11.11.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 290/18


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2019/1885

af 6. november 2019

om fastsættelse af regler for beregningen, verifikationen og rapporteringen af data om deponering af kommunalt affald i overensstemmelse med Rådets direktiv 1999/31/EF og om ophævelse af Kommissionens beslutning 2000/738/EF

(meddelt under nummer C(2019) 7874)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (1), særlig artikel 5a, stk. 4, og artikel 15, stk. 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Medlemsstaterne er pålagt at rapportere mængden af deponeret kommunalt affald for at påvise, at målene i direktiv 1999/31/EF opfyldes. Beregningsreglerne vedrørende disse mål bør sikre, at dataene fra alle medlemsstater er gyldige og sammenlignelige.

(2)

For at sikre, at beregningen afspejler deponeringens faktiske omfang, bør den mængde affald, der rapporteres som deponeret, omfatte alt kommunalt affald, der bortskaffes på deponeringsanlæg som omhandlet i artikel 5a, stk. 1, litra b) og c), i direktiv 1999/31/EF, og der bør ikke foretages korrektioner for fugtindholdet. I visse tilfælde bidrager behandlet kommunalt affald, der modtages og deponeres på deponeringsanlæg, såsom stabiliseret bionedbrydeligt kommunalt affald, til at sikre overholdelse af kravene i punkt 5 i bilag I til direktiv 1999/31/EF, der omhandler foranstaltninger til at mindske gener og farer fra deponeringsanlægget. Eftersom sådant kommunalt affald faktisk deponeres på deponeringsanlægget, bør det medtages i den mængde kommunalt affald, der rapporteres som deponeret, og bør ikke henføres til nyttiggørelsesoperationer.

(3)

Da deponeringsmålene for kommunalt affald, der er fastsat i direktiv 1999/31/EF, vedrører samme affaldsstrømme som genanvendelsesmålene for kommunalt affald, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF (2), bør beregningsreglerne for kommunalt affald, der rapporteres som deponeret affald, være i overensstemmelse med de beregningsregler for genanvendelse af kommunalt affald, der er fastsat i direktiv 2008/98/EF og i Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1004 (3).

Hvis kommunalt affald overføres fra én medlemsstat til en anden medlemsstat eller til et tredjeland med henblik på genanvendelse eller anden nyttiggørelse i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 (4), bør den mængde affald, som fjernes i bestemmelseslandet i forbindelse med forbehandlingen, før kommunalt affald bringes ind i genanvendelsesoperationen, og som efterfølgende deponeres, medregnes i den mængde kommunalt affald, der rapporteres som deponeret af den medlemsstat, hvori det kommunale affald blev indsamlet.

(4)

I henhold til artikel 5a, stk. 1, litra c), i direktiv 1999/31/EF skal mængden af kommunalt affald, der indgår i forbrændingsbortskaffelsesoperationer med henblik på senere deponering, rapporteres som deponeret. For at sikre, at mængden af kommunalt affald, der rapporteres som deponeret, ikke omfatter fraktioner af kommunalt affald, som underkastes forbrændingsbortskaffelsesoperationer, men som ikke deponeres, bør materialer hidrørende fra kommunalt affald, der nyttiggøres efter forbrændingsbortskaffelsesoperationer, fratrækkes inputtet til forbrændingsbortskaffelsesoperationer.

(5)

I artikel 11a i direktiv 2008/98/EF fastsættes en særlig regel for beregningen af mængden af kommunalt affald, der er forberedt med henblik på genbrug, hvorved man udelukker alt affald, der er fjernet som følge af kontrol, rengøring og reparation for at kunne genbruges uden yderligere sortering eller forbehandling. Deponeres sådant fjernet affald efterfølgende, bør det medtages i den mængde kommunalt affald, der rapporteres som deponeret, for at undgå, at det hverken rapporteres som forberedt med henblik på genbrug eller som deponeret, og for at sikre, at dataene om kommunalt affald er sammenhængende og afspejler deponeringens reelle omfang.

(6)

I henhold til artikel 4, stk. 1, i gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1004 skal affald, der fjernes i forbindelse med genanvendelsen af kommunalt bioaffald, ikke indgå i procentsatserne for genanvendelse af kommunalt affald. Deponeres sådant fjernet affald efterfølgende, bør det medtages i den mængde kommunalt affald, der rapporteres som deponeret, for at undgå, at det hverken rapporteres som genanvendt eller som deponeret, og for at sikre, at dataene om kommunalt affald er sammenhængende og afspejler deponeringens reelle omfang.

