninger på kort sigt medføre belastninger for arbejdsmarkederne i disse grænseregioner. Praktiske erfaringer fra før og nu - som for eksempel i forbindelse med sæsonarbejdere inden for landbruget og arbejdstagere, der udsendes for kortere perioder - bekræfter, at dette fænomen kan forekomme, hvis der er store lønforskelle mellem hjemlandet og arbejdslandet. Langfristet indebærer de imidlertid en nettofordel for grænseregionerne, idet sådanne lønforskelle også rummer et incitament til nye investeringer.

1.2.5. I værste fald kan en indførelse - uden nogen form for overgangsperiode - af fri bevægelighed for beskæftigelse på tværs af grænserne resultere i, at de lønninger, der betales i grænseområderne i værtslandet, presses så langt ned, at arbejdstagernes situation forringes. Denne situation ville på grund af pristrykket ligeledes medføre vanskeligheder for de arbejdsgivere, der vil bevare det nuværende rimelige lønniveau. En sådan udvikling vil ikke kun være i strid med EU's mål i EF-traktatens artikel 2, men kunne resultere i store sociale spændinger, først og fremmest i grænseområderne og være fordrende for nationalistiske tendenser.

1.2.5.1. Derfor glæder ØSU sig også over de planlagte EU-støtteforanstaltninger til grænseregioner, som skal understøtte strukturændringerne i disse områder ved hjælp af udbygning af infrastrukturen, målrettede opkvalificeringsforanstaltninger for arbejdskraften samt fremme af små og mellemstore virksomheder. Det vigtigste redskab til at modvirke løndumping ved midlertidige ansættelser er direktivet om udstationering af arbejdstagere. Hvis dette skal fungere i praksis, er der imidlertid brug for en effektiv overvågning. Uden en sådan er der stor fare for en betydelig sænkning af lønniveauet i visse regioner og sektorer.

1.2.6. Den frie bevægelighed for arbejdstagere er en chance for højt kvalificeret arbejdskraft fra ansøgerlandene til bedre at udnytte deres kvalifikationer, da der ofte er mangel på egnet arbejde eller i det mindste arbejde, hvor lønnen står i rimeligt forhold til deres kvalifikationer. På den anden side kan det medføre hjerneflugt, hvis disse arbejdstagere i stor stil gør brug af den frie bevægelighed. Det ville øge den økonomiske uligevægt mellem regionerne endnu mere, dvs. de mindre udviklede regioner ville komme til at bære uddannelsesomkostningerne, medens de højt udviklede regioner drager nytte heraf på kort sigt og muligvis fremover forsømmer at uddanne deres egne unge. Dette problem kan kun løses på noget længere sigt ved, at indsatsen for at uddanne højt kvalificeret arbejdskraft øges yderligere i de lande, hvor efterspørgslen efter en sådan arbejdskraft er stor.

1.3. Oplysning - et vigtigt problem

1.3.1. Arbejdstagere, der er interesserede i at finde arbejde i et andet medlemsland, har brug for pålidelige og nøjagtige oplysninger på deres eget sprog. De bør beskyttes mod uærlige udbydere af tjenesteydelser, som leverer værdiløse oplysninger eller tjenesteydelser for høje gebyrer, eller som formidler dem arbejde med dårlige arbejdsforhold.

1.3.1.1. For at forhindre, at uærlige arbejdsformidlere, arbejdsgivere, udvandringsbureauer, udlejere, sprogskoler osv. i det ønskede værtsland udnytter arbejdstagernes manglende kendskab til de på stedet gældende betingelser, bør de især oplyses udførligt om situationen på det lokale arbejdsmarked, de på stedet gældende aftalemæssige arbejdsvilkår, lønniveauet på stedet, huslejeniveauet osv. gennem offentlige organer eller nonprofitorganisationer såsom fagforeninger, interesseorganisationer, erhvervskamre osv., inden de går i gang med at søge arbejde i andre medlemslande.

1.3.1.2. De nødvendige oplysninger om benyttelse af retten til fri bevægelighed burde egentlig stilles til rådighed via EURES-nettet(5). ØSU understreger dette nets store betydning og glæder sig over, at det er blevet oprettet. Allerede i 1997 blev EURES-nettets manglende gennemslagskraft og effektivitet imidlertid indirekte kritiseret i rapporten af 18. marts 1997 om den frie bevægelighed, der blev udarbejdet af en arbejdsgruppe på højt plan med Simone Veil som formand (Veil-rapporten)(6). I mellemtiden er situationen ganske vist blevet noget forbedret, men den er stadig ikke tilfredsstillende.

