Forslag til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv om køb af forbrugsvarer og forbrugsgarantier (96/C 307/09) (Tekst af betydning for EØS) KOM(95) 520 endelig udg. - 96/0161(COD)

(Forelagt af Kommissionen den 23. august 1996)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 100 A,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg,

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B, og

ud fra følgende betragtninger:

Det indre marked indebærer et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital; de frie varebevægelser gælder ikke alene for erhvervsdrivende, men også for andre; dette indebærer, at forbrugere, der bor i én medlemsstat, frit kan begive sig til en anden medlemsstat for at købe ind dér uden overraskelser på grundlag af et vist minimum af regler for køb af forbrugsvarer;

medlemsstaternes lovgivninger om køb af forbrugsvarer afviger på mange punkter fra hinanden, hvorfor de nationale markeder for køb af forbrugsvarer er indbyrdes forskellige, og der kan opstå konkurrencefordrejning mellem sælgerne;

forbrugeren, som søger at drage fordel af det indre marked ved at købe varer i en anden medlemsstat end sin bopælsstat, spiller en grundlæggende rolle for gennemførelsen af det indre marked, idet han forhindrer kunstig genetablering af nye grænser og afskærmning af markederne; hans muligheder er kraftigt forøget i kraft af de nye kommunikationsteknologier, som giver let adgang til distributionssystemerne i andre medlemsstater eller på internationalt plan; uden en mindsteharmonisering af reglerne for køb af forbrugsvarer er der fare for, at udviklingen af fjernsalget ved hjælp af de nye kommunikationsteknologier bliver hindret;

skabelsen af et fælles grundlag af mindsterettigheder for forbrugerne, som gælder, uafhængigt af hvor varerne er købt i EF, vil øge forbrugernes tillid og give dem bedre mulighed for at udnytte fordelene ved det indre marked;

de største vanskeligheder for forbrugerne og den største kilde til konflikt med sælgerne vedrører varernes manglende kontraktmæssighed; derfor bør de nationale lovgivninger om køb af forbrugsvarer tilnærmes indbyrdes for så vidt angår dette aspekt, dog uden at de nationale retlige regler og principper om de ordninger, der gælder for ansvar i og uden for kontraktforhold, berøres;

varerne bør frem for alt være kontraktmæssige; begrebet kontraktmæssig kan betragtes som et fælles grundlag for de forskellige retlige traditioner i medlemsstaterne; sælgeren bør være direkte ansvarlig over for forbrugeren for, at varerne er kontraktmæssige (mangelfrie); dette er den traditionelle løsning, der er valgt i medlemsstaternes lovgivninger; sælger skal dog kunne holde sig til sin egen sælger eller producenten, hvis manglende kontraktmæssighed skyldes en handling eller en undladelse hos disse;

i tilfælde af mangler ved varen bør forbrugeren have ret til at kræve varen repareret eller byttet, til at få prisnedslag eller at hæve aftalen; udøvelsen af disse rettigheder bør dog være tidsbegrænset, og der bør fastsættes frister, inden for hvilke de skal kunne påberåbes over for sælgeren;

for at garantere transaktionernes sikkerhed og loyaliteten i forholdet mellem parterne bør det være forbrugerens opgave inden for en kort frist at anmelde enhver konstateret mangel til sælgeren; for at give parterne mulighed for at finde mindelige løsninger uden straks at skulle anlægge sag for at beskytte deres rettigheder bør det bestemmes, at forbrugerens anmeldelse af en mangel ved varen afbryder forældelsesfristen;

det er, i hvert fald for så vidt angår visse varekategorier, praksis, at sælgerne eller producenterne yder garantier, der sikrer forbrugerne mod enhver mangel, der måtte opstå inden for en vis frist; denne praksis kan bidrage til øget konkurrence på markedet; sådanne garantier kan ikke desto mindre vise sig at være simple reklamemidler og vildlede forbrugeren; for at sikre markedets gennemsigtighed bør der fastsættes visse fælles principper, der gælder de garantier, der indrømmes af erhvervsdrivende;

de rettigheder, der tillægges forbrugerne, må ikke kunne fraviges efter aftale mellem parterne, da den lovmæssige beskyttelse i modsat fald vil blive indholdsløs; forbrugeren bør altid frit kunne påberåbe sig sine rettigheder efter dette direktiv eller enhver anden anvendelig national bestemmelse, selv når han har accepteret garantien; forbrugerens beskyttelse i henhold til dette direktiv må ikke kunne indskrænkes med den begrundelse, at aftalen er omfattet af loven i et tredjeland;

de forskellige medlemsstaters lovgivning og retspraksis på dette område viser, at der er voksende ønske om at sikre et højt beskyttelsesniveau for forbrugerne; på baggrund af denne udvikling og erfaringerne med gennemførelsen af dette direktiv kan det vise sig nødvendigt med en yderligere harmonisering, navnlig at det fastsættes, at producenten hæfter direkte for de mangler, han er ansvarlig for;

medlemsstaterne bør have mulighed for på området for dette direktiv at vedtage eller opretholde strengere bestemmelser for at sikre forbrugerne et endnu højere beskyttelsesniveau -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Anvendelsesområde og definitioner

1. Formålet med dette direktiv er en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om køb af forbrugsvarer og om forbrugsvaregarantier for at sikre, at der fastsættes et ensartet mindsteniveau for forbrugerbeskyttelse inden for rammerne af det indre marked.

