MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL RAADET om "fair trade"

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL RAADET

om "fair trade"

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. Indledning

2. Fair trade-konceptet

3. Hvordan fungerer fair trade i praksis-

3.1. Den traditionelle fair trade-bevaegelse

3.2. Maerkningsinitiativer

3.3. Vigtige organisationer inden for fair trade

4. Fair trade i Den Europaeiske Union

4.1. Kommerciel aktivitet

4.2. Politisk aktivitet

4.3. Forbrugernes interesser

5. Nuvaerende EU-aktiviteter til stoette for fair trade

5.1. Finansiel stoette til organisationer inden for fair trade

5.2. Anden finansiel stoette

5.3. Lovgivning

5.4. Andre beslaegtede aktiviteter - etisk handel/adfaerdskodekser

6. Fair trade, WTO og vaeksten i verdenshandelen

7. Spoergsmaal i relation til yderligere EU-stoette til fair trade-aktiviteter

1. Indledning

I artikel 177 i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab hedder det, at Faellesskabets politik med hensyn til udviklingssamarbejde skal fremme:

- "en baeredygtig oekonomisk og social udvikling i udviklingslandene og saerlig i de mest ugunstigt stillede blandt disse,

- en harmonisk og gradvis integration af udviklingslandene i verdensoekonomien,

- bekaempelse af fattigdommen i udviklingslandene."

"Fair trade" er et eksempel paa, at der sker udvikling paa grundlag af handelsforbindelser og forbedrede kommercielle muligheder for at mindske kloeften mellem industrilandene og udviklingslandene og fremme en bedre integration af udviklingslandene i verdensoekonomien. "Fair trade"-initiativer giver forbrugerne mulighed for at bidrage til en baeredygtig oekonomisk og social udvikling i udviklingslandene via deres koebsadfaerd.

Dette dokument er blevet udarbejdet i forlaengelse af Kommissionens tilsagn paa raadssamlingen i juni 1998 om at forelaegge en meddelelse om fair trade og Parlamentets anmodning om en meddelelse (Fassa-betaenkning).

Det beskriver fair trade-konceptet og giver en kort oversigt over den aktuelle situation med henblik paa at bidrage til debatten om de tiltag, som EU kunne goere for at fremme udviklingen af fair trade inden for EU og saaledes bidrage til de vaesentlige maalsaetninger i forbindelse med EU's udviklingspolitik som fastsat i traktatens artikel 177.

Denne meddelelse udgoer derfor det foerste indledende skridt, som Kommissionen vil laegge til grund for det videre arbejde i forbindelse med fair trade og med hensyn til, hvordan dette kan integreres i de eksisterende faellesskabspolitikker.

2. Fair trade-konceptet

Fair trade-konceptet har udviklet sig i de vestlige lande igennem de seneste ca. 40 aar som reaktion paa en stigende erkendelse af, at alle lande og alle befolkningsgrupper i de enkelte lande ikke noedvendigvis opnaar de samme fordele ved samhandel og handelsmaessig vaekst.

Maalet med fair trade er at sikre, at producenterne faar en pris, som afspejler et tilstraekkeligt udbytte af deres input af ekspertise, arbejdskraft og ressourcer samt en andel af den samlede fortjeneste, der staar i et rimeligt forhold til deres input. Dette sker saedvanligvis paa grundlag af en aftale mellem deltagerne i fair trade-initiativet om at betale en fair pris, som man forhandler sig frem til i de enkelte tilfaelde. I de situationer, hvor prisen paa varer aftales internationalt (f.eks. kaffe og kakao), fastsaettes der en mindstepris, saaledes at producenterne faar et udbytte over verdensmarkedsprisen for deres produkter. Dette goer det muligt for producenterne at indfoere bedre produktionsmetoder og arbejdsvilkaar til gavn for landbrugere og arbejdstagere samt miljoeet.

Fair trade giver producenterne i udviklingslandene hoejere indtaegter for deres varer samt oegede muligheder for at finde nye markeder. Hermed sigter fair trade mod at bidrage til at skabe de betingelser, der kan fremme et hoejere socialt og miljoemaessigt beskyttelsesniveau i udviklingslandene. I Europa beskyttes borgerne af faellesskabsbestemmelser og nationale bestemmelser paa omraader som f.eks. sundhed og sikkerhed paa arbejdspladsen, miljoebeskyttelse og arbejdsgiveres og arbejdstageres lovbestemte rettigheder og forpligtelser. Lignende lovbestemte rettigheder (for eksempel de grundlaeggende arbejdsnormer, der er nedlagt i ILO-erklaeringen om grundlaeggende rettigheder paa arbejdspladsen af 18. juni 1998) er fortsat under udvikling i mange udviklingslande, og selv de steder, hvor de findes, goer oekonomiske eller andre forhold det vanskeligt at sikre, at lovgivningen overholdes. Fair trade tager sigte paa at rette op paa disse forhold ved at fremme en sund oekonomisk udvikling og baeredygtig vaekst efter bottom-up-princippet. Med fair trade er det endvidere haabet at mindske nogle af de skaevheder, der gennem aartier har udviklet sig mellem de industrialiserede lande og udviklingslandene som foelge af det relative fald i priserne paa raavarer og navnlig landbrugsprodukter.

