22.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 81/58


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2019/360

af 13. december 2018

om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2365 for så vidt angår gebyrer, som Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) pålægger transaktionsregistre

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2365 af 25. november 2015 om gennemsigtighed af værdipapirfinansieringstransaktioner og vedrørende genanvendelse samt om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (1), særlig artikel 11, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 62 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (2) består Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndigheds (ESMA) indtægter af gebyrer til ESMA i de tilfælde, der er nærmere omhandlet i EU-lovgivningen, samt bidrag fra de nationale offentlige myndigheder og et tilskud fra Unionen.

(2)

Transaktionsregistre, der er etaberet i Unionen, bør pålægges et registreringsgebyr for at dække ESMA's omkostninger i forbindelse med behandlingen af registreringsansøgningen.

(3)

ESMA's omkostninger i forbindelse med behandling af registreringsansøgningen vil være højere, hvis transaktionsregistret yder accessoriske tjenester. Leveringen af sådanne accessoriske tjenester er en indikator for høj forventet omsætning og for de øgede omkostninger forbundet med vurderingen af registreringsansøgningen. I forbindelse med opkrævning af registreringsgebyrer bør transaktionsregistre derfor inddeles i to forskellige kategorier for forventet samlet omsætning (nemlig høj og lav forventet samlet omsætning), for hvilke der bør gælde forskellige registreringsgebyrer, afhængigt af om de har til hensigt at yde accessoriske tjenester.

(4)

Såfremt et transaktionsregister, der allerede er registreret i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 (3), ansøger om udvidelse af en registrering, vil de udgifter, der er nødvendige for en korrekt vurdering og behandling af ansøgningen, være lavere end for en ny registrering, eftersom ESMA allerede vil være i besiddelse af de relevante oplysninger om det ansøgende transaktionsregister. Det ansøgende transaktionsregister bør derfor betale et nedsat gebyr. Såfremt et transaktionsregister, der ikke allerede er registreret i henhold til forordning (EU) nr. 648/2012, indgiver ansøgninger om registrering i henhold til både forordning (EU) nr. 648/2012 og forordning (EU) 2015/2365 samtidig, vil de udgifter, der er nødvendige for en korrekt vurdering og behandling af ansøgningen, også være lavere på grund af synergivirkningerne ved at behandle samme type dokumenter ved én og samme lejlighed. Ved samtidigt indgivne ansøgninger bør transaktionsregistret betale fuldt registreringsgebyr i henhold til forordning (EU) nr. 648/2012 og nedsat gebyr for udvidelse af en registrering i henhold til forordning (EU) 2015/2365.

(5)

Hvis et transaktionsregister efter at være blevet registreret begynder at tilbyde accessoriske tjenester og derved kommer op i en højere kategori for forventet samlet omsætning, bør transaktionsregistret betale forskellen mellem det oprindelige registreringsgebyr og det registreringsgebyr, der svarer til den nye kategori for forventet samlet omsætning. Hvis et transaktionsregister derimod efter at være blevet registreret ophører med at tilbyde accessoriske tjenester, bør transaktionsregistret ikke få gebyrerne tilbagebetalt fra ESMA, eftersom de udgifter, der er nødvendige for at vurdere ansøgningen fra et transaktionsregister med høj omsætning, vil være brugt i forbindelse med registreringen.

(6)

For at modvirke ubegrundede ansøgninger bør registreringsgebyrer ikke tilbagebetales, hvis en ansøger trækker sin ansøgning tilbage under registreringsproceduren, eller hvis registrering nægtes.

(7)

For at sikre en effektiv anvendelse af ESMA's budget og samtidig lette den finansielle byrde for medlemsstaterne og Unionen er det nødvendigt at sikre, at transaktionsregistre som minimum betaler alle omkostningerne i forbindelse med tilsynet med dem. Tilsynsgebyrerne bør fastsættes på et niveau, der forhindrer, at der opstår en væsentlig akkumulering af underskud eller overskud i forbindelse med aktiviteter i tilknytning til transaktionsregistre. I tilfælde af underskud bør ESMA ikke inddrive underskuddet fra transaktionsregistrene. I tilfælde af væsentlige underskud bør ESMA undersøge de tilgrundliggende årsager hertil og ændre sine proforma-tilsynsomkostninger for næste budgetperiode. I tilfælde af overskud bør de overskydende gebyrer ikke tilbagebetales til transaktionsregistrene.

