15.9.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 325/51


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2021/1482

af 14. september 2021

om ligestilling med henblik på at fremme retten til fri bevægelighed inden for Unionen af covid-19-certifikater, der udstedes af Staten Israel, med certifikater, der udstedes i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/953

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/953 af 14. juni 2021 om en ramme for udstedelse, kontrol og accept af interoperable covid-19-vaccinations-, test- og restitutionscertifikater (EU's digitale covidcertifikat) for at lette fri bevægelighed under covid-19-pandemien (1), særlig artikel 8, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved forordning (EU) 2021/953 fastlægges en ramme for udstedelse, kontrol og accept af interoperable covid-19-vaccinations-, test- og restitutionscertifikater (EU's digitale covidcertifikat) med det formål at gøre det lettere for indehaverne at udøve deres ret til fri bevægelighed under covid-19-pandemien. Nævnte forordning bidrager også til at lette den gradvise ophævelse af restriktioner for den frie bevægelighed, der i overensstemmelse med EU-retten er indført af medlemsstaterne med henblik på at begrænse spredningen af sars-CoV-2, på en koordineret måde.

(2)

Forordning (EU) 2021/953 giver mulighed for accept af covid-19-attester udstedt af tredjelande til unionsborgere og deres familiemedlemmer, hvor Kommissionen finder, at disse covid-19-certifikater er udstedt i overensstemmelse med standarder, der skal anses som at svare til dem, der fastsættes i henhold til nævnte forordning. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/954 (2) skal medlemsstaterne desuden anvende de regler, der er fastsat i forordning (EU) 2021/953, på tredjelandsstatsborgere, der ikke er omfattet af nævnte forordnings anvendelsesområde, men som lovligt opholder sig eller bor på deres område, og som har ret til at rejse til andre medlemsstater i overensstemmelse med EU-retten. Derfor bør alle konklusioner om ækvivalens, der er fastsat i denne afgørelse, finde anvendelse på covid-19-vaccinations- og restitutionscertifikater, der er udstedt af Staten Israel til unionsborgere og deres familiemedlemmer. Tilsvarende bør sådanne konklusioner om ækvivalens på grundlag af forordning (EU) 2021/954 også gælde for covid-19-vaccinations- og restitutionscertifikater, der udstedes af Staten Israel til tredjelandsstatsborgere, som lovligt opholder sig eller bor på medlemsstaternes område, på de betingelser, der er fastsat i nævnte forordning.

(3)

Den 19. juli 2021 gav Staten Israel Kommissionen detaljerede oplysninger om udstedelse af interoperable covid-19-vaccinations- og restitutionscertifikater i henhold til »Ramzor«-systemet. Staten Israel meddelte Kommissionen, at dets covid-19-certifikater ifølge Staten Israels opfattelse udstedes i overensstemmelse med en standard og et teknologisk system, som er interoperabelt med den tillidsramme, der er oprettet ved forordning (EU) 2021/953, og som gør det muligt at kontrollere certifikaternes ægthed, gyldighed og integritet. I denne forbindelse oplyste Staten Israel Kommissionen om, at covid-19-certifikater, der udstedes af Staten Israel i overensstemmelse med »Ramzor«-systemet, indeholder de data, der er omhandlet i bilaget til forordning (EU) 2021/953.

(4)

Efter anmodning fra Staten Israel gennemførte Kommissionen den 6. september 2021 tekniske test, som viste, at covid-19-vaccinations-, og restitutionscertifikaterne udstedes af Staten Israel i overensstemmelse med »Ramzor«-systemet, som er interoperabelt med den tillidsramme, der er fastsat i forordning (EU) 2021/953, og gør det muligt at kontrollere certifikaternes ægthed, gyldighed og integritet. Kommissionen bekræftede også, at covid-19-vaccinations- og restitutionscertifikater, der udstedes af Staten Israel i overensstemmelse med »Ramzor«-systemet, indeholder de nødvendige data.

(5)

Staten Israel meddelte desuden Kommissionen, at den udsteder interoperable vaccinationscertifikater for covid-19-vacciner. Disse omfatter i øjeblikket Comirnaty og Spikevax.

(6)

Staten Israel meddelte desuden Kommissionen, at den udsteder interoperable restitutionscertifikater. Disse certifikater er gyldige i højst 180 dage efter datoen for den første positive test.

(7)

Staten Israel meddelte desuden Kommissionen, at den accepterer vaccinations-, test- og restitutionscertifikater, der udstedes af medlemsstaterne og EØS-landene i overensstemmelse med forordning (EU) 2021/953.

(8)

Staten Israel meddelte også Kommissionen, at den accepterer vaccinationscertifikater og fraviger rejserestriktioner for personer, der er vaccineret med vacciner, som har fået markedsføringstilladelse i EU i medfør af forordning (EF) nr. 726/2004.

(9)

Staten Israel meddelte endvidere Kommissionen, at den accepterer testcertifikater baseret på nukleinsyre-amplifikationstest (NAAT) (såsom revers transkriptase-polymerasekædereaktion (RT-PCR)), der udstedes af medlemsstaterne og EØS-landene. Israel meddelte imidlertid, at alle rejsende, inklusive dem der er i besiddelse af lokale testresultater, skal få foretaget en NAAT-test (f.eks. RT-PCR) ved ankomst, hvilket betyder, at ingen rejserestriktioner fraviges som følge af en test før afgang, der kun giver adgang til ombordstigning. Desuden accepterer Staten Israel ikke hurtige antigentest.

(10)

Staten Israel meddelte desuden Kommissionen, at når kontrollører i Staten Israel kontrollerer certifikater, vil personoplysningerne i disse certifikater blive behandlet udelukkende for at kontrollere og bekræfte indehaverens vaccinations-, test- eller restitutionsstatus og vil ikke blive opbevaret efterfølgende.

(11)

De elementer, der er nødvendige for at fastslå, at covid-19-certifikater udstedt af Staten Israel i overensstemmelse med »Ramzor«-systemet skal anses som at svare til dem, der er udstedt i henhold til forordning (EU) 2021/953, er således opfyldt.

(12)

Derfor bør covid-19-certifikater udstedt af Staten Israel i overensstemmelse med »Ramzor«-systemet accepteres på de betingelser, der er omhandlet i artikel 5, stk. 5, og artikel 7, stk. 8, i forordning (EU) 2021/953.

(13)

For at denne afgørelse kan være operationel, bør Staten Israel forbindes til tillidsrammen for EU's digitale covidcertifikat, der er fastsat ved forordning (EU) 2021/953.

(14)

For at beskytte Unionens interesser, navnlig på folkesundhedsområdet, kan Kommissionen anvende sine beføjelser til at suspendere eller ophæve denne afgørelse, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, i forordning (EU) 2021/953 ikke længere er opfyldt.

(15)

I lyset af behovet for hurtigst muligt at forbinde Staten Israel til tillidsrammen for EU's digitale covidcertifikat, der er fastsat ved forordning (EU) 2021/953, bør denne afgørelse træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(16)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 14 i forordning (EU) 2021/953 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Covid-19-vaccinations- og restitutionscertifikater, der udstedes af Staten Israel i overensstemmelse med »Ramzor«-systemet, anses med henblik på at fremme retten til fri bevægelighed inden for Unionen som at svare til dem, der er udstedt i overensstemmelse med forordning (EU) 2021/953.

Artikel 2

Staten Israel forbindes til tillidsrammen for EU's digitale covidcertifikat, der er fastsat ved forordning (EU) 2021/953.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. september 2021.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 211 af 15.6.2021, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/954 af 14. juni 2021 om en ramme for udstedelse, kontrol og accept af interoperable covid-19-vaccinations-, test- og restitutionscertifikater (EU's digitale covidcertifikat) for så vidt angår tredjelandsstatsborgere, der lovligt opholder sig eller bor på medlemsstaternes område under covid-19-pandemien (EUT L 211 af 15.6.2021, s. 24).