6.4.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 116/25


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2021/558

af 31. marts 2021

om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013, for så vidt angår tilpasninger af securitiseringsrammen for at støtte den økonomiske genopretning som reaktion på covid-19-krisen

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

efter den almindelige lovgivningsprocedure (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Covid-19-krisen berører i alvorlig grad mennesker, virksomheder, sundhedssystemer og medlemsstaternes økonomier. Kommissionen understregede i sin meddelelse af 27. maj 2020 med titlen »Et vigtigt øjeblik for Europa: Genopretning og forberedelser til den næste generation«, at det fortsat vil være en udfordring at sikre likviditet og adgang til finansiering i de kommende måneder. Det er derfor afgørende at støtte genopretningen fra det alvorlige økonomiske chok forårsaget af covid-19-pandemien ved at indføre målrettede ændringer af eksisterende finansielle retsakter.

(2)

Kreditinstitutter og investeringsselskaber (institutter) spiller en central rolle med hensyn til at bidrage til genopretningen. Samtidig vil de sandsynligvis blive påvirket af forværringen af den økonomiske situation. De kompetente myndigheder har stillet midlertidig kapital, likviditet og driftsmæssig lempelse til rådighed for institutterne for at sikre, at de fortsat kan opfylde deres rolle med hensyn til at finansiere realøkonomien i et mere udfordrende miljø. Til samme formål har Europa-Parlamentet og Rådet allerede vedtaget visse målrettede tilpasninger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (4) og (EU) 2019/876 (5) som reaktion på covid-19-krisen.

(3)

Securitisering er et vigtigt element i velfungerende finansielle markeder, da den bidrager til at diversificere institutternes finansieringskilder og frigøre lovpligtig kapital, der kan omfordeles for at understøtte yderligere långivning. Endvidere giver securitisering institutter og andre markedsdeltagere yderligere investeringsmuligheder og muliggør derved porteføljespredning samt fremmer strømmen af midler til virksomheder og enkeltpersoner både i medlemsstaterne og på tværs af grænser i hele Unionen.

(4)

Det er vigtigt at styrke institutternes kapacitet til at levere den nødvendige strøm af midler til realøkonomien i kølvandet på covid-19-pandemien, samtidig med at det sikres, at der er truffet passende tilsynsmæssige sikkerhedsforanstaltninger for at bevare den finansielle stabilitet. Målrettede ændringer af forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår securitiseringsrammen vil bidrage til at nå disse mål og styrke sammenhængen og komplementariteten mellem denne ramme og de forskellige foranstaltninger, der træffes på EU-plan og på nationalt plan for at håndtere covid-19-krisen.

(5)

De endelige elementer i Basel III-rammen, der blev offentliggjort den 7. december 2017, pålægger, for så vidt angår securitiseringseksponeringer, kun et minimumskrav til kreditvurderinger for et begrænset antal udbydere af kreditrisikoafdækning, nemlig enheder, der ikke er statslige enheder, offentlige enheder, institutter eller andre tilsynsmæssigt regulerede finansielle institutioner. Det er derfor nødvendigt at ændre artikel 249, stk. 3, i forordning (EU) nr. 575/2013 med henblik på at bringe det i overensstemmelse med Basel III-rammen for at gøre de nationale offentlige garantiordninger, der støtter institutternes strategier til securitisering af misligholdte eksponeringer (NPE'er) i kølvandet på covid-19-pandemien, mere effektive.

(6)

Unionens nuværende tilsynsmæssige ramme for securitisering er udformet på grundlag af de mest almindelige træk ved typiske securitiseringstransaktioner, nemlig ikkemisligholdte lån. Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) påpegede i sin udtalelse om den reguleringsmæssige behandling af securitisering med misligholdte eksponeringer (6) (»EBA-udtalelsen«), at den nuværende tilsynsmæssige ramme for securitisering fastsat i forordning (EU) nr. 575/2013 fører til uforholdsmæssige kapitalkrav, når den anvendes på securitiseringer af NPE'er, fordi den interne ratingbaserede metode for securitiseringer (SEC-IRBA) og standardmetoden for securitiseringer (SEC-SA) ikke er i overensstemmelse med de specifikke risikofaktorer i forbindelse med NPE'er. Der bør derfor indføres en særlig behandling af securitiseringen af NPE'er, der bygger på EBA-udtalelsen og internationalt vedtagne standarder.