1.3.1.3. For mange arbejdstagere, der er konkret interesserede i at arbejde i andre medlemslande, er EURES-netværket desværre endnu temmelig ukendt, selvom antallet af besøgende på Internet-siden er steget betydeligt i den senere tid.

1.3.1.4. Såfremt de oplysninger, som EURES for tiden giver på sine Internet-sider, skal være repræsentative for EURES' virksomhed, giver det ikke de arbejdssøgende et nøjagtigt indblik i situationen i den ønskede sektor og på det ønskede beskæftigelsessted. I stedet omfatter EURES for eksempel nationale, tværfaglige og derfor ikke særligt sigende indeksbaserede lønsammenligninger med lønninger i intet mindre end Zürich i Schweiz. Hvordan arbejdstagere fra EU-medlemslandene skal kunne drage nogen som helst nytte heraf i forbindelse med deres konkrete vurdering af arbejdstilbud, kan ØSU's medlemmer ikke i deres vildeste fantasi forestille sig.

1.3.1.5. Der er fortsat en tydelig forskel på det antal ledige stillinger i medlemslandene, som oplyses i EURES, og det meget højere antal ledige stillinger, der er registreret hos arbejdsformidlingerne i medlemslandene. ØSU glæder sig over, at Kommissionen for kort tid siden har indledt drøftelser for at sikre, at de ledige stillinger, der vises online i medlemslandene, ligeledes tilbydes i EURES. ØSU henviser imidlertid til, at de lagrede oplysninger på EURES' Internet-sider om ledige stillinger i øjeblikket ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i punkt 1.3.1.1. Ofte gives der hverken oplysninger om arbejdstid, løn, nøjagtig angivelse af arbejdssted, eller om der er tale om en midlertidig eller en fast stilling.

1.3.1.6. Siden Veil-rapporten af 1997 er der desværre kun sket punktvise forbedringer i samarbejdet mellem EURES og arbejdsmarkedets parter.

1.3.1.7. EURES-netværkets virksomhed hindres først og fremmest stærkt af, at der kun er ca. 220 EURES-rådgivere til rådighed, hvoraf 90 ydermere udøver dette hverv på frivillig, ulønnet basis ved siden af fuldtidsbeskæftigelse af anden art.

1.3.2. Navnlig fagforeningerne, interesse- og arbejdsgiverorganisationerne og de faglige organisationer står derfor fortsat for størstedelen af det rådgivende arbejde og bruger store beløb af deres egne midler. Selv i EUR-15 er det næsten umuligt at finansiere dette arbejde, og med en udvidelse på 12 lande med yderligere 12 sprog bliver organisationernes personalemæssige og finansielle ressourcer, som hovedsageligt finansieres ved hjælp af medlemsbidrag, definitivt overskredet.

1.3.3. Uden stærk støtte fra Den Europæiske Union ville de i reglen økonomisk svage fagforeninger og -organisationer i ansøgerlandene blive endnu mindre i stand til at give kommende vandrende arbejdstagere fra deres egne lande vejledning og at beskytte dem mod uærlig praksis. ØSU understreger, at henholdsvis oprettelse og fremme af solide - dvs. effektive og finansielt velfunderede - fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer i ansøgerlandene ligeledes er nødvendigt for at realisere frihederne inden for det indre marked, og Kommissionen skal være toneangivende i den forbindelse.

2. Behov for en ny udtalelse

2.1. Det Økonomiske og Sociale Udvalg tager med denne initiativudtalelse hensyn til sine tidligere udtalelser(7). Formålet med denne udtalelse er at fortsætte og bygge videre på de tidligere udtalelser, da mange af de problemer, der blev rejst i de foregående udtalelser, endnu ikke er løst, og de krav, som ØSU stillede, endnu ikke er blevet opfyldt, omend nogle af ØSU's krav delvis er blevet opfyldt af EU's institutioner.

2.2. Unionsborgere, der har benyttet deres ret til fri bevægelighed, bliver fortsat behandlet ringere på mange områder end statsborgere i de lande, de opholder sig i.

