17.3.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 80/3


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2020/405

af 16. marts 2020

om fastsættelse af retningslinjer for og indholdet af de kvalitetsrapporter, der skal fremsendes i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1091 om integrerede landbrugsstatistikker

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1091 af 18. juli 2018 om integrerede landbrugsstatistikker og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1166/2008 og (EU) nr. 1337/2011 (1), særlig artikel 11, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 11, stk. 4, i forordning (EU) 2018/1091 skal medlemsstaterne fremsende kvalitetsrapporter, hvori den statistiske proces beskrives, til Kommissionen for hvert referenceår, og derudover kan Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, hvori de nærmere retningslinjer for og indholdet af disse rapporter fastsættes.

(2)

Der er behov for at sikre fælles kvalitetsrapportering til udvekslingen af kvalitetsrelaterede data og metadata.

(3)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for det Europæiske Statistiske System —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Ved denne forordning fastsættes de nærmere retningslinjer for og indholdet af de kvalitetsrapporter, som medlemsstaterne fremsender til Kommissionen (Eurostat) i overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1091.

Artikel 2

De kvalitetsrapporter, der er omhandlet i artikel 1, skal indeholde oplysninger om de kvalitetskriterier og statistiske begreber, der er fastsat i bilaget til denne forordning. De skal også henvise til alle tilfælde af manglende overholdelse af disse kvalitetskriterier.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. marts 2020.

På Kommissionens vegne

Formand

Ursula VON DER LEYEN


(1)  EUT L 200 af 7.8.2018, s. 1.


BILAG

Kvalitetsrapporter — kvalitetskriterier og statistiske begreber

a)    Kvalitetsrapporterne skal indeholde oplysninger om alle følgende kvalitetskriterier, jf. artikel 12, stk. 1, i forordning (EF) nr. 223/2009:

1.   RELEVANS

a)

en beskrivelse af brugerne, deres respektive behov og en begrundelse for disse behov

b)

de procedurer, der anvendes til at måle brugertilfredsheden og frembringe de statistiske resultater

c)

i hvilket omfang de nødvendige statistikker er tilgængelige.

2.   NØJAGTIGHED

a)

en vurdering af nøjagtigheden, hvori de forskellige datasætkomponenter opsummeres

b)

en beskrivelse af stikprøvefejlene

c)

en beskrivelse af alle andre fejl.

3.   AKTUALITET OG PUNKTLIGHED

a)

længden af tidsrummet mellem dataenes tilgængelighed og den begivenhed eller det fænomen, de beskriver (aktualitet)

b)

længden af tidsrummet mellem måldatoen for datalevering og den faktiske dato for datalevering (punktlighed).

4.   TILGÆNGELIGHED OG KLARHED

a)

på hvilke betingelser og hvordan brugerne kan indhente og anvende dataene, f.eks. pressemeddelelser, publikationer, onlinedatabaser eller adgang til mikrodata

b)

på hvilke betingelser og hvordan brugerne kan fortolke dataene, f.eks. dokumentation om metodologi og kvalitetsstyring.

5.   SAMMENLIGNELIGHED

a)

i hvilket omfang statistikker er sammenlignelige mellem geografiske områder

b)

i hvilket omfang statistikker er sammenlignelige over tid.

6.   KOHÆRENS

a)

i hvilket omfang statistikkerne er forenelige med data, der er indsamlet gennem andre kilder (tværgående kohærens)

b)

i hvilket omfang statistikkerne er konsistente inden for et givet datasæt (intern kohærens).

b)    Medlemsstaterne skal også rapportere om:

1.   KVALITETSSTYRING

a)

de systemer og rammer, der er indført, for at styre kvaliteten i de statistiske produkter og processer

b)

deres vurdering af dataenes kvalitet.

2.   DATAREVISION:

a)

revisionspolitikken, samt — når det er relevant — hvorfor validerede data er blevet revideret, f.eks. nye tilgængelige datakilder, nye metoder eller andre relevante oplysninger

b)

datoen for samt størrelsen og omfanget af alle revisioner.

c)    I henhold til artikel 11, stk. 4, i forordning (EU) 2018/1091 skal kvalitetsrapporterne indeholde følgende oplysninger om den statistiske proces, navnlig den anvendte metode og stikprøveramme:

1.   STATISTISK FREMSTILLING

Følgende aspekter af de formidlede data, der kan vises i form af tabeller, grafer eller kort:

a)

databeskrivelse

b)

klassifikationssystem

c)

sektordækning

d)

statistiske begreber og definitioner

e)

statistisk enhed

f)

statistisk population

g)

referenceområde (geografisk dækning)

h)

tidsdækning (længden af den periode, for hvilken der foreligger data)

i)

referenceperiode (periode, der er omfattet af rapporten)

j)

måleenhed.

2.   STATISTISK BEARBEJDNING

Følgende aspekter af al databehandling med det formål at udlede nye oplysninger:

a)

stikprøveramme

b)

stikprøveudformning (hvis relevant)

c)

kildedata

d)

dataindsamlingshyppighed

e)

dataindsamlingsmetode, herunder, hvis relevant, spørgeskemaerne (på engelsk)

f)

datavalidering

g)

udarbejdelse af data

h)

justering.

3.   FORMIDLINGSPOLITIK

Regler for formidling af data på nationalt plan.

4.   FORMIDLINGSHYPPIGHED

Den hyppighed, hvormed dataene formidles på nationalt plan.

d)    I tråd med de statistiske principper i artikel 2, stk. 1, litra a), e) og f), i forordning (EF) nr. 223/2009, skal medlemsstaterne rapportere om:

1.   INSTITUTIONELT MANDAT

a)

retsakter eller andre aftaler, hvori der tildeles ansvar for og beføjelse til at indsamle, bearbejde og formidle statistikker

b)

procedurer for datadeling og -koordinering mellem dataproducerende enheder.

2.   FORTROLIGHED

a)

lovgivningsmæssige foranstaltninger eller andre formelle procedurer, som forhindrer al uautoriseret videregivelse af data, der direkte eller indirekte kunne medføre identifikation af en person eller økonomisk enhed

b)

de regler for behandling af mikrodata og aggregerede data, som anvendes til at sikre statistisk fortrolighed og forhindre uautoriseret videregivelse.

3.   OMKOSTNINGER OG BYRDE

a)

de omkostninger og den byrde, der er forbundet med indsamling og udarbejdelse af det statistiske produkt

b)

respondentbyrden

c)

den gennemsnitlige længde af interview med landbrugerne (hvis muligt og relevant afhængig af dataindsamlingsmetoden).