(7)

Da markedet for NPE'er med stor sandsynlighed vil vokse og ændre sig væsentligt som følge af covid-19-krisen, bør markedet for NPE-securitisering overvåges nøje, og den tilsynsmæssige ramme for NPE-securitisering bør revurderes i fremtiden i lyset af en potentielt større pulje af data.

(8)

I sin rapport om STS-rammen for syntetisk securitisering af 6. maj 2020 anbefaler EBA, at der indføres en specifik ramme for balanceførte simple, transparente og standardiserede (STS) securitiseringer. I betragtning af den lavere agenturrisiko og modelrisiko ved en balanceført STS-securitisering sammenlignet med en ikke-STS syntetisk securitisering bør der som overvejet i denne rapport indføres en passende risikofølsom kalibrering af kapitalgrundlagskrav for balanceførte STS-securitiseringer, der tager hensyn til den nuværende reguleringsmæssige præferencebehandling af foranstillede trancher af SMV-porteføljer. EBA bør gives mandat til at overvåge, hvordan markedet for balanceført STS-securitisering fungerer. Mere udbredt anvendelse af balanceført STS-securitisering, der fremmes af en mere risikofølsom behandling af den foranstillede tranche af sådanne securitiseringer, vil frigøre lovpligtig kapital og kan i sidste ende udvide institutternes kapacitet yderligere til at yde lån på en tilsynsmæssigt forsvarlig måde.

(9)

Der bør indføres overgangsbestemmelser vedrørende udestående foranstillede positioner i syntetiske securitiseringer, der opfylder betingelserne for den tilsynsmæssige præferencebehandling, som fandt anvendelse før datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden.

(10)

I forbindelse med den økonomiske genopretning efter covid-19-krisen er det vigtigt, at slutbrugerne effektivt kan afdække deres risici for at beskytte deres balancers robusthed. I den endelige rapport fra Forummet på Højt Plan vedrørende Kapitalmarkedsunionen blev det bemærket, at en alt for konservativ standardmetode til modpartskreditrisiko (SA-CCR) kan have en skadelig indvirkning på tilgængeligheden af og omkostningerne ved finansielle afdækninger til slutbrugere. I den forbindelse bør Kommissionen senest den 30. juni 2021 revidere kalibreringen af SA-CCR samtidig med, at den tager behørigt hensyn til den europæiske banksektors og økonomis særlige karakter, internationale lige vilkår og enhver udvikling i internationale standarder og fora.

(11)

Det syntetiske mer-spread er en mekanisme, der almindeligvis anvendes af eksponeringsleverende institutter og investorer til securitisering af visse aktivklasser med henblik på at reducere omkostningerne til henholdsvis risikoafdækningen og eksponeringen over for risici. Der bør fastsættes en særlig tilsynsmæssig behandling af det syntetiske mer-spread for at forhindre, at det benyttes til regelarbitrage. I denne forbindelse forekommer regelarbitrage, når et eksponeringsleverende institut yder kreditforbedring til securitiseringspositioner, som besiddes af udbydere af kreditrisikoafdækning, ved kontraktligt at udpege visse beløb til dækning af tab på de securitiserede eksponeringer i transaktionens levetid, og sådanne beløb, som belaster det eksponeringsleverende instituts resultatopgørelse på samme måde som en ufinansieret garanti, risikovægtes ikke.

(12)

EBA bør gives mandat til at udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at sikre en harmoniseret fastsættelse af et syntetisk mer-spreads eksponeringsværdi. Disse reguleringsmæssige tekniske standarder bør være på plads, inden den nye tilsynsmæssige behandling finder anvendelse. For at undgå forstyrrelser på markedet for syntetiske securitiseringer bør institutterne have tilstrækkelig tid til at anvende den nye tilsynsmæssige behandling af syntetisk mer-spread.

(13)

Som led i sin rapport om funktionen af den tilsynsmæssige ramme for securitiseringer bør Kommissionen også revidere den nye tilsynsmæssige behandling af syntetisk mer-spread i lyset af udviklingen på internationalt plan.