2.2.1. Her følger et par eksempler herpå fra Tyskland, ordførerens hjemland, men lignende eksempler vil kunne findes i de fleste andre medlemslande:

2.2.1.1. For eksempel straffes borgere fra andre EU-lande hårdere end tyskere, hvis de ikke har deres legitimationskort på sig.

2.2.1.2. Navnlig hvis en indvandret arbejdstager får behov for socialbistand, leder myndighederne gerne efter formaliteter, der ikke er i orden, for at kunne gøre en ende på den pågældendes ophold. For nylig, den 16. oktober 2000, berettede de tyske aviser netop om en sag om en italiensk statsborger i Baden-Württemberg, som efter at have opholdt sig 41 år i Tyskland havde fået behov for kontanthjælp og derfor ville blive udvist, fordi han havde forsømt rettidigt at ansøge om en permanent opholdstilladelse. Denne tilladelse skulle myndighederne imidlertid egentlig have udstedt længe forinden, også uden særlig ansøgning, og det, at den manglede, skulle ikke kunne føre til udvisning, da den ikke er en forudsætning for opholdsretten. Denne fremgangsmåde ser ikke ud til at være noget isoleret tilfælde, da arbejdstagere, hvis indkomst ikke slår til, navnlig i denne delstat udvises, når de ansøger om supplerende kontanthjælp, hvis de i bedre tider har undladt at ansøge om en permanent opholdstilladelse. Også pensionister får problemer med de tyske udlændingemyndigheder, når de for eksempel har opholdt sig mere end to år i deres hjemland og dernæst ønsker at vende tilbage til Tyskland.

2.2.1.3. Også efter at pensionerede arbejdstagere er vendt tilbage til deres hjemland, kan der ofte opstå problemer, som hænger sammen med forskelle i de sociale sikringssystemer. Således kan pensionister, der vender tilbage til Portugal og derfor må gå ud af det tyske sygesikringssystem, ikke længere være frivilligt forsikrede i den tyske såkaldte plejeforsikring, selv om der ikke findes en lignende forsikringsordning i Portugal, eftersom den frivillige plejeforsikring er knyttet til en eksisterende sygesikring i Tyskland.

2.2.1.4. Der diskrimineres fortsat på skatteområdet. De fradrag, der i Tyskland normalt ydes for børn, som har ret til underhold, medtages således i modsætning til normal praksis ikke på skattekortet for arbejdstagere fra andre medlemslande, men kan kun efterfølgende gøres gældende, hvis børnene er blevet i det andet medlemsland. Deraf følger først og fremmest et højere skattetræk, som først kan forlanges refunderet efter det pågældende kalenderårs udløb.

2.2.2. Handicappede unionsborgere står over for store problemer, når de vil gøre brug af retten til fri bevægelighed og er så handicappede, at de er henvist til supplerende ydelser fra det sociale system for at kunne klare sig i dagligdagen. Behov for hjælp fra det sociale system bliver således af myndighederne hyppigt i al almindelighed, uden hensyntagen til årsag, lagt til grund for et afslag på en ansøgning om opholdstilladelse. Selvom statsfællesskabet hidtil i det store og hele har undladt at foretage en harmonisering af dette vanskelige lovgivningsområde, bør behovet for supplerende ydelser fra det sociale system efter ØSU's mening ikke længere være en lovlig grund til at give afslag på en ansøgning om opholdstilladelse.

2.2.3. Når unionsborgere får arbejde i offentlige tjenester i et andet medlemsland, diskrimineres der stadig ofte mod dem når det gælder anerkendelse af perioder af sammenligneligt arbejde og dermed når det gælder deres indplacering på lønskalaen eller avancement. Men ej heller private arbejdsgivere er tvunget til at anerkende tidligere beskæftigelsesperioder og afsluttede uddannelser i hjemlandet. Arbejdsmarkedets parter har som regel ikke truffet foranstaltninger desangående i de kollektive overenskomster, hvorfor anerkendelsen ofte afhænger af en individuel aftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager.

2.2.4. Skolebørn, personer under erhvervsuddannelse og studerende, som flytter til et andet medlemsland, inden deres uddannelse er afsluttet, får ofte ikke anerkendt de uddannelsesperioder, som de allerede har gennemgået, og den viden, de har erhvervet, med det resultat, at dele af deres uddannelse mister deres værdi, og uddannelsesperioden forlænges unødigt. De gældende regler for anerkendelse vedrører allerede afsluttede uddannelser og beskæftiger sig ikke med problemerne vedrørende børn, der flytter fra et medlemsland til et andet.

