(1)

Den 30. januar 2020 erklærede Verdenssundhedsorganisationen udbruddet af covid-19 for »en folkesundhedsmæssig krisesituation af international betydning«, og den 11. marts 2020 erklærede den udbruddet for en pandemi (1). Siden den 1. marts 2020 har det haft stadig mere alvorlige og omfattende konsekvenser for indenlandsk og international rejseaktivitet, både forretnings- og fritidsrejser, i Europa og i resten af verden.

(2)

Covid-19-pandemien har medført internationale rejseforbud og advarsler eller restriktioner ved grænserne. Dette har ført til et meget stort antal aflysninger, og mange borgere har ikke været i stand til at rejse. De hidtil usete verdensomspændende rejserestriktioner (2) har stort set bragt rejser i Europa og mange andre steder i verden til ophør. Dette har alvorlige konsekvenser for operatører, arrangører af pakkerejser (»arrangører«) og leverandører af andre turistydelser, der indgår som en del af pakkerejser.

(3)

Samtidig har mange passagerer og rejsende været påvirket af krisens økonomiske konsekvenser og har oplevet, at deres indkomst er blevet mindre grundet indskrænkningen af den økonomiske aktivitet, hvilket påvirker både arbejdsgivernes og arbejdstagernes fremtidsudsigter (3).

(4)

EU's rejse- og turismesektorer melder om et fald i antallet af bookinger i størrelsesordenen 60-90 % sammenlignet med samme periode sidste år. De rejsendes anmodninger om tilbagebetaling grundet aflysninger overstiger langt antallet af nye bookinger. Ifølge foreløbige skøn fra Sammenslutningen af Nationale Rejsebureauer og -arrangører i Europa (ECTAA) kan covid-19-pandemien medføre tab på 30 mia. EUR (et fald på 60 %) i første kvartal af 2020 og 46 mia. EUR (et fald på 90 %) i andet kvartal sammenlignet med den omsætning, der forventedes på grundlag af tidligere år.

(5)

Operatører inden for alle transportformer står over for et kraftigt fald i deres virksomhed og en næsten fuldstændigt standsning af deres aktiviteter. Dette fører til reduceret cashflow, som skyldes covid-19-pandemien (4).

(6)

Opfyldelsen af betingelserne og kriterierne for, at inddæmningsforanstaltningerne kan ophæves, afhænger i høj grad af data, som udvikler sig over tid, herunder epidemiologiske data. Der findes følgelig ikke nogen klar tidsplan (5) for ophævelsen af nedlukningsforanstaltningerne, som vil gøre det muligt fuldt ud at genoptage aktiviteterne inden for transport og turisme.

(7)

I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 (6), forordning (EF) nr. 1371/2007 (7), forordning (EU) nr. 1177/2010 (8) og forordning (EU) nr. 181/2011 (9) (»EU's forordninger om passagerrettigheder«) er der fastsat passagerrettigheder i tilfælde af aflysninger. I tilfælde af, at en operatør aflyser, skal denne tilbyde passagerne valget mellem tilbagebetaling (refusion) eller omlægning af rejsen (10). Eftersom omlægning af rejsen er svær at tilbyde under de nuværende omstændigheder, står valget i realiteten mellem forskellige former for tilbagebetaling.

(8)

Tilbagebetaling af billettens fulde pris skal finde sted inden for syv dage efter passagerens anmodning i tilfælde af luft- og søtransport og transport ad indre vandveje. For bustransport er det 14 dage efter, at tilbuddet er fremsat, eller anmodningen er modtaget, og for jernbanetransport en måned efter anmodningen. Ifølge EU-lovgivningen kan tilbagebetaling finde sted i form af penge eller en voucher. Tilbagebetaling i form af en voucher er dog kun mulig, hvis passageren er indforstået hermed (11).

(9)

I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2302 (12) (»pakkerejsedirektivet«) er det fastsat, at rejsende, hvis deres pakkerejse bliver aflyst pga. »uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder«, har ret til fuld refusion af alle betalinger for pakkerejsen hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest 14 dage efter, at aftalen om pakkerejsen er opsagt. Arrangøren kan i den forbindelse tilbyde den rejsende tilbagebetaling i form af en voucher. Denne mulighed fratager dog ikke den rejsende retten til at blive tilbagebetalt i penge.

(10)

Hvis der foretages ændringer af en aftale om en pakkerejse (f.eks. udskydelse), eller der tilbydes en erstatningspakkerejse (13), og hvis disse ændringer eller erstatningspakkerejsen resulterer i, at den rejsende accepterer en pakke af en ringere værdi eller kvalitet (14) eller opsiger aftalen (15), kan arrangøren også tilbyde en voucher, forudsat at den rejsende ikke fratages deres ret til tilbagebetaling i penge.

(11)

Den 18. marts 2020 vedtog Kommissionen en fortolkningsvejledning om EU's forordninger om passagerrettigheder i lyset af covid-19-krisens udvikling (16). Kommissionen mindede her om, at passagerer har ret til at vælge mellem tilbagebetaling i form af penge og tilbagebetaling i form af en voucher.

