(1)

Kommissionens lovgivningsforslag om den fælles landbrugspolitik efter 2020 har til formål at fastlægge en solid EU-ramme, der er afgørende for at sikre, at den fælles landbrugspolitik forbliver en fælles politik med lige vilkår, samtidig med at medlemsstaterne får et større ansvar for, hvordan målsætningerne opfyldes, og de fastsatte mål nås. Medlemsstaterne skal derfor udarbejde strategiske planer under den fælles landbrugspolitik og gennemføre dem efter Kommissionens godkendelse.

(2)

Lovgivningsproceduren vedrørende Kommissionens lovgivningsforslag om den fælles landbrugspolitik efter 2020 er ikke blevet afsluttet tids nok til, at det er muligt for medlemsstaterne og Kommissionen at forberede alle de elementer, der er nødvendige for at anvende den nye retlige ramme og de strategiske planer under den fælles landbrugspolitik fra den 1. januar 2021, således som Kommissionen oprindelig har foreslået. Denne forsinkelse har skabt usikkerhed og risici for landbrugere i Unionen og hele EU-landbrugssektoren. For at mindske denne usikkerhed og opretholde levedygtigheden i landdistrikter og regioner samt bidrage til miljømæssig bæredygtighed bør denne forordning fastsætte fortsat anvendelse af reglerne i den nuværende ramme for den fælles landbrugspolitik, der omfatter perioden 2014-2020 (»den nuværende ramme for den fælles landbrugspolitik«), og uafbrudte betalinger til landbrugere og andre støttemodtagere og dermed skabe forudsigelighed og stabilitet i overgangsperioden 2021 og 2022 (»overgangsperioden«) indtil datoen for anvendelse af den nye retlige ramme, der omfatter perioden fra den 1. januar 2023 (»den nye retlige ramme«).

(3)

Da lovgivningsproceduren vedrørende Kommissionens lovgivningsforslag om den fælles landbrugspolitik efter 2020 endnu ikke er afsluttet, medlemsstaterne stadig skal udarbejde de strategiske planer under den fælles landbrugspolitik, og interessenterne skal høres, bør den nuværende ramme for den fælles landbrugspolitik fortsat finde anvendelse i den yderligere periode på to år. Formålet med overgangsperioden er at lette en gnidningsfri overgang til en ny programmeringsperiode for støttemodtagerne og give mulighed for at tage hensyn til Kommissionens meddelelse af 11. december 2019 om den europæiske grønne pagt (»den europæiske grønne pagt«).

(4)

For at sikre, at der kan ydes støtte til landbrugere og andre støttemodtagere fra Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) i 2021 og 2022, bør Unionen fortsat yde en sådan støtte i overgangsperioden på de betingelser, der er fastsat i den nuværende ramme for den fælles landbrugspolitik. Den nuværende ramme for den fælles landbrugspolitik er fastlagt ved navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (4), (EU) nr. 1305/2013 (5), (EU) nr. 1306/2013 (6), (EU) nr. 1307/2013 (7) og (EU) nr. 1308/2013 (8).

(5)

Denne forordning bør give medlemsstaterne tilstrækkelig tid til at udarbejde deres respektive strategiske planer under den fælles landbrugspolitik og lette etableringen af de administrative strukturer, der er nødvendige for en vellykket gennemførelse af den nye retlige ramme, navnlig ved at give mulighed for øget teknisk bistand. Alle strategiske planer under den fælles landbrugspolitik bør være klar til at træde i kraft, når overgangsperioden udløber, for at give hårdt tiltrængt stabilitet og sikkerhed for landbrugssektoren.

(6)

I lyset af at Unionen fortsat bør støtte udvikling af landdistrikterne i hele overgangsperioden, bør medlemsstaterne have mulighed for at finansiere deres forlængede programmer for udvikling af landdistrikterne med den modsvarende budgetbevilling for 2021 og 2022. De forlængede programmer bør sikre, at mindst den samme samlede andel af bidraget fra ELFUL afsættes til de foranstaltninger, som er omhandlet i artikel 59, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1305/2013, i overensstemmelse med de nye ambitioner i den europæiske grønne pagt.

(7)

Forordning (EU) nr. 1303/2013 fastsætter fælles bestemmelser for ELFUL og for andre fonde, som fungerer inden for en fælles ramme. Nævnte forordning bør fortsat gælde for programmer, der støttes af ELFUL for programmeringsperioden 2014-2020 og for programmeringsårene 2021 og 2022.

