22.11.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 301/212


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE (EU) 2022/2285

af 8. november 2022

om ændring af afgørelse (EU) 2021/2255 om godkendelse af omfanget af møntudstedelse i 2022 (ECB/2021/54) (ECB/2022/41)

DIREKTIONEN FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 128, stk. 2,

under henvisning til Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2015/2332 af 4. december 2015 om de proceduremæssige rammer for godkendelsen af mængden af euromønter der skal udstedes (ECB/2015/43) (1), særlig artikel 3, stk. 7, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den Europæiske Centralbank (ECB) har fra og med den 1. januar 1999 eneret til at godkende omfanget af mønter til udstedelse for de medlemsstater, der har euroen som valuta.

(2)

På grundlag af de skøn for efterspørgslen efter euromønter i 2022, som de medlemsstater, der har euroen som valuta, forelagde ECB, godkendte ECB den samlede mængde af euromønter bestemt til at sættes i omløb og euromønter til samlerbrug, der ikke er bestemt til at sættes i omløb for 2022, ved Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2021/2255 (ECB/2021/54) (2).

(3)

I henhold til artikel 3 i Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2015/2332 (ECB/2015/43) skal en medlemsstat i euroområdet underrette ECB, hvis der er sandsynlighed for, at den faktiske efterspørgsel efter euromønter vil overstige den godkendte mængde møntudstedelse i et kalenderår, og, hvis den øgede møntefterspørgsel fortsætter, indgive en ad hoc-anmodning om godkendelse af en yderligere mængde mønter, der skal udstedes i det pågældende kalenderår.

(4)

ECB modtog den 13. september 2022 en anmodning fra Banco de España på vegne af Spanien om, at omfanget af euromønter, som Spanien kan udstede i 2022, øges med yderligere 151,7 mio. EUR, fra 189,8 mio. EUR til 341,5 mio. EUR, for at modsvare en betydelig øget nettoudstedelse af euromønter i Spanien siden august 2021. Forøgelsen er blevet drevet af væsentligt større bruttoudstedelse (navnlig af 1-euromønter) sammenholdt med lave beholdninger af euromønter i Banco de España. Samtidig udstedes en samlermønt med en pålydende værdi på 40 EUR i 2022 i stedet for den oprindeligt planlagte samlermønt, der er 30 EUR værd, grundet stigningen i sølvprisen. Som følge heraf er det nødvendigt at øge mængden af eurosamlermønter fra 30 mio. EUR til 40 mio. EUR.

(5)

ECB modtog den 30. september 2022 en anmodning fra Nationale Bank van België/Banque Nationale de Belgique på vegne af Belgien om, at omfanget af euromønter, som Belgien kan udstede i 2022, øges med yderligere 5 mio. EUR, fra 33 mio. EUR til 38 mio. EUR. Årsagen til denne forøgelse er ændringerne i det nationale kontantkredsløb, som medfører nettoudstedelse af euromønter. Forøgelsen er blevet drevet af et meget lavt antal euromønter, der bliver returneret til Nationale Bank van België/Banque Nationale de Belgique og da der ikke har været det fald i efterspørgslen efter kontanter, som de belgiske myndigheder forventede.

(6)

ECB modtog den 14. oktober 2022 en anmodning fra Banca d’Italia på vegne af Italien om, at omfanget af euromønter, som Italien kan udstede i 2022, øges med yderligere 45 mio. EUR, fra 169 mio. EUR til 214 mio. EUR, for at modsvare højere efterspørgsel efter euromønter drevet af en betydelig genopretning af den økonomiske aktivitet, væsentlig øget turisme og et højere inflationsniveau.

(7)

Direktionen skal i henhold til artikel 3, stk. 7, i afgørelse (EU) 2015/2332 (ECB/2015/43) vedtage en individuel afgørelse om anmodningen om ad hoc-godkendelse, hvis ad hoc-anmodningen ikke kræver ændringer.

(8)

Afgørelse (EU) 2021/2255 (ECB/2021/54) bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ændring

Tabellen i artikel 2 i afgørelse (EU) 2021/2255 (ECB/2021/54), ændres som følger:

1)

Rækken vedrørende Belgien affattes således:

»Belgien

37,00

1,00

38,00 «

2)

Rækken vedrørende Spanien affattes således:

»Spanien

301,50

40,00

341,50 «

3)

Rækken vedrørende Italien affattes således:

»Italien

211,26

2,74

214,00 «.

Artikel 2

Virkning

Denne afgørelse får virkning på den dato, hvor den meddeles til adressaterne.

Artikel 3

Adressater

Denne afgørelse er rettet til de medlemsstater, der har euroen som valuta.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 8. november 2022.

Christine LAGARDE

Formand for ECB


(1)  EUT L 328 af 12.12.2015, s. 123.

(2)  Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2021/2255 af 7. december 2021 om godkendelse af omfanget af møntudstedelse i 2022 (ECB/2021/54) (EUT L 454 af 17.12.2021, s. 19).