12.7.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 188/106


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2019/1160

af 20. juni 2019

om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2011/61/EU for så vidt angår grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter den almindelige lovgivningsprocedure (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Blandt de fælles mål for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF (3) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU (4) er at sikre lige vilkår blandt kollektive investeringsinstitutter og afskaffe restriktionerne for den fri bevægelighed for andele og aktier i kollektive investeringsinstitutter i Unionen, samtidig med at der sikres en mere ensartet beskyttelse for investorer. Skønt disse mål i vid udstrækning er nået, er der stadig visse hindringer, der hæmmer fondsforvalteres mulighed for fuldt ud at drage fordel af det indre marked.

(2)

Dette direktiv suppleres af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1156 (5). Nævnte forordning fastsætter supplerende regler og procedurer vedrørende institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) og forvaltere af alternative investeringsfonde (FAIF'er). Forordningen og dette direktiv bør tilsammen yderligere samordne betingelserne for fondsforvaltere, der opererer i det indre marked, og lette grænseoverskridende distributionen af de fonde, de forvalter.

(3)

Det er nødvendigt at udfylde det lovgivningsmæssige tomrum og bringe proceduren for anmeldelse til de kompetente myndigheder af ændringer vedrørende investeringsinstitutter i overensstemmelse med anmeldelsesproceduren i direktiv 2011/61/EU.

(4)

Forordning (EU) 2019/1156 indebærer en yderligere styrkelse af de principper, der finder anvendelse på markedsføringsmateriale, der er omfattet af direktiv 2009/65/EF, og udvider anvendelsen af disse principper, så de også gælder for FAIF'er, hvilket resulterer i en høj standard for investorbeskyttelse, uanset typen af investor. De tilsvarende bestemmelser i direktiv 2009/65/EF vedrørende markedsføringsmateriale og tilgængelighed af nationale love og regler, der er relevante for ordningen for markedsføring af andele i et investeringsinstitut, er derfor ikke længere nødvendige og de bør udgå.

(5)

Bestemmelserne i direktiv 2009/65/EF, som kræver, at investeringsinstitutter stiller faciliteter til rådighed for investorer, således som de er gennemført i visse nationale retssystemer, har vist sig at være byrdefulde. Endvidere benyttes de lokale faciliteter sjældent af investorer, på den måde som direktivet tilsigter. Den foretrukne kontaktmetode har ændret sig til direkte interaktion mellem investorer og fondsforvaltere, enten elektronisk eller telefonisk, hvorimod betalinger og indløsning udføres via andre kanaler. De pågældende lokale faciliteter anvendes i øjeblikket til administrative formål såsom grænseoverskridende inddrivelse af lovbestemte gebyrer, men sådanne problemstillinger bør håndteres ved hjælp af andre metoder, herunder samarbejde mellem kompetente myndigheder. Der bør derfor fastlægges regler, der moderniserer og præciserer kravene om at stille faciliteter til rådighed for detailinvestorer, og medlemsstater bør ikke kræve en lokal fysisk tilstedeværelse for tilrådighedsstillelsen af sådanne faciliteter. Under alle omstændigheder bør der være regler, der sikrer, at investorer har adgang til de oplysninger, de har ret til.

(6)

For at sikre en konsekvent behandling af detailinvestorer er det nødvendigt, at kravene vedrørende faciliteter også gælder for FAIF'er, hvis medlemsstaterne tillader dem at markedsføre andele eller kapitalandele i alternative investeringsfonde (AIF'er) til detailinvestorer på deres område.

(7)

Manglen på klare og ensartede betingelser for ophør af markedsføring af andele eller aktier i et investeringsinstitut eller en AIF i et værtsland skaber økonomisk og retlig usikkerhed for fondsforvaltere. Derfor bør direktiv 2009/65/EF og 2011/61/EU fastsætte klare betingelser for, hvornår der kan indgives en anmeldelse af ophør af de aftaler, der er indgået med henblik på markedsføring af nogle eller alle andelene eller aktierne. Disse betingelser bør skabe balance mellem på den ene side de kollektive investeringsinstitutters eller deres forvalteres mulighed for at bringe deres aftaler vedrørende markedsføring af andele eller aktier til ophør, når de fastsatte betingelser er opfyldt, og på den anden side investorernes interesser i sådanne selskaber.

(8)

Muligheden for at ophøre med at markedsføre investeringsinstitutter eller AIF'er i en given medlemsstat bør hverken medføre omkostninger for investorer eller mindske beskyttelsen af dem i henhold til direktiv 2009/65/EF eller 2011/61/EU, navnlig med hensyn til deres ret til at få nøjagtige oplysninger om de pågældende fondes fortsatte aktiviteter.

