29.7.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 244/3


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2020/1109

af 20. juli 2020

om ændring af direktiv (EU) 2017/2455 og (EU) 2019/1995, for så vidt angår datoerne for gennemførelse og anvendelse som reaktion på covid-19-pandemien

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 113,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

efter en særlig lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets direktiv 2006/112/EF (3) blev ændret ved Rådets direktiv (EU) 2017/2455 (4) og (EU) 2019/1995 (5) for at modernisere den retlige ramme for moms i forbindelse med e-handel mellem virksomheder og forbrugere (B2C) på tværs af grænserne. Størstedelen af disse nye bestemmelser skal finde anvendelse fra den 1. januar 2021.

(2)

Den 30. januar 2020 erklærede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) covid-19-udbruddet for en folkesundhedsmæssig krisesituation af international betydning. Den 11. marts 2020 erklærede WHO covid-19-udbruddet for en pandemi. Covid-19-pandemien har påvirket alle medlemsstaterne. På grund af den alarmerende stigning i antallet af tilfælde og manglen på effektive og umiddelbart tilgængelige midler til at håndtere covid-19-pandemien har flere medlemsstater erklæret national undtagelsestilstand.

(3)

Covid-19-pandemien udgør en uventet og hidtil uset nødsituation, som påvirker alle medlemsstater dybt og forpligter dem til omgående handling på nationalt plan for at håndtere den aktuelle krise som en prioritet ved at omfordele ressourcer afsat til andre områder. Som følge af krisen har flere medlemsstater vanskeligheder med inden den 31. december 2020 at afslutte udviklingen af de IT-systemer, der er nødvendige for at anvende de regler, som er fastsat i direktiv (EU) 2017/2455 og (EU) 2019/1995, fra den 1. januar 2021. Visse medlemsstater og post- og kurervirksomheder har derfor anmodet om udsættelse af datoen for anvendelse af både direktiv (EU) 2017/2455 og (EU) 2019/1995.

(4)

I betragtning af de udfordringer, som medlemsstaterne står over for med at håndtere covid-19-krisen, og den kendsgerning, at de nye bestemmelser er baseret på princippet om, at alle medlemsstater skal opdatere deres IT-systemer for at være i stand til at anvende reglerne i direktiv (EU) 2017/2455 og (EU) 2019/1995 og sikre indsamlingen og fremsendelsen af oplysninger og indbetalinger i henhold til de ændrede ordninger, er det nødvendigt at udsætte datoerne for gennemførelse og anvendelse af disse direktiver med seks måneder. En udsættelse på seks måneder er passende, da forsinkelsen bør holdes så kort som muligt for at minimere yderligere budgetmæssige tab for medlemsstaterne.

(5)

I lyset af den væsentlige indvirkning af de økonomiske forstyrrelser og de mulige yderligere vanskeligheder, der følger af covid-19-pandemien, og med henblik på at støtte den korrekte og rettidige anvendelse af de nye momsregler i forbindelse med e-handel kan Kommissionen arbejde tæt sammen med de berørte medlemsstater for at overvåge tilpasningen af de nationale IT-systemer og yde teknisk bistand efter behov.

(6)

Direktiv (EU) 2017/2455 og (EU) 2019/1995 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ændring af direktiv (EU) 2017/2455

I direktiv (EU) 2017/2455 foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 2 foretages følgende ændringer:

a)

Overskriften affattes således:

»Ændringer af direktiv 2006/112/EF med virkning fra den 1. juli 2021«.

b)

Indledningen affattes således:

»Med virkning fra den 1. juli 2021 foretages følgende ændringer i direktiv 2006/112/EF:«.

2)

Artikel 3 affattes således:

»Artikel 3

Ændring af direktiv 2009/132/EF

Med virkning fra den 1. juli 2021 udgår afsnit IV i direktiv 2009/132/EF.«

3)

Artikel 4, stk. 1, ændres således:

a)

Andet afsnit affattes således:

»Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 30. juni 2021 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktivs artikel 2 og 3. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.«

b)

Fjerde afsnit affattes således:

»De anvender de bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktivs artikel 2 og 3, fra den 1. juli 2021.«

Artikel 2

Ændring af direktiv (EU) 2019/1995

Artikel 2, stk. 1, første og andet afsnit, i direktiv (EU) 2019/1995 affattes således:

»1.Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 30. juni 2021 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.

De anvender disse love og bestemmelser fra den 1. juli 2021.«

Artikel 3

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Adressater

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. juli 2020.

På Rådets vegne

Formand

M. ROTH


(1)  Udtalelse af 10. juli 2020 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  Udtalelse af 10. juni 2020 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1).

(4)  Rådets direktiv (EU) 2017/2455 af 5. december 2017 om ændring af direktiv 2006/112/EF og 2009/132/EF for så vidt angår visse momsforpligtelser i forbindelse med levering af ydelser og fjernsalg af varer (EUT L 348 af 29.12.2017, s. 7).

(5)  Rådets direktiv (EU) 2019/1995 af 21. november 2019 om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår bestemmelserne om fjernsalg af varer og visse indenlandske leveringer af varer (EUT L 310 af 2.12.2019, s. 1).