25.3.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 83/42


RÅDETS DIREKTIV (EU) 2019/475

af 18. februar 2019

om ændring af direktiv 2006/112/EF og 2008/118/EF for så vidt angår medtagelse af den italienske kommune Campione d'Italia og den italienske del af Luganosøen i Unionens toldområde og i den territoriale anvendelse af direktiv 2008/118/EF

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 113,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

efter en særlig lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved brev af 18. juli 2017 anmodede Italien om, at den italienske kommune Campione d'Italia og den italienske del af Luganosøen medtages i Unionens toldområde som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 (3) samt i det territoriale anvendelsesområde for Rådets direktiv 2008/118/EF (4) for så vidt angår punktafgifter, mens disse områder fortsat holdes uden for det territoriale anvendelsesområde for Rådets direktiv 2006/112/EF (5) for så vidt angår moms.

(2)

Den italienske kommune Campione d'Italia, der er en italiensk eksklave på Schweiz' område, og den italienske del af Luganosøen bør medtages i Unionens toldområde, fordi de historiske begrundelser for udelukkelsen af disse områder såsom deres isolation og økonomiske ulemper ikke længere er gyldige. Af samme årsager bør disse områder medtages i den territoriale anvendelse af direktiv 2008/118/EF.

(3)

Italien ønsker imidlertid at fortsætte udelukkelsen disse områder fra den territoriale anvendelse af direktiv 2006/112/EF, da dette er afgørende for at sikre lige vilkår mellem økonomiske operatører, der er etableret i Schweiz og i den italienske kommune Campione d'Italia, gennem anvendelse af en lokal indirekte beskatningsordning på linje med det schweiziske merværdiafgiftssystem.

(4)

Dette direktiv bør være tæt knyttet til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/474 (6). De nationale gennemførelsesforanstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv, bør derfor anvendes fra datoen for anvendelsen af nævnte forordning.

(5)

Direktiv 2006/112/EF og 2008/118/EF bør derfor ændres —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

I artikel 6 i direktiv 2006/112/EF foretages følgende ændringer:

1)

I stk. 1 tilføjes følgende litraer:

»f)

Campione d'Italia

g)

den italienske del af Luganosøen.«

2)

I stk. 2 udgår litra f) og g).

Artikel 2

I artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/118/EF udgår litra f) og g).

Artikel 3

1.   Senest den 31. december 2019 vedtager og offentliggør medlemsstaterne de foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.

De anvender disse foranstaltninger fra den 1. januar 2020.

Når disse foranstaltninger vedtages af medlemsstaterne, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale foranstaltninger, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 4

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 5

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. februar 2019.

På Rådets vegne

N. BĂDĂLĂU

Formand


(1)  Udtalelse af 2.10.2018 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  Udtalelse af 11.7.2018 (EUT C 367 af 10.10.2018, s. 117).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1).

(4)  Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF (EUT L 9 af 14.1.2009, s. 12).

(5)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1).

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/474 af 19. marts 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen (se side 38 i denne EUT).