(8)

De frister, der er fastsat i forordning (EU) nr. 1303/2013 for gennemførelsesrapporter, årlige statusmøder, efterfølgende evalueringer og sammenfattende rapporter, udgifters støtteberettigelse, frigørelse og budgetforpligtelser gælder kun for programmeringsperioden 2014-2020. Disse frister bør tilpasses for at tage hensyn til den forlængede varighed af den periode, i hvilken programmer vedrørende støtte fra ELFUL bør gennemføres.

(9)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1310/2013 (9) og Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 807/2014 (10) fastsætter, at udgifter til visse langfristede forpligtelser, der er indgået i henhold til visse forordninger, som tildelte støtte til landdistriktsudvikling, før forordning (EU) nr. 1305/2013 fandt anvendelse, på visse betingelser fortsat bør betales af ELFUL i programmeringsperioden 2014-2020. Nævnte udgifter bør på samme betingelser også fortsat være støtteberettigede i deres respektive retlige forpligtelsers varighed i programmeringsårene 2021 og 2022. Af hensyn til den juridiske klarhed og retssikkerheden bør det desuden præciseres, at de retlige forpligtelser, der er indgået under tidligere foranstaltninger, som svarer til de foranstaltninger i forordning (EU) nr. 1305/2013, som det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem finder anvendelse på, bør være underlagt dette integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, og at betalinger vedrørende disse retlige forpligtelser bør foretages i perioden fra den 1. december til den 30. juni i det efterfølgende kalenderår.

(10)

ELFUL bør kunne støtte omkostningerne til kapacitetsopbygning og forberedende aktioner, som støtter udarbejdelsen og den fremtidige gennemførelse af de lokaludviklingsstrategier styret af lokalsamfundet, der indledes i overensstemmelse med den nye retlige ramme.

(11)

Ved tildelingen af betalingsrettigheder eller ved genberegningen af betalingsrettigheder for medlemsstater, der beholder eksisterende rettigheder, i henhold til forordning (EU) nr. 1307/2013 begik nogle medlemsstater i 2015 fejl, da de fastsatte antallet eller værdien af betalingsrettigheder. Mange af disse fejl har, selv når de er begået med hensyn til en enkelt landbruger, indvirkning på værdien af betalingsrettighederne for alle landbrugere og for alle år. Nogle medlemsstater begik også fejl efter 2015 ved tildelingen af rettigheder fra reserven, f.eks. ved beregningen af gennemsnitsværdien. Sådanne tilfælde af manglende overholdelse er normalt genstand for en finansiel korrektion, indtil den pågældende medlemsstat har truffet korrigerende foranstaltninger. På baggrund af den tid, der er gået siden den første tildeling, medlemsstaternes bestræbelser på at fastslå og, hvor det er relevant, korrigere rettigheder og desuden af hensyn til retssikkerheden bør antallet og værdien af betalingsrettigheder anses for lovlige og formelt rigtige med virkning fra en bestemt dato.

(12)

I henhold til artikel 24, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1307/2013 blev medlemsstaterne ved tildeling af betalingsrettigheder givet mulighed for at anvende en reduktionskoefficient for støtteberettigede hektar, som består af permanente græsarealer beliggende i områder med vanskelige klimatiske forhold. Alpine græsningsarealer forvaltes ofte kollektivt, og derfor tildeles områder på årsbasis, hvilket skaber en betydelig grad af usikkerhed blandt landbrugerne i de berørte medlemsstater. Gennemførelsen af denne ordning har vist sig at være særligt kompleks, især for så vidt angår den nøjagtige definition af de berørte områder. Da værdien af betalingsrettigheder i områder, hvor reduktionskoefficienten ikke anvendes, afhænger af summen af betalingsrettigheder i de udpegede områder, påvirker denne usikkerhed efterfølgende alle landbrugere i de berørte medlemsstater. For at stabilisere den ordning, som i øjeblikket anvendes i disse medlemsstater, og med henblik på at sikre retssikkerhed for alle landbrugere i de berørte medlemsstater så hurtigt som muligt bør de berørte medlemsstater kunne anse værdien og antallet af alle rettigheder tildelt alle landbrugere før den 1. januar 2020 for lovlige og formelt rigtige. Værdien af disse rettigheder bør, uden at dette berører retsmidler, der kan benyttes af individuelle støttemodtagere, være den værdi for kalenderåret 2019, der gjaldt den 31. december 2019.

