24.5.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 138/84


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2019/845

af 17. maj 2019

om den holdning, som på Den Europæiske Unions vegne skal indtages i Arbejdsgruppen for Geografiske Betegnelser, der er nedsat ved frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side, til vedtagelsen af arbejdsgruppens forretningsorden

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side (1) (»aftalen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse (EU) 2015/2169 (2). Aftalen trådte i kraft den 13. december 2015.

(2)

Ved aftalens artikel 15.3, stk. 1, nedsættes under Handelsudvalget, der er nedsat ved aftalens artikel 15.1, stk. 1, Arbejdsgruppen for Geografiske Betegnelser.

(3)

I henhold til artikel 15, stk. 4 i forretningsordenen for Handelsudvalget, der blev vedtaget ved afgørelse nr. 1 truffet af EU-Korea-Handelsudvalget (3), fastsætter arbejdsgrupperne selv deres forretningsorden, som skal meddeles til Handelsudvalget.

(4)

Der bør fastsættes en forretningsorden for Arbejdsgruppen for Geografiske Betegnelser.

(5)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, som på Unionens vegne skal indtages i Arbejdsgruppen for Geografiske Betegnelser til arbejdsgruppens forretningsorden, da disse regler vil være bindende for Unionen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, som på Unionens vegne skal indtages i Arbejdsgruppen for Geografiske Betegnelser for så vidt angår vedtagelsen af arbejdsgruppens forretningsorden, baseres på det udkast til arbejdsgruppens afgørelse, der er knyttet til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. maj 2019.

På Rådets vegne

E.O. TEODOROVICI

Formand


(1)  EUT L 127 af 14.5.2011, s. 6.

(2)  Rådets afgørelse (EU) 2015/2169 af 1. oktober 2015 om indgåelse af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side (EUT L 307 af 25.11.2015, s. 2).

(3)  Afgørelse nr. 1 truffet af EU-Korea-Handelsudvalget af 23. december 2011 om vedtagelse af forretningsordenen for Handelsudvalget [2013/110/EU] (EUT L 58 af 1.3.2013, s. 9).


AFGØRELSE Nr. 1/2019 TRUFFET AF EU-KOREA-ARBEJDSGRUPPEN FOR GEOGRAFISKE BETEGNELSER

af …

om vedtagelse af dens forretningsorden

EU-KOREA-ARBEJDSGRUPPEN FOR GEOGRAFISKE BETEGNELSER HAR —

under henvisning til frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side (1) (»aftalen«),

under henvisning til afgørelse nr. 1 truffet af EU-Korea-Handelsudvalget af 23. december 2011 om vedtagelse af forretningsordenen for Handelsudvalget [2013/110/EU] (2), særlig artikel 15, stk. 4 i bilaget hertil, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 15, stk. 4, i forretningsordenen for Handelsudvalget, der blev vedtaget ved afgørelse nr. 1 truffet af EU-Korea-Handelsudvalget, fastsætter de specialiserede udvalg og arbejdsgrupperne selv deres forretningsorden, som skal meddeles til Handelsudvalget.

(2)

Der bør fastsættes en forretningsorden for Arbejdsgruppen for Geografiske Betegnelser —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Forretningsordenen for Arbejdsgruppen for Geografiske Betegnelser som fastsat i bilaget vedtages hermed.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i …

På vegne af Arbejdsgruppen for Geografiske Betegnelser

Teamleder

Kontorchef

Ministerium for handel, industri og energi Republikken Korea

Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter

Formand for Arbejdsgruppen for Geografiske Betegnelser

Formand for Arbejdsgruppen for Geografiske Betegnelser


(1)  EUT L 127 af 14.5.2011, s. 6.

(2)  EUT L 58 af 1.3.2013, s. 9.

BILAG

FORRETNINGSORDEN FOR ARBEJDSGRUPPEN FOR GEOGRAFISKE BETEGNELSER

Artikel 1

Sammensætning og formandskab

1.   Arbejdsgruppen for Geografiske Betegnelser (i det følgende benævnt »GB-Arbejdsgruppen«), der er nedsat i henhold til artikel 15.3, stk. 1, litra g), i frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side (i det følgende benævnt »aftalen«), varetager sine opgaver som omhandlet i aftalens artikel 10.25.