(7)

I henhold til artikel 5a, stk. 1, litra d), i direktiv 1999/31/EF skal den mængde affald, som opstår ved operationer med henblik på at genanvende kommunalt affald, og som efterfølgende deponeres, ikke rapporteres som deponeret. For at sikre overensstemmelse med de beregningspunkter for genanvendelse af kommunalt affald, der blev fastsat ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1004, bør det præciseres, at ved affald, der opstår ved operationer med henblik på genanvendelse, forstås affald, der opstår i løbet af den oparbejdningsproces, som finder sted efter disse beregningspunkter.

(8)

Medlemsstaterne rapporterer data om gennemførelsen af stk. 2, 5 og 6, i artikel 5 i direktiv 1999/31/EF i det format, Kommissionen har fastlagt. Dataene skal ledsages af en kvalitetskontrolrapport. Formatet bør sikre, at de rapporterede oplysninger giver et tilstrækkeligt grundlag for at verificere og overvåge opfyldelsen af de mål, der er fastsat i artikel 5, stk. 2, 5 og 6, i dette direktiv.

(9)

Med henblik på at rapportere data om opfyldelse af deponeringsmålene for bionedbrydeligt kommunalt affald, der er fastsat i artikel 5, stk. 2, i direktiv 1999/31/EF, har medlemsstaterne anvendt det format, der er fastsat i Kommissionens beslutning 2000/738/EF (5). Da bestemmelserne i nævnte beslutning vedrørende forelæggelse af rapporter om gennemførelsen af direktiv 1999/31/EF er forældet, bør denne beslutning ophæves. For at sikre kontinuitet bør der vedtages overgangsbestemmelser vedrørende fristen for rapportering af data vedrørende gennemførelsen af artikel 5, stk. 2, i direktiv 1999/31/EF for referenceårene 2016 og 2017.

(10)

Reglerne for beregning, verifikation og rapportering af data vedrørende gennemførelsen af artikel 5, stk. 5 og 6, i direktiv 1999/31/EF er tæt knyttet til reglerne for de formater, der skal benyttes til rapportering af de pågældende data samt dataene vedrørende gennemførelsen af artikel 5, stk. 2, i nævnte direktiv. For at sikre sammenhæng mellem disse regler og lette adgangen til dem bør begge regelsæt fastlægges i en enkelt afgørelse.

(11)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i medfør af artikel 39 i direktiv 2008/98/EF —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Definition

I denne afgørelse forstås ved »mængde« en masse målt i ton.

Artikel 2

Beregning af kommunalt affald, der rapporteres som deponeret i henhold til artikel 5a i direktiv 1999/31/EF

1.   Mængden af kommunalt affald, der rapporteres som deponeret, skal omfatte alt kommunalt affald, der er omhandlet i artikel 5a, stk. 1, litra b) og c), i direktiv 1999/31/EF og som deponeres på deponeringsanlæg, også i tilfælde hvor behandlet kommunalt affald deponeres på deponeringsanlæg for at sikre overensstemmelse med punkt 5 i bilag I til direktiv 1999/31/EF.

Mængden af kommunalt affald, der rapporteres som deponeret affald, må ikke korrigeres ved at fratrække fugtindholdet.

2.   Med henblik på artikel 5a, stk. 1, litra b), i direktiv 1999/31/EF gælder det, at hvis kommunalt affald overføres til en anden medlemsstat eller eksporteres fra Unionen til et tredjeland med henblik på genanvendelse eller anden nyttiggørelse i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1013/2006, medregnes den mængde affald, som opstår ved behandlingsoperationer, der udføres forud for genanvendelse eller nyttiggørelse, og som efterfølgende deponeres eller indgår i forbrændingsbortskaffelsesoperationer med henblik på senere deponering, i den mængde kommunalt affald, der rapporteres som deponeret af den medlemsstat, hvori det kommunale affald blev indsamlet.

3.   Med henblik på artikel 5a, stk. 1, litra c), i direktiv 1999/31/EF skal mængden af kommunalt affald, der indgår i forbrændingsbortskaffelsesoperationer med henblik på senere deponering, være den mængde kommunalt affald, som bringes ind i forbrændingsanlæg, der er klassificeret som D 10 i overensstemmelse med bilag I til direktiv 2008/98/EF, efter fradrag af materialer hidrørende fra kommunalt affald, der efterfølgende nyttiggøres fra affaldet fra sådanne forbrændingsbortskaffelsesoperationer.

Mængden af materialer, der skal fratrækkes, beregnes under hensyntagen til andelen af kommunalt affald i forhold til den samlede mængde affald, der tilføres anlægget, og eventuelt sammensætningen af andet affald end kommunalt affald, der bringes ind i anlægget.