(13)

Bekræftelse af betalingsrettigheder udgør ikke en fritagelse for medlemsstaternes ansvar inden for rammerne af delt forvaltning af EGFL for at sikre beskyttelse af Unionens budget mod uregelmæssige udgifter. Derfor bør bekræftelse af de betalingsrettigheder, der blev tildelt landbrugere før den 1. januar 2021 eller undtagelsesvis før den 1. januar2020, ikke berøre Kommissionens beføjelse til at træffe afgørelser omhandlet i artikel 52 i forordning (EU) nr. 1306/2013 vedrørende uregelmæssige betalinger, som er tildelt for kalenderår til og med 2020 eller undtagelsesvis til og med 2019, og som skyldes fejl i antallet eller værdien af disse betalingsrettigheder.

(14)

I betragtning af at den nye retlige ramme for den fælles landbrugspolitik endnu ikke er vedtaget, bør det præciseres, at der bør fastsættes overgangsordninger for regulering af overgangen fra eksisterende støtteordninger, der ydes på flerårig basis, til den nye retlige ramme.

(15)

For at begrænse en betydelig fremførsel af forpligtelser fra den nuværende programmeringsperiode for udvikling af landdistrikterne til de strategiske planer under den fælles landbrugspolitik bør varigheden af nye flerårige forpligtelser for så vidt angår miljø- og klimavenligt landbrug, økologisk landbrug og dyrevelfærd som hovedregel begrænses til en periode på højst tre år. Fra 2022 bør forlængelse af eksisterende forpligtelser begrænses til et år.

(16)

Artikel 31, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1305/2013 fastsatte overgangsordninger, der skulle lette udfasningen af betalinger i områder, som på grund af anvendelsen af nye afgrænsningskriterier ikke længere ansås for områder med naturbetingede begrænsninger. Sådanne betalinger skulle betales indtil 2020 og i en periode på højst fire år. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2393 (11) forlængede den oprindelige frist for den nye afgrænsning af sådanne områder til 2019. For landbrugere i de medlemsstater, der fastsatte afgrænsningen i 2018 og 2019, kunne udfasningen af betalingerne ikke nå de maksimale fire år. Med henblik på at fortsætte udfasningen af betalingerne bør medlemsstaterne have mulighed for fortsat at udbetale dem i 2021 og 2022, alt efter hvad der er relevant. For at sikre et passende niveau for betalinger pr. hektar i overensstemmelse med artikel 31, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1305/2013 bør betalingsniveauet i 2021 og 2022 fastsættes til 25 EUR pr. hektar.

(17)

Da landbrugerne er udsat for stigende økonomiske og miljømæssige risici som følge af klimaændringer og øget prisvolatilitet, fastsætter forordning (EU) nr. 1305/2013 en foranstaltning til risikostyring, der skal bistå landbrugere med at imødegå disse risici. Nævnte foranstaltning omfatter finansielle bidrag til gensidige fonde og et redskab til indkomststabilisering. Der blev fastsat specifikke betingelser for ydelse af støtte i henhold til nævnte foranstaltning for at sikre, at landbrugere behandles lige i hele Unionen, konkurrencen ikke forvrides, og Unionens internationale forpligtelser overholdes. For yderligere at fremme anvendelsen af nævnte foranstaltning på landbrugere i alle sektorer bør medlemsstaterne have mulighed for at sænke den tærskel på 30 %, der udløser den kompensation til landbrugere for faldet i produktion eller indkomst, som finder anvendelse på det respektive redskab, dog ikke til under 20 %.

(18)

Landbrugere og virksomheder i landdistrikterne er på en hidtil uset måde blevet påvirket af konsekvenserne af covid-19-udbruddet. Forlængelsen af de omfattende begrænsninger i bevægelsesfriheden, der er indført i medlemsstaterne, samt obligatorisk lukning af butikker, udendørs markeder, restauranter og andre lignende foretagender, har skabt økonomiske forstyrrelser i landbrugssektoren og landdistrikterne og har ført til likviditetsproblemer for landbrugere og små virksomheder, der er aktive inden for forarbejdning, afsætning eller udvikling af landbrugsprodukter. Som reaktion på indvirkningen af krisen som følge af covid-19-udbruddet bør varigheden af den foranstaltning, der er omhandlet i artikel 39b i forordning (EU) nr. 1305/2013, forlænges for at afhjælpe de likviditetsproblemer, der bringer videreførelsen af landbrugsaktiviteter og af små virksomheder, der er aktive inden for forarbejdning, afsætning eller udvikling af landbrugsprodukter, i fare. Støtte til den pågældende foranstaltning bør finansieres med op til 2 % af de ELFUL-midler, der blev tildelt medlemsstaterne i programmeringsperioden 2014-2020.