(9)

Der er tilfælde, hvor en FAIF, der ønsker at afprøve investorinteressen for en bestemt investeringsidé eller investeringsstrategi oplever en forskelligartet behandling af præmarkedsføringsaktiviteter i forskellige nationale retssystemer. Definitionen af præmarkedsføring og de betingelser, hvorunder den er tilladt, varierer betydeligt mellem de medlemsstater, hvor det er tilladt, mens begrebet præmarkedsføring slet ikke eksisterer i andre medlemsstater. For at imødegå disse forskelle bør der fastlægges en harmoniseret definition af præmarkedsføring og betingelserne for, hvordan en EU-FAIF kan foretage præmarkedsføring.

(10)

For at præmarkedsføring kan anerkendes som sådan i henhold til direktiv 2011/61/EU, bør den være henvendt til potentielle professionelle investorer og vedrøre en investeringsidé eller investeringsstrategi for at teste deres interesse i en AIF eller en afdeling, som endnu ikke er etableret, eller som er etableret, men om hvilken der endnu ikke er indgivet anmeldelse om markedsføring i overensstemmelse med nævnte direktiv. I løbet af præmarkedsføringsperioden bør det således ikke være muligt for investorerne at tegne andele eller kapitalandele i en AIF, og distribution af tegningsformularer eller lignende dokumenter til potentielle professionelle investorer, uanset om det er i udkast eller i endelig form, bør ikke være tilladt. EU-FAIF'er bør sikre, at investorer ikke erhverver andele eller kapitalandele i en AIF gennem præmarkedsføring, og at investorer, der kontaktes som led i præmarkedsføring, kun kan erhverve andele eller kapitalandele i den pågældende AIF efter markedsføring, som er tilladt i henhold til direktiv 2011/61/EU.

Enhver tegning fra professionelle investorers side inden for 18 måneder efter, at EU-FAIF'en har påbegyndt præmarkedsføring af andele eller kapitalandele i en AIF, som der er henvist til i de udleverede oplysninger i forbindelse med præmarkedsføring, eller i en AIF etableret som et resultat af præmarkedsføring, bør betragtes som værende et resultat af markedsføring og være underlagt de gældende anmeldelsesprocedurer som omhandlet i direktiv 2011/61/EU. For at sikre, at de nationale kompetente myndigheder kan udøve kontrol med præmarkedsføring i deres medlemsstat, bør en EU-FAIF, senest to uger efter at have påbegyndt præmarkedsføring, sende en uformel skrivelse, i papirform eller elektronisk form, til de kompetente myndigheder i sit hjemland med angivelse af, bl.a. i hvilke medlemsstater den foretager eller har foretaget præmarkedsføring, de perioder, hvor præmarkedsføringen finder eller fandt sted, og herunder, hvor det er relevant, en liste over dens AIF'er og afdelinger af AIF'er, der er eller var genstand for præmarkedsføring. De kompetente myndigheder i EU-FAIF'ens hjemland bør straks underrette de kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor EU-FAIF'en foretager eller har foretaget en sådan præmarkedsføring.

(11)

EU-FAIF'er bør sikre, at deres præmarkedsføring er tilstrækkeligt dokumenteret.

(12)

Nationale love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktiv 2011/61/EU, og navnlig harmoniserede regler om præmarkedsføring, bør på ingen måde stille EU-FAIF'er ringere i forhold til ikke-EU-FAIF'er. Dette gælder både i den nuværende situation, hvor ikke-EU-FAIF'er ikke har ret til at anvende markedsføringspas, og i den situation, hvor bestemmelserne om sådanne markedsføringspas i direktiv 2011/61/EU kommer til at finde anvendelse.

(13)

For at sikre retssikkerheden er det nødvendigt at synkronisere anvendelsesdatoen for nationale love og administrative bestemmelser, der gennemfører dette direktiv og forordning (EU) 2019/1156 for så vidt angår de relevante bestemmelser om markedsføringsmateriale og præmarkedsføring.

(14)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (6) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Ændringer af direktiv 2009/65/EF

I direktiv 2009/65/EF foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 17, stk. 8, tilføjes følgende afsnit:

»Hvis administrationsselskabet efter en ændring som omhandlet i første afsnit ikke længere ville overholde dette direktiv, underretter de kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af alle de oplysninger, der er omhandlet i første afsnit, administrationsselskabet om, at det ikke må iværksætte ændringen. I så fald underretter de kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland de kompetente myndigheder i administrationsselskabets værtsland om, at ændringen ikke vil blive gennemført.