4.   Med henblik på artikel 5a, stk. 1, litra d), i direktiv 1999/31/EF gælder følgende:

a)

affald, der opstår ved kontrol, rengøring og reparation med henblik på forberedelse af kommunalt affald til genbrug, og som efterfølgende deponeres, medregnes i mængden af kommunalt affald, der rapporteres som deponeret. Medlemsstaterne må fratrække dele af produkter eller af produktkomponenter, der fjernes i forbindelse med reparation med henblik på forberedelse af kommunalt affald til genbrug, fra den mængde af kommunalt affald, der rapporteres som deponeret

b)

materialer, som mekanisk fjernes i forbindelse med eller efter aerob eller anaerob behandling af kommunalt bioaffald, og som efterfølgende deponeres, medregnes i den mængde kommunalt affald, der rapporteres deponeret

c)

affald, der opstår ved operationer med henblik på at genanvende kommunalt affald, skal være affald, der opstår i forbindelse med operationer med henblik på genanvendelse, som kommunalt affald gennemgår efter beregningspunktet, jf. artikel 3 og 4 i gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1004.

Artikel 3

Rapportering af data

1.   Medlemsstaterne rapporterer dataene og indgiver kvalitetskontrolrapporten om gennemførelsen af artikel 5, stk. 2, i direktiv 1999/31/EF i det format, der er fastlagt i bilag I.

2.   Medlemsstaterne rapporterer dataene og indgiver kvalitetskontrolrapporten om gennemførelsen af artikel 5, stk. 5 og 6, i direktiv 1999/31/EF i det format, der er fastlagt i bilag II.

3.   Kommissionen offentliggør de data, medlemsstaterne har rapporteret, medmindre en medlemsstat, for så vidt angår oplysninger i kvalitetskontrolrapporterne, forelægger en begrundet anmodning om, at visse data ikke offentliggøres.

Artikel 4

Ophævelse

Beslutning 2000/738/EF ophæves.

Artikel 5

Overgangsbestemmelse

Dataene vedrørende gennemførelsen af artikel 5, stk. 2, i direktiv 1999/31/EF for referenceårene 2016 og 2017 rapporteres til Kommissionen senest den 31. december 2019.

Artikel 6

Adressater

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. november 2019.

På Kommissionens vegne

Karmenu VELLA

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 182 af 16.7.1999, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver (EUT L 312 af 22.11.2008, s. 3).

(3)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1004 af 7. juni 2019 om fastsættelse af regler for beregningen, verifikationen og rapportering af data om affald i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF og om ophævelse af Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2012) 2384 (EUT L 163 af 20.6.2019, s. 66).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af affald (EUT L 190 af 12.7.2006, s. 1).

(5)  Kommissionens beslutning 2000/738/EF af 17. november 2000 om et spørgeskema til medlemsstaternes indberetning om gennemførelsen af direktiv 1999/31/EF om deponering af affald (EFT L 298 af 25.11.2000, s. 24).


BILAG I

FORMAT TIL RAPPORTERING AF DATA OM DEPONERING AF BIONEDBRYDELIGT KOMMUNALT AFFALD, DER ER OMHANDLET I ARTIKEL 3, STK. 1

1.   Format til rapportering af data

Bionedbrydeligt kommunalt affald produceret i 1995 eller det seneste år forud for 1995, for hvilket der foreligger standardiserede Eurostatdata, eller det år, der er fastsat i den pågældende tiltrædelsestraktat for medlemsstater, der er tiltrådt Unionen efter vedtagelsen af Rådets direktiv 1999/31/EF  (1)

Bionedbrydeligt kommunalt affald, der er deponeret i deponeringsanlæg i referenceåret

År

(ton)

(ton)

 

 

 

2.   Format til den kvalitetskontrolrapport, der ledsager dataene

I.   Generelle oplysninger

1.

Medlemsstat:

2.

Organisation, der forelægger data og beskrivelse:

3.

Kontaktperson/kontaktoplysninger:

4.

Referenceår:

5.

Rapporteringsdato/version:

6.

Link til medlemsstatens offentliggørelse af data (eventuelt):

II.   Oplysninger om deponering af bionedbrydeligt kommunalt affald

1.

Beskrivelse af tilrettelæggelsen af dataindsamlingen, datakilderne og den anvendte metode

 

2.

Beskrivelse af de affaldstyper, der på nationalt plan er klassificeret som bionedbrydeligt kommunalt affald

 

3.

Beskrivelse af de skøn, der er anvendt til at udfylde mangler i dataene

 

4.

Redegørelse for væsentlige forskelle i forhold til det foregående referenceårs data

 

5.

Beskrivelse af de hovedproblemer, der påvirker nøjagtigheden af data

 


(1)  Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (EFT L 182 af 16.7.1999, s. 1).