Eksempelvis er fair trade en saerlig hjaelp for smaaproducenter, navnlig i landbrugs- og haandvaerkssektoren, da smaaproducenterne i udviklingslandene ofte bor i isolerede landdistrikter og ikke producerer tilstraekkeligt store maengder, der kan eksporteres direkte. De bliver afhaengige af mellemled, baade med hensyn til salget af deres produkter og tilvejebringelse af kreditmuligheder. Nogle landbrugere har mindsket denne afhaengighed ved at etablere deres egne afsaetningskooperativer, som goer det muligt for dem at samle ressourcerne og udnytte den faelles tekniske ekspertise samt faciliteter, herunder i nogle tilfaelde samfundstjenester saasom sundhedsklinikker og skoler. Alternative handelsorganisationer (som der redegoeres naermere for senere i dette dokument) kan paa afgoerende vis medvirke til at udvikle et succesrigt kooperativ ved at betale en fair trade-merpris og yde forskellige former for bistand, lige fra at bistaa kooperativet med at etablere sig som eksportoer til at koebe en faxmaskine.

Fair trade-initiativer kan omfatte forskud til producenterne og etablering af kontraktmaessige forbindelser for at skabe sikkerhed paa laengere sigt. Indtaegterne bliver saaledes mere stabile, hvilket letter planlaegningen og fremmer investeringerne, og producenterne har mere kontrol med beslutningerne vedroerende forarbejdningen og afsaetningen af deres produktion. Fair trade goer det endvidere muligt, at nogle af indtaegterne kan anvendes til kapacitetsopbygning i forbindelse med eksempelvis etablering af producentsammenslutninger (som beskrevet ovenfor) og forarbejdningsfaciliteter, f.eks. i forbindelse med forarbejdning af kaffeboenner. Det boer understreges, at overskud i forbindelse med fair trade skal vaere til gavn for hele lokalsamfundet og ikke til fordel for enkeltpersoner.

Fair trade-konceptet anvendes navnlig i forbindelse med samhandlen mellem udviklingslande og mere udviklede lande. Det er ikke direkte relevant i forbindelse med varer, der er produceret inden for EU, hvor sociale og miljoemaessige normer allerede er lovfaestet. Al national produktion, alle producenter og arbejdstagere er allerede omfattet af en social og miljoemaessig beskyttelse, der er mindst lige saa hoej som den beskyttelse, der er fastsat for fair trade-produkter.

Fair trade-initiativer udgaar fra private ikke-statslige organisationer. De har ansporende karakter, for saa vidt som de er afhaengige af forbrugernes valg og ikke styrer handelen eller paa anden maade skaber hindringer for markedsadgang i forskellige lande. Forbrugerne faar derfor mulighed for at hoejne levestandarden og livskvaliteten blandt producenterne i udviklingslandene gennem en baeredygtig markedsorienteret strategi.

Det boer bemaerkes, at selv om betegnelsen fair trade kan betragtes som en form for etisk handel, anvendes den saedvanligvis om fair handelsaktiviteter, som styrker den oekonomiske situation for smaaproducenter og mindre jordejere, der i modsat fald kunne blive marginaliseret i de almindelige handelsmoenstre. Betegnelsen 'etisk handel' anvendes saedvanligvis om aktiviteter (f.eks. adfaerdskodekser) fra multinationale selskabers side, som driver virksomhed i udviklingslandene, og som viser et etisk og socialt ansvar over for arbejdstagere eller andre partnere.

3. Hvordan fungerer fair trade i praksis-

Fair trade-varer naar frem til forbrugerne via en raekke kanaler. Alle kanaler er via private initiativer, og de mest almindelige er via den traditionelle fair trade-bevaegelse (herunder alternative handelsorganisationer) og maerkningsinitiativer. Visse individuelle virksomheder eller detailhandlere, som ikke er tilknyttet en bestemt organisation, kan imidlertid i givet fald goere gaeldende, at nogle af eller alle deres produkter er fair trade-produkter.

3.1. Den traditionelle fair trade-bevaegelse

Fair trade-konceptet blev oprindeligt udviklet af ikke-statslige organisationer (NGO'er), som interesserede sig for handel og udvikling. De foerste fair trade-initiativer bestod i, at der blev oprettet alternative handelsorganisationer eller "fair trade-virksomheder". Disse blev ofte etableret af kirker eller velgoerende organisationer, selv om mange nu er blevet uafhaengige virksomheder.

Hele filosofien bag denne traditionelle fair trade-kanal er baseret paa, at fair trade-principper anvendes som grundlaget for de kommercielle forbindelser med producenter og leverandoerer i udviklingslandene. Importorganisationerne finder frem til og indkoeber produkter, importerer dem og afsaetter dem til forbrugerne paa en lang raekke forskellige maader, f.eks. gennem direkte detailsalg via "verdensbutikker", andre NGO'er, kirkelige grupper, pr. postordre osv.

Alle aspekter af deres kommercielle aktiviteter er baseret paa en fair trade-etos, og mest muligt af den endelige pris tilbagegives til producenterne. I mange tilfaelde anvendes eventuelle overskud til udviklingsformaal, selv om nogle er traditionelle kommercielle aktiviteter. Hovedparten af de produkter, der afsaettes gennem verdensbutikkerne, er ikke maerket som saadanne, og koebet er baseret paa grundlag af tillid. Disse organisationers "varemaerker" eller identiteter er i sig selv en indikation over for forbrugerne af, at produkterne og forretningsmetoderne er i overensstemmelse med fair trade-principperne. Der er imidlertid fastlagte kriterier, og organisationerne selv eller deres partnere i udviklingslandene gennemfoerer en vis overvaagning.

