8.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 293/1


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2020/1255

af 7. september 2020

om ændring af forordning (EF) nr. 1881/2006 for så vidt angår grænseværdier for polycykliske aromatiske hydrocarboner (PAH) i traditionelt røget kød og traditionelt røgede kødprodukter og traditionelt røget fisk og traditionelt røgede fiskevarer og om fastsættelse af en grænseværdi for PAH i fødevarer af vegetabilsk oprindelse i pulverform, der anvendes til tilberedning af drikkevarer

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 315/93 af 8. februar 1993 om fællesskabsprocedurer for forurenende stoffer i levnedsmidler (1), særlig artikel 2, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1881/2006 (2) fastsættes der grænseværdier for polycykliske aromatiske hydrocarboner (PAH) i fødevarer, herunder traditionelt røget kød og traditionelt røgede kødprodukter og traditionelt røget fisk og traditionelt røgede fiskevarer.

(2)

I henhold til nævnte forordning bør grænseværdierne for PAH fastsættes på et niveau, der er så lavt, som det med rimelighed er opnåeligt (ALARA) på grundlag af god fremstillingspraksis og god landbrugs-/fiskeripraksis. I 2011 viste data for røget fisk og røget kød, at der kunne opnås lavere grænseværdier. Det var imidlertid nødvendigt i nogle tilfælde at ændre røgningsmetoder. For røget kød og røgede kødprodukter og røget fisk og røgede fiskevarer blev der derfor indrømmet en overgangsperiode på tre år, før de lavere grænseværdier trådte i kraft fra den 1. september 2014.

(3)

Trods anvendelsen af god røgningspraksis blev det i 2014 imidlertid fastslået, at de lavere PAH-niveauer ikke kunne opnås i Irland, Spanien, Kroatien, Cypern, Letland, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Finland, Sverige og Det Forenede Kongerige for visse tilfælde af traditionelt røget kød og traditionelt røgede kødprodukter samt i Irland, Letland, Rumænien, Finland, Sverige og Det Forenede Kongerige for visse tilfælde af traditionelt røget fisk og traditionelt røgede fiskevarer. I disse tilfælde kunne tilpasningen af røgningspraksis for at overholde de lavere maksimale grænseværdier for PAH ikke opnås uden i væsentlig grad at ændre fødevarens organoleptiske kendetegn.

(4)

På grundlag af ovenstående og i henhold til artikel 7, stk. 6 og 7, i forordning (EF) nr. 1881/2006 blev de berørte medlemsstater indrømmet en midlertidig undtagelse fra anvendelsen af de lavere grænseværdier for PAH fra den 1. september 2014 for markedsføring på deres hjemmemarked af traditionelt røget kød og traditionelt røgede kødprodukter og/eller traditionelt røget fisk og traditionelt røgede fiskevarer, som er røget på deres område og er til forbrug på deres område. De grænseværdier, der var gældende før den 1. september 2014, fandt fortsat anvendelse på disse røgede produkter. Undtagelsen omfattede generelt alt røget kød og alle røgede kødprodukter og/eller al røget fisk og alle røgede fiskevarer uden at nævne specifikke fødevarer ved navn.

(5)

I overensstemmelse med artikel 7, stk. 6 og 7, i forordning (EF) nr. 1881/2006 har de respektive medlemsstater fortsat overvågningen af forekomsten af PAH i disse produkter og har oprettet programmer til at gennemføre god røgningspraksis, hvor det er muligt. Situationen blev også genvurderet i 2018 på baggrund af detaljerede oplysninger fra de berørte medlemsstater, herunder overvågningsdata om forekomsten af PAH i traditionelt røget kød og traditionelt røgede kødprodukter og i traditionelt røget fisk og traditionelt røgede fiskevarer samt oplysninger om gennemførelsen af god røgningspraksis og ændringer i organoleptiske kendetegn. Efter en nøje vurdering af de fremlagte oplysninger blev det konkluderet, at det ikke var muligt at opnå lavere PAH-niveauer ved at ændre røgningspraksis i den udstrækning, det er økonomisk gennemførligt og muligt, uden at miste typiske organoleptiske kendetegn i visse typer traditionelt røget kød og traditionelt røgede kødprodukter i Irland, Spanien, Kroatien, Cypern, Letland, Polen, Portugal, Slovakiet, Finland og Sverige og i visse typer traditionelt røget fisk og traditionelt røgede fiskevarer i Letland, Finland og Sverige. Der bør derfor indrømmes en undtagelse for lokal produktion og lokalt forbrug uden tidsbegrænsning for visse typer traditionelt røget kød, traditionelt røgede kødprodukter, traditionelt røget fisk og traditionelt røgede fiskevarer i disse berørte medlemsstater.