2.   GB-Arbejdsgruppen sammensættes af repræsentanter for Republikken Korea (i det følgende benævnt »Korea«) på den ene side og repræsentanter for Den Europæiske Union på den anden side.

3.   I henhold til aftalens artikel 15.3, stk. 3, varetages formandskabet af GB-Arbejdsgruppen i fællesskab af repræsentanter for Korea og Den Europæiske Union.

4.   Hver formand kan uddelegere alle eller en del af formandens funktioner til en udpeget stedfortræder, hvorefter alle henvisninger til formanden også skal forstås som henvisninger til den udpegede stedfortræder.

5.   Hver formand udpeger et kontaktpunkt for alle anliggender vedrørende GB-Arbejdsgruppen. Disse kontaktpunkter er i fællesskab ansvarlige for GB-Arbejdsgruppens sekretæropgaver.

Artikel 2

Møder

I henhold til aftalens artikel 10.25, stk. 2, afholdes møder skiftevis hos den ene og den anden part. Parterne aftaler i fællesskab tidspunkt, sted og form for GB-Arbejdsgruppens møder, herunder videokonferencer, som dog senest finder sted 90 dage efter anmodningen herom fra en af parterne.

Artikel 3

Korrespondance

1.   Al korrespondance til formændene for GB-Arbejdsgruppen stiles til kontaktpunkterne med henblik på rundsendelse til medlemmerne af GB-arbejdsgruppen.

2.   Korrespondance kan have enhver skriftlig form, herunder e-mail.

3.   I henhold til artikel 15 i forretningsordenen for Handelsudvalget skal Handelsudvalget oplyses om de kontaktpunkter, der er udpeget af GB-Arbejdsgruppen. Al korrespondance, dokumenter og meddelelser, herunder udveksling af e-mails mellem kontaktpunkterne for GB-Arbejdsgruppen vedrørende anvendelsen af aftalen, sendes samtidig til Handelsudvalgets sekretariat, Den Europæiske Unions delegation i Republikken Korea og Republikken Koreas repræsentation ved Den Europæiske Union.

Artikel 4

Dagsorden for møderne

1.   Kontaktpunkterne udarbejder en foreløbig dagsorden for hvert møde. Den fremsendes sammen med de relevante dokumenter til medlemmerne af GB-Arbejdsgruppen, herunder formændene for GB-Arbejdsgruppen, senest 15 dage før mødet. Den foreløbige dagsorden kan indeholde ethvert punkt, der er omfattet af aftalens artikel 10.25.

2.   Hver part kan anmode om at få sat punkter, der er omfattet af aftalens artikel 10.25, på den foreløbige dagsorden mindst 21 dage før mødet. Disse punkter optages på den foreløbige dagsorden.

3.   En sidste version af den foreløbige dagsorden rundsendes til medformændene mindst fem dage før mødet

4.   Dagsordenen vedtages enstemmigt af formændene ved hvert mødes begyndelse. Punkter, som ikke er på den foreløbige dagsorden, kan optages på dagsordenen, hvis begge formænd er enige herom.

Artikel 5

Anmodninger om ændring af bilag 10-A eller 10-B til aftalen

1.   Hver part kan ved brev, der er underskrevet af formanden fra den pågældende part, anmode om at tilføje eller fjerne individuelle geografiske betegnelser i bilag 10-A eller 10-B til aftalen.

2.   I henhold til aftalens artikel 10.25, stk. 1 og 3, kan GB-Arbejdsgruppen ved enstemmighed beslutte at ændre bilag 10-A og 10-B for at tilføje individuelle geografiske betegnelser fra Den Europæiske Union eller Korea efter at have gennemgået den relevante procedure i aftalen. GB-Arbejdsgruppen kan også ved enstemmighed træffe beslutning om at anbefale, at en endelig afgørelse træffes i Handelsudvalget om at tilføje eller fjerne geografiske betegnelser i overensstemmelse med artikel 10.21, stk. 4, 10.24 og 10.25.

3.   I henhold til artikel 15.3, stk. 5, kan Handelsudvalget påtage sig en opgave, der er tildelt GB-arbejdsgruppen, og træffe beslutning om at ændre bilag 10-A og 10-B. I henhold til artikel 15.5, stk. 2, kan Handelsudvalget endvidere beslutte at ændre bilag 10-A og 10-B, og parterne kan vedtage beslutningen herom med forbehold af deres respektive gældende lovgivningsmæssige krav og procedurer.

4.   Med beslutningen om at ændre bilag 10-A og 10-B bestræber parterne sig på at tage behørigt hensyn til begge parters respektive interesser for så vidt angår geografiske betegnelser.

Artikel 6

Afgørelser og henstillinger

1.   GB-Arbejdsgruppen vedtager henstillinger og afgørelser ved enstemmighed som omhandlet i aftalens artikel 10.25.

2.   GB-Arbejdsgruppens henstillinger som omhandlet i aftalens artikel 10.25 skal stiles til parterne og være underskrevet af formændene.

3.   GB-Arbejdsgruppens afgørelser som omhandlet i aftalens artikel 10.25 skal være underskrevet af formændene. I hver afgørelse angives datoen for dens ikrafttrædelse.

4.   Afgørelser og henstillinger, der vedtages af GB-Arbejdsgruppen, skal være påført et løbenummer, datoen for deres vedtagelse og en beskrivelse af emnet.

Artikel 7

Skriftlig procedure

1.   En henstilling eller afgørelse vedtaget af GB-Arbejdsgruppen kan vedtages ved skriftlig procedure, hvis begge parter er enige herom. Den skriftlige procedure består i udveksling af noter mellem formændene for GB-Arbejdsgruppen.

2.   Formanden fra den part, der foreslår at anvende den skriftlige procedure, forelægger udkastet til henstilling eller afgørelse for formanden fra den anden part, der i sit svar angiver, om han/hun accepterer udkastet til henstilling eller afgørelse eller ej. Formanden fra den anden part kan også foreslå ændringer eller anmode om mere betænkningstid. Hvis der er enighed om udkastet, vedtages det i overensstemmelse med artikel 6.

Artikel 8

Protokol

1.   Kontaktpunkterne udarbejder et udkast til protokol for hvert møde senest 21 dage efter mødet. I udkastet til protokol anføres de henstillinger og afgørelser, der blev vedtaget, og eventuelle konklusioner.

2.   Protokollen godkendes skriftligt af begge parter senest 28 dage efter mødet eller en anden dato, som parterne enes om. Når protokollen er godkendt, underskriver formændene to originaleksemplarer. Formændene opbevarer hver et originaleksemplar af protokollen.

Artikel 9

Rapporter

GB-Arbejdsgruppen rapporterer til Handelsudvalget om sin virksomhed på hvert af de ordinære møder i Handelsudvalget, jf. aftalens artikel 15.3, stk. 4.

Artikel 10

Udgifter

1.   Hver part bærer selv de udgifter, som dens deltagelse i GB-Arbejdsgruppens møder medfører.

2.   Udgifter i forbindelse med tilrettelæggelse af møder og reproduktion af dokumenter afholdes af den part, der er vært for mødet.

Artikel 11

Offentliggørelse og fortrolighed

1.   Møderne i GB-Arbejdsgruppen er ikke offentlige, medmindre formændene bestemmer andet.

2.   Når en part forelægger oplysninger, der i henhold til dens love og forskrifter anses for at være fortrolige, for GB-Arbejdsgruppen, behandler den anden part de pågældende oplysninger som fortrolige, jf. aftalens artikel 15.1, stk. 7.

3.   Hver part kan beslutte at offentliggøre GB-Arbejdsgruppens afgørelser og henstillinger i deres respektive officielle tidende.