6.10.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

LI 259/79


RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2022/1906

af 6. oktober 2022

om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) nr. 269/2014 af 17. marts 2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (1), særlig artikel 14, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 17. marts 2014 vedtog Rådet forordning (EU) nr. 269/2014.

(2)

Unionen er fortsat urokkeligt i sin støtte til Ukraines suverænitet og territoriale integritet.

(3)

Den 21. september 2022 besluttede Den Russiske Føderation, trods utallige opfordringer fra verdenssamfundet til Den Russiske Føderation om omgående at stoppe sin militære aggression mod Ukraine, at optrappe sin aggression mod Ukraine yderligere ved at støtte afholdelsen af ulovlige »folkeafstemninger« i de dele af regionerne Donetsk, Kherson, Luhansk og Zaporizjzja, der i øjeblikket er besat af Den Russiske Føderation. Desuden optrappede Den Russiske Føderation yderligere sin aggression mod Ukraine ved at annoncere en mobilisering i Den Russiske Føderation og ved igen at true med at bruge masseødelæggelsesvåben.

(4)

Den 28. september 2022 udsendte Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«) en erklæring på Unionens vegne, hvori han på det kraftigste fordømte de ulovlige proformafolkeafstemninger, der er blevet afholdt i de dele af regionerne Donetsk, Kherson, Luhansk og Zaporizjzja i Ukraine, der i øjeblikket er delvist besat af Rusland. Den højtstående repræsentant erklærede også, at Unionen ikke anerkender og aldrig vil anerkende disse ulovlige proformafolkeafstemninger og deres forfalskede resultater eller enhver beslutning, der træffes på grundlag af dette resultat, og opfordrede indtrængende alle medlemmer af De Forenede Nationer til at gøre det samme. Med afholdelsen af disse ulovlige proformafolkeafstemninger forsøgte Rusland med magt at ændre Ukraines internationalt anerkendte grænser, hvilket er en klar og alvorlig overtrædelse af De Forenede Nationers pagt (»FN-pagten«). Den højtstående repræsentant anførte også, at alle, der er involveret i afholdelsen af disse ulovlige proformafolkeafstemninger, og de ansvarlige for andre krænkelser af folkeretten i Ukraine vil blive draget til ansvar, og at der vil blive indført yderligere restriktive foranstaltninger over for Rusland i denne forbindelse. Den højtstående repræsentant mindede om, at Unionen fortsat er urokkelig i sin støtte til Ukraines uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet inden for dets internationalt anerkendte grænser og forlanger, at Rusland øjeblikkeligt og betingelsesløst trækker alle sine tropper og alt sit militære udstyr fuldstændig tilbage fra hele Ukraines område inden for dets internationalt anerkendte grænser. Den højtstående repræsentant erklærede endvidere, at Unionen og dens medlemsstater fortsat vil støtte Ukraines bestræbelser med henblik herpå, så længe det er nødvendigt.

(5)

Den 30. september 2022 vedtog medlemmerne af Det Europæiske Råd en erklæring, hvori de kategorisk afviste og utvetydigt fordømte Ruslands ulovlige annektering af Ukraines regioner Donetsk, Kherson, Luhansk og Zaporizjzja. Ved bevidst at underminere den regelbaserede internationale orden og åbenlyst krænke Ukraines grundlæggende ret til uafhængighed, suverænitet og territorial integritet, centrale principper, som er nedfældet i FN-pagten og folkeretten, bringer Rusland den globale sikkerhed i fare. Medlemmerne af Det Europæiske Råd erklærede, at de ikke anerkender og aldrig vil anerkende hverken de ulovlige »folkeafstemninger«, som Rusland har iscenesat som påskud for denne yderligere krænkelse af Ukraines uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet, eller de forfalskede og ulovlige resultater heraf. De erklærede, at de aldrig vil anerkende den ulovlige annektering, at disse beslutninger er ugyldige og absolut ingen retsvirkning har, og at Donetsk, Kherson, Krim, Luhansk og Zaporizjzja er Ukraine. De opfordrede alle stater og internationale organisationer til utvetydigt at afvise den ulovlige annektering og mindede om, at Ukraine udøver sin legitime ret til at forsvare sig mod den russiske aggression for at genvinde fuld kontrol over sit område og har ret til at befri besatte områder inden for sine internationalt anerkendte grænser. Medlemmerne af Det Europæiske Råd erklærede, at de vil styrke Unionens restriktive foranstaltninger til bekæmpelse af Ruslands ulovlige handlinger og yderligere øge presset på Rusland for at bringe sin angrebskrig til ophør.

(6)

I betragtning af den alvorlige situation mener Rådet, at 30 personer og syv enheder, der er ansvarlige for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, bør tilføjes på listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, jf. bilag I til forordning (EU) nr. 269/2014.

(7)

Forordning (EU) nr. 269/2014 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

De personer og enheder, der er opført på listen i bilaget til denne forordning, tilføjes på listen i bilag I til forordning (EU) nr. 269/2014.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. oktober 2022.

På Rådets vegne

M. BEK

Formand


(1)  EUT L 78 af 17.3.2014, s. 6.


BILAG

Følgende personer og enheder tilføjes på listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer i bilag I til forordning (EU) nr. 269/2014:

Personer

 

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse

Dato for opførelse på listen

»1233.

Aleksandr Dmitrievich KHARICHEV

(Александр Дмитриевич ХАРИЧЕВ)

Fødselsdato: 8.2.1966

Fødested: Kostroma, det tidligere USSR (nu Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Chef for statsrådets forvaltningsafdeling i Den Russiske Føderations præsidents administration. Afdelingen har fået til opgave at forberede de ulovlige folkeafstemninger i de besatte regioner i Ukraine.

Han er derfor ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

1234.

Boris Yakovlevich RAPOPORT

(Борис Яковлевич РАПОПОРТ)

Fødselsdato: 14.8.1967

Fødested: Leningrad, det tidligere USSR (nu Skt. Petersborg, Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Tilknyttede personer: Alexander Kharichev

Tilknyttede enheder: Den Russiske Føderations præsidents direktorat

Vicechef for statsrådets forvaltningsafdeling i Den Russiske Føderations præsidents administration. Afdelingen har fået til opgave at forberede de ulovlige folkeafstemninger i de besatte regioner i Ukraine.

Han er derfor ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

1235.

Anton Viktorovich KOLTSOV

(Антон Викторович КОЛЬЦОВ)

Fødselsdato: 24.6.1973

Fødested: Cherepovets, det tidligere USSR (nu Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Tilknyttede enheder: Den Russiske Føderations regering

Udnævnt til såkaldt »leder af regeringen for Zaporizhzhia oblast« den 18. juli 2022 og var involveret i forberedelserne af den ulovlige folkeafstemning om at gøre Zaporizhzhia til en del af Den Russiske Føderation.

Han er derfor ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

1236.

Alexey Sergeyevich SELIVANOV

(russisk: Алексей Сергеевич СЕЛИВАНОВ)

alias Oleksiy Sergiyovich SELIVANOV

(ukrainsk: Олексiй Сергiйович СЕЛIВАНОВ)

Fødselsdato: 7.12.1980

Fødested: Kyiv, tidligere ukrainsk SSR (nu Ukraine)

Nationalitet: ukrainsk, russisk

Køn: mand

Tilknyttede enheder: Den Russiske Føderations regering

Såkaldt »vicechef for hoveddirektoratet i indenrigsministeriet i den militær-civile- administration i Zaporizhzhia«.

Som sådan er han en del af den såkaldte regering i den besatte Zaporizhzhia oblast, der er ansvarlig for forberedelserne af en ulovlig folkeafstemning om at gøre Zaporizhzhia til en del af Den Russiske Føderation.

Han er derfor ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

1237.

Anton Robertovich TITSKIY

(Антон Робертович ТИЦКИЙ)

Fødselsdato: 12.2.1990

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Tilknyttede enheder: Den Russiske Føderations regering

Udnævnt til såkaldt »minister for ungdomspolitik i Zaporizhzhia oblast« af Den Russiske Føderations regering den 18. juli 2022. Som sådan er han en del af den såkaldte regering i Zaporizhzhia oblast, der er ansvarlig for at forberede en ulovlig folkeafstemning om at gøre Zaporizhzhia til en del af Den Russiske Føderation.

Han er derfor ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

1238.

Sergey Vladimirovich ELISEEV

(Сергей Владимирович ЕЛИСЕЕВ)

Fødselsdato: 5.5.1971

Fødested: Stavropol, det tidligere USSR (nu Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Adresse: Kherson oblast, Ukraine

Tilknyttede enheder: Den Russiske Føderations regering

Udnævnt til såkaldt »chef for den militær-civile- administration i Kherson« af Den Russiske Føderations regering den 5. juli 2022. Som sådan er han en del af den såkaldte regering i den besatte Kherson oblast, der er ansvarlig for forberedelserne af en ulovlig folkeafstemning om at gøre Kherson til en del af Den Russiske Føderation.

Han er derfor ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

1239.

Mikhail Leonidovich RODIKOV

(Михаил Леонидович РОДИКОВ)

Fødselsdato: 26.1.1958

Fødested: Ozyory, Moskvaregionen, tidligere USSR (nu Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Tilknyttede personer: Sergei Eliseev

Tilknyttede enheder: Den Russiske Føderations regering

Udnævnt til såkaldt »minister for uddannelse og videnskab« i den militær-civile- administration i Kherson af Den Russiske Føderations regering den 4. juli 2022 og er ansvarlig for at tilpasse uddannelsessystemet i Kherson til russiske standarder.

Som sådan er han en del af den såkaldte regering i den besatte Kherson oblast, der er ansvarlig for forberedelserne af en ulovlig folkeafstemning om at gøre Kherson til en del af Den Russiske Føderation.

Han er derfor ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

1240.

Vladimir Alexandrovich BESPALOV

(Владимир Александрович БЕСПАЛОВ)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Tilknyttede enheder: Den Russiske Føderationsregering

Udnævnt til såkaldt »indenrigsminister« i den militære-civile administration i Kherson af Den Russiske Føderations regering den 4. juli 2022.

Som sådan er han en del af den såkaldte regering i den besatte Kherson oblast, der er ansvarlig for forberedelserne af en ulovlig folkeafstemning om at gøre Kherson til en del af Den Russiske Føderation.

Han er derfor ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

1241.

Vitaliy Pavlovich KHOTSENKO

(Витaлий Пaвлович ХОЦЕНКО)

Fødselsdato: 18.3.1986

Fødested: Dnepropetrovsk, tidligere USSR (nu Ukraine)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Adresse: Donetsk, Ukraine

Udnævnt til premierminister i den såkaldte Folkerepublikken Donetsk den 8. juni 2022 og er i denne egenskab ansvarlig for separatistiske »regeringsaktiviteter« i den såkaldte »regering for Folkerepublikken Luhansk«.

Han er derfor ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

1242.

Vladislav Garievich KUZNETSOV

(Владислав Гариевич КУЗНЕЦОВ)

Fødselsdato: 18.3.1969

Fødested: Moskva, tidligere USSR (nu Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Udnævnt til »første næstformand« i regeringen for den såkaldte »Folkerepublik Luhansk« den 8. juni 2022 og er i denne egenskab ansvarlig for separatistiske »regeringsaktiviteter« i regeringen for den såkaldte »Folkerepublikken Luhansk«.

Han er derfor ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

1243.

Nikolay Ivanovich BULAYEV

(Николай Иванович БУЛАЕВ)

Fødselsdato: 1.9.1949

Fødested: Kazachya Sloboda, det tidligere USSR (nu Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Viceformand for Ruslands centrale valgkommission. Han var ansvarlig for at føre tilsyn med afstemningsprocedurerne med henblik på at gennemføre de ulovlige »folkeafstemninger« om Den Russiske Føderations ulovlige annektering af den såkaldte »Folkerepublikken Donetsk«, den såkaldte »Folkerepublikken Luhansk« og de ukrainske regioner Zaporozhzhia og Kherson i september 2022. Under hans ledelse blev der åbnet afstemningssteder i Den Russiske Føderation med henblik på at lette denne afstemning.

Han er derfor ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed eller stabiliteten eller sikkerheden i Ukraine, eller som hindrer internationale organisationers arbejde i Ukraine.

6.10.2022

1244.

Еvgeniy Alexandrovich SOLNTSEV

(Евгений Александрович СОЛНЦЕВ)

Fødselsdato: 1980

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Såkaldt »næstformand for regeringen i Folkerepublikken Donetsk« siden den 8. juni 2022.

Ved at påtage sig denne rolle og fungere som sådan er han ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed eller stabiliteten eller sikkerheden i Ukraine, eller som hindrer internationale organisationers arbejde i Ukraine.

6.10.2022

1245.

Alexander Konstantinovich KOSTOMAROV

(Александр Константинович КОСТОМАРОВ)

Fødselsdato: 13.5.1977

Fødested: Chelyabinsk, tidligere USSR (nu Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Såkaldt »Kabinetschefens øverste vicekabinetschef i Folkerepublikken Donetsk« siden den 8. juni 2022.

Ved at påtage sig denne rolle og fungere som sådan er han ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed eller stabiliteten eller sikkerheden i Ukraine, eller som hindrer internationale organisationers arbejde i Ukraine.

6.10.2022

1246.

Alan Valerievich LUSHNIKOV

(Алан Валерьевич ЛУШНИКОВ)

Fødselsdato: 10.8.1976

Fødested: Leningrad, det tidligere USSR (nu Skt. Petersborg, Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Tilknyttede enheder: JSC Kalashnikov Concern

Den største aktionær i våbenproducenten JSC Kalashnikov Concern. JSC Kalashnikov Concern er en russisk udvikler og producent af militærudstyr, herunder personlige rifler, missiler og køretøjer. Den kontrolleres direkte af Rostec. Vikhr-1 guidede luftmissiler og AK-12 stormgeværer fremstillet af JSC Kalashnikov Concern blev anvendt af de russiske væbnede styrker under Ruslands angrebskrig mod Ukraine i 2022.

Han er derfor ansvarlig for materielt eller finansielt at støtte tiltag, der har undermineret eller truet Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed. Han er desuden tilknyttet JSC Kalashnikov Concern, som er ansvarlig for, materielt eller finansielt at støtte tiltag, der har undermineret eller truet Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

Ruslands forsvarsvirksomheder og tilknyttede enkeltpersoner drager fordel af Ruslands angrebskrig mod Ukraine. JSC Kalashnikov Concern bidrager både til leveringen af våben til de russiske væbnede styrker og drager fordel af det voksende behov for våben. Alan Lushnikov drager derfor fordel af Den Russiske Føderations regering, som er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine.

6.10.2022

1247.

Yulia Dmitrievna CHICHERINA

(Юлия Дмитриевна ЧИЧЕРИНА)

Fødselsdato: 7.8.1978

Fødested: Sverdlovsk, Den Russiske Føderation

Nationalitet: russisk

Køn: kvinde

Kendt russisk sanger. Hun bruger sin betydelige status til offentligt at undergrave eller true Ukraines territoriale integritet og suverænitet, f.eks. ved at tale nedsættende om den ukrainske stats symboler og offentligt vise sin støtte til den russiske annektering af Ukraine i russiskbesatte ukrainske områder.

Hun støtter derfor materielt tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed samt stabiliteten og sikkerheden i Ukraine.

6.10.2022

1248.

Dmitriy Vitalyevich BULGAKOV

(Дмитрий Витальевич БУЛГАКОВ)

Fødselsdato: 20.10.1954

Fødested: Verkhneye Gurovo, tidligere USSR (nu Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Viceforsvarsminister i Den Russiske Føderation indtil september 2022 og general i den russiske hær. I denne rolle er han ansvarlig for den russiske krigsindsats som helhed. Han har desuden åbent retfærdiggjort, forsvaret og støttet Ruslands angrebskrig mod Ukraine.

Han er derfor ansvarlig for at støtte tiltag og politikker, der underminerer og truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

1249.

Yunus-Bek Bamatgireevich EVKUROV

(Юнус-Бек Баматгиреевич ЕВКУРОВ)

Fødselsdato: 30.7.1963

Fødested: Nordossetiske autonome SSR (nu Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Viceforsvarsminister i Rusland. I denne rolle er han ansvarlig for Den Russiske Føderations krigsindsats som helhed. Ved sin offentlige optræden retfærdiggør han åbent Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Ved sin offentlige optræden og deltagelse i fortjenst- og medaljeceremonier ansporer han til indenlandsk støtte til krigen. Desuden viser hans handlinger, at han aktivt støtter Ruslands angrebskrig mod Ukraine.

Han er derfor ansvarlig for at støtte tiltag og politikker, der underminerer og truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

1250.

Ruslan Khadzhismelovich TSALIKOV

(Руслан Хаджисмелович ЦАЛИКОВ)

Fødselsdato: 31.7.1956

Fødested: Ordzhonikidze, Nordossetiske autonome SSR (nu Vladikavkaz, Republikken Nordossetien–Alania, Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Viceforsvarsminister for Den Russiske Føderation. Han er nummer fire i den russiske militære ledelses overordnede hierarki. I denne rolle har han været ansvarlig for den russiske krigsindsats som helhed. I sine forskellige offentlige optrædener såsom hans deltagelse i en »antifascistisk« konference afholdt af Den Russiske Føderations forsvarsministerium har han udtrykt støtte til Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Hans handlinger viser, at han aktivt støtter, retfærdiggør og forsvarer Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Derfor er han ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

1251.

Nikolay Aleksandrovich PANKOV

(Николай Александрович ПАНКОВ)

Fødselsdato: 2.12.1954

Fødested: Maryino, tidligere USSR (nu Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Viceforsvarsminister, general i den russiske hærs reservestyrker og statssekretær for Den Russiske Føderation. Han er nummer fem i den russiske militære ledelses overordnede hierarki. I betragtning af sin nøglestilling i Ruslands krigsmaskine er han ansvarlig for den russiske krigsindsats som helhed. Han har været involveret i deployeringen af tropper i Ukraine. Han har desuden åbent støttet og retfærdiggjort Ruslands angrebskrig mod Ukraine i sine offentlige optrædener. Han har også tildelt russiske faldskærmssoldater udmærkelser for deres deltagelse i Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Disse handlinger viser, at han aktivt støtter og forsvarer Ruslands angrebskrig mod Ukraine.

Han er derfor ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

1252.

Yuriy Eduardovich SADOVENKO

(Юрий Эдуардович САДОВЕНКО)

Fødselsdato: 11.9.1969

Fødested: Zhitomyr, tidligere USSR (nu Ukraine)

Nationalitet: ukrainsk

Køn: mand

Viceforsvarsminister i Den Russiske Føderation, chef for Den Russiske Føderations forsvarsministers kontor og generaloberst for de russiske væbnede styrker. Han er nummer syv i den russiske militære ledelses overordnede hierarki. I betragtning af sin nøglestilling i Ruslands militærvirksomhed er Yuriy Sadovenko ansvarlig for den russiske krigsindsats som helhed. Han har været involveret i deployeringen af tropper i Ukraine. Han har desuden åbent støttet og retfærdiggjort Ruslands angrebskrig mod Ukraine i sine offentlige optrædener.

Han er derfor ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

1253.

Timur Vadimovich IVANOV

(Тимур Вадимович ИВАНОВ)

Fødselsdato: 15.8.1975

Fødested: Moskva, tidligere USSR (nu Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Viceforsvarsminister. I denne stilling er han ansvarlig for indkøb af militært materiel og opførelse af militære faciliteter. Han er nummer ti i den russiske militære ledelses overordnede hierarki. I betragtning af sin nøglestilling i Den Russiske Føderations krigsmaskine er han ansvarlig for den russiske krigsindsats som helhed. Under indledningen af Ruslands angrebskrig mod Ukraine har han flere gange besøgt den såkaldte »Folkerepublikken Luhansk« og den såkaldte »Folkerepublikken Donetsk« for at inspicere faciliteter, som de russiske besættelsesstyrker er i gang med at opføre. Han har desuden uddelt forskellige statslige udmærkelser til russisk militærpersonel, der er blevet såret i Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Disse handlinger viser, at han aktivt støtter og forsvarer krigen mod Ukraine.

Han er derfor ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

1254.

Sergey Borisovich RYZHKOV

(Сергей Борисович РЫЖКОВ)

Fødselsdato: 25.10.1968

Fødested: Voronezh, tidligere USSR (nu Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Generalmajor for de russiske væbnede styrker og øverstbefaldende for 41. Combined Arms Army. Han er som sådan en nøglefigur i Ruslands slagorden og har spillet en central rolle i invasionen og besættelsen af ukrainsk territorium. I denne rolle er han ansvarlig for den russiske krigsindsats som helhed.

Han er derfor ansvarlig for, gennemfører og støtter tiltag og politikker, der underminerer og truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

1255.

Aleksandr Viktorovich KOCHKIN

(Александр Викторович КОЧКИН)

Fødselsdato: 10.2.1957

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Administrerende direktør i Tecmash-koncernen. Tecmash er en central konstruktør og producent af missiler og ammunition, der anvendes af de russiske væbnede styrker. Dens underordnede virksomhed, NPO Splav, fremstiller flerskudsraketkasterne BM-27 Uragan og BM-30 Smerch, som de russiske væbnede styrker anvendte under Ruslands angrebskrig mod Ukraine. De russiske væbnede styrker anvendte BM-27 Uragan- og BM-30 Smerch-flerskudsraketkastere i klyngeammunitionsangreb mod civile mål i Ukraine, som forårsagede mange ofre.

Han er derfor ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed eller stabiliteten eller sikkerheden i Ukraine, eller som hindrer internationale organisationers arbejde i Ukraine.

6.10.2022

1256.

Vladimir Grigorevich KULISHOV

(Владимир Григoрьевич КУЛИШOВ)

Fødselsdato: 20.7.1957

Fødested: Rostov oblast, det tidligere USSR (nu Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Chef for Ruslands grænsemyndigheder og vicechef for Den Russiske Føderations Føderale Sikkerhedstjeneste (FSB).

Funktionærerne i FSB’s grænsemyndigheder i Den Russiske Føderation under hans kommando har deltaget i systematiske »filtreringsoperationer« og tvungne deportationer af ukrainere fra besatte områder i Ukraine. Russiske grænsevagter har ulovligt udsat ukrainske borgere for langvarige afhøringer, ransagninger og tilbageholdelser.

Han er derfor ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed eller stabiliteten eller sikkerheden i Ukraine, eller som hindrer internationale organisationers arbejde i Ukraine.

6.10.2022

1257.

Nikolay Viacheslavovich RASTORGUEV

(Николaй Вячеслaвович РАСТОРГУЕВ)

Fødselsdato: 21.2.1957

Fødested: Lytkarino, Moskva oblast, tidligere USSR (nu Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Russisk sanger og medlem af det offentlige råd under Den Russiske Føderations forsvarsministerium. Han har aktivt støttet Ruslands angrebskrig mod Ukraine i sine musikalske optrædener og offentlige aktiviteter. Han optrådte under propagandamassemødet til støtte for den ulovlige annektering af Krim og krigen mod Ukraine, som fandt sted den 18. marts 2022 på Luzhniki Stadion i Moskva. Han har desuden optrådt for soldater, der kæmper i krigen mod Ukraine, og har doneret penge til Donbas, der er besat af de russiske styrker.

Han er derfor ansvarlig for, aktivt at støtte og gennemføre tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed eller stabiliteten eller sikkerheden i Ukraine.

6.10.2022

1258.

Oleg Mikhaylovich GAZMANOV

(Олег Михайлович ГАЗМАНОВ)

Fødselsdato: 22.7.1951

Fødested: Gusev, tidligere USSR (nu Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Russisk musiker. Medlem af det offentlige råd under Den Russiske Føderations forsvarsministerium, som blev oprettet i 2006 ved Den Russiske Føderations præsidents dekret med det offentligt erklærede formål at sikre civil kontrol over forsvarsministeriet og Den Russiske Føderations væbnede styrker. Han har deltaget i offentlige arrangementer afholdt af det regerende parti Forenet Rusland.

Han har støttet Ruslands angrebskrig mod Ukraine i sine udtalelser og musikalske optrædener. Han har retfærdiggjort Ruslands angrebskrig mod Ukraine ved at sprede falske beskyldninger om NATO's trussel mod Rusland og påstande om, at en storkrig er uundgåelig i tilfælde af manglende handling fra Ruslands side.

Han optrådte under propagandamassemødet til støtte for den ulovlige annektering af Krim og krigen mod Ukraine, som fandt sted den 18. marts 2022 på Luzhniki Stadion i Moskva. Han optrådte også ved koncerten for sårede russiske soldater, der har kæmpet i Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Han er en af de russiske kunstnere, der offentligt har støttet præsident Vladimir Putins politik vedrørende Ukraine og den ulovlige annektering af Krim og Sevastopol i 2014.

Han er derfor ansvarlig for, aktivt at støtte og gennemføre tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed eller stabiliteten eller sikkerheden i Ukraine.

6.10.2022

1259.

Dmitry Evgenevich SHUGAEV

(Дмитрий Евгеньевич ШУГАЕВ)

Fødselsdato: 11.8.1965

Fødested: Moskva, tidligere USSR (nu Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Direktør for Den Russiske Føderations føderale tjeneste for militær-teknisk samarbejde (FSVTS). FSVTS er et føderalt udøvende organ med ansvar for kontrol og tilsyn inden for militær-teknisk samarbejde mellem Den Russiske Føderation og fremmede lande. I denne rolle er han ansvarlig for kontrol og tilsyn inden for militær-teknisk samarbejde og for udvikling af statslige politikker inden for militær-teknisk samarbejde og er dermed ansvarlig for den russiske krigsindsats som helhed.

Han er derfor ansvarlig for, gennemfører og støtter tiltag og politikker, der underminerer og truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

1260.

Gennadiy Valeryevich ZHIDKO

(Геннадий Валериевич ЖИДКО)

Fødselsdato: 12.9.1965

Fødested: Yangiabad, tidligere USSR (nu Usbekistan)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Nøglemedlem af Den Russiske Føderations væbnede styrker. I juni 2022 fik han den operative kommando over Ruslands angrebskrig mod Ukraine, og han har haft kommandoen over Ruslands sydlige gruppe af styrker. Han har været aktivt involveret i deployeringen af tropper til Ukraine og har ført tilsyn med gennemførelsen af en ordre om at deployere russiske mindreårige til Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Han støtter, retfærdiggør og forsvarer aktivt angrebskrigen mod Ukraine. Han er derfor ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

1261.

Aleksander Gelyevich DUGIN

(Александр Гельевич ДУГИН)

Fødselsdato: 7.1.1962

Fødested: Moskva, tidligere USSR (nu Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Russisk politisk filosof, politolog, analytiker, strateg og mangeårig ideolog for teorierne for Russky Mir og eurasianisme. Han er medlem af den såkaldte Izborsk Club, som er en russisk konservativ tænketank, der er specialiseret i studier af Ruslands udenrigs- og indenrigspolitik.

Aleksandr Dugin har ideologisk og teologisk retfærdiggjort annekteringen af Krim og Ruslands angrebskrig mod Ukraine og ser den som en »befrielse« af Ukraine fra vestlig indflydelse. Aleksandr Dugins ideologi bygger på ideen om at skabe et totalitært russiskdomineret eurasisk imperium, der af historiske, religiøse og geografiske årsager omfatter Ukraine. Aleksandr Dugins ideologiske antagelse er, at Ukraine er en kunstig stat, der truer Ruslands sikkerhed og forestillingen om det eurasiske imperium. Derfor den militære invasion i Ukraine var uundgåelig. Han har opfordret præsident Vladimir Putin til at invadere det østlige Ukraine militært.

Aleksandr Dugin har fremmet forestillingen om en russisk verden, der er knyttet til Putinæraens ekspansive, revanchistiske nationalisme og omfatter ideen om et historisk moderland, der beskytter den russiske verdens undersåtter. Han har bidraget til at puste nyt liv i begrebet »Novorossiya« eller »New Russia« – et historisk navn, der blev brugt i det russiske imperiums tid om et administrativt område, der nu er en del af Ukraine.

Aleksandr Dugin har opfordret til en afnazificering af Ukraine og har kaldt landets regering facister. Han har aktivt støttet den prorussiske separatistbevægelse i det østlige Ukraine og instrumentaliseret sin teori om verden ved at oprette Eurasian Youth Union, som har gennemført aktiviteter, der skal undergrave Ukraines suverænitet.

Aleksander Dugin er således ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed eller stabiliteten eller sikkerheden i Ukraine.

6.10.2022

1262.

Ella Aleksandrovna PAMFILOVA

(Элла Александровна ПАМФИЛОВА)

Fødselsdato: 12.9.1953

Fødested: Olmaliq, tidligere USSR (nu Usbekistan)

Nationalitet: russisk

Køn: kvinde

Formand for Den Russiske Føderations centrale valgkommission (CEC). CEC er ansvarlig for afholdelsen af de ulovlige folkeafstemninger i de besatte regioner i Ukraine. I denne rolle er Ella Aleksandrovna Pamfilova ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022«.

Enheder

 

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse

Dato for opførelse på listen

»112.

JSC Goznak

(russisk: АО »Гознак«)

Adresse: 17 Mytnaya Street, Moskva, Den Russiske Føderation

Type enhed: Aktieselskab

Registreringssted: Den Russiske Føderation

Registreringsnummer: TIN 7813252159

Hovedkontor: Moskva, Den Russiske Føderation

Andre tilknyttede enheder: Den Russiske Føderations regering

Russisk statsejet aktieselskab, der er ansvarligt for at fremstille sikkerhedstryksager, herunder pengesedler, mønter, stempler, identitetskort, klassificerede dokumenter, statsordener og medaljer. JSC Goznak er i egenskab heraf ansvarlig for at trykke alle russiske pas, herunder pas, der uddeles i de besatte regioner i Ukraine, herunder Donbas, samt militære dokumenter til Ruslands forsvarssektor. Uddelingen af pas spiller en vigtig rolle i Ruslands forsøg på at »russificere« og destabilisere Ukraine.

JSC Goznak er derfor ansvarlig for materielt eller finansielt at støtte tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

113.

OJSC V.A. Degtyarev Plant

(russisk: ОАО »Завод имени В.А. Дегтярева«)

alias Degtyarev Plant

(russisk: »Завод имени Дегтярева«)

alias ZID

(russisk: »ЗиД«)

Adresse: 4 Truda st., Kovrov 601900 Vladimirregionen, Den Russiske Føderation

Telefon: +8 (49232) 9-12-09

Websted: www.zid.ru

E-mail: zid@zid.ru

Tilknyttede personer: Aleksander Vladimirovich Tmenov

Forsvarsvirksomhed, der leverer våben til de russiske væbnede styrker. Den fremstillede missilerne Igla MANPADS, 9M119M »Refleks« og 9M120 »Ataka« og affyringsramperne 3UBK20, som de russiske væbnede styrker anvendte under Ruslands angrebskrig mod Ukraine.

Degtyarev Plant er derfor ansvarlig for materielt eller finansielt at støtte tiltag, der har undermineret eller truet Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

114.