(14)

Målene for denne forordning, nemlig at maksimere institutters evne til at yde lån og til at absorbere tab i forbindelse med covid-19-krisen, samtidig med at deres modstandsdygtighed fortsat sikres, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang eller virkning bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(15)

Forordning (EU) nr. 575/2013 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(16)

I lyset af behovet for at indføre målrettede foranstaltninger til støtte for økonomisk genopretning efter covid-19-krisen så hurtigt som muligt bør denne forordning træde i kraft så hurtigt som muligt på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Ændring af forordning (EU) nr. 575/2013

I forordning (EU) nr. 575/2013 foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 242 tilføjes følgende nummer:

»20)

»syntetisk mer-spread«: et syntetisk mer-spread som defineret i artikel 2, nr. 29), i forordning (EU) 2017/2402.«

2)

I artikel 248 foretages følgende ændringer:

a)

I stk. 1 tilføjes følgende litra:

»e)

Eksponeringsværdien af et syntetisk mer-spread skal, hvor det er relevant, indeholde følgende:

i)

enhver indkomst fra de securitiserede eksponeringer, der allerede er anerkendt af det eksponeringsleverende institut i dettes resultatopgørelse i henhold til de gældende regnskabsregler, som det eksponeringsleverende institut kontraktmæssigt har udpeget til transaktionen som syntetisk mer-spread, og som stadig er til rådighed til at absorbere tab

ii)

ethvert syntetisk mer-spread, som kontraktmæssigt er udpeget af det eksponeringsleverende institut i en hvilken som helst tidligere periode, og som stadig er til rådighed til at absorbere tab

iii)

ethvert syntetisk mer-spread, som kontraktmæssigt er udpeget af det eksponeringsleverende institut for den aktuelle periode, og som stadig er til rådighed til at absorbere tab

iv)

ethvert syntetisk mer-spread, som kontraktmæssigt er udpeget af det eksponeringsleverende institut for fremtidige perioder.

Med henblik på dette litra medtages ethvert beløb, der stilles som sikkerhed eller kreditforbedring i forbindelse med den syntetiske securitisering, og som allerede er genstand for et kapitalgrundlagskrav i overensstemmelse med dette kapitel, ikke i eksponeringsværdien.«

b)

Følgende stykke tilføjes:

»4.   EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at præcisere, hvordan de eksponeringsleverende institutter skal fastlægge den i stk. 1, litra e), omhandlede eksponeringsværdi, og tager i den forbindelse hensyn til relevante tab, der forventes at blive dækket af det syntetiske mer-spread.

EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 10. oktober 2021.

Kommissionen tillægges beføjelser til at supplere denne forordning ved at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.«

3)

Artikel 249, stk. 3, første afsnit, affattes således:

»3.   Uanset denne artikels stk. 2 skal de i artikel 201, stk. 1, litra g), anførte anerkendte udbydere af ufinansieret kreditrisikoafdækning være tildelt en kreditvurdering af et anerkendt ECAI, som var kreditkvalitetstrin 2 eller derover på det tidspunkt, hvor kreditrisikoafdækningen først blev anerkendt, og som nu er kreditkvalitetstrin 3 eller derover.«

4)

I artikel 256 tilføjes følgende stykke:

»6.   Med henblik på beregningen af attachment points (A) og detachment points (D) af en syntetisk securitisering behandler det eksponeringsleverende institut i securitiseringen eksponeringsværdien af securitiseringspositionen svarende til det i artikel 248, stk. 1, litra e), omhandlede syntetiske mer-spread som en tranche og justerer attachment points (A) og detachment points (D) i de andre trancher, det beholder, ved at tilføje denne eksponeringsværdi til den udestående balance i puljen af underliggende eksponeringer i securitiseringen. Andre institutioner end det eksponeringsleverende institut må ikke foretage denne justering.«

5)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 269a

Behandling af securitiseringer af misligholdte eksponeringer (NPE-securitiseringer)

1.   I denne artikel forstås ved:

a)

»NPE-securitisering«: en NPE-securitisering som defineret i artikel 2, nr. 25), i forordning (EU) 2017/2402

b)

»kvalificerende traditionel NPE-securitisering«: en traditionel NPE-securitisering, hvor den ikkerefunderbare rabat på købsprisen udgør mindst 50 % af det udestående beløb for de underliggende eksponeringer på det tidspunkt, hvor de blev overført til SSPE'en.