(8)

For at sikre en rimelig og klar fordeling af gebyrerne, som samtidig afspejler den faktiske administrative indsats, der kræves for hver tilsynsbelagt enhed, bør tilsynsgebyret beregnes på grundlag af den omsætning, som transaktionsregistrets hovedaktiviteter og accessoriske tjenester genererer. Med henblik på beregning af den relevante omsætning er det nødvendigt at skelne mellem accessoriske tjenester med direkte tilknytning til leveringen af kerneydelser i form af central indsamling og opbevaring af optegnelser over værdipapirfinansieringstransaktioner (SFT'er) i henhold til forordning (EU) 2015/2365, f.eks. långivning via mellemled og forvaltning af sikkerhedsstillelse eller tjenesteydelser med direkte tilknytning til central indsamling og opbevaring af optegnelser over SFT'er og derivater, såsom trade matching, handelsbekræftelse, værdiansættelse af sikkerhedsstillelse og indberetning fra tredjepart. De tilsynsgebyrer, der pålægges et transaktionsregister, bør svare til det pågældende transaktionsregisters aktiviteter sammenlignet med alle registrerede og tilsynsunderlagte transaktionsregistres aktiviteter i et givet år. Da der er en række faste administrative omkostninger forbundet med tilsynet med transaktionsregistre, bør der imidlertid fastsættes et årligt minimumstilsynsgebyr. Dette beløb påvirkes ikke af betaling af tilsynsgebyrer i henhold til forordning (EU) nr. 648/2012.

(9)

Der bør fastsættes bestemmelser om gebyrer, der skal pålægges transaktionsregistre i tredjelande, når disse ansøger om anerkendelse i Unionen i henhold til forordning (EU) 2015/2365, til dækning af udgifterne til anerkendelse og de årlige administrative tilsynsomkostninger. I denne henseende bør anerkendelsesgebyret indbefatte to dele, nemlig de udgifter, der er nødvendige for, at ESMA kan behandle ansøgningen om anerkendelse fra et sådant transaktionsregister fra et tredjeland, jf. artikel 19, stk. 4, i nævnte forordning, og de udgifter, der er nødvendige for at indgå samarbejdsordninger med de kompetente myndigheder i det tredjeland, hvor det ansøgende transaktionsregister er registreret, i henhold til artikel 20 i nævnte forordning. Omkostningerne i forbindelse med indgåelsen af samarbejdsordninger bør deles mellem anerkendte transaktionsregistre i samme tredjeland. Endvidere bør transaktionsregistre i tredjelande pålægges et årligt tilsynsgebyr.

(10)

Såfremt et transaktionsregister fra et tredjeland, der allerede er anerkendt i henhold til forordning (EU) nr. 648/2012, ansøger om udvidelse af en registrering, burde omkostningerne for at behandle ansøgningen, være lavere end omkostningerne for en ny ansøgning på grund af synergivirkningerne mellem ordningerne under henholdsvis forordning (EU) nr. 648/2012 og forordning (EU) 2015/2365. Den del af anerkendelsesgebyret, der er forbundet med behandling af ansøgningen, bør derfor sænkes. På den anden side indebærer omkostningerne ved at indgå en samarbejdsaftale særlige omkostninger i forbindelse med overholdelse af forordning (EU) 2015/2365. Den del af anerkendelsesgebyret, der er forbundet med samarbejdsaftaler, bør derfor være uafhængig af eksistensen af samarbejdsaftaler i henhold til forordning (EU) nr. 648/2012.

(11)

De tilsynsfunktioner, som ESMA varetager over for anerkendte transaktionsregistre i tredjelande, vedrører hovedsagelig gennemførelsen af samarbejdsordninger, herunder effektiv udveksling af data mellem de relevante myndigheder. Omkostningerne ved disse funktioner bør dækkes af de årlige tilsynsgebyrer, der pålægges anerkendte transaktionsregistre. Da disse omkostninger vil være meget lavere end de omkostninger, som ESMA afholder i forbindelse med direkte tilsyn med registrerede transaktionsregistre i Unionen, bør tilsynsgebyrerne for anerkendte transaktionsregistre være væsentligt lavere end det minimumstilsynsgebyr, der pålægges registrerede transaktionsregistre, som ESMA fører direkte tilsyn med.

(12)

De nationale kompetente myndigheder afholder udgifter i forbindelse med udførelsen af arbejde i henhold til forordning (EU) 2015/2365, og som følge af en eventuel delegering af opgaver fra ESMA til kompetente nationale myndigheder i medfør af artikel 74 i forordning (EU) nr. 648/2012 og i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, i forordning (EU) 2015/2365. De gebyrer, som ESMA pålægger transaktionsregistre, bør også dække disse udgifter. For at undgå, at de kompetente myndigheder lider tab eller opnår overskud ved udførelse af delegerede opgaver, eller når de yder bistand til ESMA, bør ESMA godtgøre de faktiske udgifter, som den nationale kompetente myndighed har afholdt.