MKB »Fakel« opkaldt efter P.D. Grushin

(russisk: МКБ »Факел« имени академика П. Д. Грушина)

Adresse: Khimki, Akademika Grushina 33, 141401 Moskvaregionen, Den Russiske Føderation

Telefon: +8 (495) 572-01-33

Websted: https://www.mkbfakel.ru

E-mail: info@npofakel.ru

Tilknyttede enheder: JSC Concern VKO »Almaz-Antey«

Russisk forsvarsvirksomhed, der designede missilsystemerne S-300, S-400 og TOR, som de russiske væbnede styrker anvendte under Ruslands angrebskrig mod Ukraine.

MKB Fakel er derfor ansvarlig for materielt eller finansielt at støtte tiltag, der har undermineret eller truet Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

115.

JSC Irkut Corporation

(russisk: Корпорация »ИРКУТ«)

Adresse: Leningradskiy Prospect 68, Moskva, 125315, Den Russiske Føderation

Telefon: +7 (495) 777-21-01

Websted: www.irkut.com

E-mail: office@irkut.com

Tilknyttede personer: Alexander Veprev, vicegeneraldirektør for JSC »Irkut« Corporation og Yuri Slyusar, administrerende direktør i PJSC »UAC«.

Russisk flyproducent, som leverer jagerfly til de russiske væbnede styrker.

Den fremstillede de supermanøvrerbare jagerfly Su-30SM, som de russiske væbnede styrker anvendte under Ruslands angrebskrig mod Ukraine.

Irkut Corp er derfor ansvarlig for materielt eller finansielt at støtte tiltag, der har undermineret eller truet Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

116.

MMZ Avangard

(russisk: АО »ММЗ »АВАНГАРД««)

Adresse: Klary TSetkin street 33, 125130, Moskva, Den Russiske Føderation

Telefon: +7 (495) 639-99-90

Websted: https://mmzavangard.ru/

E-mail: avangardmos@mmza.ru

Tilknyttede enheder: JSC Concern VKO »Almaz-Antey«

Leverandør til det russiske forsvar og leverer våben til de russiske væbnede styrker.

Den fremstillede missiler til missilsystemerne S-300 og S-400, som de russiske væbnede styrker anvendte under Ruslands angrebskrig mod Ukraine.

MMZ Avangard er derfor ansvarlig for materielt eller finansielt at støtte tiltag, der har undermineret eller truet Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

117.

JSC A.N. Ganichev Scientific and Production Association »SPLAV«

(russisk: АО »Научно-производственное объединение »СПЛАВ« имени А. Н. Ганичева«)

alias JSC NPO »Splav« (russisk: АО НПО »Сплав«)

Adresse: Shcheglovskaya zaseka Str. 33, Tula, 300004 Den Russiske Føderation

Telefon: +7 (4872) 46-44-09

Websted: www.splav.org, www.splavtula.ru, сплав.рф

E-mail: mail@splavtula.ru

Tilknyttede personer: Aleksander Vladimirovich Smirnov

Sergey Yurevich Alekseev

Boris Andreevich Belobragin

Sergey Anatolevich Guliy

Vladimir Nikolaevich Kondaurov

Denis Nikolaevich Kochetkov

Maksim Grigorevich Rapota

Oleg Veniaminovich Stolyarov

Viktor Ivanovich Tregubov

Olga Olegovna Yakunina

Tilknyttede enheder: JSC Research and Industrial Concern »Machine Engineering Technologies« – JSC RIC TECMASH

Russisk våbenproducent, som leverer våben til de russiske væbnede styrker.

Den fremstillede flerskudsraketkasterne BM-27 Uragan og BM-30 Smerch, som de russiske væbnede styrker anvendte under Ruslands angrebskrig mod Ukraine. De russiske væbnede styrker anvendte BM-27 Uragan- og BM-30 Smerch-flerskudsraketkastere i klyngeammunitionsangreb mod civile mål i Ukraine, som forårsagede mange ofre.

NPO Splav er derfor ansvarlig for materielt eller finansielt at støtte tiltag, der har undermineret eller truet Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022

118.

Den centrale valgkommission (CEC)

Adresse: 109012, Bol'shoy Cherkassky Pereulok, Building 9, Moskva, Den Russiske Føderation

Type enhed: statsligt organ i Den Russiske Føderation

Registreringssted: Moskva, Den Russiske Føderation

Registreringsdato: 12.6.2002 ved føderal lov nr. 67-FZ

Andre tilknyttede enheder: Den Russiske Føderations regering

Den Russiske Føderations centrale valgkommission (CEC) er et russisk statsligt organ med ansvar for afholdelse af valg og folkeafstemninger i Den Russiske Føderation. CEC er som sådan ansvarlig for at afholde de ulovlige folkeafstemninger i de besatte regioner i Ukraine og er således ansvarlig for, støtter og gennemfører tiltag og politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

6.10.2022«.