2.   Risikovægten for en position i en NPE-securitisering beregnes i overensstemmelse med artikel 254 eller 267. Risikovægten er underlagt en nedre grænse på 100 %, undtagen når artikel 263 finder anvendelse.

3.   Uanset denne artikels stk. 2 tildeler institutterne en risikovægt på 100 % til den foranstillede securitiseringsposition i en kvalificerende traditionel NPE-securitisering, undtagen når artikel 263 finder anvendelse.

4.   Institutter, som anvender IRB-metoden på eventuelle eksponeringer i puljen af underliggende eksponeringer i overensstemmelse med kapitel 3, og som ikke må anvende egne LGD-estimater og konverteringsfaktorer i forbindelse med sådanne eksponeringer, må ikke anvende SEC-IRBA til beregning af risikovægtede eksponeringsbeløb med henblik på en position i en NPE-securitisering og må ikke anvende stk. 5 eller 6.

5.   Med henblik på artikel 268, stk. 1, medregnes de forventede tab i forbindelse med eksponeringer, der ligger til grund for en kvalificerende traditionel NPE-securitisering, efter fradrag af den ikkerefunderbare rabat på købsprisen og, hvor det er relevant, eventuelle yderligere specifikke kreditrisikojusteringer.

Institutterne foretager beregningen i overensstemmelse med følgende formel:

Image 1

hvor:

CRmax

=

maksimumskapitalkravet i tilfælde af en kvalificerende traditionel NPE-securitisering

RWEAIRB

=

summen af risikovægtede eksponeringsbeløb for de underliggende eksponeringer, der er omfattet af IRB-metoden

ELIRB

=

summen af forventede tabsbeløb for de underliggende eksponeringer, der er omfattet af IRB-metoden

NRPPD

=

den ikkerefunderbare rabat på købsprisen

EVIRB

=

summen af eksponeringsværdierne af de underliggende eksponeringer, der er omfattet af IRB-metoden

EVPool

=

summen af eksponeringsværdierne af alle underliggende eksponeringer i puljen

SCRAIRB

=

for eksponeringsleverende institutter de specifikke kreditrisikojusteringer, som instituttet har foretaget med hensyn til de underliggende eksponeringer, der er omfattet af IRB-metoden, hvis og i det omfang disse justeringer overstiger NRPPD; for investorinstitutter er beløbet nul

RWEASA

=

summen af risikovægtede eksponeringsbeløb for de underliggende eksponeringer, der er omfattet af standardmetoden.

6.   Uanset denne artikels stk. 3 kan institutter, hvor den eksponeringsvægtede gennemsnitlige risikovægt beregnet i overensstemmelse med transparensmetoden fastsat i artikel 267 er lavere end 100 %, anvende den lavere risikovægt, dog med en bundgrænse for risikovægten på 50 %.

Med henblik på første afsnit skal eksponeringsleverende institutter, som anvender SEC-IRBA på en position, og som må anvende egne LGD-estimater og konverteringsfaktorer i forbindelse med alle underliggende eksponeringer, der er omfattet af IRB-metoden i overensstemmelse med kapitel 3, fratrække den ikkerefunderbare rabat på købsprisen og, hvor det er relevant, eventuelle yderligere specifikke kreditrisikojusteringer fra de forventede tab og eksponeringsværdier af de underliggende eksponeringer i tilknytning til en foranstillet position i en kvalificerende traditionel NPE-securitisering i overensstemmelse med følgende formel:

Image 2

hvor:

RWmax

=

den risikovægt, som, før bundgrænsen anvendes, finder anvendelse på en foranstillet position i en kvalificerende traditionel NPE-securitisering, når transparensmetoden anvendes

RWEAIRB

=

summen af risikovægtede eksponeringsbeløb for de underliggende eksponeringer, der er omfattet af IRB-metoden

RWEASA

=

summen af risikovægtede eksponeringsbeløb for de underliggende eksponeringer, der er omfattet af standardmetoden

ELIRB

=

summen af forventede tabsbeløb for de underliggende eksponeringer, der er omfattet af IRB-metoden

NRPPD

=

den ikkerefunderbare rabat på købsprisen

EVIRB

=

summen af eksponeringsværdierne af de underliggende eksponeringer, der er omfattet af IRB-metoden

EVpool

=

summen af eksponeringsværdierne af alle underliggende eksponeringer i puljen

EVSA

=

summen af eksponeringsværdierne af de underliggende eksponeringer, der er omfattet af standardmetoden

SCRAIRB

=

de specifikke kreditrisikojusteringer, som det eksponeringsleverende institut har foretaget med hensyn til de underliggende eksponeringer, der er omfattet af IRB-metoden, hvis og i det omfang disse justeringer overstiger NRPPD.