(13)

Da der kun vil være begrænsede data til rådighed vedrørende et transaktionsregisters aktiviteter i det første år, det er registreret, bør der beregnes et foreløbigt tilsynsgebyr på grundlag af et skøn over de udgifter, der er nødvendige for at føre tilsyn med et transaktionsregister i dets første år. Der bør ved den nøjagtige beregning af gebyret tages hensyn til transaktionsregistrets registreringsdato og til startdatoen for den indberetningspligt, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, i forordning (EU) 2015/2365, med henblik på at afspejle den nøjagtige grad af tilsyn fra ESMA. Hvis et transaktionsregisters lovpligtige indberetning først begynder i året efter dets registrering, bør det foreløbige tilsynsgebyr for registreringsåret beregnes på grundlag af registreringsgebyret. Dette skyldes, at de udgifter, der er nødvendige for at føre tilsyn med et transaktionsregister, som endnu ikke har påbegyndt sin indberetning, er at sammenligne med de udgifter, der nødvendige for at vurdere registreringsansøgningen. Afhængigt af tidsrummet fra registreringsdatoen frem til udgangen af det pågældende år, tilpasses beløbet pro rata ud fra den antagelse, at en registreringsprocedure normalt tager 150 arbejdsdage. Hvis et transaktionsregisters lovpligtige indberetning begynder i de første seks måneder af året for dets registrering, bør det foreløbige tilsynsgebyr beregnes på grundlag af den relevante omsætning, der afspejler transaktionsregistrets handelsindtægter i det første halvår. Hvis et transaktionsregisters lovpligtige indberetning begynder i de sidste seks måneder af året for dets registrering, bør det foreløbige tilsynsgebyr beregnes på grundlag af transaktionsregistrets registreringsgebyr. Dette skyldes, at der kun findes begrænsede data til rådighed for at kunne gøre brug af den relevante omsætning.

(14)

Transaktionsregistre, der registreres i 2019, vil ikke begynde at levere indberetningstjenester før udgangen af 2019, og deres aktivitetsniveau i 2019 må forventes at være meget tæt på nul. Deres årlige tilsynsgebyr for 2020 bør derfor beregnes på grundlag af deres relevante omsætning i første halvdel af 2020.

(15)

Denne forordning bør danne grundlag for ESMA's ret til at opkræve gebyrer af transaktionsregistre —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Dækning af de fulde tilsynsomkostninger

De gebyrer, som transaktionsregistre pålægges, skal dække:

a)

alle omkostninger forbundet med registrering af og tilsyn med transaktionsregistre, som af varetages af ESMA i henhold til forordning (EU) 2015/2365, herunder omkostninger i forbindelse med anerkendelse af transaktionsregistre samt udgifter som følge af udvidelse af en registrering eller udvidelse af anerkendelse af transaktionsregistre, som allerede er registreret eller anerkendt i henhold til forordning (EU) nr. 648/2012

b)

alle omkostninger i forbindelse med godtgørelse til de nationale kompetente myndigheder, der har udført arbejde i henhold til forordning (EU) 2015/2365, og som følge af en eventuel delegering af opgaver i medfør af artikel 74 i forordning (EU) nr. 648/2012 og i overensstemmelse med artikel 9 i forordning (EU) 2015/2365.

Artikel 2

Relevant omsætning

1.   Kun transaktionsregistre, der er registreret i henhold til forordning (EU) 2015/2365, skal opbevare reviderede regnskaber med henblik på denne forordning, hvori der sondres mellem mindst følgende:

a)

indtægter fra leveringen af kerneydelser i form af central indsamling og opbevaring af optegnelser over SFT'er i henhold til forordning (EU) 2015/2365

b)

indtægter fra leveringen af accessoriske tjenester med direkte tilknytning til central indsamling og opbevaring af optegnelser over SFT'er i henhold til forordning (EU) 2015/2365.

Et transaktionsregisters relevante indtægter fra leveringen af accessoriske tjenester i et givet år (n) er de indtægter fra tjenester, der er defineret i litra b).

2.   Transaktionsregistre, der er registreret i henhold til både forordning (EU) 2015/2365 og forordning (EU) nr. 648/2012, skal opbevare reviderede regnskaber med henblik på denne forordning, hvori der sondres mellem mindst følgende:

a)

indtægter fra leveringen af kerneydelser i form af central indsamling og opbevaring af optegnelser over SFT'er i henhold til forordning (EU) 2015/2365

b)

indtægter fra leveringen af kerneydelser i form af central indsamling og opbevaring af optegnelser over derivater i henhold til forordning (EU) nr. 648/2012

c)

indtægter fra leveringen af accessoriske tjenester med direkte tilknytning til central indsamling og opbevaring af optegnelser over SFT'er i henhold til forordning (EU) 2015/2365

d)

indtægter fra leveringen af accessoriske tjenester med direkte tilknytning både til central indsamling og opbevaring af optegnelser over SFT'er i henhold til forordning (EU) 2015/2365 og til central indsamling og opbevaring af optegnelser over derivater i henhold til forordning (EU) nr. 648/2012.