2. I dette direktiv forstås ved:

a) Forbruger: en fysisk person, som i forbindelse med aftaler, der er omfattet af dette direktiv, køber en forbrugsvare til et ikke-erhvervsmæssigt formål.

b) Forbrugsvare: enhver vare, der sædvanligvis er bestemt til brug eller forbrug, bortset fra fast ejendom.

c) Sælger: en fysisk eller juridisk person, som sælger forbrugsvarer i erhvervsøjemed.

d) Garanti: enhver yderligere forpligtelse ud over den, der gælder ifølge lovgivningen om køb af forbrugsvarer, til at refundere købesummen, bytte eller reparere varen eller på anden måde tage sig af varen, hvis den er behæftet med mangler (ikke er kontraktmæssig).

Artikel 2

Kontraktmæssighed (fri for mangler)

1. Forbrugsvarer skal være mangelfrie.

2. Varer betragtes som mangelfrie, hvis de ved leveringen til forbrugeren:

a) er i overensstemmelse med sælgers beskrivelse af dem og har den kvalitet, der svarer til en vareprøve eller model, som sælger har forelagt forbrugeren

b) er egnet til de formål, til hvilke varer af samme type sædvanligvis anvendes

c) er egnet til ethvert særligt formål, forbrugeren ønsker, og som han har gjort sælgeren bekendt med på tidspunktet for aftalens indgåelse, medmindre det fremgår af omstændighederne, at køber ikke har taget hensyn til sælgerens forklaringer

d) har en kvalitet og egenskaber, som er tilfredsstillende under hensyntagen til deres art, købesummen og de offentlige erklæringer, der er afgivet om dem af sælgeren, producenten eller dennes repræsentant.

3. En mangel, der skyldes forkert installation af varen, betragtes som en mangel i forhold til kontrakten, hvis installationsarbejdet er udført af sælgeren eller på dennes ansvar.

Artikel 3

Sælgers pligter

1. Sælgeren er ansvarlig over for forbrugeren for mangler, der består på tidspunktet for varens levering til forbrugeren, og som viser sig senest to år efter leveringen, medmindre forbrugeren på tidspunktet for indgåelsen af aftalen kendte eller ikke kunne være ubekendt med manglen.

2. Sælgeren er ikke ansvarlig, når varen ikke er i overensstemmelse med offentlige erklæringer afgivet af producenten eller dennes repræsentant, hvis:

- sælgeren godtgør, at han ikke var bekendt med og ikke havde rimelig grund til at være bekendt med den pågældende erklæring

- sælgeren godtgør at have rettet den pågældende erklæring eller fralagt sig ethvert ansvar for erklæringen på tidspunktet for salget

- sælgeren godtgør, at beslutningen om at købe ikke har kunnet være påvirket af den pågældende erklæring.

3. Indtil det modsatte bevises, formodes mangler, der viser sig inden seks måneder fra leveringen, at eksistere på dette tidspunkt, medmindre denne formodning er uforenelig med varens eller manglens art.

4. Når en mangel anmeldes til sælgeren efter artikel 4, kan forbrugeren af sælgeren kræve gratis reparation af varen inden for en rimelig frist, ombytning af varen, hvor ombytning er mulig, et passende prisnedslag eller ophævelse af aftalen. Fristen for at udøve retten til at hæve aftalen eller kræve varen ombyttet er begrænset til ét år.

Medlemsstaterne kan bestemme, at de i første afsnit omhandlede rettigheder begrænses i tilfælde af mindre mangler.

5. Har den endelige sælger pådraget sig et ansvar over for forbrugeren på grund af en mangel, som skyldes en handling eller en undladelse hos producenten, en tidligere sælger i samme aftalekæde eller hos enhver anden mellemmand, har den endelige sælger regresret over for den ansvarlige person efter de i de nationale lovgivninger fastsatte regler.

Artikel 4

Forbrugerens pligter

1. Forbrugeren skal for at kunne påberåbe sig de i artikel 3, stk. 4, omhandlede rettigheder anmelde manglen til sælgeren inden en måned efter, at han har opdaget eller burde have opdaget manglen.

2. Anmeldelse i henhold til stk. 1 afbryder forældelsesfristen for rettighederne ifølge artikel 3, stk. 4.

Artikel 5

Garantier

1. Enhver garanti, der ydes af en sælger eller af en producent, binder garantigiveren i retlig henseende efter de regler, der er fastsat i garantidokumentet og i reklamer desangående, og skal være gunstigere for den, over for hvem garantien ydes, end de i de nationale lovgivninger fastsatte regler om køb af forbrugsvarer.

2. Garantien skal fremgå af et dokument, som frit kan konsulteres før købet, og som klart angiver de oplysninger, der er nødvendige for garantiens opfyldelse, navnlig garantiens varighed og geografiske omfang og garantigiverens navn og adresse.

Artikel 6

Bestemmelsernes ufravigelige karakter

1. De kontraktbestemmelser eller aftaler, som er indgået med sælgeren før anmeldelsen af manglen, og som ophæver eller begrænser rettighederne i henhold til dette direktiv, er ikke bindende for forbrugeren.

2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at forbrugeren, uanset hvilken lovgivning der finder anvendelse på aftalen, ikke berøves den beskyttelse, som dette direktiv giver, når aftalen har nær tilknytning til medlemsstaternes område.

Artikel 7

National ret og mindstebeskyttelse

1. Udøvelsen af rettighederne efter dette direktiv berører ikke udøvelsen af andre rettigheder, som forbrugeren kan påberåbe sig under henvisning til nationale regler om ansvar i og uden for kontraktforhold.

2. Medlemsstaterne kan på det af dette direktiv dækkede område vedtage eller opretholde strengere bestemmelser, der er forenelige med traktaten, for at sikre forbrugeren et højere beskyttelsesniveau.

Artikel 8

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest . . . (1*). De underretter straks Kommissionen herom.

Når medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen ordlyden af de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 9

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 10

Modtager

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

(1*) To år efter dets offentliggørelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende.