23.2.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 62/41


RÅDETS AFGØRELSE (Euratom) 2021/281

af 22. februar 2021

om ændring af beslutning 2007/198/Euratom om oprettelse af et europæisk fællesforetagende for ITER og fusionsenergiudvikling og om tilståelse af fordele til det

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 47, stk. 3 og 4,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Aftalen om oprettelse af Den Internationale Fusionsenergiorganisation for ITER, der skal forestå den fælles gennemførelse af ITER-projektet (1), (»ITER-aftalen«) blev underskrevet i november 2006 af Euratom, Kina, Indien, Japan, Sydkorea, Den Russiske Føderation og USA. Euratom, som ifølge ITER-aftalen er værtsparten, har indtaget en ledende rolle i projektet.

(2)

Ved beslutning 2007/198/Euratom (2) oprettede Rådet Det Europæiske Fællesforetagende for ITER og fusionsenergiudvikling (Fusion for Energy) (»fællesforetagendet«) til formidling af Euratoms bidrag til Den Internationale Fusionsenergiorganisation for ITER og aftalen med Japan om den bredere strategi og til udarbejdelse og samordning af et program for aktiviteter til forberedelse af opførelsen af en demonstrationsreaktor for fusionsenergi med tilhørende anlæg.

(3)

Det er fastsat i artikel 5 i beslutning 2007/198/Euratom, at fællesforetagendet skal have sin egen finansforordning, der er baseret på principperne i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1271/2013 (3) og kan afvige fra nævnte delegerede forordning, hvis fællesforetagendets særlige driftsmæssige behov nødvendiggør dette, med forbehold af forudgående drøftelser med Kommissionen. Afsnit IV i fællesforetagendets finansforordning regulerer gennemførelsen af budgettet.

(4)

I beslutning 2007/198/Euratom var der fastsat et finansielt referencebeløb, der blev anset for at være nødvendigt for fællesforetagendet, samt Euratoms anslåede samlede bidrag til dette beløb, idet bidraget skal stilles til rådighed gennem Euratoms forsknings- og uddannelsesprogrammer vedtaget i henhold til traktatens artikel 7 eller gennem enhver anden afgørelse vedtaget af Rådet.

(5)

Beslutning 2007/198/Euratom blev ændret ved Rådets afgørelse 2013/791/Euratom (4) for at tillade finansiering af fællesforetagendets aktiviteter under hele varigheden af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020, der er fastlagt i Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 (5).

(6)

Et nyt ITER-projektreferencescenarie, der blev udarbejdet som led i den forbedrede styring af projektet, opnåede ITER-Rådets støtte i 2016 og 2017. Det blev efterfølgende anvendt til at anslå fællesforetagendets finansieringsbehov. Den nye tidsplan for det nye referencescenarie antager første plasmaproduktion (First Plasma) vil opnås i december 2025 og fuld drift ved brug af deuterium-tritium-brændstof i 2035. Denne tidsplan tager ikke højde for uventede udgifter, og det forudsættes derfor, at alle større risici skal afbødes.

(7)

Den 12. april 2018 bekræftede Rådet på ny Euratoms fortsatte engagement i en vellykket færdiggørelse af ITER-projektet og bemyndigede Kommissionen til at godkende det nye ITER-projektreferencescenarie på vegne af Euratom på ITER-Rådets møde på ministerplan. Samtidig anmodede Rådet om, at fællesforetagendet fortsætter sine rapporterings- og gennemgangsopgaver i overensstemmelse med Rådets konklusioner af 12. juli 2010 og foretager regelmæssige uafhængige vurderinger af fremskridtene med ITER med fokus på resultat- og projektstyringen, herunder omkostningsbegrænsning, kontrol med tidsplanen for projektet og risikostyring.

(8)

Denne afgørelse giver mulighed for synergi- og komplementaritetseffekter med fusionsforskningsaktiviteter, der finansieres gennem Euratomprogrammet for forskning og uddannelse. En vellykket opførelse og drift af ITER er afgørende for den europæiske køreplan for fusionsenergi, der har opbakning fra samtlige aktører inden for fusionsenergiforskningen i Europa.

(9)

I den flerårige finansielle ramme for årene 2021-2027, der er fastlagt i Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2093 (6) (»FFR 2021-2027«), fastsatte Europa-Parlamentet og Rådet Euratoms maksimale forpligtelser til ITER til 5 614 000 000 EUR i løbende priser.

(10)

Under fuld overholdelse af medlemsstaternes ret til selv at bestemme deres energimiks kan foranstaltninger i medfør af denne afgørelse bidrage til virkeliggørelsen af målene i den europæiske køreplan for fusionsenergi.

(11)

I henhold til punkt 22 og 23 i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (7) bør ITER evalueres på grundlag af oplysninger indsamlet i overensstemmelse med specifikke overvågningskrav, samtidig med at overregulering og administrative byrder undgås. Disse krav kan, hvor det er relevant, omfatte målbare indikatorer som grundlag for en evaluering af ITER's virkninger. Kommissionen bør meddele Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget konklusionerne på sine evalueringer. Hvis tidspunkterne for den efterfølgende evaluering og midtvejsevalueringen ligger tæt på hinanden, bør det være muligt at kombinere begge evalueringer i en enkelt evaluering, som dækker den samlede periode.

(12)

I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (8) (»finansforordningen«), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 (9) og Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (10), (Euratom, EF) nr. 2185/96 (11) og (EU) 2017/1939 (12) skal Unionens finansielle interesser beskyttes ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger, herunder foranstaltninger vedrørende forebyggelse, opdagelse, korrektion og undersøgelse af uregelmæssigheder, herunder svig, vedrørende tilbagesøgning af tabte, uberettiget udbetalte eller ukorrekt anvendte midler og, hvor det er relevant, vedrørende pålæggelse af administrative sanktioner.

Navnlig har Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) i overensstemmelse med forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 og (EU, Euratom) nr. 883/2013 beføjelse til at foretage administrative undersøgelser, herunder kontrol og inspektion på stedet, med henblik på at fastslå, om der foreligger svig, korruption eller enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser. Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) er i overensstemmelse med forordning (EU) 2017/1939 beføjet til at efterforske og retsforfølge strafbare handlinger til skade for Unionens finansielle interesser som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 (13). I overensstemmelse med finansforordningen skal enhver person eller enhed, som modtager EU-midler, samarbejde fuldt ud om beskyttelse af Unionens finansielle interesser, give Kommissionen, OLAF, Revisionsretten og for så vidt angår de medlemsstater, der deltager i et forstærket samarbejde i henhold til forordning (EU) 2017/1939, EPPO de fornødne rettigheder og den fornødne adgang og sikre, at eventuelle tredjeparter, der er involveret i gennemførelsen af EU-midler, tildeler tilsvarende rettigheder.

(13)

Denne afgørelse bør sikre synligheden af Fællesskabets finansiering gennemtilvejebringelse af sammenhængende, virkningsfulde, forholdsmæssige og målrettede oplysninger til forskellige modtagergrupper, herunder medierne og offentligheden.

(14)

Det er nødvendigt at ændre beslutning 2007/198/Euratom for at gøre det muligt at finansiere fællesforetagendets aktiviteter og Kommissionens dermed forbundne aktiviteter i perioden 2021-2027 over Den Europæiske Unions almindelige budget.

(15)

For at sikre en vellykket færdiggørelse af ITER-projektet og kontinuitet i ydelsen af støtte på det relevante politikområde fra begyndelsen af FFR 2021-2027 bør denne afgørelse finde anvendelse med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2021 og træde i kraft hurtigst muligt.

(16)

Beslutning 2007/198/Euratom bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I beslutning 2007/198/Euratom foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 4 foretages følgende ændringer:

a)

Stk. 3 affattes således:

»3.   Euratoms vejledende bidrag til fællesforetagendet for perioden 2021-2027, herunder de tilknyttede støtteudgifter, jf. stk. 4, for samme periode, er 5 614 000 000 EUR (i løbende priser).«

b)

Følgende stykke tilføjes:

»4.   Det beløb, der er omhandlet i stk. 3, kan også dække udgifter vedrørende forberedelse, overvågning, kontrol, revision, evaluering og andre aktiviteter samt udgifter, der er nødvendige for at forvalte og gennemføre denne beslutning, herunder administrative udgifter, og evaluering af opfyldelsen af beslutningens målsætninger. Det kan desuden omfatte udgifter vedrørende undersøgelser og møder mellem eksperter og udgifter vedrørende informationsteknologinet med fokus på behandling og udveksling af oplysninger, herunder informationsteknologiværktøjer i virksomheder og anden teknisk og administrativ bistand, som er nødvendig i forbindelse med forvaltningen af denne beslutning.«

2)

Artikel 5b udgår.

3)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 5c

Evaluering

1.   Evalueringer af gennemførelsen af denne beslutning foretages regelmæssigt og så betids, at resultaterne kan indgå i beslutningsprocessen.

2.   Så snart der foreligger tilstrækkelige oplysninger om gennemførelsen af denne beslutning i perioden 2021-2027, dog senest 2024, foretager Kommissionen en midtvejsevaluering af gennemførelsen af denne beslutning.

3.   Ved afslutningen af denne beslutnings gennemførelse, senest fire år efter afslutningen af den i artikel 4, stk. 3, nævnte periode, foretager Kommissionen en endelig evaluering af gennemførelsen af denne beslutning.

4.   Kommissionen meddeler Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget resultaterne af de evalueringer, der foretages i henhold til denne artikel, og sine bemærkninger hertil.«

4)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 5d

Kommunikation, synlighed og offentliggørelse

1.   Modtagere af fællesskabsmidler skal anerkende disse midlers oprindelse og sikre synlighed af fællesskabsmidlerne, navnlig når de promoverer tiltagene og deres resultater, ved at give sammenhængende, effektive og forholdsmæssige målrettede oplysninger til forskellige modtagergrupper, herunder medierne og offentligheden.

2.   Kommissionen gennemfører informations- og kommunikationstiltag vedrørende denne beslutning, vedrørende tiltag, der iværksættes i henhold til denne beslutning, og vedrørende de opnåede resultater De finansielle midler, der er tildelt denne beslutning, skal også bidrage til formidling af Unionens politiske prioriteter, for så vidt som disse prioriteter vedrører målene omhandlet i artikel 1.«

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den 1. januar 2021.

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. februar 2021.

På Rådets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand


(1)  EUT L 358 af 16.12.2006, s. 62.

(2)  Rådets beslutning 2007/198/Euratom af 27. marts 2007 om oprettelse af et europæisk fællesforetagende for ITER og fusionsenergiudvikling og om tilståelse af fordele til det (EUT L 90 af 30.3.2007, s. 58).

(3)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1271/2013 af 30. september 2013 om rammefinansforordningen for de organer, der er omhandlet i artikel 208 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT L 328 af 7.12.2013, s. 42).

(4)  Rådets afgørelse 2013/791/Euratom af 13. december 2013 om ændring af beslutning 2007/198/Euratom om oprettelse af et europæisk fællesforetagende for ITER og fusionsenergiudvikling og om tilståelse af fordele til det (EUT L 349 af 21.12.2013, s. 100).

(5)  Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 884).

(6)  Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2093 af 17. december 2020 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2021-2027 (EUT L 433 I af 22.12.2020, s. 11).

(7)  EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1).

(9)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT L 248 af 18.9.2013, s. 1).

(10)  Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT L 312 af 23.12.1995, s. 1).

(11)  Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder (EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2).

(12)  Rådets forordning (EU) 2017/1939 af 12. oktober 2017 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om oprettelse af en europæisk anklagemyndighed (»EPPO«) (EUT L 283 af 31.10.2017, s. 1).

(13)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 af 5. juli 2017 om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser (EUT L 198 af 28.7.2017, s. 29).