3.2. Maerkningsinitiativer

Den anden afsaetningskanal, som har udviklet sig stoet siden starten i Nederlandene i 1988, er i form af fair trade-maerkning. Maalet er her at foelge de almindelige distributionsmoenstre, for at flere kan faa adgang til fair trade-produkter. Der er saaledes ikke laengere tale om samme tillid, som findes i forbindelse med den traditionelle fair trade-bevaegelse i form af den taette forbindelse mellem producent og salgssted. Importoererne og mellemhandlerne er her almindelige kommercielle virksomheder, og varerne saelges gennem almindelige detailforretninger, men et fair trade-maerke, som er tildelt af et fair trade-maerkningskontor, tilkendegiver over for forbrugeren, at varerne og afsaetningskaeden overholder fair trade-principperne. De fire fair trade-maerkninger, der anvendes i EU, er "Max Havelaar", "Transfair", "Fairtrade Mark" og "Raettvisemaerkt". De maerkningsorganisationer (samme navn som maerkningen), der staar for tildelingen, er alle medlem af FLO (Fair trade Labelling Organisations International), som staar for koordineringen paa EU-plan og internationalt plan.

Maerkningskontorerne fastsaetter de kriterier, som skal overholdes, for at et produkt kan tildeles en fair trade-maerkning. Disse kriterier er samordnet paa internationalt plan og er udviklet paa grundlag af internationale instrumenter som f.eks. konventionerne som led i ILO (Den Internationale Arbejdsorganisation) og De Forenede Nationers henstillinger i forbindelse med Agenda 21. De omfatter f.eks. aspekter som ansaettelsesforhold, kontrolforanstaltninger til forhindring af, at pesticider forurener floder og drikkevand, og beskyttelse af naturlige oekosystemer. Paa nuvaerende tidspunkt udarbejdes kriterierne produkt for produkt, for at der kan tages hoejde for produktionsmetodernes og handelsmoenstrenes specifikke karakteristika.

Producenter og mellemhandlere kan rette henvendelse til maerkningskontorerne om at faa lov til at anvende et fair trade-maerke paa deres produkter. Dette tildeles varer, der er importeret fra producenter i udviklingslande, naar maerkningskontoret har forvisset sig om, at fair trade-kriterierne for produktion og afsaetning overholdes. Producenter og importoerer, som efter en vurdering menes at opfylde fair trade-kriterierne, optages i internationale fair trade-registre. Mellemhandlere, som oensker at afsaette fair trade-produkter, skal foretage deres indkoeb hos certificerede producenter og overholde de relevante inspektionskrav for deres egne forretningsaktiviteter.

Maerkningskontorerne er ansvarlige for loebende at overvaage, at producenterne, importoererne og mellemhandlerne opfylder betingelserne for at anvende fair trade-maerkninger, saaledes at det sikres, at kriterierne overholdes noeje.

Fair trade-maerkningsordningerne finansieres paa grundlag af licensafgifterne fra de importoerer og mellemhandlere, som markedsfoerer fair trade-produkter. Disse gebyrer og afgifter beregnes paa grundlag af omsaetningens og salgets stoerrelse. Det er maerkningskontorernes maal at blive selvfinansierende ved hjaelp af licensafgifterne, men dette sker foerst, naar omsaetningen har naaet et tilstraekkeligt omfang, da registreringsgebyrerne og licensafgifterne skal fastsaettes paa et niveau, som goer maerkningen levedygtig for importoererne og mellemhandlerne og sikrer, at deltagelsen i fair trade-ordninger giver producenterne yderligere fordele. I begyndelsen kan omkostningerne derfor overstige indtaegterne for maerkningskontorerne, og mange modtager en vis finansiel stoette fra andre kilder, f.eks. staten eller NGO'er paa udviklingsomraadet.

Et fair trade-symbol vises paa emballagen og er en bekraeftelse af, at produktions- og afsaetningeprocesserne overholder fair trade-kriterierne. Maerkningen er et supplement til andre varedeklarationskrav, f.eks. kvalitetsklassifikation og oprindelse, som er underlagt de almindelige lovbestemmelser.

3.3. Vigtige organisationer inden for fair trade

NEWS! (Network of European World Shops) - oprettet i 1994. NEWS! indgaar sammenslutningerne af verdensbutikkerne i 13 europaeiske lande (alle medlemsstater er medlem undtagen Luxembourg, Portugal og Graekenland. Schweiz er ogsaa medlem). Ikke alle butikker er medlem af en sammenslutning, situationen er forskellig fra land til land. I visse tilfaelde er alle butikkerne medlem af en sammenslutning, i andre er ikke alle butikkerne medlem, mens der i andre lande findes mange sammenslutninger eller isolerede grupper. Ud over at vaere salgssteder gennemfoerer butikkerne ogsaa oplysningsarbejde i form af forskellige aktiviteter som f.eks. 'fair trade-dage'. NEWS! fungerer som koordinator af saadanne aktiviteter.

EFTA (European Fair trade Association) - blev oprettet uformelt i 1987 og blev officielt registreret som en europaeisk sammenslutning i 1990. Den repraesenterer 12 importoerer fra 9 europaeiske lande (8 medlemsstater - OEstrig, Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Nederlandene, Spanien, Det Forenede Kongerige - og Schweiz). Verdensbutikkerne faar generelt deres produkter fra nationale importoerer, som kan vaere tilknyttet butikkerne. EFTA tegner sig for 60% af salget i sektoren.

IFAT (International Federation for Alternative Trade) - oprettet i 1989 af alternative handelsorganisationer i Afrika, Asien, Australien, Japan, Europa, Nordamerika og Sydamerika. IFAT er en sammenslutning, som tager sigte paa at fremme fair trade, og et forum for udveksling af information. Sammenslutningen forbinder landbrugs- og haandvaerksproducenter i Syd med organisationer i baade Nord og Syd.