2.2.5. I handlingsprogrammet fra EU-undervisningsministrenes konference(8) afdækkes yderligere et antal problemer vedrørende uddannelse, som der efter ØSU's opfattelse straks bør findes en løsning på.

2.2.6. Borgere fra tredjelande, som har lovligt ophold i et EU-medlemsland (for eksempel som arbejdstager eller som ægtefælle til en unionsborger), må i forvejen kæmpe med mange problemer. Disse problemer forstærkes desuden drastisk ved flytning i et andet medlemsland. Selvom løsninger på problemer, der opstår i forbindelse med formidling af arbejde til arbejdstagere fra tredjelande gennem bureauer i andre medlemslande, nu er kommet inden for rækkevidde, findes der stadig ingen løsning på mange af problemerne i forbindelse med arbejdstagernes frie bevægelighed. Selvom de har opholdstilladelse, formenes de ofte adgang til bestemt arbejde, som forbeholdes opholdslandets statsborgerne og andre unionsborgere. Det ville være uoverkommeligt i denne udtalelse at komme ind på samtlige tredjelandsstatsborgernes problemer. ØSU henviser imidlertid til, at EU må løse de dermed forbundne problemer ved at gennemføre en bedre koordinering af migrationspolitikken. Såfremt indvandringen af statsborgere fra tredjelande til et EU-medlemsland betragtes som et fællespolitisk EU-anliggende, bevirker det nødvendigvis, at der må tages fat på de problemer, der opstår for de berørte personer overalt i EU. I den forbindelse må målet være at gøre det muligt for lovligt indvandrede arbejdstagere at få lige del i frihederne inden for EU.

2.2.7. Et af de vanskeligste og mest diskuterede problemer, når det drejer sig om at skabe fuldstændig fri bevægelighed for arbejdstagere, er muligheden for at overdrage retten til overenskomstbaserede forsikringer, primært retten til tillægspension, til et andet land. Man må også her forsøge at finde en løsning, der både muliggør den fri bevægelighed mellem de nuværende 15 medlemsstater og i forhold til ansøgerlandene.

2.3. Den kommende udvidelse af EU giver ØSU anledning til på ny at opfordre EU's organer til først og fremmest at beskæftige sig med spørgsmål og problemer i forbindelse med grænseoverskridende migrantarbejde og fri bevægelighed samt til hurtigst muligt at finde en løsning på dem.

3. Udtalelsens hastende karakter

3.1. Med den nært forestående udvidelse af EU vil der i højere grad blive gjort brug af retten til fri bevægelighed og retten til at tage arbejde som vandrende arbejdstager i alle dens former på grund af de strukturelle forskelle mellem de nuværende EU-medlemslande og ansøgerlandene.

3.2. Selv i dag er der i EUR-15 stadig uløste problemer på områderne social sikring, beskatning, bekæmpelse af diskrimination, anerkendelse af uddannelses- og arbejdsperioder og eksamensbeviser og diplomer og med samarbejdet mellem de sociale myndigheder, justitsvæsenet og politimyndighederne i medlemslandene.

3.3. Der er navnlig problemer på skatteområdet for arbejdstagere, som selv arbejder i et andet land, men hvis familie bliver boende i hjemlandet. Her er der ofte tale om forskelsbehandling i forhold til værtslandets borgere. Denne diskriminering rækker lige fra manglende anerkendelse af bopæl nummer to til manglende hensyntagen til børn.

3.4. På trods af, at der længe har eksisteret EU-regler om social sikring, som for eksempel forordning 1408/71/EØF(9), betyder de forskellige systemer, at der stadigvæk er uløste problemer for arbejdstagere, som gør brug af deres ret til fri bevægelighed, og de familiemedlemmer, som er blevet i oprindelseslandet, f.eks. i forbindelse med sygeforsikring. Selvom forordningen alt i alt har stået sin prøve, opstår der her problemer, navnlig mellem skatte- og bidragsfinansierede systemer. Også i tilfælde af, at der mangler bestemte grene af det sociale sikringssystem i oprindelseslandet, opstår der problemer, navnlig for pensionister.

3.5. De problemer, der allerede findes i EU i dens nuværende form på grund af vanskelighederne ved at afstemme de 15 forskellige socialsikrings- og skattesystemer med hinanden, bliver mangedoblede med tiltrædelsen af ansøgerlandene.