(19)

For at undgå en situation, hvor midler til lokaludvikling styret af lokalsamfundet i programmeringsårene 2021 og 2022 ikke bliver brugt, bør medlemsstater, der gør brug af muligheden for at overføre midler fra direkte betalinger til udvikling af landdistrikterne, kun kunne anvende minimumstildelingen på 5 % og for Kroatiens vedkommende 2,5 % til lokaludvikling styret af lokalsamfundet på det ELFUL-bidrag til udvikling af landdistrikterne, der forlænges indtil den 31. december 2022, og som beregnes, inden overførslen af beløb fra direkte betalinger foretages.

(20)

I overensstemmelse med Rådets forordning (EU) 2020/2094 (12) om oprettelse af et EU-genopretningsinstrument (»EURI«) til støtte for genopretningen efter covid-19-krisen (»EURI-forordningen«) bør der stilles supplerende midler til rådighed for årene 2021 og 2022 til at imødegå virkningerne af covid-19-krisen og dens konsekvenser for Unionens landbrugssektor og landdistrikter.

(21)

I betragtning af de hidtil usete udfordringer, som Unionens landbrugssektor og landdistrikter står over for på grund af covid-19-krisen, bør de supplerende midler, som EURI stiller til rådighed, anvendes til at finansiere foranstaltninger under forordning (EU) nr. 1305/2013 og bane vejen for en robust, bæredygtig og digital økonomisk genopretning i overensstemmelse med målene for Unionens miljø- og klimaforpligtelser og de nye ambitioner i den europæiske grønne pagt.

(22)

Medlemsstaterne bør derfor ikke sænke det miljømæssige ambitionsniveau i deres eksisterende programmer for udvikling af landdistrikterne. De bør sikre den samme overordnede andel for de supplerende midler, som de i deres programmer for udvikling af landdistrikterne har afsat inden for rammerne af ELFUL-bidraget til foranstaltninger, der er til særlig gavn for miljøet og klimaet (»princippet om ikkeforringelse«). Desuden bør mindst 37 % af de supplerende midler, som ydes af EURI, afsættes til foranstaltninger, der er til særlig gavn for miljøet og klimaet, samt til dyrevelfærd og LEADER. Derudover bør mindst 55 % af disse supplerende midler afsættes til foranstaltninger, der fremmer økonomisk og social udvikling i landdistrikterne, nemlig til investeringer i fysiske aktiver, landbrugs- og erhvervsmæssig udvikling, støtte til basale servicefaciliteter og landsbyfornyelse i landdistrikterne og samarbejde.

(23)

Såfremt medlemsstaterne på anden måde ikke er i stand til at overholde princippet om ikkeforringelse, bør de have mulighed for at fravige forpligtelsen til at tildele mindst 55 % af de supplerende midler fra EURI til foranstaltninger, der fremmer økonomisk og social udvikling i landdistrikterne, og bør fortrinsvis støtte foranstaltninger, der er til særlig gavn for miljøet og klimaet. For at give medlemsstaterne tilstrækkelig fleksibilitet bør medlemsstaterne dog også have mulighed for at fravige princippet om ikkeforringelse for så vidt angår disse supplerende midler, i det omfang det er nødvendigt for at opfylde den pågældende forpligtelse på 55 %.

(24)

De supplerende midler fra EURI er underlagt særlige betingelser. De pågældende supplerende midler bør derfor programmeres og overvåges adskilt fra EU-støtten til udvikling af landdistrikterne, idet de regler, der er fastsat i forordning (EU) nr. 1305/2013, som udgangspunkt anvendes. Disse supplerende midler bør således gennemføres via forordning (EU) nr. 1305/2013 og bør inden for rammerne af nævnte forordning betragtes som beløb, der finansierer foranstaltninger under ELFUL. Som følge heraf bør reglerne i forordning (EU) nr. 1305/2013, herunder reglerne om ændringer af programmerne for udvikling af landdistrikterne, forordning (EU) nr. 1306/2013, herunder reglerne om automatisk frigørelse, og forordning (EU) nr. 1307/2013 i princippet finde anvendelse, medmindre andet er fastsat i nærværende forordning.

(25)

Der bør fastsættes en specifik maksimal EU-samfinansieringssats samt en øget støttesats for investeringer, der bidrager til en robust, bæredygtig og digital økonomisk genopretning, og støtte til unge landbrugere for at sikre den tilstrækkelige løftestangseffekt af de supplerende midler, der stilles til rådighed gennem EURI.

