13.8.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 291/120


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2021/1355

af 12. august 2021

om flerårige nationale kontrolprogrammer for pesticidrester, der skal fastlægges af medlemsstaterne

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 af 15. marts 2017 om offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter med henblik på at sikre anvendelsen af fødevare- og foderlovgivningen og reglerne for dyresundhed og dyrevelfærd, plantesundhed og plantebeskyttelsesmidler, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001, (EF) nr. 396/2005, (EF) nr. 1069/2009, (EF) nr. 1107/2009, (EU) nr. 1151/2012, (EU) nr. 652/2014, (EU) 2016/429 og (EU) 2016/2031, Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 og (EF) nr. 1099/2009 samt Rådets direktiv 98/58/EF, 1999/74/EF, 2007/43/EF, 2008/119/EF og 2008/120/EF og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 og (EF) nr. 882/2004, Rådets direktiv 89/608/EØF, 89/662/EØF, 90/425/EØF, 91/496/EØF, 96/23/EF, 96/93/EF og 97/78/EF og Rådets afgørelse 92/438/EØF (forordningen om offentlig kontrol) (1), særlig artikel 19, stk. 3, litra b), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved forordning (EU) 2017/625 er der fastsat regler for offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter, som medlemsstaternes kompetente myndigheder gennemfører for at verificere, at EU-lovgivningen er overholdt for så vidt angår blandt andet fødevaresikkerheden i alle produktions-, forarbejdnings- og distributionsled. Den indeholder særlige bestemmelser om offentlig kontrol i forbindelse med stoffer, hvis anvendelse kan medføre restkoncentrationer af sådanne stoffer i fødevarer og foder.

(2)

Ved forordning (EU) 2017/625 udgår artikel 30 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 (2), som dog fortsat finder anvendelse indtil den 14. december 2022, medmindre der fastsættes en tidligere dato ved en delegeret forordning. Ved nævnte artikel 30 fastsættes der særlige krav til oprettelse af risikobaserede flerårige nationale kontrolprogrammer for pesticidrester med henblik på at vurdere forbrugernes eksponering og overholdelsen af gældende lovgivning.

(3)

Ved artikel 110 i forordning (EU) 2017/625 fastsættes der minimumskrav til indholdet af de flerårige nationale kontrolplaner. Disse tager dog ikke højde for de specifikke praktiske ordninger, der er nødvendige for udarbejdelsen af flerårige nationale kontrolprogrammer for pesticidrester.

(4)

Der bør derfor fastsættes specifikke krav til udarbejdelsen af flerårige nationale kontrolprogrammer for pesticidrester, som bør være en del af de flerårige nationale kontrolplaner. Navnlig er det vigtigt at sikre, at kontrolordningen tager hensyn til formålet med at vurdere forbrugernes eksponering og overholdelsen af forordning (EF) nr. 396/2005.

(5)

Da artikel 30 i forordning (EF) nr. 396/2005 fra den 15. december 2022 ikke længere finder anvendelse, bør nærværende forordning finde anvendelse fra den dato.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Flerårige nationale kontrolprogrammer for pesticidrester

1.   Medlemsstaterne fastlægger flerårige nationale kontrolprogrammer for pesticidrester som en del af deres respektive flerårige nationale kontrolplan. De ajourfører hvert år deres flerårige program.

2.   Disse programmer skal være risikobaserede og rettet mod at vurdere forbrugernes eksponering og overholdelsen af forordning (EF) nr. 396/2005. De skal mindst indeholde følgende angivelser:

a)

de produkter, der skal udtages prøver af

b)

det antal prøver, der skal udtages, og det antal analyser, der skal foretages

c)

de pesticider, der skal analyseres

d)

de kriterier, der er anvendt ved opstillingen af programmerne, herunder:

i)

de kombinationer af pesticid og produkt, der skal udvælges

ii)

det antal prøver, der udtages for henholdsvis nationale og ikkenationale produkter

iii)

indtaget af produkterne som andel af den nationale ernæring

iv)

EU-kontrolprogrammet og

v)

resultaterne af tidligere flerårige nationale kontrolprogrammer.

3.   Medlemsstaterne deltager i det flerårige EU-kontrolprogram, jf. artikel 29 i forordning (EF) nr. 396/2005.

Artikel 2

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 15. december 2022.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. august 2021.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 95 af 7.4.2017, s. 1

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 af 23. februar 2005 om maksimalgrænseværdier for pesticidrester i eller på vegetabilske og animalske fødevarer og foderstoffer og om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF (EUT L 70 af 16.3.2005, s. 1).