3.6. De problemer, der blev gjort opmærksom på i Veil-rapporten af 1997 og i ØSU's udtalelser, er kun delvis løst. Det er afgørende at få løst de udestående problemer med hensyn til ansøgerlandenes tiltrædelse inden EU-tiltrædelsen, eftersom det vil blive betydeligt vanskeligere at finde egnede løsninger efterfølgende. Det er netop også i ansøgerlandenes befolkningers interesse, at der allerede inden indførelsen af fri bevægelighed gælder pålidelige og anvendelige regler, og at der allerede findes rådgivnings- og oplysningsmuligheder. Ligeledes spares ansøgerlandene selv for unødvendige udgifter, hvis de nødvendige ændringer foretages i EU's regelværk allerede inden tiltrædelsen.

3.7. Selvom det indre marked som økonomisk enhed næsten er gennemført på mange områder, mangler der stadig meget at gøre for at få bekæmpet misbrug. Dette bliver især tydeligt i forbindelse med bekæmpelse af ulovlig ansættelse, socialt bedrageri, unddragelse af betaling af indkomstskat og bidrag til den social sikring eller ulovlig praksis, frem for alt i forbindelse med udstationering af arbejdstagere.

3.7.1. Det er næsten umuligt for domstolene og anklagemyndighederne i modtagerlandene at fuldbyrde civilretsdomme og idømme arbejdsformidlere og de formidlingsbureauer i hjemlandet, som har handlet i modstrid med loven, bøder og straffe. Årsagen hertil er manglende EU-regler. Det er således næsten umuligt at få pålidelige data om en virksomhed og dens faktiske indbetalinger til den sociale sikringsordning i hjemlandet, da der hverken findes et europæisk virksomhedsregister eller en fælles europæisk databank over de sociale sikringsorganisationer.

3.7.2. For arbejdstagere, der ansættes af uærlige arbejdsgivere eller arbejdsformidlere til arbejde i et andet medlemsland, er det næsten umuligt at gøre deres krav gældende. Dette gælder først og fremmest i tilfælde, hvor arbejdstagere ikke efterfølgende kan finde arbejde i dette land og ikke er medlem af en fagforening i værtslandet. Sprogbarriererne og vanskelighederne i forbindelse med fortsat at gå rettens vej efter hjemvendelse til oprindelseslandet bidrager til, at sådanne uærlige forehavender ikke kan kommes til livs. Det manglende samarbejde mellem politimyndighederne og den manglende gensidige anerkendelse af domme og bøder på dette område er nok en afgørende faktor. Den organiserede kriminalitet udnytter dette i højere og højere grad. Det bør undersøges, om der ikke kan oprettes et organ på europæisk plan, som kan være behjælpeligt med at gøre deres krav gældende.

4. Konklusioner - Behov for regler

4.1. Rammebetingelserne

4.1.1. Indvandringen som fælles opgave for alle medlemslandene

4.1.1.1. Efter ØSU's mening er indvandringen allerede nu et problem, som der bør tages fat på i fællesskab. Alle medlemslandene berøres i sidste ende af den frie bevægelighed for borgere fra tredjelande inden for EU, når denne tager form af et legalt ophold i et medlemsland, og af forstyrrelserne af arbejdsmarkedet fra den illegale indvandring i et medlemsland (f.eks. i Middelhavsområdet eller ved EU's nuværende østlige grænse). Der er derfor et stort behov for en bedre koordinering af indvandrerpolitikken.

4.1.2. Den frie bevægelighed i et udvidet EU

4.1.2.1. Målet i forbindelse med udvidelsen af EU er at få indført fuldstændig fri bevægelighed for arbejdstagere uden nogen form for diskriminering. For at sikre en fortsat accept af den frie bevægelighed efter udvidelsen af EU må der træffes foranstaltninger for at tackle de ventede migrationsbevægelser, hvad angår tidsramme og berørte områder og sektorer. I den forbindelse må der tages skridt til, at migrationspotentialet i ansøgerlandene ikke koncentreres til et lille antal nabomedlemslande i EU.

4.1.2.2. Især i de nuværende regioner ved de ydre grænser må EU undgå at indføre fri bevægelighed for arbejdstagere uden en overgangsperiode for at dæmme op for mulige lokale økonomiske og sociale spændinger. Hvad angår de særdeles store forskelle i købekraft og lønniveau er der nemlig særlig stor fare for, at grænsearbejdere fra ansøgerlandene er rede til at acceptere lønninger, som ikke vil være høje nok til at leve for i arbejdslandet, hvorved der vil opstå arbejdsløshed blandt allerede bosiddende arbejdstagere og en skævvridning af konkurrencen mellem virksomhederne, hvilket kan være ødelæggende for accepten af den frie bevægelighed for arbejdstagere.