Hvis en ændring som omhandlet i første afsnit gennemføres, efter oplysningerne er blevet meddelt i overensstemmelse med andet afsnit, og administrationsselskabet efter ændringen ikke længere overholder dette direktiv, skal de kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland træffe alle behørige foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 98 og omgående underrette de kompetente myndigheder i administrationsselskabets værtsland om de foranstaltninger, der er truffet.«

2)

Artikel 77 udgår.

3)

Artikel 91, stk. 3, udgår.

4)

Artikel 92 affattes således:

»Artikel 92

1.   Medlemsstaterne sikrer, at et investeringsinstitut i hver af de medlemsstater, hvor det har til hensigt at markedsføre sine andele, stiller faciliteter til rådighed til udførelse af følgende opgaver:

a)

at behandle tegnings-, tilbagekøbs- og indløsningsordrer og foretage andre udbetalinger til deltagerne i forbindelse med andele i investeringsinstituttet i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i de dokumenter, der kræves i henhold til kapitel IX

b)

at give investorer oplysninger om, hvordan ordrer, der er omhandlet i litra a), kan foretages, og hvordan tilbagekøb og indløsning betales

c)

at lette håndteringen af oplysninger og adgang til procedurer og ordninger som omhandlet i artikel 15 om investorers udøvelse af deres rettigheder som følge af deres investeringer i investeringsinstituttet i den medlemsstat, hvor investeringsinstituttet markedsføres

d)

at stille de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til kapitel IX, til rådighed for investorerne på de i artikel 94 fastsatte betingelser med henblik på nærmere undersøgelse og rekvirering af eksemplarer heraf

e)

at give investorerne oplysninger af relevans for de opgaver, faciliteterne udfører, på et varigt medium, og

f)

at fungere som kontaktpunkt for kommunikation med de kompetente myndigheder.

2.   Medlemsstaterne må ikke kræve, at et investeringsinstitut har en fysisk tilstedeværelse i værtslandet eller har udpeget en tredjepart med henblik på stk. 1.

3.   Investeringsinstituttet sikrer, at faciliteterne til udførelse af de opgaver, der er omhandlet i stk. 1, herunder elektronisk, stilles til rådighed:

a)

på det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor investeringsinstituttet markedsføres, eller på et sprog, der er godkendt af denne medlemsstats kompetente myndigheder

b)

af investeringsinstituttet selv, af en tredjepart, der er underlagt regulering og tilsyn vedrørende de opgaver, der skal varetages, eller af begge.

For så vidt angår litra b), og hvis opgaverne skal varetages af en tredjepart, skal udpegelsen af den pågældende tredjepart dokumenteres ved en skriftlig aftale, der præciserer, hvilke af de i stk. 1 omhandlede opgaver der ikke udføres af investeringsinstituttet, og at tredjeparten modtager alle relevante oplysninger og dokumenter fra investeringsinstituttet.«

5)

Artikel 93 ændres således:

a)

I stk. 1 tilføjes følgende afsnit:

»Anmeldelsen skal også indeholde de oplysninger, herunder adressen, der er nødvendige for fremsendelse af fakturaer eller meddelelser fra værtslandets kompetente myndigheder om eventuelle gældende lovbestemte gebyrer og afgifter og oplysning om faciliteterne til udførelse af de i artikel 92, stk. 1, omhandlede opgaver.«

b)

Stk. 8 erstattes af følgende:

»8.   I tilfælde af en ændring af oplysningerne i den anmeldelse, der er fremsendt som omhandlet i stk. 1, eller en ændring vedrørende de aktiekategorier, der skal markedsføres, giver investeringsinstituttet skriftlig meddelelse til de kompetente myndigheder både i investeringsinstituttets hjemland og værtsland, mindst en måned før ændringen iværksættes.

Hvis investeringsinstituttet efter en ændring som omhandlet i første afsnit ikke længere ville overholde dette direktiv, skal de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af alle de oplysninger, der er omhandlet i første afsnit, underrette investeringsinstituttet om, at det ikke må iværksætte ændringen. I så fald underretter de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets værtsland om, at ændringen ikke vil blive gennemført.