7.   Med henblik på denne artikel beregnes den ikkerefunderbare rabat på købsprisen ved at trække det i litra b) omhandlede beløb fra det i litra a) omhandlede beløb:

a)

det udestående beløb for NPE-securitiseringens underliggende eksponeringer på det tidspunkt, hvor disse eksponeringer blev overført til SSPE'en

b)

summen af følgende:

i)

den oprindelige salgspris for trancherne eller, hvor det er relevant, dele af trancherne i NPE-securitiseringen, der er solgt til tredjepartsinvestorer, og

ii)

det udestående beløb på det tidspunkt, hvor de underliggende eksponeringer blev overført til SSPE'en, for trancherne eller, hvor det er relevant, dele af trancherne i den securitisering, som det eksponeringsleverende institut besidder.

Med henblik på stk. 5 og 6 nedjusteres beregningen af den ikkerefunderbare rabat på købsprisen i hele transaktionens levetid under hensyntagen til de realiserede tab. Enhver reduktion i de underliggende eksponeringers udestående beløb som følge af realiserede tab reducerer den ikkerefunderbare rabat på købsprisen, dog med en bundgrænse på nul.

Hvis en rabat er struktureret på en sådan måde, at den helt eller delvis kan refunderes til det eksponeringsleverende institut, anses en sådan rabat ikke for en ikkerefunderbar rabat på købsprisen med henblik på denne artikel.«

6)

Artikel 270 affattes således:

»Artikel 270

Foranstillede positioner i balanceførte STS-securitiseringer

1.   Et eksponeringsleverende institut kan beregne de risikovægtede eksponeringsbeløb for en securitiseringsposition i forbindelse med en balanceført STS-securitisering som omhandlet i artikel 26a, stk. 1, i forordning (EU) 2017/2402 i overensstemmelse med artikel 260, 262 eller 264 i nærværende forordning, alt efter hvad der er relevant, hvis den pågældende position opfylder begge følgende betingelser:

a)

securitiseringen opfylder kravene fastsat i artikel 243, stk. 2

b)

positionen betragtes som den foranstillede securitiseringsposition.

2.   EBA overvåger anvendelsen af stk. 1, navnlig med hensyn til:

a)

markedsvolumen og markedsandel for balanceførte STS-securitiseringer, med hensyn til hvilke det eksponeringsleverende institut anvender stk. 1, på tværs af forskellige aktivklasser

b)

den observerede fordeling af tab på den foranstillede tranche og på andre trancher af balanceførte STS-securitiseringer, hvor det eksponeringsleverende institut anvender stk. 1 med hensyn til den foranstillede position i sådanne securitiseringer

c)

indvirkningen af anvendelsen af stk. 1 på institutternes gearing

d)

indvirkningen af anvendelsen af balanceførte STS-securitiseringer, med hensyn til hvilke det eksponeringsleverende institut anvender stk. 1, på de respektive eksponeringsleverende institutters udstedelse af kapitalinstrumenter.

3.   EBA forelægger Kommissionen en rapport om sine resultater senest den 10. april 2023.

4.   Senest den 10. oktober 2023 forelægger Kommissionen på grundlag af den i stk. 3 omhandlede rapport Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af denne artikel, navnlig med hensyn til risikoen for overdreven gearing som følge af anvendelsen af balanceførte STS-securitiseringer, der opfylder betingelserne for behandling i overensstemmelse med stk. 1, og med hensyn til den potentielle substitution af udstedelsen af kapitalinstrumenter foretaget af eksponeringsleverende institutter gennem denne anvendelse. Denne rapport ledsages, hvor det er relevant, af et lovgivningsmæssigt forslag.«

7)

I artikel 430 indsættes følgende stykke:

»1a.   Med henblik på denne artikels stk. 1, litra a), skal de oplysninger, som institutter indberetter i forbindelse med deres indberetning af kapitalgrundlagskrav vedrørende securitiseringer, omfatte oplysninger om NPE-securitiseringer, der nyder godt af den i artikel 269a fastsatte behandling, om de balanceførte STS-securitiseringer, som de hidrører fra, og om opdelingen af de aktiver, der ligger til grund for disse balanceførte STS-securitiseringer, efter aktivklasse.«

8)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 494c

Overgangsbestemmelser vedrørende foranstillede securitiseringspositioner

Uanset artikel 270 kan et eksponeringsleverende institut beregne de risikovægtede eksponeringsbeløb i forbindelse med en foranstillet securitiseringsposition i overensstemmelse med artikel 260, 262 eller 264, hvis begge følgende betingelser er opfyldt:

a)

securitiseringen blev udstedt før den 9. april 2021

b)

securitiseringen opfyldte den 8. april 2021 de i artikel 270 fastsatte betingelser, som var gældende på denne dato.«

9)

I artikel 501c affattes indledningen således:

»EBA vurderer efter høring af ESRB på grundlag af de tilgængelige data og resultaterne fra Kommissionens Ekspertgruppe på Højt Plan vedrørende Bæredygtig Finansiering, hvorvidt en særlig tilsynsmæssig behandling af eksponeringer vedrørende aktiver, herunder securitiseringer, eller aktiviteter, som i væsentlig grad er forbundet med miljømæssige og/eller sociale mål, er berettiget. EBA vurderer navnlig:«.

10)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 506a

CIU’er med en underliggende portefølje af statsobligationer i euroområdet

I tæt samarbejde med ESRB og EBA offentliggør Kommissionen senest den 31. december 2021 en rapport, hvori den vurderer, hvorvidt der er behov for ændringer af den lovgivningsmæssige ramme for at fremme markedet for og bankkøb af eksponeringer i form af andele eller aktier i CIU'er med en underliggende portefølje, der udelukkende består af statsobligationer fra medlemsstater, hvis valuta er euro, hvor den relative vægt af hver medlemsstats statsobligationer i CIU'ens samlede portefølje svarer til den relative vægt af hver medlemsstats kapitalbidrag til ECB.

Artikel 506b

NPE-securitiseringer

1.   EBA overvåger anvendelsen af artikel 269a og evaluerer den lovpligtige kapitalbehandling af NPE-securitiseringer under hensyntagen til situationen på markedet for NPE'er i almindelighed og markedet for NPE-securitiseringer i særdeleshed og forelægger Kommissionen en rapport om sine resultater senest den 10. oktober 2022.

2.   Senest den 10. april 2023 forelægger Kommissionen på grundlag af den i denne artikels stk. 1 omhandlede rapport Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af artikel 269a. Kommissionens rapport ledsages, hvor det er relevant, af et lovgivningsmæssigt forslag.«

11)

I artikel 519a tilføjes følgende litra:

»e)

hvordan kriterier for miljømæssig bæredygtighed kan integreres i securitiseringsrammen, herunder for eksponeringer mod NPE-securitiseringer.«

Artikel 2

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Uanset denne artikels stk. 1 finder artikel 1, nr. 2) og 4), anvendelse fra den 10. april 2022.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 31. marts 2021.

På Europa-Parlamentets vegne

D.M. SASSOLI

Formand

På Rådets vegne

A.P. ZACARIAS

Formand


(1)   EUT C 377 af 9.11.2020, s. 1.

(2)   EUT C 10 af 11.1.2021, s. 30.

(3)  Europa-Parlamentets holdning af 25.3.2021 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 30.3.2021.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/876 af 20. maj 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår gearingsgrad, net stable funding ratio, krav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver, modpartskreditrisiko, markedsrisiko, eksponeringer mod centrale modparter, eksponeringer mod kollektive investeringsordninger, store eksponeringer og indberetnings- og oplysningskrav, og forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 150 af 7.6.2019, s. 1).

(6)  Udtalelse fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed til Europa-Kommissionen om den reguleringsmæssige behandling af securitisering med misligholdte eksponeringer, EBA-OP-2019-13, offentliggjort den 23. oktober 2019.