4.1.2.3. Alt i alt bør EU dog ikke lade sig lede af en defensiv strategi i forventningen om en dynamisk økonomisk udvikling i ansøgerlandene. I det omfang overgangsforanstaltninger vedrørende indskrænkelse af den frie bevægelighed for arbejdstagere findes nødvendige, bør der vælges frister, som differentieres efter regioner og sektorer, udarbejdes kriterier for regelmæssig kontrol og søges enighed om revisionsbestemmelser med henblik på at muliggøre en fleksibel håndhævelse af foranstaltningerne.

4.1.3. Socialsikringsinstitutionernes data skal være sammenlignelige og disponible

4.1.3.1. ØSU foreslår, at opmærksomheden henledes på oprettelse på langt sigt af en fælles EU-databank for institutionerne på det sociale sikringsområde med henblik på at gøre det lettere for arbejdstagere at dokumentere deres beskæftigelses- og bidragsperioder, at sætte en stopper for ulovlig praksis og for at lette de sociale og de kontrollerende myndigheders arbejde. En sådan databank skulle omfatte registrerede data om beskæftigelse, indbetaling af bidrag og modtagelse af sociale ydelser. I den forbindelse skal principperne for databeskyttelse overholdes.

4.1.3.2. ØSU er klar over, at en sådan fælles databank ikke kan oprettes på kort tid på grund af omkostningerne og de mange forskellige systemer. Der bør imidlertid tages forskellige skridt, der kan lette vejen til et sådant mål. Midlertidigt kunne der udstedes et maskinlæsbart socialsikringskort i henhold til en EU-standardmodel, hvor disse oplysninger kan lagres(10).

4.1.4. Adgang til de nationale virksomhedsregistre

4.1.4.1. Selvom det indre marked næsten er etableret, har det hidtil været vanskeligt og bekosteligt for arbejdssøgende, kontrollerende myndigheder, arbejdsformidlinger, jurister, forretningspartnere, kunder og domstole at indhente pålidelige oplysninger om en virksomhed i et andet medlemsland, som f.eks. virksomhedens juridiske hjemsted, dens registrerede ejer og virksomhedens aktuelle situation (om den stadig er registreret eller allerede erklæret konkurs). Et lille mindretal af uærlige virksomheder udnytter disse huller på mange måder, f.eks. til ulovlig ansættelse af arbejdstagere.

4.1.4.2. ØSU foreslår derfor, at der midlertidigt indføres fælleseuropæiske forskrifter for, hvilke data og regler medlemslandene som minimum skal registrere for hver enkelt virksomhed til udveksling af data, og som skal stilles til rådighed for andre medlemslande. På langt sigt bør de nationale virksomhedsregistre samkøres til en offentligt tilgængelig europæisk databank.

4.1.5. Forbedring af rådgivningen af ud- og indvandrere

4.1.5.1. Seriøse udbydere af rådgivning til unionsborgere, der ønsker at rejse ud, herunder udbydere af særlige tjenesteydelser, som f.eks. arbejdsformidning på tværs af grænserne, bør have en fælleseuropæisk godkendelse, for at uærlige udbydere, der ikke er i besiddelse af den fornødne viden, bremses og berørte unionsborgere beskyttes mod udbydere, der mod høje gebyrer tilbyder tjenester, som ellers ydes gratis eller mod ringe betaling af offentlige organer eller nonprofitorganisationer. ØSU foreslår derfor, at det ved direktiv fastsættes, at sådanne tjenesteydelser kun må ydes af godkendte nonprofitorganisationer eller offentlige organer. Der burde imidlertid i det mindste, ved at indarbejde de relevante ILO-bestemmelser i europæisk ret, indføres et forbud i hele EU mod private tjenesteyderes opkrævning af gebyrer for arbejdsformidling.