Hvis en ændring som omhandlet i første afsnit gennemføres, efter oplysningerne er blevet meddelt i overensstemmelse med andet afsnit, og investeringsinstituttet efter ændringen ikke længere overholder dette direktiv, træffer de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland alle behørige foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 98, herunder om nødvendigt et udtrykkeligt forbud mod markedsføring af investeringsinstituttet, og underretter uden unødigt ophold de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets værtsland om de foranstaltninger, der er truffet.«

6)

Som artikel 93a indsættes følgende:

»Artikel 93a

1.   Medlemsstaterne sikrer, at et investeringsinstitut kan indgive anmeldelse om ophør af aftaler, der er indgået med henblik på markedsføring af andele, herunder eventuelt hvad angår aktiekategorier, i en medlemsstat, for hvilken det har indgivet en anmeldelse i overensstemmelse med artikel 93, hvis alle følgende betingelser er opfyldt:

a)

Der er fremsat et generelt tilbud om tilbagekøb eller indløsning, uden nogen gebyrer eller fradrag, af alle sådanne andele, der besiddes af investorer i den pågældende medlemsstat, som er offentligt tilgængeligt i mindst 30 arbejdsdage og det er stilet individuelt — enten direkte eller via finansielle formidlere — til alle investorer i den pågældende medlemsstat, hvis identitet er kendt

b)

Hensigten om at opsige aftaler, der er indgået med henblik på markedsføring af sådanne andele i den pågældende medlemsstat, offentliggøres via et offentligt tilgængeligt medium, herunder ad elektronisk vej, der sædvanligvis anvendes til markedsføring af investeringsinstitutter og er egnet for en typisk investor i investeringsinstitutter

c)

Eventuelle aftaler med finansielle formidlere eller delegerede ændres eller opsiges med virkning fra datoen for anmeldelsen af ophøret med henblik på at forhindre eventuel ny eller yderligere direkte eller indirekte udbydelse eller placering af de andele, der er angivet i den i stk. 2 omhandlede anmeldelse.

De oplysninger, der er omhandlet i første afsnit, litra a) og b), skal klart beskrive, hvilke konsekvenser det får for investorer, hvis de ikke accepterer tilbuddet om at indløse eller tilbagekøbe deres andele.

De oplysninger, der er omhandlet i første afsnit, litra a) og b), skal stilles til rådighed på det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvortil investeringsinstituttet har indgivet en anmeldelse i overensstemmelse med artikel 93, eller på et sprog, der er godkendt af den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder. Fra og med den dato, der er omhandlet i første afsnit, litra c), skal investeringsinstituttet ophøre med enhver ny eller yderligere direkte eller indirekte udbydelse eller placering af sine andele, der var genstand for anmeldelse om ophør i nævnte medlemsstat.

2.   Investeringsinstituttet skal til sit hjemlands kompetente myndigheder fremsende en anmeldelse, der indeholder de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, første afsnit, litra a), b) og c).

3.   De kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland kontrollerer, om investeringsinstituttets anmeldelse i overensstemmelse med stk. 2 er fuldstændig. De kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland videresender senest 15 arbejdsdage efter modtagelsen af en fuldstændig anmeldelse den pågældende anmeldelse til de kompetente myndigheder i medlemsstaten, der er angivet i anmeldelsen omhandlet i stk. 2, og til ESMA.

Efter at have videresendt anmeldelsen, jf. første afsnit, underretter de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland straks investeringsinstituttet herom.

4.   Investeringsinstituttets skal give investorer, der vedbliver med at investere i investeringsinstituttet, såvel som de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 68-82 og artikel 94.

5.   De kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland fremsender til de kompetente myndigheder i medlemsstaten, der er angivet i anmeldelsen omhandlet i denne artikels stk. 2, oplysninger om eventuelle ændringer i de i artikel 93, stk. 2, omhandlede dokumenter.

6.   De kompetente myndigheder i medlemsstaten, der er angivet i anmeldelsen omhandlet i denne artikels stk. 2, har samme rettigheder og forpligtelser som de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets værtsland som omhandlet i artikel 21, stk. 2, artikel 97, stk. 3, og artikel 108. Uden at det berører andre overvågningsaktiviteter og tilsynsbeføjelser som omhandlet i artikel 21, stk. 2, og artikel 97, skal de kompetente myndigheder i medlemsstaten, der er angivet i anmeldelsen omhandlet i denne artikels stk. 2, fra og med datoen for fremsendelsen i henhold til denne artikels stk. 5 ikke kræve, at det pågældende investeringsinstitut påviser overensstemmelse med nationale love og administrative bestemmelser vedrørende markedsføringskrav som omhandlet i artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1156 (*1).

