8.6.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 178/21


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2020/750

af 5. juni 2020

om indførelse af en procedure for forlængelse af den overgangsperiode, der er fastsat i gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447, for anvendelse af systemet med registrerede eksportører i visse lande, der er præferenceberettigede under den generelle præferenceordning

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (1), særlig artikel 66, litra a), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 (2) er der fastsat procedureregler, jf. artikel 64, stk. 1, i forordning (EU) nr. 952/2013, som skal lette fastsættelsen i Unionen af varers præferenceoprindelse, herunder procedureregler med henblik på Unionens generelle toldpræferenceordning (GSP).

(2)

Ifølge artikel 79, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 skal alle præferenceberettigede lande anvende systemet med registrerede eksportører (REX-systemet) senest fra den 30. juni 2020 til certificering af præferenceoprindelsesstatus. Efter denne dato må disse landes kompetente myndigheder ikke længere udstede oprindelsescertifikater formular A.

(3)

For at begrænse spredningen af coronavirusset covid-19, som Verdenssundhedsorganisationen den 11. marts 2020 erklærede en pandemi, er der truffet en række hidtil usete foranstaltninger, navnlig foranstaltninger i form af begrænsninger i bevægelsesfriheden for personer og holden afstand. Disse foranstaltninger har også påvirket ansatte i virksomheder og offentlige administrationer i præferenceberettigede lande, som er involveret i forvaltningen af oprindelsesprocedurer inden for rammerne af GSP og indførelse og drift af REX-systemet, hvilket har en negativ indvirkning på sædvanlige arbejdsprocedurer, produktion og handel.

(4)

Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik har i erkendelse af den virkning, situationen har på handelspartnerne, i en fælles meddelelse om EU's globale svar på covid-19-krisen (3) lagt planer for en robust og målrettet EU-indsats til støtte for partnerlandenes bestræbelser på at håndtere covid-19-pandemien.

(5)

Grundet covid-19-pandemien har visse præferenceberettigede lande meget svært ved at overholde fristen den 30. juni 2020 for anvendelse af REX-systemet. Præferenceberettigede lande, i hvilke REX-systemet ikke kan indføres eller anvendes på grund af pandemien, bør kunne få forlænget overgangsperioden.

(6)

I betragtning af, at en sådan forlængelse vil udgøre en ekstraordinær foranstaltning, der afviger fra den maksimale varighed af overgangsperioden, der er fastsat i gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447, bør det præferenceberettigede land supplere sin meddelelse om, at det har brug for en forlængelse, med en behørig begrundelse af dette behov for at forlænge overgangsperioden og en detaljeret arbejdsplan for, hvordan landet har til hensigt at anvende REX-systemet fuldt ud ved overgangsperiodens udløb. Af samme årsager bør en forlængelse af overgangsperioden for anvendelse af REX-systemet være tidsbegrænset.

(7)

Der bør fastsættes en rapporteringsmekanisme, som skal sikre, at de præferenceberettigede lande, for hvilke overgangsperioden er blevet forlænget, fortsat forbereder sig på anvendelsen af REX-systemet for at overholde den nye frist.

(8)

I betragtning af de vanskeligheder, som visse præferenceberettigede lande har med at opfylde deres forpligtelser på grund af covid-19-pandemien, bør denne forordning træde i kraft så hurtigt som muligt.

(9)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Uanset artikel 79, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 kan et land, som er præferenceberettiget under den generelle præferenceordning, og som grundet covid-19-pandemien har svært ved at opfylde betingelserne i nævnte gennemførelsesforordnings artikel 70 og 72 eller ved at færdiggøre registreringen af sine eksportører inden den 30. juni 2020, meddele sit behov for en forlængelse af overgangsperioden for anvendelsen af REX-systemet.

2.   En meddelelse i henhold til stk. 1 foretages skriftligt til Kommissionen senest den 15. juli 2020. Meddelelsen skal indeholde en forklaring på, hvordan covid-19-pandemien har gjort en forlængelse af overgangsperioden nødvendig. Den ledsages af en detaljeret arbejdsplan for, hvordan det meddelende land senest den 31. december 2020 har til hensigt at anvende REX-systemet fuldt ud.

3.   Hvis meddelelsen i henhold til stk. 1 er fuldstændig, forlænges det pågældende præferenceberettigede lands overgangsperiode for anvendelse af REX-systemet indtil den 31. december 2020.

4.   Kommissionen offentliggør på sit websted en liste over præferenceberettigede lande, for hvilke overgangsperioden er blevet forlænget.

5.   Indtil den 31. december 2020 fortsætter de kompetente myndigheder i en præferenceberettiget land, for hvilket overgangsperioden er blevet forlænget i henhold til stk. 1-4, med at udstede oprindelsescertifikater formular A på anmodning fra eksportører, som på tidspunktet for ansøgningen endnu ikke er registreret.

Artikel 2

Præferenceberettigede lande, for hvilke overgangsperioden er blevet forlænget i overensstemmelse med artikel 1, fremsender senest den 30. september 2020 en rapport til Kommissionen med en detaljeret redegørelse for de fremskridt, der er gjort med hensyn til at gennemføre den i artikel 1, stk. 2, omhandlede arbejdsplan, og for eventuelt afhjælpende foranstaltninger, der er truffet for at overholde fristen den 31. december 2020 for anvendelsen af REX-systemet.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. juni 2020.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 343 af 29.12.2015, s. 558).

(3)  Fælles meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »Meddelelse om EU's globale svar på covid-19-krisen« (JOIN(2020) 11 final).