FLO (Fair trade Labelling Organisations International) - oprettet i 1997. FLO International staar for koordineringen af fair trade-maerkningsinitiativer, udviklingen af internationale fair trade-standardkriterier for hvert enkelt produkt samt koordineringen af overvaagningen til sikring af, at mellemhandlerne og producenterne overholder kriterierne. Det er en paraplyorganisation, hvis medlemmer er de forskellige uafhaengige fair trade-maerkningskontorer, som findes paa nationalt plan i de enkelte lande. For oejeblikket findes der 4 af disse (naevnt tidligere) i 12 medlemsstater. Disse kontorer foerer et faelles produktregister over producentorganisationer - 300 producenter i 29 lande.

NEWS!, EFTA og IFAT indgaar i den traditionelle fair trade-bevaegelse, og FLO arbejder udelukkende paa maerkningsomraadet. Den traditionelle fair trade-bevaegelse og maerkningsorganisationerne er indbyrdes afhaengige, da ca. 50% af de maerkede produkter vaerdimaessigt saelges gennem de alternative afsaetningskanaler som f.eks. verdensbutiknettet eller pr. postordre. Endvidere indebaerer den koordinering, som verdensbutiknettet gennemfoerer paa lokalt plan, stoette til og fremme af maerkede produkter, som ikke har strukturerne eller midlerne til alene at staa for tilstraekkelige salgsfremmende foranstaltninger.

I 1998 gik disse organisationer sammen og oprettede FINE, som er en uformel struktur, der tager sigte paa at udveksle information, koordinere aktiviteter og fastsaette faelles kriterier.

4. Fair trade i Den Europaeiske Union

4.1. Kommerciel aktivitet

I begyndelsen blev hovedparten af de fair trade-varer, der kunne koebes i Europa, importeret af de alternative handelsorganisationer og solgt gennem saerlige salgssteder som f.eks. "verdensbutikkerne". Disse organisationer er fortsat en vigtig afsaetningskanal for fair trade-produkter og tegner sig for en stor del af det samlede salg. De fleste butikker drives paa lokalt plan af frivillige. Der findes mere end 3 000 verdensbutikker og 70 000 salgssteder i Europa med ca. 100 000 frivillige. Alle spiller en vigtig rolle med hensyn at skabe bevidsthed om udviklingsspoergsmaal og fair trade-konceptet. I alle EU-medlemsstater, hvor der findes fair trade-maerkninger (findes i alle medlemsstater undtagen Spanien, Portugal og Graekenland), er konceptet nu ved at vinde almindelig indpas, og fair trade-produkter kan ogsaa koebes i supermarkeder. I nogle tilfaelde har supermarkedernes produkter af eget maerke opfyldt betingelserne for at kunne opnaa fair trade-maerkning.

De vaesentligste produkter, som for oejeblikket saelges i EU gennem fair trade-initiativer, herunder baade alternative handelsorganisationer og maerkningsordninger, er kaffe, kunsthaandvaerk (bl.a. tekstilvarer og toej), te, chokolade, toerret frugt, honning, sukker og bananer. Paa nuvaerende tidspunkt er det kun kaffe, kakao, te, bananer, sukker og honning, der er maerket. I 1994 skoennedes det, at den samlede omsaetning af fair trade-produkter i EU var ca. 175 mio. EUR, mens tallet i 1997 skoennedes at ligge paa omkring 200-250 mio. EUR.

Levnedsmidler udgoer ca. 60% af detailomsaetningen af fair trade-produkter, og af dette tal tegner kaffesalget sig for naesten halvdelen. Fair trade-kaffe udgoer imidlertid kun ca. 2% af det samlede kaffemarked i EU. Fair trade-bananer, som er et nyere fair trade-'produkt' end kaffe, tegner sig for ca. 0,2% af det samlede bananmarked i EU.

4.2. Politisk aktivitet

Ud over denne kommercielle aktivitet har der i de senere aar vaeret en stigende politisk aktivitet i EU i forbindelse med fair trade. I januar 1994 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om "en retfaerdig og solidarisk Nord-Syd-handel" [1], hvori der blev kraevet EF-initiativer til stoette for fair trade, saerlig finansiering og medtagelse af fair trade i Faellesskabets udviklings- og samarbejdspolitik. I 1994 offentliggjorde Kommissionen et dokument om alternativ handel, hvori den gav udtryk for sin stoette til at styrke fair trade baade i Syd og i Nord. I 1996 afgav Det OEkonomiske og Sociale Udvalg en udtalelse om "Den europaeiske "fair trade"-bevaegelse" [2], hvori det i konklusionen bifaldte ideen med fair trade-maerkningsinitiativer og opfordrede Kommissionen til at oprette en saerlig post i budgettet som stoette til fair trade-aktiviteter. Denne anbefaling blev gentaget i den betaenkning om fair trade (Fassa-betaenkning) [3], som Europa-Parlamentet vedtog i 1998, og som ogsaa indeholdt en raekke forslag til yderligere foranstaltninger fra Kommissionens side til stoette for fair trade.

[1] EP-dokument A3-0373/93, PE 206.396

[2] CES 538/96 E/as

[3] EP-dokument A4-0198/98, PE 225.945

Ud over interessen for fair trade generelt har politikere, NGO'er og lobbygrupper rejst spoergsmaalet om fair trade specifikt i forbindelse med bananer. Kommissionen er af baade Europa-Parlamentet og Raadet blevet spurgt om, hvilke hensigter den havde med hensyn til stoette til fair trade-bananer, og gav tilsagn om at undersoege de foranstaltninger, der kunne traeffes. I oktober 1997 vedtog Den Paritetiske Forsamling AVS/EU endvidere en beslutning, hvori Kommissionen blev anmodet om at traeffe foranstaltninger til stoette for dem, der oensker at afsaette fair trade-bananer i EU.

4.3. Forbrugernes interesser

En Eurobarometer-undersoegelse, som Kommissionen lod gennemfoere i 1997, gav en indikation af offentlighedens interesse for fair trade-produkter. I alt havde 11% af befolkningen i EU allerede koebt fair trade-varer, idet andelen varierede meget i de forskellige medlemsstater, fra kun 3% i Portugal og Graekenland og op til 49% i Nederlandene.

Det fremgik endvidere af undersoegelsen, at naesten tre fjerdedele (74%) af EU-befolkningen ville koebe fair trade-bananer, hvis de kunne koebes i butikkerne ved siden af "almindelige" bananer. I alt 37% af forbrugerne i EU sagde, at de ville vaere rede til at betale en merpris paa 10% i forhold til prisen paa almindelige bananer for bananer, der var af en tilsvarende kvalitet, og som var produceret i overensstemmelse med fair trade-normer.

Af en naermere analyse af svarene fra undersoegelsen fremgik det, at personer, som tidligere havde gjort erfaringer med fair trade-produkter, var meget mere tilboejelige til at koebe fair trade-bananer og ville vaere rede til at betale mere for dem. Flere end 9 ud af 10 (93%) af de forbrugere, der allerede havde koebt fair trade-varer, ville vaere rede til at koebe fair trade-bananer, og 7 ud af 10 (70%) ville betale en merpris paa mindst 10% i forhold til prisen paa almindelige bananer.

Der er desuden tegn paa, at detailhandlerne er ved at blive bevidste om og begynder at imoedekomme forbrugernes krav om visse garantier med hensyn til produktionsforholdene i forbindelse med de varer, de koeber.

5. Nuvaerende EU-aktiviteter til stoette for fair trade

5.1. Finansiel stoette til organisationer inden for fair trade

Kommissionen har allerede ydet en vis begraenset finansiel stoette til fair trade-aktiviteter, som gennemfoeres af NGO'er i EU og producentgrupper i udviklingslandene. Hovedparten af denne finansiering er blevet ydet over budgetpost B7-6000, og et mindre beloeb er blevet ydet fra B7-6200. Paa nuvaerende tidspunkt er initiativer i forbindelse med fair trade og etisk handel omfattet af samme post, dvs. alternativ handel.

Over disse budgetposter er der hidtil ydet bistand til finansiering af:

- Fair trade-maerkningsorganisationer til deres aktiviteter med henblik paa at fremme nye varegrupper: disse har omfattet kaffe, kakao, bananer og orangejuice. Aktiviteterne har hovedsagelig vaeret i form af forbrugeroplysningskampagner og uddannelsesaktiviteter. For oejeblikket bidrager Kommissionen til finansieringen af alle fair trade-maerkningsorganisationerne i medlemsstaterne,

- Verdensbutikker - de former for aktiviteter, der er stoettet, varierer i forhold til behovene hos de forskellige organisationer. De fleste af disse organisationer er hovedsagelig beskaeftiget med varesalget, og Kommissionens stoette er til kapacitetsopbygning og promotion,

- EFTA til sammenslutningens bevidstgoerelsesaktiviteter, forskning, oplysningsarbejde og kampagner.

Andre NGO'er, som ikke direkte er tilknyttet fair trade-organisationerne, men som modtager midler, gennemfoerer i givet fald ogsaa visse fair trade-aktiviteter.

Foruden disse aktiviteter i medlemsstaterne har Kommissionen ogsaa stoettet projekter i udviklingslandene.

Antallet af indgivne finansieringsansoegninger, som vedroerer fair trade og etisk handel, og saadanne projekters andel af de samlede udgifter er steget stoet i de seneste aar. I de seneste 5 aar er der blevet anvendt 9 mio. EUR til stoette for udvikling paa uddannelsesomraadet. I 1997 afsatte Kommissionen 2 911 511 EUR paa budgetpost B7-6000 til stoette for 15 bevidstgoerelsesprojekter i forbindelse med fair trade. For 1998 blev der foreslaaet ca. 3 700 000 EUR til projekter vedroerende baade fair trade og etisk handel.

De kriterier, der er fastsat for udgifterne under disse budgetposter, omfatter ikke hele spektret af foranstaltninger med henblik paa at goere fair trade-produkter tilgaengelige for forbrugerne i EU. Mens det f.eks. er tilladt at gennemfoere pr-aktiviteter med henblik paa at oege forbrugernes bevidsthed om fair trade-konceptet generelt, er det ikke muligt at fremme salget af et specifikt fair trade-produkt. Dette begraenser nytten af disse budgetposter for NGO'er, som oensker at lancere fair trade-produkter paa EU-markedet, hvor de salgsfremmende foranstaltninger tegner sig for en stor del af det samlede budget.

5.2. Anden finansiel stoette

I de seneste fire aar er der endvidere ydet bistand til tre projekter vedroerende socialt ansvarligt forbrug, som omfatter visse fair trade-initiativer. To af disse projekter er blevet gennemfoert og vedroerte forbrugeroplysning. Det tredje vil blive gennemfoert i loebet af 1999 og vedroerer udarbejdelsen af en forbrugerguide om 'baeredygtige' indkoeb. Disse projekter er omfattet af budgetpost B5-1000 og B5-1050 og vedroerer et samlet beloeb paa naesten 140 000 EUR.

Under budgetpost B7-3000 har Kommissionen bevilget 990 000 EUR til et program, som tager sigte paa at give boern, som arbejder i taeppeindustrien i Pakistan, adgang til mad, laegebistand, uddannelse eller oplaering paa deltidsbasis. Der er blevet bevilget yderligere 3 mio. EUR til fremtiden.

Endvidere er der blevet bevilget 4 mio. EUR til projekter i Nepal og Indien over budgetpost B7-7070.

Hvad angaar specielt bananer, vedtog Raadet i april 1999 en raadsforordning om fastlaeggelse af en ramme for bistand til traditionelle AVS-bananleverandoerer. I denne forordning henvises der til muligheden af at finansiere fair trade-initiativer [4].

[4] Forordning (EF) nr. 856/1999 af 22.4.1999, EFT L 108 af 27.4.1999, s. 2

5.3. Lovgivning

Paa grundlag af den overordnede maalsaetning om baeredygtig udvikling er Faellesskabet forpligtet til at integrere miljoehensyn i alle andre politikker og laegger ogsaa oeget vaegt paa de sociale aspekter ved samhandelens globalisering. I overensstemmelse med retningslinjerne fra topmoedet i Koebenhavn har EU erklaeret, at den agter at laegge stoerre vaegt paa de sociale aspekter ved globaliseringen af samhandelen. EU arbejder for at goere konkrete fremskridt i forbindelse med maalsaetningen om at afhjaelpe mangler med hensyn til de grundlaeggende sociale normer paa verdensplan.

EU er begyndt at foere disse idealer ud i livet ved i sin lovgivning for udenrigshandlen at indarbejde princippet om, at der indroemmes handelsmaessige incitamenter for overholdelse af sociale og miljoemaessige minimumsnormer.

EU-arrangementet med generelle toldpraeferencer (GSP), der er fastsat i Raadets forordning (EF) nr. 3281/94 (industrisektor) og (EF) nr. 1256/96 (landbrugssektor) for produkter med oprindelse i udviklingslande, indeholder saerlige ansporende ordninger i form af yderligere praeferencer, der kan indroemmes lande, hvis interne retsforskrifter opfylder visse sociale eller miljoemaessige minimumsbetingelser.

I overensstemmelse med kravene i disse forordninger forelagde Kommissionen i juni 1997 en beretning for Raadet om arbejdet i internationale fora vedroerende forbindelserne mellem international handel, sociale normer og miljoe (dok. KOM(97) 260 endelig udg.). I lyset af Raadets gennemgang paa grundlag af beretningen forelagde Kommissionen i oktober 1997 et forslag om yderligere toldpraeferencenedsaettelser og betingelserne for at kunne drage fordel af de saerlige ansporende ordninger til beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder og til beskyttelse af miljoeet. Den 25. maj 1998 vedtog Raadet forordning (EF) nr. 1154/98 om anvendelse af disse saerlige ansporende ordninger.

For at blive omfattet af den ansporende ordning paa det sociale omraade skal landet overholde de normer, der er fastlagt i ILO's konventioner nr. 87 og 98 vedroerende anvendelse af principperne om ret til at organisere sig og foere kollektive forhandlinger og nr. 138 vedroerende mindstealderen for adgang til beskaeftigelse.

I december 1998 viderefoerte Raadet arrangementet med generelle toldpraeferencer, herunder en generel ordning og saerlige ansporende ordninger, i endnu en periode paa tre aar indtil den 31. december 2001 [5].

[5] Forordning (EF) nr. 2820/98 af 21.12.1998, EFT L 357 af 30.12.1998, s. 1

Ordningen paa miljoeomraadet omfatter lande, som opfylder de af Den Internationale Organisation for Tropisk Trae (ITTO) fastlagte kriterier. Den kan derfor kun gaelde for industriprodukter, der fremkommer ved forarbejdning af tropisk trae, eller landbrugsprodukter, der dyrkes i tropiske skove, som forvaltes i overensstemmelse med ITTO-standarderne, der for oejeblikket er de eneste internationalt anerkendte miljoestandarder paa dette omraade.

5.4. Andre beslaegtede aktiviteter - etisk handel/adfaerdskodekser

New Economics Foundation har gennemfoert en undersoegelse for Kommissionen om brugen af sociale maerkninger som et kommunikationsmiddel i forbindelse med etisk handel [6]. Resultaterne heraf blev offentliggjort i november 1998. Undersoegelsen saa naermere paa de forskellige former for sociale maerkninger, der er i brug, lige fra ensidige maerkninger fra individuelle producenter, der markedsfoerer produkter af eget maerke, til uafhaengigt anerkendte maerkninger som f.eks. fair trade-maerkninger og statsligt eller offentligt anerkendte maerkninger som f.eks. EU's miljoemaerke, selv om dette ikke er en social maerkning. Den skitserede endvidere betingelserne for, at en maerkning kan vaere effektiv, f.eks. klarhed, tillid eller gennemslagskraft. Ifoelge resultaterne af denne undersoegelse er sociale maerkninger ét muligt instrument til at tilvejebringe positive sociale aendringer via markedet, og det boer foretraekkes at gennemfoere en samlet strategi til stoette for etisk handel frem for en offentlig politik, som udelukkende er koncentreret om at udvikle en social maerkning. Undersoegelsen understreger, at sociale maerkninger fortjener EF-stoette, som navnlig fremmer offentlighedens forstaaelse af de spoergsmaal, som de vedroerer.

[6] 'Social Labels -Tools for Ethical Trade' - endelig rapport 1998, New Economics Foundation, Cinnamon House, 6-8 Cole Street, London, SE1 4HY, UK

Virksomhederne - hovedsagelig inden for handel, tekstil og beklaedning, sko, sportsudstyr og legetoej, men ogsaa producenter af raamaterialer - er i stigende grad ved at blive bevidst om disse spoergsmaal, og mange har allerede indfoert deres egne adfaerdskodekser.