7.   Medlemsstaterne tillader anvendelse af eventuelle elektroniske eller andre midler til fjernkommunikation med henblik på stk. 4, under forudsætning af at informations- og kommunikationsmidlerne er tilgængelige for investorer på det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor investoren befinder sig, eller på et sprog, der er godkendt af denne medlemsstats kompetente myndigheder.

(*1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1156 af 20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014 (EUT L 188 af 12.7.2019, s. 55).«"

7)

Artikel 95, stk. 1, litra a), udgår.

Artikel 2

Ændringer af direktiv 2011/61/EU

I direktiv 2011/61/EU foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 4, stk. 1, indsættes følgende litra:

»aea)   »præmarkedsføring«: udlevering af oplysninger eller meddelelser, direkte eller indirekte, om investeringsstrategier eller -idéer fra en EU-FAIF, eller på dennes vegne, til potentielle professionelle investorer, som er hjemmehørende eller har deres vedtægtsmæssige hjemsted i Unionen, for at afprøve deres interesse i en AIF eller en afdeling, der endnu ikke er etableret, eller som er etableret, men om hvilken der endnu ikke er indgivet anmeldelse om markedsføring i overensstemmelse med artikel 31 eller 32 i den pågældende medlemsstat, hvor de potentielle investorer er hjemmehørende eller har deres vedtægtsmæssige hjemsted, og som i det enkelte tilfælde ikke udgør det samme som et udbud til eller en placering hos den potentielle investor med henblik på at investere i andelene eller kapitalandelene i den pågældende AIF eller afdeling.«

2)

I begyndelsen af kapitel VI indsættes følgende artikel:

»Artikel 30a

Betingelser for en EU-FAIF's præmarkedsføring i Unionen

1.   Medlemsstaterne sikrer, at en EU-FAIF, som har fået meddelt tilladelse, kan foretage præmarkedsføring i Unionen, undtagen hvis de oplysninger, der gives til potentielle professionelle investorer:

a)

er tilstrækkelige til at sætte investorerne i stand til at forpligte sig til at erhverve andele eller kapitalandele i en bestemt AIF

b)

udgør det samme som tegningsformularer eller lignende dokumenter, i udkast eller i endelig form, eller

c)

udgør det samme som stiftelsesdokumenter, et prospekt eller udbudsdokumenter for en endnu ikke etableret AIF i endelig form.

I de tilfælde, hvor der udleveres et udkast til prospekt eller udbudsdokumenter, må disse ikke indeholde tilstrækkelige oplysninger, der gør det muligt for investorerne at træffe en investeringsbeslutning, og det skal fremgå tydeligt, at:

a)

de ikke udgør et tilbud om eller en invitation til at tegne andele eller kapitalandele i en AIF, og

b)

oplysningerne deri ikke kan gøres gældende, da de er ufuldstændige og kan blive ændret.

Medlemsstaterne sikrer, at en EU-FAIF ikke har pligt til at underrette de kompetente myndigheder om indholdet eller adressaterne for præmarkedsføring eller til at opfylde andre betingelser eller krav end dem, der er fastsat i denne artikel, inden den foretager præmarkedsføring.

2.   EU-FAIF'er skal sikre, at investorer ikke erhverver andele eller kapitalandele i en AIF gennem præmarkedsføring, og at investorer, der kontaktes i forbindelse med præmarkedsføring, kun må erhverve andele eller kapitalandele i den pågældende AIF efter markedsføring, som er tilladt i henhold til artikel 31 eller 32.

Professionelle investorers eventuelle tegning inden for 18 måneder efter, at EU-FAIF'en er begyndt at foretage præmarkedsføring, af andele eller kapitalandele i en AIF, som der henvises til i den information, der er udleveret i forbindelse med præmarkedsføringen, eller i en AIF, der er etableret som et resultat af præmarkedsføring, betragtes som værende et resultat af markedsføring, og vil være underlagt de gældende anmeldelsesprocedurer, jf. artikel 31 og 32.

Medlemsstaterne sikrer, at en EU-FAIF inden for to uger efter, at den har påbegyndt præmarkedsføring, sender en uformel skrivelse i papir eller elektronisk form til de kompetente myndigheder i sit hjemland. I skrivelsen angives, i hvilke medlemsstater og hvilke perioder der er foregår eller er foregået præmarkedsføring, en kort beskrivelse af præmarkedsføringen med oplysninger om de fremlagte investeringsstrategier og, hvis det er relevant, en liste over de AIF'er og afdelinger af AIF'er, der var genstand for præmarkedsføringen. De kompetente myndigheder i FAIF'ens hjemland underretter straks de kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor FAIF'en foretager eller har foretaget en sådan præmarkedsføring. De kompetente myndigheder i en medlemsstat, hvor der finder eller har fundet præmarkedsføring sted, kan anmode de kompetente myndigheder i EU-FAIF'ens hjemland om at fremlægge yderligere oplysninger om den præmarkedsføring, der finder eller har fundet sted på dens område.

3.   En tredjepart må kun foretage præmarkedsføring på vegne af en godkendt EU-FAIF, hvis den pågældende er godkendt som investeringsselskab i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU (*2), som kreditinstitut i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU ( (*3)), som administrationsselskab for et investeringsinstitut i overensstemmelse med direktiv 2009/65/EF, som FAIF i overensstemmelse med nærværende direktiv eller fungerer som tilknyttet agent i overensstemmelse med direktiv 2014/65/EU. En sådan tredjepart er underlagt de betingelser, der er fastsat i denne artikel.

4.   En EU-FAIF skal sikre, at præmarkedsføring er tilstrækkeligt dokumenteret.

(*2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 349)."

(*3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338).«"

3)

Artikel 32, stk. 7, anden, tredje og fjerde afsnit affattes således:

»Hvis FAIF'ens forvaltning af AIF'en i henhold til en planlagt ændring ikke længere ville være i overensstemmelse med dette direktiv, eller hvis FAIF'en i øvrigt ikke længere ville opfylde dette direktiv, informerer de relevante kompetente myndigheder i FAIF'ens hjemland inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af alle de oplysninger, der er omhandlet i første afsnit, FAIF'en om, at den ikke må iværksætte ændringen. I så fald underretter de kompetente myndigheder i FAIF'ens hjemland straks de kompetente myndigheder i FAIF'ens værtsland om, at ændringen ikke vil blive gennemført.

Hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af første og andet afsnit, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved FAIF'ens forvaltning af AIF'en ikke længere ville være i overensstemmelse med dette direktiv, eller hvis FAIF'en i øvrigt ikke længere opfylder dette direktiv, træffer de kompetente myndigheder i FAIF'ens hjemland alle behørige foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 46, herunder om nødvendigt et udtrykkeligt forbud mod markedsføring af AIF'en, og underretter straks de kompetente myndigheder i FAIF'ens værtsland herom.

Hvis ændringerne ikke påvirker overholdelsen af dette direktiv for så vidt angår FAIF'ens forvaltning af AIF'en eller FAIF'ens overholdelse af dette direktiv i øvrigt, underretter de kompetente myndigheder i FAIF'ens hjemland inden for en måned de kompetente myndigheder i FAIF'ens værtsland om de pågældende ændringer.«

4)

Som artikel 32a indsættes følgende:

»Artikel 32a

Anmeldelse af ophør af aftaler, der er indgået med henblik på markedsføring af andele eller kapitalandele i nogle eller alle EU-AIF'er i andre medlemsstater end FAIF'ens hjemland

1.   Medlemsstaterne sikrer, at en EU-AIF kan indgive anmeldelse om ophør af aftaler, der er indgået med henblik på markedsføring, for så vidt angår nogle af eller alle sine andele eller kapitalandele i en medlemsstat, for hvilke den har indgivet en anmeldelse i overensstemmelse med artikel 32, hvis alle følgende betingelser er opfyldt:

a)

Der er, undtagen for AIF'er af den lukkede type og fonde, der reguleres ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/760 (*4), fremsat et generelt tilbud om tilbagekøb eller indløsning, uden nogen gebyrer eller fradrag, af alle sådanne andele eller kapitalandele i AIF'er, der besiddes af investorer i den pågældende medlemsstat, som er offentligt tilgængeligt i mindst 30 arbejdsdage og er stilet individuelt, enten direkte eller via finansielle formidlere, til alle investorer i den pågældende medlemsstat, hvis identitet er kendt.

b)

Hensigten om at opsige aftaler, der er indgået med henblik på markedsføring af andele eller kapitalandele i nogle eller alle AIF'er på den pågældende medlemsstats område, offentliggøres via et offentligt tilgængeligt medium, herunder ad elektronisk vej, der sædvanligvis anvendes til markedsføring af AIF'er og er egnet for en typisk AIF-investor.

c)

Eventuelle aftaler med finansielle formidlere eller delegerede ændres eller opsiges med virkning fra datoen for anmeldelsen af ophøret med henblik på at forhindre eventuel ny eller yderligere direkte eller indirekte udbydelse eller placering af de andele eller kapitalandele, der er angivet i den i stk. 2 omhandlede anmeldelse.

Fra og med den dato, der er omhandlet i første afsnit, litra c), skal FAIF'en ophøre med enhver ny eller yderligere direkte eller indirekte udbydelse eller placering af sine andele eller kapitalandele i den AIF, den forvalter i den medlemsstat, for hvilken den har indgivet en anmeldelse i overensstemmelse med stk. 2.

2.   FAIF'en skal til sit hjemlands kompetente myndigheder fremsende en anmeldelse, der indeholder de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, første afsnit, litra a), b) og c).

3.   De kompetente myndigheder i FAIF'ens hjemland kontrollerer, om FAIF'ens anmeldelse i overensstemmelse med stk. 2 er fuldstændig. De kompetente myndigheder i FAIF'ens hjemland videresender senest 15 arbejdsdage efter modtagelsen af en fuldstændig anmeldelse den pågældende anmeldelse til de kompetente myndigheder i medlemsstaten, der er angivet i anmeldelsen omhandlet i stk. 2, og til ESMA.

Efter at have videresendt anmeldelsen, jf. første afsnit, underretter de kompetente myndigheder i FAIF'ens hjemland straks FAIF'en herom.

I en periode på 36 måneder fra den i stk. 1, første afsnit, litra c), omhandlede dato må FAIF'en ikke foretage præmarkedsføring af andele eller kapitalandele i de EU-AIF'er, der er angivet i anmeldelsen, eller i forbindelse med lignende investeringsstrategier eller investeringsidéer, i medlemsstaten, der er angivet i anmeldelsen omhandlet i stk. 2.

4.   FAIF'en skal give investorer, der vedbliver med at investere i EU-AIF'en, og de kompetente myndigheder i FAIF'ens hjemland de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 22 og 23.

5.   De kompetente myndigheder i FAIF'ens hjemland fremsender til de kompetente myndigheder i medlemsstaten, der er angivet i anmeldelsen omhandlet i stk. 2, oplysninger om eventuelle ændringer i den dokumentation og de oplysninger, der er omhandlet i bilag IV, litra b)-f).

6.   De kompetente myndigheder i medlemsstaten, der er angivet i anmeldelsen omhandlet i stk. 2, har samme rettigheder og forpligtelser som de kompetente myndigheder i FAIF'ens værtsland som omhandlet i artikel 45.

7.   Uden at det berører andre tilsynsbeføjelser som omhandlet i artikel 45, stk. 3, skal de kompetente myndigheder i medlemsstaten, der er angivet i anmeldelsen omhandlet i stk. 2, fra og med datoen for fremsendelsen i henhold til denne artikels stk. 5 ikke kræve, at den pågældende FAIF påviser overensstemmelse med nationale love og administrative bestemmelser vedrørende markedsføringskrav som omhandlet i artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1156 (*5).

8.   Medlemsstaterne tillader anvendelse af eventuelle elektroniske eller andre midler til fjernkommunikation med henblik på stk. 4.

(*4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/760 af 29. april 2015 om europæiske langsigtede investeringsfonde (EUT L 123 af 19.5.2015, s. 98)."

(*5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1156 af 20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014 (EUT L 188 af 12.7.2019, s. 55).«"

5)

Artikel 33, stk. 6, affattes andet og tredje afsnit således:

»Hvis FAIF'ens forvaltning af AIF'en i henhold til en planlagt ændring ikke længere ville være i overensstemmelse med dette direktiv, eller hvis FAIF'en i øvrigt ikke længere ville opfylde dette direktiv, informerer de relevante kompetente myndigheder i FAIF'ens hjemland inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af alle de oplysninger, der er omhandlet i første afsnit, FAIF'en om, at den ikke må iværksætte ændringen.

Hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af første og andet afsnit, eller hvis en uforudset ændring har fundet sted, hvorved FAIF'ens forvaltning af AIF'en ikke længere ville være i overensstemmelse med dette direktiv, eller hvis FAIF'en i øvrigt ikke længere ville opfylde dette direktiv, træffer de kompetente myndigheder i FAIF'ens hjemland alle behørige foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 46 og underretter straks de kompetente myndigheder i FAIF'ens værtsland herom.«

6)

Som artikel 43a indsættes følgende:

»Artikel 43a

Faciliteter til rådighed for detailinvestorer

1.   Uden at artikel 26 i forordning (EU) 2015/760 derved tilsidesættes, sikrer medlemsstaterne, at en FAIF i hver medlemsstat, hvor den har til hensigt at markedsføre andele eller kapitalandele i en AIF til detailinvestorer, stiller faciliteter til rådighed til at udføre følgende opgaver:

a)

at behandle investorers tegnings-, betalings-, tilbagekøbs- og indløsningsordrer i forbindelse med andele eller kapitalandele i AIF'en i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i AIF'ens dokumenter

b)

at give investorer oplysninger om, hvordan ordrer, der er omhandlet i litra a), kan foretages, og hvordan tilbagekøb og indløsning betales

c)

at lette håndteringen af oplysninger om udøvelsen af investorernes rettigheder som følge af deres investeringer i AIF'en i den medlemsstat, hvor AIF'en markedsføres

d)

at give investorer adgang til oplysninger og dokumenter i henhold til artikel 22 og 23 med henblik på nærmere undersøgelse og rekvirering af eksemplarer heraf

e)

at give investorerne oplysninger af relevans for de opgaver, som faciliteterne varetager, på et varigt medium som defineret i artikel 2, stk. 1, litra m), i direktiv 2009/65/EF, og

f)

at fungere som kontaktpunkt for kommunikation med de kompetente myndigheder.

2.   Medlemsstaterne må ikke kræve, at en FAIF har en fysisk tilstedeværelse i værtslandet eller har udpeget en tredjepart med henblik på stk. 1.

3.   FAIF'en sikrer, at faciliteterne til udførelse af de opgaver, der er omhandlet i stk. 1, herunder elektronisk, stilles til rådighed:

a)

på det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor AIF'en markedsføres, eller på et sprog, der er godkendt af denne medlemsstats kompetente myndigheder

b)

af FAIF'en selv, af en tredjepart, der er underlagt regulering og tilsyn vedrørende de opgaver, der skal varetages, eller af begge.

For så vidt angår litra b), og hvis opgaverne skal varetages af en tredjepart, skal udpegelsen af den pågældende tredjepart dokumenteres ved en skriftlig aftale, der præciserer, hvilke af de i stk. 1 omhandlede opgaver der ikke udføres af FAIF'en, og at tredjeparten modtager alle relevante oplysninger og dokumenter fra FAIF'en.«

7)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 69a

Evaluering af ordningen med markedsføringspas

Inden ikrafttrædelsen af de delegerede retsakter, der er omhandlet i artikel 67, stk. 6, i henhold til hvilke bestemmelserne i artikel 35 og artikel 37-41 får virkning, forelægger Kommissionen en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet under hensyntagen til resultatet af en evaluering af ordningen med markedsføringspas i dette direktiv, herunder udvidelsen af ordningen til ikke-EU-FAIF'er. Rapporten ledsages om fornødent af et lovgivningsforslag.«

8)

I bilag IV tilføjes følgende litraer:

»i)

de oplysninger og den adresse, der er nødvendige for, at de kompetente myndigheder i værtslandet kan fakturere eller meddele eventuelt gældende lovbestemte gebyrer eller afgifter

j)

oplysninger om de faciliteter, der er nødvendige for at udføre de opgaver, der er omhandlet i artikel 43a.«

Artikel 3

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest 2. august 2021 de nationale love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.

De anvender disse bestemmelser fra den 2. august 2021.

Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 4

Evaluering

Kommissionen skal senest den 2. august 2024 foretage en evaluering af anvendelsen af dette direktiv efter en offentlig høring og på baggrund af drøftelser med ESMA og de kompetente myndigheder. Senest den 2. august 2025 forelægger Kommissionen en rapport om anvendelsen af dette direktiv.

Artikel 5

Revision

Senest den 2. august 2023 forelægger Kommissionen en rapport med en vurdering af bl.a. fordelene ved at harmonisere de bestemmelser, der gælder for investeringsinstitutters administrationsselskaber, der afprøver investorernes interesse for en bestemt investeringsidé eller investeringsstrategi, og hvorvidt det med henblik herpå er nødvendigt med ændringer af direktiv 2009/65/EF.

Artikel 6

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 7

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. juni 2019.

På Europa-Parlamentet

A. TAJANI

Formand

På Rådets vegne

G. CIAMBA

Formand


(1)  EUT C 367 af 10.10.2018, s. 50.

(2)  Europa-Parlamentets holdning af 16.4.2019 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 14.6.2019.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010 (EUT L 174 af 1.7.2011, s. 1).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1156 af 20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014 (se side 55 i denne EUT).

(6)  EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.