BILAG II

FORMAT FOR RAPPORTERING AF DATA OM KOMMUNALT AFFALD, DER ER OMHANDLET I ARTIKEL 3, STK. 2

1.   Format til rapportering af data

Produktion af kommunalt affald

(ton)

Deponering (1)

(ton)

Forbrændingsbortskaffelse  (2)

(ton)

Materialenyttiggørelse af affald fra forbrændingsbortskaffelse

(ton)

 

 

 

 

Med henblik på beregningen af, om de mål, der er fastsat i artikel 5, stk. 5 og 6, i Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (EFT L 182 af 16.7.1999, s. 1), er blevet nået, divideres den samlede mængde af kommunalt affald, der deponeres, og kommunalt affald, der indgår i forbrændingsbortskaffelsesoperationer med henblik på senere deponering, efter fradrag af materialer, som efterfølgende er blevet nyttiggjort fra affaldet fra sådanne bortskaffelsesoperationer, med mængden af produceret kommunalt affald.

2.   Format til den kvalitetskontrolrapport, der ledsager dataene

I.   Generelle oplysninger

1.

Medlemsstat:

2.

Organisation, der forelægger data og beskrivelse:

3.

Kontaktperson/kontaktoplysninger:

4.

Referenceår:

5.

Rapporteringsdato/version:

6.

Link til medlemsstatens offentliggørelse af data (eventuelt):

II.   Oplysninger om deponering af kommunalt affald

1.

Beskrivelse af de enheder, der medvirker i dataindsamlingen

Navn på institution

Beskrivelse af hovedansvarsområder

Indsæt ekstra rækker efter behov

2.

Beskrivelse af anvendte metoder

2.1.

Generel beskrivelse af indsamling af data om deponering af kommunalt affald, herunder datakilder (administrative data, undersøgelser, elektronisk register, data fra aktører på affaldsområdet og data fra kommuner)

 

2.2.

Beskrivelse af den metode, der er anvendt til at medtage affald, der hidrører fra behandlingsoperationer forud for genanvendelse eller anden nyttiggørelse af kommunalt affald og derefter deponeres

 

2.2.1.

Beskrivelse af den fremgangsmåde, hvormed sporbarhed af kommunalt affald sikres i forbindelse med behandling, herunder anvendelse af koder for kommunalt affald (som f.eks. i kapitel 20 på listen over affald, der er fastsat ved Kommissionens beslutning 2000/532/EF af 3. maj 2000 om afløsning af beslutning 94/3/EF om udarbejdelse af en liste over affald i henhold til artikel 1, litra a), i Rådets direktiv 75/442/EØF om affald og Rådets beslutning 94/904/EF om udarbejdelse af en liste over farligt affald i henhold til artikel 1, stk. 4, i Rådets direktiv 91/689/EØF om farligt affald, EFT L 226 af 6.9.2000, s. 3) og koder vedrørende affald fra affaldsbehandling (som f.eks. i kapitel 19 på listen over affald, der er fastsat ved nævnte beslutning)

 

2.3.

Beskrivelse af den fremgangsmåde, der er anvendt til at medtage affald, der hidrører fra behandlingsoperationer forud for genanvendelse eller anden nyttiggørelse af kommunalt affald og derefter deponeres uden for medlemsstaten

 

2.4.

Beskrivelse af de skøn, der er anvendt til at udfylde mangler i dataene om deponeret kommunalt affald

 

2.5.

Beskrivelse af de skøn, der er anvendt til at udfylde mangler i dataene om deponeret kommunalt affald

 

2.6.

Forskelle fra tidligere referenceårs data

Væsentlige metodologiske ændringer i den beregningsmetode, der er anvendt for det aktuelle referenceår, hvis der er nogen (især retrospektive revisioner, deres art og om der skal markeres et brud på serien for et bestemt år).

 

Redegørelse med nærmere oplysninger om årsagerne til vægtforskellen, hvis kommunalt affald, der er genstand for deponering eller forbrændingsbortskaffelsesoperationer med henblik på senere deponering, viser en afvigelse på over 10 % i forhold til de data, der blev forelagt for det foregående referenceår

 

3.

Nøjagtigheden af data

3.1.

Beskrivelse af de hovedproblemer, der påvirker nøjagtigheden af data om deponering af kommunalt affald

 

3.2.

Beskrivelse af omfanget og validiteten af undersøgelser med henblik på at indsamle data om deponeringen af kommunalt affald

 

4.

Fortrolighed

Begrundelse for ikke at offentliggøre bestemte dele af denne rapport, hvis der er anmodet herom.

 

5.

Vigtigste nationale websteder, referencedokumenter og publikationer

 


(1)  Denne kolonne omfatter ikke affald, der indgår i forbrændingsbortskaffelsesoperationer med henblik på efterfølgende deponering.

(2)  Forbrændingsbortskaffelse vedrører operationer udført af anlæg, der er klassificeret som D 10 i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver (EUT L 312 af 22.11.2008, s. 3).