Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommissionens grønbog om forbindelserne mellem Den Europæiske Union og AVS-landene på tærsklen til det 21. århundrede, udfordringer og muligheder for et nyt partnerskab« (97/C 296/11)

Kommissionen for Den Europæiske Union anmodede den 26. november 1996 under henvisning til EF-traktatens artikel 198 om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte grønbog.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for EF's Eksterne Forbindelser, Handels- og Udviklingspolitik, som udpegede Henri Malosse til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 18. juni 1997.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 347. plenarforsamling af 9. og 10. juli 1997 (mødet den 10. juli 1997) med 123 stemmer for, 2 imod og 5 hverken for eller imod, følgende udtalelse.

Anbefalinger

Det er nødvendigt at foretage en gennemgribende revision af Lomé-konventionen, så den tilpasses forholdene ved slutningen af dette århundrede og mere effektivt hjælper AVS-landene til at klare internationaliseringen af handelen.

Det er økonomisk og politisk vigtigt for Den Europæiske Union at opretholde de særlige forbindelser med de 71 medunderskrivere af konventionen.

På baggrund heraf og som svar på Kommissionens grønbog om »Forbindelserne mellem Den Europæiske Union og AVS-landene på tærsklen til det 21. århundrede - udfordringer og muligheder for et nyt partnerskab« fremsætter ØSU følgende bemærkninger:

- ØSU anbefaler, at man fremmer det princip om partnerskab og dialog mellem ligestillede, som er kendetegnende for og styrken i udviklingssamarbejdet. For at være effektivt må dette partnerskab imidlertid udvides til at omfatte nye aktører både i EU og i AVS-landene, især på det økonomiske og sociale område. Der bør i den forbindelse oprettes paritetiske økonomiske og sociale udvalg, som skal have til opgave at vurdere, om udviklingsprogrammerne imødekommer de lokale aktørers behov.

- ØSU foreslår, at konventionen fornys, og at der i den forbindelse tages større hensyn til geografiske og udviklingsmæssige forskelle. Konventionen bliver således et politisk og økonomisk EU-instrument, som er åbent over for nye lande, som er geografisk differentieret til fordel for de områder, hvormed EU har særlige fælles interesser, og som er differentieret i forhold til modtagerlandenes udviklingsniveau.

- ØSU understreger, at samarbejdets vigtigste målsætninger er en bæredygtig økonomisk og social udvikling, bekæmpelse af fattigdom samt højere levestandard. Disse mål vil blive opnået samtidig gennem udviklingen af en dynamisk privat sektor, som skaber velstand og sociale fremskridt, en betingelse for samhørighed.

Disse målsætninger vil lettere kunne opnås, hvis der inden for rammerne af en retsstat, som garanterer den enkeltes frihed og sikrer de grundlæggende serviceydelser, som er nødvendige for samfundsudviklingen, udvikles en stærk fagforenings- og organisationsstruktur, som sikrer samtlige aktørers deltagelse i beslutningsprocessen.

ØSU fremhæver i den forbindelse kvindernes rolle som centrale aktører i udviklingen og understreger nødvendigheden af at fremme deres organisationer og sikre dem en rimelig repræsentation i rådgivnings- og beslutningsorganerne.

- ØSU mener, at følgende samarbejdsområder bør prioriteres højest:

Der må lægges særlig vægt på almen uddannelse og erhvervsuddannelse, da den menneskelige faktor danner grundlaget for enhver politisk udvikling. ØSU foreslår, at der oprettes udvekslings- og samarbejdsprogrammer mellem EU og AVS-landene. Sådanne programmer bør navnlig inddrage kvinder.

Støtte til den private sektor og fremme af iværksætterånden er en afgørende betingelse for velstandsskabelsen og opnåelsen af en højere levestandard og bør derfor udgøre et af hovedmålene i den nye konvention.

I kraft af sin baggrund og erfaring bør Den Europæiske Union kunne støtte de regionale samarbejdsbestræbelser - i form af fælles projekter - som har til formål at skabe velstand og varig fred, den fælles anvendelse af visse ressourcer, oprettelsen af integrerede regionale markeder og af strukturerede og demokratiske regionale organisationer. Hvad angår velfærd og levestandard, bør man via denne regionale samarbejdsstrategi søge at opnå en afsmittende virkning fra de mest velstående til de mindre velstående lande, og man bør fremme de investeringer, som vil være tiltrukket af det større marked.

Miljøbeskyttelse, udvikling af et landbrug, som er tilpasset befolkningens nye behov, byplanlægning, målrettet forskning, udbredelse af nye teknologier samt kulturen bør også fremmes, da investeringer i disse sektorer sikrer betingelserne på lang sigt for en bæredygtig udvikling.

- ØSU foreslår, at man for at sikre AVS-landenes gradvise integrering på verdensmarkedet og for at styrke EU/AVS-handelen bevarer princippet om »differentieret gensidighed«, som navnlig vil befordre, at AVS-landene indbyrdes skaber regionale markeder.

- ØSU håber, at sammenhængen mellem handelspolitikker og udviklingssamarbejdspolitikken kan opretholdes og sikres.

- ØSU fremsætter konkrete forslag til effektivisering af Lomé-instrumenterne, f.eks. styrkelse af planlægnings- og evalueringsværktøjerne (nationale og regionale operationelle programmer, operationelle fællesskabsprogrammer), indførelse af horisontale udvekslings-, samarbejds- og investeringsmekanismer, som hver enkelt aktør har direkte adgang til, udvikling af investeringsinstrumenter, som er nemme og hurtige at tage i brug, til støtte for mikroprojekter, der f.eks. iværksættes af fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer, kvindeorganisationer, den kooperative sektor og af NGO'er.

ØSU understreger betydningen af horisontale programmer, som muliggør udveksling og overførsel af erfaringer både mellem AVS-landene og med aktører i naboregionerne (Middelhavsbækkenet, Centralafrika ...) med henblik på udbredelse af god praksis og større åbenhed over for resten af verden.

- ØSU understreger, at EU's udviklingspolitik bør integreres i en overordnet ramme sammen med medlemsstaternes egne foranstaltninger. Det vil være nødvendigt at lade Den Europæiske Udviklingsfond indgå i EU-budgettet, og ØSU fremsætter på baggrund heraf nogle forslag, der skal føre til bedre komplementaritet mellem medlemsstaternes og EU's foranstaltninger. Samtidig opfordrer ØSU til, at EU ved at deltage i internationale bistandsorganisationer skaber bedre sammenhæng mellem de forskellige udviklingsforanstaltninger.

- Som EU-organ og repræsentant for civilsamfundet mener ØSU, at betingelsen for, at den nye samarbejdspolitik kan fungere, er større effektivitet og åbenhed i forvaltningen af politikken både i EU og i AVS-landene samt inddragelse af virksomhederne og andre økonomiske og sociale aktører lige fra starten.

1. Indledning: Begrundelse for grønbogen og Det Økonomiske og Sociale Udvalgs rolle

1.1. Lomé IV-konventionen dækker perioden fra marts 1990 til februar 2000. I overensstemmelse med bestemmelserne i den fjerde konvention blev der med undertegnelsen af en aftale på Mauritius den 4. november 1995 vedtaget en midtvejsrevision af konventionen. De to parter, EU og AVS-landene, er aftalemæssigt forpligtede til mindst 18 måneder inden udløbet af den nuværende konvention, dvs. i september 1998, at indlede forhandlinger om en eventuel fornyelse af konventionen. Inden det tidspunkt må EU klargøre sin position.

1.2. Grønbogen har til formål at igangsætte en omfattende debat i Den Europæiske Union om disse forhandlingers udfordringer og perspektiver, før Kommissionen i anden halvdel af 1997 fremsætter forslag til Rådet om et forhandlingsmandat.

1.3. ØSU bifalder Kommissionens initiativ, som for første gang har åbnet en debat om samarbejds- og udviklingspolitikkens vigtigste instrument. ØSU, som ifølge traktaten repræsenterer civilsamfundet i Den Europæiske Union, og som af Kommissionen er blevet anmodet om at udtale sig om emnet, agter at spille en nøglerolle i denne debat. ØSU er selv inddraget i Lomé-konventionen som medansvarlig for organiseringen af en dialog mellem erhvervs- og interesseorganisationerne i EU og i AVS-landene i form af årlige møder, hvor der vedtages fælleserklæringer, som forelægges konventionens instanser.

1.4. Med udgangspunkt i konklusionerne fra disse møder og på grundlag af analyser og beretninger fra de økonomiske og sociale aktører er ØSU i stand til at danne sig et realistisk billede af konventionens mål og funktion. Møderne har gjort det muligt for ØSU at fremsætte en lang række bemærkninger og forslag, som nu er medtaget i grønbogen: handelsordningerne har ikke den fornødne virkning, erhvervs- og interesseorganisationerne inddrages ikke nok i udarbejdelsen og gennemførelsen af konventionens mål, der lægges ikke tilstrækkelig vægt på foranstaltninger til fremme af den sociale samhørighed og forbedring af levevilkårene.

1.5. ØSU vedtog for nylig en initiativudtalelse (), som anlægger et helt nyt syn på de foranstaltninger, som er nødvendige for en effektiv gennemførelse af bistandsprogrammerne. Udtalelsen opfordrer bl.a. til en bedre forvaltning af den officielle støtte, øget deltagelse af erhvervs og interesseorganisationerne gennem decentralt samarbejde, bekæmpelse af korruption og bistand til lokalforvaltningerne med henblik på at øge deres effektivitet.

2. Nye emner for de kommende forhandlinger

2.1. Spørgsmålstegn ved Lomé som samarbejdsmodel

2.1.1. Lomé-konventionen har siden 1975 ligget til grund for de handelsmæssige og finansielle forbindelser mellem EU og AVS-landene, hvoraf der i dag er 71. Konventionen tog selv udgangspunkt i en samarbejdspolitik, som associerede de oversøiske lande og territorier til Fællesskabet, og i Yaoundé-konventionerne, som hovedsagelig var centreret omkring den fransktalende del af Afrika.

2.1.2. Med den første Lomé-konvention fra 1975 blev der fastlagt en model for samarbejde og udviklingsbistand, som vandt kraftig genklang på internationalt plan. Det var første gang en gruppe industrialiserede lande på aftale- og partnerskabsbasis havde forhandlet en bindende multilateral samarbejdsaftale med handelsbestemmelser, som generelt begunstigede AVS-landene, med bistandsprogrammer, som for størstedelens vedkommende var decentrale og en banebrydende mekanisme, som skulle stabilisere AVS-landenes eksportindtægter.

2.1.3. Det var først i slutningen af 1980'erne, under pres fra eksterne begivenheder og begrænsninger, at man begyndte at stille spørgsmålstegn ved Lomé-modellen og diskutere den, først og fremmest i Den Europæiske Union. Skuffende udviklingsresultater i en lang række AVS-lande, herunder især afrikanske lande, har givet næring til denne debat. Der er imidlertid forskel på udviklingsniveauerne, idet visse afrikanske lande i de seneste år har haft meget lovende vækstrater. Derudover er der også forskelle mellem nabolande, f.eks. mellem situationen i Haiti og de andre vestindiske stater.

2.1.4. På det finansielle plan udgør Lomé-konventionen med omkring 2 milliarder ecu om året stadig 30-35 % af EU's bistand til tredjelande og er i dag den vigtigste budgetpost til fordel for tredjelande. Denne bistand ydes via Den Europæiske Udviklingsfond og ikke direkte fra fælleskabsbudgettet ved hjælp af en særlig fordelingsnøgle for medlemsstaternes bidrag, som tager hensyn til visse medlemsstaters særinteresser () (Frankrig er således den største bidragyder til EUF med 24,3 % af samtlige bidrag). Denne særlige finansieringsmekanisme ligger uden for Europa-Parlamentets kontrol og kompetence og er således en slags anakronisme. Det er derfor relevant at overveje, om EUF bør indgå i Fællesskabets budget. På grundlag af budgetberegninger bør man vurdere konsekvenserne heraf for hver enkelt medlemsstat. De mest samarbejdsengagerede medlemsstater bør bilateralt kunne yde et bidrag ud over deres EUF-bidrag. Herved vil der kunne opnås en bedre komplementaritet mellem fællesskabsbistanden og den nationale bistand.

2.1.5. Den fælles Lomé-indsats er ganske betydelig. Hvis man hertil føjer den samlede officielle bistand, som medlemsstaterne og deres forskellige institutioner og organer (herunder de regionale og lokale myndigheder) har ydet direkte til AVS-landene i de sidste ti år, giver det ifølge Kommissionen en samlet årlig bistand til AVS-landene på mellem 5 og 8 milliarder ecu. Budgetstramningen i alle medlemsstater og lignende planer på EU-niveau vil uvægerligt påvirke debatten om Lomé-konventionens fremtid.

2.1.6. De møder mellem EU- og AVS-landenes erhvervs- og interesseorganisationer, som ØSU har organiseret, har afsløret en vis mangel på effektivitet i samarbejdsprogrammerne. Størstedelen af ansvaret for planlægningen og gennemførelsen af EUF-interventionerne har været lagt på modtagerlandenes myndigheder og synes i mange tilfælde langt fra at have imødekommet den private sektors og de økonomiske og sociale aktørers behov. Desværre har fælleserklæringerne herom hidtil ikke ført til handling. ØSU ønsker derfor at fremsætte konkrete forslag, som vil kunne føre til en decideret decentralisering af programaktionerne og reel inddragelse af erhvervs- og interesseorganisationerne.

2.2. Den Europæiske Union i forandring

2.2.1. Sideløbende med debatten om Lomé-konventionens effektivitet og hensigtsmæssighed, er der i Den Europæiske Union igangsat en omfattende udvikling på det interne plan, som uvægerligt vil påvirke holdningen til Lomé-spørgsmålet.

2.2.2. Successive udvidelser af EU har i betydelig grad ændret grundlaget for de politiske og økonomiske forbindelser mellem EU og landene i Syd. Uden for Lomé-konventionen har Den Europæiske Union kunnet indgå et tæt partnerskab med Latinamerika. De historiske og kulturelle bånd mellem EU og denne del af verden er meget stærke. EU's udvidelse i 1995 med Østrig, Finland og Sverige, som er meget engagerede i udviklingsbistanden, men som ikke har nogen fortid som kolonimagt, bidrager også til at forny og forbedre EU's udviklingspolitik.

2.2.3. Den Europæiske Fælles Akt og Maastricht-traktaten har også ført til betydelige ændringer i selve EU's væsen. Virkeliggørelsen af det indre marked og udsigten til en fælles møntenhed er ikke uden indflydelse på, hvilken type økonomiske og handelsmæssige forbindelser EU kan tilbyde sine partnere. Oprettelsen af et mere integreret marked med højere kvalitets- og hygiejnestandarder ændrer adgangsbetingelserne til EU's markeder for AVS-landenes produkter. Herudover vil bestræbelserne på at imødekomme konvergenskriterierne for indførelse af Den Økonomiske og Monetære Union direkte påvirke medlemsstaternes muligheder for at bidrage til udviklingsbistanden. Endelig vil viljen i EU til at opbygge politisk indflydelse, som svarer til EU's økonomiske vægt, skabe et nyt forhandlingsgrundlag. Lomé-konventionen vil faktisk kunne falde ind under FUSP (den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik). De nye traktater, som den igangværende regeringskonference udmunder i, vil formentlig forstærke denne tendens.

2.2.4. Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (artikel 130 U) har som fast målsætning at fremme udviklingssamarbejdet, en bæredygtig økonomisk og social udvikling, en harmonisk og gradvis integration af udviklingslandene i verdensøkonomien og bekæmpelse af fattigdommen.

2.2.5. I løbet af 1980'erne oprettede EU på baggrund af internationaliseringen af handelen, Sovjetunionens sammenbrud og de tidligere sovjetrepublikkers indtræden på verdensmarkedet nye aftalemæssige forbindelser med regioner i andre egne af verden, f.eks. Middelhavsbækkenet, Østeuropa og Asien. Dette samarbejde antog i visse tilfælde nye former, hvad angår handelsfordele og samarbejdsordninger. Det drejede sig f.eks. om foranstaltninger, som de økonomiske beslutningstagere, virksomhederne, universiteterne, uddannelsesinstitutionerne og lokalforvaltningerne havde direkte adgang til. Generelt set lægger disse politikker øget vægt på at fremme og udvikle den private sektor. Disse resultater og erfaringer bør der i dag tages hensyn til i forbindelse med en fornyelse af Lomé-politikken.

2.3. En verden i forandring

2.3.1. Sovjetunionens sammenbrud har ændret situationen, for så vidt angår den ideologiske rivalisering og den kamp om indflydelse, som har berørt både EU- og AVS-lande. Det er endnu for tidligt at opgøre den samlede virkning. Den udviklingsmodel, som er baseret på en central planlægningsøkonomi, som i det tidligere Sovjetunionen, er nu ikke længere aktuel. Der er imidlertid reel mulighed for, at der opstår nye politiske og kulturelle kløfter (respekt for menneskerettighederne, religionsfrihed, demokratiske systemer). Det ville være fejlagtigt at tro, at kun én type udvikling er mulig. Den Europæiske Union bør stadig kunne fremsætte sine egne udviklingsvisioner.

2.3.2. Konklusionerne fra Uruguay-runden i 1995 og stiftelsen af Verdenshandelsorganisationen (WTO) skaber også en ny kontekst, som ud over at sikre overholdelsen af de nye multilaterale regler vil påvirke forhandlingerne om de handelsmæssige forbindelser mellem EU og AVS-landene. Lomé-konventionen er midlertidigt undtaget fra WTO-reglerne, indtil den udløber i år 2000, men derefter må konventionens handelsordninger tilpasses den nye multilaterale ramme eller nyforhandles. Det bekymrer imidlertid ØSU mere, at AVS-landenes samlede andel af verdensproduktionen og verdenseksporten er faldet i løbet af de sidste 20 år. Ifølge en undersøgelse, som »Harvard Institute for International Development« gennemførte for nylig, er en af grundene til, at de afrikanske lande syd for Sahara udviklingsmæssigt er sakket bag ud i forhold til Asien og Latinamerika, at de ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at deltage i den internationale handel. Det er derfor nødvendigt at revidere Lomé-konventionens bestemmelser, ikke kun for at tilpasse dem de nye internationale vilkår, men også for at imødekomme de udfordringer, som internationaliseringens følgevirkninger frembyder for AVS-landene, og for at hjælpe dem til at spille en større rolle i den internationale handel.

2.3.3. Skønt internationaliseringen af handelen er en kendsgerning, lægges der, eller er der blevet lagt, regionale partnerskabsstrategier af de vigtigste økonomiske magter - USA, Japan og Den Europæiske Union. Lomé-aftalerne må tage hensyn hertil, og det må fastlægges, hvordan en ny konvention kan integreres i disse strategier: Middelhavsdialogen udvides til også at omfatte Afrika, de latinamerikanske forbindelser integreres i partnerskabet med landene i Vestindien, mens Stillehavsområdet påvirkes kraftigt af forbindelserne med Asien. Det er foruroligende, at EU's samlede investeringer i AVS-landene er faldet i de seneste år, mens japanerne og amerikanerne har øget deres investeringer.

2.3.4. Hvad angår forbindelserne med AVS-landene, står Den Europæiske Union således over for afgørende beslutninger. På den ene side er der fare for, at partnerskabet »banaliseres« og mister sin særlige karakter, og at EU's politiske og økonomiske indflydelse mindskes. På den anden side har den nuværende konvention skabt en misstemning, da den ikke under de nuværende omstændigheder synes at kunne imødekomme århundredeskiftets udfordringer. ØSU anbefaler derfor en grundlæggende revision af konventionen.

3. Det Økonomiske og Sociale Udvalgs prioriteter

3.1. ØSU hilser med tilfredshed klarheden og relevansen af de valgmuligheder, som præsenteres i grønbogen. Kommissionen har denne gang på bedste vis udnyttet de muligheder, der ligger i udgivelsen af en grønbog. Kommissionen forelægger realistiske muligheder, som skal afføde en tilbundsgående debat mellem samtlige berørte aktører både i og uden for EU. Ved ikke at erklære sig for eller imod den ene eller den anden løsning, men i stedet forelægge fordele og ulemper, bidrager Kommissionen i væsentlig grad til denne debat.

3.2. ØSU ønsker først og fremmest at tage fat på det grundlæggende spørgsmål om relevansen af den nuværende ramme om Lomé-samarbejdet, herunder kapitlet om handel, at forelægge en ny plan for EU's udviklingspolitik og fremsætte en række konkrete forslag til forbedring af de nuværende instrumenters effektivitet.

3.3. På det principielle plan og som et EU-organ, der repræsenterer civilsamfundet, mener ØSU, at samarbejds- og udviklingspolitikken først og fremmest må bidrage til en varig og bæredygtig økonomisk og social udvikling for at forbedre levevilkårene og arbejdsforholdene i alle samfundslag, navnlig blandt de dårligst stillede grupper og med særlig henblik på kvindernes situation. Med dette for øje mener ØSU, at der bør lægges vægt på:

3.3.1. at styrke de strukturer i foreninger, fagforeninger, erhvervsorganisationer og kvindeorganisationer, som navnlig på det uddannelsesmæssige område, og hvad angår deltagelse i beslutningsprocesserne og i det demokratiske liv, sikrer en bedre social samhørighed og således bidrager til en bæredygtig udvikling;

3.3.2. at skabe et klima, som reelt styrker udviklingen af en lokal privat sektor og fremmer iværksætterånden - to elementer, som er drivkraften bag økonomisk udvikling og jobskabelse;

3.3.3. at udnytte kvinders og mænds evner og potentialer bedre via uddannelse, erhvervsuddannelse, udvekslingsordninger og kulturelle foranstaltninger;

3.3.4. at sikre en rimelig og retfærdig repræsentation af kvinder på uddannelsesområdet og i beslutningsprocesserne;

3.3.5. at sikre en bedre udnyttelse af en demokratisk og målrettet offentlig indsats for at fremme den enkeltes udfoldelsesmuligheder og sikkerhed og sørge for gunstige betingelser for velstandsskabelse og -fordeling;

3.3.6. at sikre større hensyntagen til miljøbeskyttelsesspørgsmål, som kræver langsigtede investeringer;

3.3.7. at sørge for en bedre udnyttelse af de offentlige ressourcer gennem en mere effektiv forvaltning og en målrettet korruptionsbekæmpelse. Disse initiativer bør ikke kun tage sigte på udviklingslandenes forvaltningsformer og administrative procedurer, men i lige så høj grad være rettet mod den praksis og adfærd, som man finder hos donorlandenes myndigheder;

3.3.8. at støtte enhver form for regionalt samarbejde, herunder især oprettelsen af integrerede og regionale markeder. Qua sin baggrund og erfaring har Den Europæiske Union et ansvar på dette område.

4. Relevansen af Lomé-konventionens nuværende ramme

4.1. Er en ny konvention hensigtsmæssig, dvs. bør den nuværende overordnede ramme for forbindelserne med de 71 AVS-lande opretholdes, opdeles eller udvides? Dette er et spørgsmål, som bør undersøges nærmere både af effektivitetshensyn og med henblik på en bred, strategisk vision for EU's eksterne forbindelser, som tager hensyn til de nye vilkår på verdensmarkedet: internationalisering og regionale strategier. Uanset hvilket valg, der træffes, vil de præferencebaserede, historiske forbindelser mellem en række medlemsstater og AVS-landene blive bevaret. Spørgsmålet er, om det vil være hensigtsmæssigt helt at afskaffe den nuværende ramme, hvorved EU ville miste den politiske fordel ved forbindelserne. Muligheden for at foretage en geografisk differentiering (Afrika syd for Sahara, Vestindien og Stillehavsområdet) eller for at udvide konventionen til andre stater bør imidlertid overvejes og drøftes med EU's erhvervs- og interesseorganisationer.

4.2. På baggrund af de forskellige områders geografiske særpræg og Den Europæiske Unions interesse i at opretholde særlige præferencebaserede politiske forbindelser med AVS-landene, mener ØSU, at EU under alle omstændigheder bør råde over en styrket samarbejdsramme, som omfatter den politiske dialog og anvendelse af EU's to nye søjler (den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt samarbejde om retlige og indre anliggender i indvandrerspørgsmål) i AVS-samarbejdet. Spørgsmålet om, hvorvidt den overordnede ramme bør opretholdes, eller der bør oprettes en referencekonvention med særskilte instrumenter for de forskellige geografiske områder, bør være genstand for tilbundsgående drøftelser mellem Den Europæiske Union og AVS-landene.

Uanset hvilket valg der træffes, anbefaler ØSU en strategi, som muliggør en reel differentiering, således at de økonomiske og politiske problemer, som forekommer i hvert enkelt af de store geografiske områder, kan behandles tilstrækkelig dybtgående:

4.2.1. Der bør etableres en ramme for samarbejde med de afrikanske lande syd for Sahara, som omfatter en vidtgående politisk dialog med de pågældende lande og grupper af lande, f.eks. OAU (Den Afrikanske Enhedsorganisation). Inden for denne samarbejdsramme kunne man tage spørgsmål af fælles interesse op, udviklingen af samarbejdet samt spørgsmål, som henhører under Den Europæiske Unions to andre søjler (den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, retlige og indre anliggender). Problemet med respekten for menneskerettighederne og spørgsmålet om tillidsskabende foranstaltninger til sikring af fred og stabilitet på det afrikanske kontinent bør være blandt hovedtemaerne i dette politiske samarbejde.

4.2.2. Der bør etableres rammer for samarbejde med de vestindiske lande og Stillehavslandene, som både på det politiske og det operationelle plan indebærer stærke og permanente forbindelser med EU's aftaler og med programmer i naboområderne (Central- og Sydamerika for de vestindiske lande og Asien for Stillehavslandene).

4.2.3. ØSU mener endvidere, at der kunne oprettes en særlig samarbejdsramme for landene i Det Indiske Ocean (Seychellerne, Mauritius, Madagaskar, Comorerne).

4.2.4. For så vidt angår Stillehavsområdet, Asien og Det Indiske Ocean, må der sikres sammenhæng og komplementaritet mellem aktioner i AVS-landene og aktioner i EU's randområder samt i de oversøiske lande og territorier (OLT).

4.3. ØSU opfordrer til, at man styrker aftale- og partnerskabsprincippet, som giver EU-strategien dens særlige karakter. Det er dette, som ifølge det grundlæggende princip om ligestilling mellem suveræne stater skal danne ramme om den fremtidige udformning af den nye konvention. Denne ramme må udvides og hænge bedre sammen med EU's overordnede strategi for de eksterne forbindelser og for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. En styrket og differentieret overordnet ramme om Lomé-konventionen kunne således udvides til andre lande eller andre geografiske områder.

Der må imidlertid i enhver ny samarbejdsaftale skabes en balance mellem det grundlæggende princip om staternes ligestilling og behovet for fleksibilitet i det fremtidige partnerskab, så EU, når det er nødvendigt, kan forvalte bistandstildelingen effektivt.

4.4. ØSU efterlyser en bedre sammenhæng mellem Lomé-politikken og EU's øvrige politikker, herunder navnlig udenrigs-, handels-, beskæftigelses-, sikkerheds- og retspolitikken, og med medlemsstaternes bilaterale aktioner. ØSU støtter i den forbindelse grønbogens strategi og foreslår en egentlig global bistandsstrategi. Til den ende anbefaler ØSU, at der etableres permanente samrådsmekanismer, f.eks. i form af regelmæssige FUSP-møder på direktørniveau, drøftelse af immigrationspolitiske spørgsmål på justits- og indenrigsministrenes møder, revision af samarbejdsrammen, således at den - som led i en overordnet, geografisk strategi for EU's eksterne forbindelser - også omfatter obligatorisk samråd på bistandsplanlægningsområdet i form af aftaler om flerårige programmer. I forbindelse med sådanne programmer kunne samfinansieringen mellem EU og medlemsstaterne fastlægges.

4.5. For at opnå en bedre synergi mellem nationale aktioner og EU-aktioner må Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) inkorporeres i EU-budgettet. I modsat fald vil man i forbindelse med henlæggelsen af Lomé-bistanden under EU's kompetence støde på vanskeligheder i form af, at medlemsstaterne har vidt forskellige opfattelser af situationen, ikke viser samme engagement og ikke kan bidrage i samme grad til finansieringen af politikken. ØSU opfordrer derfor til, at EUF henlægges under EU's kompetence til fordel for horisontale aktioner, bistandsprogrammer til fremme af det regionale samarbejde og operationelle programmer i de dårligst stillede lande. Samtidig kunne medlemsstaterne opfordres til at yde specifikke nationale bidrag til programmer og lande, som de prioriterer højt. Inddragelsen af Lomé-konventionen i EU-budgettet vil på den måde blive ledsaget af et reelt forsøg på at skabe sammenhæng mellem fællesskabsaktionerne og de nationale politikker.

4.6. ØSU mener, at EU's foranstaltninger bør samordnes bedre med de internationale organisationers aktioner og programmer, navnlig hvor medlemsstaternes rolle er betydelig eller - i nogle tilfælde - dominerende (ILO, UNDP, FAO, UNIDO, UNESCO og Verdensbanken). I den forbindelse foreslår ØSU, at der underskrives aftaler mellem EU og sådanne organisationer, som muliggør EU-finansiering af organisationernes aktioner. Samarbejdet med disse organisationer bør dels etableres ude i marken inden for rammerne af et fælles program for samarbejdsaktioner, men også på centralt plan med henblik på at sikre bedre sammenhæng mellem medlemsstaternes og EU's deltagelse og strategi i forhold til organisationerne.

4.7. Endelig mener ØSU, at partnerskabet bør udvides til at omfatte de lokale aktører, den private sektor, fagforeninger og andre interesseorganisationer. Disses inddragelse er er forudsætning for et mere effektivt samarbejde, som kan sikre en bæredygtig økonomisk og social udvikling. Erhvervs- og interesseorganisationerne bør inddrages i alle faser af samarbejdsaktionerne fra planlægning til gennemførelse.

4.7.1. ØSU foreslår derfor på baggrund af sin erfaring med møder mellem erhvervs- og interesseorganisationer i EU og AVS-landene at styrke den nuværende rådgivende struktur ved at indføre en fortrinsvis geografisk og regionalt baseret socioøkonomisk samrådsmekanisme, som via paritetiske udvalg administreres af ØSU, og som sikrer en bred repræsentation af det civile samfund uden diskrimination på baggrund af køn eller etnicitet. Sådanne instanser kunne opfordres til i lighed med Den Paritetiske Forsamling at udtale sig om sociale og økonomiske udviklingsplaner, som de forskellige lande forelægger og indgiver til godkendelse og finansiering i EU. Negative udtalelser kunne forpligte modtagerlandene til at revidere deres planer.

4.7.2. ØSU kræver endvidere direkte inddragelse i de fremtidige forhandlinger om fornyelsen af Lomé-konventionen.

5. Fornyelse af rammen for handelssamarbejdet

5.1. Det er i stigende grad nødvendigt at forny den handelsmæssige ramme, da AVS-landenes konkurrencemæssige situation fortsat forværres både i forhold til EU, hvor deres markedsandel er dalet fra 7 % i 1975 til 2,8 % i 1995, og i forhold til resten af verden (de 30 vigtigste AVS-eksportvarers verdensmarkedsandel faldt fra 9,7 % til 2,8 % mellem 1975 og 1995). Denne foruroligende situation nødvendiggør i sig selv en effektivisering af den handelsmæssige ramme. I forbindelse med en sådan revision bør konventionen tilpasses de nye internationale handelsbestemmelser, og der bør tages hensyn til udhulingen af præferencerne og, hvad angår de mindst udviklede lande, af den multilaterale generelle præferenceordning. I denne sammenhæng kan eksempler på vellykket integrering i verdensøkonomien (Mauritius, Zimbabwe, Côte d'Ivoire, Fiji, Jamaica...) samt generelt mere opmuntrende resultater i 1996 i høj grad være retningsgivende for, hvilke forbedringer der er nødvendige.

5.2. På det handelsmæssige område foreslår grønbogen fire hovedmuligheder: integrering af handelen i EU's generelle præferenceordning for at undgå afvigelser fra WTO-principperne, opretholdelse af status quo med visse forbedringer, ensartet gensidighed og endelig differentieret gensidighed. Grønbogen fremlægger fordele og ulemper ved hver enkelt mulighed samt to varianter, som kombinerer forskellige muligheder. ØSU agter at vurdere disse forskellige muligheder ud fra følgende kriterier:

5.2.1. Mulighederne for geografisk dækning, især interessen for regionalt samarbejde mellem lande i samme område, med henblik på at fremme udviklingen af regionale markeder.

5.2.2. Ønsket om at lette AVS-landenes gradvise adgang til verdensmarkedet.

5.2.3. Bestræbelserne på at opnå større effektivitet i lyset af de nuværende handelsfremmemekanismers skuffende resultater.

5.2.4. Hensyntagen til de enkelte landes forskellige udviklingsniveau.

5.2.5. Viljen til fortsat at sætte Den Europæiske Union i stand til at til yde et betydeligt handelsmæssigt bidrag på verdensmarkedet samtidig med, at konventionens hidtidige fordele bevares, navnlig ikke-gensidighed i handelen.

5.2.6. Ønsket om at skabe sammenhæng mellem Den Europæiske Unions udviklingspolitik og handelspolitik og undgå konkurrenceforvridninger, som ville gå ud over den lokale produktion.

5.2.7. Udviklingen - hvor naturforholdene tillader det - af et landbrug, som prioriterer befolkningens behov højest.

5.3. Ud fra disse kriterier lægger ØSU vægt på følgende:

5.3.1. Større hensyntagen til forskellene i den økonomiske udvikling og i evnen til at spille en rolle i verdenshandelen (jf. modsætningen mellem situationen på Mauritius og Madagaskar). ØSU går derfor ikke ind for opretholdelse af en enkelt overordnet ramme, herunder heller ikke for ensartet gensidighed.

5.3.2. Bestræbelserne på at forbedre effektiviteten som led i EU's særlige ansvar over for dets partnere, navnlig i Afrika. I den forbindelse vil anvendelsen af WTO-principperne og af GSP ikke i sig selv give tilstrækkelige garantier og vil samtidig betyde, at de højest udviklede AVS-lande går glip af Lomé-konventionens største fordel. Man må imidlertid være opmærksom på nødvendigheden af at bringe de nuværende ordninger i overensstemmelse med de internationale handelsbestemmelser på længere sigt og fremme disse landes integration i verdenshandelen. EU og AVS-landene bør derfor sørge for, at WTO foreløbig accepterer opretholdelsen af visse ikke-gensidige præferencer for de mindst udviklede AVS-lande.

5.4. Kun den fulde anvendelse af »differentieret gensidighed« muliggør differentieret behandling samtidig med, at der opretholdes et aftalebaseret partnerskab. Herudover respekterer denne mulighed WTO-reglerne. Der vil blive tale om forhandlinger med de geografiske områder, landegrupper eller enkeltstater om trinvise programmer, som skal sikre åbningen af markederne. Den gradvise gennemførelse af programmerne vil kunne gøre det muligt for de mindst udviklede AVS-lande i en begrænset periode at bevare beskyttelsesordninger, som har til formål at støtte udviklingen af bestemte økonomiske sektorer.

5.5. ØSU mener, at alternativet »differentieret gensidighed« giver to vigtige fordele. Den første er fremme af det regionale samarbejde mellem AVS-lande, for så vidt som sådanne markedsåbningsprogrammer vil omfatte »interne« foranstaltninger i det berørte område til fremme af den frie handel og samarbejdet mellem de lande, som for størstedelens vedkommende råder over for lille et marked til at bekræfte deres internationale konkurrencedygtighed. Hvis EU samordnede disse regler, ville det styrke de regionale markeder og dermed fremme investeringerne. Den anden fordel er den større troværdighed, som disse lande opnår i udenlandske investorers øjne ved at skabe tillid og stabilitet gennem en proces, som kan betragtes som definitiv.

5.6. Som led i denne mulighed vil der blive rettet særlig opmærksomhed mod de handelsmæssige forbindelser mellem AVS-landene selv og med de tilgrænsende oversøiske lande og territorier og med EU's randområder med henblik på en hurtigere gennemførelse af princippet om gensidighed og åbning af markederne, hvilket skal føre til oprettelse af egentlige regionale markeder. Sådanne planer vil også føre til fjernelse af tekniske handelshindringer i de forskellige AVS-lande, f.eks. på standardiseringsområdet. EU's erfaringer vil kunne være særdeles lærerige i denne forbindelse.

5.7. Gennemførelsen af denne »differentierede gensidighed« bør ledsages af handlingsplaner, som giver de pågældende lande reel mulighed for at udvikle produkter, som kan afsættes på verdensmarkedet. Sådanne planer bør navnlig lægge vægt på produktionsprocessernes kvalitet og pålidelighed og på at fremme producenternes deltagelse i eksport- og distributionssektoren. Som ledsageforanstaltning for gennemførelsen af disse planer kunne EU oprette et center for teknisk bistand og handelssamarbejde, som dels skal udbrede god praksis på baggrund af »success stories« og dels skal informere eksportørerne om bestemmelserne for adgang til EU's markeder (kvalitetsstandarder, hygiejneregler...). En sådan foranstaltning kunne i AVS-landene foretages i samarbejde med UNCTAD og i EU i samarbejde med CIU i forbindelse med en udvidelse af dennes opgaver, samtidig med at komplementariteten mellem industri og handel bevares.

5.8. Der ligger en fordel i ud over valget af differentieret gensidighed at indføre en overordnet ramme, som midlertidigt omfatter de forskellige muligheder, så man både bevarer et klart defineret handelsmæssigt aspekt og kan tage hensyn til særlige situationer. Ikke-gensidige præferencer for de mindst udviklede lande og en række protokoller for produkter såsom sukker, bananer og oksekød ville også midlertidigt blive bevaret.

5.9. For at tydeliggøre dette forslag anbefaler ØSU, at der kun vælges én mulighed (»differentieret gensidighed«). En sådan løsning vil være i overensstemmelse med WTO-reglerne og vil være den bedst egnede til at fremme AVS-landenes integration i verdenshandelen. For at sikre en gradvis udvikling af denne mekanisme og opretholde fælles handelsmæssige rammebestemmelser bør den ledsages af en gennemførelsesplan med midlertidige overgangsbestemmelser inden for en overordnet ramme.

5.10. På grund af den fælles landbrugspolitik er der særlige regler for EU/AVS-handelen med landbrugsprodukter. Virkningen af disse regler er imidlertid meget beskeden, da AVS-landenes produkter i modsætning til EU-landenes stort set er tropiske eller subtropiske. Den Europæiske Union bør bestræbe sig på at fremme en række AVS-produkter på det internationale marked, undgå eventuelle negative følgevirkninger for den fælles landbrugspolitik og undersøge de problemer, der kunne tænkes at opstå i den forbindelse. De særlige protokoller (sukker, bananer, oksekød) er et vigtigt instrument i denne sammenhæng, navnlig for visse lande såsom Mauritius, hvor foranstaltningen har haft en meget positiv virkning, idet den har fremmet øens udvikling. I andre lande og i forbindelse med den frie adgang til EU-markedet for AVS-produkter, som ikke er omfattet af den fælles landbrugspolitik (f.eks. tropiske produkter), har utilstrækkelig produktkvalitet og markedsføringsproblemer ført til en træg udvikling i landbrugshandelen mellem EU og AVS-landene. Den gradvise oprettelse af frihandelszoner inden for denne sektor skulle derfor ikke udgøre noget reelt problem for EU, forudsat at protokollerne for visse produkter i det mindste foreløbigt kan bevares. Disse protokoller har til formål at fremme AVS-landenes eksport i håb om at fremme produktiviteten og kvaliteten og dermed gøre dem konkurrencedygtige på verdensmarkedet. Det er sandsynligt, at en differentieret anvendelse af disse protokoller med henblik på en reel begunstigelse af de fattigste lande vil gøre dem mere internationalt acceptable i forbindelse med den obligatoriske genforhandling af dem efter år 2000 og vil få dem til at fremstå for modtagerlandene som ekstraordinære foranstaltninger.

6. Et nyt syn på udviklingsbistandspolitikken

6.1. Selve begrebet udviklingsbistand drages i tvivl. ØSU konstaterer, at debatten i dag centrerer sig om et minimalistisk og humanitært syn (hjælpe folk der lever under fattigdomsgrænsen) og om et ultraliberalt syn, hvor de eneste instrumenter i udviklingen er samhandel og fri vareudveksling.

6.2. ØSU ønsker tværtimod en mere oprindelig fremgangsmåde, der er tro mod de europæiske traditioner, og som baserer sig på de universelle værdier, som lå bag underskrivelsen af den første Lomé-konvention, nemlig humanisme, solidaritet og partnerskab. Denne fremgangsmåde skal dog tilpasses de nye realiteter i et Europa i bevægelse og en verden i forandring. ØSU foreslår derfor, at der fastlægges nye forvaltningsprincipper og nye prioriteter, uden at man fornægter de grundlæggende principper for Europas syn på udviklingsbistand.

6.3. For det første gør ØSU sig til talsmand for en fornyelse af partnerskabet. Det skal tilpasse sig EU's nye politiske dimension og indebære en dialog om grundlæggende værdier: menneskerettigheder, demokrati, respekt for religionsfriheden, arbejdsmarkeds- og fagforeningsmæssige rettigheder, ligestilling mellem mænd og kvinder, sikring af privat ejendomsret og garanti for indenlandske og udenlandske investeringer, bekæmpelse af kriminalitet under enhver form og forebyggelse af korruption. Ved dialog forstår ØSU et ægte partnerskab, som skal foregå i begge retninger. For f.eks. at forebygge korruption skal der også træffes foranstaltninger i europæiske lande, bl.a. ved at ophæve de beskatningsregler, som desværre fremmer den i visse medlemsstater.

Hverken i EU eller i AVS-staterne kan denne dialog foregå udelukkende mellem regeringer. I et ægte partnerskab skal såvel de parlamentariske institutioner som de økonomiske og arbejdsmarkedspolitiske kræfter nødvendigvis inddrages. Denne udvidelse af partnerskabet vil give konventionen nyt liv og vil være en garanti for effektivitet og gennemskuelighed.

6.4. Inden for rammerne af dette styrkede partnerskab og en reel dialog om fælles værdier, kunne man forestille sig en aftalemæssig bindende gennemførelse af planer mellem EU og AVS-staterne eller grupper af stater, herunder også et kapitel om handelsliberalisering og tekniske og finansielle samarbejdsprogrammer. ØSU ønsker, at disse programmer yder et reelt bidrag til at fremme den økonomiske og sociale udvikling i modtagerlandene. Bistandsbeløbet skal ikke beregnes matematisk, men bør snarere afhænge af kvaliteten af de præsenterede programmer og den fælles vilje til at opnå de fastsatte mål. Kommissionen bør forinden fastsætte sine samarbejdsprioriteter.

6.5. En af disse prioriteter bør efter ØSU's opfattelse være at åbne op for nye samarbejdsområder. Målet med samarbejdsprogrammerne bør være en varig udvikling, som er til fordel for hele samfundet i kandidatlandet og sikrer, at det økonomiske og sociale fremskridt forløber parallelt og harmonisk, dvs. fremmer opsvinget inden for en privat sektor, hvilket er en væsentlig forudsætning for skabelsen af beskæftigelse og vilkårene for et ægte socialt fremskridt på basis af ILO's normer.

6.5.1. Udveksling af folk for at øge den gensidige forståelse bør indtage en central plads i samarbejdsprogrammerne. ØSU er overbevist om, at konfrontationen mellem kulturelle forskelligheder kan resultere i betydelig gensidig berigelse. Denne nye fremgangsmåde vil have helt konkrete praktiske konsekvenser: projekter erstattes af programmer, overførsel af knowhow mellem græsrodsaktører, betydelig udvidelse af udvekslingsprogrammerne og flere horisontale foranstaltninger med regionalt sigte.

6.5.2. For ØSU er det væsentligt, at der skabes de nødvendige mellemled, som er en forudsætning for, at et dynamisk civilsamfund kan fungere godt: entreprenørforeninger, forbrugersammenslutninger, den kooperative sektor, fagforeninger, erhvervskamre (håndværk, landbrug, handel og industri). Etableringen af samarbejdsforbindelser mellem aktører i EU og aktører i AVS-staterne vil være den bedste garanti for dette prioriterede mål.

6.5.3. En dynamisk privat sektor, bl.a. inden for industrien og tjenesteydelser, er en væsentlig forudsætning for at sikre beskæftigelsen, væksten og højnelsen af leveniveauet. Dette vil kræve iværksættelsen af en række overordnede projekter for at fremme iværksætterånden, kanalisere den lokale opsparing over i virksomhederne og støtte den mindre industris udvikling. Det er afgørende, at disse programmer gennemføres i samråd med initiativtagerne, og at de omfattes direkte af den ydede støtte. Samtidig hermed skal staterne tilskyndes til at skabe tillidsskabende vilkår, som sikrer investeringer og fremmer det private initiativ: transparente skattelettelser, effektive grundlæggende serviceydelser, et effektivt retssystem, bekæmpelse af korruption...

6.5.4. Kulturelt samarbejde er et af de nye udviklingsfelter, som fortjener at være blandt prioriteterne. Kulturen - befolkningens store inspirationskilde - er et væsentligt instrument i udviklingslandes økonomiske og sociale udvikling. ØSU henstiller derfor, at der gøres foranstaltninger til at fremme udvekslingerne og joint ventures mellem EU-medlemsstater og AVS-lande med MEDIA-programmet som forbillede: støtte til skabelsen og udbredelsen af værker, bistand til fælles produktioner inden for film og teater, gensidigt kendskab til kulturelle traditioner...

6.5.5. Uddannelse, især teknisk og erhvervsfaglig uddannelse bør indtage en central plads i enhver udviklingspolitik og ethvert program. En væsentlig del af de projekter, der støttes af EU, bør fremover være helliget uddannelsesaspektet. I erkendelse af, hvor afgørende dette spørgsmål er for at sikre en varig udvikling, kunne ØSU behandle dette emne som ikke omtales tilstrækkeligt indgående i grønbogen, og bl.a. med en initiativudtalelse foreslå en styrkelse af partnerskabet mellem EU og AVS-staterne på dette område, ved at tilrettelægge udvekslinger og praktikophold. Her bør der navnlig lægges vægt på samarbejde med erhvervslivet og udvikling af teleundervisningsmetoder.

6.5.6. Kun et effektivt fungerende land, der garanterer de individuelle frihedsrettigheder, evner at mobilisere samfundet omkring et kollektivt projekt og tilvejebringe et tilstrækkeligt højt serviceniveau af generel interesse, øge den indenlandske, økonomiske aktivitet og tiltrække udenlandske investeringer. EU kunne foreslå de AVS-stater, der har brug herfor, programmer til modernisering af deres offentlige forvaltning, eventuelt iværksat med bistand fra medlemsstaterne. Et af afsnittene i disse programmer bør være en tilpasning af lovgivningen, bl.a. med det formål at klarlægge og harmonisere handelsprocedurerne, forenkle beskyttelsen af investeringer, forenkle told og skatteprocedurerne, modernisere det juridiske system og sikre den sociale beskyttelse med indførelsen af ILO-normer. EU kunne qua sin baggrund og erfaring koncentrere sig om at yde teknisk bistand til projekter til styrkelse af den regionale integration.

6.5.7. Blandt de øvrige prioriterede emner ØSU vil fremføre er udviklingen af landdistrikterne og byplanlægning, begge to snævert forbundne. Affolkningen af landdistrikterne og overbefolkningen af byerne er faktorer, som i mange AVS-stater kan skabe øgede spændinger og ødelægge miljøet. Dette er områder, hvor man bør drage fuld fordel af EU's ekspertise og erfaring. Skabelsen af et effektivt landbrug, der er tilpasset den lokale og omkringboende befolknings behov, kombineret med udviklingen af flersidede aktiviteter (turisme, håndværk), og med landbrugsreformer såvel som enhver indsats til fordel for byerne for at forbedre levevilkårene, bør derfor ligeledes være prioriterede områder.

6.5.8. ØSU opfordrer endvidere til, at spørgsmål om industrielt samarbejde og investeringer, som anvendes og udnyttes i alt for ringe grad i den nuværende konvention, behandles mere indgående. Først og fremmest bør spørgsmålet om investeringssikkerhed indgå i ethvert samarbejdsprogram, fordi europæiske virksomheder, især små og mellemstore virksomheder i dag undgår en lang række AVS-stater af mangel på tillid. Der bør foreslås konkrete tillidsskabende ordninger og garantier, som f.eks. voldgiftsbestemmelser og forsikringsordninger.

6.5.9. ØSU ønsker endvidere, at andre beslægtede emner kommer til at indgå i den fremtidige konvention, som f.eks. forsknings- og udviklingsprogrammer (inddragelse af AVS-virksomheder i visse europæiske programmer, informationstiltag og optimering af resultater, demonstrationsprogrammer inden for energibesparelse), moderne informations- og miljøbeskyttelsesnetværk.

6.5.10. I grønbogen nævnes muligheden for direkte budgetstøtte til AVS-staterne for at hjælpe dem med at komme ud af deres gæld. ØSU er af den opfattelse, at en sådan støtte kun er mulig som led i en gældsomlægningsplan med mulighed for at annullere gælden og projekter, der skal opretholde et investeringsniveau med det sigte at skabe varig økonomisk og social udvikling (almen og erhvervsfaglig uddannelse, sundhed, tjenesteydelser af almen interesse, grundlæggende infrastrukturer) samt strukturelle foranstaltninger, der kan fremme væksten i den private sektor samt en god administration.

7. Forbedring af samarbejdsinstrumenterne

7.1. Et klart bevis på samarbejdsinstrumenternes manglende effektivitet er den stadig større forsinkelse, hvormed bevillingerne fra Den Europæiske Udviklingsfond ydes. Således er der en vis risiko for, at bevillingerne under den femte EUF, hvortil man efter et vanskeligt kompromis afsatte et beløb på 13,3 mia. ecu på topmødet i Cannes i 1995 for perioden 1996-2000, først vil være ydet i år 2000, dvs. efter den nuværende konventions udløb. Selv om der er forskellige årsager til denne forsinkelse, herunder de politiske problemer visse AVS-stater gennemlever, kan man ikke komme bort fra, at den manglende effektivitet i de nuværende instrumenter er et grundlæggende problem. Følgelig foreslår ØSU veje til en fornyelse af samarbejdsmetoderne og -instrumenterne.

7.2. Erstatte projekter med programmer: På trods af eksistensen af nationale indikativprogrammer finder der i dag i alt for ringe grad en programlægning sted. ØSU foreslår, at man prioriterer programmerne således, at der kan skabes en bedre forbindelse mellem bistanden og de fastsatte målsætninger i partnerskabsaftalen. Ved program forstår ØSU et omfattende projekt, som nedfælder præcise målsætninger for den økonomiske og sociale udvikling, fastlægger midlerne til at nå disse målsætninger og angiver veje til en høring af erhvervs- og interesseorganisationerne, bestemmelser vedrørende opfølgning og evaluering. Disse programmer kunne man kalde »Nationale operative programmer« (NOP) eller »Regionale operationelle programmer« (ROP), som gælder for en række stater, gøres aftalemæssigt bindende og forelægges til udtalelse for Den Paritetiske Forsamling og for de paritetiske udvalg for samråd mellem erhvervs- og interesseorganisationer, som ØSU gør sig til talsmand for. En negativ udtalelse fra disse instanser indebærer en omformulering af programmerne. Heri præciseres omfanget af EU's finansielle bistand og i givet fald, hvad der ydes af de begunstigede lande, medlemsstaterne og øvrige, herunder også internationale organisationer. Som det er tilfældet inden for rammerne af EU's strukturfonde, kunne Kommissionen parallelt hermed lancere »Operationelle programmer for fællesskabsinitiativer« (OPFI) om konkrete temaer: støtte til den private sektor, beskyttelse af miljøet, forsknings- og udviklingsforanstaltninger, erhvervsfaglig uddannelse og almen uddannelse, udvikling af landdistrikterne og byplanlægning.

7.3. Indførelse af horisontale samarbejdsinstrumenter, som forvaltes af EU og dets europæiske partnere ude i lokalområderne. EU's positive erfaringer med SMV-støtteforanstaltninger (Euro-Info-Centre, Europartnerskabs-arrangementer, støtte til joint ventures via JOP-programmet), uddannelsesprogrammer (LEONARDO, SOCRATES), samarbejdsprogrammer inden for byplanlægning (MED URBS), kulturelle programmer (MEDIA, RAPHAEL...), programmer for udvikling af landdistrikter (LEADER), kunne passende gentages i den nye Lomé-konvention. Disse instrumenter kunne gøres direkte tilgængelige for AVS-landenes og EU's aktører og hver især vurderes på baggrund af deres kvalitet. Ved at skabe synergi mellem disse instrumenter og de eksisterende EU-programmer med inddragelse af landene i Middelhavsbækkenet, i Centralamerika og i andre egne af verden fremmer man udbredelsen af god praksis og større åbenhed over for resten af verden.

7.4. Fremme af kredit- og investeringsinstrumenter til fordel for de lokale virksomheder, navnlig SMV, som gennemføres med støtte fra Den Europæiske Investeringsbank og fra banker i modtagerlandene. Det drejer sig først og fremmest om globale lån, hvor der trækkes på erfaringerne med finansieringen af fællesskabsinstrumenterne (garantier, risikovillig kapital osv.), samt instrumenter til fremme af europæiske investeringer i AVS-landene: møder mellem virksomheder baseret på Europartnerskabs-modellen, JOP- eller ECIP-faciliteter.

7.5. Udvidet rolle til Centret for Industriel Udvikling, som med øgede midler skulle kunne forstærke sin direkte tekniske bistand til operatører i EU og i AVS. Dette kan navnlig kombineres med investeringsfremmende instrumenter. Man kunne til fordel for AVS-landenes aktører udvide dens opgaver til at fremhjælpe udviklingen af handelen: overholdelse af kvalitets- og hygiejnestandarder, opbygning af distributionsnet, partnerskab. Udfordringen for AVS-landenes erhvervsfolk går i stigende grad ud på at kunne fremstille produkter, som kan konkurrere på verdensmarkedet. Med udvidede beføjelser vil CIU kunne omdøbes til »Centret for Erhvervsudvikling« (CEU). For at styrke sin indsats vil centret fokusere på lokale virksomhedsnet i Den Europæiske Union for bl.a. at øge sin effektivitet i visse medlemsstater. Centret vil ligeledes kunne forbedre sin effektivitet ved at styrke samarbejdet i AVS-landene med specialiserede internationale organisationer, såsom UNIDO på det industrielle område og UNCTAD på handelsområdet, i form af fælles eller gensidigt supplerende projekter.

7.6. Modernisering af STABEX og SYSMIN, som ganske vist har ført til positive resultater ved at stabilisere indtægterne ved råvareeksporten, men som ikke har sat AVS-landene i stand til at udvikle alternative eksportstrategier. De fleste AVS-landes stilling på verdensmarkedet er svækket, og automatisk bistand skaber ikke konkurrenceånd eller dynamik. Hvad angår STABEX, kunne løsningen være at gøre støtten afhængig af programmer til udvikling af eksportvarer i alternative sektorer med høj merværdi (industri, tjenesteydelser, landbrugsprodukter, forarbejdede råmaterialer osv.). På grund af mineindustriens store potentiale foreslår ØSU, at der indføres mere fleksible procedurer for denne sektor, og at støtteinstrumentet mere systematisk tager sigte på at udvikle EU's lokale eller private sektor, f.eks. i form af finansiering af feasibility-studier og bidrag til risikovillig kapital.

7.7. Decentralisere gennemførelsen af aktionerne: Mange programmer kræver ekspertdeltagelse og overførsel af knowhow. ØSU mener, at en sådan ekspertise forefindes i EU hos de økonomiske og sociale interesseorganisationer og hos erhvervslivets forskellige beslutningstagere. PHARE- og TACIS-erfaringerne i Østeuropa har afsløret begrænsningerne ved overdreven brug af dyre konsulenter, som hverken sætter sig ind i landets situation eller giver de lokale beslutningstagere den fornødne uddannelse. ØSU anbefaler derfor decentralt samarbejde som middel til gennemførsel af den tekniske bistand og det tekniske samarbejde. Denne metode kunne sikre direkte forbindelser uden at inddrage det pågældende lands regering, hvilket ville spare både tid og penge samt fremme udviklingen af partnerskaber. I den forbindelse ser ØSU frem til oprettelsen af et permanent organ for økonomisk og socialt samarbejde, som kan være ansvarligt for etableringen af samarbejdsnet mellem interesseorganisationer i AVS-landene og i EU.

7.8. Der bør oprettes et passende finansielt instrument med henblik på at støtte initiativer, som gennemføres direkte af civilsamfundets aktører. Det bør være tilpasset disse aktørers særlige aktionsmetoder og for eksempel omfatte specifikke budgetposter til NGO'er på den ene side og arbejdsmarkedets organisationer på den anden side. Adgangen til disse støttemidler bør afpasses efter ansøgernes evne til at udnytte midlerne, og ansøgningsfristerne bør være korte. Et sådant instrument bør være direkte tilgængeligt for AVS-landenes organisationer og ikke være reserveret EU's organisationer, som det er tilfældet i dag.

7.9. Effektivisere forvaltningen af aktionerne. Hvad angår de horisontale instrumenter og fællesskabsinitiativernes operationelle programmer, navnlig på investeringsområdet og inden for almen uddannelse og erhvervsuddannelse, miljø, forskning og udvikling, kultur og byplanlægning, anbefaler ØSU, at der i Bruxelles nedsættes ekspertgrupper med kontorer i AVS-staterne. Disse grupper skal have til opgave at vejlede og rådgive de projektansvarlige og sikre en enkel administrativ kontrol. Hvad angår de operationelle programmer, mener ØSU ikke, at en central programforvaltning i Bruxelles vil løse de aktuelle problemer. Derimod vil systematisk brug af decentralt samarbejde og obligatorisk indføjelse i hvert program af et kapitel om teknisk bistand gøre programmerne mere effektive. Denne tekniske assistance kunne under Kommissionens kontrol præsteres af eksperter, udstationerede personer inden for det decentrale samarbejde eller erfarent personale ude i medlemsstaterne. I de lande, som råder over en effektiv og hensigtsmæssig administration, kan programforvaltningen decentraliseres fuldt ud på dette niveau. I de øvrige lande må Kommissionens delegationer oprette flere lokale forvaltningsenheder.

7.10. Sikre evaluering og opfølgning. Med henblik på en bedre opfølgning af programmerne foreslår ØSU, at Kommissionens delegationer styrkes ved hjælp af kvalificeret og erfarent personale fra den private sektor og fra medlemsstaternes organisationer og forvaltninger. Endvidere håber ØSU, at der med ekspertbistand kan oprettes et permanent uafhængigt evalueringsinstrument. Der bør foregå en midtvejsevaluering af hvert nationalt eller regionalt program. Resultaterne heraf bør sendes til de politiske myndigheder og de rådgivende organer.

7.11. Sørge for sammenhæng mellem de forskellige udviklingsprogrammer. Det Økonomiske og Sociale Udvalg lægger vægt på, at der sikres sammenhæng og komplementaritet mellem EU-initiativerne, medlemsstaternes bilaterale aktioner og de foranstaltninger, der iværksættes af internationale organisationer såsom Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, ILO samt De Forenede Nationers særlige organer, herunder UNIDO, UNCTAD og FAO. Der bør derfor tages hensyn hertil i programplanlægningen. Hvert program bør indeholde detaljerede oplysninger om supplerende nationale og internationale aktioner. Aftaler med formålsparagraffer bør underskrives med partnerne, herunder medlemsstaterne. Sådanne aftaler bør indeholde bestemmelser om supplerende støttemidler, f.eks. fra de enkelte medlemsstater eller grupper af medlemsstater, og om overførslen af ansvaret for forvaltningen af bestemte operationelle programmer til EU's partnere.

Bruxelles, den 10. juli 1997.

Tom JENKINS

Formand for Det Økonomiske og Sociale Udvalg

() Udtalelse om »Udviklingsbistand, god forvaltningspraksis: erhvervs- og interesseorganisationernes rolle« (Ordfører: Michael Strauss, medordfører: Ettore Masucci).

() Medlemsstaternes nuværende bidrag til den 8. EUF.

Discarding a TABLE

>TABELPOSITION>