Et transaktionsregisters relevante indtægter fra leveringen af accessoriske tjenester i et givet år (n) er summen af

de indtægter, der er omhandlet i litra c), og

en del af de indtægter, der er omhandlet i litra d).

Den del af indtægterne, der er omhandlet i litra d), skal være lig med de indtægter, der er omhandlet i litra a), divideret med summen af

de indtægter, der er omhandlet i litra a), og

de indtægter, der er omhandlet i litra b).

3.   Et transaktionsregisters relevante omsætning i et givet år (n) er summen af

dets indtægter fra leveringen af kerneydelser i form af central indsamling og opbevaring af optegnelser over SFT'er i henhold til forordning (EU) 2015/2365 på grundlag af de reviderede regnskaber for det foregående år (n – 1) og

dets relevante indtægter fra leveringen af accessoriske tjenester, som defineret i henhold til stk. 1 og 2, på grundlag af de reviderede regnskaber for det foregående år (n – 1)

divideret med summen af

alle registrerede transaktionsregistres samlede indtægter fra leveringen af kerneydelser i form af central indsamling og opbevaring af optegnelser over SFT'er i henhold til forordning (EU) 2015/2365 på grundlag af de reviderede regnskaber for det foregående år (n – 1) og

alle registrerede transaktionsregistres samlede relevante indtægter fra leveringen af accessoriske tjenester, som defineret i henhold til stk. 1 og 2, på grundlag af de reviderede regnskaber for det foregående år (n – 1).

Den relevante omsætning for et givet transaktionsregister (TRi i nedenstående formel) beregnes dermed som følger:

Formula

hvor »SFT revenue« = indtægter fra leveringen af SFT-kerneydelser + relevante indtægter fra leveringen af accessoriske tjenester.

4.   Hvis transaktionsregistret ikke har udøvet virksomhed i hele det foregående år (n – 1), beregnes dets relevante omsætning skønsmæssigt efter formlen i stk. 3 ved for transaktionsregistret at ekstrapolere den værdi, der er beregnet for det antal måneder, i hvilket transaktionsregistret udøvede virksomhed i året (n – 1), i forhold til hele året (n – 1).

Artikel 3

Justering af gebyrer

De gebyrer, der pålægges transaktionsregistre til dækning af ESMA's aktiviteter, bør fastsættes på et niveau, der forhindrer, at der opstår en væsentlig akkumulering af underskud eller overskud.

Hvis der forekommer et tilbagevendende væsentligt overskud eller underskud, ændrer Kommissionen gebyrernes niveau.

KAPITEL II

GEBYRER

Artikel 4

Typer af gebyrer

1.   Transaktionsregistre, der er etableret i Unionen, og som ansøger om registrering i henhold til artikel 5, stk. 1, i forordning (EU) 2015/2365, pålægges følgende typer gebyrer:

a)

gebyrer for registrering og udvidelse af registrering i henhold til artikel 5

b)

årlige tilsynsgebyrer i henhold til artikel 6.

2.   Transaktionsregistre, der er etableret i tredjelande, og som ansøger om anerkendelse i henhold til artikel 19, stk. 4, i forordning (EU) 2015/2365, pålægges følgende typer gebyrer:

a)

gebyrer for anerkendelse eller udvidelse af registrering i henhold til artikel 7, stk. 1 og 2

b)

årlige tilsynsgebyrer for anerkendte transaktionsregistre i henhold til artikel 7, stk. 3.

Artikel 5

Registreringsgebyr og gebyr for udvidelse af registrering

1.   Det registreringsgebyr, der pålægges hvert enkelt ansøgende transaktionsregister, skal afspejle de udgifter, der er nødvendige for en korrekt vurdering og behandling af ansøgningen om registrering eller udvidelse af en registrering, under hensyntagen til de tjenesteydelser, der vil blive leveret af transaktionsregistret, herunder eventuelle accessoriske tjenester.

2.   Et transaktionsregister anses for at yde accessoriske tjenester i følgende tilfælde:

a)

hvis det selv yder accessoriske tjenester

b)

hvis en enhed, der tilhører samme gruppe som transaktionsregistret, yder accessoriske tjenester

c)

hvis en enhed, med hvilken transaktionsregistret har indgået en aftale om samarbejde om ydelse af tjenester som led i handels- eller efterhandelskæden eller på dette forretningsområde, yder accessoriske tjenester.

3.   Hvis et transaktionsregister ikke yder accessoriske tjenester, som omhandlet i stk. 2, anses det pågældende transaktionsregister for at have en lav forventet samlet omsætning, og det skal betale et registreringsgebyr på 65 000 EUR.

4.   Hvis et transaktionsregister yder accessoriske tjenester, som omhandlet i stk. 2, anses det pågældende transaktionsregister for at have en høj forventet samlet omsætning, og det skal betale et registreringsgebyr på 100 000 EUR.

5.   Hvis et transaktionsregister, der ansøger om registrering, allerede er blevet registreret i henhold til afsnit VI, kapitel 1, i forordning (EU) nr. 648/2012, skal transaktionsregistret betale et gebyr for udvidelse af en registrering:

a)

transaktionsregistre, der yder accessoriske tjenester som omhandlet i stk. 2, skal betale et gebyr på 50 000 EUR

b)

transaktionsregistre med lav forventet samlet omsætning, som ikke yder accessoriske tjenester som omhandlet i stk. 2, skal betale et gebyr på 32 500 EUR

6.   Hvis et transaktionsregister, der ikke allerede er registreret i henhold til forordning (EU) nr. 648/2012, indgiver ansøgninger om registrering i henhold til både forordning (EU) nr. 648/2012 og forordning (EU) 2015/2365 samtidig, skal det betale fuldt registreringsgebyr i henhold til forordning (EU) nr. 648/2012 samt gebyr for udvidelse af en registrering i henhold til stk. 5.

7.   Hvis der sker en væsentlig ændring af betingelserne for registrering, som omhandlet i artikel 5, stk. 4, i forordning (EU) 2015/2365, som medfører, at transaktionsregistret i henhold til stk. 4, 5 og 6 skal betale et højere registreringsgebyr end det oprindelig betalte, pålægges transaktionsregistret at betale forskellen mellem det oprindelig betalte registreringsgebyr og det højere registreringsgebyr, som den væsentlige ændring medfører.

Artikel 6

Årlige tilsynsgebyrer for registrerede transaktionsregistre og for transaktionsregistre, som får udvidet deres registrering

1.   Et registreret transaktionsregister pålægges et årligt tilsynsgebyr.

2.   Det samlede årlige tilsynsgebyr og det årlige tilsynsgebyr for et givet transaktionsregister for et givet år (n) beregnes som følger:

a)

det samlede årlige tilsynsgebyr for et givet år (n) er det overslag over udgifter til tilsyn med transaktionsregistres aktiviteter i henhold til forordning (EU) 2015/2365, der indgår i ESMA's budget for det pågældende år

b)

et transaktionsregisters årlige tilsynsgebyr for et givet år (n) er det samlede årlige tilsynsgebyr, som fastsættes i henhold til litra a), fordelt mellem alle de transaktionsregistre, der registreres i året n–1, i forhold til deres relevante omsætning beregnet i henhold til artikel 2, stk. 3.

3.   Et transaktionsregister, der ansøger om registrering eller udvidelse af registrering i henhold til artikel 5, stk. 5, i forordning (EU) 2015/2365, må under ingen omstændigheder betale et årligt tilsynsgebyr på under 30 000 EUR.

Artikel 7

Gebyrer, der pålægges transaktionsregistre i tredjelande

1.   Et transaktionsregister, der ansøger om anerkendelse i henhold til artikel 19, stk. 4, litra a), i forordning (EU) 2015/2365, betaler et anerkendelsesgebyr, der beregnes som summen af følgende:

a)

20 000 EUR

b)

det beløb, der fremkommer ved at fordele 35 000 EUR mellem det samlede antal transaktionsregistre fra det samme tredjeland, der enten er anerkendt af ESMA, eller som har ansøgt om anerkendelse, men endnu ikke er blevet anerkendt.

2.   Et transaktionsregister, der ansøger om udvidelse af registrering i henhold til artikel 19, stk. 4, litra b), i forordning (EU) 2015/2365, betaler et anerkendelsesgebyr, der beregnes som summen af 10 000 EUR plus det beløb, der fremkommer ved beregningen i stk. 1, litra b).

3.   Et transaktionsregister, der er anerkendt i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning (EU) 2015/2365, betaler et årligt tilsynsgebyr på 5 000 EUR.

KAPITEL III

BETALINGS- OG GODTGØRELSESBESTEMMELSER

Artikel 8

Generelle betalingsbetingelser

1.   Alle gebyrer betales i euro. Gebyrerne betales som anført i artikel 9, 10 og 11.

2.   Forsinkede betalinger medfører krav om betaling af en tvangsbøde på 0,1 % af det skyldige beløb pr. dag.

Artikel 9

Betaling af registreringsgebyrer

1.   Det i artikel 5 omhandlede registreringsgebyr betales fuldt ud, når transaktionsregistret indgiver sin ansøgning om registrering i henhold til artikel 5, stk. 5, i forordning (EU) 2015/2365.

2.   Registreringsgebyrer godtgøres ikke, hvis et transaktionsregister trækker sin ansøgning om registrering tilbage, før ESMA har vedtaget en begrundet afgørelse om registrering eller om nægtelse af registrering, eller hvis registrering nægtes.

Artikel 10

Betaling af årlige tilsynsgebyrer

1.   Det i artikel 6 omhandlede årlige tilsynsgebyr for et givet år betales i to rater.

Første rate forfalder den 28. februar i samme år og fastsættes til fem sjettedele af det skønsmæssigt beregnede årlige tilsynsgebyr. Hvis de relevante tal for omsætningen beregnet i henhold til artikel 2 endnu ikke foreligger, beregnes omsætningen på grundlag af den seneste relevante omsætning som beregnet efter artikel 2.

Anden rate forfalder den 31. oktober. Anden rate er det årlige tilsynsgebyr beregnet i henhold til artikel 6 minus første rate.

2.   ESMA sender opkrævninger for raterne til transaktionsregistrene senest 30 dage før respektive betalingsdato.

Artikel 11

Betaling af gebyrer, der pålægges transaktionsregistre i tredjelande

1.   De i artikel 7, stk. 1 og stk. 2, omhandlede anerkendelsesgebyrer betales fuldt ud, når transaktionsregistret indgiver sin ansøgning om anerkendelse i henhold til artikel 19, stk. 4, i forordning (EU) 2015/2365. Disse gebyrer godtgøres ikke.

2.   Hver gang der indgives en ny ansøgning om anerkendelse af et transaktionsregister fra et tredjeland i henhold til artikel 19, stk. 4, i forordning (EU) 2015/2365, omberegner ESMA det i artikel 7, stk. 1, litra b), omhandlede beløb.

Forskellen mellem det beløb, der opkræves i henhold til artikel 7, stk. 1, litra b), og det beløb, der fremkommer ved omberegningen, godtgør ESMA ligeligt blandt de allerede anerkendte transaktionsregistre fra samme tredjeland. Forskellen godtgøres enten ved direkte betaling eller ved nedsættelse af de gebyrer, der pålægges det følgende år.

3.   Det årlige tilsynsgebyr for et anerkendt transaktionsregister forfalder ved udgangen af februar måned hvert år. ESMA sender en opkrævning til et anerkendt transaktionsregister senest 30 dage før denne dato.

Artikel 12

Godtgørelse til kompetente myndigheder

1.   Kun ESMA kan pålægge transaktionsregistre gebyrer for registrering, udvidelse af registrering, tilsyn og anerkendelse i medfør af denne forordning.

2.   ESMA yder godtgørelse til nationale kompetente myndigheder for faktiske udgifter, der afholdes i forbindelse med udførelsen af arbejde i henhold til forordning (EU) 2015/2365, og som følge af en eventuel delegering af opgaver fra ESMA til kompetente nationale myndigheder i medfør af artikel 74 i forordning (EU) nr. 648/2012 og i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, i forordning (EU) 2015/2365.

KAPITEL IV

OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 13

Beregning af foreløbige tilsynsgebyrer

1.   Hvis den indberetningspligt, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, i forordning (EU) 2015/2365, i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 33, stk. 2, litra a), begynder i året efter et transaktionsregisters registrering i henhold til artikel 5, stk. 5, i forordning (EU) 2015/2365, betaler transaktionsregistret det år, hvor det bliver registreret, et foreløbigt tilsynsgebyr, som beregnes i overensstemmelse med del 1 i bilaget.

2.   Hvis den indberetningspligt, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, i forordning (EU) 2015/2365, i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 33, stk. 2, litra a), begynder i de første seks måneder af året for et transaktionsregisters registrering i henhold til artikel 5, stk. 5, i forordning (EU) 2015/2365, betaler transaktionsregistret det år, hvor det bliver registreret, et foreløbigt tilsynsgebyr, som beregnes i overensstemmelse med del 2 i bilaget.

3.   Hvis den indberetningspligt, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, i forordning (EU) 2015/2365, i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 33, stk. 2, litra a), begynder i de sidste seks måneder af året for et transaktionsregisters registrering i henhold til artikel 5, stk. 5, i forordning (EU) 2015/2365, betaler transaktionsregistret det år, hvor det bliver registreret, et foreløbigt tilsynsgebyr, som beregnes i overensstemmelse med del 3 i bilaget.

Artikel 14

Betaling af registreringsgebyrer og gebyrer for transaktionsregistre i tredjelande i 2019

1.   Transaktionsregistre, der i 2019 ansøger om registrering i henhold til artikel 5, stk. 5, i forordning (EU) 2015/2365, betaler det i artikel 6 omhandlede registreringsgebyr fuldt ud ved indgivelsen af ansøgningen om registrering, dog tidligst 30 dage efter denne forordnings ikrafttræden.

2.   Transaktionsregistre i tredjelande, der i 2019 ansøger om anerkendelse i henhold til artikel 19, stk. 4, i forordning (EU) 2015/2365, betaler det i artikel 7, stk. 1 og 2, omhandlede gebyr for anerkendelse fuldt ud ved indgivelsen af ansøgningen, dog tidligst 30 dage efter denne forordnings ikrafttræden.

3.   Transaktionsregistre i tredjelande, der i 2019 anerkendes i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning (EU) 2015/2365, betaler et årligt tilsynsgebyr for 2019 i henhold til artikel 7, stk. 3, fuldt ud enten 60 dage efter ikrafttrædelsen af denne forordning eller 30 dage efter, at ESMA har meddelt transaktionsregistret afgørelsen om anerkendelse, som omhandlet i artikel 19, stk. 7, i forordning (EU) 2015/2365, hvis dette er senere.

Artikel 15

Årligt tilsynsgebyr for 2020 for transaktionsregistre, der er registreret eller har fået udvidet deres registrering i 2019

1.   Transaktionsregistres tilsynsgebyr for 2020 er det samlede årlige tilsynsgebyr, som fastsættes i henhold til artikel 6, stk. 2, litra a), fordelt mellem alle de transaktionsregistre, der er registreret i 2019, i forhold til deres relevante omsætning beregnet i henhold til stk. 2.

2.   Med henblik på beregningen af det årlige tilsynsgebyr for 2020, som i overensstemmelse med artikel 6 pålægges et transaktionsregister, der er registreret i 2019 i medfør af artikel 5, stk. 5, i forordning (EU) 2015/2365, er transaktionsregistrets relevante omsætning summen af

indtægterne fra leveringen af kerneydelser i form af central indsamling og opbevaring af optegnelser over SFT'er i perioden fra den 1. januar 2020 til den 30. juni 2020 og

transaktionsregistrets relevante indtægter fra leveringen af accessoriske tjenester i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1 og 2, i perioden fra den 1. januar 2020 til den 30. juni 2020

divideret med summen af

samtlige registrerede transaktionsregistres samlede indtægter fra leveringen af kerneydelser i form af central indsamling og opbevaring af optegnelser over SFT'er i perioden fra den 1. januar 2020 til den 30. juni 2020 og

samtlige registrerede transaktionsregistres relevante indtægter fra leveringen af accessoriske tjenester i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1 og 2, i perioden fra den 1. januar 2020 til den 30. juni 2020.

3.   Det årlige tilsynsgebyr for 2020 for transaktionsregistre, der er registreret i 2019, betales i to rater.

Første rate forfalder den 28. februar 2020 og er af samme størrelse som det registreringsgebyr, som transaktionsregistret har betalt i 2019 i henhold til artikel 5.

Anden rate forfalder den 31. oktober 2020. Anden rate er det årlige tilsynsgebyr beregnet i henhold til stk. 1 minus første rate.

Hvis det beløb, et transaktionsregister har betalt som første rate, er større end det årlige tilsynsgebyr beregnet i henhold til stk. 1, godtgør ESMA transaktionsregistret forskellen mellem det ved første rate betalte beløb og det årlige tilsynsgebyr beregnet i henhold til stk. 1.

4.   ESMA sender senest 30 dage før betalingsdatoen opkrævninger for raterne vedrørende det årlige tilsynsgebyr for 2020 til transaktionsregistre, der er registreret i 2019.

5.   Når de reviderede regnskaber for 2020 foreligger, indberetter transaktionsregistre, der er registreret i 2019, eventuelle ændringer til ESMA af den relevante omsætning beregnet i henhold til stk. 2 som følge af forskellen mellem de endelige data for perioden fra den 1. januar 2020 til den 30. juni 2020 og de foreløbige data, der lå til grund for beregningen i henhold til stk. 2.

Transaktionsregistre pålægges at betale forskellen mellem det årlige tilsynsgebyr for 2020, der faktisk er betalt i henhold til stk. 1, og det årlige tilsynsgebyr for 2020, der skal betales som følge af en eventuel ændring til den relevante omsætning som omhandlet i første afsnit.

ESMA sender opkrævninger for eventuelle yderligere betalinger, som omhandlet i foregående afsnit, senest 30 dage før de respektive betalingsdatoer.

Artikel 16

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. december 2018.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 337 af 23.12.2015, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EUT L 201 af 27.7.2012, s. 1).


BILAG

FORELØBIGE GEBYRER FOR FØRSTE ÅR

Del 1

Foreløbigt tilsynsgebyr for et transaktionsregisters registreringsår, hvis indberetningspligten begynder i det følgende år

1.