(12)

Den 19. marts 2020 offentliggjorde Kommissionen på sit websted (17) en uformel vejledning i anvendelsen af pakkerejsedirektivet i forbindelse med covid-19, hvor det bekræftes, at den rejsende har ret til fuld refusion, men hvor det også slås fast, at det er muligt for den rejsende at acceptere en voucher.

(13)

De talrige aflysninger, der er fulgt i kølvandet på covid-19-pandemien, har ført til en uholdbar cashflow- og indtægtssituation for transport- og rejsesektorerne. Arrangørernes likviditetsproblemer forværres af det faktum, at de skal tilbagebetale pakkens fulde pris til den rejsende, mens de ikke altid selv rettidigt modtager tilbagebetaling af forudbetalte tjenester, der indgår som en del af pakken. Dette kan i realiteten føre til en urimelig fordeling af byrden blandt operatørerne i rejseøkosystemet.

(14)

Hvis arrangører eller operatører bliver insolvente, er der risiko for, at mange rejsende og passagerer ikke modtager nogen refusion overhovedet, da deres krav mod arrangørerne og operatørerne ikke er beskyttet. Det samme problem kan opstå i virksomhedssammenhæng, hvor arrangører modtager en voucher som tilbagebetaling for forudbetalte tjenester fra operatører, som senere hen bliver insolvente.

(15)

Hvis vouchers gøres til et mere attraktivt alternativ til tilbagebetaling i penge, vil det øge accepten heraf blandt passagerer og rejsende. Det vil være med til at lette operatørers og arrangørers likviditetsproblemer og kan i sidste ende føre til en bedre beskyttelse af passagerers og rejsendes interesser.

(16)

Vouchers bør i den forbindelse beskyttes i tilfælde af operatørers eller arrangørers insolvens. En sådan beskyttelse kan ydes inden for private eller offentlige rammer og bør være tilstrækkeligt effektiv og solid. Den bør som minimum dække vouchere med de egenskaber, som er beskrevet i denne henstilling.

(17)

Disse egenskaber bør navnlig omfatte minimumsgyldighedsperioden, varigheden af den periode, ved hvis udløb rejsende eller passagerer har ret til at vælge tilbagebetaling for vouchere med en gyldighedsperiode, der er længere end minimumsperioden, og betingelserne for tilbagebetalingen, når vouchere ikke er blevet indløst. De bør også omfatte de forskellige tjenester, som voucheren kan anvendes til, den periode, hvor voucheren kan anvendes, og muligheden for at overføre voucheren. Yderligere egenskaber kan også overvejes for at gøre vouchere mere attraktive.

(18)

Udstedelsen af en voucher kan på samme måde som i forbindelse med tilbageførsler til kreditkort føre til dobbelt refusion. Når rejsende eller passagerer vælger at modtage en voucher, bør operatøren derfor videresende disse oplysninger til arrangøren, rejsebureauet eller anden mellemmand.

(19)

Med henblik på at gøre vouchere mere attraktive for passagerer og rejsende kan medlemsstaterne overveje at indføre ordninger til støtte for operatører i rejse- og transportsektorerne i overensstemmelse med Unionens statsstøtteregler. De kunne f.eks. oprette særlige garantiordninger for vouchere på grundlag af traktatens artikel 107, stk. 3, litra b). Derudover kunne medlemsstaterne støtte operatører i rejse- og transportsektorerne ved at yde de minimis-støtte i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 (18).

(20)

Medlemsstater, der yder støtte til operatører i rejse- og transportsektorerne for at sikre opfyldelsen af tilbagebetalingskrav, der følger af covid-19-pandemien, bør sikre, at sådanne ordninger finder anvendelse på alle passagerer eller rejsende, som er omfattet af pakkerejsedirektivet eller de relevante EU-forordninger om passagerrettigheder, uanset hvilken leverandør af tjenesteydelser der er tale om.

(21)

For så vidt angår eventuelle yderligere likviditetsbehov hos operatører inden for rejse- og transportsektorerne vedtog Kommissionen den 19. marts 2020 midlertidige rammebestemmelser for statslige foranstaltninger til støtte for økonomien under det nuværende covid-19-udbrud (19) på grundlag af traktatens artikel 107, stk. 3, litra b), med henblik på at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse af økonomien i medlemsstaterne. Den 3. april (20) og den 8. maj 2020 (21) blev de midlertidige rammebestemmelser ændret for at dække yderligere støtteforanstaltninger.