(6)

Desuden blev det konstateret, at visse fødevarer af vegetabilsk oprindelse i pulverform, der anvendes til tilberedning af drikkevarer, indeholder høje PAH-niveauer, som følge af at der anvendes uhensigtsmæssig praksis ved tørring af disse pulvere. Da PAH er genotoksiske carcinogener, er det nødvendigt at fastsætte en grænseværdi for PAH i disse pulvere, hvilket kan opnås ved at anvende god tørringspraksis, med det formål at sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau.

(7)

Forordning (EF) nr. 1881/2006 bør derfor ændres.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Ændringer af forordning (EF) nr. 1881/2006

Forordning (EF) nr. 1881/2006 ændres således:

1)

Artikel 7, stk. 6 og 7, affattes således:

»6.   Uanset artikel 1 kan følgende medlemsstater tillade markedsføring på deres hjemmemarked af følgende traditionelt røget kød og traditionelt røgede kødprodukter, som er røget på deres område og bestemt til forbrug på deres område, med PAH-niveauer, der er højere end dem, der er fastsat i punkt 6.1.4 i bilaget, forudsat at disse produkter overholder de grænseværdier, der var gældende før den 1. september 2014, dvs. 5,0 μg/kg for benzo(a)pyren og 30,0 μg/kg for summen af benzo(a)pyren, benz(a)anthracen, benzo(b)fluoranthen og chrysen:

Irland, Kroatien, Cypern, Spanien, Polen og Portugal: traditionelt røget kød og traditionelt røgede kødprodukter

Letland: traditionelt røget svinekød, varmrøget kyllingekød, varmrøgede pølser og varmrøget vildtkød

Slovakiet: saltet traditionelt røget kød, traditionelt røget bacon, traditionelt røget pølse (klobása), hvor der ved »traditionel røgning« forstås frembringelse af røg ved afbrænding af træ (trækævler, savsmuld, træspåner) i en særlig røgeovn

Finland: traditionelt varmrøget kød og traditionelt varmrøgede kødprodukter

Sverige: kød og kødprodukter, der er røget over gløder af træ eller andet plantemateriale.

Disse medlemsstater og berørte ledere af fødevarevirksomheder skal fortsat overvåge forekomsten af PAH i traditionelt røget kød og traditionelt røgede kødprodukter som omhandlet i dette stykkes første afsnit og skal sikre, at god røgningspraksis gennemføres, hvor det er muligt, uden at miste disse produkters typiske organoleptiske kendetegn.

7.   Uanset artikel 1 kan følgende medlemsstater tillade markedsføring på deres hjemmemarked af følgende traditionelt røget fisk og traditionelt røgede fiskevarer, røget på deres område og beregnet til forbrug på deres område, med PAH-niveauer, der er højere end dem, der er fastsat i punkt 6.1.5 i bilaget, forudsat at disse røgede produkter overholder de grænseværdier, der var gældende før den 1. september 2014, dvs. 5,0 μg/kg for benzo(a)pyren og 30,0 μg/kg for summen af benzo(a)pyren, benz(a)anthracen, benzo(b)fluoranthen og chrysen:

Letland: traditionelt varmrøget fisk

Finland: traditionelt varmrøgede små fisk og fiskevarer fremstillet af små fisk

Sverige: fisk og fiskevarer, der er røget over gløder af træ eller andet plantemateriale.

Disse medlemsstater og berørte ledere af fødevarevirksomheder skal fortsat overvåge forekomsten af PAH i traditionelt røget fisk og traditionelt røgede fiskevarer som omhandlet i dette stykkes første afsnit og skal sikre, at god røgningspraksis gennemføres, hvor det er muligt, uden at miste disse produkters typiske organoleptiske kendetegn.«

2)

Bilaget ændres som angivet i bilaget til denne forordning.

Artikel 2

Fødevarer, der er opført i bilaget til denne forordning, og som er blevet markedsført på lovlig vis inden denne forordnings ikrafttræden, kan fortsat markedsføres indtil den 28. marts 2021.

Artikel 3

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. september 2020.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EFT L 37 af 13.2.1993, s. 1.

(2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1881/2006 af 19. december 2006 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i fødevarer (EUT L 364 af 20.12.2006, s. 5).


BILAG

Følgende indsættes efter punkt 6.1.15 »Tørrede urter, undtagen kardemomme og røget Capsicum spp.« i del 6 i bilaget til forordning (EF) nr. 1881/2006:

»6.1.16

Fødevarer af vegetabilsk oprindelse i pulverform til tilberedning af drikkevarer undtagen produkter omhandlet i punkt 6.1.2 og 6.1.11  (*1)

10,0

50,0


(*1)  Tilberedning af drikkevarer henviser til anvendelsen af pulver, der er fint formalet og røres i drikkevarer.«