Andre initiativer, der er gennemfoert paa europaeisk plan siden 1995, omfatter faelles erklaeringer og adfaerdskodekser om grundlaeggende arbejdsnormer (handels-, tekstil- og beklaedningssektoren samt skobranchen [7]), som blev udarbejdet af arbejdsmarkedets parter inden for rammerne af den sociale dialog paa sektorniveau. Endvidere afholdt EU den 20. februar 1998 i Bruxelles et faelles seminar om adfaerdskodekser og arbejdsnormer sammen med det amerikanske arbejdsministerium. Arbejdsministeriet arrangerede et opfoelgningsmoede i Washington D.C. den 10.-11. december 1998.

[7] 1995: charter om boernearbejde indgaaet af arbejdsmarkedets parter inden for den europaeiske skobranche, CEC og FSE:THC. Charteret blev ajourfoert i 1997 og blev med godkendelse af den europaeiske skohandlersammenslutning (CEDDEC) og EuroFiet udvidet til at omfatte skohandlerne i 1998; 1996: Faelles erklaering om boernearbejde fra arbejdsmarkedets parter i den kommercielle sektor, EuroCommerce og EuroFiet; 1997: Adfaerdskodeks for arbejdsmarkedets parter i tekstil- og beklaedningsindustrien, Euratex og ETUF:THC, som indeholder de seks grundlaeggende ILO-arbejdskonventioner.

Behovet for at overvaage adfaerdskodekser, inddragelsen af alle beroerte parter og de grundlaeggende betingelser i en adfaerdskodeks blev understreget paa en workshop, som Kommissionen havde arrangeret i den 25. november 1998. Europa-Parlamentets Udvalg om Udvikling og Samarbejde opfordrede i sit forslag til betaenkning om 'en adfaerdskodeks for europaeiske virksomheder i udviklingslandene' (Howitt-betaenkningen) desuden Kommissionen til at overveje at etablere en europaeisk overvaagningsplatform. Betaenkningen indeholdt endvidere forslag om, at Europa-Parlamentet skulle fungere som en foreloebig platform. Udvalget om Eksterne OEkonomiske Forbindelser har ogsaa opfordret til, at Kommissionen udvikler en model for en adfaerdskodeks paa europaeisk plan (Sainjon-betaenkningen). Den 13. januar 1999 vedtog Europa-Parlamentet Sainjon-betaenkningen og - med visse aendringer - Howitt-betaenkningen den 15. januar 1999.

6. Fair trade, WTO og vaeksten i verdenshandelen

Handel har i lang tid vaeret erkendt som vaerende af grundlaeggende betydning for vaekstskabelse. Stigende globale handelsstroemme resulterer i en stoerre samlet velstand, og gennem aarene har verdens handelsnationer forpligtet sig til at gennemfoere en proces med fremme af verdenshandelen og nedsaettelse af handelshindringer. Dette har bl.a. gjort en raekke lande med lavere indkomster i stand til at udvikle deres oekonomier meget hurtigt inden for en relativ kort tidsperiode. Det multilaterale handelssystem har udtrykkeligt til formaal at sikre, at lande, der befinder sig i de tidlige udviklingsfaser, ogsaa faar gavn af liberaliseringen.

Via paa hinanden foelgende GATT-runder kulminerede processen med at nedsaette handelshindringerne i oprettelsen af Verdenshandelsorganisationen (WTO) i 1995, som bl.a. har foelgende maalsaetninger:

"at haeve levestandarden, sikre fuldt beskaeftigelse & goere plads for en optimal udnyttelse af verdens ressourcer i overensstemmelse med maalet baeredygtig udvikling, soege at beskytte og bevare miljoeet & paa en maade, der er forenelig med landenes respektive behov paa forskellige niveauer af oekonomisk udvikling;

Der erkender, at der er behov for en positiv indsats til at sikre, at udviklingslandene, saerlig de mindst udviklede blandt dem, faar en del i vaeksten i verdenshandelen, der staar i forhold til deres oekonomiske udviklingsbehov."

Der erkender, at der er behov for en positiv indsats til at sikre, at udviklingslandene, saerlig de mindst udviklede blandt dem, faar en del i vaeksten i verdenshandelen, der staar i forhold til deres oekonomiske udviklingsbehov."

Ved etableringen af et mere liberaliseret handelssystem var der bekymringer med hensyn til, om visse udviklingslande var i stand til fuldt ud at drage nytte af de mere aabne samhandelsvilkaar. Som led i Marrakesh-erklaeringen om oprettelse af WTO erklaerede underskriverne, at de havde til hensigt fortsat at stoette og fremme udvidelsen af de mindst udviklede landes handels- og investeringsmuligheder og at overvaage Uruguay-rundens virkning paa saarbare oekonomier.

Det grundlaeggende formaal med fair trade-initiativer er at saette producenterne i udviklingslandene i stand til at udnytte og drage fordel af de muligheder, som verdenshandelen giver.

Fair trade-initiativer gennemfoeres paa grundlag af frivillig deltagelse. Forbrugerne kan skabe efterspoergsel efter fair trade-produkter gennem deres koebsadfaerd, og producenter og mellemhandlere, som oensker at deltage, tilbyder produkter til at kunne imoedekomme denne efterspoergsel efter at have vist, at de opfylder fair trade-betingelserne, med heraf foelgende fordele for primaerproducenterne.

I det omfang, fair trade-initiativer forbliver private initiativer og gennemfoeres paa grundlag af frivillig deltagelse, er fair trade forenelig med et ikke-diskriminerende multilateralt handelssystem, da den ikke indebaerer importbegraensninger eller andre former for protektionisme. Fair trade-initiativer kan fungere som en markedsmekanisme, som giver baade producenter og forbrugere flere valgmuligheder, da deres succes navnlig med hensyn til maerkede fair trade-produkter i almindelige forretninger er afhaengig af efterspoergslen paa markedet.

Hvis regeringer indfoerte reguleringsmekanismer paa grundlag af fair trade-koncepter, ville de skulle tage hoejde for deres forpligtelser i henhold til WTO for navnlig at sikre, at saadanne ordninger er gennemsigtige og ikke-diskriminerende.

Inden for WTO vil der i en naer fremtid blive paabegyndt nye handelsforhandlinger. Faellesskabet slaar til lyd for en omfattende runde med en bred og afbalanceret dagsorden, som appellerer til alle WTO-medlemmer. Det er i denne henseende EU's primaere maalsaetning at faa handelsliberaliseringen gennemfoert paa en saadan maade, at den fuldt ud er i overensstemmelse med en baeredygtig udvikling samt bidrager til at hoejne de sociale standarder og miljoebeskyttelsen paa verdensplan.

7. Spoergsmaal i relation til yderligere EU-stoette til fair trade-aktiviteter

· Vaekst i forbindelse med fair trade Selv om fair trade-bevaegelsen nu er ved at blive samlet under FINE's banner, udvikles der stadig fair trade-initiativer paa forskellige niveauer. Der er dog et stigende antal individuelle virksomheder, som ikke er tilknyttet fair trade-organisationerne, der haevder, at deres produkter er fair trade-produkter, eller baserer deres udsagn paa adfaerdskodekser, som er udviklet af en enkelt virksomhed eller virksomhedsgruppe. Udviklingen af saavel fair trade som etisk handel maa behandles i sammenhaeng.

· Definition Nogle af problemerne i tilknytning til fair trade skyldes den omstaendighed, at der for oejeblikket ikke findes nogen juridisk definition. Dette aabner mulighed for misbrug. Desuden blev der foerst saa sent som medio 1999 skabt enighed om en faelles definition inden for FINE, og der findes heller ikke et enkelt maerke eller symbol til identificering af fair trade-produkter.

· Kriterier Kriterierne for fair trade-produkter er normalt forskellige afhaengig af produkternes art og de relevante organisationer og virksomheder. Fair trade-bevaegelsen, navnlig FINE, er selv begyndt at skitsere faelles kriterier. I Fassa-betaenkningen blev der foreslaaet en raekke minimumskriterier for fair trade. Udviklingen i betegnelsen og maerkningen af produkter som fair trade-produkter skaber et stigende behov for retningslinjer for fair trade-kriterier, der er aftalt mellem de forskellige interesserede parter. Kriterierne boer dels medvirke til at forebygge vildledende og ubekraeftede angivelser og maerker, dels goere det lettere for mindre producenter at deltage. Som et foerste skridt boer det overvejes at stoette NGO'ernes indsats for at styrke fair trade-maerkningsorganisationernes kapacitet, naar det gaelder udvikling af kriterier for maerkning og attestering, saaledes at de fastlaegges saa gennemsigtigt som muligt, og det efterfoelgende kan kontrolleres, at de overholdes.

· Forbrugernes valgmuligheder: kriterier og overvaagning Det er noedvendigt, at fair trade-angivelser og -maerker opfylder den tilsigtede maalsaetning, naar det gaelder producenter i udviklingslande, og goer det muligt for forbrugerne at traeffe et kvalificeret valg. Der er derfor et klart behov for at se naermere paa, hvordan saadanne angivelser og maerker for oejeblikket underbygges, efterproeves og kontrolleres, enten af fair trade-organisationerne selv eller af uafhaengige organer eller andre. Derefter maa det overvejes, hvilke muligheder der er for yderligere at forbedre overvaagningen, efterproevningen og kontrollen af baade angivelser og maerker under hensyntagen til omkostninger og fordele og navnlig fair trade-produkternes konkurrenceevne. For eksempel kan det overvejes at anvende direktivet om vildledende reklame [8] som et middel til efterfoelgende verificering og kontrol for at sikre tilfredsstillende beskyttelse af forbrugerne. Det boer ogsaa overvejes at oprette et uafhaengigt eksternt overvaagnings- eller godkendelsessystem.

[8] Raadets direktiv 84/450/EOEF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame, EFT L 250 af 19.9.1984

· Forbrugeroplysning For at fair trade-initiativerne kan udvikles yderligere, skal forbrugerne have bedre information om, at der findes fair trade-produkter, og betydningen af fair trade-maerkninger.

· Frivillig deltagelse Deltagelse i enhver fair trade-ordning skal fortsat vaere frivillig.

· WTO-forenelighed Naar Faellesskabet overvejer yderligere stoette/foranstaltninger i forbindelse med fair trade, vil der blive taget hensyn til dets forpligtelser som led i WTO. Fair trade-ordninger boer fungere som positive og frivillige handelsmaessige incitamenter og mekanismer til at forbedre saavel de sociale som de miljoemaessige betingelser til fordel for en baeredygtig udvikling.

· Dialog med fair trade-bevaegelsen Det boer overvejes at etablere en formel platform til dialog med fair trade-bevaegelsen med henblik paa at droefte de spoergsmaal, der er skitseret i denne meddelelse og EU-bistand til udviklingen af fair trade.