4.1.5.2. ØSU opfordrer Kommissionen til endnu mere aktivt at arbejde på at oprette og fremme et rådgivnings- og hjælpenetværk for indvandrere, som går videre end det, der ydes af EURES. ØSU glæder sig over, at EU allerede på nuværende tidspunkt stiller betydelige midler til rådighed hertil, men mener, at der findes yderligere behov, frem for alt i forbindelse med udvidelsen. Lige så vigtig som den økonomiske støtte til rådgivningsvirksomheden er formidlingen af knowhow og adgangen til de oplysninger, der er behov for i forbindelse med rådgivning og hjælp.

4.1.5.3. Målet bør være at få et tættere samarbejde i stand mellem offentlige rådgivnings- og formidlingsorganer, fagforeninger, socialvæsen, handelskamre og andre nonprofitorganisationer. Da det arbejde, som NGO'erne udfører på dette område egentlig er en offentlig opgave, bør det være tilskudsberettiget. Navnlig bør EU og de nationale administrationer yde økonomisk støtte til ansættelse af særlige rådgivere til produktion, oversættelse og distribution af oplysningsmateriale.

4.1.6. Forbedring af EURES

Der er stadig behov for væsentlige forbedringer i forbindelse med udbredelsen af kendskabet til EURES samt dets professionelle niveau. ØSU henviser udtrykkeligt til de relevante forslag i Veil-rapporten. ØSU ville hilse en endnu mere aktiv reklame- og oplysningskampagne velkommen.

4.1.6.1. De oplysninger, som findes i EURES, skal nødvendigvis forbedres og gøres lettere tilgængelige. Når ledige stillinger offentliggøres i EURES, skal der foreligge nøjagtige oplysninger om lønniveau, om stillingen er midlertidig eller permanent, arbejdstid, arbejdssted og eventuelle krav om sprogkundskaber og kvalifikationer.

4.1.6.2. EURES bør søge at opnå et endnu tættere samarbejde med arbejdsmarkedets parter, fremfor alt på nationalt og sektorplan, med henblik på at få adgang til de nødvendige aktuelle oplysninger, og for at kunne give de informationssøgende et så nøjagtigt billede som muligt af kravene og leve- og arbejdsforholdene i andre EU-medlemslande.

4.1.6.3. Med henblik på at gennemføre direktiv 68/1612/EØF bør i det mindste alle de nationale arbejdsformidlingers tilbud om midlertidigt eller permanent arbejde, der er registreret online, ligeledes offentliggøres i EURES. ØSU glæder sig over, at Kommissionen for nylig har truffet skridt til at nå dette mål.

4.1.7. Forbedring af håndhævelsen af straffe og bøder

Der bør træffes foranstaltninger til at sikre håndhævelse i hele EU af navnlig straffe og bøder, som arbejdsgivere, der ikke har opfyldt deres forpligtelser ifølge loven om betaling af mindsteløn og sociale sikringsbidrag, er blevet idømt for effektivt at bremse især uærlige arbejdsgivere, som formidler arbejdstageres arbejde i udlandet. ØSU foreslår, at der vedtages et direktiv herom, som skal træde i stedet for de få eksisterende bilaterale aftaler.

4.2. Øvrige initiativer

4.2.1. ØSU foreslår, at Kommissionen regelmæssigt informerer Observatoriet for Det Indre Marked om følgende spørgsmål og aktiviteter:

- koordinering af aktiviteterne i de offentlige organer, EURES og NGO'erne;

- godkendelse af nonprofitorganisationer til rådgivning af indvandrere;

- koordinering af den indholdsmæssige og økonomiske støtte til rådgivningsnetværkerne;

- udarbejdelse af analyser og statistikker om fri bevægelighed;

- støtte til medlemslandene og arbejdsmarkedets parter i alle spørgsmål, som har med den frie bevægelighed at gøre.

4.2.2. Bortfald af praksis med at nægte opholdstilladelse i tilfælde af behov for socialbistand til handicappede og andre personer, som i længere tid retmæssigt har opholdt sig i et andet medlemsland

ØSU foreslår, at følgende supplerende bestemmelser tilføjes de relevante direktiver:

- Medlemslandenes myndigheder må ikke længere anvende et opstået behov for socialbistand hos en person, som har opholdt sig i længere tid i det pågældende land, som påskud til at trække deres opholdstilladelse tilbage.

- Medlemslandenes myndigheder må ikke længere anvende handicappedes behov for supplerende socialbistand som påskud til at nægte de pågældende personer opholdstilladelse.