(26)

For at sikre kontinuitet i overgangsperioden bør reserven til kriser i landbrugssektoren opretholdes for 2021 og 2022. Det pågældende beløb til reserven for 2021 og 2022 bør indgå i nævnte reserve.

(27)

Hvad angår forfinansieringsordninger fra ELFUL, bør det præciseres, at hverken forlængelse indtil den 31. december 2022 af programmer, der støttes af ELFUL i overensstemmelse med denne forordning, eller de supplerende midler, der stilles til rådighed på grundlag af EURI-forordningen, bør føre til tildeling af yderligere forfinansiering til de pågældende programmer.

(28)

Artikel 11 i forordning (EU) nr. 1307/2013 indeholder i øjeblikket kun en meddelelsespligt for medlemsstaterne for så vidt angår deres beslutninger truffet i overensstemmelse med denne artikel og det anslåede resultat af nedsættelsen af den del af beløbet fra direkte betalinger, der skal tildeles en landbruger for et givet kalenderår, og som overstiger 150 000 EUR for årene 2015-2020. For at sikre videreførelse af det eksisterende system bør medlemsstaterne ligeledes give meddelelse om deres beslutninger truffet i overensstemmelse med nævnte artikel og det anslåede resultat af nedsættelsen for kalenderårene 2021 og 2022.

(29)

Artikel 14 i forordning (EU) nr. 1307/2013 giver medlemsstaterne mulighed for at overføre midler mellem direkte betalinger og udvikling af landdistrikterne for så vidt angår kalenderårene 2014-2020. Med henblik på at sikre, at medlemsstaterne kan følge deres egen strategi, bør fleksibiliteten mellem søjlerne også stilles til rådighed for kalenderåret 2021 (regnskabsåret 2022) og kalenderåret 2022 (regnskabsåret 2023).

(30)

For at gøre det muligt for Kommissionen at fastsætte budgetlofterne i overensstemmelse med artikel 22, stk. 1, artikel 36, stk. 4, artikel 42, stk. 2, artikel 49, stk. 2, artikel 51, stk. 4, og artikel 53, stk. 7, i forordning (EU) nr. 1307/2013 er det nødvendigt, at medlemsstaterne meddeler deres beslutninger om finansielle tildelinger pr. ordning for kalenderåret 2021 senest den 19. februar 2021 og for kalenderåret 2022 senest den 1. august 2021.

(31)

I artikel 22, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1307/2013 fastsættes en lineær justering af værdien af betalingsrettigheder, hvis loftet for grundbetalingsordningen ændres fra et år til de efterfølgende år som følge af visse beslutninger, som medlemsstaterne har truffet, og som har indvirkning på loftet for grundbetalingsordningen. Forlængelsen af bilag II til nævnte forordning om nationale lofter efter kalenderåret 2020 og de eventuelle årlige ændringer fra den pågældende dato kan have indvirkning på loftet for grundbetalingsordningen. For at medlemsstaterne skal kunne opfylde kravet om, at summen af værdien af betalingsrettigheder og reserver svarer til loftet for grundbetalingsordningen i nævnte forordnings artikel 22, stk. 4, er det derfor hensigtsmæssigt at fastsætte en lineær justering som tilpasning til forlængelsen af eller ændringerne til bilag II til nævnte forordning i overgangsperioden. For at give medlemsstaterne større fleksibilitet forekommer det desuden hensigtsmæssigt at give dem mulighed for at tilpasse værdien af betalingsrettigheder eller af reserven, eventuelt med forskellige tilpasningssatser.

(32)

I overensstemmelse med den nuværende retlige ramme meddelte medlemsstaterne i 2014 deres beslutninger frem til kalenderåret 2020 om fordelingen af det årlige nationale loft for grundbetalingsordningen mellem regioner og eventuelle årlige gradvise ændringer for den periode, der er omfattet af forordning (EU) nr. 1307/2013. Det er nødvendigt, at medlemsstaterne også meddeler disse beslutninger for kalenderårene 2021 og 2022.

(33)

Mekanismen for intern konvergens er den centrale proces for en mere ligelig fordeling af direkte indkomststøtte blandt landbrugere. Det bliver stadigt vanskeligere at begrunde betydelige individuelle forskelle, der er baseret på gamle historiske referencer. I forordning (EU) nr. 1307/2013 består den grundlæggende model for intern konvergens i, at medlemsstaterne fra 2015 anvender en ensartet fast sats for alle betalingsrettigheder på nationalt eller regionalt plan. For at sikre en mere gnidningsløs overgang til en ensartet værdi indførtes der imidlertid en undtagelse, som gjorde det muligt for medlemsstaterne at differentiere betalingsrettigheders værdi ved at anvende delvis konvergens, der også kaldes »tunnelmodellen«, i perioden 2015-2019. Visse medlemsstater gjorde brug af denne undtagelse. For at fortsætte processen hen imod en mere ligelig fordeling af direkte betalinger bør medlemsstaterne kunne konvergere yderligere i retning af et nationalt eller regionalt gennemsnit efter 2019 i stedet for at gå over til en ensartet fast sats eller opretholde rettighedernes værdi på niveauet for 2019. Denne mulighed for medlemsstaterne bør derfor finde anvendelse fra den 1. januar 2021. Medlemsstaterne bør hvert år underrette Kommissionen om deres beslutning for det efterfølgende år.

(34)

Bestemmelserne i forordning (EU) nr. 1307/2013 om tilpasning af alle betalingsrettigheder, der ændres ved nærværende forordning, bør finde anvendelse med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2020, så det er præciseret, at medlemsstaterne kunne konvergere efter 2019.

(35)

I artikel 30 i forordning (EU) nr. 1307/2013 fastsættes, at de årlige gradvise ændringer af værdien af betalingsrettigheder tildelt fra reserven skal afspejle de årlige trin i det nationale loft, jf. bilag II til nævnte forordning, hvorved en flerårig forvaltning af reserven afspejles. Disse regler bør tilpasses, så de afspejler, at det er muligt at ændre både værdien af alle tildelte betalingsrettigheder og af reserven med henblik på tilpasning til en ændring af beløbet i bilag II til nævnte forordning mellem to år. I medlemsstater, der beslutter at fortsætte intern konvergens, gennemføres denne interne konvergens desuden på årsbasis. For kalenderårene 2020, 2021 og 2022 skal kun værdien af betalingsrettigheder for det indeværende år fastsættes i tildelingsåret. Enhedsværdien af betalingsrettigheder, der skal tildeles fra reserven i et givet år, bør beregnes efter eventuel justering af reserven i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 22, stk. 5. I ethvert efterfølgende år bør værdien af betalingsrettigheder tildelt fra reserven tilpasses i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 22, stk. 5.

(36)

Artikel 36 i forordning (EU) nr. 1307/2013 fastsætter, at den generelle arealbetalingsordning anvendes indtil den 31. december 2020. Det bør tillades at forlænge den generelle arealbetalingsordning i 2021 og 2022.

(37)

I betragtning af at den i nærværende forordning fastsatte ændring af bilag II til forordning (EU) nr. 1307/2013 vil træde i kraft for sent til, at medlemsstaterne kan overholde den oprindelige frist for visse meddelelsespligter i 2020, er det nødvendigt at udsætte fristen for medlemsstaternes beslutning om for første gang at indføre omfordelingsbetalinger fra 2021 eller 2022 og meddelelsen af denne beslutning til Kommissionen. Det er hensigtsmæssigt at fastsætte denne frist til samme tidspunkt som fristen for beslutningerne om fleksibilitet mellem søjler.

(38)

I henhold til artikel 37 i forordning (EU) nr. 1307/2013 kan medlemsstater, der anvender den generelle arealbetalingsordning, beslutte at yde midlertidig national støtte i perioden 2015-2020 for at undgå en pludselig og væsentlig nedgang i støtten i de sektorer, der har nydt gavn af midlertidig national støtte indtil 2014. For at sikre, at sådan støtte i overgangsperioden fortsat spiller sin rolle med hensyn til at yde støtte til landbrugeres indkomst i disse specifikke sektorer, bør der fastsættes bestemmelser om videreførelse af denne støtte på samme betingelser og med samme begrænsninger som i perioden 2015-2020.

(39)

Af hensyn til retssikkerheden bør det præciseres, at medlemsstaterne i henhold til artikel 41 og 42 i forordning (EU) nr. 1307/2013 årligt har ret til at revidere deres beslutninger om omfordelingsbetalinger. Fristen for den revision, der skal finde anvendelse i 2021 og 2022, bør fastsættes til samme tidspunkt som fristen for beslutningerne om fleksibilitet mellem søjler.

(40)

I artikel 52, stk. 10, i forordning (EU) nr. 1307/2013 tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter, der giver medlemsstaterne mulighed for at beslutte, at frivillig koblet støtte fortsat kan udbetales indtil 2020 på grundlag af de produktionsenheder, hvortil der i en tidligere referenceperiode blev tildelt sådan støtte. Tillæggelsen af beføjelser har til formål at sikre størst mulig sammenhæng mellem Unionens ordninger for sektorer, som kan være karakteriseret ved strukturel uligevægt på markedet. Det er derfor passende at forlænge tillæggelsen af beføjelser, så den også omfatter 2021 og 2022.

(41)

I betragtning af at den i nærværende forordning fastsatte ændring af bilag II til forordning (EU) nr. 1307/2013 vil træde i kraft for sent til, at medlemsstaterne kan overholde den oprindelige frist for visse meddelelsespligter i 2020, er det nødvendigt at udsætte fristen for medlemsstaternes beslutning om for første gang at indføre frivillig koblet støtte fra 2021 eller 2022 og meddelelsen af denne beslutning til Kommissionen. Det er hensigtsmæssigt at fastsætte denne frist til samme tidspunkt som fristen for beslutningerne om fleksibilitet mellem søjler. Tilsvarende bør fristen for medlemsstaternes beslutning om at fortsætte eller ophøre med at tildele frivillig koblet støtte i 2021 og 2022 og meddelelsen af denne beslutning til Kommissionen udsættes til samme dato.

(42)

Artikel 54 i forordning (EU) nr. 1307/2013 fastsætter elementerne i medlemsstaternes meddelelser vedrørende frivillig koblet støtte. Det er hensigtsmæssigt at præcisere, at disse meddelelser for kalenderårene 2021 og 2022 bør omfatte den procentdel af det nationale loft, der anvendes til at finansiere denne støtte for 2021 og 2022.

(43)

Forordning (EU) nr. 1308/2013 fastsætter regler for den fælles markedsordning for landbrugsprodukter og indeholder visse støtteordninger. Det fremgår af Kommissionens lovgivningsforslag om den fælles landbrugspolitik efter 2020, at disse støtteordninger skal integreres i medlemsstaternes fremtidige strategiske planer under den fælles landbrugspolitik. For at sikre en gnidningsløs integration af disse støtteordninger i den fremtidige fælles landbrugspolitik bør der fastsættes regler om varigheden af hver af disse støtteordninger, når de skal forlænges i overgangsperioden. Hvad angår støtteordningen for olivenolie- og spiseolivensektoren, bør de eksisterende arbejdsprogrammer for perioden fra den 1. april 2018 til den 31. marts 2021 derfor efterfølges af nye arbejdsprogrammer, der løber fra den 1. april 2021 til den 31. december 2022. Eksisterende driftsprogrammer i frugt- og grøntsagssektoren, der ikke har nået deres maksimale varighed på fem år, kan kun forlænges indtil den 31. december 2022. Nye driftsprogrammer i frugt- og grøntsagssektoren bør kun godkendes for en varighed på højst tre år. De eksisterende nationale programmer for biavlssektoren for perioden fra den 1. august 2019 til den 31. juli 2022 bør forlænges indtil den 31. december 2022.

(44)

På grund af den krise, som covid-19-pandemien har forårsaget, har vinproducenter, der råder over plantningstilladelser til nyplantning eller genplantning, som udløber i 2020, i vid udstrækning været forhindret i at anvende disse tilladelser som planlagt i det sidste år af deres gyldighed. For at undgå, at disse tilladelser mistes, og mindske risikoen for en forværring af de betingelser, på hvilke plantningen ville skulle foregå, er det nødvendigt at give mulighed for at forlænge gyldigheden af plantningstilladelser til nyplantning eller genplantning, der udløber i 2020. Alle plantningstilladelser til nyplantning eller genplantning, der udløber i 2020, bør derfor forlænges indtil den 31. december 2021. I betragtning af ændringerne i markedsperspektiverne bør indehavere af plantningstilladelser, der udløber i 2020, desuden have mulighed for ikke at anvende deres tilladelser uden at blive pålagt administrative sanktioner.

(45)

Bestemmelsen i forordning (EU) nr. 1308/2013 om plantningstilladelser til nyplantning eller genplantning, der skulle udløbe i 2020, og som ændres ved nærværende forordning, bør på grund af forstyrrelserne som følge af covid-19-pandemien og de vanskeligheder, som den har forårsaget for så vidt angår anvendelsen af disse plantningstilladelser, finde anvendelse med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2020.

(46)

I 2013 blev der fastsat overgangsbestemmelser for at sikre en gnidningsløs overgang fra den tidligere ordning for plantningsrettigheder for druer til vinfremstilling til den nye ordning for plantningstilladelser, navnlig for at undgå for mange plantninger inden denne nye ordnings begyndelse. Sidste frist for indgivelse af anmodninger om konvertering af plantningsrettigheder til tilladelser er den 31. december 2020. Tilladelser skal dog anvendes af ansøgeren og er ikke omsættelige, sådan som de tidligere plantningsrettigheder var. Desuden kan ansøgerne om tilladelser blive anmodet om at have et tilsvarende vindyrkningsareal, hvilket kan føre til situationer, hvor indehavere af plantningsrettigheder endnu ikke har erhvervet tilsvarende vindyrkningsarealer til at anvende de tilladelser, der ville følge af konverteringen af deres plantningsrettigheder. De alvorlige økonomiske virkninger af covid-19-pandemien for vinsektoren har ført til likviditetsproblemer for vinproducenter og også til usikkerhed om den fremtidige efterspørgsel efter vin. Vinproducenter, der stadig råder over plantningsrettigheder, bør ikke tvinges til at beslutte, om de ønsker at konvertere deres plantningsrettigheder til tilladelser, samtidig med at de står over for ekstraordinære vanskeligheder som følge af den krise, som covid-19-pandemien har forårsaget, særlig fordi de vil blive pålagt en administrativ sanktion, hvis de ikke anvender deres plantningstilladelser, der følger af konverteringen. De medlemsstater, der har tilladt vinproducenter at indgive deres anmodninger om konvertering af plantningsrettigheder indtil den 31. december 2020, bør derfor kunne forlænge fristen for indgivelse af sådanne anmodninger til den 31. december 2022. Følgelig bør den sidste dato for gyldigheden af sådanne konverterede tilladelser tilpasses og bør være den 31. december 2025.

(47)

Artikel 214a i forordning (EU) nr. 1308/2013 gjorde det muligt for Finland på visse betingelser at yde national støtte i det sydlige Finland indtil 2020, hvis Kommissionen gav tilladelse hertil. Med henblik på at sikre kontinuitet i betalinger af denne støtte i overgangsperioden er det nødvendigt, at ydelse af denne nationale støtte fortsat tillades på samme betingelser og med samme beløb som i 2020.

(48)

For at markedet for olivenolie kan fungere bedre, bør medlemsstaterne kunne træffe beslutning om gennemførelse af afsætningsregler med henblik på at regulere udbuddet. Anvendelsesområdet for sådanne beslutninger bør imidlertid ikke omfatte praksis, der kan forvride konkurrencen.

(49)

Nylige hændelser har vist, at landbrugere i stigende grad er udsat for risiko for svingende indkomster, dels på grund af markedseksponering og dels på grund af ekstreme vejrforhold og hyppige sundheds- og plantesundhedskriser, der påvirker Unionens husdyrbestand og agronomiske aktiver. For at lette virkningerne af svingende indkomster ved at opfordre landbrugere til at spare op i gode år, så de kan klare sig i dårlige år, bør nationale beskatningsforanstaltninger, hvorved indkomstbeskatningsgrundlaget for landbrugere beregnes på grundlag af en flerårig periode, være undtaget fra anvendelsen af statsstøttereglerne.

(50)

Målene for denne forordning, nemlig at fastsætte bestemmelser om fortsat anvendelse af reglerne i den nuværende ramme for den fælles landbrugspolitik og om uafbrudte betalinger til landbrugere og andre støttemodtagere og dermed skabe forudsigelighed og stabilitet i overgangsperioden, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(51)

Horisontale finansielle regler vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet med hjemmel i artikel 322 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) finder anvendelse på denne forordning. Sådanne regler er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (13), og regulerer navnlig proceduren for opstilling og gennemførelse af budgettet ved hjælp af tilskud, offentlige indkøb, priser og indirekte gennemførelse og sikrer kontrol med de finansielle aktørers ansvar. Regler, der vedtages med hjemmel i artikel 322 i TEUF, omfatter også en generel ordning vedrørende konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget.

(52)

Forordning (EU) nr. 1305/2013, (EU) nr. 1306/2013, (EU) nr. 1307/2013 og (EU) nr. 1308/2013 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(53)

For at sikre, at de supplerende midler, der stilles til rådighed på grundlag af ERI-forordningen, er tilgængelige fra den 1. januar 2021, bør nærværende forordnings bestemmelser om EURI-støtte finde anvendelse med tilbagevirkende kraft fra nævnte dato.

(54)

I lyset af det tvingende behov for straks at sikre retssikkerhed for landbrugssektoren under de nuværende omstændigheder bør denne forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —