6.5.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 158/8


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2021/732

af 26. januar 2021

om ændring af delegeret forordning (EU) nr. 667/2014 for så vidt angår indholdet af det dossier, som efterforskningsembedsmanden skal forelægge Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, retten til at blive hørt i forbindelse med midlertidige afgørelser og deponering af bøder og tvangsbøder

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (1), særlig artikel 64, stk. 7, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forordning (EU) nr. 648/2012 er blevet ændret ved Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2019/834 (2). Disse ændringer vedrørte bl.a. definitionen af finansielle modparter, retten til aktindsigt i dossieret for undersøgelsen for personer, som er genstand for en undersøgelse, de bøder, der skal betales af et transaktionsregister, som forsætligt eller uagtsomt har begået en af de overtrædelser, der er anført i bilag I til forordning (EU) nr. 648/2012, og retten til at blive hørt for personer, der kan gøres til genstand for tvangsbøder.

(2)

Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 667/2014 (3) blev vedtaget på grundlag af artikel 64, stk. 7, i forordning (EU) nr. 648/2012 og omhandler procedurereglerne for sanktioner, som Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (»ESMA«) pålægger transaktionsregistre, herunder retten til forsvar. Idet de ændringer, der er indført ved forordning (EU) 2019/834 i forordning (EU) nr. 648/2012, vedrører disse procedureregler, skal det sikres, at disse ændringer også afspejles i delegeret forordning (EU) nr. 667/2014.

(3)

Det er vigtigt, at der sikres gennemsigtighed mellem den efterforskningsembedsmand, der er udpeget af ESMA i overensstemmelse med artikel 64 i forordning (EU) nr. 648/2012, og ESMA selv. En sådan gennemsigtighed kræver, at efterforskningsembedsmandens dossier indeholder de bemærkninger, som de personer, der er genstand for undersøgelsen, har fremsat, og den revisionsredegørelse, på det grundlag af hvilken disse personer fremsatte deres bemærkninger.

(4)

I henhold til artikel 67, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 648/2012 har ESMA mulighed for, hvis der er behov for en hurtig indsats, at vedtage midlertidige afgørelser uden forudgående høring af de personer, der er genstand for en undersøgelse eller procedurer. For at sikre virkningsfuldheden af ESMA's beføjelse til at vedtage midlertidige afgørelser bør personer, der er genstand for en undersøgelse, ikke have ret til aktindsigt eller til at blive hørt, før efterforskningsembedsmanden forelægger ESMA dossieret med sine resultater, eller før ESMA vedtager sin midlertidige afgørelse. For at respektere retten til forsvar bør personer, der er genstand for en undersøgelse, dog have ret til aktindsigt, så snart efterforskningsembedsmanden har forelagt ESMA dossieret sammen med sin revisionsredegørelse, og have ret til at blive hørt så hurtigt som muligt, efter at ESMA har vedtaget sin midlertidige afgørelse.

(5)

I henhold til artikel 68, stk. 5, i forordning (EU) nr. 648/2012 skal de beløb, der svarer til de bøder og tvangsbøder, som ESMA opkræver, overføres til Unionens almindelige budget. Bøder og tvangsbøder, der opkræves af ESMA, bør deponeres på rentebærende konti, indtil de bliver endelige. For hver afgørelse om pålæggelse af bøder eller tvangsbøder bør de beløb, som ESMA opkræver, indbetales til en særskilt konto eller underkonto for at sikre sporbarhed, indtil den pågældende afgørelse bliver endelig.

(6)

Delegeret forordning (EU) nr. 667/2014 bør derfor ændres.

(7)

For at sikre, at ESMA straks kan udøve effektive tilsyns- og håndhævelsesbeføjelser bør denne forordning træde i kraft så hurtigt som muligt —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I delegeret forordning (EU) nr. 667/2014 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 3, stk. 1, affattes således:

»1.   Det fuldstændige dossier, som efterforskningsembedsmanden skal forelægge ESMA, skal omfatte følgende dokumenter:

a)

revisionsredegørelsen og en kopi af den revisionsredegørelse, der er sendt til den person, der er genstand for undersøgelsen

b)

en kopi af de skriftlige bemærkninger fra den person, der er genstand for undersøgelsen

c)

referatet af eventuelle mundtlige høringer.«

2)

Følgende indsættes som artikel 3a:

»Artikel 3a

Retten til at blive hørt af ESMA med hensyn til midlertidige afgørelser om tilsynsforanstaltninger

1.   Uanset artikel 2 og 3 finder proceduren i nærværende artikel anvendelse, når ESMA vedtager midlertidige afgørelser i henhold til artikel 67, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 648/2012.

2.   Efterforskningsembedsmanden forelægger ESMA dossieret med sine resultater og underretter straks den person, der er genstand for undersøgelsen, om sine resultater, men giver ikke personen mulighed for at fremsætte bemærkninger. I efterforskningsembedsmandens revisionsredegørelse redegøres der for de forhold, der kan udgøre en eller flere af de overtrædelser, der er omhandlet i bilag I til forordning (EU) nr. 648/2012, herunder eventuelle skærpende eller formildende omstændigheder i forbindelse med de pågældende overtrædelser.

Efterforskningsembedsmanden giver efter anmodning den person, der er genstand for undersøgelsen, aktindsigt i dossieret.

3.   Hvis ESMA konstaterer, at de forhold, der er beskrevet i efterforskningsembedsmandens revisionsredegørelse, ikke synes at udgøre nogen overtrædelse, jf. bilag I til forordning (EU) nr. 648/2012, træffer den afgørelse om at afslutte undersøgelsen og underretter den person, der er genstand for undersøgelsen, herom.

4.   Hvis ESMA træffer afgørelse om, at en person, der er genstand for en undersøgelse, har begået en eller flere af de overtrædelser, der er omhandlet i bilag I til forordning (EU) nr. 648/2012, og vedtager en midlertidig afgørelse om at træffe tilsynsforanstaltninger, jf. artikel 73, stk. 1, litra a), c) og d), i forordning (EU) nr. 648/2012, underretter den straks den pågældende person om den midlertidige afgørelse.

ESMA fastsætter en rimelig frist, inden for hvilken de personer, der er genstand for undersøgelsen, kan fremsætte skriftlige bemærkninger til den midlertidige afgørelse. ESMA er ikke forpligtet til at tage hensyn til skriftlige bemærkninger, der modtages efter fristens udløb.

ESMA giver efter anmodning de personer, der er genstand for undersøgelsen, aktindsigt i dossieret.

ESMA kan opfordre de personer, der er genstand for undersøgelsen, til at deltage i en mundtlig høring. De personer, der er genstand for undersøgelsen, kan bistås af deres advokater eller af andre kvalificerede personer, som ESMA har godkendt. Mundtlige høringer er ikke offentlige.

5.   ESMA hører den person, der er genstand for undersøgelsen, og træffer en endelig afgørelse så hurtigt som muligt efter vedtagelsen af den midlertidige afgørelse.

Hvis ESMA på grundlag af det fuldstændige dossier og efter at have hørt de personer, der er genstand for undersøgelsen, konstaterer, at en eller flere af de overtrædelser, der er omhandlet i bilag I til forordning (EU) nr. 648/2012, er begået af den person, der er genstand for undersøgelsen, vedtager ESMA en bekræftende afgørelse om at træffe én eller flere af de tilsynsforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 73, stk. 1, litra a), c) og d), i forordning (EU) nr. 648/2012. ESMA underretter straks den berørte person om denne afgørelse.

Hvis ESMA vedtager en endelig afgørelse, der ikke bekræfter den midlertidige afgørelse, anses den midlertidige afgørelse for ophævet.«

3)

I artikel 8 foretages følgende ændringer:

a)

Første afsnit affattes således:

»Bøder og tvangsbøder opkrævet af ESMA deponeres på en rentebærende konto åbnet af ESMA's regnskabsfører, indtil de bliver endelige. Hvis ESMA opkræver flere bøder eller tvangsbøder på samme tid, sikrer ESMA's regnskabsfører, at de deponeres på forskellige konti eller underkonti. De indbetalte beløb opføres ikke i ESMA's budget, og de registreres ej heller som budgetmidler.«

b)

Tredje afsnit affattes således:

»ESMA's regnskabsfører aflægger regelmæssigt rapport til den anvisningsberettigede i Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Finansiel Stabilitet, Finansielle Tjenesteydelser og Kapitalmarkedsunionen om omfanget af de bøder og tvangsbøder, der er pålagt, og deres status.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. januar 2021.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 201 af 27.7.2012, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/834 af 20. maj 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 for så vidt angår clearingforpligtelsen, suspension af clearingforpligtelsen, indberetningskrav, risikoreduktionsteknikker for OTC-derivataftaler, der ikke cleares af en central modpart, registrering af og tilsyn med transaktionsregistre samt krav til transaktionsregistre (EUT L 141 af 28.5.2019, s. 42).

(3)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 667/2014 af 13. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 for så vidt angår procedureregler for sanktioner, som Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed pålægger transaktionsregistre, herunder bestemmelser om retten til forsvar og midlertidige bestemmelser (EUT L 179 af 19.6.2014, s. 31).