4.2.3. Automatisk udstedelse af permanent opholdstilladelse efter længere tids legalt ophold

ØSU foreslår, at det præciseres i de nuværende regler, at arbejdstagere og deres pårørende senest efter legalt at have opholdt sig fem år i det pågældende land skal have udstedt en permanent opholdstilladelse af opholdslandets myndigheder, uden at der kræves en særlig ansøgning herom.

4.2.4. Fastsættelse af bedste praksis

I visse tilfælde er der på lokalt plan fundet løsninger på nogle af de problemer, der knytter sig til den frie bevægelighed af arbejdstagere. I PRISM-databasen i ØSU's Observatorium for Det Indre Marked findes nogle af disse løsninger, f.eks. Euregio-initiativet, der forsvarer arbejdstageres rettigheder i regionen ved hjælp af et samarbejde mellem fagforeninger i Belgien, Holland og Tyskland, eller den frivillige aftale om betaling af bidrag til den sociale sikring samt afregning af feriepenge til den midlertidige arbejdskraft, der bevæger sig fra Tyskland til Frankrig og omvendt, ved hjælp af et enkelt administrativt system. En systematisk liste over sådanne initiativer kan være løsningen på nogle af de uløste problemer på dette område.

Bruxelles, den 28. marts 2001.

Göke Frerichs

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Se bilaget.

(2) Bruttotimelønnen for en faglært arbejder i fremstillingssektoren i Vesttyskland udgør ca. 28,50 DEM. Derimod udgør den samme timeløn i det vestlige Polen 4,80 DEM (1:6) og i det østlige Polen kun 2,70 DEM (1:11).

(3) Boeri, Tito og Brücker, Herbert: Undersøgelse af effekten af udvidelsen mod øst på indkomst og beskæftigelse i de nuværende medlemslande i Den Europæiske Union; undersøgelse foretaget for Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Beskæftigelse og Sociale Anliggender, offentliggjort den 23.5.2000, Berlin og Milano, 2000.

(4) DIW-Wochenbericht 21/2000 (Instituttet for tysk økonomi): Udvidelse af EU mod øst: Ingen større indvandring forventet; Berlin 2000: Undersøgelsen er opdelt i to dele: Den første del giver et sammendrag af DIW's resultater vedrørende omfanget af den kommende migration fra CØEL. Anden del, der er udarbejdet af Instituttet for arbejde i fremtiden (IZA), analyserer mulige konsekvenser af indvandringen for lønninger og beskæftigelse.

(5) Det europæiske netværk for tjenesteydelser (EURES) har til formål at lette den frie bevægelighed for arbejdstagere i de 17 lande i EØS. Netpartnerne omfatter de offentlige arbejdsforvaltninger, fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer. Partnerskabet koordineres af Europa-Kommissionen.

(6) Rapport fra Simone Veils arbejdsgruppe på højt niveau om spørgsmål vedrørende den frie bevægelighed af 18.3.1997 (findes på Internettet under http://europa-eu.int/comm/internal_market/de/people/hlp/hlphmtl.htm; i det følgende benævnt Veil-rapporten). Side 25 ff. i den nævnte Internet-udgave.

(7) ØSU's udtalelse om "Kommissionens forslag til forordning Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 om den frie bevægelighed for arbejdskraften inden for Fællesskabet" (EFT C 169 af 16.6.1999, s. 24). ØSU's udtalelse om "Handlingsplan for arbejdskraftens frie bevægelighed" (EFT C 235 af 27.7.1998, s. 82) og ØSU's udtalelse om "Kommissionens forslag til Rådets direktiv om tredjelandsstatsborgeres ret til at rejse inden for Fællesskabet" (EFT C 153 af 28.5.1996, s. 38).

(8) Pressemeddelelse: 12928/00 (presse 420) af 9.11.2000.

(9) EFT L 149 af 5.7.1971, s. 2.

(10) Se ligeledes lignende prøveforslag i Veil-rapporten (idem. s. 53 i Internetudgaven) om, at de edb-registrerede kort, der udstedes af de nationale sociale sikringsmyndigheder, skal gøres maskinlæsbare i alle medlemslande.

BILAG

til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

1. Samlet erhvervsfrekvens (befolkningen mellem 15 og 64 år)

>TABELPOSITION>

2. Opholdslandets statsborgere

>TABELPOSITION>

3. Statsborgere fra et andet EU-medlemsland

>TABELPOSITION>

4. Statsborgere fra tredjelande

>TABELPOSITION>

Kilde:

EUROSTAT 2000.