Transaktionsregistrets foreløbige tilsynsgebyr er det laveste af følgende:

a)

det registreringsgebyr, der i henhold til denne forordnings artikel 5 skal betales af transaktionsregistret

b)

det registreringsgebyr, der i henhold til denne forordnings artikel 5 skal betales af transaktionsregistret, multipliceret med forholdet mellem antal arbejdsdage fra dets registreringsdato til årets udgang og 150 arbejdsdage.

Beregningen foretages efter følgende formel:

TR foreløbig tilsynsafgift = Min (registreringsgebyr, registreringsgebyr * koefficient)

Formula

2.

Det foreløbige tilsynsgebyr betales fuldt ud 60 dage efter ikrafttrædelsen af denne forordning eller 30 dage efter datoen for den underretning, der er omhandlet i artikel 8, stk. 1, i forordning (EU) 2015/2365, hvis dette er senere.

Del 2

Foreløbigt tilsynsgebyr for et transaktionsregisters registreringsår, hvis indberetningspligten begynder i de første seks måneder af samme år

1.

Transaktionsregistrets foreløbige tilsynsgebyr er det samlede årlige tilsynsgebyr, som fastsættes i henhold til denne forordnings artikel 6, stk. 2, litra a), fordelt mellem alle de transaktionsregistre, der er registreret i det pågældende år, i forhold til deres relevante omsætning beregnet i henhold til stk. 2.

2.

Ved beregningen af det foreløbige tilsynsgebyr beregnes et transaktionsregisters relevante omsætning som summen af

indtægterne fra leveringen af kerneydelser i form af central indsamling og opbevaring af optegnelser over SFT'er i perioden fra den 1. januar til den 30. juni i transaktionsregistrets registreringsår og

transaktionsregistrets relevante indtægter fra leveringen af accessoriske tjenester i overensstemmelse med denne forordnings artikel 2, stk. 1 og 2, i perioden fra den 1. januar til den 30. juni i transaktionsregistrets registreringsår

divideret med samtlige registrerede transaktionsregistres samlede indtægter fra leveringen af kerneydelser i form af central indsamling og opbevaring af optegnelser over SFT'er og de relevante indtægter fra leveringen af accessoriske tjenester i overensstemmelse med denne forordnings artikel 2, stk. 1 og 2, i perioden fra den 1. januar til den 30. juni det pågældende år.

3.

Det foreløbige tilsynsgebyr betales i to rater.

Første rate forfalder 30 dage efter datoen for den underretning, der er omhandlet i artikel 8, stk. 1, i forordning (EU) 2015/2365, og beløber sig til transaktionsregistrets registreringsgebyr i henhold til nærværende forordnings artikel 5.

Anden rate forfalder den 31. oktober. Anden rate er det foreløbige tilsynsgebyr beregnet i henhold til stk. 1 minus første rate.

Hvis det beløb, et transaktionsregister har betalt som første rate, er større end det foreløbige tilsynsgebyr beregnet i henhold til stk. 1, godtgør ESMA forskellen mellem det ved første rate betalte beløb og det foreløbige tilsynsgebyr beregnet i henhold til stk. 1 til transaktionsregistret.

4.

Når de reviderede regnskaber for registreringsåret foreligger, indberetter transaktionsregistrene eventuelle ændringer til ESMA i den relevante omsætning beregnet i henhold til stk. 1 som følge af forskellen mellem de endelige data for perioden fra den 1. januar til den 30. juni og de foreløbige data, der ligger til grund for beregningen i henhold til stk. 1.

Transaktionsregistre pålægges at betale forskellen mellem det årlige tilsynsgebyr for registreringsåret, der faktisk er betalt i henhold til stk. 3, og det årlige tilsynsgebyr for registreringsåret, der skal betales som følge af en eventuel ændring i den relevante omsætning som omhandlet i første afsnit.

5.

Det foreløbige tilsynsgebyr må ikke være lavere end 15 000 EUR, jf. dog stk. 1 og 4.

Del 3

Foreløbigt tilsynsgebyr for et transaktionsregisters registreringsår, hvis indberetningspligten begynder i de sidste seks måneder af samme år

1.

Transaktionsregistrets foreløbige tilsynsgebyr er det samlede tilsynsgebyr, som fastsættes i henhold til denne forordnings artikel 6, stk. 2, litra a), fordelt mellem samtlige transaktionsregistre som følger: det registreringsgebyr, som transaktionsregistret har betalt til ESMA, i forhold til det samlede beløb for registreringsgebyrer, som samtlige transaktionsregistre har betalt til ESMA i det pågældende år.

2.

Det gebyr, der er fastsat i henhold til stk. 1, forfalder 30 dage efter datoen for den underretning, der er omhandlet i artikel 8, stk. 1, i forordning (EU) 2015/2365.