(22)

De midlertidige rammebestemmelser finder i princippet anvendelse på alle sektorer og virksomheder, herunder transportselskaber og rejseselskaber, og deri anerkendes transport og rejser som værende blandt de mest berørte områder. Rammebestemmelserne har til formål at afhjælpe den likviditetsmangel, som virksomhederne står over for, ved for eksempel at tillade direkte tilskud, statsgaranterede lån og subsidierede offentlige lån. For at sikre en hurtig behandling af hastende likviditetsbehov, navnlig hos små og mellemstore virksomheder, kan medlemsstaterne yde et rentefrit lån på op til en nominel værdi af 800 000 EUR pr. virksomhed, stille garantier for lån, der dækker 100 % af risikoen, eller stille egenkapital til rådighed. De midlertidige rammebestemmelser giver desuden mulighed for støtte til at dækning af likviditetsbehov ud over de 800 000 EUR pr. virksomhed i form af garantier og rentetilskud med forbehold af bl.a. betingelser vedrørende mindstepriser. I den forbindelse kan medlemsstaterne beslutte at yde støtte til operatører i rejse- og transportsektorerne for at sikre, at de tilbagebetalingskrav, der skyldes udbruddet af covid-19, er opfyldt, og derigennem sikre beskyttelse af passagerernes og forbrugernes rettigheder og ligebehandling af passagerer og rejsende.

(23)

Da det er nødvendigt at beskytte de lige konkurrencevilkår i det indre marked, vil Kommissionen i den forbindelse tage hensyn til de beslutninger, som medlemsstaterne allerede har truffet om tildeling af støtte til luftfartssektoren, med henblik på at sikre, at supplerende støtte til de samme støttemodtagere ikke fører til overkompensation.

(24)

Endelig kan medlemsstaterne, efter at en transportør eller en rejsearrangør er gået konkurs, beslutte at imødekomme tilbagebetalingsanmodninger fra passagerer eller rejsende. En sådan dækning af tilbagebetalingskrav vil kun være til gavn for passagerer eller rejsende og ikke for virksomheder. Den vil derfor ikke udgøre statsstøtte og kan således gennemføres af medlemsstaterne uden Kommissionens forhåndsgodkendelse.

(25)

Kommissionen er klar til at bistå og rådgive medlemsstaterne vedrørende statsstøttespørgsmål i forbindelse med udformningen af sådanne foranstaltninger.

(26)

Medlemsstaterne og operatørerne bør opfordres til at gøre brug de eksisterende EU-ordninger til understøttelse af virksomhedernes aktiviteter og likviditetsbehov.

(27)

For at opnå den størst mulige virkning af denne henstilling bør alle interesserede parter informeres herom og tilskyndes til dens gennemførelse —

1.

2.

3.

Uden at det berører punkt 5 bør operatører og arrangører automatisk og senest 14 dage efter udløbet af gyldighedsperioden tilbagebetale voucherbeløbet til den pågældende passager eller rejsende, hvis ikke voucheren er blevet indløst. Dette gælder også for tilbagebetaling af voucherens resterende beløb, hvis den tidligere er blevet delvist indløst.

4.

Operatører og arrangører kunne overveje at gøre det muligt at få tilbagebetalt værdien af vouchere på et tidligere tidspunkt end 12 måneder efter udstedelsen, hvis den pågældende passager eller rejsende anmoder herom.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

For så vidt som sådanne garantiordninger reducerer den økonomiske risiko for passagerer eller rejsende, når de accepterer vouchere, og øger sandsynligheden for, at de vælger sådanne vouchere i stedet for at få pengene refunderet, hvilket forbedrer de erhvervsdrivendes likviditet, giver foranstaltningerne de berørte operatører en fordel i form af likviditetslettelse, og de udgør således statsstøtte.

Sådanne foranstaltninger vil ikke være omfattet af de midlertidige rammebestemmelser, men de kan anmeldes direkte af medlemsstaterne i henhold til traktatens artikel 107, stk. 3, litra b), og de vil blive genstand for en individuel vurdering. I denne vurdering vil Kommissionen i givet fald acceptere, at den statslige garanti dækker 100 % af voucheres værdi for at sikre fuld beskyttelse af alle passagerer og rejsende, og den vil samtidig tage hensyn til andre relevante bestemmelser i afsnit 3.2 i de midlertidige rammebestemmelser (24) for at sikre støttens proportionalitet.

17.

De midlertidige rammebestemmelser er grundlaget for en sådan likviditetsstøttes forenelighed med reglerne, således at erhvervsdrivende i rejse- og transportsektorerne bl.a. får mulighed for at modtage en sådan støtte i form af offentlige garantier eller subsidierede lån til dækning af deres faktiske likviditetsbehov i perioder på 18 måneder for SMV'er og 12 måneder for store virksomheder (25) — under forudsætning af en behørig begrundelse.

18.

I det omfang tilbagebetalingen finder sted efter afviklingen og dermed ikke medfører en likviditetslettelse for rejse- eller transportoperatøren — som ikke længere vil udøve nogen økonomisk aktivitet — men kun kommer passagerer eller rejsende til gode, er der ikke tale om statsstøtte. Denne type ordninger kan derfor indføres af medlemsstaterne, uden at Kommissionen skal godkende dem på forhånd.

19.

20.

21.

22.