3.3.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 67/5


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2023/450

af 25. november 2022

om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere, i hvilken rækkefølge CCP'er skal betale den kompensation, der er omhandlet i artikel 20, stk. 1, i forordning (EU) 2021/23, det maksimale antal år, hvor disse CCP'er skal anvende en del af deres årlige overskud til sådanne betalinger til indehavere af instrumenter, der anerkender et krav på deres fremtidige overskud, og den maksimale del af dette overskud, der skal anvendes til disse betalinger

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter og om ændring af forordning (EU) nr. 1095/2010, (EU) nr. 648/2012, (EU) nr. 600/2014, (EU) nr. 806/2014 og (EU) 2015/2365 samt direktiv 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2007/36/EF, 2014/59/EU og (EU) 2017/1132 (1), særlig artikel 20, stk. 2, tredje afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det er nødvendigt at sikre, at ikkemisligholdende clearingmedlemmer, der er berettiget til den kompensation, der er omhandlet i artikel 20, stk. 1, i forordning (EU) 2021/23, behandles på en retfærdig måde. Hvis der er en opdeling mellem kontantbetalinger og instrumenter, der anerkender et krav på fremtidige overskud, bør fordelingen mellem kontantbetalinger og disse instrumenter derfor være den samme for alle ikkemisligholdende clearingmedlemmer, der skal kompenseres.

(2)

I henhold til artikel 20, stk. 1, i forordning (EU) 2021/23 kan en CCP's kompetente myndighed kræve, at en CCP kompenserer clearingmedlemmerne for deres tab gennem udstedelse af instrumenter, der anerkender et krav på den pågældende CCP's fremtidige overskud. Udstedelsen af sådanne instrumenter og de deraf følgende krav på CCP'ens fremtidige overskud bør dog ikke bringe CCP'ens levedygtighed og dens evne til at opfylde sine investeringsbehov i fare eller mindske CCP'ens tiltrækningskraft over en lang periode for dens aktionærer og eksterne investorer. For at mindske denne risiko bør det fastsættes, at de årlige krav på en CCP's fremtidige overskud ikke bør overstige 70 % af CCP'ens årlige overskud, og at sådanne instrumenter og krav ikke bør overstige en periode på mere end ti år.

(3)

Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed har forelagt for Kommissionen.

(4)

Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed har afholdt åbne offentlige høringer om udkastet til de reguleringsmæssige tekniske standarder, som denne forordning er baseret på, har analyseret de potentielle omkostninger og fordele herved og har anmodet om rådgivning fra interessentgruppen for værdipapirer og markeder, der er nedsat i henhold til artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (2)

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Den rækkefølge, hvori den kompensation, der er omhandlet i artikel 20, stk. 1, i forordning (EU) 2021/23, skal betales

1.   En CCP, der af sin kompetente myndighed i henhold til artikel 20, stk. 1, i forordning (EU) 2021/23 er blevet pålagt at yde kompensation til ikkemisligholdende clearingmedlemmer, kompenserer disse clearingmedlemmer på lige fod.

2.   En CCP, der af sin kompetente myndighed er blevet pålagt at yde kompensation til sine ikkemisligholdende clearingmedlemmer både kontant og gennem distribution af instrumenter, der anerkender et krav på CCP'ens fremtidige overskud, skal anvende nøjagtig samme fordelingsordning for alle ikkemisligholdende clearingmedlemmer, når den fastsætter, hvilke dele af denne kompensation der skal fordeles kontant og ikke-kontant.

3.   Enhver aftale om overførsel af overskud, der kan forringe overskudsniveauet, skal reintegreres i CCP'ens overskud.

Artikel 2

Maksimal del af CCP'ens årlige overskud, der skal anvendes til betalinger vedrørende instrumenter, der anerkender et krav på CCP'ens fremtidige overskud

Årlige kompensationsbetalinger, der skal foretages af en CCP i henhold til instrumenter, som anerkender et krav på dens fremtidige overskud, og som er udstedt til hvert berørt ikkemisligholdende clearingmedlem, må ikke overstige 70 % af den pågældende CCP's årlige overskud for hvert regnskabsår.

Artikel 3

Maksimalt antal år, hvor indehaveren har ret til at modtage betalinger fra CCP'en, indtil tabet er blevet tilbagebetalt

Det antal år, hvor et instrument, der anerkender et krav på CCP'ens fremtidige overskud, giver indehaveren ret til at modtage betalinger fra CCP'en på årsbasis, indtil tabet er blevet tilbagebetalt, må ikke overstige 10 år.

Artikel 4

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. november 2022.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 22 af 22.1.2021, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84).